Den underjordiske jernbane

4F

4F

den

Colson Whitehead

Colson Whiteheads roman er en historie om en ung kvindes næsten dyriske vilje til at overleve, og samtidig er det en banebrydende litterær præstation i sin beskrivelse af en af de mest brutale perioder i amerikansk historie, en roman, der udfordrer den hvide historieskrivning og trækker tråde til racespændingerne i nutidens USA.

„En rasende, lysende og nyskabende roman.“ The Guardian

ISBN:978-87-400-3695-4

COLSON WHITEHEAD

er en af USA’s mest anerkendte skønlitterære forfattere. Han har skrevet en række prisbelønnede bestsellerromaner, og i 2001 blev han nomineret til Pulitzerprisen for sin roman John Henry Days.

Den underjordiske jernbane blev hans store internationale gennembrud, og romanen sikrede ham denne gang både Pulitzer-prisen og National Book Award.

Den er desuden belønnet med The Andrew Carnegie Medal for Excellence, Goodreads Choice Award for bedste historiske roman og The Tournament of Books. Colson Whitehead er født og opvokset i New York City og bor i dag på Manhattan.

Den sekstenårige Cora er markslave på en bomuldsplantage i Georgia. Hun lever i daglig angst og fornedrelse, men også med myten om sin mor Mabel, der flygtede og aldrig blev fanget. En nat vælger hun at begive sig ud på den dødsensfarlige flugt nordpå.

COLSON WHITEHEAD National Book Award 2016 Pulitzer prisen 2017

Uddrag fra bogen

Den

UNDERjordiske Roman

© Madeline Whitehead

The National Book Review

underjordiske jernbane

„Colson Whitehead skriver historien om slaveriet, som Jimi Hendrix spillede nationalsangen.“

jernbane

Politiken s Forlag

„Da Terrance Randall nåede hen til Cora, stak han hånden ned i hendes kjoleudskæring og greb fat om hendes ene bryst. Han klemte til. Hun rørte sig ikke. Ikke én af dem havde bevæget sig, siden han var begyndt på sin tale.

Hun havde ikke været hans, og nu var hun hans. Eller også havde hun altid været hans og vidste det først nu. Coras bevidsthed rev sig løs. Den løftede sig forbi den brændende slave og det store hus og ud over grænserne for Randall-plantagen.“

„Mesterligt og dybt chokerende.“ THE NEW YORK TIMES „En ny amerikansk klassiker er født.“ NEWSDAY „Intet mindre end en genopfindelse af den historiske roman.“ THE NEW YORKER „Et mesterværk.“ MIAMI HERALD „Smuk, fantasifuld og skærende præcis.“ THE WALL STREET JOURNAL

Den underjordiske jernbane.indd 2

24/04/17 15.59

Den Underjordiske Jernbane

Colson Whitehead

PĂĽ dansk ved Vibeke Houstrup Christensen

POLTIKENS FORLAG

Den underjordiske jernbane.indd 3

24/04/17 15.59

Den underjordiske jernbane.indd 4

24/04/17 15.59

Til Julie

Den underjordiske jernbane.indd 5

24/04/17 15.59

Den underjordiske jernbane.indd 6

24/04/17 15.59

INDHOLDSFORTEGNELSE

Ajarry Georgia Ridgeway South Carolina Stevens North Carolina Ethel Tennessee Caesar Indiana Mabel Norden

Den underjordiske jernbane.indd 7

9 17 75 87 133 141 187 195 225 233 283 289

24/04/17 15.59

Den underjordiske jernbane.indd 8

24/04/17 15.59

Ajarry

Den underjordiske jernbane.indd 9

24/04/17 15.59

Den underjordiske jernbane.indd 10

24/04/17 15.59

Caesar nærmede sig Cora med sin snak om at flygte nordpå, sagde hun nej.

Det var hendes mormor, der talte gennem hende. Før denne lyse eftermiddag i havnen i Ouidah havde Coras mormor aldrig set havet, og hun blev blændet af vandet efter opholdet i fortets fangehul. Fangehullet var det sted, de blev gemt hen, til skibene kom. Banditter fra Dahomey bortførte mændene først, og ved næste fuldmåne kom de så tilbage til hendes landsby og hentede kvinderne og børnene og førte dem ud til havet, lænket sammen to og to. Da Ajarry stirrede ind gennem den sorte døråbning, troede hun, at hun ville blive genforenet med sin far dernede i mørket. De overlevende fra landsbyen fortalte, at slavehandlerne havde smadret hovedet på hendes far og havde efterladt hans lig i vejkanten, fordi han ikke kunne holde trit med de andre på den lange march. Hendes mor var død flere år tidligere.

Coras mormor blev solgt flere gange på den lange vandring til fortet, gik på omgang mellem forskellige slavehandlere for kauriskaller og glasperler. Det var svært at sige, hvor meget de betalte for hende i Ouidah, eftersom hun var en del af et masseopkøb, otteogfirs menneskesjæle for tres kasser rom og noget krudt, en pris, man var nået frem til efter den gængse sjakren på kyst-engelsk. Raske mænd og frugtsommelige kvinder indbragte mere end børn og unge, hvad der vanskeliggjorde en individuel opgørelse.

Skibet Nanny kom fra Liverpool og havde gjort ophold to gange inden på vejen ned langs Guldkysten. Kaptajnen blandede sine indkøb mellem hinanden, så han ikke pludselig stod med en last af samme kultur og temperament. Hvem vidste, hvilken form for mytteri hans slaver kunne

første gang

11

Den underjordiske jernbane.indd 11

24/04/17 15.59

finde på at brygge sammen, hvis de havde et fælles sprog? Det var skibets sidste anløbshavn, inden de krydsede Atlanterhavet. To hørhårede sømænd roede Ajarry ud til skibet, mens de nynnede rytmen for sig selv.

