De mørke mænd - af Jens Henrik Jensen

145 mm

– KRIMIFAN.DK

– LITTERATURSIDEN

HHHH – JYLLANDS-POSTEN

HHHH – NORDJYSKE STIFTSTIDENDE

Krigsveteranen Niels Oxen skjuler sig på et afsides dambrug i Jylland. Her slås han

JENS HENRIK

JENSEN

det her er guf for de kræsne.

FOTO © RED STAR PHOTO

... spændingen er fuldkommen sublim,

34 mm

145 mm

JENSEN JENS HENRIK KRIMIFAN.DK

melighed, som holder ham i live – men som også kan slå ham ihjel. Da en museumsinspektør bliver myrdet, udløses en række voldsomme begivenheder, som involverer Danmarks justitsminister. Oxens gamle makker fra PET, Margrethe Franck, skimter en forbindelse til Oxen. De to beslutter sig for at genoptage kampen mod magtens mørke mænd. For den jagede krigsveteran har kun to muligheder: gå til grunde – eller gå til angreb.

DE MØRKE MÆND er en fortsættelse af DE HÆNGTE HUNDE.

DE MØRKE MÆND POLITIKENS FORLAG

p olitikensforlag.dk

ISBN 978-87-400-3358-8

9 788740 033588

KRIMI POLITIKENS FORLAG

220 mm

DE MØRKE MÆND

med sine traumer, mens han lever i konstant alarmberedskab. Han har nemlig en hem-

Jens Henrik Jensen

De mørke mænd

Politikens Forlag

De mørke mænd.indd 3

17/07/14 15.50

1. kapitel

R

otten sad i udkanten af månen, fed og skidtvigtig. Dens silhuet stod knivskarpt mod den blege skive på himmelhvælvingen. Kulisserne, der indrammede dens verden, rejste sig, sorte og savtakkede.

Det var kæmpestore douglasgraner, masser af sitkaer, opmarcheret på rad og række, samt ude mod øst et geled af vinternøgne lærketræer.

Som en anden stormogul sad den ubevægelig deroppe og nød sit rige under stjernerne. Den nedværdigede sig end ikke til at kaste bare et flyg­ tigt blik på den usle skikkelse, der lå dernede. Øjnene åbnede sig kun modvilligt. Han svævede. I tid og sted. Evnen til at være lysvågen med ét, en dyrebar livline flettet af de mange år i farligt territorium, var svækket.

Han lå bare helt stille. Lod sine sanser absorbere mørket. Han løftede blikket – og så den, rotten.

Først da han rørte på sig, og halmen knitrede, brød bæstet deroppe foran månen sin positur, daffede demonstrativt langsomt og fornærmet af sted hen over hanebjælken og forsvandt.

Landskabet derude lå badet i sølv. Der var bassiner og fontæner, så langt øjet rakte. Han var tilbage på zarens Peterhof. Underligt, at det var så ... Øjenlågene blev tunge og gled i.

Et sløret duftspor bølgede et sted i hans underbevidsthed. Jasminer og morgensex ...

Peterhof, Ruslands Versailles nær Sankt Petersborg. I august. Han 5

De mørke mænd.indd 5

17/07/14 15.50

kunne høre hendes klukkende latter. Ringene glimtede og føltes uvante på deres fingre. Birgitte i tynd bomuldskjole i modlys ved Den Finske Bugt. “Til døden jer skiller.”

Han spærrede øjnene op og rejste sig på den ene albue.

Jo, der var en kanal derude i det flade sceneri, og der var et utal af bassiner, og flere steder sprøjtede fontænerne med nyslået sølv – men ...

Han lod sig tungt falde tilbage i halmen. En svag stank af lort nåede hans næsebor. Og fontænerne, de skulle jo være gyldne. En zar lod sig ikke nøje med sølv.

I et ryk satte han sig op i virkeligheden. Der manglede flere brædder i endevæggen, og der stod en strid blæst gennem skuret. Han trak sovepo­ sens hætte op og snørede den. Det var pissekoldt. Omkring frysepunktet.

Kulden dæmpede heldigvis stanken.

Ude ved krattet til højre for kanalen kunne han skimte en håndfuld græssende får. Det var naturligvis dem, der havde skidt i hans rede. Bort­ set fra det var bunken af halm tør og behagelig. Han havde sovet værre steder. Meget værre. Meget farligere.

Et par hundrede meter borte på hans venstre side lå en lille hvidkalket ejendom. Der var lys i striben af små vinduer, men ellers intet livstegn.

Sankt Petersborg var fjern fortid.

Han spejdede igen ud over landskabet, der nu lå nøgent i erkendelsens lys. Dambruget derude i den lille sænkning og hans leje under bliktaget var nutid. Det var bare en konstatering, uden smerte, uden noget som helst. Han befandt sig i det midtjyske et eller andet sted mellem Brande og Sdr. Felding. Kanalen løb ikke ud i Den Finske Bugt, men i Skjern Å, og fontænerne sprøjtede ikke med sølv, men skulle blot ilte vandet for ørrederne.

I går havde han overnattet i en lade nær Nr. Snede, og kun guderne vidste, hvor han skulle sove i morgen.

Først nu slog det ham: Denne aften var ikke nogen almindelig aften.

Det var en status-aften. Det var det tidspunkt, hvor man kunne gøre sin egen mentale kassebeholdning op. Dronningen gjorde det, statsministeren gjorde det – og selv havde han mærket tanken strejfe sig som et projektil.

6

De mørke mænd.indd 6

17/07/14 15.50

Det var nytårsaften.

Han trykkede på lysknappen på sit armbåndsur. 23.57. Det gjorde ingen forskel, om han havde sovet sig over på den anden side af årsskif­ tet, men nu var han altså vågen. Om små tre minutter ville rådhusklok­ kerne i København bimle og bamle. Han så sig omkring igen. Her var så stille, at det ville kunne høres, hvis der trillede en nullermand af fårene derovre.

