Den store mission - Thomas Skov

DEN STORE

MISSION SKREVET AF THOMAS SKOV ILLUSTRERET AF JAN SOLHEIM

POLITIKENS FORLAG

Hej med dig Historien, du skal læse nu, foregår i en fjern og svunden tid. En tid, hvor mobiltelefoner ikke kunne gå på nettet, og hvor computere ikke var bærbare. Med mindre man var meget stærk. Vi skal tilbage til tiden omkring årtusindskiftet.

Vi befinder os i den lille by Sønder Felding, der ligger midt i Jylland. Det er en by, der er så lille, at alle kender hinanden, men trods alt så stor, at man ikke taler med alle. Én ting kan de fleste i Sønder Felding dog blive enige om – nemlig, at dem fra nabobyen Kibæk er nogle bonderøve.

Midt i Sønder Felding bor Thomas. Han er 13 år gammel.

Han er ikke den mest populære dreng i skolen, men han er heller ikke upopulær. Han er bare mærkelig. Heldigvis har han sin bedste ven Christian, der er mindst lige så mærkelig. Det er ikke et problem at være mærkelig, når man har nogen at være mærkelige sammen med.

De to drenge skal ud på en mission, og du er inviteret med.

Velkommen til Den Store Mission.

Thomas Skov, 2016.

Kapitel 1 Skotøjsæsken “Prøv lige at se hende her. Det er de største, jeg nogensinde har set.”

“Hun koster kun 150 kroner.”

“Din idiot. Gid hun gjorde. Så ville vi købe hende, og så kunne vi se dem HVER eneste dag.”

Christian tog saksen og begyndte at klippe damen ud af bladet, mens Thomas rodede lidt i de gamle billeder i kassen. Indimellem dukkede en af favoritterne op. Der var efterhånden mange favoritter, men et par stykker var mere favorittede end andre. Thomas kunne priserne på stort set alle bh’erne, så hvis der nogensinde skulle være en quiz, hvor emnet var bh-priser, så ville Thomas 100 % sikkert vinde.

Han havde aldrig haft brug for at købe en bh. Det var ikke ligefrem sådan noget, man købte, når man var en dreng på 13 år. Hvem skulle han købe en bh til? Det var

9

ikke sådan noget, man gav sin mor i gave. Thomas ville i hvert fald helst ikke tænke for meget på sin mors bryster, og han gik ikke selv med bh.

“Værsgo.” Christian rakte det nyklippede billede over til Thomas, der lagde det ned i skotøjsæsken til alle de andre billeder, de havde klippet ud i løbet af det seneste halve år. Der var ved at være fyldt godt op i den sorte ECCO-æske, og det var vel at mærke en æske, Thomas’ fars sko havde ligget i, og han brugte størrelse 44. Så det var en ret stor æske, og nu var den fuld af damer i undertøj, der var blevet klippet ud af alle de reklamekataloger, Thomas og Christian havde kunnet få fingrene i siden sidste efterår.

Af en eller anden grund var der stort set altid reklamer for bh’er i reklamebladene. Det var i det hele taget stort set det samme, der var i bladene hver uge. Bh’er, spegepølser, sodavand. Det kunne lige så godt have været spegepølser, drengene klippede ud, men spegepølser var ikke så flotte at kigge på, så nu var det altså damerne, de havde valgt at klippe ud og proppe ned i æsken.

“Jeg havde faktisk fundet et Se og Hør, hvor der var et ret vildt billede i. Af en næsten helt nøgen dame,” sagde Thomas og fortsatte, “mine bedsteforældre holder det jo, 10

og jeg havde faktisk klippet hende ud af bladet.”

Christians øjne lyste helt op.

“Du kan tro, hun så dejlig ud. Hun stod med en lyserød bikini, der var brændt en lille smule i den ene side, og så havde hun en høj hat på og sod op af benene.”

“Sod? Høj hat? Brændt bikini? Undskyld, hvad snakker du om?” Christian kunne ikke få bikini, sod og høj hat til at gå op.

“Ja, altså hun lignede en skorstensfejer. Spørg mig ikke hvorfor.”

“Hvorfor?”

“Din idiot. Du skulle jo ikke spørge mig hvorfor, men der må åbenbart være nogen, der godt kan li’ halvnøgne skorstensfejere.”

