Blodspor af Julie Hastrup

148 mm

Foto © Steen Evald

94,25 mm

45 mm

94,25 mm

BLODSPOR ER SYVENDE SELVSTÆNDIGE BIND I SERIEN OM DEN DANSKE DRABSEFTERFORSKER REBEKKA HOLM.

JULI E H AST RUP er født i 1968 og

R O P S O D L B

arbejdede på TV2/Lorry og Danmarks Radio, efter sin uddannelse på Danmarks Journalisthøjskole. Hun er født i Ringkøbing og bor i dag i hjertet af København med sin familie. Hun har også boet i USA og i Frankrig.

226 mm

148 mm

Julie Hastrup har udgivet syv selvstændige bøger i den meget populære serie om drabsefterforsker REBEKKA HOL M. Bøgerne er udgivet i Tyskland, Spanien, Norge og Holland og trykt i over en million eksemplarer alene i Danmark. De fås alle som både papirbøger, lydbøger og e-bøger.

”Liv?“ Nanna stirrede over på vuggerne og gøs ved tanken om, at den lille måske lå nede i en af dem under plastikken, ude af stand til at få luft.

Hun fløj over til den første vugge og flåede plastikken af, dynen røg også med, men der lå ingen Liv på madrassen. Vuggen var tom.

Hvor var hendes baby henne?

Nanna begyndte at græde. Det kunne ikke passe, Liv måtte være her et sted, det skulle hun være.

Hulkende flåede hun plastikken af den næste vugge, men der lå datteren heller ikke, og den tredje var også tom.

– Uddrag fra bogen

Læs mere om Julie Hastrup og hendes bøger på www.juliehastrup.dk

Et postbud gør et makabert fund: I et parcelhus på en hyggelig villavej sidder fire mennesker rundt om et veldækket middagsbord – dræbt.

REBEKKA HOLMs

Drabsefterforsker kæreste ligger i koma i Stockholm efter et drabsforsøg, men hun må blive i København for at opklare, hvorfor en tilsyneladende helt almindelig familie skulle myrdes.

Det viser sig, at der findes en overlevende datter, og da hun forsvinder sporløst, kommer Rebekka og hendes kolleger på sporet af dybe, grusomme hemmeligheder, som har været godt gemt bag den pæne facade. Hvem har ønsket, at familien tog den sprængfarlige sandhed med sig i døden?

ISBN 978-87-400-2769-3

BLODSPOR

En torn i øjet Det blinde punkt Blodig genvej Portræt af døden Farlig fortid Mirakelmanden

EN

RE BEKKA HOL M -K RIMI POLITIKENS FORLAG Omslag og forsidefoto: henriettemork.dk

Blodspor_1 udg_omslag_SMUDS_og_LAK.indd 1

07/08/18 19:25

Julie Hastrup

Blodspor Krimi

POLITIKENS FORLAG

Blodspor.indd 3

31/07/18 12.28

Prolog

Parcelhusene på villavejen i Birkerød lå badet i morgensolen. Husene var stort set identiske, gule eller hvide mursten, det samme var haverne: nyslået græs omkranset af mørkegrøn buksbom, kun brudt af en enkelt velvoksen rododendron hist og her.

Anders Krogsgaard parkerede postcyklen foran havelågen og slog det grønne plastikslag til side. Brevene lå sorteret i bundter, og huset her, nummer syv, hans yndlingstal, var det første på vejen, der skulle have post i dag.

Han greb bundtet med breve. De fleste var rudekuverter, kunne han se, ikke noget spændende. Alligevel ville hun sætte pris på at få dem bragt helt op til døren, vidste han, fremfor at han lagde dem i postkas­ sen, som han gjorde hos hendes naboer – for hende var der altid special delivery.

Han huskede tydeligt den allerførste gang, han så hende. Han havde haft ruten nogle uger uden at møde et eneste menneske, kun et par fjendtligsindede småhunde, da hun pludselig havde stået dér bag have­ lågen – ventende ved sin postkasse. I det sekund han så hende, vidste han, at han måtte have hende. Hun havde heldigvis haft foden i skinne, hun havde været gennem en operation af en art, og han havde skyndt sig at tilbyde at levere hendes post til døren.

Hendes øjne lyste op af glæde, og det havde pirret hans nysgerrighed og lyst – han ville gerne vide alt om hende.

7

Blodspor.indd 7

31/07/18 12.28

Siden var det blevet et fast ritual at aflevere hendes post ved hoved­ døren, hun ventede som oftest på ham, og så fik de sig altid en lille snak.