I Birgittes familie havde man altid hoppet ind i det nye år fra stole og skamler med hinanden i hænderne. Den slags havde man ikke haft fantasi og vovemod til i hans familie. De havde vedtaget altid at hoppe, han og Birgitte. Og de havde også nået at hoppe nogle år med Magnus mellem sig.

En stor skabning kom tumlende gennem luften lige ud for hans skur.

Lyden var så karakteristisk, et “schwooosh” af fjer, baksende med luft­ modstanden. Uglen fløj ind i det nye år. Den ville sætte sig på en gren og gylpe – og dermed ikke adskille sig fra så mange andre denne nat.

Og lige om lidt DR’s pigekor og “Vær velkommen Herrens år”.

Champagne, klirrende glas og kransekage. Fulde mænd og fyrværkeri og ud på de små timer en kort lunte. Han havde været der. Alt for ofte.

00.00. En sværm af raketter blev fyret af fra de omkringliggende gårde.

De eksploderede højt oppe og draperede nattehimlen i støv af guld og sølv, mens enkelte høje brag flænsede mørket. Han hadede fyrværkeri.

Han noterede sig lettere forundret, at der ikke kom nogen ud af den lille hvidkalkede ejendom. Ikke nogen, der skulle ud og sende raketter til vejrs. Der blev vel skålet derinde i varmen hos ejeren af dambruget.

Måske hoppede de også ind i det nye år med hinanden i hånden?

Han lod sig falde tilbage i den bløde halm og lukkede øjnene.

Månen var ikke fuld længere. Den var delvist dækket af et skylag, og derfor var mørket langt mere massivt end ved midnatstid. Det var hans allerførste iagttagelse, da han vågnede igen og slog øjnene op. Denne gang følte han sig vågen med det samme. Han havde sovet let og uroligt, på ny plaget af gamle rædsler.

7

De mørke mænd.indd 7

17/07/14 15.50

Instinktivt trykkede han på urets knap. 02.43, han havde ikke engang sovet tre timer.

Han nåede lige at registrere, hvordan en bilmotor blev stoppet, og et sæt forlygter døde ud midt i skørtet på en stribe små graner. Det måtte være bilen, der havde vækket ham. Hvem kom så sent? Dambrugsejeren og konen var gået i seng. Ejendommen lå hen med mørke vinduer.

Han lå stille og lyttede. Rotten var tilbage på hanebjælken. Denne gang blot som en utydelig skygge. To bildøre blev lukket sagte. Han ane­ de forsigtige skridt i gruset bag skuret og den lille række af træskure ved siden af.

Rotten pilede ængstelig væk. Han satte sig op og spejdede ud i mørket.

Hans hjerte slog hurtigere.

To sorte skygger kom til syne til venstre for ham. De nærmede sig langsomt ejendommen. Kun ét sted var der lys, fra et lysstofrør halvvejs oppe på en telefonpæl.

En sky gled af månen. Han kunne se, at der var tale om to mænd. Den ene høj, den anden lavstammet. De gik lidt tøvende frem, sådan som man gør, når man ikke er stedkendt.

Helt fremme ved ejendommen listede de to mænd forsigtigt de sidste meter. Den ene tog varsomt i døren. Den anden kiggede ind ad vindu­ erne. Så trådte de begge hen til vinduet nærmest hoveddøren. Kort efter hørte han et svagt smæld, hasperne blev øjensynligt taget af, og den høje hjalp sin makker ind ad det åbne vindue. Få øjeblikke senere blev døren åbnet indefra, og den høje mand forsvandt indenfor.

Han bandede og ærgrede sig et splitsekund over, at han ikke befandt sig midt i al nytårsvirakken på Rådhuspladsen i København.

For det var en dum situation. En helvedes prekær situation for en mand, der allerhelst bare ville være usynlig.

Han lynede soveposen op, kravlede ud i halmen og rejste sig langsomt, stadig med blikket hvilende på ejendommen. Han kunne ane et svagt lys­ skær derinde, formentligt fra de to indbrudstyves lommelygte.

Han tøvede. Hvis han bare stod lige så stille i skjul under halvtaget, ville denne udefrakommende trussel opløses af sig selv. De to mænd ville 8

De mørke mænd.indd 8

17/07/14 15.50

finde et eller andet at stjæle og roligt bakke ud igen, stige ind i deres bil og forsvinde i natten med deres tyvekoster.

Og intet ville være sket. Han ville forblive usynlig. Allerede før daggry ville han være på vej med sin rygsæk på nakken. Ingen i hele verden ville vide, at han havde sovet i halmbunken.

Bil? Skulle han ... Han listede bag om halvtaget og hen til en sort kas­ sevogn. En gammel Fiat Ducato. Kendingsbogstaverne var RO. De to mænd var altså rumænere. Ikke de første østeuropæiske hjemmerøvere i statistikken, ikke de sidste. Nogle gange udviklede den slags sig voldsomt.

Det var også endt i drab enkelte gange, huskede han. Han håbede ikke ...

Han blev stående stille i mørket og forsøgte at skubbe tanken fra sig.

Selvfølgelig skete der ingenting. Rumænerne ville tage en fladskærm og rode lidt efter værdier, og bagefter ville de liste ud og forsvinde.

Han ville gøre det samme. Ikke vente, men pakke nu og gå ud i nyt­ årsnatten.

Netop som han skulle til at søge tilbage for at rulle sin sovepose sam­ men, blev der tændt lys ovre i ejendommen. Kort efter lød et højt udbrud.

Så et til – nærmest et skrig. Af smerte?

