Dem der flygter og dem der bliver

Dem der flygter og dem der bliver er tredje bind i Elena Ferrantes internationalt anerkendte Napoli-serie. De øvrige bind i serien er Min geniale veninde, Historien om et nyt navn og Det forsvundne barn. Romanerne er udgivet på over halvtreds sprog og har indtaget bestsellerlister og modtaget strålende anmeldelser over hele verden.

ELENA FERRANTE Dem der flygter og dem der bliver

Sidst i tresserne er venskabet imellem Elena og Lila vanskeligt.

Mens Lila endelig finder en plads i livet og en vej ud af fattigdommen, flytter Elena til Firenze og stifter en ikke helt lykkelig familie. Den kølige og verdensfjerne Pietro er svær at leve sammen med, og de to små døtre kræver al hendes tid og gør arbejdet med hendes anden roman uoverskueligt. Men så dukker en person fra fortiden op, og pludselig er alt i skred.

ELENA FERRANTE Dem der flygter og dem der bliver

Sand fortællekunst POLITIKEN

★★★★★ Mesterværk JYLLANDS-POSTEN

NAPOLI-ROMANERNE BIND 3

FERRANTE_Dem der flygter og dem der bliver_140x220_PBK.indd 1

20/09/2017 13.26

Elena Ferrante

DEM DER FLYGTER OG DEM DER BLIVER Napoli-romanerne bind 3 TIDEN I MIDTEN PÃ¥ dansk ved Nina Gross

C&K Forlag

PERSONFORTEGNELSE FAMILIEN CERULLO (SKOMAGERENS FAMILIE): Fernando Cerullo, skomager, far til Lila. Han lod ikke sin datter fortsætte skolegangen efter underskolen.

Nunzia Cerullo, mor til Lila. Er tæt på sin datter, men har ikke autoritet nok til at støtte hende mod faren.

Raffaella Cerullo, også kaldet Lina eller Lila. Født i august 1944. Er seksogtres år da hun forsvinder fra Napoli uden at efterlade sig spor. En højt begavet elev, i en alder af ti skriver hun en historie med titlen Den blå fe. Hun forlader skolen efter underskolen og lærer skomagerfaget. Gifter sig meget ung med Stefano Carracci og bestyrer med succes først viktualiehandelen i det nye kvarter, så skobutikken på piazza dei Martiri. Under en sommerferie på Ischia forelsker hun sig i Nino Sarratore, for hvem hun forlader sin mand. Efter et forlist samliv med Nino og sønnen Gennaros fødsel forlader Lila definitivt Stefano da hun opdager at han venter barn med Ada Cappuccio. Sammen med Enzo Scanno flytter hun til San Giovanni a Teduccio og begynder at arbejde på en pølsefabrik som tilhører Bruno Soccavo.

Rino Cerullo, Lilas storebror, også han skomager. Sammen med sin far, Fernando, og takket være Lila og Stefano Carraccis penge, etablerer han skofabrikken Cerullo. Han gifter sig med Stefanos søster, Pinuccia Carracci, med hvem han har en søn, Ferdinando, også kaldet Dino. Lilas søn får hans navn, Rino.

Andre børn.

FAMILIEN GRECO (PORTNERENS FAMILIE) Elena Greco, også kaldet Lenuccia eller Lenù. Født i august 1944.

Hun er forfatter til den lange historie vi læser. Elena begynder

5

at skrive den da hun hører at hendes barndomsveninde, Lina Cerullo, som hun, og kun hun, kalder Lila, er forsvundet. Efter underskolen fortsætter Elena med at studere med voksende succes; i gymnasiet tillader hendes evner og frøken Galianis beskyttelse hende uskadt at overleve et sammenstød med religionslæreren om Helligåndens rolle. Opfordret af Nino Sarratore som hun har været hemmeligt forelsket i siden barndommen, samt med værdifuld hjælp fra Lila, skriver hun en artikel om dette sammenstød, der ender med ikke at blive udgivet i det tidsskrift Nino bidrager til. Elenas strålende skolearbejde krones med en embedseksamen fra Scuola Normale i Pisa, hvor hun møder og bliver forlovet med Pietro Airota, og med udgivelsen af en roman i hvilken hun fortæller om livet i kvarteret og sine pubertetserfaringer på Ischia.

Peppe, Gianni og Elisa, Elenas yngre søskende.

Faren er portner på rådhuset.

Moren er hjemmegående. Hendes halten hjemsøger Elena.

FAMILIEN CARRACCI (DON ACHILLES FAMILIE): Don Achille Carracci, eventyrenes uhyre, sortbørshaj, ågerkarl. Han blev myrdet.

Maria Carracci, don Achilles hustru, mor til Stefano, Pinuccia og Alfonso. Hun arbejder i familiens viktualiehandel.

Stefano Carracci, don Achilles søn, Lilas mand. Han administrerer sin fars akkumulerede formue og bliver med tiden en succesfuld købmand, takket være to indbringende viktualiehandler og skobutikken i piazza dei Martiri som han åbner sammen med brødrene Solara. Utilfreds med sit stormfulde ægteskab med Lila indleder han et forhold til Ada Cappuccio. Han og Ada flytter sammen da hun bliver gravid, og Lila flytter til San Giovanni a Teduccio.

Pinuccia, don Achilles datter. Hun arbejder i familiens viktualiehandel, og siden i skobutikken. Hun er gift med Lilas bror, Rino, og har en søn med ham, Ferdinando, også kaldet Dino.

Alfonso, don Achilles søn, Elenas skolekammerat. Han er Marisa

6

Sarratores kæreste og bliver bestyrer af skobutikken på piazza dei Martiri.

FAMILIEN PELUSO (SNEDKERENS FAMILIE): Alfredo Peluso, snedker, kommunist. Beskyldt for at have dræbt don Achille, han blev dømt og sendt i fængsel hvor han dør.

Giuseppina Peluso, Alfredos kone. Arbejder på tobaksfabrikken, hun er stærkt knyttet til sine børn og sin fængslede mand. Efter hans død begår hun selvmord.

Pasquale Peluso, Alfredo og Giuseppinas ældste søn, bygningsarbejder, militant kommunist. Han var den første som opdagede Lilas skønhed, og den første som erklærede hende sin kærlighed.

Han afskyr familien Solara. Han var Ada Cappuccios kæreste.

Carmela Peluso, også kaldet Carmen, Pasquales søster. Hun er ekspeditrice i en trikotageforretning, men bliver hurtigt ansat af Lila til at arbejde i Stefanos nye viktualiehandel. Hun var Enzo Scannos kæreste i lang tid, men han forlader hende uden forklaring efter sin militærtjeneste. Hun bliver siden forlovet med ejeren af benzintanken på stradonen.

Andre børn.

