Carrie - Stephen King

Den bedste gyserforfatter siden Edgar Allan Poe - Entertainment Weekly

Carrie White er ikke nogen helt almindelig pige. Hun besidder telekinetiske evner. Mens hun kæmper med at forstå omfanget af sin paranormalle kunnen, udsættes hun for massiv mobning af sine klassekammerater på den lokale high school.

Men da Tommy Ross inviterer hende til skolens afslutningsbal, går en drøm i opfyldelse for Carrie; måske er det første skridt mod at

nd rdina Hr. Fe

blive accepteret af de andre på skolen, som tidligere kun har haft hån s

tilovers for hende. Men tingene er heller ikke denne aften, som de ser ud på overfladen, og Carrie tvinges til at udøve sine frygtelige evner over den by, der foragter hende ...

King n e h p Ste

ime - L.A. T . r e t es m s t e er gys

Monstre findes, og det gor spogelser ogsa. De bor inden i os, og nogle gange er det dem, der vinder.

- Stephen King

En moderne horror-klassiker Forlaget Hr. Ferdinand

Stephen King Carrie Oversat af Mogens Wenzel Andreasen

Hr. Ferdinand

Carrie.indd 3

20/02/18 19.22

Første del Blod

Carrie.indd 5

20/02/18 19.22

Carrie.indd 6

20/02/18 19.22

Nyhed fra Westover (Maine), ugeavisen Enterprise, 19. august 1966: STENREGN I CHAMBERLAIN En række pålidelige vidner har rapporteret om stenregn fra en klar, blå himmel på Carlin Street i byen Chamberlain den 17. august. Stenene faldt især over mrs. Margaret Whites hus, hvor de fuldstændig ødelagde taget samt to tagrender og et nedløbsrør til en anslået værdi af 25 dollars. Mrs. White, der er enke, bor alene sammen med sin treårige datter Carietta.

Det er ikke lykkedes at få nogen kommentar fra mrs. White.

Der var ingen, der blev rigtig forbavsede, da det skete, ikke for alvor, ikke på det underbevidste plan, hvor det barbariske befinder sig. På overfladen viste alle pigerne i bruserummet tegn på, at de var chokerede, skrækslagne, flove eller simpelt hen glade for, at White-tøsen havde gjort det igen.

Nogle af dem kunne måske have givet udtryk for overraskelse, men det ville selvfølgelig ikke have været sandt. Carrie havde gået i skole med nogle af dem siden første klasse, og det her havde udviklet sig lige siden dengang, langsomt og uomgængeligt i overensstemmelse med alle de love, der styrer den menneskelige natur, udviklet sig med en kædereak­ tions uundgåelighed og nærmet sig det kritiske punkt.

Hvad ingen af dem vidste, naturligvis, var, at Carrie White var telekinetisk.

Graffiti skåret i en skolepult på Barker Street kommuneskole i Cham­ berlain: Carrie White er en lortelarve.

7

Carrie.indd 7

20/02/18 19.22

Omklædningsrummet var fuldt af råb, ekkoer og den underjordiske lyd af brusere, der sprøjtede vandet ud over fliserne. Pigerne havde spillet volleyball i første time, og deres utålmodighed var let og ivrig.

Pigerne vred og vendte sig, strakte sig under det varme vand, det piskende og svirpende vand, mens de lod de hvide sæbestykker smutte fra hånd til hånd. Carrie stod roligt midt i flokken, en frø blandt svaner. Hun var en lille, tyk pige med bumser på halsen og ryggen og balderne, hendes våde hår var fuldstændig farveløst. Det lå klæbet ind til hendes ansigt, trist og gennemblødt, mens hun bare stod dér med hovedet sænket og lod vandet sprøjte mod sin hud og prelle af. Hun lignede det evige offerlam, den konstante taber, hun lignede dén, der troede på venstrehånds-­skruenøgler, og det var nøjagtig sådan, hun var. Hun ønskede forgæves og konstant, at Ewen High School havde separate – og altså dermed private – brusere, ligesom skolerne i Andover eller Boxford. De gloede. De gloede altid.

Der blev lukket for bruserne, én for én, pigerne kom ud, tog deres pastelfarvede badehætter af, tørrede sig, brugte deodorant, så på uret over døren. Brystholdere blev hægtet, de hoppede i underbukserne. Luften var fuld af damp, det kunne have været et egyptisk bad, bortset fra den konstante rumlen fra Jacuzzi-boblebadet i hjørnet. Råb og hyssen genlød og blev kastet tilbage som billardballer efter et hårdt stød.

– ... så Tommy sagde, at han hadede mig og jeg ...