Han satte i løb. Det tog ham få sekunder at nå frem. Han kastede et blik ind ad det nærmeste vindue. En gammel mand med gråt hår lå på gulvet i pyjamas med armene afværgende hævet foran ansigtet. Han nåede lige at registrere en sort skikkelse med ryggen til og armen hævet til slag.

Han flåede døren op og udstødte et brøl. I få spring var han inde i stuen, hvor den mindste af mændene stod som paralyseret med brækjer­ net klar til slag mod den gamle på gulvet. Den høje stod ved siden af en væltet lænestol.

De stod begge med overraskelsen malet i ansigtet, men de bevarede roen. Nu vendte de sig og gjorde fælles front mod ham. Den lille bjæf­ fede en skarp kommando til sin makker og trådte et skridt frem. Han var kraftig af bygning, og han så absolut ikke ud til at ville tøve med at bruge brækjernet.

Det foregik per instinkt. Bag det lå års træning og nådesløs virkelighed.

Risk assessment, risikovurdering – eller slet og ret den indøvede evne til 9

De mørke mænd.indd 9

17/07/14 15.50

lynhurtigt at danne sig et overblik over, hvori den største risiko består, og som det første eliminere den.

Han dukkede sig for det første voldsomme slag med brækjernet, gik i knæ og fejede benene væk under rumæneren med et cirkelspark. Før hans modstander ramte gulvtæppet, havde han sikret sig et solidt greb i brækjernet og vristet det ud af hånden på manden. I omtrent samme bevægelse huggede han det af al kraft mod rumænerens ene knæskal.

Inden det øredøvende skrig af smerte fyldte den lille stue, var han oppe igen, akkurat tids nok til at undvige den høje mands angreb. Han kom nær­ mest med hovedet først som en rasende tyr. En hurtig undvigelse og et greb om mandens nakke. Momentet efter smadrede han rumænerens hoved ind i muren ved siden af dørkarmen. Mens hans modstander sank sam­ men, tordnede han sit ene knæ op i mandens mellemgulv – og slap ham.

Den lille brede rullede frem og tilbage over gulvet, mens han jamrede og holdt sig om det ødelagte knæ. Den høje lå groggy og rallede, fuld­ stændig pumpet tom for luft.

Først nu kunne han ofre den gamle mand opmærksomhed. Han lå stadig på ryggen. Han havde blod ved den ene mundvig, en flænge i pan­ den, og han tog sig til den venstre skulder. Uden at sige noget trak han forsigtigt den gamle hen i et hjørne, væk fra kamppladsen.

Så trådte han tilbage til den høje, der stadig kæmpede for at hive luft ned i lungerne. Han gennemsøgte hans lommer – og fandt et pas i en lyn­ låslomme. Han gentog manøvren med den anden. Selv om han forekom ukampdygtig i sine voldsomme smerter, tog han et fast greb om mandens hals med venstre hånd, mens han lod den højre søge. Kort efter fandt han endnu et pas, i en inderlomme i skindjakken.

Han øjede begge pas, inden han stak dem i sin egen jakkelomme. Så pegede han mod døråbningen.

Den høje mand kom langsomt på benene. Blodet løb ned over hans ansigt fra et øjenbryn, der var flækket ved mødet med murværket. Han prustede stadig tungt, men var dog ved at få kontrol over sig selv.

Han pegede tavs mod den anden rumæner og gjorde tegn til, at den høje skulle hjælpe sin makker op – og dernæst forsvinde. Stadig uden 10

De mørke mænd.indd 10

17/07/14 15.50

at have mælet et ord undervejs blev han stående midt på stuegulvet og betragtede de to sølle hjemmerøveres retræte.

Det varede flere minutter, inden den høje fik hanket op i sin makker, så de kunne stavre ud i mørket over mod deres bil.

Han blev stående i døråbningen og spejdede efter dem. Det varede længe, før han hørte bilen blive startet og så lyskeglerne fra dens forlygter.

Den manøvrerede rundt omme bag skurene og forsvandt endelig op ad den lange grusvej.

Han mærkede en hånd på sin ene skulder og vendte sig i døråbningen.

Det var den gamle, der var kommet på benene. Den pyjamasstribede mand smilede bredt og sagde: – Tak, min ven. Jeg aner ikke, hvem pokker du er, eller hvor dælen du pludselig kommer fra – men du reddede mig. Tak! Den gamle rakte hånden frem. Han tog den, nikkede kort og smilede.

Han undlod stadig at sige noget. Han var havnet i præcis den situation, han for alt i verden ville have undgået.

– Kom ind, kom ind. Den gamle trak i hans ærme. – Sæt dig ned, må jeg byde på noget? Det er trods alt nytårsaften. En øl? Man kan vel altid drikke en øl. Et øjeblik.

Manden forsvandt. Sikkert ud i sit køkken. Han studerede på ny de to pas og stak dem så skyndsomt i lommen igen. Han kunne høre køle­ skabslågen og dernæst en vandhane. Så kom den gamle tilbage. Han havde skyllet blodet af sit ansigt. Han stillede to flasker øl på sofabordet.

– For resten, jeg hedder Johannes. Kald mig bare “Fisk”, det gør alle andre.

Den gamle nikkede i retning af bassinerne derude og rakte hånden frem for anden gang.

– Sig mig nu, hvordan gik det til, det hele? Og hvad hedder du? Og hvem er du?

Den aldrende dambrugsejers blik hvilede på hans, mens han skubbede en øl over mod ham.

Han trak på skuldrene og slog undskyldende ud med hænderne.

11

De mørke mænd.indd 11

17/07/14 15.50

– Sorry, I don’t ... Dragos ... My name is Dragos. Adrian Dragos.

– Åh, yes, from where?