Med knoglehvid hud.

Mørket, indespærringen, lastrummets giftige luft og skrigene fra dem, Ajarry var lænket sammen med, endte med at drive hende til vanvid. På grund af hendes unge alder påtvang fangevogterne sig ikke adgang med det samme, men til sidst, efter seks ugers sejlads, slæbte nogle af de mere garvede søfolk hende op fra lastrummet. På rejsen til Amerika prøvede hun to gange at tage sig af dage, én gang ved at nægte at spise og den anden gang ved at prøve at drukne sig. Begge gange blev det forpurret af søfolkene, der var velbevandrede i slavers rænker og tilbøjeligheder.

Ajarry nåede end ikke hen til rælingen, da hun ville springe over bord.

Hendes sløve, smilende udtryk og ynkelige fremtoning, genkendelig fra tusinder af slaver før hende, røbede hendes hensigter. Lænket om halsen og om fødderne, udstillet elendighed fra top til tå.

Selvom de havde prøvet at undgå at blive skilt ad på auktionen i Ouidah, blev resten af hendes familie opkøbt af portugisiske købmænd fra fregatten Vivilia, der blev set fire måneder senere drivende for vejr og vind ti mil ud for Bermuda. Pesten havde taget alle om bord. Myndighederne satte ild til skibet og så til, mens det knitrede og sank. Coras mormor kendte intet til skibets skæbne. Resten af sit liv forestillede hun sig, at hendes slægtninge arbejdede for venlige og storsindede herrer oppe nordpå, et nådigere arbejde end hendes, vævning eller spinding, ikke ude i markerne. I hendes historier købte Isay og Sidoo og de øvrige sig på en eller anden måde fri af trældommen og levede som frie mænd og kvinder i The City of Pennsylvania, et sted, hun engang havde hørt to hvide mænd tale om. Ajarry fandt trøst i disse drømmebilleder, når byrderne blev så store, at hun truede med at gå i tusinde stykker.

Næste gang Coras mormor blev solgt, var en måned efter, i pesthuset på Sullivan’s Island, da lægerne havde erklæret hende og resten af Nannys last fri for sygdomme. Endnu en travl dag på The Exchange. En stor auktion tiltrak altid en broget menneskemængde. Købmænd og ruffere langs hele kysten samledes i Charleston og undersøgte varernes tænder, 12

Den underjordiske jernbane.indd 12

24/04/17 15.59

deres øjne og led og rygsøjler, på vagt over for kønssygdomme og andre lidelser. Tilskuere åd friske østers og gnavede kogte majskolber i sig, mens auktionsholderne råbte ud i luften. Slaverne stod nøgne på forhøjningen.

Der var budkrig over en gruppe unge ashanti-fyre, afrikanere, der var berømte for deres arbejdsomhed og muskulatur, og arbejdsformanden for et kalkbrud købte en hel flok små negerbørn i en forbløffende god handel.

Mellem de måbende tilskuere fik Coras mormor øje på en lille dreng, der suttede på en sukkerstang, og hun spekulerede på, hvad det mon var, han puttede i munden.

Lige inden solnedgang købte en af de handlende hende for to hun­ drede og seksogtyve dollars. Hun ville have indbragt mere, hvis det ikke havde været for årstidens overflod af unge piger. Mandens tøj var lavet af det hvideste klæde, hun nogensinde havde set. Ringe med farvestrålende sten glimtede på hans fingre. Da han kneb hende i brysterne for at se, om hun var frugtsommelig, føltes metallet køligt mod hendes hud. Hun blev brændemærket, hverken for første eller sidste gang, og lænket til resten af dagens nyerhvervelser. De sammenlænkede slaver begav sig ud på den lange march sydpå samme aften, tumlende af sted efter den handlendes enspændervogn. På det tidspunkt var Nanny på vej tilbage til Liverpool, lastet med sukker og tobak. Der var færre skrig under dæk.

Man skulle tro, at Coras mormor var ramt af en forbandelse, så mange gange som hun blev solgt og byttet og solgt igen i løbet af de næste par år.

Hendes ejere gik foruroligende tit fallit. Hendes første herre blev narret af en mand, som solgte en anordning, der kunne rense bomulden dobbelt så hurtigt som Whitneys rensemaskine. Tegningerne var overbevisende, men det endte med, at Ajarry blev et af aktiverne, der skulle afvikles efter ordre fra dommeren. Hun gik for to hundrede og atten dollars i en hurtig byttehandel, et prisfald begrundet i realiteterne på det lokale marked. En anden ejer døde af vattersot, hvorefter hans enke holdt auktion over plantagen for at finansiere sin tilbagevenden til Europa, hvor hun var født, og hvor der var rent. Ajarry var i tre måneder ejet af en waliser, som til sidst tabte hende, tre andre slaver og to svin i et spil whist. Og videre i den dur.