– ... jeg skal sammen med min søster og hendes mand. Han dypper snablen, men det gør hun også, så de er meget ...

– ... brusebad efter skoletid og ...

– ... for billigt at bruge en forpulet penny, så Cindi og jeg ...

Miss Desjardin, den tynde, fladbrystede gymnastiklærerinde, trådte ind, så sig hurtigt om og klappede bydende i hænderne. – Hvad venter du på, Carrie? Dommedag. Det ringer om fem minutter. Hendes shorts var blændende hvide, hendes ben ikke overvældende kurvede, men påfaldende i deres ikke anmassende muskularitet. En sølvfløjte, som hun havde vundet i en bueskydningskonkurrence på college, hang om hendes hals.

Pigerne fnisede, og Carrie så langsomt op, hendes øjne var sløve af varmen og den stadige, brusende lyd fra vandet. – Hva’?

Det var en underlig kvækkende lyd, grotesk vellignende, og pigerne 8

Carrie.indd 8

20/02/18 19.22

fnisede igen. Sue Snell havde viklet håndklædet af sit hår med samme hurtighed som en tryllekunstner, der kaster sig ud i et mageløst trick og begyndte hurtigt at frisere sig. Miss Desjardin gjorde en irriteret, gnaven gestus ad Carrie og gik ud.

Carrie lukkede for bruseren. Den døde hen med en dryppen og en gurglen.

Det var først, da hun trådte ud fra bruseren, at de alle sammen opdagede, at blodet løb ned ad hendes ben.

Fra Ud af Skyggen: Dokumenterede facts og specifikke konklusioner fra Sagen om Carietta White, af David R. Congress (Tulane University Press, 1981), side 34: Det kan næppe diskuteres, at når det ikke er lykkedes at konstatere specifikke eksempler på telekinese i White-pigens tidlige barndom, skyldes det de konklusioner, der blev draget af White og Stearns i deres artikel Telekinese: Genopdagelsen af en skjult evne ... at evnen til at flytte genstande udelukkende ved viljens kraft kun fungerer i forbindelse med stærkt personligt stress. Evnen er i højeste grad godt gemt. Hvordan skulle den ellers kunne ligge skjult i århundreder, så at kun toppen af isbjerget viste sig over et hav af charlataner?

Vi har kun spredte andenhånds beretninger at bruge som grundlag i dette tilfælde, men selv dette er nok til at indicere, at et TK-potentiale af umådelig styrke var til stede hos Carrie White. Den virkelige tragedie er, at vi nu alle står som måbende tåber ...

– Menstrua-tion!

Det var Chris Hargensen, der råbte det først. Det ramte de fliseklædte vægge, gav genlyd og for tilbage igen. Sue Snell gispede af latter, så hun kom til at pruste gennem næsen, og hun mærkede en underlig, irriterende blanding af had, afstandtagen, harme og medlidenhed. Hun så bare så dum ud, som hun stod der og ikke anede, hvad der foregik. Du gode Gud, mon hun aldrig ...

9

Carrie.indd 9

20/02/18 19.22

– Menstrua-TION! Det var ved at antage karakter af en messen, en anråbelse. En eller anden i bageste række (måske Hargensen igen, Sue kunne ikke høre det i denne jungle af ekkoer) hylede, ‘Sæt prop i!’ med hæs, hånlig ligegyldighed.

– Menstrua-TION, menstrua-TION, menstrua-TION! Carrie stod sløv og stum midt i kredsen med vandet trillende i dråber ned over sin hud. Hun stod som en tålmodig okse, klar over, at spotten gjaldt hende (som sædvanlig), stumt ydmyget, men ikke forbavset.

Sue følte foragten vælde op i sig, da de første mørke dråber af menstrua­ tions-blod ramte fliserne og dannede pletter på størrelse med en ti-cent.

– For Guds skyld, Carrie, du har fået menstruation! råbte Sue. – Vask det dog af!

– Hva’?

Hun så sig om med et stupidt udtryk i øjnene. Hendes hår klæbede til kinderne og dannede en rund hjelm. Der var en hel samling af bumser på hendes ene skulder. I en alder af seksten havde hun allerede den forfulgtes udefinerlige udtryk i sine øjne.

– Hun tror, de er til læbestift! råbte Ruth Grogan pludselig med kryptisk munterhed og brast så i et latterhyl. Sue huskede senere denne bemærkning og fik den til at passe ind i det almindelige billede, men lige nu var det bare endnu en meningsløs lyd i hele forvirringen. Seksten? tænkte hun. Hun må da vide, hvad der sker, hun ...