FAMILIEN CAPPUCCIO (DEN GALE ENKES FAMILIE): Melina, en slægtning til Nunzia Cerullo, enke. Hun vasker trapper i ejendommene i det gamle kvarter. Hun var Donato Sarratores elskerinde, Ninos far. Familien Sarratore forlader kvarteret på grund af dette forhold, og Melina mister nærmest forstanden.

Melinas mand, lodsede kasser på grønttorvet og døde under mystiske omstændigheder.

Ada Cappuccio, Melinas datter. Som pige hjalp hun sin mor med at vaske trapper. Takket være Lila bliver hun ansat som ekspeditrice i familien Carraccis viktualiehandel. Hun er Pasquale Pelusos kæreste og bliver Stefano Carraccis elskerinde: Da hun bliver gravid, flytter hun sammen med ham. Af deres forhold fødes en pige, Maria.

Antonio Cappuccio, Adas bror, mekaniker. Han er Elenas kæreste og

7

meget jaloux på Nino Sarratore. Udsigten til at skulle ind som soldat bekymrer ham alvorligt, men da Elena henvender sig til brødrene Solara for at hjælpe ham med at undgå indkaldelsen, føler han sig så ydmyget at han afbryder deres forhold. Under sin militærtjeneste får han et nervøst sammenbrud og bliver hjemsendt før tiden; tilbage i kvarteret og tvunget af fattigdom lader han sig hyre af Michele Solara som på et tidspunkt sender ham til Tyskland på et langvarigt og mystisk job.

Andre børn.

FAMILIEN SARRATORE (JERNBANEPOETENS FAMILIE): Donato Sarratore, togkonduktør, digter, journalist. En stor dameven, han var Melina Cappuccios elsker. Da Elena tager på sommerferie på Ischia og er gæst i det samme hus som familien Sarratore, bliver hun tvunget til at forlade øen i hast for at undgå Donatos seksuelle tilnærmelser. Den følgende sommer giver Elena sig imidlertid hen til ham på stranden, drevet af de lidelser som forholdet mellem Nino og Lila har påført hende.

For at forjage denne degraderende oplevelse skriver Elena om det i den bog der siden bliver udgivet.

Lidia Sarratore, Donatos hustru.

Nino Sarratore, den ældste af Donato og Lidias fem børn. Han hader sin far. Han er en usædvanlig intelligent student og har en lang, hemmelig affære med Lila. De bor sammen i kort tid da Lila bliver gravid.

Marisa Sarratore, Ninos søster. Alfonso Carraccis kæreste.

Pino, Clelia og Ciro Sarratore, Donato og Lidias yngre børn.

FAMILIEN SCANNO (FRUGT- OG GRØNTSAGSSÆLGERENS FAMILIE): Nicola Scanno, frugt- og grøntsagssælger, døde af lungebetændelse.

Assunta Scanno Nicolas hustru, døde af kræft.

Enzo Scanno, Nicola og Assuntas søn, også frugt- og grøntsagssælger.

Lila har haft sympati for ham siden barndommen. Enzo var Carmen Pelusos kæreste i lang tid, men han forlader hende uden forklaring efter sin hjemkomst fra militærtjenesten.

8

Under tjenesten begyndte han at studere igen, og han opnår et ingeniørdiplom. Da Lila omsider beslutter at forlade Stefano, tager han ansvaret for hende og hendes søn, Gennaro, og de tre flytter sammen i San Giovanni a Teduccio.

Andre børn.

FAMILIEN SOLARA (EJERE AF BAR-KONDITORIET SOLARA): Silvio Solara, ejer af bar-konditoriet, monarkistisk fascist, camorrist og forbundet med kvarterets illegale handel. Han var imod skofabrikken Cerullo.

Manuela Solara, Silvios kone, lånehaj. I kvarteret er hun meget frygtet for sin røde bog.

Marcello og Michele Solara, Silvio og Manuelas sønner. Arrogante pralhalse, men ikke desto mindre elsket af kvarterets piger, undtagen Lila og Elena. Marcello er forelsket i Lila, men hun afviser ham. Michele, lidt yngre end Marcello, er koldere, mere intelligent, mere voldelig. Han er forlovet med Gigliola, konditorens datter, men i løbet af årene udvikler han en morbid lidenskab for Lila.

FAMILIEN SPAGNUOLO (KONDITORENS FAMILIE): Signor Spagnuolo, konditor i familien Solaras bar-konditori.

Rosa Spagnuolo, konditorens kone.

Gigliola Spagnuolo, konditorens datter, forlovet med Michele Solara.

Andre børn.

FAMILIEN AIROTA: Guido Airota, professor i græsk litteratur.

Adele Airota, hans kone, arbejder for det forlag i Milano der udgiver Elenas bog.

Mariarosa Airota, den ældste datter, underviser i kunsthistorie på universitetet i Milano.

Pietro Airota, Elenas universitetskammerat og forlovede, bestemt til en strålende akademisk karriere.

9

LÆRERNE: Ferraro, lærer og bibliotekar. Han gav både Lila og Elena priser da de var små, fordi de var ivrige læsere.

Oliviero, lærer. Hun er den første som opdager Lilas og Elenas potentiale. I en alder af ti skriver Lila historien Den blå fe. Elena er meget glad for historien og giver den til frøken Oliviero for at hun kan læse den. Men lærerinden er vred fordi Lilas forældre ikke ville sende deres datter i mellemskolen, og siger aldrig noget om den. Faktisk holder hun op med at beskæftige sig med Lila og koncentrerer sig om Elenas succes. Hun dør efter lang tids sygdom, kort efter at Elena får sin embedseksamen fra universitetet.

Gerace, gymnasielærer.

Galiani, gymnasielærer. Hun er en meget kultiveret kvinde og kommunist. Hun bliver straks charmeret af Elenas intelligens.

Hun låner hende bøger, beskytter hende under sammenstødet med religionslæreren, inviterer hende til en fest som hendes børn holder i familiens hjem. Deres forhold kølnes da Nino forlader Nadia, overvældet af sin lidenskab for Lila.

ANDRE PERSONER: Gino, apotekerens søn, Elenas første kæreste.

Nella Incardo, frøken Olivieros kusine. Hun bor i Barano på Ischia og udlejer værelser om sommeren til familien Sarratore. Elena er gæst hos hende under en ferie ved havet.

Armando, medicinstuderende, frøken Galianis søn.

Nadia, student, frøken Galianis datter og Ninos kæreste, men han forlader hende via et brev da han forelsker sig i Lila.

Bruno Soccavo, Nino Sarratores ven og søn af en rig industrimand i San Giovanni a Teduccio uden for Napoli. Han giver Lila et job på sin families pølsefabrik.

Franco Mari, student og Elenas kæreste under hendes første år på universitetet.

