AF FORFATTERNE BAG TV-SERIERNE BROEN OG WALLANDER
Stærk psykologisk spænding, der holder hele vejen. POLITIKEN
Familien Carlsten bliver fundet brutalt myrdet i eget hjem. Sebastian Bergman og resten af Rejseholdet forstår dog hurtigt, at der findes et vidne til drabene: Den tiårige datter Nicole er forsvundet, og hendes fodspor fortæller, at hun er løbet ind i den nærliggende skov. Da Rejseholdet finder Nicole, er hun kun i stand til at kommunikere om de traumatiserende begivenheder gennem sine frygtindgydende tegninger. Bergman prøver ihærdigt at få Nicole til at tale, mens morderen, som nu ved at sagens eneste vidne er i live, forsøger at få hende til at tie stille en gang for alle.
4
Dygtigt udformet med talrige elektriske elementer.
MICHAEL HJORTH (f. 1963) og HANS ROSENFELDT (f. 1964) står bag bestsellerserien om Sebastian Bergman, der er solgt i mere end fire millioner eksemplarer og oversat til 34 sprog. Michael Hjorth er en af Sveriges mest kendte manuskriptforfattere og filmproducere. Han står blandt andet bag flere af manuskripterne til filmatiseringen af Henning Mankells Wallander-romaner. Hans Rosenfeldt er den internationalt anerkendte manuskriptforfatter bag blandt andet tv-serien Broen, som er vist i over 170 lande.
I SAMME SERIE UDKOMMER OGSÅ I PAPERBACK I 2019
DEN STUMME PIGE
DAGENS NYHETER
DEN STUMME PIGE EN SEBASTIAN BERGMAN-KRIMI
HR. FERDINAND
DEN STUMME PIGE
Bund 11.0____Top 4.0_____Front 4.5____Ryg 3.0____Stang 940.0____Rulle 1260.0
HJORTH
ROSENFELDT
DEN STUMME PIGE KRIMINALROMAN
Oversat af Ellen Boen
HR. FERDINAND
HJORTH ROSENFELDT Manden der ikke var morder Disciplen Fjeldgraven
H
an ved ikke, hvilken dag det er. Men han har fri og har stadig pyjamas på, selvom klokken er over ni. De er alle sammen hjemme, og inde fra stuen kan man høre Svampebob Fir-
kant. Mor sætter en skål med yoghurt foran ham og spørger, om han huskede at vaske hænder, efter at han havde tisset. Han nikker. Vil han også have en mad? Han ryster på hovedet. Det er nok med yoghurt. Vanilje og banan. Han ville helst have haft Frosties, men Fred tog de sidste, så han må nøjes med Havrefras. Til gengæld har han fået lov til at se en dvd lige efter morgenmaden. Han vil se Transformers, Dark of the Moon. Igen. Det ringer på døren. ”Hvem mon det kan være så tidligt?” siger mor undrende og går ud til hoveddøren. Han registrerer ikke engang de velkendte lyde, da hun tager i håndtaget og åbner. Så hører han et højt knald, og det lyder, som om nogen falder ude i entréen. Han farer sammen, så skeen med yoghurt lander på bordet, men det lægger han slet ikke mærke til. Oppe på første sal kommer der et forskrækket råb fra far inde i soveværelset. Han er ikke stået op endnu, men nu lyder der hurtige skridt. Så dukker der nogen op i køkkendøren. Med et gevær.
5
Bund 11.0____Top 4.0_____Front 4.5____Ryg 3.0____Stang 940.0____Rulle 1260.0
D
e var to nu. Hun var to. Udenpå og indeni.