Flere små bloddråber. Carrie blinkede stadig i sløv forvirring ad sine klassekammerater.

Helen Shyres vendte sig om og gjorde hånligt afværgende bevægelser med hænderne.

– Du bløder! hylede Sue pludselig og hidsigt. – Du bløder, din store, dumme sæk.

Carrie så ned ad sig selv.

Så skreg hun.

Lyden virkede meget voldsom i det fugtige omklædningsrum.

En tampon ramte hende pludselig i brystet og faldt med et plump ned for hendes fødder. En rød blomst sprang frem på det absorberende vat og bredte sig.

10

Carrie.indd 10

20/02/18 19.22

Så var det, som om latteren, fuld af foragt og hån, vældede frem med skrækindjagende intensitet og foldede sig ud i noget skærende og hæsligt, og pigerne bombarderede hende med tamponer og sterile papirlommetørklæder, nogle fra deres tasker, andre fra den ødelagte beholder på væggen. De fløj gennem luften som snefnug og den messende syngen blev til: – Sæt prop i, sæt prop i, sæt prop ...

Sue kastede som de andre, kastede og råbte sammen med dem, ikke helt klar over, hvad hun gjorde ... en trylleformular dukkede op i hendes hjerne og lyste som et neonskilt: Vi mener ikke noget ondt med det vi mener ikke noget ondt med det ... Den lyste stadigvæk stærkere, beroligede hende, da Carrie pludselig begyndte at skrige og bakke væk fra dem, mens hun slog ud med armene og hulkede og hikkede.

Pigerne holdt inde, indså, at de endelig havde nået den yderste grænse. Når de senere tænkte tilbage på begivenheden, var det på dette tidspunkt, de påstod, at de var begyndt at blive forbavsede. Men der havde jo været alle disse år, alle disse år med lad os hugge lagnerne fra Carries seng på KFUK-sommerlejren, og jeg fandt det her kærlighedsbrev fra Carrie til flotte Bobby Pickett, lad os skrive det af og sende det rundt til alle og gemme hendes underbukser et eller andet sted og putte en snog i hendes sko og dykke hende igen, dykke hende igen. Carrie, der stædigt blev ved med at tage med på cykelture, det ene år blev hun kaldt Tykke, og det næste år Grisetryne, hun lugtede altid af sved, kunne ikke holde trit med de andre, blev brændt af brændenælder, når hun tissede inde i krattet, og alle de andre opdagede det (hej, kradse-røv, klør det på balderne?). Billy Preston smurte jodnøddesmør i hendes hår, dengang hun faldt i søvn i biblioteket. Hun blev knebet, der blev spændt ben for hende i klasse­ lokalet, bøgerne blev skubbet ned fra hendes bord, der blev stukket sjofle postkort ned i hendes taske. Carrie var med på menighedsskovturen og knælede klodset for at bede, og hendes gamle bomuldsskørt revnede ned langs lynlåsen med en lyd som en elefantfjært. Carrie kan aldrig gribe bolden, heller ikke i stikbold, hun skvatter over sine egne ben, når hun prøver at danse første år på college og slår en tand ud, hun render lige ind i nettet, når hun spiller volleyball, hun går med strømper, der er løbet eller løber eller er lige ved det, hun har altid svedpletter under armene 11

Carrie.indd 11

20/02/18 19.22

på sin bluse. Og så var der dengang, Chris Hargensen ringede til hende efter skole fra Kelly Fruit Company inde i byen og spurgte hende, om hun vidste, at skvadderhoved blev stavet C-A-R-R-I-E: Pludselig var det for meget, og man nåede det kritiske punkt. Den endelige ydmygelse, overvældende, ødelæggende, som de så længe havde stræbt efter, var endelig blevet nået. Spaltning.

Hun bakkede væk fra dem, hylede højt i den pludselige stilhed med de fede overarme holdt op foran ansigtet og en tampon hængende i pubes­ hårene.

Pigerne så på hende, deres øjne lyste højtideligt.

Carrie bakkede ind i siden af en af de fire store brusekabiner og sank langsomt sammen i siddende stilling. Langsomme, hjælpeløse hulk pressede sig ud af hende. Hun vendte det hvide ud af øjnene, så de lignede et svins øjne på slagtebriksen.

Sue sagde langsomt, tøvende: – Jeg tror, det er første gang, hun nogen sinde ...

Det var i dét øjeblik, døren sprang op med et hurtigt, dumpt brag, og miss Desjardin kom brasende for at se, hvad der foregik.