Han sporede en slags lettelse i den gamles udbrud. Måske fordi man­ den nu fik en årsag til sin uventede gæsts tavshed.

– Romania. I am from Romania.

– Thank you very much, lød det med stærk accent. Den gamle hævede flasken og fortsatte med et bredt smil, der afslørede et gulnet tandsæt: – And happy new year, mr. Dragos.

De mørke mænd.indd 12

17/07/14 15.50

2. kapitel

D

et hvide, blomsterprydede skib blev båret ud, klar til at blive sat i søen på denne vidunderlige sommerdag med en lun brise og en himmel fri for bekymringer.

Skibet skulle ikke stå ud fra Dødens Havn, som man kunne forledes til at tro. Det ville være en stor misforståelse at kalde stedet sådan.

Kaptajnen ville straks sætte sin kurs det korte stykke mod syd langs bredden af fjorden, stå igennem slusen i Hvide Sande, ud på Nordsøen og videre ud på de store oceaner. Navngiven efter en kendt opdagelsesrej­ sende ville han sandsynligvis stævne ud med stort mod på fjerne eventyr.

Hun var selv ud af en fiskerfamilie i Thyborøn. Måske derfor holdt hun af sin forestilling om, at en kiste var et skib, og døden som en ny sejlads i det ukendte.

Tiden var fløjet af sted. Hun havde arbejdet på Anker Fjord Hospice i tre år nu, tiltrukket af en dokumentar-serie i tv om to mænds sidste tid.

Tre år og mange skibe sat i søen fra Livets Havn. Hele filosofien og det daglige arbejde med de døende var netop båret af dyb respekt for selve livet. Selve de tilbagelagte sømil. Det var meningsfyldt som intet andet at lindre overgangen for den svage.

Se, nu stiger solen af havets skød, luft og bølge blusser i brand, i glød, hvilken salig jubel, skønt alt er tyst, medens lyset lander på verdens kyst.

13

De mørke mænd.indd 13

17/07/14 15.50

Udsangen havde afdøde naturligvis selv valgt. Vitus Sander ville sætte sin kurs mod solen. Hun kom til at smile. Han var opkaldt efter Vitus Bering, danskeren, der lagde navn til strædet mellem Sibirien og Alaska.

Vitus Sander, den rige ejer af en elektronikkoncern, havde været svag, men den seneste tid havde hun ikke kunnet undgå at lægge mærke til en forvandling. Han trådte frem mod bredden rankere end før og med fornyet kraft.

Han blev 67 år. Barnefødt i Hjørring. Det meste af livet tilbragt i Kø­ben­havn, hvor koncernen havde hovedsæde. Lungekræft.

Konen havde han mistet for tre år siden. Hun lod blikket glide hen over rækken i foyeren. Dér stod sønnen og datteren side om side, og dér var barnebarnet, der havde overnattet nogle gange under sine trofaste besøg hos sin farfar. Langt, lyst hår, studerende på universitetet i København og en yderst smuk pige.

Det var underligt. Den person, der havde tilbragt flest timer hos Vitus Sander på det seneste, han var her ikke. Den sympatiske yngre mand i det spraglede tøj og de hvide gummisko, altid hvide gummisko. “En god ven”, som Vitus Sander havde sagt om ham. Men gode venner sagde farvel ...

Hun var kommet den mægtige koncernejer nærmere, end hun var kommet de fleste. To gange havde han endog inviteret hende med uden­ for. De havde siddet på en bænk og kigget ud over fjorden. Han ville ikke snakke om sig selv, bare høre hende fortælle om sit eget liv. Om opvæksten ved kysten – og høre hendes udlægning af den sidste sejlads.

Man behøvede ikke være en fiskertøs fra Thyborøn med blik for him­ lens sindstilstand indlejret i sit dna for at ane de mørke skyer, der fra tid til anden ramte Vitus Sander. Men det var ganske naturligt, her ved slutningen af færden på jorden.

Den smilende fyr med de hvide gummisko havde haft en gavnlig effekt.

Nogle dage efter han dukkede op, ramte omslaget Vitus Sander. Som om gummiskoene, som vist i virkeligheden hed Rasmus, var en omrejsende præst, der havde taget imod et skriftemål – og givet sin syndsforladelse.

14

De mørke mænd.indd 14

17/07/14 15.50

Se, da stiger solen af hav på ny, alle dødens skygger for evig fly!

O, for sejersjubel, for salig lyst: lyset stander stille på livets kyst!

Hun ville savne den milde, magtfulde mand. Allerede i morgen skulle en ny flytte ind. En tidligere tømrermester fra Randers.

Til den tid ville Vitus Sander formentligt være på vej mod Biscayen.

De mørke mænd.indd 15

17/07/14 15.50

3. kapitel

A

ngsten, der lige nu gnavede sig gennem hans mellemgulv, stod i voldsom kontrast til de fredfyldte omgivelser. Her oppe fra bænken på slottets høje voldanlæg forekom Nyborg som et godt sted at være.

Han sad på sin favoritbænk på Dronningens Bastion mellem vandtår­ net og de fire røde 18 punds-kanoner. Dernede lå voldgraven bred og mægtig med de få kolonihavehuse på kanten. Drejede han sig og kiggede bagud, havde han den skønneste udsigt ud over den by, han var kommet til at elske så højt.

Alt var grønt omkring ham. Ikke sartgrønt som i det tidlige forår, far­ verne var mørkere, sådan som det var kendetegnet for juli, hvor naturen havde mistet noget af sin sprødhed.

Han lænede sig tilbage og lukkede øjnene. Solen skinnede varmt i hans ansigt, men han følte det ikke. Angsten gjorde ham kuldskær.

Bange? Han havde været bange mange gange i sit liv. Hvem havde ikke det. Men ikke dette. Ikke denne altfortærende angst, som lige nu truede med at slå over i panik og lamme ham.