Mest om vind og vejr, men indimellem strejfede de også mere person­ lige ting. Men der var stadig meget, han ikke vidste om hende. Hun hed Jette, Jette Friis, et alt for almindeligt navn til den ualmindelig dejlige kvinde, hun var. Hun var i begyndelsen af 60’erne, men hendes præcise alder ville hun ikke ud med, havde hun sagt med en svag rødmen hen over de bløde kinder, men der måtte være minimum 30 år imellem dem. Det var helt perfekt. Han kendte en smule til hendes familie og tidligere arbejde og til foden, som stadig ikke var som før bruddet, og til efterlønslivet, som hun faktisk nød, men han hungrede efter mere.

Hun var så smuk. Klare blå øjne indrammet af smilerynker, den gråne­ de page klædte hende, hun var altid velklædt, lingeri fra Marie Jo. Det vidste han med sikkerhed, for han havde selv haft de fine blonder mel­ lem sine ru fingre. Han tænkte på hendes krop – hendes vidunderlige krop med dens kurvede landskab.

Anders sank en klump og prøvede at tænke på noget andet, men han kunne ikke mane billedet af hendes solbrune krop iført en hæklet, hvid bikini væk. Det blev ved med at flimre for hans indre blik, ikke mindst erindringen om hendes fyldige bryster, der var helt sikkert gods i dem.

Han havde mange gange siden fantaseret om, hvordan det ville være at stå med dem i hænderne, veje dem, fornemme deres bløde tyngde mod sine håndflader.

Det havde været lige ved at gå helt galt den formiddag for en måneds tid siden, da han skulle levere en stak breve. Hun havde ikke åbnet døren, selvom han ringede på flere gange, og han havde været ved at vende om med uforrettet sag, da han pludselig hørte hende rømme sig. Han listede forsigtigt rundt om læhegnet, der løb om på bagsiden af huset, og fandt hende liggende på solsengen med et lille håndklæde over øjnene. Han havde stået helt stille og nydt synet, indprentet sig billedet af hendes krops kurver og mærket, hvordan han voksede mel­ lem benene, da hun pludselig rørte på sig, som fornemmede hun noget eller nogen. Han havde skyndt sig væk igen, rundt om hegnet, så hun ikke skulle opdage, at han havde stået og luret på hende. Da han var 8

Blodspor.indd 8

31/07/18 12.28

kommet nogle meter væk, var han standset op og havde råbt: “Hallo – er her nogen?”

Få sekunder senere var hun kommet ham i møde – smilende som altid, selvom han kunne mærke hendes blik strejfe ham dernede. Hun fornemmede uden tvivl hans begær, og han havde tvunget sig selv til at se hende i øjnene, og de havde stået sådan lidt. Siden den dag åbnede hun altid døren, når hun så ham komme op ad havegangen, som var han en ventet og kær gæst, og hun takkede ham også altid så hjerteligt, selv for rudekuverterne Det var jo for fanden hans job at levere dem, men han labbede hendes taknemmelighed i sig og nød den korte samta­ le, de altid havde. Banalt måske, men dét, at et andet menneske så ham og gav sig tid til at tale med ham, var ingen selvfølge.

Hun var den eneste, han talte med for tiden. Udover hende havde han kun sine film, som var det mest stabile i hans liv.

Anders slog det grønne plastikslag hen over de andre breve igen, åb­ nede lågen og trådte ind på grunden. Han skuede op mod huset. Der var noget anderledes over det i dag, det virkede tillukket, tænkte han.

Så opdagede han, at gardinerne var trukket for de to store vinduer, der vendte ud mod vejen. Det plejede de aldrig at være.

Han tog en dyb indånding, strøg det halvlange pandehår væk fra øjne­ ne og skyndte sig op mod huset. Han kunne mærke mundvigene kræn­ ge opad, som han nærmede sig hoveddøren. Da han nåede helt derhen, opdagede han, at den stod på klem, men hun var ikke at se nogen steder.

Anders tøvede. Havde hun mon lige åbnet for så at gå indenfor igen?

Var det en invitation af en slags? Ventede hun derinde? På ham? Var det derfor, hun havde trukket gardinerne for?

Han trak vejret dybt ind, satte fingeren på dørklokken og trykkede den i bund. Han kunne høre dørklokken ringe skingert inde i huset, men der skete ikke noget.

“Hallo … det er mig, posten. Hallo?”

Han lænede øret hen mod sprækken, holdt vejret og lyttede. Ingen­ ting. Der var ingen lyd af mennesker i nærheden, ingen skridt eller lav­ mælt samtale eller musik, kun den stille susen af ingenting. Men hun måtte være derinde – døren var jo åben. Grebet af et pludseligt overmod 9

Blodspor.indd 9

31/07/18 12.28

skubbede han den helt op og stak hovedet indenfor. Der lugtede mær­ keligt derinde, tænkte han og rynkede på næsen, en kvalm sødlig lugt.