Fra Ud af skyggen (side 41): Både medicinske og psykologiske skribenter inden for området er enige om, at Carrie Whites usædvanligt sene og traumatiske oplevelse af menstruationscyklen godt kan have været den udløsende effekt i forbindelse med hendes latente evner.

Det synes utroligt, at Carrie, så sent som i 1979, ikke vidste noget om den voksne kvindes månedlige cyklus. Det er næsten ufatteligt at skulle tro, at pigens mor tillod sin datter at nå en alder af næsten sytten uden at konsultere en gynækolog i forbindelse med datterens manglende menstruationer.

Men kendsgerningerne lader sig ikke benægte. Da Carrie White opdagede, at hun blødte fra kønsåbningen, havde hun ingen anelse om, hvad der foregik. Hun var uvidende om alt vedrørende menstruationen.

12

Carrie.indd 12

20/02/18 19.22

En af hendes overlevende klassekammerater, Ruth Gogan, fortæller, at hun et år før de begivenheder, vi her beskæftiger os med, kom ind i pigernes omklædningsrum på Ewen High School og så Carrie bruge en tampon til at lægge læbestift på med. Dengang sagde miss Gogan: – Hvad fanden er det, du foretager dig? Miss White svarede: – Gør jeg noget forkert? Miss Gogan svarede så: – Ja. Ja, mon ikke. Ruth Gogan fortalte nogle af sine veninder om det (hun fortalte senere nærværende interviewer, at hun syntes, det på en måde var ‘smart’), og når nogen senere prøvede at fortælle Carrie om, hvad der egentlig var hensigten med den genstand, hun nu brugte til at lægge makeup med, opfattede hun tilsyneladende forklaringerne som et forsøg på at holde hende for nar. Dette var en facet af hendes tilværelse, hun var blevet yderst forsigtig over for ...

Da pigerne var gået op i klassen til anden time, og klokken var holdt op med at ringe (flere af dem havde sneget sig ud ad bagdøren, før miss Desjardin kunne begynde at skrive deres navne op), benyttede miss Desjardin sig af standardmetoden for hysterikere: Hun slog Carrie hårdt i ansigtet. Hun ville aldrig have indrømmet den glæde, det gav hende, og hun ville afgjort have benægtet, at hun betragtede Carrie som en fed, hylende fedtflomme. Som førsteårslærer bildte hun sig stadig ind, at hun betragtede alle børn som gode.

Carrie så op, hendes stupide ansigt var stadig fortrukket og uroligt.

– M-m-miss D-D-Des-D ...

– Rejs dig, sagde miss Desjardin roligt. – Rejs dig op, og tag dig sammen.

– Jeg forbløder! skreg Carrie, og en blindt søgende hånd strakte sig op og krammede miss Desjardins hvide shorts. Den efterlod et blodigt håndaftryk.

– Jeg ... du ... Gymnastiklærerens ansigt fortrak sig i en grimasse af væmmelse, og pludselig hev hun Carrie op, så hun stod vaklende foran hende, og sagde: – Gå nu med derover!

Carrie stod og svajede mellem bruserne og væggen med automaten med papirlommetørklæder, foroverbøjet med brysterne pegende ned mod gulvet og armene slapt dinglende. Hun lignede en abe. Hendes øjne var blanke og skinnende.

13

Carrie.indd 13

20/02/18 19.22

– Nå, sagde miss Desjardin med hvislende, dødbringende eftertryk, – nu tager du et af de papirlommetørklæder ... nej, det er lige meget med møntindkastet, det er alligevel ødelagt ... tag ét og ... for fanden, kom så i gang! Du opfører dig, som om du aldrig havde haft menstruation før.

– Menstruation? sagde Carrie.

Hendes fuldstændig uvidende udtryk var alt for ægte, alt for fuldt af dump og håbløs rædsel til at kunne ignoreres eller benægtes. En frygtelig og kulsort forudanelse voksede i Rita Desjardins sind. Det var utroligt, kunne ikke være sandt. Hun var selv begyndt at menstruere kort efter sin elleve års fødselsdag og var gået hen til trappen og havde råbt ned til sin mor: – Hej, mor, jeg er kommet på tamponholdet!

– Carrie? sagde hun nu. Hun gik hen mod pigen. – Carrie?

Carrie veg tilbage. I samme øjeblik væltede et stativ med bats henne i det ene hjørne med et langtrukkent brag, der gav genlyd i omklædningsrummet. Battene trillede ud til alle sider, og det gav et sæt i Desjardin.

– Carrie, er det din første menstruation?

Men nu, hvor tanken var accepteret, behøvede hun næppe at spørge.

Blodet var mørkt og flød uhyggelig konstant. Begge Carries ben var oversmurt og plettet af det, som om hun havde vadet gennem en strøm af blod.