TIDEN I MIDTEN

1.

JEG SÅ LILA SIDSTE GANG for fem år siden, i vinteren 2005. Vi gik en tur langs stradonen en tidlig morgen, og som det efterhånden havde forholdt sig i årevis, var vi ude af stand til at føle os naturlige over for hinanden. Det var kun mig der talte, husker jeg: Hun nynnede, hun hilste på folk som ikke hilste igen, de sjældne gange hun afbrød mig, kom hun bare med et par udbrud uden egentlig sammenhæng med det jeg sagde. Der var sket for mange grimme ting i løbet af årene, nogle ligefrem grufulde, og hvis vi ville genfinde vores tidligere fortrolighed, måtte vi røbe vores hemmelige tanker for hinanden, men jeg havde ikke styrken til at finde ordene, og hun der måske stadig havde den, havde ikke lyst, kunne ikke se hvad det skulle gøre godt for.

Men jeg holdt alligevel meget af hende, og når jeg kom til Napoli, prøvede jeg altid at mødes med hende, selv om jeg, må jeg nok indrømme, var lidt bange for hende. Hun var meget forandret. Alderen havde tæret på os begge, men hvor jeg bekæmpede en tendens til at tage på, var hun altid skind og ben. Hun havde kort hår som hun selv klippede; det var helt hvidt, ikke af eget valg, men af efterladenhed. Det meget hærgede ansigt mindede mere og mere om hendes fars.

13

Hun lo nervøst, nærmest som en slags skrig, og hun talte for højt. Hun gestikulerede hele tiden med så voldsomme og beslutsomme bevægelser at det virkede som om hun ville skære ejendommene over i to, den brede vej, de forbipasserende, mig.

Vi var nået hen til skolen vi havde gået i som børn, da en ung mand som jeg ikke kendte, forpustet overhalede os og råbte til Lila at man i et blomsterbed ved siden af kirken havde fundet et kvindelig. Vi skyndte os hen til det offentlige anlæg, Lila slæbte mig ind i en gruppe nysgerrige og banede vej for os på en grov måde. Kvinden der lå på siden, var meget fed og iført en umoderne, mørkegrøn regnfrakke. Lila genkendte hende straks, det gjorde jeg ikke: Det var vores barndomsveninde, Gigliola Spagnuolo, Michele Solares tidligere kone.

Jeg havde ikke set hende i adskillige årtier. Det smukke ansigt var ødelagt, anklerne var enorme. Håret der engang havde været brunt, var nu ildrødt, langt som hun havde haft det som ung pige, men tyndt, og lå i tjavser ud over den løse jord. Den ene fod var presset ned i en meget slidt sko med lav hæl; den anden var skjult under en grå uldsok med hul på storetåen, og den anden sko lå en meter længere henne, som om hun havde sparket den af sig i smerte eller forskrækkelse.

Jeg brød ud i gråd, Lila så irriteret på mig.

Vi satte os på en bænk lidt derfra og ventede tavse indtil Gigliola blev båret væk. Hvad der var sket hende, hvordan hun var død, var der endnu ingen som vidste. Vi gik hjem til Lila, til hendes forældres lille, gamle lejlighed hvor hun nu boede sammen med sin søn, Rino. Vi talte om vores veninde, Lila sagde ubehagelige ting om hende, om det liv hun havde levet, hendes krav, hendes forræderi. Men nu var det mig der 14

ikke formåede at lytte, jeg tænkte på ansigtet i profil i snavset på jorden, på det lange hår der var så tyndt at kraniet skinnede igennem som hvide pletter. Hvor mange af dem som havde været børn sammen med os, var ikke døde, forsvundet fra jordens overflade fordi de var blevet syge, fordi deres nervesystem havde givet efter for grusomhedernes sandpapir, fordi deres blod var blevet udgydt. Vi sad et øjeblik matte i køkkenet, ingen af os beslutsomme nok til at tage af bordet, så gik vi ud igen.

Solen på denne smukke vinterdag lagde et roligt skær over alting. Det gamle kvarter var i modsætning til os det samme som altid. De lave, grå huse identiske, vores leges gård, stradonen, tunnelens mørke åbninger, og volden. Men landskabet omkring det havde ændret sig. Dammenes grønlige strækning var der ikke mere, den gamle konservesfabrik var jævnet med jorden. På deres sted glimtede skyskrabernes glas, et forhenværende tegn på en strålende fremtid som ingen nogensinde havde troet på. Jeg havde bemærket forandringerne i løbet af årene, dem alle sammen, somme tider nysgerrigt, oftere ligeglad. Da jeg var lille, havde jeg forestillet mig at Napoli, bag vores kvarter, var fuld af underværker. Skyskraberen ved banegården for eksempel, havde gjort et stort indtryk på mig årtier forinden da den rejste sig etage for etage, skelettet af en bygning der dengang forekom os meget høj, ved siden af den ambitiøse banegård. Hvor blev jeg dog overrasket når jeg gik forbi ad piazza Garibaldi: Se hvor høj den er, sagde jeg til Lila, Carmen, Pasquale, Ada, Antonio, til alle mine kammerater fra dengang, når vi vovede os ud i nærheden af havet, til udkanten af de rige kvarterer. Deroppe, tænkte jeg, bor englene, og de nyder uden tvivl hele byen. Hvor ville jeg dog gerne være klatret derop, helt op til toppen. Det var vores 15

skyskraber selv om den lå uden for kvarteret, en ting vi så vokse dag for dag. Men så var arbejdet standset. Når jeg kom tilbage fra Pisa, virkede banegårdens skyskraber ikke længere som symbolet på et samfund der var ved at få nyt liv, men som endnu en rede af ineffektivitet.

I den periode var jeg overbevist om at der ikke var nogen større forskel på vores kvarter og Napoli, ubehaget bredte sig fra det ene sted til det andet uden afbrydelser. Hver gang jeg kom hjem, fandt jeg en by som var uden rygrad, som ikke holdt til årstidernes skiften, varme, kulde og især uvejr. Snart blev banegården på piazza Garibaldi ramt af oversvømmelse, snart faldt søjlegangen foran museet sammen, snart var der jordskred, og det elektriske lys vendte ikke tilbage. Min erindring var fyldt med mørke gader fulde af farer, ureguleret trafik, hullet vejbelægning, kæmpemæssige vandpytter. De tilstoppede kloakker boblede og flød over. Lava af vand og kloakslam og affald og bakterier strømmede ud i havet fra højene som var bebyrdet med nye og skrøbelige bygninger, eller eroderede verden nedefra. Folk døde af skødesløshed, af korruption, af overgreb, og alligevel gav de ved hvert valg deres begejstrede samtykke til politikerne som gjorde deres liv uudholdeligt. Så snart jeg stod ud af toget, opsøgte jeg forsigtigt de steder hvor jeg var vokset op, altid omhyggelig med at tale på dialekt, som for at signalere jeg er en af jer, gør mig ikke noget.