Lugten passede ikke til hende … Hun var rosenduft eller hvid jasmin.

Han trådte helt indenfor, tørrede gummiskoene godt af på gulvmåtten og kaldte igen. Stadig intet svar. Han tog et par skridt hen ad gangen og stoppede så brat op, pludselig usikker på sit forehavende.

Hvad nu, hvis hun kom hjem lige om lidt, måske havde hun bare væ­ ret ude at handle og i skyndingen glemt at lukke døren, at låse den. Hvis hun fandt ham her, i sin entre, ville hun få et chok. Hun ville måske tro, at han var ude på noget.

Anders sank en klump og mærkede, at hans håndflader blev fugtige.

Ville hun mon gå i panik, skrige, løbe ind for at ringe efter politiet? Han så det for sig, som en film på fast forward. Han ville følge efter hende, vriste telefonen ud af hendes spinkle greb og lægge sine brede hænder på hendes bryst, og silkemorgenkåben ville glide til side og afsløre …

Han rystede hurtigt på hovedet. Styr dig, Anders.

Det kunne jo også være hendes mand, der ventede derinde, selvom han, ifølge hende selv, sjældent var hjemme, fordi han rejste verden rundt for at skrive. Eller det kunne være de to voksne sønner, der var på besøg.

“Hallo,” kaldte han igen og sagde højt: “Jeg lægger posten her på bordet.” Han lagde forsigtigt kuverterne fra sig, mens han betragtede sig selv i spejlet over det lille konsolbord. Hans hud så gusten ud, i aften måtte han gå tidligere i seng, end han plejede, men han havde så svært ved at løsrive sig fra filmene. Det bedste, han vidste, var at sidde i læder­ sofaen derhjemme foran sit store tv og leve sig med ind i filmene. Jo blo­ digere, jo bedre: motorsave, skarpe knive, opspærrede øjne, opsprættede kroppe, skrig og underlægningsmusikken, som forstærkede spændingen og uhyggen ved blodet, det fossende blod, selve livet, der strømmede ud af alle ofrene …

Idet Anders slap sig selv med blikket, fik han øje på hende i spejlet.

Døren ind til rummet bag ham stod på klem, og han kunne skimte hen­ de. Hun sad på en stol med ryggen til ham, nakken var lænet bagover, og hendes smukke, grå pagehår nåede hende næsten til skuldrene, men 10

Blodspor.indd 10

31/07/18 12.28

der var ingen tvivl om, at det var hende – i sin småblomstrede skjorte, hans yndlingsskjorte. Men hvorfor havde hun ikke svaret ham?

En pludselig rædsel steg op i ham, og i nogle sekunder kunne han ikke bevæge sig, så vendte han sig langsomt væk fra spejlet og trådte, som i slowmotion og med pulsen bankende i øregangen, hen mod den halvåbne dør.

“Jette?”

Den ubehagelige lugt blev kraftigere, som han nærmede sig dør­ åbningen, overmandede ham, og han gispede og mærkede morgen­ maden, en portion havregryn med sødmælk, sprøjte op i munden. Han sank massen og trak uvilkårligt trøjen op over næsen. Det susede for hans ører, han kunne intet høre, han kunne blot iagttage sin hånd, der skubbede let til døren, som langsomt gled op og åbenbarede den mest surrealistiske scene, han i sit liv havde set.

Rundt om et veldækket middagsbord sad eller lå, hvad han formo­ dede var hele familien Friis. Fire voksne mennesker fastfrosset i et helt almindeligt hverdagstableau: en familiemiddag med steg på bordet og vin i glassene.

Anders spærrede øjnene op, han kunne ikke røre sig, ikke gøre noget, kun kigge, mens hans hjerte hamrede hårdt bag T-shirten. En korpulent mand med kort, gråt hår sad tilbagelænet på sin stol længst væk i rum­ met. Hans lyseblå skjorte var gennemvædet af blod, og hans hoved var faldet forover, hagen hvilede på det øverste af brystkassen og afslørede en halvskaldet isse under det grålige hår.