– Det gør ondt, stønnede Carrie. – Min mave ...

– Det går over, sagde miss Desjardin. Medlidenhed og skamfuldhed kæmpede i hende og havde svært ved at komme overens. – Du må ... æh, standse blodet. Du ...

Der kom et lysende glimt oven over dem efterfulgt af et plop som fra en blitzlampe, da en af de eletriske pærer blinkede og gik ud. Miss Desjardin skreg af overraskelse, og det gik op for hende (hele det forbandede foretagende styrter sammen), at den slags altid skete i nærheden af Carrie, når hun var ophidset, som om uheldet fulgte hende lige i hælene.

Tanken forsvandt næsten lige så hurtigt, som den var dukket op. Hun tog et af papirlommetørklæderne fra den ødelagte automat og foldede det ud.

– Se her, sagde hun. – Sådan ...

14

Carrie.indd 14

20/02/18 19.22

Fra Ud af skyggen (side 54): Carrie Whites mor, Margaret White, fødte sin datter den 21. september 1963 under omstændigheder, der kun kan betegnes som bizarre. Et gennemsyn af Carrie White-sagen efterlader den studerende med én følelse, der overskygger alle andre: at Carrie var den eneste af sin art i en familie, der var så besynderlig som nogen, der har været bragt til offentlighedens kendskab.

Som tidligere bemærket døde Ralph White i februar 1963, da en stålbjælke faldt ned fra en kran på en byggeplads i Portland. Mrs. White fortsatte tilværelsen alene i deres forstads-bungalow.

På grund af White-familiens næsten fanatiske fundamentalistiske religiøse overbevisning havde mrs. White ingen venner, der kom og besøgte hende i tiden efter dødsfaldet. Og da fødslen begyndte syv måneder senere, var hun alene.

Omkring klokken 13.30 den 21. september begyndte naboerne på Carlin Street at høre skrig fra Whites bungalow. Politiet blev imidlertid ikke alarmeret før efter klokken 18.00. Vi har to lige ubehagelige alternativer som forklaring på denne forsinkelse: Enten ønskede mrs. Whites naboer i gaden ikke at blive rodet ind i en politimæssig efterforskning, eller også var deres uvilje mod hende blevet så stærk, at de bevidst indtog en vent-og-se-holdning. Mrs. Georgia McLaughlin, den eneste af de tre tilbageværende beboere fra den tid, der stadig bor i gaden, som ønskede at tale med mig, sagde, at hun ikke tilkaldte politiet, fordi hun mente, skrigene havde noget at gøre med ‘gudelige udskejelser’.

Da politiet ankom klokken 18.22, var skrigene blevet uregelmæssige.

Mrs. White blev fundet i sin seng på første sal, og den betjent, der ledede efterforskningen, Thomas G. Mearton, troede først, hun havde været offer for et overfald. Sengen var gennemblødt af blod, og der lå en slagterkniv på gulvet. Først da så han barnet, der stadig var delvis indhyllet i fosterhinden, ligge ved mrs. Whites bryst. Hun havde øjensynlig selv skåret navlestrengen over med kniven.

Det kræver betydelig overvindelse og fantasi at forestille sig, at mrs.

Margaret White ikke vidste, at hun var gravid, eller oven i købet ikke for15

Carrie.indd 15

20/02/18 19.22

stod, hvad ordet indebærer, og samtidige forskere som J.W. Bankson og George Felding har fundet mere rimelige begrundelser for den hypotese, at undfangelsen, der i hendes bevidsthed var fast forbundet med det ‘syndige’ samleje, var blevet udelukket fra hendes tanker. Hun kan simpelt hen have nægtet at tro, at noget sådant kunne hænde hende.

Vi har kendskab til mindst tre breve til en veninde i Kenosha, Wis­ consin, der synes at bevise endegyldigt, at mrs. White fra femte måned i svangerskabet troede, at hun havde en ‘cancer i de kvindelige organer’ og snart ville slutte sig til sin mand i himlen ...

Da miss Desjardin førte Carrie op på kontoret et kvarter senere, var gangene nådigt tomme. Klasserne arbejdede sløvt bag de lukkede døre.

Carries skrig var endelig holdt op, men hun var fortsat med at græde med fast stædighed. Desjardin havde langt om længe selv taget papirservietten og havde gjort pigebarnet ren med våde papirhåndklæder og fået hende til at tage sine almindelige bomuldsunderbukser på igen.

Hun prøvede to gange at forklare hende om menstruationens kendsgerninger, men Carrie slog hænderne for ørerne og blev ved med at græde.