Hendes pris svingede. Når man blev solgt så mange gange, lærte verden en at være opmærksom. Hun lærte hurtigt at tilpasse sig de nye plantager 13

Den underjordiske jernbane.indd 13

24/04/17 15.59

og skelne mellem niggernedbryderne og de rent ud grusomme, mellem dagdriverne og de hårdtarbejdende, mellem stikkerne og hemmelighedskræmmerne. Mellem herrer og fruer efter grader af ondskab, plantager efter formuer og ambitioner. Nogle plantageejere ønskede ikke andet end et beskedent udkomme, og så var der de mænd og kvinder, som ville eje verden, som om det var et spørgsmål om det rette jordtilliggende. To hundrede og otteogfyrre, to hundrede og tres, to hundrede og halvfjerds dollars. Hvor hun end kom hen, var det sukker og indigo, der blev dyrket, bortset fra en uge med at folde tobaksblade, inden hun blev solgt igen.

Handleren aflagde tobaksplantagen et besøg på udkig efter slaver i den fødedygtige alder, helst med alle tænderne i behold og af føjelig natur.

Hun var en kvinde nu. Af sted med hende.

Hun vidste, at den hvide mands videnskabsmænd kiggede om bag tingene, nysgerrige efter at forstå, hvordan de fungerede. Stjernernes bevægelse gennem natten, temperamenternes samarbejde i blodet. Temperaturkravene til en solid bomuldshøst. Ajarry gjorde sin egen sorte krop til en videnskab og indsamlede observationer. Hver ting havde en værdi, og i takt med at værdien ændrede sig, ændrede alt andet sig også. En smadret kalabas var mindre værd end en, der lod vandet sive ud, en krog, som fastholdt sin havkat, var mere skattet end en, der slap sin fangst. Det sære ved Amerika var, at mennesker var ting. Det var bedst at begrænse sine tab og gå uden om en gammel mand, der ikke ville overleve turen over havet. En ung mand af en stærk stammeslægt fik kunderne til at fråde.

En slavepige, der klemte unger ud, var lig med rede penge: penge, der avlede penge. Hvis man var en ting – en vogn eller en hest eller en slave – var det ens værdi, der bestemte ens muligheder. Ajarry holdt tungen lige i munden.

Og så til sidst Georgia. En repræsentant for Randall-plantagen købte hende for to hundrede og tooghalvfems dollars på trods af den nye tomhed i hendes blik, som fik hende til at se enfoldig ud. Resten af sit liv trak hun ikke så meget som én mundfuld luft uden for Randalls jorder. Hun var hjemme på denne ø, uden noget i sigte.

Coras mormor tog sig en mand tre gange. Hun havde en forkærlighed for brede skuldre og store hænder, præcis som Old Randall, selv om her14

Den underjordiske jernbane.indd 14

24/04/17 15.59

ren og hans slave havde forskellig slags udnyttelse i tankerne. Plantagen, der egentlig bestod af to plantager, var velforsynet: halvfems styk niggere på nordplantagen og femogfirs styk på sydplantagen. For det meste kunne Ajarry vælge selv. Når hun ikke kunne, var hun tålmodig.

Hendes første mand udviklede en hang til majswhisky og begyndte at bruge sine store hænder som store knytnæver. Ajarry var ikke ked af at se ham forsvinde ned ad vejen, da de solgte ham til en sukkerrørsplantage i Florida. Efter ham indlod hun sig med en af de søde drenge fra sydplantagen. Inden han døde af kolera, yndede han at fortælle historier fra Bibelen. Hans tidligere herre havde været mere fordomsfri med hensyn til slaver og religion. Hun holdt af historierne og lignelserne og tænkte, at de hvide mænd nok havde ret: Al den snak om frelse kunne nemt give en afrikaner skøre idéer. Hendes sidste mand fik gennemhullet øreflipperne, fordi han havde stjålet honning. Sårene væskede med materie, og han sygnede hen af det og døde.

Ajarry fik fem børn med disse mænd, hver eneste af dem født det samme sted på hyttens plankegulv, som hun pegede på, når de gjorde noget galt. Det er dér, du er kommet fra, og dér, du kommer tilbage til, hvis du ikke hører efter. Hvis hun lærte dem at adlyde hende, så ville de måske adlyde alle deres kommende herrer – og overleve. To døde på sørgelig vis af en febersygdom. Én dreng skar sig i foden, mens han legede på en rusten plov og fik blodforgiftning. Hendes yngste kom aldrig til sig selv igen, efter at en forvalter havde slået ham i hovedet med en træklods. Den ene efter den anden. I det mindste blev de aldrig solgt, sagde en ældre kvinde til hende. Og det var sandt nok – dengang solgte Randall sjældent de små. Man vidste, hvor og hvordan ens børn ville dø. Det barn, der holdt sig i live, klarede sig igennem barndommen, var Coras mor, Mabel.

Ajarry døde i bomulden, mens frøkapslerne gyngede op og ned omkring hende som skumtoppe i et oprørt hav. Den sidste fra sin landsby, drattede om i rækkerne på grund af en svulst i hjernen, med blodet fossende ud af næsen og hvid fråde om læberne. Som om det ikke kunne være sket andre steder. Friheden var forbeholdt andre mennesker, borgerne i The City of Pennsylvania, der havde travlt langt borte oppe nordpå.

Siden den nat, hun blev bortført, var hun blevet prissat igen og igen og 15

Den underjordiske jernbane.indd 15

24/04/17 15.59

var vågnet op i en ny vægtskål hver dag. Kend din pris, og du kender din plads i verdensordenen. At overskride plantagens grænse var som at overskride grundprincipperne for ens eksistens: umuligt.

Det var Ajarry, der havde talt til hende den søndag aften, hvor Caesar var kommet og var begyndt at fortælle hende om den underjordiske jernbane, og hun havde sagt nej.

Tre uger senere sagde hun ja.

Denne gang var det hendes mor, der talte.