Udenpå var hun stadigvæk i bevægelse. Modstræbende, men målbevidst. Skolens instrukser om at blive siddende helt stille, når man er faret vild, kunne ikke hamle op med den instinktive lyst til at flygte. Var hun faret vild? Hun var ikke helt sikker på, hvor hun var, men hun vidste, hvor hun var på vej hen. Hun var aldrig længere væk, end at hun kunne høre bilerne, der kørte forbi på vejen. Hun kunne gå ud til den, følge den og gemme sig, når der kom nogen. Hun kunne fortsætte, indtil der kom et skilt, der viste, at hun stadig var på rette vej, hvorefter hun kunne forsvinde ind i skoven igen. Hun var altså ikke faret vild, så der var ingen grund til at sidde stille. Og så var der jo kulden. Den råkolde luft, der talte for, at hun skulle fortsætte. Hun fik varmen af at gå og følte sig mindre sulten, så hun gik videre. Indeni var hun stille. På et tidspunkt havde hun løbet. Både indeni og udenpå. Stormet blindt af sted. Nu kunne hun ikke rigtigt huske, hvad hun var løbet væk fra, eller genkende det, hun var nået hen til. Det var ikke et sted, ikke et rum, det var mere ligesom en … måske som en følelse … Hun vidste det ikke, men der var hun altså, og der var tomt, og hun var stille. Hun var tom, og der var stille. Ingen lyde overhovedet. Det føltes som det vigtigste. Så længe der var helt stille, var hun i sikkerhed. På det sted, som ikke var et sted. Som var oplyst uden lys, og hvor
6
der ikke var nogen farver, som mindede om de farver, hendes stirrende øjne trods alt blev ved med at registrere fra verdenen udenpå. Stedet var åbent, men lukket af for alting bortset fra en følelse af tryghed, der ville forsvinde sammen med stilheden. Det fornemmede hun instinktivt. Ord ville afsløre hende. Ord ville rive de usynlige vægge ned og gøre alting virkeligt igen. Lukke det væmmelige udenfor ind. Bragene, skrigene, det røde og varme, frygten. Hendes egen og de andres. Indeni var hun ubevægelig og lydløs. Udenpå var hun nødt til at gå videre. Gå derhen, hvor ingen kunne finde hende. Hvor ingen ville forsøge at tale med hende. Udenpå var hun nødt til at beskytte det indeni. Hun vidste, hvor hun ville hen. De havde talt om et sted, advaret mod det. Hvis man gik derind, ville man aldrig blive fundet igen. Aldrig nogensinde, havde de sagt. Ingen ville finde hende. Udenpå trak hun den alt for tynde jakke tættere ind til kroppen og satte farten op. Indeni krøb hun sammen, blev mindre og mindre og håbede, at hun ville forsvinde fuldstændigt.
7
A
nna Eriksson sad i bilen og ventede uden for den lysegule etageejendom. Vanja var sent på den, hvilket ikke lignede hende, og Anna gik ud fra, at det var endnu en af de mange demonstrative markeringer, datteren havde lagt for dagen de seneste måneder. Det værste var, at hun aldrig ringede mere. Personlig kunne Anna godt leve med det. Hun forstod hvorfor, ja, på en måde følte hun næsten, at hun fortjente det, og sandt at sige havde deres mor/datter-forhold aldrig været af den slags, der gav sig udslag i mange og lange samtaler. For Valdemar var det langt værre. Vanjas afstandstagen smertede ham dybt, og det var først og fremmest dette, og ikke sygdommen, der havde forvandlet ham til en skygge af sit tidligere jeg. Han talte konstant om sin datter og de sandheder, de aldrig burde have forholdt hende. Alt det, de skulle have tacklet anderledes. Han havde netop overlistet døden, blot for at opdage, at livet var fuldt af anger og fortvivlelse. Hele situationen gik selvfølgelig også Anna på, men hun klarede det bedre. Hun havde altid været stærkere end sin mand. Det var over en måned siden nu, at han blev udskrevet fra hospitalet, men hun kunne ikke engang få ham til at forlade lejligheden mere. Hans krop havde tilsyneladende accepteret den nye nyre, men Valdemar selv kunne ikke acceptere sin nye verden, en verden uden Vanja, og han stødte alt og alle fra sig. Både Anna og de få kolleger, der stadig lod høre fra sig på trods af det, han havde gjort, og de endnu færre venner, hvis opringninger blev stadigt sjældnere. End ikke den igangværende efterforskning syntes at interessere ham længere. Mistankerne om groft skatte- og regnskabssvig stod i skyggen af det svigt, han havde udsat Vanja for.