Mr. Morton, viceskoleinspektøren, røg ud fra sit kontor som et lyn, da de kom. Billy deLois og Henry Trennant, to drenge, der ventede på en skideballe for at have forsømt fransktimen, gloede på dem fra deres stole.

– Kom ind, sagde mr. Morton livligt. – Kom bare ind. Han gloede over Desjardins skulder på drengene, som stirrede på det blodige håndaftryk på hendes shorts. – Hvad glor I på?

– Blod, sagde Henry og smilede med en slags tom forbavselse.

– To eftersidninger, snerrede Morton. Han stirrede ned på det blodige håndaftryk og blinkede.

Han lukkede døren bag dem og begyndte at rode i sin øverste skrivebordsskuffe for at finde en blanket til sygemelding.

– Har du det godt, æh ...?

– Carrie, hjalp Desjardin ham. – Carrie White. Mr. Morton havde endelig fundet blanketten. Der var en stor kaffeplet på den. – Den får De ikke brug for, mr. Morton.

16

Carrie.indd 16

20/02/18 19.22

– Jeg går ud fra, det var trampolinen. Vi skal lige ... gør jeg ikke?

– Nej. Jeg tror, Carrie skal have lov at gå hjem og blive hjemme resten af dagen. Hun har haft en temmelig skræmmende oplevelse. Hendes øjne sendte ham et signal, som han opfangede, men ikke forstod.

– Ja, udmærket, hvis De mener, det er bedst. Godt. Glimrende.

Morton stoppede blanketten ned i skuffen, smækkede den i og fik tommelfingeren i klemme og gav et grynt. Han drejede om på hælen, gik hen og rev døren op, gloede på Billy og Henry og råbte: – Miss Fish, må jeg lige få en blanket til hjemsendelse herind? Carrie Wright.

– White, sagde miss Desjardin.

– White, gentog Morton.

Billy deLois fnisede.

– Eftersidning hver dag i en uge! gøede Morton. Hans tommelfingernegl var ved at blive sort. Det gjorde ondt ad helvede til. Carries konstante, ensformige gråd blev ved og ved.

Miss Fish kom med den gule blanket, og Morton kradsede sine initialer på den med sin sølvkuglepen og gav sig lydeligt ved presset mod den ømme tommelfinger.

– Vil du gerne køres hjem, Cassie? spurgte han. – Vi kan ringe efter en taxi, hvis du synes?

Hun rystede på hovedet. Han betragtede med mishag den store boble af grønt snot, der havde dannet sig i hendes ene næsebor. Morton så hen over hendes hoved på miss Desjardin.

– Jeg tror nok, det skal gå, sagde hun. – Carrie skal bare lige hen til Carlin Street. Hun vil have godt af lidt frisk luft.

Morton gav pigen den gule blanket. – Du må gerne gå nu, Cassie, sagde han højmodigt.

– Det hedder jeg ikke! skreg hun pludselig.

Morton veg forfærdet tilbage, og miss Desjardin for sammen som stukket af en hveps. Det tunge keramik-askebæger på Mortons skrivebord (det var Rodins Tænkeren, hvis hoved var forvandlet til opbevaringssted for cigaretskod) faldt pludselig ned på tæppet, som om det søgte skjul for kraftudladningerne fra hendes skrig. Cigaretskod og Mortons pibeudkrads spredtes ud over det lysegrønne nylontæppe.

17

Carrie.indd 17

20/02/18 19.22

– Hør nu her, sagde Morton og prøvede at virke betydningsfuld. – Jeg ved, du er lidt ude af det, men det betyder ikke, at jeg vil finde mig i ...

– Så så, sagde miss Desjardin stille.

Morton så på hende og nikkede så kort. Han prøvede at bevare sit image som en venlig John Wayne-skikkelse, mens han udførte de disciplinære pligter, der var hans hovedopgave som viceskoleinspektør, men havde ikke heldet med sig. Administrationen (sædvanligvis repræsenteret ved middage i Rotary-klubben, skolenævnets møder og præmieuddelinger i American League af skoleinspektør Henry Grayle) plejede at kalde ham ‘venlige Mort’. Eleverne var mere tilbøjelige til at kalde ham ‘det skøre sludrechatol fra kontoret’. Men eftersom de færreste studenter af typen Billy deLois og Henry Trennant tog ordet ved skolenævnsmøderne eller byrådsmøderne, var der en tendens til, at administrationens synspunkter havde større gennemslagskraft.

Nu smilede venlige Mort, der stadig i hemmelighed gned sin ømme tommelfinger, til Carrie og sagde: – Du må gerne gå nu, hvis du synes, miss Wright. Eller vil du hellere blive siddende et øjeblik og komme til kræfter?