“Det lyder eddermame dumt. Jeg tror også, det er farligt at være skorstensfejer i bikini.” Christians mor var studievejleder, så hun vidste en ting eller to om, hvilke jobs man kunne få, og hvilke påklædninger der hører til.

Så hvis Christian ikke mente, at man kunne være skorstensfejer i bikini, så var der nok noget om snakken.

“Men hvor er billedet så?” spurgte Christian. Man kunne fornemme, at han var klar til at få pudset skorstenen.

“Ja, altså … jeg havde faktisk billedet i lommen, men så gik det op for mig, at det var en rigtig dårlig ide.”

Christian så på Thomas på den måde, hvor et ansigt spørger ‘hvorfor’, uden at munden siger det. Det er faktisk et ansigt, der findes, og når man ser det, er man ikke i tvivl.

Så Thomas fortsatte: “Altså, det var en dårlig ide, fordi mine bedsteforældre har sådan en aftale med naboen om, at de får avisen hver dag, og så giver de naboen Se og Hør, en gang imellem. Og kan du ikke se, hvad der sker, hvis naboen lige pludselig får et blad uden den halvnøgne dame i – det går jo ikke.”

Christian kunne godt se, at det var en dårlig ide, men var samtidig også ret træt af at skulle undvære den be12

skidte skorstensfejer. “Hvad gjorde du så? Nu havde du jo klippet hende ud.”

“Nemt nok. Jeg satte hende bare ind med tape igen,” svarede Thomas og lignede en, der lige havde fundet kuren mod kræft.

“Du er sgu da genial, Einstein. Nu opdager naboen det jo aldrig.”

“Det var det, jeg tænkte.”

Christian var tavs igen. Men denne gang sagde ansigtet ikke ‘hvorfor’. For nogle gange kan et ansigt også kigge på en, som om man er idiot, og det var det blik, Christian sendte Thomas lige nu.

“Hvad?!” Thomas forstod ikke, hvad det gik ud på.

“Ja, hvad mon, Thomas?! Kan du slet ikke se det?”

“Næh!” Thomas var ærlig talt ikke helt med.

“Du kan sgu da godt se, at når naboen får et blad, hvor skorstensfejeren er klippet ud og sat i med tape, så vækker det endnu mere opsigt, end hvis hun bare havde været klippet ud. Det er jo helt skørt.”

Nogle gange kan man se på et ansigt, når det går op for en, at man har dummet sig, og det var det ansigt, Thomas havde lige nu. Han forestillede sig lige pludselig naboen bladre i Se og Hør, og opdage, at damen var klippet ud og klistret ind igen. Hvad ville de ikke tænke om hans bedsteforældre. Han kunne ikke lade være med at grine. “Det giver dem da lidt at tænke over.”

13

Thomas elskede det her. Han elskede at sidde med sin bedste ven og klippe damer ud af blade.

Det var der ikke andre, der forstod. Det var kun Christian og ham, og han var så tryg sammen med Christian, at han følte, det var på tide at tage næste skridt.

“Christian,” Thomas’ ansigt skiftede til en alvorlig mine.

“Thomas,” efterlignede Christian med en fjollet parodi.

“Christian, jeg mener sgu det her – jeg mener, det er på tide at rykke videre. Det er på tide, at vi får set et par bryster … i virkeligheden.”

14

Kapitel 2 Karseklubben “… der var ikke mere alkohol tilbage, da klokken var 1, du ved. Så måtte jeg ringe til Ivan. Han var spritstiv, men han havde masser, vi kunne få … mig op på knallerten og så af sted, og jeg siger dig …”

Mere nåede Thomas ikke at høre, da han gik forbi Bjarke i skolegården, men som sædvanlig om mandagen havde Bjarke gang i en vild historie fra weekendens udskejelser, og der var altid et kæmpe publikum, når han fortalte.

Nu var ‘sej’ ikke et fag i folkeskolen, men havde det været det, ville Bjarke fra parallelklassen helt klart have fået de bedste karakterer. Der ville have været en stor gruppe, der fik middelgode karakterer, og så ville der være Thomas og Christian. De ville ikke dumpe, men de ville heller ikke få særligt gode karakterpenge – for seje, det var det sidste, de var. Der var ikke nogen, der mobbede drengene, men 15

de var heller ikke en del af det fine selskab. De fleste syntes nok bare, at de var mærkelige. Det var de måske også, og det var fint nok.