8
Hun havde kastet sig over ham i raseri, og det havde været forfærdeligt. Råben, skænderier, tårer. Ingen af dem havde nogensinde oplevet Vanja sådan før. Så vred. Så frygteligt såret. De samme anklager igen og igen: Hvordan kunne de? Hvad er det for en far og mor, der gør sådan noget? Hvad var de egentlig for mennesker? Anna forstod hende. Hun ville have tænkt det samme selv, hvis hun var Vanja. Spørgsmålene var rimelige og forståelige, og det var svaret, hun ikke brød sig om: Hun var den mor, der kunne gøre den slags. Flere gange under de værste skænderier havde Anna været på nippet til at sige: ”Vil du virkelig vide, hvem der er din far? Vil du det?” Men hun havde lagt bånd på sig selv og nægtet at fortælle det. Havde sagt, at det ikke spillede nogen rolle. Ikke fordi hun ønskede at holde hånden over Sebastian Bergman. Hun var udmærket klar over, hvad han havde gang i; hvordan han prøvede at trænge sig på og gøre en ret gældende, som han ikke havde. Som en person, der vil inddrive en gæld, ingen skylder ham. Sebastian havde aldrig været Vanjas far. Det havde Valdemar derimod, hele tiden og fuldt ud, uanset hvad der stod i hospitalsjournalen, som Vanja var kommet stormende med. Det eneste positive var, at Sebastian ikke kunne udnytte situationen til sin egen fordel, fordi han var lige så indsyltet i alle løgnene som Anna selv. Hvis han fortalte Vanja, at han havde kendt sandheden i lang tid uden at nævne noget om det, ville hun opleve det som et lige så stort svigt som det, hun beskyldte dem for. Han ville blive lagt lige så meget for had. Og frosset ude. Det vidste Sebastian, som havde ringet til Anna flere gange i de forløbne uger og på det nærmeste tigget hende om at hjælpe med at finde en måde at fortælle sandheden på. Men Anna havde nægtet. Hun kunne ikke drømme om at hjælpe ham med at tage Vanja fra Valdemar. Aldrig. Det var en af de få ting, hun var sikker på. Alt andet var ét stort kaos. Men i dag ville hun få styr på tingene igen. I dag ville hun tage det første skridt for at rette op på alting. Hun havde en plan.
9
Gadedøren gik op, og omsider kom Vanja ud med skuldrene oppe om ørerne og hænderne begravet i jakkelommerne. Hun havde mørke rande under øjnene og så bleg og hærget ud, som om hun var ældet flere år på blot nogle måneder. Mens hun krydsede gaden på vej hen til bilen, strøg hun det glansløse, fedtede hår væk fra ansigtet. Anna stålsatte sig, tog en dyb indånding og steg ud. ”Hej! Super, at du kunne afse tid,” sagde hun i et forsøg på at lyde så positiv som muligt. ”Hvad vil du?” lød svaret. ”Jeg har travlt.” Der var gået tre uger, siden de talte sammen sidst, og Anna syntes faktisk, at datteren lød en anelse mindre aggressiv. Ønsketænkning, måske. ”Jeg vil vise dig noget,” begyndte hun forsigtigt. ”Hvad?” ”Lad os køre, så fortæller jeg det i bilen.” Vanja betragtede hende mistroisk. Anna vidste, at jo længere de blev stående i tavshed, jo mere sandsynligt var det, at Vanja ville følge med – så meget havde hun lært af alle deres skænderier. Man skulle ikke angribe, ikke trænge Vanja op i et hjørne og forsøge at gennemtrumfe