Den underjordiske jernbane.indd 16

24/04/17 15.59

Georgia

Den underjordiske jernbane.indd 17

24/04/17 15.59



DUSØR TREDIVE DOLLARS Den 5. ds., bortløbet fra undertegnede, bosiddende i Salisbury, en negerpige ved navn LI Z Z I E. Det antages, at nævnte pige befinder sig i nærheden af mrs. Steels plantage. Ovennævnte dusør udbetales ved afleveringen af pigen eller for oplysningen om, at hun er indsat i et fængsel her i staten. Alle personer advares på forhånd, under straf efter gældende lov, mod at skjule nævnte pige.



Den underjordiske jernbane.indd 18

W.M. DIXON 18. juli, 1820

24/04/17 15.59

at holde sin fødselsdag en eller højst to gange om året. De prøvede at gøre det til en rigtig fest. Den faldt altid på en søndag, deres halve fridag. Klokken tre signalerede bosserne, at arbejdet var slut for den dag, og slaverne fra nordplantagen skyndte sig af sted, så de kunne forberede tingene og få overstået de daglige pligter. Der skulle renses mos til at lappe hullet i taget. Festen kom i første række, medmindre man havde en passerseddel, så man kunne tage ind til byen og sælge kunsthåndværk, eller man havde ladet sig fæste til en dags arbejde. Selvom man havde været tilbøjelig til at give afkald på den ekstra løn – og det var ingen tilbøjelig til – var det umuligt for en slave at være uforskammet nok til at sige til en hvid mand, at han ikke kunne arbejde, fordi det var en anden slaves fødselsdag. Alle vidste jo, at niggere ikke havde fødselsdag.

Cora sad på en træstub af en gammel sukkerløn i hjørnet af sin jordlod og bearbejdede jorden mellem sine fingre. Når hun kunne, bidrog hun til fødselsdagsfesterne med majroer eller andre grønsager, men i dag var der ingenting. Nogen råbte nede imellem de gamle og de nye hytter, en af de nye, højst sandsynligt, som Connelly endnu ikke havde tæmmet helt, og råbene forvandlede sig til et åbent skænderi. Stemmerne var mere vrisne end vrede, men højrøstede. Det ville blive en mindeværdig fødselsdag, hvis folk allerede var så ophidsede.

“Hvis du kunne vælge din fødselsdag, hvornår skulle det så være?” spurgte Lovey.

Cora kunne ikke se Loveys ansigt for solen bag hende, men hun kendte venindens ansigtsudtryk. Lovey var lige ud ad landevejen, og i aften skulle der være fest. Lovey nød disse sjældne flugter fra hverdagen, hvad enten det var Jockeys fødselsdag, jul eller en af høstnætterne, hvor alle, jockey valgte

19

Den underjordiske jernbane.indd 19

24/04/17 15.59

der havde to hænder, blev oppe hele natten og plukkede, og Randall-­ familien fik bosserne til at udskænke majswhisky, så de kunne holde humøret oppe. Det var hårdt arbejde, men månen gjorde, at det var i orden.

Lovey var den første, der skyndede på spillemanden, og den første til at danse. Hun forsøgte gerne at hale Cora frem fra tilskuerkredsen, mens hun lod hånt om hendes protester. De skulle arm i arm hvirvle rundt og rundt, mens Lovey et kort øjeblik for hver omgang skulle fange en af de unge fyres blikke, og Cora følge trop. Men Cora dansede aldrig med hende. Hun så til.

“Jeg har jo fortalt dig, hvornår jeg er født,” sagde Cora. Hun var født om vinteren. Hendes mor Mabel havde klaget nok over den svære fødsel, den usædvanlige frost den morgen, vinden, der hylede ind gennem sprækkerne i hytten. At hun havde blødt i dagevis, og Connelly, som ikke gad tilkalde lægen, før hun mest af alt lignede et genfærd. Nu og da blev Cora snydt af sine tanker, og så forvandlede hun historien til et af sine egne minder og tilføjede spøgelsesansigterne, alle de slavedøde, der kiggede så kærligt og overbærende ned på hende; selv mennesker, hun hadede, dem der sparkede hende eller stjal hendes mad, da hendes mor først var væk.

“Hvis du kunne vælge,” sagde Lovey.

“Jeg kan ikke vælge,” sagde Cora. “Den ligger fast.”

“Du må hellere se at komme i bedre humør,” sagde Lovey. Og væk var hun som en stormvind.

Cora masserede sine lægge, taknemmelig for at kunne hvile fødderne en stund. Fest eller ej, så var det her, Cora endte hver søndag, når deres halve dags arbejde var slut: siddende på sin plads, på udkig efter ting, der skulle ordnes. Nogle få timer hver uge ejede hun sig selv, sådan så hun på det, og kunne hive ukrudt op, fjerne larver, tynde ud i bladgrønsagerne og stirre vredt på enhver, der så ud til at ville trænge ind på hendes enemærker. Pasning af bedene var et nødvendigt tilskud til hendes kost, men det sendte også et signal om, at hun var lige så beslutsom som den dag med øksen.

Jorden under hendes fødder havde en historie, den ældste historie, Cora kendte. Da Ajarry plantede den til kort tid efter sin lange march til 20

Den underjordiske jernbane.indd 20

24/04/17 15.59

plantagen, var det lille lod ét vildnis af ukrudt og buske bag hendes hytte for enden af rækken af slaveboliger. På den anden side lå der marker og bag dem sumpen. Så havde Randall en nat drømt om et hvidt hav, der strakte sig så langt, øjet rakte, og byttet den driftssikre indigo ud med vestindisk bomuld. Han underskrev nye kontakter i New Orleans, udvekslede håndtryk med spekulanter med Bank of England i ryggen. Pengene strømmede ind som aldrig før. Europa hungrede efter bomuld og måtte fodres med balle efter balle. En dag ryddede de unge mænd træerne, og om aftenen, da de vendte hjem fra markerne, skulle de hugge bjælker til den nye række hytter.

