1. 2. 3. 4. 5.
begå et lillebitte mord flygte fra politiet blive skudt slås med et rovdyr lære alt for meget om kærlighed
Dallas er stædig, en smule usikker på verden, og så er hun trænet til at slå ihjel med sine bare næver.
Så da oldefaren uden nogen forklaring forsvinder, er Dallas pludselig pænt alene i verden. I kampen for at finde ham får hun hjælp af den tatoverede dreng Jack, som er fåkkin vild med hende, og af oldefarens ven Okker, der for ti millioner øl siden var læge. Deres jagt på Dallas’ oldefar udvikler sig til et eventyr, hvor Dallas må slås med kvindehaderen Ace og med en et-øjet, blodtørstig bjørn fra Rusland.
PETER MOLDE-AMELUNG har brugt en stor del af sit voksne liv på at skræmme børn. Først som vært på P3’s Børneradio i slutningen af 1990’erne. Dernæst på TV 2’s ’Fjernsyn med Sara & Peter’ – et børneprogram, der nær var blevet kvalt i fødslen, fordi første udsendelse blandt andet gik ud på at få hestepiger til at spise hestebøf. Senere som instruktør af blandt andet komedieserien ’Osman og Jeppe’ til Ramasjang. Foto: Karen Rosetzsky
P O L I T I K E N S F O R L AG
DALLAS KØBENHAVN Intet forandrer sig aldrig
Dallas’ mor har aldrig haft tid til sin datter, fordi hun har brugt sit liv på at redde truede dyrearter. Dallas’ far er død, og det er ikke noget, man taler om. Derfor er Dallas vokset op hos sin oldefar.
PETER MOLDE-AMELUNG
Dallas København er lige fyldt 12 år, og snart vil hun:
PETER MOLDE-AMELUNG
DALLAS KØBENHAVN Intet forandrer sig aldrig
ISBN 978-87-400-4155-2
PO LITIKEN S FO RLAG politikensforlag.dk
DALLAS KØBENHAVN
Dallas_København.indd 1
01/03/18 11.30
Peter Molde-Amelung
DALLAS KØBENHAVN Intet forandrer sig aldrig
Politikens Forlag
Dallas_København.indd 3
01/03/18 11.30
Dallas_København.indd 4
01/03/18 11.30
FØRSTE DEL
Dallas_København.indd 5
01/03/18 11.30
Dallas_København.indd 6
01/03/18 11.30
1 D
et var hendes fødselsdag, og hun havde kun ét ønske: at få den overstået. Det regnede, og det havde regnet i to dage, og det så ud til, at det aldrig ville holde op med at regne. Men eftersom hun havde frygtet orkaner, kuglelyn og tornadoer som fødselsdagsvejr, var lidt sommerregn helt okay. Den silende regn, Dallas København kiggede ud på, var bare begyndelsen på en pænt lortet uge. Dallas anede det ikke, men i ugen der kom, ville hun: 1. 2. 3. 4. 5.
stå bag et lillebitte mord på et menneske flygte fra politiet blive skudt på slås med et rovdyr lære alt for meget om kærlighed
Men lige nu var hun i fuld gang med at fejre sin 12-års fødselsdag. Fejre var det forkerte ord. Dallas var nemlig helt alene denne søndag formiddag i det store hus, som gemte sig i et glemt hjørne af den fornemme park ved navn Frederiksberg Have. En rislende lyd fra gangen mindede hende om, at tagstenene på deres hus lå skævt. Så når det regnede over København, så regnede det også indenfor i huset. Vandet dryppede ned fra loftet og samlede sig i en mindre sø i gangen lige ud for hendes værelse.