Da jeg fik min embedseksamen, da jeg i ét stræk skrev en historie som i løbet af få måneder, ganske overraskende, blev til en bog, forekom den verden jeg kom fra, mig at blive værre og værre. Mens jeg i Pisa, i Milano, følte mig godt tilpas, sommetider endda lykkelig, frygtede jeg hver gang jeg vendte tilbage til min by at noget uforudset ville forhindre mig i at 16

flygte fra den, at de ting jeg havde tilkæmpet mig, ville blive taget fra mig. Jeg ville aldrig gense Pietro som jeg snart skulle giftes med; jeg ville blive udelukket fra forlagets pæne og rene lokaler; jeg ville ikke længere kunne nyde Adeles, min fremtidige svigermors finesse, en mor som min aldrig havde været. Allerede i fortiden havde byen virket overfyldt på mig, en evig trængsel fra piazza Garibaldi til Forcella, til Duchesca, til Lavinaio, til Rettifilo. I slutningen af 60’erne syntes folkemængden at være vokset, og utålmodigheden, aggressiviteten, bredte sig hæmningsløst. En morgen havde jeg vovet mig helt ud til via Mezzocannone hvor jeg nogle år forinden havde arbejdet som medhjælper i en boghandel. Jeg var taget derhen af nysgerrighed, for at gense det sted hvor jeg havde knoklet, og især for at kaste et blik på det universitet jeg aldrig havde gået på. Jeg ville sammenligne det med universitetet i Pisa, med Normale, jeg håbede endda at jeg ville løbe ind i frøken Galianis børn – Armando, Nadia – så jeg kunne prale af det jeg havde præsteret. Men gaden, universitetsområdet, havde foruroliget mig, det myldrede med studerende fra Napoli og provinsen og hele Syden, støjende, velklædte og selvsikre unge mennesker, og andre, ubehøvlede og stadig laverestående. De trængtes foran indgangene, i aulaerne, stod i lange, ofte stridslystne køer foran sekretariaterne. Uden varsel begyndte en tre-fire stykker at tæve løs på hinanden få skridt fra mig, som om bare synet af hinanden var nok til en eksplosion af skældsord og slag, rasende unge mænd der udskreg deres blodtørst på en dialekt som selv jeg havde svært ved at forstå. Jeg gik hurtigt igen, som om noget truende havde strejfet mig på et sted jeg forestillede mig som sikkert, kun opfyldt af gode hensigter.

Hvert år forekom mig kort sagt at blive værre. I denne pe17

riode med regn var byen endnu en gang revnet, et helt hus havde krummet sig om på siden som når et menneske der sidder i en gammel stol, læner sig mod det ormædte armlæn, og det giver efter. Døde, sårede. Og råb, slag, røgbomber. Det var som om byen skjulte et raseri der ikke kunne komme ud og derfor undergravede den indefra eller sprang ud i bylder på overfladen, fyldt med gift mod alle, børn, voksne, gamle, besøgende fra andre byer, amerikanere fra NATO, turister af alle nationaliteter, napolitanerne selv. Hvordan kunne man overleve på det sted, fuldt af uorden og farer, i periferien, i centrum, i højene, under Vesuv? Hvilket brutalt indtryk havde San Giovanni a Teduccio ikke gjort på mig, og rejsen for at nå dertil. Hvor brutal var ikke den fabrik hvor Lila arbejdede, og Lila selv, Lila med sin lille søn, Lila der boede i en forfalden ejendom med Enzo selv om de ikke sov sammen.

Hun havde sagt at han ville studere computere, og at hun forsøgte at hjælpe ham. Jeg huskede stadig hendes stemme da den prøvede at udviske San Giovanni, pølserne, stanken i fabrikken, hendes situation, ved med falsk kompetence at citere forkortelser som: Center for Kybernetik på universitetet i Milano, Sovjetisk Center for Anvendelse af Computerteknik inden for Socialvidenskaben. Hun ville have mig til at tro at et center af samme slags snart ville blive etableret selv i Napoli. Jeg havde tænkt: I Milano måske, garanteret i Sovjetunionen, men ikke her, her er det galskab i dit ustyrlige hoved som du også trækker den stakkels, hengivne Enzo ind i. Hellere gå sin vej. Rejse væk for evigt, langt væk fra det liv vi havde haft siden fødslen. Slå sig ned i velorganiserede lande hvor alt var muligt. Jeg var selv flygtet. Men kun for at opdage, i de følgende tiår, at jeg havde taget fejl, at det var en kæde med større og større led: Vores kvarter gav byen 18

skylden, byen Italien, Italien Europa, Europa hele planeten.

Og i dag ser jeg det på følgende måde: Det er ikke kvarteret der er sygt, det er ikke Napoli, det er hele jorden, det er universet, eller universerne. Og klogskab betyder at skjule sig, skjule tingenes virkelige tilstand, også for sig selv.

Jeg talte med Lila om det den eftermiddag i vinteren 2005, eftertrykkeligt og som for at råde bod. Jeg ville åbent erkende at hun havde forstået det hele siden hun var barn, uden nogensinde at forlade Napoli. Men jeg skammede mig næsten med det samme, i mine ord hørte jeg pludselig irritabiliteten hos en der er ved at blive gammel, en tone som jeg vidste hun hadede.

Med en nervøs grimasse af et smil viste hun mig faktisk de gamle tænder, hun sagde: ”Spiller du nu hende der ved alt, moraliserer du? Hvad har du tænkt dig? Vil du skrive om os?

Vil du skrive om mig?” ”Nej.” ”Sig sandheden.” ”Det bliver for kompliceret.” ”Men du har tænkt over det, du tænker stadig over det.” ”Lidt, ja.” ”Lad mig være, Lenù. Lad os alle sammen være. Vi burde forsvinde, vi fortjener ikke noget, hverken Gigliola eller mig, ingen.” ”Det passer ikke.”

Hun fortrak ansigtet i en utilfreds grimasse og stirrede på mig med pupiller som man næsten ikke kunne se, læberne halvt lukkede. ”Godt,” sagde hun, ”så skriv hvis det er det du vil, skriv om Gigliola, om hvem du vil. Men ikke om mig, det vover du ikke, lov mig det.”

19

”Jeg vil ikke skrive om nogen, ikke engang om dig.” ”Pas på, jeg holder øje med dig, at du ved det.” ”Ja?” ”Jeg kommer og kikker i din computer, jeg læser dine dokumenter, jeg sletter dem.” ”Årh, hold op.” ”Tror du ikke jeg kan det?” ”Det ved jeg at du kan. Men jeg kan beskytte mig.”