Havde han kunnet overskue konsekvenserne af sine gerninger, var han ikke nået hertil. Så havde han i stedet bare siddet og nydt solen. Men det var for sent. Alt for sent at vende om.

Han slog blikket ned og studerede snuderne på sine hvide Converse All-Stars. Og vippede med tæerne indeni som for at få bekræftet, at han stadig havde den fulde kontrol over sit centralnervesystem. Converse, sådan nogle havde han gået i siden tiden på universitetet. Altid hvide, altid den høje ankelmodel. Han kunne høre sin kære moster ignorere 16

De mørke mænd.indd 16

17/07/14 15.50

hans 38 år og akademiske baggrund og udbryde: “Skulle du ikke snart finde på noget andet end de dér gummisko, min ven?”

Der var så meget kit, der holdt alt på plads i livet. De hvide All-Stars var bare en lille smule af det.

Dette isnende lag af angst hørte ikke til her på de høje volde. Havde dødens tilstedeværelse kølet ham ned, dannet den første blok af is indeni og åbnet døren på klem for angsten?

Disse forskellige mennesker med deres forskellige liv, samlet på ét sted ved fjorden, men de ventede i den terminale banegård, hvorfra der kun blev udstedt én slags billet.

Lige nu var han for skrækslagen til selv køligt at konkludere på, hvor­ dan hans egne chancer så ud. Var der nogen i denne by, som vidste, hvad odds var, så måtte det ellers være ham. Men lige nu var han paralyseret.

Han stak en hånd i jakkelommen og mærkede efter. Bundtet med de 15.000 kroner lå bare og ventede.

Ti kuponer med matematiske systemer til onsdagstrækningen i det nordi­ ske Lottospil og nogenlunde samme antal til lørdagens danske trækning, samt en stribe spil på ugens fodboldkampe. Altid med høje odds. Altid tre kampe med slutresultatet uden garderinger af nogen art.

Fodbold var hans store passion, men angsten overskyggede den sæd­ vanlige tilfredsstillelse ved at researche og udpege de rette kampe med de rette odds. Sådan havde det været længe.

Hans knæ havde føltes svage og sitrende hele vejen fra volden og ned til Kvickly.

Pigen bag disken smilede kejtet og nikkede fortroligt, da han skubbede stakken af kuponer over til hende.

Han fordelte sit spil på fire forskellige steder i byen og på forskellige ugedage, alt sammen i diskretionens tjeneste. Han ville fortsætte videre til fods helt ud til banegården og satse de resterende 7000 kroner på Oddset og lidt ekstra Lotto.

Det var hans allersidste indsats. Lykkens gudinde havde han aldrig set noget videre til. Nu behøvede han hende mere end nogensinde før i sit liv.

De mørke mænd.indd 17

17/07/14 15.50

4. kapitel

K

æmpegranen stod et kort øjeblik ubeslutsom og virrede med sin tjav sede manke deroppe i højderne. Så måtte den give op. Som et tårn, hvis sokkel blev sprængt bort, faldt den. Først ganske langsomt, så med voldsom fart. Den hamrede mod skovbunden i en sky af støv.

Han konstaterede med tilfredshed, at den enorme stamme havde lagt sig præcis, som han havde forudsagt det. Nu skulle den afgrenes, men først ville han tage sig en pause. Han stoppede motorsaven og lagde sin hjelm.

Stubbens årringe var dens imponerende stamtavle. Ring for ring var det en fortælling om tid. År lagt uden på år. Det forekom meningsløst, at den skulle ned. Men hvis der var noget, han havde lært i den tid, han selv havde lagt år til år, så var det, at der ofte ingen mening fandtes. Selv de største og bedste faldt. Selv de allermindste og uskyldiges samling af årringe blev brutalt afbrudt.

Der fandtes intet retfærdigt regnskab nøje udarbejdet af Den Højeste Bogholder. Der fandtes bare tilfældigheder.

Han satte sig og tog madkasse og termokande frem fra den lille rygsæk, han havde med i skoven hver dag. Han satte tænderne i en klapsammen med leverpostej og hældte dampende kaffe op. Solen varmede hans ansigt. Kun en skovskade brød stilheden.

Han lod blikket hvile på den mægtige stub igen. Tid var en underlig stør­ relse ... På matrikelnummeret med parcelhuset havde tid været en mangel­ vare. Under andre omstændigheder kunne for lidt tid udgøre en decideret risiko, for meget kunne føre til uopmærksomhed, som også var farlig.

18

De mørke mænd.indd 18

17/07/14 15.50

De senere år havde tid været ligegyldig. En ikke-eksisterende størrelse, der til trods for dette alligevel lagde en umærkelig årring uden på den forrige for hver 12 måneders cyklus, der blev tilendebragt.

Lige nu havde han ingen fornemmelse af tiden. Den var sat på pause.

Om klokken var ni eller fem, var uden betydning. Om det var mandag eller lørdag, var ligegyldigt. Havde det ikke været for årstidernes skiftende udtryk, som han satte så stor pris på, havde måneden også været uden relevans.

Men det var juli og højsommer. Der var gået over et halvt år, siden han ved tilfældighedernes spil mødte Johannes Ottesen. Eller bare “Fisk”, som manden helst ville kaldes, fordi “det gør alle”.

Om der var tale om at være på det forkerte sted på det forkerte tids­ punkt – eller det modsatte – kunne stadig diskuteres, men det havde pludselig åbnet en dør i hans liv, at han kom Johannes Fisk til undsæt­ ning nytårsnat. Derfor havde han ikke bevæget sig videre ad landevejene.

Derfor sad han her.

Fisk var 74 år, for gammel, for slidt og for plaget af gigt til at sørge for sit lille dambrug. Men han kendte ikke til andet end at arbejde for føden.