sin vilje. Hvis hun skulle følge med, skulle det være frivilligt. ”Du vil indse, at det var det værd,” fortsatte Anna forsigtigt. ”Det er jeg sikker på.” Til sidst nikkede Vanja og satte sig uden yderligere kommentarer ind i bilen. Anna startede bilen, og de begyndte at køre, men allerede nede ved tankstationen i Frihavnen brød hun tavsheden og begik sin første fejltagelse. ”Jeg skulle hilse fra Valdemar. Han savner dig.” ”Jeg savner også min far. Altså min rigtige far,” kom det lynhurtigt fra Vanja. ”Jeg er faktisk lidt bekymret for ham.” ”Det kan I takke jer selv for,” snerrede Vanja. ”Det er ikke mig, der har løjet hele mit liv.” Anna indså, hvor tæt de var på at komme op at skændes igen. Vanjas vrede var forståelig, men ikke desto mindre ville Anna have hende til at fatte, hvor meget hun sårede dem, der virkelig elskede hende. Dem, der havde støttet og opmuntret hende hele hendes liv. At de havde løjet for at
10
beskytte hende, ikke for at skade hende. Vanja ventede imidlertid kun på et påskud for at fare i flint, så i stedet prøvede Anna at afværge situationen. ”Ja ja, jeg ved det godt. Undskyld. Jeg har virkelig ikke lyst til at skændes. Ikke i dag …” Vanja gik tilsyneladende med til en midlertidig våbenhvile, og de kørte videre i tavshed. Ned ad Valhallavägen og vestpå mod Norrtull. ”Hvor skal vi hen?” spurgte Vanja, da de passerede Stallmästargården. ”Jeg vil vise dig noget.” ”Og hvad er det?” Anna svarede ikke, så Vanja drejede hovedet og kiggede på hende. ”Du sagde, at du ville fortælle det i bilen, så lad mig høre.” Anna tog en dyb indånding uden at flytte blikket fra kørebanen. ”Jeg har tænkt mig at køre dig hen til din far.”
11
”I
kan komme ind nu.” Erik Flodin vendte sig om mod det store, hvidmalede toetages hus, hvor kriminalteknikeren Fabian Hellström, der var fulgtes herop med ham fra Karlstad, stod på terrassen og vinkede dem nærmere. ”Vi er ved at være klar.” Erik gjorde tegn til, at han havde hørt ham, og rettede atter blikket mod det åbne landskab, der bredte sig ud foran ham. Det var et smukt sted. Den saftigtgrønne græsplæne strakte sig ned til et stengærde, bag hvilket en kornmark ventede på, at foråret skulle komme endnu nærmere, og for enden af den var der udsigt til en skov, hvor muren af mørkegrønne nåletræer var spættet med lysegrønt fra de nys udsprungne løvtræer. Hen over den åbne ager sejlede en musvåge og brød stilheden med sin klagende piben. Erik overvejede, om han skulle ringe til Pia, før han gik indenfor. Hun ville alligevel få at vide, hvad der var sket, og blive fortvivlet. Det ville påvirke hele kommunen. Hendes kommune. Men hvis han ringede nu, ville hun stille en masse spørgsmål. Ville vide mere. Ville vide alt. Selv vidste han ikke mere end det, kollegerne havde fortalt, da han ankom. Så hvad skulle det gavne at ringe nu? Pia måtte vente, besluttede han. Han kastede et sidste blik på sandkassen til højre for sig. En gul plasticlastbil havde stadig vand på ladet efter weekendens regn. Der lå også en skovl, en tilsandet Transformer og to dinosaurer. Erik sukkede og gik op til huset og de døde.