Hun lo på sin sædvanlige ondskabsfulde måde. ”Ikke mod mig.”

2.

JEG HAR ALDRIG GLEMT DE TRE ORD, det var det sidste hun sagde til mig: Ikke mod mig. Jeg har nu skrevet i ugevis, på fuld kraft, uden at spilde tid på at genlæse. Hvis Lila stadig er i live – det forestiller jeg mig mens jeg nipper til min kaffe og stirrer på Po der sprøjter op ad Principessa Isabella-broens søjler – vil hun ikke kunne nære sig, hun vil komme og rode i min computer, hun vil læse, og trættekær som hun altid har været, vil hun blive vred over min ulydighed, hun vil blande sig, rette, føje til, hun vil glemme sit ønske om at gå i opløsning og forsvinde. Så skyller jeg koppen, går tilbage til skrivebordet, begynder med den kolde forårsaften i Milano for mere end fyrre år siden, i boghandelen, da manden med de tykke briller talte hånligt om mig og min bog foran alle, og jeg svarede forvirret, rystende. Indtil Nino Sarratore pludselig rejste sig, næsten uigenkendelig med sit sorte, uplejede skæg, og gik 20

voldsomt til angreb på ham der havde angrebet mig. Netop da begyndte alt i mig tavst at råbe hans navn – hvor længe siden var det at jeg havde set ham sidst: fire-fem år – og skønt jeg var iskold af anspændelse, mærkede jeg at jeg rødmede.

Næppe var Nino færdig med sit indlæg, før manden med en behersket bevægelse bad om taletid til at svare. Det var tydeligt at han var fornærmet, men jeg var for fortumlet af voldsomme følelser til straks at forstå hvorfor. Jeg havde naturligvis bemærket at Ninos ord havde forskudt diskussionen fra litteratur til politik, og på en aggressiv, nærmest respektløs måde. I øjeblikket tillagde jeg det dog ikke megen vægt; jeg kunne ikke tilgive mig selv at jeg havde været ude af stand til at klare udfordringen, at jeg havde været usammenhængende foran et kultiveret publikum. Jeg der var så dygtig. I gymnasiet havde jeg reageret på en ugunstig situation ved at prøve at være som frøken Galiani, jeg havde tillagt mig hendes tonefald og hendes sprog. I Pisa havde den kvindemodel ikke været nok; jeg havde været tvunget til at leve op til meget erfarne mennesker. Franco, Pietro, alle de bedste studenter, og naturligvis de berømte lærere på Normale, udtrykte sig meget indviklet, de skrev med indstuderet kunstfærdighed, de havde en evne til at klassificere, en logisk klarhed som frøken Galiani ikke havde. Men jeg havde trænet mig til at være som dem. Og ofte lykkedes det mig; det forekom mig at jeg beherskede ordene så godt at jeg kunne feje modsigelserne ved at være i verden væk for evigt, bølgen af følelser, forpustet snak. Kort sagt kunne jeg nu bruge en måde at tale og skrive på som – ved hjælp af et raffineret ordforråd, en rolig og eftertænksom rytme, en beslutsom disponering af argumenter og en formel klarhed der aldrig måtte slå fejl – forsøgte at tilintetgøre samtalepartneren i en sådan grad at han 21

mistede lysten til at opponere. Men den aften var tingene ikke gået som de burde. Jeg var blevet skræmt, først af Adele og hendes venner som jeg forestillede mig var meget belæste, så af manden med de tykke briller. Jeg var faldet tilbage til den ivrige lille pige fra kvarteret, portnerens datter med den syditalienske accent, selv overrasket over at være endt på det sted og spille rollen som den kultiverede unge forfatterinde.

Derfor havde jeg mistet modet og udtrykt mig uden overbevisning, usammenhængende. For ikke at nævne Nino. Hans tilsynekomst havde fjernet enhver selvkontrol, og kvaliteten i hans indlæg til fordel for mig havde bekræftet mig i at jeg pludselig havde mistet mine evner. Vi havde samme baggrund, vi havde begge arbejdet hårdt for at tilegne os deres sprog. Men han havde ikke alene brugt det med naturlighed og uden besvær vendt det mod taleren, men somme tider når det havde forekommet ham nødvendigt, havde han sågar tilladt sig at bringe bevidst uorden i det elegante italiensk med en dristig nonchalance som hurtigt havde fået manden med de tykke brillers professoragtige tone til at lyde forældet og måske lidt latterlig. Resultatet var at jeg, da jeg så at manden ville tale igen, tænkte: Han er virkelig vred, og hvis han først sagde grimme ting om min bog, vil han nu sige noget endnu værre for at ydmyge Nino som forsvarede den.

Men manden virkede optaget af noget andet: Han vendte ikke tilbage til min roman, han nævnte mig overhovedet ikke. Han koncentrerede sig derimod om visse formuleringer som Nino havde brugt tilfældigt, men gentaget flere gange: udtryk som ridderlig arrogance, anti-autoritær litteratur. Først da forstod jeg at det havde været den politiske drejning af diskussionen der havde gjort ham vred. Han havde ikke brudt sig om det ordforråd, og det understregede han ved at lade 22

sin dybe stemme knække over i en pludselig sarkastisk falset (og derfor bliver stolthed over viden i dag karakteriseret som løse påstande, og derfor er litteraturen også blevet anti-autoritær?). Så begyndte han at lege subtilt med ordet autoritet, Gud være lovet – sagde han – et værn mod den ukultiverede ungdom som udtaler sig tilfældigt om alting og søger tilflugt i idiotien bag hvem ved hvilken modgående strøm på universiteterne. Og det emne talte han længe om, henvendt til publikum, aldrig direkte til Nino eller mig. I sin konklusion fokuserede han imidlertid først på den gamle kritiker der sad ved siden af mig, og så direkte på Adele, som måske var hans egentlige polemiske mål fra begyndelsen. Jeg har ikke noget imod de unge – sagde han sammenfattende – men jeg har noget imod de kultiverede voksne som af personlig interesse altid er parate til at ride med på dumhedens sidste mode. Her tav han omsider og gjorde anstalter til at gå med en række undertrykte, men energiske ’Undskyld mig’, ’Tillader De’, ’Tak’.

Publikum rejste sig for at lade ham komme forbi, fjendtlige og alligevel ærbødige. På det tidspunkt stod det mig helt klart at han var en vigtig mand, så vigtig at selv Adele gengældte hans dystre hilsen med et venligt: Tak, og på gensyn.