7
Dallas_København.indd 7
01/03/18 11.30
P E TE R M O L D E- A M E L U N G
Det tog en dags tid, før vandet var sivet ned mellem gulvbrædderne. Ud på eftermiddagen puslede et eller andet ved hoveddøren. På måtten ventede en hvid papæske. Den, der havde stillet æsken, var allerede væk. Kunne det være en hilsen fra hendes mor? I køkkenet løftede hun låget af. En lille rund lagkage, hvorpå der med lyseblå glasur var skrevet: Tillykke Pølse-Kat Dallas lyste op i fødselsdagens første smil: Pølse-Kat. Kun Monty, hendes oldefar, kaldte hende sådan. Som var det en sandwich, tog hun fat i lagkagen med begge hænder og hapsede en stor bid, proppede munden med syltetøj, flødeskum og glasur og mærkede, hvordan hun savnede, at han var hjemme hos hende. For at slippe væk fra følelsen, løb hun op ad trapperne til sit værelse, hvor computeren ventede på skrivebordet. Hendes mor ringede på den et par gange hver uge – måske hun havde ringet, mens Dallas smovsede kage? Niks, ingen opkald. Og hvor dum har jeg også lige lov til at være? tænkte Dallas. Selvfølgelig ringer hun ikke. Det var sådan, de altid havde fejret hendes fødselsdag. Hver for sig. I tavshed. Uden varsel hamrede hun sin højre næve ind i væggen – EN TO TRE gange – smerten fra hendes knoer – nu flossede og hudløse – smerten hjalp. Dallas savnede sin mor. Men hun anstrengte sig for at mase følelsen tilbage, hvor den kom fra. Det var som at spærre for røg med hænderne: Den fandt altid en vej op mellem fingrene. Huset var så stille. Et hjerte bankede. Det var hendes eget.
Dallas_København.indd 8
01/03/18 11.30
2 H
endes mor ringede aftenen efter fødselsdagen. Det var en rædselsfuld samtale. Internetforbindelsen til Rwanda var god, billedet klart. Kun lyden af jungle afslørede, at hendes mor befandt sig i Afrika, 10.000 kilometer væk. Som sædvanlig sad hun på dyreklinikkens kontor. Øjne blå som en gasflamme. Kjole i en brun nuance, der fik Dallas til at tænke på lagkagebunde. “Jeg ville bare sige godnat.” Moren talte langsomt og tilføjede: “Hov, der er et eller andet med dit kamera.” Hendes stemme lød bøjelig og blød og mindede om varm karamel. Dallas vidste, hvad det betød: at hendes mor havde taget noget at sove på og snart ville glide ned i en skudsikker søvn. “Ja, der er kommet en revne i kameraet. Men det virker fint,” sagde Dallas. Et par dage inden havde hun tabt sin skoletaske i gangen uden for værelset, midt i den vandpyt der altid kom, når det regnede. Mobilen var druknet. Computeren blev reddet af sit cover og var sluppet med den lille sprække i kameraet. Egentlig så moren ud til at være fuldstændig ligeglad. Ligeglad og søvnig på en kemisk måde. Alt var ved det gamle. Hendes mor bedøvede sig selv for at kunne sove. Midlet, hun brugte, var beregnet til dyr: antiloper, hyæner,
9
Dallas_København.indd 9
01/03/18 11.30
P E TE R M O L D E- A M E L U N G
isbjørne. Uden medicinens hjælp vandrede hun søvnløs rundt i huset og hviskede til skyggerne. “Vi bliver nødt til at sige godnat lidt hurtigt, okay?” Morens stemme summede. “Okay.” Dallas mærkede den velkendte skuffelse, der altid ankom i selskab med hendes mor. “Ikke surmule. Jeg ville da ønske, at alting var anderledes, men ...” Dallas nikkede som svar. Moren rejste sig, gik hen og satte sig på en smal briks. “Jeg tænkte, vi kunne falde i søvn sammen.” Hun løftede noget op i favnen, noget blødt og uglet: en lille, radmager abeunge. Hendes mor havde fundet chimpansen forladt i en dyb grøft ugen før, bevidstløs af sult. Lucy, kaldte hun den. “Vi taler mere en anden dag, ikke?” sagde hun og gabte. Bedøvelsesmidlet trak i hende. “Det er fint, mor.” “Nå ja, tillykke med de 12 år i går. Min store pige.” Dallas følte sig alt andet end stor. Bed tænderne så hårdt sammen, at de knagede. Moren lagde sig på ryggen, knappede den brune kjole ned med sin ene hånd og baksede rutineret abeungen til brystet. Med aben i sin favn faldt hun hurtigt i søvn. Det var sådan, hendes mor havde fået livet tilbage i den lille chimpanse – ved at amme den. På væggen over briksen hang det eneste fotografi, der eksisterede, af Dallas’ far. Tilbagestrøget sort hår, lidt skæv næse og store solbriller, der dækkede halvdelen af hans ansigt. Han løftede det ene øjenbryn, og smilet på hans læber var vagtsomt. Han mindede hende om en genert filmstjerne. Uanset hvor på kloden hun boede, satte hendes mor fotografiet
10
Dallas_København.indd 10
01/03/18 11.30
DALLAS KØBENHAVN
op i det rum, hvor hun sov. Dallas kendte kun sin far derfra. Hun havde aldrig mødt ham. Hun havde knap nok mødt sin mor, før moren forlod Dallas.