Anders tog et par skridt længere ind i spisestuen og lod blikket glide hen over det veldækkede spisebord. En ung mand lå på maven halvt inde over bordet, dugen var krøllet sammen under ham, og rundt om ham lå væltede glas og smadrede tallerkener. En vinflaske lå på dugen, og dens indhold havde samlet sig som en sø på det lyse trægulv, størk­ net, eller var det blod? Den unge mands skjorteryg var gennemvædet af blod, og hans arme var strakt frem foran ham, som var han i færd med at tage et svømmetag. Anders fik øje på endnu en ung mand med vandkæmmet, lyst hår. Iført en hvid T-shirt lå han på ryggen midt på gulvet med armene bundet foran sig, sølet ind i størknet blod. Anders 11

Blodspor.indd 11

31/07/18 12.28

betragtede de åbne, tomme øjne, der stirrede forbi ham – dækket af en mat, hvidlig hinde. Den unge mands læber var let adskilte, blålige og stive, og man kunne ane tænderne bag dem. Hans hud var gummiagtig, hvid. Nogen skreg højt, og Anders fór sammen, indtil han opdagede, at det var ham selv, der skreg. Det måtte det være, der var jo ikke andre i nærheden. Eller var der?

“Jette … Jette … Jette.”

Han vendte sig hurtigt om og stirrede direkte ned på det, der engang havde været et ansigt. Hendes ansigt. Øjne, næse og mund var forsvun­ det i et stort gabende krater, en rødlig masse, iblandet noget hvidt, som han formodede var sener og knoglestumper. Hendes ene øre manglede også, i det andet hang en enlig guldørering. Anders stirrede stift på den røde masse og opdagede nu, at der var klaser af gullig-hvide æg overalt i det ødelagte ansigt. Farven mindede ham om farmorens hjemmerørte vaniljeis. Flueæg. Han sank en klump og fik øje på en larve, der i det samme snoede sig rundt i øjenhulen. Benene knækkede sammen under ham, og han faldt på knæ foran hendes bukseben, mens en kaskade af varm, klæbrig opkast sprøjtede ud af munden på ham. Han ræbede, prøvede at tørre sig om munden med snippen af sin trøje.

“Jette,” hviskede han og turde ikke længere se på hendes ansigt. I stedet stirrede han på den blomstrede silkeskjorte. Hvis han blot fast­ holdt blikket på dén, ville det grufulde ikke være sket, de mange blod­ stænk blandede sig så smukt med blomsterne, opløste sig. Måske var det slet ikke blod? Det måtte det ikke være. Et øjeblik så det ud, som om hendes mellemgulv bevægede sig. Anders kom vaklende på benene og ledte febrilsk efter en puls på hendes smalle hals. Der var ingen. Jamen det skulle der være. Han ville føle på hendes håndled og opdagede, at hendes hænder var bundet sammen bag hendes ryg med hvide strips.

Fingrene var blå og forkrampede og kolde.

En spyflue summede forbi ham og satte sig midt i hendes knuste ansigt, og synet overmandede ham atter. Han bøjede sig forover, han skulle kaste op igen, men kunne ikke, han ræbede kun højt, trykket i øregangene klikkede væk, og lyden af fluens summen voksede og eks­ ploderede i hans ører.

12

Blodspor.indd 12

31/07/18 12.28

Anders mærkede brølet komme buldrende fra et sted dybt inde. Han ville væk. Nu. Men han kunne ikke røre sig. Hans ben var naglet til gul­ vet. Han kunne kun stå der og stirre på de døde kroppe og det fintdække­ de bord med stegen, de hvide kartofler pyntet med hakket persille, den stivnede brune sovs, der var flydt ud som en større grumset sø, asierne, der lå spredt på den krøllede, blodige dug …

Familien Friis var død. Nogen havde dræbt dem. Skudt dem. En efter en. Herinde i den hyggelige spisestue. Kunne morderen stadig befinde sig i huset? Anders kom pludselig til sig selv. Han drejede om på hælen og opdagede først nu blodplamagen, han stod i. Den klistrede til hans gummisko som klæbrig lim, og da han med et ryk sprang til siden, havde han plantet to solide sålaftryk i blodet.

Anders løb ud af spisestuen. Han ville væk, bare væk. Han tumlede fremad ned ad gangen, men da han nærmede sig hoveddøren, slog det ham: Tænk, hvis de troede, at det var ham, der havde dræbt dem. Ang­ sten greb fat om hans strube, og i et stort spring var han ovre ved den halvåbne hoveddør, hvor han kunne ane den solbeskinnede villavej og friheden. Så indså han det: Hvis han flygtede herfra, ville det bestyrke mistanken mod ham. Hans postcykel stod parkeret ude på fortovet foran havelågen, og selvom villavejen var øde om formiddagen, kunne nogen have bemærket den.