Det var måske derfor at Nino overraskede alle lidt da han i en bydende og samtidig spøgende tone, et bevis på at han vidste hvem han havde for sig, sagde – hr. professor, hvor skal De hen, gå ikke – og dernæst, takket være sine lange smidige ben, afskar ham vejen, stillede sig op foran ham og sagde noget på sit nye sprog som jeg derfra hvor jeg sad, ikke rigtig hørte, eller ikke rigtig forstod, men som måtte have været som jernkabler under en brændende sol. Manden lyttede ubevægelig, viste ingen tegn på utålmodighed, så gjorde han en bevægelse med hånden som betød Flyt dig og bevægede sig hen mod udgangen.

23

3.

JEG FORLOD FORVILDET BORDET, det var svært at forstå at Nino virkelig var dér, i Milano, i det lille lokale. Men det var han, og han gik mig allerede smilende i møde, men med afmålte skridt, uden hastværk. Vi trykkede hinanden i hånden, hans var meget varm, min iskold, og vi gav udtryk for hvor glade vi var for at se hinanden efter så lang tid. Visheden om at den værste del af aftenen endelig var forbi og at han nu stod der foran mig, i kød og blod, dæmpede mit dårlige humør, men ikke ophidselsen. Jeg præsenterede ham for kritikeren der generøst havde rost min bog, sagde at det var en ven fra Napoli, at vi havde gået i gymnasiet sammen. Professoren der også havde fået et par barske bemærkninger fra Nino, var venlig, han roste ham for den måde han havde behandlet den anden professor på, omtalte Napoli med sympati, henvendte sig til ham som om han var en dygtig studerende der burde opmuntres. Nino forklarede at han havde boet i Milano i nogle år, hans felt var økonomisk geografi, han tilhørte – og her smilede han – den mest ynkelige del af den akademiske pyramide, det vil sige undervisningsassistenterne. Han gjorde det på en indtagende måde, uden de nærmest bistre toner han havde brugt som dreng, og det forekom mig at han var iført en lettere rustning end den der havde fortryllet mig i gymnasiet, som om han havde befriet sig for en overflødig vægt for at kunne turnere hurtigere og mere elegant. Jeg bemærkede lettet at han ikke havde vielsesring på.

24

I mellemtiden var nogle af Adeles veninder kommet hen til os for at få bogen signeret, hvilket gjorde mig nervøs; det var første gang jeg skulle gøre det. Jeg tøvede: Jeg ville ikke miste Nino af syne i så meget som et sekund, men jeg ønskede samtidig at mildne det indtryk af en klodset pige som jeg måtte have efterladt. Jeg overlod ham derfor til den gamle professor – han hed Tarratano – og modtog høfligt mine læsere. Jeg havde tænkt mig at gøre det hurtigt, men bøgerne var nye, lugtede af tryksværte og var så fjernt fra de brugte og ildelugtende bøger Lila og jeg havde lånt på kvarterets bibliotek at jeg ikke havde lyst til straks at skæmme dem med pennen. Jeg stillede min bedste håndskrift til skue, den som frøken Olivieri i sin tid havde lært mig, jeg opfandt omstændelige dedikationer som skabte en vis utålmodighed blandt de ventende kvinder. Mit hjerte hamrede mens jeg skrev, hele tiden med et øje på Nino. Jeg rystede ved tanken om at han ville gå.

Det gjorde han ikke. Nu var Adele gået hen til ham og Tarratano, og Nino talte fortroligt og samtidig ærbødigt til hende. Jeg mindedes den måde han plejede at tale med frøken Galiani på i gymnasiets gange, og det tog mig et stykke tid at forbinde den dygtige gymnasieelev fra dengang med den unge mand af i dag. På den anden side afviste jeg ihærdigt, som en meningsløs deviation der havde fået os alle til at lide, universitetsstudenten fra Ischia, min gifte venindes elsker, den hjælpeløse dreng der gemte sig på toilettet i butikken på piazza dei Martiri og som var far til Gennaro, en dreng han aldrig havde set. Lilas indtrængen havde uden tvivl slået ham af sporet, men – og det forekom mig nu åbenlyst – det havde kun været en parentes. Hvor intens den historie end måtte have været, hvor dybe spor den end havde 25

efterladt, så var den forbi. Nino havde genfundet sig selv, og det var jeg glad for. Jeg tænkte: Jeg må fortælle Lila at jeg har mødt ham, at han har det godt. Så skiftede jeg mening: Nej, jeg fortæller hende det ikke.

Da jeg var færdig med signeringen, var lokalet tomt. Adele tog mig blidt i hånden, hun roste mig for den måde jeg havde talt om min bog på og svaret på den skrækkelige forstyrrelse – sådan definerede hun det – fra manden med de tykke brillers side. Da jeg nægtede at have været god (jeg vidste udmærket at det ikke var sandt), bad hun Nino og Tarratano om at udtale sig, og de fyldte mig naturligvis begge med komplimenter. Nino gik så vidt som til at sige, mens han så alvorligt på mig: I ved ikke hvordan den her pige var allerede i gymnasiet, meget intelligent, meget kultiveret, meget modig, meget smuk. Og mens jeg følte at mit ansigt brændte, begyndte han med overdreven høflighed at fortælle om mit sammenstød med religionslæreren for år tilbage. Adele lo ofte mens hun lyttede. I vores familie, sagde hun, forstod vi straks Elenas kvaliteter, og så bekendtgjorde hun at hun havde bestilt bord på et sted få skridt derfra. Jeg blev forskrækket, jeg mumlede forlegen at jeg var træt og ikke sulten, jeg lod forstå at siden Nino og jeg ikke havde set hinanden længe, ville jeg gerne gå en tur sammen med ham før jeg gik i seng. Jeg vidste at det var uhøfligt, middagen var en hyldest til mig og en tak til Tarratano for hans indsats i forbindelse med bogen, men jeg kunne ikke beherske mig. Adele så et øjeblik på mig med et sardonisk udtryk, hun svarede at min ven naturligvis også var inviteret, og tilføjede lidt mystisk som for at kompensere mig for mit offer: Jeg har desuden en dejlig overraskelse i reserve til dig.

Jeg så bekymret på Nino: Ville han tage imod invitationen?

Han sagde at han ikke ville forstyrre, så på uret, accepterede.

26

4.