Nu hvor Cora så på de fjorten hytter, mens folk rendte ind og ud af dem og gjorde sig klar, var det svært for hende at forestille sig en tid, hvor de ikke havde ligget der. Trods slitagen, de dybe klagelyde fra træet, når det gav sig, havde hytterne samme eviggyldige karakter som højdedragene mod vest, som vandløbet, der delte ejendommen i to. Hytterne udstrålede bestandighed og vakte så igen tidløse følelser hos dem, der levede og døde i dem: nid og nag. Hvis man havde sørget for bedre plads mellem de gamle hytter og de nye hytter, ville det have sparet en masse sorg og græmmelse i årenes løb.

Hvide mænd mundhuggedes foran dommere over krav på dette eller hint landområde, som var blevet delt op på et kort hundreder af mil derfra. Slaver sloges lige så hidsigt om de bittesmå jordlodder lige uden for deres dør. Den smalle stribe jord mellem hytterne var et sted, hvor man kunne binde en ged, bygge et hønsehus, en plet jord, hvor man kunne dyrke mad, så man kunne fylde maven oven på det udkogte miskmask, der hver morgen blev delt ud fra køkkenet. Hvis man altså nåede først frem. Når Randall, og senere hans sønner, fik det indfald at sælge en, var blækket på kontrakten knap tørt, før nogen havde snuppet ens jordstykke.

Synet af folk derude om aftenen, rolige, smilende eller nynnende, kunne måske give naboen den idé at tvinge en væk fra det, man havde gjort krav på ved at skræmme, true eller provokere. Hvem ville høre ens appel? Der var ingen dommere her.

“Min mor ville ikke lade dem røre sin mark,” havde Mabel sagt til sin datter. “Mark” sagt i spøg, eftersom Ajarrys lod var på knap tre kvadrat21

Den underjordiske jernbane.indd 21

24/04/17 15.59

meter. “Hun ville plante en hammer i hovedet på dem, hvis de så meget som kiggede på den.”

Forestillingen om mormoderen, der overfaldt en anden slave, passede ikke med Coras erindringer om hende, men da hun først selv var begyndt at dyrke jordstykket, forstod hun sandheden i billedet. Ajarry holdt vagt over sin køkkenhave gennem de forvandlinger, der fulgte med velstanden. Familien Randall opkøbte Spencer-ejendommen mod nord, da familien dér besluttede sig for at prøve lykken ude vestpå. De købte naboplantagen syd for dem og skiftede risen ud med bomuld og udvidede hver række med to hytter, men Ajarrys jordlod blev liggende midt i det hele, urørlig, som en træstub med alt for dybe rødder. Efter Ajarrys død overtog Mabel pasningen af yamsen eller okraen, hvad hun nu kastede sin kærlighed på. Balladen begyndte, da Cora overtog den.

Da Mabel forsvandt, blev Cora et hjemløst barn. Elleve år gammel, ti år, deromkring – der var ingen nu, der vidste det med sikkerhed. I Coras choktilstand flød omverdenen sammen i grå indtryk. Den første farve, der vendte tilbage, var den flimrende rødbrune farve på hendes lille jordlod.

Den åbnede hendes øjne for mennesker og ting igen, og hun besluttede at holde fast i sin jord, selvom hun ikke var ret gammel og var lille og ikke mere havde nogen til at passe på sig. Mabel var for stille og stædig til at være afholdt, men folk havde respekteret Ajarry. Hendes skygge havde sørget for beskyttelse. De fleste af de oprindelige Randall-slaver lå i jorden nu eller var solgt, væk på den ene eller anden måde. Var der nogen tilbage, som var loyale over for hendes mormor? Cora gik slavelandsbyen igennem: ikke en sjæl. De var alle sammen døde.

Hun kæmpede for sin jord. Der var de små plageånder, dem der var for små til et rigtigt arbejde. Cora gennede ungerne væk, når de trampede rundt i hendes spirer, og råbte efter dem, når de trak hendes yamsstiklinger op, i samme tone som til Jockeys fester, når hun samlede dem til kapløb og lege. Dem tumlede hun godmodigt.

Men hyklerne kom fra en anden kant. Ava. Coras mor og Ava voksede op på plantagen samtidig. De blev udsat for den samme Randall-gæstfrihed med gratis kost og logi til gengæld for så vanemæssige og velkendte 22

Den underjordiske jernbane.indd 22

24/04/17 15.59

ydmygelser, at de var som en slags vejrforhold, og så opfindsomme i deres uhyrlighed, at sjælen nægtede at rumme dem. Somme tider forbandt en sådan oplevelse det ene menneske med det andet, men lige så ofte forvandlede skammen over magtesløsheden alle vidner til fjender. Ava og Mabel kunne ikke sammen.

Ava var senet og stærk, med hænder så hurtige som en vandmokkasinslange. En fart, der var god, når hun plukkede, og når hun langede sine unger en lussing for deres dovenskab eller andre synder. Hun satte større pris på sine høns end på sine børn og nærede et inderligt ønske om at overtage Coras jordlod, så hun kunne udvide sin hønsegård. “Det er en ødslen,” sagde Ava og smækkede med tungen. “Alt det til hende.” Ava og Cora sov ved siden af hinanden på loftet, og som de lå maset sammen deroppe med otte andre mennesker, kunne Cora mærke alle Avas frustrationer gennem træet. Konens ånde var fugtig af raseri, sur. Hun gjorde det til en fast regel at skubbe til Cora, hver gang hun stod op for at lade vandet.