– Jeg går, mumlede hun og strøg sig gennem håret. Hun rejste sig og så sig om efter miss Desjardin. Hendes øjne var vidt opspilede og mørke af ny viden. – De grinede ad mig. Smed ting efter mig. De griner altid.

Desjardin kunne kun se hjælpeløst på hende.

Carrie gik.

Et øjeblik var der helt stille. Morton og Desjardin så efter hende. Så satte mr. Morton sig med en genert rømmen på hug og begyndte at feje askebægerets indhold sammen.

Hvad er alt det her for noget?

Hun sukkede og så på det rødbrune håndaftryk, der var ved at tørre ind på hendes bukser. – Hun fik sin menstruation. For første gang. I bruse­ badet.

Morton rømmede sig igen og rødmede. Det stykke papir, han brugte til at feje op med, bevægede sig hurtigere. – Er hun ikke temmelig, æh ...?

– Gammel til sin første menstruation? Jo. Det var dét, der gjorde det så ubehageligt for hende. Selv om jeg ikke kan forstå, hvorfor hendes 18

Carrie.indd 18

20/02/18 19.22

mor ... Tanken smuttede fra hende, glemt i kampens hede. – Jeg tror ikke, jeg klarede situationen særlig godt, Morty, men jeg forstod ikke, hvad der var på færde. Hun troede, hun var ved at forbløde.

Han så skarpt op på hende.

– Jeg tror ikke, hun havde nogen anelse om, hvad menstruation var, før for en halv time siden.

– Vær rar at give mig den lille kost dér, miss Desjardin. Ja, den. Hun rakte ham en lille kost med indskriften Chamberlain værktøjs- og tømmerhandel fejer Dem ALDRIG af på skaftet. Han begyndte at feje asken op på papiret. – Der bliver vist alligevel noget tilbage til støvsugeren, tror jeg.

Det er en frygtelig masse. Jeg syntes, jeg havde stillet det askebæger længere inde på bordet. Mærkeligt, som tingene kan falde ned. Han ramte hovedet mod skrivebordet og rettede sig hurtigt op. – Det er svært for mig at tro, at en pige på denne eller nogen anden high school kan klare sig gennem tre år og stadig være uvidende om kendsgerningerne i forbindelse med menstruation, miss Desjardin.

– Det er endnu sværere for mig, sagde hun. – Men det er den eneste forklaring, jeg kan finde på hendes reaktion. Og hun har altid været klassens syndebuk.

– Hm. Han hældte asken og skoddene ned i papirkurven og tørrede sine hænder af. – Nu tror jeg, at jeg har fået hende placeret. White.

Margaret Whites datter. Det må være hende. Det gør det lidt lettere at tro på. Han satte sig bag skrivebordet og smilede undskyldende. – Der er så mange af dem. Efter en fem års tid begynder de at løbe sammen for mig og få et fælles ansigt. Man kalder drengene ved deres brødres navne og så videre. Det er slemt.

– Det er det selvfølgelig.

– Vent, til De har været på banen i tyve år ligesom jeg, sagde han mørkt og så på sin klemmelus. – Man får elever, der ser bekendte ud, og opdager, at man havde deres fædre det første år, man underviste. Margaret White var før min tid, hvad jeg er dybt taknemmelig for. Hun fortalte mrs. Bicente, Gud være hendes sjæl nådig, at Herren havde reserveret en særlig varm plads i helvede til hende, fordi hun underviste børnene i grundbegreberne vedrørende Darwins udviklingslære. Hun blev bortvist 19

Carrie.indd 19

20/02/18 19.22

to gange, mens hun gik her ... den ene gang for at slå en klassekammerat med sin taske. Rygtet gik, at Margaret havde set klassekammeraten ryge en cigaret. Besynderlige religiøse holdninger. Meget specielle. Hans John Wayne-udtryk kom pludselig igen. – De andre piger. Lo de virkelig ad hende?

– Det var endnu værre. De hylede og skreg og smed tamponer efter hende, da jeg kom derind. Smed dem som ... som jordnødder.

– Åh, jamen dog. John Wayne forsvandt. Mr. Morton rødmede. – Har De navnene?

– Ja. Ikke dem alle sammen, selv om nogle af dem nok vil sladre om resten. Christine Hargensen lod til at være anføreren ... som sædvanlig.

– Chris er altid efter tosserne, som hun kalder dem, mumlede Morton.