Allerede nytårsnat havde Fisk på sit gebrokne engelsk foreslået ham, at han kunne blive nogle dage. Få noget at spise, sove et varmt sted – og måske også give et nap med ved dambruget. Og sådan blev det.

Efter to uger flyttede han ind i en ruin af en medhjælperbolig, som han nødtørftigt fik sat i stand, så den var beboelig. Ifølge Fisk havde huset stået tomt i 13 år, efter han blev nødt til at fyre sin medhjælp, fordi der ikke var penge til to lønninger.

Boligen lå ud ad en grusvej en halv kilometer fra dambruget, i en lysning med løvskov på forsiden af huset, mens en stor plantage med nåleskov begyndte på bagsiden. Fisk havde selv bygget huset for mange år siden. Det var lavet af pudsede lecablokke. Stue, køkken, toilet forne­ den og soveværelse og et kammer oppe ovenpå. Taget var af smuldrende eternitplader og oversået med store puder af mos.

Han stod op hver dag klokken 06.00 og tog fat på arbejdet med regn­ bueørrederne i dammene. Den øvrige tid brugte han på skovarbejde.

19

De mørke mænd.indd 19

17/07/14 15.50

Fisk havde forsømt sin skov i årevis. Der var arbejde til mindst et år. Hvor længe han ville blive hos den gamle, venlige mand, anede han ikke, men han ...

Motorstøj nede fra grusvejen stoppede hans tanker. Han holdt kon­ centreret øje med det sted, hvor en bil om lidt ville komme til syne mel­ lem træerne. Han rakte ud efter sit håndvåben, den driftsikre Neuhausen, som han altid havde liggende inden for rækkevidde med magasinet fyldt.

Nu kom den. Det var en rød bil. Det var bare Fisk i sin gamle pickup.

Han tøvede et kort øjeblik, for der sad en mand ved siden af. Han stak alligevel sin pistol ned i rygsækken, men lod sin højre hånd hvile nær skæftet. Fisk plejede altid at være alene.

– Dér sidder han, kalorius. Han holder vist frokostpause. Det er ham vel undt. Han arbejder som en bryggerhest. Han har lige pelset den gamle kæmpegran.

Johannes Fisk slap rattet med den ene hånd for at pege frem mod den enlige skikkelse, der sad på en træstub i den åbne skovbund.

– Hvad var det lige, han hed? spurgte manden i passager­sædet.

– Dragos ... Ja, fornavnet må du ikke spørge mig om. Det har jeg glemt.

– Dragos? Sagde du Rumænien?

– Ja. – Som Dracula.

– Hvorfor siger du det?

– Fordi, Fisk, at Dracula også var fra Rumænien. Så meget ved jeg da.

Dragos eller Dracula.

– Jeg siger dig, Bette, Dragos er god nok.

– Hvem er han, og hvad laver han her?

– Han er bare en rumæner med en motorsav.

Johannes Fisk tøvede, mens han bremsede og langsomt lod pickuppen siksakke mellem træstubbene. Så lød det prøvende: – Kan du holde på en hemmelighed, Bette Mathiessen?

Den korpulente mand ved hans side, der var næsten lige så stor som 20

De mørke mænd.indd 20

17/07/14 15.50

en af de dér japanske brydere, der sloges med en hvid ble på, som lige akkurat kunne holde klokkeværket på plads, sukkede dybt.

– Ja, ja, det ved du da.

– Dragos har faktisk reddet mit liv. Men du skal holde kæft med det.

Jeg vil ikke have det ud. Og det vil han heller ikke.

Mathiessen rystede dovent på hovedet.

– Ser du, det var nytårsaften ... Jeg var for længst gået i seng, du ved, jeg sad bare for mig selv, som jeg plejer ...

Da Johannes Fisk havde fuldendt sin dramatiske beretning, drejede han nøglen. De måtte gå det sidste stykke.

– Det var satans, prustede Mathiessen. – Det var alligevel satans. Ene mand? Og de røg ud på røv og albuer, banditterne?

Fisk nikkede og steg ud.

– Og han har været her lige siden?

Fisk nikkede igen, mens Mathiessen til højlydt knirken fra undervog­ nen fik vredet sit korpus fri af sædet.

– Har han ikke kone og børn? Ingen, han besøger? Hvad laver han, når han har fri? Hvad fanden, han har hestehale. Mathiessen studerede indgående skikkelsen på træstubben.

– Fri? Han holder aldrig fri, klukkede Fisk. – Jeg har spurgt ham, om han ville med en tur til Brande eller Herning, men nej. Ikke engang til Skarrild ... Han vil helst bare være her. Jeg ordner alle hans indkøb. Nej, han har faktisk haft tre fridage, når jeg tænker mig om. Den ene gang lånte han min bil. Han skulle ud at købe nogle ting til huset. De to andre gange har jeg kørt ham og en af mine gamle kanoer ind til Brande, og så har jeg hentet ham ude i Sdr. Felding. Han elsker at sejle på åen, siger han. Og han kan godt lide at fiske. Og nej, ingen kone og børn, har han fortalt. Kom nu, Bette, lad os sige dav til ham. Han bider sgu ikke.

– Hello, Dragos! How are you? Fisk løftede en hånd og vinkede.

Manden, der kom stavrende efter Fisk, var så stor og tyk, at han mindede om en Zeppeliner med ben. Han så da heller ikke ud til at være fornøjet med den korte tur gennem ujævnt terræn.

21

De mørke mænd.indd 21

17/07/14 15.50

Hånden, som han havde holdt på rygsækken nær pistolen, havde han for længst trukket til sig. Fisks makker var harmløs i al sin vælde. Men det ærgrede ham, at han nu tilsyneladende skulle hilse på manden. Den ideelle situation var, at der kun var ham og Fisk – og at ingen i øvrigt kendte til hans eksistens som den gamle dambrugsejers medhjælper. Og nu kom Fisk slæbende med et storsvedende kødbjerg.