“Du skal bo i Hob nu,” sagde Moses til Cora en eftermiddag, da hun kom tilbage efter at have hjulpet med ballepakningen. Moses havde lavet en aftale med Ava og brugt en eller anden form for valuta. Lige siden Connelly havde forfremmet markslaven Moses til boss, til en af forvalterens håndlangere, havde han betragtet sig som mægler i trakasserierne mellem hytterne. Orden i rækkerne skulle opretholdes, og der var ting, en hvid mand ikke kunne påtage sig. Den rolle påtog Moses sig med begejstring. Cora syntes, han havde et ondskabsfuldt ansigt, som en knude, der voksede ud af en tyk, svedig træstamme. Hun var ikke overrasket, da hans sande karakter gav sig til kende – det gjorde den altid, hvis man ventede længe nok. Ligesom daggryet. Cora måtte gå den tunge gang til Hob, den hytte, de ulykkelige og fortvivlede blev forvist til. Der var ingen appelret, ingen andre love end dem, der blev lavet om på hver dag. Nogen havde allerede flyttet hendes ting derhen.

Ingen kunne huske den ulykkelige, der havde lagt navn til hytten. Han levede længe nok til at udvikle visse egenskaber, inden han blev ødelagt af dem. Af sted til Hob med dem, der var forvandlet til krøblinger af forvalterens afstraffelser, af sted til Hob med dem, som var knækket af det 23

Den underjordiske jernbane.indd 23

24/04/17 15.59

hårde arbejde på måder, man kunne se, og på måder, man ikke kunne se, af sted til Hob med dem, der havde mistet forstanden. Af sted til Hob med hjemløse børn.

Først boede de skadede mænd, de halve mænd, i Hob. Så slog kvinderne sig ned dér. Hvide mænd og brune mænd havde brugt vold mod kvindernes kroppe, deres spædbørn kom ud forkrøblede og indskrumpne, tævene havde banket forstanden ud af hovedet på dem, og de gentog atter og atter navnene på deres døde børn i mørket: Eve, Elizabeth, N’thaniel, Tom. Cora krøllede sig sammen på gulvet i fællesrummet, alt for bange til at sove oppe ovenpå sammen med dem, disse foragtelige skabninger.

Hun forbandede sig selv for sin smålighed, samtidig med at hun var magtesløs over for den. Hun stirrede på de mørke omrids. Ildstedet, spærene i loftet, redskaberne, der hang på søm på væggene. Den første gang hun havde tilbragt en nat uden for den hytte, hun var blevet født i. Hundrede skridt og lige så mange mil.

Det var kun et spørgsmål om tid, før Ava iværksatte næste trin af sin plan. Og der var også Old Abraham at strides med. Old Abraham, som slet ikke var gammel, men som havde opført sig som en ældre misantrop, lige siden han havde lært at gå. Han havde ingen planer for sig selv, men ville fravriste hende jordlodden af princip. Hvorfor skulle han og alle andre respektere dette lille pigebarns krav, bare fordi hendes mormor engang havde dyrket jorden? Old Abraham gik ikke ind for traditioner. Han var blevet solgt for mange gange, til at Coras krav havde særlig meget vægt. Cora havde helt tilfældigt hørt ham argumentere for en omfordeling af hendes lod. “Al den jord til en som hende.”

Så kom Blake. Den sommer, hvor den unge Terrance Randall påtog sig pligterne med at forberede dagen, hvor han og hans bror overtog plantagen. Han købte en flok niggere fra North og South Carolina, fantiere og mandingoer, hvis man ellers kunne stole på mægleren, med kroppe og temperamenter, der fra naturens hånd var udviklet til hårdt arbejde.

Blake, Pot, Edward og resten af dem lavede deres egen stamme på Randall-ejendommen og holdt sig ikke for gode til selv at skaffe sig det, der ikke var deres. Terrance Randall lod bekendtgøre, at de var hans nye ynd24

Den underjordiske jernbane.indd 24

24/04/17 15.59

linge, og Connelly sikrede sig, at alle huskede det. Man lærte at træde til side, når de mænd var i dårligt lune, eller lørdag aften, når de først havde drukket al cideren.

Blake var en ordentlig kleppert af en mand, som fik dobbeltration og hurtigt vidnede om Terrance Randalls sans for at investere. Alene prisen, de ville få for den fyrs afkom. Blake var hurtig til at komme i klammeri med sine makkere eller enhver anden ballademager, der meldte sig i de imponerende slagsmål, hvor han uvægerligt endte som sejrherre. Hans stemme rungede ned gennem rækkerne, mens han arbejdede, og selv de, der foragtede ham, kunne ikke andet end synge med. Manden havde en jammerlig personlighed, men de lyde, der kom fra hans krop, fik arbejdet til at flyve af sted.

Efter et par uger, hvor Blake havde snuset rundt og taget nordplantagen i øjesyn, nåede han frem til, at Coras jordlod ville være et godt sted at binde sin hund. Sol, vind, nærhed. Blake havde lokket køteren hen til sig på en tur til byen. Hunden blev og holdt til omkring røgeriet, når Blake arbejde, og gøede ad alt, hvad der bevægede sig i det aftentravle Georgia.