12
Fredrika Fransson, der stod henne ved patruljevognen, fulgte tavst med ham. Hun havde været den første på stedet og ganske kort sat ham ind i situationen, da han kom. Han kendte hende fra tidligere, hvor de havde arbejdet sammen, før han blev forfremmet til kriminalinspektør og overflyttet til Karlstad. En dygtig betjent, omhyggelig og engageret. Næsten tyve centimeter mindre end Erik, der var 185 høj, men sikkert ti kilo tungere end hans 78 kilo. Lettere at hoppe over end løbe rundt om, havde han hørt ondskabsfulde kolleger sige. Selv havde hun aldrig udtalt sig om sin overvæget – eller om ret meget andet, for den sags skyld. Fredrika var ikke den snakkesalige type. Han mente at kunne ane krudtlugten, da han gik op på terrassen og så det første offer. Det kunne han ikke, det var han klar over. Retsmedicineren havde efter et hurtigt tjek af de døde oplyst ham om det anslåede dødstidspunkt, hvilket var for omkring et døgn siden. Om så hoveddøren havde været lukket – hvad den tydeligvis ikke havde været, da naboens niårige datter kom for at høre, om børnene ville lege med hende – var der gået for lang tid til, at der stadig skulle være rester af krudtlugt. Før Erik gik ind i huset, iførte han sig overtrækssko og hvide plastichandsker. Han måtte flytte en krukke foran skohylden med et påskeris behængt med farvestrålende æg, da han satte sig på hug ved siden af kvinden, der lå på ryggen på det rå stengulv. Åbenbart det første af fire ofre. Fire døde. To børn. En familie. De var endnu ikke blevet identificeret, men Karin og Emil Carlsten, der sammen havde sønnerne Georg og Fred, ejede og boede i huset, så det ville overraske ham meget, hvis det ikke var Karin Carlsten, han havde foran sig. Sommetider når han snakkede med kollegerne fra Stockholm og Göteborg, ja, endog fra Karlstad, undrede de sig over, at han ikke kendte alle i Torsby. Han kom jo derfra. Var det ikke bare en lille flække ude i skoven? Hver gang sukkede Erik træt. Kommunen havde næsten 12.000 indbyggere, hvoraf omkring 4000 boede i selve byen. Hvem i Stockholm kendte 4000 personer? Ingen. Nej, han havde aldrig mødt familien Carlsten, men havde han ikke hørt om dem? I forbindelse med en nylig politisag … ”Kender du familien Carlsten?” spurgte han.
13
Han kiggede hurtigt op på Fredrika, der med et vist besvær var ved at iføre sig overtræksskoene ude på terrassen. ”Nej.” ”Jeg mener at huske, at der var et eller andet med dem i vinter.” ”Muligvis.” ”Gider du tjekke det?” Fredrika nikkede, trak den blå pose af, som det var lykkedes hende at anbringe uden på den ene sko, og gik tilbage til bilen, hvorpå Erik igen rettede blikket mod entrégulvet og den brunhårede kvinde, der så ud til at være midt i trediverne. Hul i brystkassen. Stort. Næsten ti centimeter. For stort til et våben med riffelgang såsom en pistol eller en riffel. Mere som dobbeltmundingen på et haglgevær. Mængden af blod på gulvet antydede et gedigent udgangshul, og Erik gættede på, at der var blevet skudt på klos hold. Der var krudtslam mellem huden og brystbenet, og det kraftige tryk havde flået kødet op og svedet kvindens hvide striktrøje rundt om indgangshullet. Døden måtte være indtrådt øjeblikkelig. Han kiggede hen på hoveddøren. Hun lå knap en meter indenfor, som om nogen, i samme øjeblik hun åbnede, havde rettet et gevær mod hendes bryst og trykket af, før hun nåede at reagere, hvorved kraften kastede hende bagover. Den, der havde skudt, måtte herefter være trådt hen over hende og fortsat ind i huset. Erik rejste sig og gjorde det samme. Fra entréen trådte han ind i det store køkken. En ejendomsmægler ville formentlig have beskrevet det som et ”rustikt landkøkken”. I det ene hjørne tronede en muret, åben pejs, gulvet bestod af svære fyrreplanker, og også i loftet var der brede træbrædder. En brødspade samt endnu et gammeldags køkkenredskab, som han ikke havde set før, hang på væggen oven over en slagbænk. Der var også et gammelt, sort brændekomfur, men herudover bestod indretningen af moderne hvidevarer. På det store fyrretræsbord stod resterne af morgenmaden. En tallerken med noget, der så ud til at være yoghurt med Havrefras ved den ene bordende. Stolen foran væltet. En dreng på otte-ni år på gulvet. Stadig iført pyjamas. Det var påskeferie. Børnene skulle ikke tidligt op og i skole. Desværre, tænkte Erik.