– Ja. Tina Blake, Rachel Spies, Helen Shyres, Donna Thibodeau og hendes søster Fern, Lila Grace, Jessica Upshaw. Og Sue Snell. Hun har ellers ikke virket, som om hun var typen til den slags ... numre.

– Har De talt med de piger, der var med?

Miss Desjardin lo glædesløst. – Jeg smed dem ud. Jeg var alt for ophidset. Og Carrie blev hysterisk.

– Hm. Han satte fingerspidserne mod hinanden. – Har De tænkt Dem at ville tale med dem?

– Ja. Men hun lød tøvende.

– Aner jeg et anstrøg af ...

– Det gør De utvivlsomt, sagde hun dystert. – Jeg bor i et glashus, forstår De. Jeg forstår godt, hvordan pigerne følte. Hele den historie gav mig lyst til at tage det pigebarn og bare ryste hende. Måske er der et eller andet instinkt i forbindelse med menstruationen, der giver kvinder lyst til at snerre, jeg ved det ikke. Jeg bliver ved med at se Sue Snells udtryk for mig.

– Hm, gentog mr. Morton og anlagde et ansigtsudtryk af dyb visdom.

Han forstod ikke kvinder og følte ingen trang til at diskutere menstruatio­ ner.

– Jeg taler med dem i morgen, lovede hun og rejste sig. – De skal nok få en ordentlig omgang.

– Godt. Lad straffen svare til forbrydelsen. Og hvis De synes, De vil 20

Carrie.indd 20

20/02/18 19.22

sende nogle af Dem ind til, æh, til mig, så skal De ikke holde Dem tilbage ...

– Det skal jeg nok lade være med, sagde hun venligt. – For resten, der gik en pære, mens jeg prøvede at dysse hende ned. Det var dét, der gjorde udslaget.

– Jeg sender skolebetjenten derned, lovede han. – Og tak for Deres indsats, miss Desjardin. Vil De bede miss Fish sende Billy og Henry herind?

– Ja. Hun gik.

Han lænede sig tilbage og prøvede at glemme hele historien. Da Billy deLois og Henry Trennant, to af skolens ledende bøller, sjokkede ind, så han henrykt på dem og gjorde sig klar til at skælde ud.

Som han så tit havde fortalt Hank Grayle, så spiste han den slags bøller til frokost.

Graffiti skåret i en skolepult på Chamberlain Junior High School: Roser er røde, violer er blå, sukker smager godt, men Carrie White har ho’det fuldt af snot.

Hun spadserede ned ad Ewen Avenue og skråede over til Carlin ved trafiklyset på hjørnet. Hun hang med hovedet og prøvede ikke at tænke på noget. Krampesmerterne kom og gik i bølger og tvang hende til at sætte farten ned og speede op igen som en bil med karburatorvanskeligheder. Hun stirrede på fortovet. Kvartskornene glitrede i cementen. Der var hinke­ruder, halvt udviskede af regnen. Fladtrampede stykker tyggegummi. Stumper af sølvpapir og slikposer. De hader mig alle sammen og de holder aldrig op. De bliver aldrig trætte. Der sad en mønt fast i sprækken mellem to fliser. Hun sparkede til den. Jeg kan se Chris Hargensen for mig helt blodig og skrigende om nåde. Med rotter kravlende hen over ansigtet. Godt. Godt. Det ville være godt. En hundelort med et fodatryk i. Nogle rustne kapsler, som en unge havde banket flade med en sten.

Cigaretskod. Smadre hendes hoved med en sten, med en kampesten. Stikke dem alle sammen i hjertet. Godt. Godt. (jesus frelser sød og mild) 21

Carrie.indd 21

20/02/18 19.22

Den bedste gyserforfatter siden Edgar Allan Poe - Entertainment Weekly

Carrie White er ikke nogen helt almindelig pige. Hun besidder telekinetiske evner. Mens hun kæmper med at forstå omfanget af sin paranormalle kunnen, udsættes hun for massiv mobning af sine klassekammerater på den lokale high school.

Men da Tommy Ross inviterer hende til skolens afslutningsbal, går en drøm i opfyldelse for Carrie; måske er det første skridt mod at

nd rdina Hr. Fe

blive accepteret af de andre på skolen, som tidligere kun har haft hån s

tilovers for hende. Men tingene er heller ikke denne aften, som de ser ud på overfladen, og Carrie tvinges til at udøve sine frygtelige evner over den by, der foragter hende ...

King n e h p Ste

ime - L.A. T . r e t es m s t e er gys

Monstre findes, og det gor spogelser ogsa. De bor inden i os, og nogle gange er det dem, der vinder.

- Stephen King

En moderne horror-klassiker Forlaget Hr. Ferdinand