Dallas_København.indd 11
01/03/18 11.30
3 U
d over stedet – Dallas var født i byen Dallas i staten Texas i landet USA – ud over dét, så vidste Dallas tæt på ingenting om den dag, hun blev født. Hendes mors forklaring var altid den samme: “Din far ville være blevet en elendig far. Men han døde, og derfor har du ikke nogen elendig far.” En temmelig tåget og ufuldstændig forklaring. Til gengæld havde det altid stået helt klart, hvorfor Dallas endte med at vokse op hos sin oldefar, Montgomery Petersen, eller Monty, som hun kaldte ham. Alle i hendes familie var døde og begravede. Alle på nær hendes mor, og hendes mor havde haft andre planer end at passe på Dallas. Monty havde fortalt Dallas historien lidt over en million gange: Tre dage efter at hendes mor havde født, bankede det på døren i hans store hus. Udenfor ventede Norma, Dallas’ mor. “Jeg har brug for hjælp,” sagde hun træt og rakte et eller andet frem mod Monty. Han tog automatisk imod og kiggede ned. I sine arme holdt han en tre dage gammel pige. “Hold da for fanden kæft. Har du hugget et spædbarn?” råbte han forskrækket efter Norma, som allerede var forsvundet ind i husets dyb. Den nyfødte pige var svøbt i en T-shirt, der var våd af gammelt tis. Monty gik på tåspidser ud i køkkenet, varsomt lagde han pigen på bordet, mens han lirkede T-shirten af, skrækslagen for at brække 12
Dallas_København.indd 12
01/03/18 11.30
DALLAS KØBENHAVN
en arm eller et øre af. Babyen havde ingenting, ingen bleer, ingen sut, intet tøj. Ikke engang et navn. Senere samme dag lå Norma på bænken bag spisebordet og pumpede mælk fra sine bryster ned i en sutteflaske. Monty gav barnet et bad i køkkenvasken omgivet af en stabel snavsede kagetallerkener. “Hvad synes du, hun skal hedde?” spurgte Norma Monty. Mens han vred karkluden op i lunkent vand og vaskede den lille pige, overvejede han det med navnet. Hans blik faldt på T-shirten, som hun havde haft på. Den lå øverst i skraldespanden. På ryggen stod: I ♥ DALLAS “Dallas,” læste han højt, “hvad med det?” Norma holdt en pause med sit bryst-pumperi. “Dallas ... alting sluttede i den by,” mumlede hun trist. “Tjah altså, der var også noget, som begyndte,” svarede Monty og kiggede ned i vasken på det nyfødte barn, som havde fået armen viklet ind i den kæde, der sad på proppen. Norma skruede låget hårdt fast på sutteflasken, hun netop havde fyldt med varm mælk fra sit bryst. Hun stillede flasken ind i køleskabets frostboks, smækkede døren i og opdagede, at en enkelt tåre var løbet ned over hendes kind, uden at hun var klar over det. Monty tog fat i hendes arm. “Klarer du dig?” “Giv slip,” snerrede hun. “Hvad med barnets far? Er du ulykkelig over, at han er væk?” “Nej, jeg er ikke ulykkelig. Jeg er bange, og jeg er rasende, og jeg har en video på min mobil, der beviser, at jeg har grund til at være begge dele.”