“Så længe I er mærkelige sammen.” Det plejede Thomas’ mormor altid at sige, når Thomas talte med hende om de seje drenge i skolen.

Som regel var det i frikvarteret, man kunne se, hvem der var sej, og hvem der ikke var, og det havde Thomas og Christian accepteret, så i de fleste frikvarterer var de nede i kælderen. Dernede var der et gammelt depotrum, som ikke blev brugt længere. Der stod fire gamle verdenskort, som viste verden, som den havde set ud engang for længe siden. Så stod der et skelet fra biologi, og så var der et aflåst skab, hvor der var nogle udstoppede dyr, men kun de kedelige af dem. Eller det vil sige – der var også en ræv, men den havde tabt røven, og så var det ikke rigtigt en ræv. Det var mere bare en æv.

Drengene havde taget rummet i kælderen til sig. Der var alligevel aldrig nogen dernede. Mange af de nye lærere vidste sikkert ikke engang, at rummet fandtes, og pedellerne var ligeglade, så Thomas og Christian havde lavet et skilt, hvor der med store bogstaver stod “KARSEKLUBBEN”. Det havde de sat op på indersiden af døren, så ingen udefra kunne se, hvad de havde gang i. De kunne ikke huske, hvorfor de kaldte sig Karseklubben, men det 16

var heller ikke så vigtigt. Det, der var vigtigt, var, at de havde et sted at gå hen i frikvartererne og være sammen.

“Tror du egentlig, de andre synes, det er mærkeligt, at vi aldrig er der i frikvartererne?”

“Næh … hvis jeg skal være helt ærlig, Thomas, så tror jeg ikke, de opdager det. Jeg tror, de fleste er fuldstændig opslugt af Bjarkes fascinerende fortællinger.”

Christian lavede den bedste Bjarke. Han kunne i hvert fald lave en parodi, som Thomas elskede. “Mimimi, så kyssede jeg Tina, mimimi, så kyssede jeg Trine, mimimimi, så kyssede jeg Jens mimimimi …”

Thomas elskede, når Christian lavede den. “Hvorfor er det egentlig, at Bjarke siger mimimi hele tiden, når du efterligner ham?!”

Christian nåede ikke at svare, før de kunne høre fodtrin ned ad trapperne til kælderen. Drengene for sammen og skyndte sig at slukke lyset og lukke døren ind til Karseklubbens lokaler.

“Hvem fanden er det?” hviskede Christian.

Et par pigestemmer lød fra gangen. “… firs rundstykker plus snegle med hvid glasur, og så var der ikke flere penge på hans dankort. Hvad gør man så?!”

Thomas blev helt lækkersulten, da det gik op for ham, hvem det var, der havde et bagerdilemma. Det var Ina. Det var Ina, der var lige på den anden side af kælderdøren.

“Hvad laver hun her?!” hviskede Thomas helt stille.

17

“Og hvorfor snakker hun om så meget brød?!” kom det tilbage fra Christian.

Stemmerne fortsatte på den anden side af døren. Nu var det Inas bedste veninde, Tina. “Ej okay, en klaphat … Han kan aldrig betale. Det er skørt, at han bliver ved med at komme.”

Nu trængte Inas stemme igennem døren igen. “Jeg sagde det også til chefen, så nu ringer han til ham og siger, at han først må komme i butikken igen, når han har penge.”

Ina var uden tvivl den pige, Thomas var allermest vild med. I hele verden. Hun gik i samme klasse som drengene. Hendes hår var langt og lyst. Hendes øjne var blå, og så var hendes tænder … helt fulde af en bøjle, men det så Thomas som et godt træk, for det betød jo, at Ina inden for et par år ville have de flotteste lige tænder i universet.

Men det allerbedste ved Ina var uden tvivl hendes duft.

Hun duftede af mark. Altså mark som i sådan en, man kunne plante ting på. Ikke som en mand, der hed Mark.

Og det var ikke en hvilken som helst mark, hun duftede af. Hun duftede af en blomstermark. Uanset hvor Ina sad i klassen, legede hendes duft kildeleg med Thomas’ næsebor, og det var fantastisk. Der var også engang en, der hed Kenneth i klassen. Ham kunne man også lugte hele tiden, men det var, fordi han tit pissede i bukserne.

Det gjorde Ina ikke. Hun var helt perfekt, og lige nu var hun på den anden side af døren.