VI FORLOD BOGHANDELEN. Adele gik taktfuldt foran sammen med Tarratano, Nino og jeg fulgte efter. Men jeg opdagede hurtigt at jeg ikke vidste hvad jeg skulle sige til ham, jeg frygtede at hvert ord ville være forkert. Han sørgede for at der ikke var nogen tavshed. Han roste endnu en gang min bog, så talte han med stor agtelse om familien Airota (han kaldte dem ’den mest civiliserede af de familier som bliver regnet for noget i Italien’), han sagde at han kendte Mariarosa (’hun er altid i frontlinjen: For to uger siden havde vi et voldsomt skænderi’), han lykønskede mig fordi han lige havde hørt fra Adele at jeg var forlovet med Pietro, hvis bog om Bacchus-kulten han til min store overraskelse syntes at kende; men han talte især ærbødigt om faderen, professor Guido Airota (’en virkelig usædvanlig mand’). Det irriterede mig lidt at han allerede vidste at jeg var forlovet, og det gjorde mig utilpas at hans ros af min bog havde tjent som indledning til en meget mere insisterende ros af hele Pietros familie, af Pietros bog. Jeg afbrød ham, jeg spurgte til ham selv, men han var vag, kun et par hentydninger til et lille hæfte som snart udkom, og som han kaldte kedeligt, men obligatorisk.

Jeg pressede ham, jeg spurgte om han havde haft det svært i den første tid i Milano. Han nævnte med få generelle ord de problemer man havde når man kom fra Syditalien uden penge på lommen. Så spurgte han ganske uventet: ”Er du vendt tilbage til Napoli?”

27

”I øjeblikket, ja.” ”Til kvarteret?” ”Ja.” ”Jeg har brudt definitivt med min far, og jeg ser ikke nogen i min familie.” ”En skam.” ”Det er det bedste. Men jeg er ked af at jeg ikke har hørt noget til Lina.”

Jeg troede et øjeblik at jeg havde taget fejl, at Lila aldrig var forsvundet fra hans liv, at han ikke var kommet hen i boghandelen for min skyld, men for at høre nyt om hende. Så sagde jeg til mig selv: Hvis han virkelig ville vide noget om Lila, så ville han, i løbet af alle de år, have fundet en måde at informere sig på, og jeg reagerede voldsomt, i den skarpe tone man bruger når man vil afslutte emnet i en fart: ”Hun forlod sin mand og bor sammen med en anden.” ”Fik hun en dreng eller en pige?” ”En dreng.”

Så skar han en utilfreds grimasse og sagde: ”Lina er modig, for modig. Men hun kan ikke bøje sig for realiteterne, hun er ude af stand til at acceptere andre og sig selv. At elske hende var ikke nogen let sag.” ”Hvad mener du?” ”Hun ved ikke hvad det vil sige at hengive sig til nogen.” ”Måske overdriver du.” ”Nej, hun er skabt forkert. I hovedet og i alt, også når det drejer sig om sex.”

De sidste ord – også når det drejer sig om sex – slog mig mere end de andre. Ninos dom over sit forhold til Lila var altså negativ? Han havde altså lige fortalt mig – og foruroliget mig – at den opfattelse også gjaldt den seksuelle sfære? Jeg stir28

rede nogle sekunder på Adele og hendes vens mørke skygger der gik foran os. Foruroligelsen blev til angst, jeg forstod at også når det drejer sig om sex var en indledning som han ville gøre endnu mere eksplicit. For år tilbage havde Stefano, efter sit bryllup, betroet sig til mig, han havde fortalt om problemerne med Lila, men han havde aldrig talt om sex, det ville ingen i kvarteret have gjort når de talte om den kvinde de holdt af. Det var for eksempel utænkeligt at Pasquale fortalte mig om Adas seksualitet eller, endnu værre, at Antonio talte med Carmen eller Gigliola om min seksualitet. Det gjorde mændene indbyrdes – og vulgært, når de ikke holdt af os piger eller var holdt op med det – men ikke mænd og kvinder imellem. Jeg fornemmede imidlertid at Nino, den nye Nino, anså det for helt normalt at diskutere sit seksuelle forhold til min veninde med mig. Jeg blev forlegen, jeg trak mig. Heller ikke det, tænkte jeg, burde jeg nogensinde tale med Lila om, og alt imens sagde jeg med falsk ligegyldighed: Det er fortid, lad os ikke blive triste over det, lad os vende tilbage til dig, hvad arbejder du med, hvilke muligheder har du på universitetet, hvor bor du, bor du alene? Men jeg havde uden tvivl overdrevet, han måtte føle at jeg var veget udenom i en fart.

Han smilede ironisk og skulle lige til at svare. Men vi var nået til restauranten, og vi gik ind.

5.

ADELE ANVISTE OS VORES PLADSER: Jeg sad ved siden af Nino og over for Tarratano, hun ved siden af Tarratano og over for 29

Nino. Vi bestilte, og i mellemtiden var diskussionen skiftet til manden med de tykke briller, professor i italiensk litteratur – forstod jeg – kristendemokrat og ivrig medarbejder på Corriere della Sera. Denne gang holdt hverken Adele eller hendes ven sig tilbage. Uden for ritualet i boghandlen sagde de alt det onde de kunne om denne mand, og de roste Nino for den måde han havde angrebet og besejret ham på. De morede sig især over at genkalde sig det Nino havde sagt da professoren var på vej ud af lokalet, bemærkninger som de havde hørt, men ikke jeg. De spurgte ham hvad hans nøjagtige ord havde været, og Nino vægrede sig, han sagde at han ikke kunne huske det. Men da ordene kom frem, måske genopfundet til lejligheden, noget i retning af: De ville, for at beskytte autoriteten i alle dens former, være parat til at opgive demokratiet. Og fra det øjeblik var det kun de tre der talte, med voksende iver, om efterretningstjenesten, om Grækenland og torturen i de græske fængsler, om Vietnam, om studenterbevægelsernes uventede eskalering, ikke bare i Italien men i Europa og rundt omkring i verden, om en artikel i Ponte, forfattet af professor Airota – som Nino sagde han var enig i ord for ord – om forskningsog undervisningssituationen på universiteterne. ”Det vil jeg fortælle min datter, så bliver hun glad,” sagde Adele, ”Mariarosa synes den er skrækkelig.” ”Mariarosa brænder kun for det som verden ikke kan give.” ”Bravo, det er sådan hun er.”