Han løftede hånden og gengældte Fisks hilsen. For få minutter siden havde her været så vidunderligt stille. Nu skulle han grave sin bedste rumæner-accent frem. Ikke at det voldte ham problemer, han var efter­ hånden vant til det. Han ville bare helst være i fred.

– Hello, Dragos, meet my good friend, Mathiessen.

Han smilede og nikkede til den enorme mand.

– Beer? spurgte gæsten, stak hænderne i sin jakke og hev nogle dåseøl frem.

– No thanks.

Han rystede på hovedet. Alkohol på denne tid af dagen sløvede sanser og muskler.

Johannes Fisk stod og trippede, som han ofte gjorde det, når han ledte efter de rigtige gloser og tog tilløb til mere sofistikerede samtaler med et forløb over to-tre korte sætninger.

– You see, Dragos, I am going to Brugsen ... To buy things ... Do you want anything?

Han nikkede langsomt. Jo, han manglede faktisk en stribe ting. Og det var meget bedre, at de ordnede det nu, end at Fisk kom anstigende ved huset. Han brød sig ikke om, at Fisk kom ved medhjælperboligen. Ikke at der var ondt skabt i det rare menneske. Der var bare så mange ting, han ikke ønskede, at den gamle skulle stikke næsen i. Derfor havde han aldrig inviteret ham ind over dørtærskelen.

De mørke mænd.indd 22

17/07/14 15.50

5. kapitel

Æ

refrygt. Det var vel det, som altid slog ham, når han kom nær byens ærværdige slot.

Det var ikke, fordi den gamle bygning fra middelalderen var pittoresk eller dramatisk med skydeskår, porte, tårne og spir. Engang havde den selvfølgelig været en del af et fæstningsværk, men i dag lå den bare hen som en enorm længe i mursten.

Det, der for alvor slog ham, var slottets historie. Og som indfødt Nyborg-dreng gjorde det ham også stolt, at hans by tilbage i historien havde været Danmarks kongeby. Nyborg havde været stedet, hvor magten lå. Det var der mange københavnere, der ville have godt af at få en lektion i. Ja, jyder såmænd også. For de fleste anede ikke andet, end at der lå et berygtet fængsel i Nyborg. Og det var synd og skam.

Han havde besøgt slottet i byens centrum utallige gange. Først som barn med sine forældre, senere som voksen – og nu som familiefar med sine egne to børn ved hånden. De skulle lære om Nyborgs storhedstid, da kongen residerede her, og det magtfulde Danehof af rigets største og mest indflydelsesrige mænd samledes her for at klare rigets affærer og holde kongen i kort snor. Eller dronningen for den sags skyld. Margrethe I var måske den regent, der med udbygninger og ændringer havde sat størst præg på Nyborg Slot.

Nu færdedes han hjemmevant i den del af danmarkshistorien som ligemand blandt monarker med sin 9. klasses folkeskoleeksamen i bag­ lommen.

23

De mørke mænd.indd 23

17/07/14 15.50

Han kunne aldrig have troet, at han skulle blive en af dem, som pas­ sede på byens kulturskat om natten.

Han parkerede nede ved rådhuset, låste bildøren og begav sig op mod slottet for at gennemføre sin rundering. Han var ansat på fjerde år hos Nyborg Security.

Opgaven med slottet drejede sig kun om det, man i fagsproget kaldte “skal-sikring”. Altså en sikring af en given lokalitets ydre fysiske grænse. Et tjek af samtlige døre og et vågent øje på vinduer og alt øvrigt. Det ville i praksis sige kontorbygningen, hvor museumsfolkene sad, caféen og selve indgangen til slottet, en bred dør ved trappen. Biblioteket, der lå på hans venstre side, da han krydsede broen, skulle han tjekke på sin vej tilbage.

Juli kunne være troløs. Sidst på eftermiddagen var vejret slået om. Det havde regnet det meste af aftenen, og nu begyndte det at dryppe igen.

Der var hverken måne eller stjerner. Skydækket var sikkert blåsort og tungt oppe over hans hoved. Men herinde i midtbyen var der altid lys fra gadelamperne og de få vinduer, hvor folk sad oppe i stedet for at ligge i deres seng.

Gruset knasede under hans solide sko. Han havde lige set på sit ur.

Han holdt sit tidsskema til punkt og prikke. Det gjorde han altid.

Først gang han løftede blikket og panorerede hen over den store slots­ bygning, fangede han det straks. Der var noget deroppe, som ikke var, som det skulle være.

Slottets facade var oplyst af et par små projektører. Alligevel kunne han sagtens se et svagt lysskær fra et af de høje vinduer i det midterste rum i andet stokværk, Danehofsalen. Det hændte, at en eller anden glemte at slukke lyset, men så ville skæret deroppe være meget kraftigere.

Kunne det være en indbrudstyv med en lommelygte?

Hans hjerte begyndte at slå kraftigt, mens han skyndte sig op til bygnin­ gen. Nu kunne det have været rart med en hund, men han havde aldrig arbejdet med hund som vagtmand. Han trådte op ad trappen. Der var noget helt forkert. Døren stod på klem.

Han skubbede den varsomt så meget op, at han kunne klemme sig indenfor. Han kunne omgående kalde både kolleger eller politi, men 24

De mørke mænd.indd 24

17/07/14 15.50

først måtte han orientere sig. Efter tre måneder i jobbet havde han en sort nat kaldt politiet under sin rundering på et fabriksanlæg. Da ordens­ magten kom og afslørede to drenge på 11 og 12 år under deres indbrud, havde han følt sig flov helt ned til nederste ryghvirvel. Den fodfejl begik han ikke igen.