Blake havde en særlig evne for tømrerarbejde. Det var ikke – som det ofte var tilfældet – en løgn fra slavehandleren for at drive prisen i vejret. Han byggede et lille hus til sin køter og pressede komplimenter ud af folk for det. Men de rosende ord var ægte nok, for hundehuset var et smukt stykke arbejde, godt proportioneret, med nydeligt udførte samlinger. Der var en dør med hængsel og træskærerier af solen og månen på bagvæggen.

“Er det ikke et nydeligt lille herskabshus?” spurgte han Old Abraham.

Blake var siden sin ankomst kommet til at sætte pris på den lille mands indimellem forfriskende åbenhed.

“Rigtig fint arbejde. Er det en lille seng, der står derinde?”

Blake havde syet et pudebetræk og stoppet det ud med mos. Han nåede frem til, at jordlodden uden for hans hytte var det mest passende sted til hans hund. Cora havde været usynlig for ham, men nu søgte han hendes blik, når hun var i nærheden, for at advare hende om, at hun ikke var usynlig længere.

Hun forsøgte at indkræve lidt af den gæld, hendes mor havde til gode, den hun kendte til. Man afviste hende. Som syersken Beau, som Mabel 25

Den underjordiske jernbane.indd 25

24/04/17 15.59

havde passet og plejet, da hun blev ramt af en febersygdom. Mabel havde givet pigebarnet sin egen aftenration og lirket grønsagsvand og rodfrugter ind mellem de skælvende læber, til hun slog øjnene op igen. Beau sagde, at den gæld havde hun betalt, og mere til, og bad Cora om at skrubbe hjem til Hob. Cora kunne huske, at Mabel havde givet Calvin et alibi, da nogle planteredskaber forsvandt. Connelly, der kunne noget særligt med den nihalede kat, ville have flået Calvins ryg i laser, hvis hun ikke havde brygget hans forsvar sammen. Han ville have gjort det samme ved Mabel, hvis han havde taget hende i at lyve. Cora listede hen til Calvin efter aftensmaden: Jeg har brug for hjælp. Han viftede hende væk. Mabel havde fortalt hende, at hun aldrig havde fundet ud af, hvad han brugte de redskaber til.

Kort efter at Blake havde proklameret, hvad hans hensigter var, vågnede Cora en morgen op til vanhelligelsen. Hun gik fra Hob hen for at se til sin køkkenhave. Det havde været et køligt daggry. Fugtige, hvide tågestriber svævede over jorden. Og dér lå det – resterne af det, der skulle have været hendes første kål. I en dynge henne ved trinnene op til Blakes hytte, hvor de sammenfiltrede blade allerede var ved at tørre sig brune i kanterne. Jorden var blevet vendt og stampet, så det blev til en pæn flade til køterens hus, der stod midt i haven som et fornemt herskabshus midt i en plantage.

Hunden stak hovedet ud ad døren, som om den vidste, at det havde været hendes jord, og ville vise, at den var ligeglad.

Blake kom ud af hytten og lagde armene over kors. Han spyttede.

Folk bevægede sig i udkanten af Coras synsfelt: sladrende og skvadrende skygger. Som holdt øje med hende. Hendes mor var væk. Hun var blevet flyttet hen i søllehuset, og ingen var kommet hende til hjælp. Nu havde denne mand, der var tre gange så stor som hende, en grov bølle, hugget hendes jordlod.

Cora havde overvejet en strategi. Senere kunne hun have fået hjælp fra Hob-kvinderne, eller fra Lovey, men det her var før. Hendes mormor havde truet med at flække hovedskallen på enhver, der forgreb sig på hendes jord. Cora kunne ikke true nogen. På et øjeblik var hun tilbage i Hob og flåede øksen ned fra væggen, den økse, hun stirrede på, når hun 26

Den underjordiske jernbane.indd 26

24/04/17 15.59

ikke kunne sove. Efterladt af en af de tidligere beboere, som det på en eller anden måde endte galt med, en lungesygdom eller flået op af en pisk, eller som havde skidt sine indvolde ud på gulvet.

Nu havde nyheden spredt sig, og tilskuerne blev stående uden for hytterne med hovederne forventningsfuldt på skrå. Cora marcherede forbi dem, foroverbøjet, som om hendes krop kæmpede sig vej ind i en storm.

Ingen rørte sig for at standse hende, så mærkeligt var dette syn. Det første slag nedlagde taget på hundehuset og udløste et ynkeligt vræl fra hunden derinde, som lige havde fået halen hugget halvt over. Den pilede hen og krøb i skjul under sin ejers hytte. Det andet slag tildelte venstre side af hundehuset et banesår, og det sidste gjorde en ende på dets lidelser.

Hun blev stående og hev efter vejret. Med begge hænder om øksen.

Den dirrede i luften, som i en styrkeprøve med et genfærd, men pigebarnet vaklede ikke.

Blake knyttede næverne og gik hen mod hende. Med sine kammesjukker bag sig, alle anspændte. Så standsede han op. Hvad der i det øjeblik foregik mellem de to – den store, stærke unge mand og den spinkle pige i den simple, hvide kjole – blev et spørgsmål om, hvem der så hvad. For dem, der så til fra den første hytterække, fortrak Blakes ansigt sig i overraskelse og uro som hos en, der snublede over en gedehamserede. De, der stod henne ved de nye hytter, så Coras blik fare hid og did, som om hun tog mål af en fremrykkende hærskare, ikke bare af én mand. En hær var det ikke desto mindre, hun var rede til at møde. Uanset synsvinklen var det væsentlige budskab, som den ene videregav med sin holdning og sit udtryk, og den anden udlagde: Du vil måske nok vinde over mig, men det vil komme dig dyrt at stå.