14
Han mente at få sin teori om haglgeværet bekræftet, da han kiggede nærmere på drengen. Den ene arm var praktisk taget revet af ved skulderen. Mindre perforeringer på halsen og op over den ene kind. Spredehagl. Hvad var afstanden, hvis morderen havde skudt henne fra døren? To meter? Tre? Nok til at de dræbende projektiler kunne nå at sprede sig. Måske ikke øjeblikkeligt dræbende, men drengen ville være forblødt inden for et minuts tid. Og derefter? Nogen var løbet gennem rummet, efter at drengen var blevet skudt. Et barn. Der var aftryk af små fødder i blodet rundt om stolen. Erik kiggede hen mod værelset ved siden af køkkenet. En lille opholdsstue. Fjernsyn og dvd. Sad den anden søn mon og så fjernsyn? Hørte skuddene. Måske rejste han sig ved det første. Stod i døren og så sin bror blive skudt. Løb. Hvorhen? Sporene førte hen til trappen op til første sal. Hvorfor blev han ikke også dræbt i køkkenet? Måtte skytten lade geværet? Erik kiggede rundt på gulvet, men kunne ikke få øje på nogen patronhylstre. Han måtte huske at spørge, om Fabian havde samlet dem op. ”Jan Ceder.” Fredrika havde nærmet sig helt lydløst, og Erik måtte lægge bånd på sig selv for ikke at fare sammen. ”Carlsten indgav en politianmeldelse mod ham i december,” fortsatte Fredrika med blikket fæstet på den døde dreng på gulvet. ”For hvad?” ”Overtrædelse af jagtloven.” ”Gider du specificere?” ”De indleverede et videobånd, de havde optaget, og som viste Ceder med en død ulv.” ”Og han blev dømt.” Snarere en konstatering end et spørgsmål. ”Han fik en bøde,” bekræftede Fredrika. Erik nikkede tankefuldt: jæger, haglgevær. Det beviste selvfølgelig ingenting – der var masser af jagttegn og våben på egnen – men det var da en begyndelse. ”Han truede dem i tirsdags.” Erik studsede. Havde han forstået Fredrika rigtigt? Indimellem var det
15
ikke helt let at vide, eftersom hun aldrig oplyste mere end strengt nødvendigt, og sommetider ikke engang det. ”Ceder?” spurgte Erik for at være helt sikker. ”Truede Jan Ceder familien Carlsten i tirsdags?” Fredrika nikkede, og for første gang efter at hun kom ind i køkkenet, kiggede hun på ham. ”Uden for svømmehallen. Der var flere vidner.” Erik bearbejdede hurtigt oplysningen. Kunne det være så enkelt? Kunne nogen være så tumpet? Svaret på begge spørgsmål var ja. Bare fordi det var brutalt og voldsomt, behøvede det ikke være kompliceret og gennemtænkt. Faktisk tværtimod. ”Jeg vil snakke med ham,” sagde han. ”Hent ham ind.” Fredrika nikkede og forlod køkkenet, og Erik overvejede hurtigt sin beslutning igen, mens han fulgte de små, blodige fodspor hen til trappen. Trusselsbillede. Jæger. Haglgevær. Han ville virkelig ønske, at det var sådan, det hang sammen. Han havde kun været chef for voldsafdelingen hos Värmlandspolitiet i godt to måneder, og det her skulle nødig trække ud. Det ville heller ikke hue Pia, som ville kræve en hurtig opklaring, så kommunen kunne lægge det bag sig og komme videre. Fodsporene blev svagere og svagere for så helt at ophøre et par meter fra trappen. Erik tog fat i det hvidmalede gelænder og gik op. Oppe på første sal endte trappen i en lang, smal gang med tre døre, hvoraf de to stod åbne. Erik kastede et hurtigt blik ind i værelset lige til venstre. En køjeseng og diverse legetøj på gulvet fortalte, at det var drengenes værelse. Han fortsatte hen til enden af gangen og standsede igen. Op ad den lukkede dør, som Erik antog førte ind til badeværelset, sad Emil. Nogle år ældre end Karin, så det ud til, eller måske var det kun det grå hår, der fik ham til at virke ældre. Død var han i hvert fald. Helt sikkert hagl denne gang. Midt i brystet. Erik forestillede sig, hvordan manden var kommet farende ud af soveværelset, mens skytten stod oven for trappen. Erik kiggede rundt. Det virkede ikke, som om manden havde taget noget til at forsvare sig med. Han måtte jo have hørt, hvad der foregik nedenunder, men alligevel løb han helt ubevæbnet ud.