Jeg vidste intet om min fremtidige svigerfars artikel. Emnet gjorde mig utilpas, og jeg lyttede tavs. Først min eksamen, så mit speciale, så bogen og dens hurtige udgivelse, havde taget størstedelen af min tid. Jeg var kun overfladisk bekendt med det der skete i verden, og jeg havde næsten intet hørt om studenter, demonstrationer, sammenstød, de sårede, arrestatio30

ner, blod. Da jeg nu var færdig med universitetet, var alt hvad jeg virkelig vidste om det kaos, Pietros brokkeri, han beklagede sig over det han i sine breve definerede som ’det pisanske nonsens’. Derfor følte jeg scenariet omkring mig som forvirrende brudstykker. Brudstykker som mine bordfæller syntes i stand til at dechifrere med stor præcision, Nino endnu bedre end de andre. Jeg sad ved siden af ham, jeg lyttede, jeg strejfede hans arm med min, en kontakt der kun bestod af stof, men som alligevel ophidsede mig. Han havde bevaret sit anlæg for tal: Han opregnede hvor mange studenter der var indskrevet på universitetet, efterhånden en hel skare, og bygningernes faktuelle kapacitet, hvor mange timer de fastansatte lærere egentlig arbejdede, hvor mange der i stedet for at forske og undervise sad i parlamentet eller i administrative komiteer eller helligede sig særdeles vellønnet rådgivningsarbejde og privat praksis. Adele nikkede, det gjorde hendes ven også, somme tider afbrød de og nævnte folk jeg aldrig havde hørt om. Jeg følte mig udenfor. Fejringen af min bog var ikke længere deres hovedtanke, min svigermor virkede som om hun helt havde glemt den overraskelse hun havde annonceret. Jeg sagde at jeg gik et øjeblik, Adele nikkede distræt, Nino fortsatte med at tale lidenskabeligt. Tarratano må have tænkt at jeg kedede mig og sagde venligt, nærmest hviskende: ”Skynd Dem tilbage, jeg vil gerne høre Deres mening.” ”Jeg har ingen meninger,” svarede jeg med et halvt smil.

Han smilede: ”En forfatter opfinder altid en mening.” ”Måske er jeg ikke forfatter.” ”Jo, De er.”

Jeg gik ud på toilettet. Nino havde altid haft en særlig evne til, så snart jeg åbnede munden, at demonstrere min til31

bageståenhed for mig. Jeg må begynde at studere igen, tænkte jeg, hvordan kunne jeg give op på den måde? Hvis jeg vil, kan jeg naturligvis simulere en smule viden og en smule lidenskab. Men jeg kan ikke fortsætte på den måde, jeg har lært for mange ting som ikke tæller, og meget få som tæller.

Efter min affære med Franco har jeg mistet den smule nysgerrighed over for verden som han havde indpodet i mig. Og min forlovelse med Pietro havde ikke hjulpet, det der ikke interesserede ham, mistede jeg også interessen for. Hvor er Pietro dog anderledes end sin far, sin søster og sin mor. Og hvor er han især anderledes end Nino. Hvis det havde stået til ham, ville jeg aldrig have skrevet min bog. Han var nærmest irriteret over den, som en overtrædelse af akademiske regler. Eller måske overdriver jeg, det er mit problem. Jeg er for indskrænket, jeg kan kun koncentrere mig om én ting ad gangen og udelukker alt andet. Men nu vil jeg ændre mig. Så snart denne kedelige middag er forbi, slæber jeg Nino med mig, jeg tvinger ham til at gå tur hele natten, jeg spørger ham hvilke bøger jeg bør læse, hvilke film jeg bør se, hvilken musik jeg bør høre. Og jeg vil tage ham under armen og sige: Jeg fryser. Forvirrede hensigter, ufuldstændige forslag. Jeg gemte min frygt, jeg sagde bare til mig selv: Det er måske den eneste chance vi har, i morgen rejser jeg, jeg kommer ikke til at se ham igen.

I mellemtiden stirrede jeg vredt på mig selv i spejlet. Mit ansigt virkede træt, små bumser på hagen og sorte rande under øjnene varslede menstruation. Jeg er grim, lille, har for store bryster. Jeg burde for længst have forstået at han aldrig havde brudt sig om mig, det var ikke tilfældigt at han foretrak Lila frem for mig. Men med hvilket resultat? Hun er skabt forkert, også når det drejer sig om sex, sagde han. Det var forkert 32

af mig at undgå det emne. Jeg burde have været nysgerrig, ladet ham fortsætte. Hvis han taler om det igen, vil jeg være mere frigjort, jeg vil sige til ham: Hvad betyder det at en pige er skabt forkert, også når det drejer sig om sex? Jeg spørger dig, ville jeg smilende forklare, så jeg kan forbedre mig hvis jeg finder det nødvendigt. Under forudsætning af at man kan forbedre sig, hvem ved, jeg huskede med væmmelse det der var sket med hans far på Maronti-stranden. Jeg tænkte på hvordan jeg havde elsket med Franco i den smalle seng på hans værelse i Pisa. Havde jeg gjort noget forkert som han havde bemærket, men ikke omtalt af taktfuldhed? Og hvis man nu forestillede sig at jeg gik i seng med Nino hver aften, ville jeg så begå flere fejl så han ville tænke: Hun er skabt forkert ligesom Lila, og ville han, bag min ryg, tale om det med sine veninder på universitetet, måske endda med Mariarosa?

Det gik op for mig hvor ubehagelige de ord var; jeg burde have skældt ham ud. Resultatet af denne forkerte sex, burde jeg have sagt til ham, af et forhold som du nu omtaler negativt, blev en søn, lille Gennaro, som er meget intelligent: Det er ikke pænt af dig at tale på den måde, du kan ikke reducere spørgsmålet til hvem der er skabt forkert og hvem der er skabt rigtigt, Lila ødelagde sig selv for din skyld. Og jeg besluttede mig: Når jeg er sluppet af med Adele og hendes ven, når han følger mig hen til hotellet, vil jeg vende tilbage til emnet og sige det til ham.

Jeg forlod toilettet og gik tilbage til spisesalen; jeg opdagede at situationen havde ændret sig under mit fravær. Så snart min svigermor så mig, vinkede hun og sagde muntert med blussende kinder: Endelig er overraskelsen kommet.

Overraskelsen var Pietro, han sad ved siden af hende.

33

Bund 11.0____Top 4.0_____Front 14.5____Ryg 3.0____Stang 940.0____Rulle 1260.0

Dem der flygter og dem der bliver er tredje bind i Elena Ferrantes internationalt anerkendte Napoli-serie. De øvrige bind i serien er Min geniale veninde, Historien om et nyt navn og Det forsvundne barn. Romanerne er udgivet på over halvtreds sprog og har indtaget bestsellerlister og modtaget strålende anmeldelser over hele verden.

ELENA FERRANTE Dem der flygter og dem der bliver

Sidst i tresserne er venskabet imellem Elena og Lila vanskeligt.

Mens Lila endelig finder en plads i livet og en vej ud af fattigdommen, flytter Elena til Firenze og stifter en ikke helt lykkelig familie. Den kølige og verdensfjerne Pietro er svær at leve sammen med, og de to små døtre kræver al hendes tid og gør arbejdet med hendes anden roman uoverskueligt. Men så dukker en person fra fortiden op, og pludselig er alt i skred.

ELENA FERRANTE Dem der flygter og dem der bliver

Sand fortællekunst POLITIKEN

★★★★★ Mesterværk JYLLANDS-POSTEN

NAPOLI-ROMANERNE BIND 3

FERRANTE_Dem der flygter og dem der bliver_140x220_PBK.indd 1

20/09/2017 13.26