De blev stående lidt, til Alice ringede med klokken, at der var morgenmad. Ingen ville give afkald på deres grød. Da de kom ind fra markerne, ryddede Cora op i det svineri, hendes jordlod havde været udsat for. Hun trillede en sukkerlønsstub derhen, som var blevet tilovers i en eller andens have, og den blev hendes faste siddeplads, så snart hun havde et ledigt øjeblik.

Og havde Cora ikke hørt til i Hob før Avas trækken i trådene, så gjorde hun det nu. Dens mest berygtede beboer, og allerede den længstboende.

27

Den underjordiske jernbane.indd 27

24/04/17 15.59

Arbejdet nedbrød hurtigt de invalide – det gjorde det altid – og dem, der befandt sig i en tilstand af utilregnelig, men snarlig kollaps, blev solgt billigt eller skar halsen over på sig selv. Ledige pladser var kortvarige. Cora blev boende. Hob var hendes hjem.

Hun brugte hundehuset som brænde. Det holdt hende og resten af Hob varm én nat, men fortællingen om det kom til at præge resten af hendes tid på Randall-plantagen. Blake og hans venner begyndte at fortælle historier. Blake berettede, at han vågnede op af en lur bag staldene og fik øje på Cora, der flæbende stod bøjet over ham med sin økse. Han havde et medfødt talent for at parodiere, og hans mimik solgte historien.

Da Cora begyndte at få bryster, pralede Edward, den mest ondskabsfulde i Blakes bande, med, at Cora havde løftet sin kjole op for ham, mens hun kom med liderlige forslag og truede med at skalpere ham, da han afviste hende. Unge kvinder hviskede om, hvordan de havde set hende snige sig væk fra hytterne ved fuldmåne og ud i skoven, hvor hun horede med æsler og geder. Dem, der absolut ikke mente, at denne sidste historie var troværdig, tilsluttede sig ikke desto mindre det fornuftige i at holde dette mærkelige pigebarn uden for kredsen af anstændige.

Kort efter at det blev kendt, at Cora var blevet kvinde, slæbte Edward, Pot og to slaver fra sydplantagen hende om bag røgeriet. Hvis nogen hørte eller så noget, lod de som ingenting. Hob-kvinderne syede hende sammen bagefter. På det tidspunkt var Blake forsvundet. Efter at have set hende i øjnene den dag havde han måske frarådet sine makkere at hævne sig: Det vil koste jer for dyrt. Men væk var han. Han stak af, tre år efter at hun smadrede hundehuset, og gemte sig i sumpen i flere uger. Det var hans køters gøen, der røbede hans opholdssted for slavepatruljen. Cora ville have sagt, at det havde han rigtig godt af, hvis ikke tanken om hans straf havde fået det til at løbe hende koldt ned ad ryggen.



Den underjordiske jernbane.indd 28

24/04/17 15.59

4F

4F

den

Colson Whitehead

Colson Whiteheads roman er en historie om en ung kvindes næsten dyriske vilje til at overleve, og samtidig er det en banebrydende litterær præstation i sin beskrivelse af en af de mest brutale perioder i amerikansk historie, en roman, der udfordrer den hvide historieskrivning og trækker tråde til racespændingerne i nutidens USA.

„En rasende, lysende og nyskabende roman.“ The Guardian

ISBN:978-87-400-3695-4

COLSON WHITEHEAD

er en af USA’s mest anerkendte skønlitterære forfattere. Han har skrevet en række prisbelønnede bestsellerromaner, og i 2001 blev han nomineret til Pulitzerprisen for sin roman John Henry Days.

Den underjordiske jernbane blev hans store internationale gennembrud, og romanen sikrede ham denne gang både Pulitzer-prisen og National Book Award.

Den er desuden belønnet med The Andrew Carnegie Medal for Excellence, Goodreads Choice Award for bedste historiske roman og The Tournament of Books. Colson Whitehead er født og opvokset i New York City og bor i dag på Manhattan.

Den sekstenårige Cora er markslave på en bomuldsplantage i Georgia. Hun lever i daglig angst og fornedrelse, men også med myten om sin mor Mabel, der flygtede og aldrig blev fanget. En nat vælger hun at begive sig ud på den dødsensfarlige flugt nordpå.

COLSON WHITEHEAD National Book Award 2016 Pulitzer prisen 2017

Uddrag fra bogen

Den

UNDERjordiske Roman

© Madeline Whitehead

The National Book Review

underjordiske jernbane

„Colson Whitehead skriver historien om slaveriet, som Jimi Hendrix spillede nationalsangen.“

jernbane

Politiken s Forlag

„Da Terrance Randall nåede hen til Cora, stak han hånden ned i hendes kjoleudskæring og greb fat om hendes ene bryst. Han klemte til. Hun rørte sig ikke. Ikke én af dem havde bevæget sig, siden han var begyndt på sin tale.

Hun havde ikke været hans, og nu var hun hans. Eller også havde hun altid været hans og vidste det først nu. Coras bevidsthed rev sig løs. Den løftede sig forbi den brændende slave og det store hus og ud over grænserne for Randall-plantagen.“

„Mesterligt og dybt chokerende.“ THE NEW YORK TIMES „En ny amerikansk klassiker er født.“ NEWSDAY „Intet mindre end en genopfindelse af den historiske roman.“ THE NEW YORKER „Et mesterværk.“ MIAMI HERALD „Smuk, fantasifuld og skærende præcis.“ THE WALL STREET JOURNAL