16
Formodentlig tænkte man ikke klart i sådan en situation, og Erik kunne end ikke forestille sig, hvordan han ville have reageret, hvis det var foregået hjemme hos ham selv. Hjemme hos dem. Hvis det havde været Pia og deres datter, der befandt sig nedenunder. Han trådte hen over mandens ben og ind i soveværelset, hvor en dobbeltseng dominerede rummet. Den var mindst to gange to meter med rigelig plads til børn med mareridt. Sengetæppe og pyntepuder nydeligt stablet op ved fodenden. Et natbord ved hver side samt et toiletbord med spejl ved den ene væg. Klædeskabe ved den anden væg, det ene af dem med åben dør. Karins. Kjoler, nederdele og bluser på bøjler. Mellem skoene i bunden af skabet stak to små, nøgne ben frem, og Erik gik derhen. Den anden søn sad sammenkrøbet allerlængst inde i skabet med et tæppe i skødet, som om han havde prøvet at gemme sig. Kunne det være derfor, Emil ikke nåede længere? Mødte han sønnen, der kom farende op, og forsøgte at gemme ham? At redde ham. Det mislykkedes. Skytten fandt ham. Han måtte have stået der, hvor Erik stod nu. Godt en meter fra drengen. Geværmundingen endnu tættere på. Skuddet mod halsen havde på det nærmeste flået hovedet af. Erik måtte vende sig væk. Han havde set ikke så lidt af de ting, mennesker er i stand til at gøre mod hinanden, men det her … Børnene. Pyjamasserne. De små, nøgne ben. Erik satte sig på sengen og tog en dyb indånding for at holde gråden tilbage. Siddende på den store dobbeltseng og med tårerne stikkende i øjnene svor han, at han ville finde den skyldige. Han kunne ikke mindes, at han nogensinde havde afgivet et sådant løfte til sig selv, men det gjorde han nu: Han ville få den person, der havde gjort det her, buret inde. For enhver pris.
17
S
om sædvanlig var Sebastian spadseret til jobbet på Kungsholmen. Det var hans nye rutine og tog længere tid, men jo mere han var væk fra lejligheden, desto bedre, og han overvejede alvorligt at flytte. Han var praktisk taget aldrig hjemme, og når han endelig var det, travede han som regel hvileløst rundt eller forsøgte at genlæse bøger, han allerede havde læst, men han var så rastløs, at det ikke blev til andet end et kapitel her og der, mens tankerne hele tiden kom på afveje. Selv kvinder kedede ham. Han fortsatte sin flirten, hvilket skænkede ham en vis adspredelse, men han var faktisk overrasket over, hvor få gange han efterhånden gad gå linen ud. Det lignede ham bestemt ikke. Men billedet af Ursula på gulvet … Det ville ikke slippe ham. Blodet, der sivede ud af det højre øje som fra en pose, der var revnet, hendes hår indsmurt i klistret rødt. Han syntes stadig, at entréen lugtede vammelsødt af blod på trods af al den klorin, han havde skuret gulvet med. Så han gik til kontoret hver dag. Havde brug for noget at tage sig til. En efterforskning, og helst så kompliceret og udfordrende, at den ville kræve al hans opmærksomhed. Men opgaverne brillerede med deres fravær. Ingen af politidistrikterne havde anmodet om Rejseholdets assistance, og som altid afspadserede teamet en stor del af den tid, de havde optjent via overarbejde. Billy, som ellers altid var at finde på sin plads, hvad enten de havde igangværende sager eller ej, kiggede ind fra tid til anden for at tjekke mails, men ikke mere. Torkel så han endnu mindre til, og det var måske meget godt. Torkel elskede Ursula, men det var hos Sebastian, hun havde været, da skuddet sønderflængede hende. Det var i hans entré, hun faldt om. Sebastian havde på fornemmelsen, at Torkel i al fremtid ville give ham skylden for det, der var sket, selvom de omhyggeligt undgik emnet de få gange, de mødtes.