13
Dallas_København.indd 13
01/03/18 11.30
P E TE R M O L D E- A M E L U N G
Næste formiddag snuppede Monty sig en lur på sin langhårede græsplæne. Lille Dallas sov også, hun lå i en vugge, han havde konstrueret af et rød- og hvidternet viskestykke og hængt op i et blomstrende æbletræ. Bierne summede, og en sommerfugl sad usikkert på sine tynde ben og betragtede det lille sovende menneske. Norma trådte ud af huset, men standsede lidt væk fra Monty og Dallas. “Kan jeg få dig til at passe hende nogle dage?” Hun bed sig i overlæben. “Der er mad til hende i fryseren.” Monty betragtede forvirret Norma. Hun så ulykkelig ud. “Men, jeg ved jo intet om at passe børn,” sagde han. “Det gør jeg da heller ikke,” mumlede hun og gik tilbage i huset for at ringe efter en taxa. Dallas vågnede, da taxaen trillede væk fra huset. Monty tog hende med ind i køkkenet. Den lille pige skreg og viftede med sine stive arme. “Nååårh, lille Pølse-Horn, er du sulten?” Han åbnede frostboksen: Norma havde efterladt to sutteflasker med modermælk. Ikke helt nok til de seks år der skulle gå, før hun vendte tilbage.
Dallas_København.indd 14
01/03/18 11.30
4 D
allas sad længe på sit værelse og betragtede skærmen, hvor hendes mor og abeungen sov trygt. Da hun endelig klappede computeren sammen, var det håbløst at falde i søvn. Hun puttede sig i vindueskarmen med sin dyne. Herfra havde hun udsigt over de regnvåde stier, der om dagen myldrede med mennesker. I den lette sommernat lå parken øde hen. Huset føltes tomt uden hendes oldefar. Dallas boede alene sammen med ham, og der ville gå i hvert fald nogle uger, før han kom hjem. Hvis han kom hjem. Rejser til Afghanistan var ikke ufarlige. Noget fangede hendes blik: Mellem træerne sneg en bil sig frem mod huset. Dallas satte sig op med et ryk. Deres hus var det eneste i Frederiksberg Have. Ingen kom herind efter solnedgang. Portene var låst. Dallas bevægede sig hurtigt og lydløst. Forsigtigt trådte hun over den lille sø i gangen, ned ad trapperne og ud i entreen, hvorfra hun havde udsyn til pladsen foran huset. Bilen standsede, og Dallas genkendte sin oldefars gamle Jeep. Underligt. Han har ikke engang været væk i en uge, tænkte hun, kun i fire dage, hvad er der galt? Hendes oldefar var opdagelsesrejsende, og hans flyskræk var så kradsbørstig, at han lukkede øjnene, bare han så et fly passsere på himlen. Han kom udelukkende omkring med tog, skib, æsel, ka15
Dallas_København.indd 15
01/03/18 11.30
P E TE R M O L D E- A M E L U N G
mel, bus eller bil. Derfor varede hans rejser altid uger eller måneder. At han allerede var tilbage … det måtte være et dårligt tegn. “Pølse, så er jeg hjemme,” råbte han, men uden at gå hende i møde, som han plejede. Dallas trådte ud på pladsens småsten. “Hvorfor er du hjemme? Allerede?” Hun gik over mod ham. Egentlig var hun bare lettet over endelig at se hans rynkede ansigt og hvide, krøllede hår igen. “Der kom lort i maskineriet, Pølse-Hår. Men jeg fik, hvad jeg kom efter.” Han klappede på sin skjortelomme. “Tal pænt, Monty,” sagde hun for at drille ham med hans evindelige brug af bandeord. Oldefarens mange guldtænder kom til syne i et smil. “Okay, men der kom altså lort i maskineriet,” gentog han. Først nu lagde Dallas mærke til, at Montys venstre ben stak ud af Jeepens fordør. Benet var stift, støbt i gips. Hun pegede: “Hvad sker der?” “Ikke noget, det er bare brækket. Lort i maskineriet.” Han svingede benene ud, og i det samme opdagede Dallas det: klistermærket fra lufthavnens bagagebånd. Det sad på hans rygsæk, helt nyt. “Har du været ude at flyve??” Hun kunne ikke skjule sin overraskelse. “Forfærdelig oplevelse. De tvang os til at sidde med sådan en lille, dum sele rundt om maven. Både derned og tilbage igen.” “Øh, ja. Sikkerhedsbælte. Det er ret normalt.” “Virkelig? Hvad skal sådan et bælte hjælpe, når flyet splintres mod en bjergside med tusind kilometer i timen?” “Ikke så meget tror jeg. Men hvorfor fløj du?” Oldefaren sendte hende et smil, hun aldrig før havde set i hans ansigt, og sagde så: “Jeg har jo mennesker herhjemme, som jeg gerne ville tilbage til, hurtigst muligt.” 16