Han stoppede brat op, forpustet. Stak hånden i bukselommen, mær­ kede mobilens kølige, glatte overflade. Det ville være så let. Han skulle bare tage den op af lommen, trykke 112. Der ville ikke gå mange minut­ ter, før det ville vrimle med politibiler. Men hvis han ringede til dem, ville det betyde forhør, og de ville ransage hans lejlighed, ligegyldigt om de troede, det var ham, der havde gjort det, eller ej. Sådan var procedu­ ren, det vidste han fra alle sine film. Så ville de finde hans skatte. Det gik ikke.

Anders skubbede forsigtigt hoveddøren op, stak hovedet udenfor og fik med det samme øje på genboen, hende med krøllerne. Han trak hurtigt hovedet til sig og krøb i skjul bag døren. For helvede da også …

Havde hun set ham? Hvad skulle han gøre nu?

Anders bed tænderne hårdt sammen. Kæberne smertede.

13

Blodspor.indd 13

31/07/18 12.28

Strisserne skulle ikke hjem i hans lejlighed.

Men det ville jo ske, ligegyldigt om han tilkaldte dem eller ej. Han havde efterladt sit biologiske materiale på gerningsstedet: pølen af op­ kast, hans fodaftryk, hans fingeraftryk, han havde endda rørt ved Jette.

For satan da også. Han var nødt til at slette sporene efter sig, så ingen kunne koble ham til huset.

Han måtte blive og gøre huset rent, prøve at komme uset derfra og skille sig af med sko og tøj. Han nikkede for sig selv, mens han i detal­ jer gennemtænkte en plan og priste sig lykkelig for, at han kendte til politiets arbejde i detaljer, fordi han interesserede sig så passioneret for drab. Han skævede rundt i gangen. Hvor kunne han have afsat sine fin­ geraftryk? Havde han rørt ved noget udover hoveddøren? Jo, han havde da støttet sig til dørkarmen ind til spisestuen, da han fik øje på hende, havde han ikke? Og hvad med konsolbordet, hvor han havde lagt kuver­ terne? Dem måtte han smide væk.

Anders skyndte sig tilbage ind i spisestuen, hvor han holdt vejret, mens han listede over til vinduet og spejdede forsigtigt ud gennem sprækken mellem gardinet og vindueskarmen. Genboen havde netop startet sin bil og var på vej væk, konstaterede han og lod gardinet falde tilbage. Så gik han i gang.

Blodspor.indd 14

31/07/18 12.28

Stockholm

Niclas’ hånd føltes fjerlet. Helt anderledes end før, hvor hans hænder havde været stærke, altid parat til at gribe hende. Nu føltes de fremme­ de, som tilhørte de en anden mand. Hun løftede forsigtigt hans hånd op mod sit ansigt, lod håndryggen strejfe sine læber, lukkede øjnene og drømte sig nogle sekunder tilbage til før. For kun halvanden måned siden havde alt været, som det plejede, og han havde omsluttet hende i et af sine bjørnekram. Han gav de bedste af slagsen, og hun genkaldte sig hans dybe stemme og kunne næsten mærke hans blik vandre ned over sig, indtil hun slog øjnene op og så ham ligge med lukkede øjne i alt det hvide med kroppen tilsluttet plastikslanger. Den hvæsende lyd fra respiratoren var enerverende, men det værste var hans tomme blik, når sygeplejerskerne åbnede hans øjne for at dryppe dem – blinde, som var der ikke mere Niclas tilbage derinde.

Rebekka blinkede flere gange for at holde tårerne inde. Han skulle leve, han skulle være her på jorden sammen med hende. Ellers vidste hun ikke, hvordan hun nogensinde skulle kunne komme videre i livet.

I dag var det seks uger siden, at hun havde begivet sig ud på en ø i den finske skærgård i forsøget på at opklare en serie drab på forsvundne psykisk syge mennesker. Det havde været en overilet beslutning, og hun ville ikke have siddet her ved hans side, hvis ikke Niclas var kommet ud 15

Blodspor.indd 15

31/07/18 12.28

til øen for at lede efter hende. Men hvis han ikke var kommet hende til undsætning, så havde han højst sandsynligt bevæget sig rundt i verden, helt som han plejede, mens hun havde været død.

De havde været på vej væk fra den isolerede ø, da Niclas pludselig var blevet overfaldet og stukket med en kniv flere gange, og det massive blodtab betød, at han fik hjertestop. Hvor længe han havde været uden ilt, vidste ingen, men scanningerne viste tydeligt, at hans hjerne havde taget skade. Selvom hun havde tigget og bedt om en prognose, var læ­ gerne tilbageholdende med at sige noget. De kunne og ville ikke udtale sig om fremtiden, sagde de – men at dømme efter deres alvorlige miner var det slemt. Hvis han overlevede, hvilket liv ventede ham så?