Han kendte slotsbygningens indre så godt, at han lod sin lommelygte blive i bæltet. En lyskegle ville afsløre ham.

Han ænsede ikke de to blanke ridderrustninger til venstre for indgan­ gen. Og for en sjælden gangs skyld heller ikke de dramatiske scenerier i de kæmpemæssige malerier i Christian III’s store riddersal, som man trådte direkte ind i.

Han listede sig forsigtigt hen over klinkegulvet mod det næste rum.

Lysskæret kom fra Danehofsalen, ganske som han havde forudsagt det.

Han trådte indenfor i salen og klemte sig helt op mod de tykke mure. Ved endevæggen stod tronstolen i mørkt træ. Der var også nogle borde og stole i rummet og nogle små træpulte med information om rummets historie.

Salens vægornament, der udelukkende bestod af sort-hvide symmetri­ ske tern, blev svagt oplyst af et lysskær. Fra sin position ved døren kunne han stadig ikke se, hvor lyset kom fra. Han trådte nogle skridt længere ind i rummet. Og fik vished.

Det første, han så, var et par hvide gummisko. Eller rettere basketstøv­ ler. Sådan nogle som hans egen knægt gik i om sommeren.

Lyskeglen kom fra en lommelygte, der lå på gulvet nogle få meter til højre. Den lå på benet af en væltet stol og lyste skråt opad. Lyset ramte de hvide sko og vinduespartiet.

Han trak omgående sin egen lygte og tændte den. Der lå en skikkelse.

Livløs. På ryggen. Han lod lyskeglen falde på ansigtet. Det var en mand.

Smurt ind i blod. Det var et forfærdeligt syn. Der var en rund, blodig plet midt i panden, og den ene øjenhule var en uhyggelig masse af blod og ødelagt væv. På gulvet var en stor, mørk og glinsende pøl af blod.

Et lig. En mand. Ikke bare skudt. Nej, skudt midt i panden og i venstre øje. Det var ikke tilfældigt, den slags. Det var en ren henrettelse. Lige midt i slottets hjerte.

25

De mørke mænd.indd 25

17/07/14 15.50

Han snappede efter vejret. Spændingen havde været så stor, og han havde holdt sit åndedræt tilbage så længe.

Hvad nu? Han forsøgte at bevare overblikket. Huske, hvad han havde lært. Syge eller sårede skulle man allerførst tjekke. Var der puls, var der åndedræt? Og derefter i sideleje eller genoplivning.

Et lig, derimod. Et offer for et overlagt mord. Han mærkede sin mave snøre sig sammen og presse det sure indhold opad. Han bakkede et par skridt, sank det, han havde i mundhulen, og fik greb om sin mobiltelefon.

Han trykkede 112.

Da han havde afleveret de nødvendige informationer til manden i vagtcentralen på politigården i Odense, satte han telefonen på plads i bæltet – og trak sig forsigtigt væk. Ethvert fjols vidste, at man ikke skulle vade ind over et gerningssted. Og dette var – om noget – et gerningssted.

Ikke i sin vildeste fantasi kunne han have tænkt den vanvittige tanke, at Nyborgs gamle slot skulle danne rammen om en forbrydelse i moderne tid. Og da slet ikke med ham selv som første vidne på stedet.

Han lod sin lyskegle spille hen over gulvet igen. Tanken strejfede ham, at der var noget velkendt ved ansigtet. Han tog mod til sig. Trådte et par skridt frem igen og lyste på det ødelagte ansigt en gang til.

Hold da kæft ... Det var museumsinspektøren, var det ikke? Mave­ sækkens rekyl sendte en ny ladning op gennem hans hals. Jo ... Han var sikker i sin sag. Malte Bulbjerg, hed han. En flink fyr og et kendt ansigt i byen. Myrdet i det allerhelligste på sit eget slot. Det var for sindssygt.

Nu ville han blive afhørt af politiet. Flere gange, sikkert. Om og om igen. Det kunne blive nogle spændende timer eller dage, der ventede.

Han måtte gå det hele igennem med sig selv, huske hver en detalje, så han kunne svare så godt som muligt. Og tiden, det med tiden var altid vigtigt. Han lyste på sit armbåndsur. Den var 01.25.

De mørke mænd.indd 26

17/07/14 15.50

145 mm

– KRIMIFAN.DK

– LITTERATURSIDEN

HHHH – JYLLANDS-POSTEN

HHHH – NORDJYSKE STIFTSTIDENDE

Krigsveteranen Niels Oxen skjuler sig på et afsides dambrug i Jylland. Her slås han

JENS HENRIK

JENSEN

det her er guf for de kræsne.

FOTO © RED STAR PHOTO

... spændingen er fuldkommen sublim,

34 mm

145 mm

JENSEN JENS HENRIK KRIMIFAN.DK

melighed, som holder ham i live – men som også kan slå ham ihjel. Da en museumsinspektør bliver myrdet, udløses en række voldsomme begivenheder, som involverer Danmarks justitsminister. Oxens gamle makker fra PET, Margrethe Franck, skimter en forbindelse til Oxen. De to beslutter sig for at genoptage kampen mod magtens mørke mænd. For den jagede krigsveteran har kun to muligheder: gå til grunde – eller gå til angreb.

DE MØRKE MÆND er en fortsættelse af DE HÆNGTE HUNDE.

DE MØRKE MÆND POLITIKENS FORLAG

p olitikensforlag.dk

ISBN 978-87-400-3358-8

9 788740 033588

KRIMI POLITIKENS FORLAG

220 mm

DE MØRKE MÆND

med sine traumer, mens han lever i konstant alarmberedskab. Han har nemlig en hem-