18

“Ham den nye bager, der er startet, ik’?! Han er virkelig sjov. Den anden dag kom han ind og spurgte mig, om jeg havde set formen til moderkagerne. Er det ikke sjovt?!”

“Jeg forstår det ikke,” svarede Ina. “Altså moderkagerne … altså, det er det, børn ligger i … inde i maven.”

“Ej okay, hvor åndssvagt.”

Christian og Thomas måtte gøre, hvad de kunne for ikke at afsløre sig selv, men de kunne ikke lade være med at fnise af pigerne og deres dumme historie.

“Ved du, hvad de er, pigerne?” hviskede Christian.

“Hvad mener du?”

“De er bagerJOMFRUER.” I det øjeblik, Christian sagde ordet jomfruer, knækkede drengene sammen af 19

grin, og deres håb om at gemme sig i kælderen mislykkedes.

“Hallo,” råbte pigerne forskrækket.

“Ej gud, hvor er det bare uhyggeligt,” kunne man høre Ina sige, mens pigerne vendte om og gik med hastige skridt tilbage mod trappen.

Det gik op for Thomas, at han hellere måtte tie stille igen. Det ville i hvert fald være endnu mere uheldigt at blive afsløret nu. Han ville ikke være sådan en, der spionerede. Slet ikke på Ina. For han havde store planer med hende.

“Jeg mener det, Christian … hun skal føde mine børn.” Sådan sagde Thomas tit for sjov.

Men det er sjældent, at noget er for sjov, uden at der er en lille smule alvor i det. Thomas gjorde i hvert fald alt, hvad han kunne, for at være helt stille inde bag døren igen, for hvis Ina opdagede ham, ville det være endnu mere umuligt at score hende. Da der var helt stille på begge sider af døren, tog drengene mod til sig og åbnede den. Men for tidligt. Pigerne havde ikke, som drengene ellers troede, forladt kælderen, og det første, Thomas fik øje på, da de åbnede døren ud fra Karseklubben, var Ina. Hun stirrede på ham, som om han lige havde slået hendes hund ihjel, og så sagde hun vredt: “HVAD FANDEN ER DET, I HAR GANG I?! Hold kæft, hvor er I klamme!”

20

Inden Thomas nåede at svare, var hun vendt om. Han syntes egentlig, det var lidt urimeligt, at hun blev så sur.

“Altså, vi var jo hernede først,” prøvede Thomas at undskylde med.

“Du kan ikke diskutere med damer. Det siger min far også.” Drengene stod og kiggede op mod pigerne, da der pludselig kom en fyr løbende.

“Hvad sker der,” råbte han. “Jeg hørte jer skrige …”

“Ej, godt du kom, Bjarke, det er de to freaks, der lurer på os.”

Det var det sidste, drengene hørte, inden Bjarke havde taget sine klamme arme om de to piger og ført dem væk fra kælderen og fra Thomas og Christian, der stod helt paf og kiggede efter dem.

21

THOMAS OG CHRISTIAN SKAL PÅ EN MISSION, DER SKAL GØRE DRENGE TIL MÆND. DE VIL SE BRYSTER. I LEVENDE LIVE.

Den Store Mission foregår i år 2000 i en lille vestjysk by, hvor alle kender hinanden, og de fleste spiller badminton i vinterhalvåret og fodbold om sommeren. Thomas og Christian er skolens to mærkelige drenge, der har deres egen klub i kælderen, hvor de lægger store planer for, hvordan de skal få deres mission til at lykkes.

I Den Store Mission følger vi Thomas, mens han prøver at jonglere venskab, kærlighed, sure forældre, Bjarke fra parallelklassen, der forpester hans liv og den nye dreng, som blev smidt ud af skolen i nabobyen og derfor er lidt farlig.

Bogen foregår, før nettet for alvor gjorde sit indtog i Jylland, men den tager fat i emner og faser, unge mennesker stadig skal igennem den dag i dag.

P O L I T I K E N S F O R L AG

politikensforlag.dk

THOMAS SKOV DEN STORE MISSION

AS OG THOM IAN T CHRIS PÅ J PÅ VE N O MISSI

DEN STORE

MISSION SKREVET AF THOMAS SKOV

ISBN 978-87-400-3145-4

ILLUSTRERET AF JAN SOLHEIM

POLITIKENS FORLAG