Ingen af delene var til at bære. Rebekka lukkede et øjeblik øjnene hårdt i og strøg pludselig tilbage i tiden – til dengang hun var ni år gammel og var blevet sendt på stranden alene med sin lillebror, Robin, i hånden. Vesterhavets bølger var høje og sorte, toppet med hvidt skum.

Hun kunne mærke det brændende sand under sine nøgne fødder og se lillebroren for sig, de grønne øjne og mellemrummet mellem fortæn­ derne – synligt i et stort smil, inden han forsvandt i bølgerne.

Hun slog øjnene op. Niclas skulle overleve. Hun kunne ikke have endnu et liv på samvittigheden. Hun knugede hans hånd en smule hår­ dere nogle sekunder, før hun forsigtigt lagde den til rette på dynen.

Brudstykker af en gebrokken dansk-svensk samtale sivede ind på stu­ en fra den halvåbne dør, og hun kunne høre sin veninde Dortes karak­ teristiske stemme efterfulgt af et par hektiske høje latterudbrud, som fik Rebekka til at trække på smilebåndet. Dorte, der var sygeplejerske på Rigshospitalets traumecenter, var i sit es heroppe i Stockholm. Det var storartet, for Rebekka var stadig for udmattet til at kunne køre lange bil­ ture selv, og derfor nød hun godt af, at Dorte orkede at køre hende helt herop. Rebekka selv var blevet udskrevet fra hospitalet i Stockholm for en lille måned siden efter at have været indlagt i knap to uger. Besøget denne gang var det tredje siden da. Alle tre gange var det Dorte, der hav­ de foreslået turen, og hver eneste gang Rebekka prøvede at takke hende, verfede Dorte hende blot væk med et: “Shhh.” Der var ingen tvivl om, at Dorte følte, at hun skyldte hende noget. Et par måneder tidligere 16

Blodspor.indd 16

31/07/18 12.28

havde Dorte afsluttet et kortvarigt forhold til en yngre fyr, som var blevet så rasende over bruddet, at han efterfølgende overfaldt hende. Rebekka havde kastet sig imellem dem, og det hele var endt med, at ekskæresten ramte hende i ansigtet med skåret fra en knust tallerken.

Rebekka lavede en grimasse, og det fik det til at stramme i kinden.

Hun lod forsigtigt sine fingre glide hen over arret, der bugtede sig som en slange fra øjets nederste kant og over kinden til mundvigen, mærke­ de efter. Både øjet og den store ansigtsnerve var heldigvis gået fri, men det markante ar var nu hendes resten af livet.

Til at begynde med havde hun frygtet, at Niclas ville finde hende mindre attraktiv med det ar. Hun kunne ikke have taget mere fejl. Ar­ ret havde ikke ændret noget som helst imellem dem. Tværtimod havde Niclas været endnu mere omsorgsfuld og kærlig, end han plejede, og efter få dage havde hun sluppet følelsen af utilstrækkelighed og lidt efter lidt accepteret sit nye ansigt. Folk stirrede mere, men selv det var hun ved at lære at ignorere.

“Bekka, er du klar til at køre?”

Dorte stak hovedet indenfor, og Rebekka kastede et hurtigt blik på Niclas og nikkede så stille. Hun rejste sig langsomt, kroppen føltes en smule stiv efter at have siddet stille så længe. Hun lænede sig forsigtigt ned over ham, betragtede hans træk, det lille ar på næseryggen og øjen­ vipperne, der bevægede sig svagt som vandplanter på havets bund. Hun kyssede blidt hans pande. Sitrede hans øjenvipper endnu mere ved hen­ des berøring? Fornemmede han, at det var hende, kunne han mærke duften af hende, eller anede han slet ikke, hvem hun var – hvem han selv var? Hun stirrede intenst på Niclas’ blege ansigt, mærkeligt ældet på blot få uger.

“Bekka?”

“Jeg kommer nu.”

“Nej, det var ikke for at jage med dig. Jeg kan bare vente udenfor, hvis det er… eller … hvis du gerne vil blive længere, gør vi det. Det er op til dig.”

Rebekka rettede sig op. Rystede svagt på hovedet.

“Nej, det er fint. Lad os køre hjem nu.”

17

Blodspor.indd 17

31/07/18 12.28

Hun kastede et sidste blik på Niclas og blev optændt af to modsatrette­ de følelser – ønsket om at blive hos ham og lysten til at stikke af, væk fra Stockholm, hvor hun havde mistet så meget, væk fra det, der var tilbage af Niclas, og væk fra erindringen om den seneste rædselsfulde måned – sit eget hospitalsophold og de endeløse forhør om begivenhederne ude på øen, og om Håkan, ikke mindst. Håkan havde været Niclas’ makker og bedste ven, eller det havde han foregivet at være, indtil de alle tre havde befundet sig i jollen på vej væk fra øen med den dødeligt sårede Niclas imellem sig, og det gik op for Rebekka, at Håkan bevidst styrede den forkerte vej for at forhindre, at Niclas overlevede.