18
Elskede Sebastian Ursula? Han havde formentlig gjort det engang, men hans første tanke, da han hørte skuddet og fandt hende på gulvet i entréen, var rystende. Den var ikke et udslag af omtumlet panik, men helt rationel og på ingen måde kærlig: Satans også. En kvinde, han havde kendt i mange år, og som han havde stået nærmere og turdet være mere ærlig over for end nogen anden, lå døende på hans gulv, og hans første reaktion var ”satans også”. Reaktionen var for så vidt ganske typisk for ham og indfandt sig i masser af situationer: Når han stod over for konflikter, anmassende kvindemennesker, kedelige arbejdsopgaver og påtvungen selskabelighed. I den slags sammenhænge var reaktionen naturlig, ja, ligefrem på sin plads. Men i den situation? I hans entré efter skuddet? Endog han selv fandt den skræmmende. Det eneste, han glædede sig over nu, var, at Vanja kiggede ind forbi kontoret en gang imellem. Hun var den egentlige grund til, at han stadig tog på arbejde. Deres forhold var blevet en smule bedre den seneste tid. Chokket over afsløringen af, at Valdemar ikke var hendes biologiske far, havde vendt op og ned på hendes tilværelse og samtidig taget brodden af hendes mistanke om, at Sebastian var skyld i, at hun ikke blev optaget på FBI-uddannelsen. Det var, som om hun simpelthen ikke længere orkede at forfølge sin mistanke. Det var såre menneskeligt. Kun få mennesker magtede at ligge i konflikt med alt og alle, sådan som hun gjorde nu. At kæmpe på flere fronter samtidig. Så var det trods alt bedre at slutte fred, om end halvhjertet, med bare én modstander. Desuden havde Sebastian konsekvent bedyret, at han ikke på nogen måde havde været indblandet, og hele to gange havde han henvendt sig til udtagelseskomitéen og klaget over deres urimelige afgørelse. Begge gange havde han selvfølgelig sørget for, at Vanja ad omveje fik nys om hans tapre forsøg. Komitéen havde imidlertid fastholdt sin beslutning og opfordret Vanja Lithner til at søge igen, næste gang der blev en plads ledig på Quantico. Hans ihærdighed havde dog betalt sig. Et par dage efter hans sidste forsøg var han rendt på hende på gangen. Hun virkede mildere end tidligere,
19
træt og mindre stridbar. Hilste sågar på ham. Hun havde hørt om hans protester over for komitéen, sagde hun, hvorefter hun fortalte om sin far, der altså ikke længere var hendes far. De var kommet hinanden nærmere. Ikke helt som før i tiden, men alligevel. Det var en begyndelse, og efter den dag fik han lettere ved at skubbe tanken om Ursula fra sig. Han havde igen fundet sit fokus.
20
AF FORFATTERNE BAG TV-SERIERNE BROEN OG WALLANDER
Stærk psykologisk spænding, der holder hele vejen. POLITIKEN
Familien Carlsten bliver fundet brutalt myrdet i eget hjem. Sebastian Bergman og resten af Rejseholdet forstår dog hurtigt, at der findes et vidne til drabene: Den tiårige datter Nicole er forsvundet, og hendes fodspor fortæller, at hun er løbet ind i den nærliggende skov. Da Rejseholdet finder Nicole, er hun kun i stand til at kommunikere om de traumatiserende begivenheder gennem sine frygtindgydende tegninger. Bergman prøver ihærdigt at få Nicole til at tale, mens morderen, som nu ved at sagens eneste vidne er i live, forsøger at få hende til at tie stille en gang for alle.
4
Dygtigt udformet med talrige elektriske elementer.
MICHAEL HJORTH (f. 1963) og HANS ROSENFELDT (f. 1964) står bag bestsellerserien om Sebastian Bergman, der er solgt i mere end fire millioner eksemplarer og oversat til 34 sprog. Michael Hjorth er en af Sveriges mest kendte manuskriptforfattere og filmproducere. Han står blandt andet bag flere af manuskripterne til filmatiseringen af Henning Mankells Wallander-romaner. Hans Rosenfeldt er den internationalt anerkendte manuskriptforfatter bag blandt andet tv-serien Broen, som er vist i over 170 lande.
I SAMME SERIE UDKOMMER OGSÅ I PAPERBACK I 2019
DEN STUMME PIGE
DAGENS NYHETER
DEN STUMME PIGE EN SEBASTIAN BERGMAN-KRIMI
HR. FERDINAND