Dallas_København.indd 16
01/03/18 11.30
DALLAS KØBENHAVN
Dallas gloede på ham med åben mund. Aldrig. ALDRIG før har han sagt noget så … følsomt. To meget mærkelige ting på en gang. Flyvning og følsomhed. Mens hun tænkte, fik Monty slæbt sig ud af bilen. Han havde åbnet den store klap ned til motoren og skruede nu på benzinpumpen. Det var den eneste måde at slukke for motoren på, fordi tændingen var gået i stykker. Så hver gang man ville starte eller stoppe Jeepen, måtte man en tur ned og rode i det fedtede motorrum. Motoren gik ud, og i den pludselige stilhed sagde han: “Pølse-Ræv, gider du ikke hente et par krykker i kælderen?” “Jo?” “Det gør lidt naller det her.” Han bankede på gipsen med sin langfinger. Hvis han lod sig mærke med smerten, måtte den være slem. Monty var ikke pivet. Dallas havde mange beviser på det. For eksempel havde han, tilbage i sin ungdom, savet sin egen pegefinger af med en lommekniv. Årsagen var en Blå Koral-slange, der havde hakket sine gifttænder i lige over neglen. Kun ved at skille sig af med fingeren, havde oldefaren kunnet forhindre giften i at nå hans hjerte og dermed slå ham ihjel. Lommekniven var gledet nemt gennem hud og sener, men knoglen måtte han brække over med tænderne. Pegefingeren fandtes stadig i huset. Den flød rundt i en lille montre på hans kontor. Hans mangel på pegefinger betød i øvrigt, at han brugte sin langfinger, når han pegede på et eller andet. Det syntes Dallas var enormt sjovt, fordi det så ud, som om han rakte fuckfinger. “Se, en stork” kunne han begejstret sige og samtidig give storken fingeren.
Dallas_København.indd 17
01/03/18 11.30
1. 2. 3. 4. 5.
begå et lillebitte mord flygte fra politiet blive skudt slås med et rovdyr lære alt for meget om kærlighed
Dallas er stædig, en smule usikker på verden, og så er hun trænet til at slå ihjel med sine bare næver.
Så da oldefaren uden nogen forklaring forsvinder, er Dallas pludselig pænt alene i verden. I kampen for at finde ham får hun hjælp af den tatoverede dreng Jack, som er fåkkin vild med hende, og af oldefarens ven Okker, der for ti millioner øl siden var læge. Deres jagt på Dallas’ oldefar udvikler sig til et eventyr, hvor Dallas må slås med kvindehaderen Ace og med en et-øjet, blodtørstig bjørn fra Rusland.
PETER MOLDE-AMELUNG har brugt en stor del af sit voksne liv på at skræmme børn. Først som vært på P3’s Børneradio i slutningen af 1990’erne. Dernæst på TV 2’s ’Fjernsyn med Sara & Peter’ – et børneprogram, der nær var blevet kvalt i fødslen, fordi første udsendelse blandt andet gik ud på at få hestepiger til at spise hestebøf. Senere som instruktør af blandt andet komedieserien ’Osman og Jeppe’ til Ramasjang. Foto: Karen Rosetzsky
P O L I T I K E N S F O R L AG
DALLAS KØBENHAVN Intet forandrer sig aldrig
Dallas’ mor har aldrig haft tid til sin datter, fordi hun har brugt sit liv på at redde truede dyrearter. Dallas’ far er død, og det er ikke noget, man taler om. Derfor er Dallas vokset op hos sin oldefar.
PETER MOLDE-AMELUNG
Dallas København er lige fyldt 12 år, og snart vil hun:
PETER MOLDE-AMELUNG
DALLAS KØBENHAVN Intet forandrer sig aldrig
ISBN 978-87-400-4155-2
PO LITIKEN S FO RLAG politikensforlag.dk