Rebekka erindrede minutterne i jollen, hvor hun og Håkan havde kæmpet korporligt mod hinanden, indtil de begge var faldet over bord ned i det iskolde vand. Det var lykkedes hende at kæmpe sig op i jollen igen, men Håkan var forsvundet. Han var sandsynligvis druknet i den finske skærgårds kolde vand, men hans lig var endnu ikke fundet.

“Farvel, älskling,” hviskede hun og ventede som altid på, at han skulle reagere på hendes stemme, men det var endnu ikke sket, og hun længtes sådan efter det. Følelsen var fysisk, den gjorde ondt.

“Du, Rebekka, jeg har en idé!” Hun hørte sygeplejersken Lottas stem­ me bag sig. “Hvis du vil, kan du ringe hver aften og sige godnat til ham.”

Rebekka vendte sig langsomt om og mødte Lottas varme blik.

“Det ville være dejligt,” sagde hun stille.

“Kom.” Rebekka mærkede Dortes arm rundt om sin. Hun vaklede let, og Dorte holdt endnu bedre fast om hende, imens de sammen gik over mod udgangen. I døråbningen vendte hun sig om og betragtede Niclas i sygesengen. Han så pludselig så lille ud, som om han var ved at forsvin­ de, og Rebekka sank en klump.

I det samme vibrerede hendes mobil i tasken. Hun overvejede at begynde at rode efter den, men lod så alligevel være. Hun gættede på, at det var hendes mor, selvom hun kun havde talt med hende få gange de seneste par uger. Hvem skulle det ellers være? Hun var stadig syge­ meldt, Reza befandt sig i USA, og Dorte havde hun jo her ved siden af sig.

18

Blodspor.indd 18

31/07/18 12.28

De trådte ud på hospitalets parkeringsplads. Det havde regnet, den blanke, våde asfalt duftede fint af sommerregn, og solen glimtede i træ­ kronernes grønne blade. Rebekka skubbede hurtigt solbrillerne ned på næsen, lukkede solen ude. Det føltes forkert, at den skinnede sådan – når Niclas var forsvundet ind i sit eget mørke.

Rebekka havde blundet i Dortes bil hele vejen ned igennem Sverige.

Langt borte registrerede hun, at mobilen vibrerede i tasken igen. For­ tumlet slog hun øjnene op, det skumrede udenfor, og de nærmede sig broen.

“Det var på tide.” Dorte sendte hende et hurtigt smil, inden hun koncentrerede sig om motorvejen igen.

“Undskyld, jeg vidste ikke, at jeg havde sovet så længe.”

Telefonen holdt op med at summe, netop som Rebekka skulle til at finde den i sin taske.

“Du trængte til at hvile dig, derfor vækkede jeg dig ikke. Men hold nu kæft, jeg har været lige ved at tage din telefon og kyle den ud ad vinduet.

Den har summet uafbrudt. Nogen vil meget gerne i kontakt med dig.

Jeg gætter på din mor.”

Telefonen begyndte atter at brumme.

Rebekka fiskede mobilen op af tasken og så, at det var hendes chef, Gundersen, hvis navn lyste op på displayet. Gad vide, hvad han ville hende? Hun skulle netop til at besvare opkaldet, da det atter døde ud.

“Havde jeg ret?”

Hun kunne mærke Dortes blik hvile på sig.

“Næ, det havde du faktisk ikke. Og egentlig taler jeg ikke så ofte med hende for tiden. Hun har alt for travlt med sit nye liv som enke. Det er bedre end godt, misforstå mig ikke, men det betyder, at hun næsten aldrig ringer.”

Rebekka sendte Dorte en grimasse.

“Det er Gundersen, der har ringet. Seks ubesvarede opkald. Det må være vigtigt.”

Hun trykkede hans nummer, og sekundet efter havde hun drabsche­ fens bryske stemme i øret.

19

Blodspor.indd 19

31/07/18 12.28

“Holm. Er du ved at være frisk nok til at arbejde?”

Rebekka kunne ikke lade være med at smile, selvom det nev i kinden.

Bare tanken om at kunne få lov til at begrave sig i en drabsefterforsk­ ning, slippe spekulationerne om Niclas’ situation, bare for en stund.

“I den grad,” svarede hun og prøvede at skjule glæden i sin stemme.

“Hvad er der sket?”

“Det drejer sig om en firedobbelt drabssag. I Birkerød. En hel familie er dræbt. Skudt. Jeg vil gerne have dig til at deltage i efterforskningen sammen med Tatjana. Hvis du altså er klar – både fysisk og … mentalt?”

Rebekka tog en dyb indånding. De fleste læger ville nok mene, at hun skulle hele mere, før hun var parat til at kaste sig over en drabsefter­ forskning, for det var et arbejde, der kørte i døgndrift og var opslidende for alle, selv for dem, der var fit – både mentalt og fysisk. Men hun kun­ ne ikke drømme om at spørge en læge. For hende fandtes ingen mere effektiv medicin end hendes arbejde som efterforsker, og hun kunne allerede mærke adrenalinen prikke i kroppen ved tanken om at skulle i gang igen. Hun havde været sygemeldt alt for længe allerede.

“Jeg er mere end klar. Send mig en sms med adressen, men jeg kan nok først være fremme om en times tid.”

“Godt.”

Samtalen blev afbrudt med et klik, hvilket var typisk Gundersen. Re­ bekka kunne mærke Dortes sigende blik på sig.

“Du skal på arbejde, gætter jeg. Dine øjne skinner allerede.”

Rebekka nikkede og lænede hovedet tilbage på nakkestøtten.

Hun skævede til Dorte, parat til at modtage en svada fra veninden, der konsekvent syntes, at hun gav alt for meget til sit arbejde. Svadaen udeblev, men Dortes blik sagde det hele.

“Jeg er nødt til det – for min egen skyld.” Rebekka betragtede den mørke motorvej, der susede forbi. “Jeg er nødt til at tænke på noget andet end på Niclas. Ellers bliver jeg vanvittig.”

Dorte var tavs, og Rebekka gad ikke tvinge veninden til at svare. Hun holdt blikket på de andre bilers gule lygter, der lyste op som øjne i tus­ mørket.

20

Blodspor.indd 20

31/07/18 12.28

“Jeg forstår dig godt, Bekka,” sagde Dorte pludselig. “Du skal gøre det, der er bedst for dig. Skal jeg sætte dig af på Politigården?”

“Eller i Birkerød? Altså, hvis du orker.”

Rebekka så på sin veninde med et skævt smil, og Dorte lo.

“Jeg orker alt, når det gælder dig,” svarede hun, og sætningen fik det til at prikke bag øjenlågene.

Blodspor.indd 21

31/07/18 12.28

Forrige sommer

Sascha Olsen skruede højere op for musikken, men den kunne alligevel ikke overdøve drengens hikstende gråd inde fra stuen. Hun lå udstrakt i dobbeltsengen, afklædt, kun iført trusser, og over hende brummede solariet, en svag, sitrende varme på hendes nøgne hud. Hun elskede at ligge herinde i soveværelset med musikken rungende i ørerne, i fred for Lasse og børnene, mens huden dag for dag blev mørkere.

Kean græd højt nu, og hans gråd ødelagde nummeret. Hun stønnede irritabelt. Hvorfor fanden skulle der også altid være så meget bøvl med ham? Han irriterede hende ad h… til. Han skulle altid hyle over de mindste ting, det gjorde de andre unger da ikke. Hans lille krop klæbede konstant til hendes, hagede sig fast som en sugekop, og hun kunne ikke have det. Hun tvang altid hans små arme væk, skød ham fra sig. Et par gange havde hun endda ramt ham i maven med et spark, og allige­vel blev han ved med at komme tilbage. Hvorfor fanden kunne han ikke forstå det, ligesom de andre kunne? Han var også den grimmeste af hendes børn, bleg og tynd, han lignede sin far alt for meget. Men hans smilehuller var nuttede, dem kommenterede alle, og derfor var det også ærgerligt, at han ikke smilede så ofte.

Gråden var gået over i skrig. Han kunne skrige højt af en toårig, sådan havde Gry aldrig skreget, tænkte Sascha og skuttede sig let under det 22

Blodspor.indd 22

31/07/18 12.28

blålige lys. Hun var smadret, vennerne var kommet over i aftes, sent.

Det havde udviklet sig, de havde drukket sig sanseløst stive i Blå Ga-Jol, selvom det var en skide hverdagsaften, og de havde selvfølgelig sovet over sig. Ingen af børnene var kommet i daginstitution, og det var ikke så godt, når der i forvejen blev holdt ekstra øje med dem. Særligt pæda­ gogerne i drengens vuggestue var så fandens nysgerrige, og hun havde lyst til at smadre dem og brøle, at de skulle holde snotten for sig selv.

De spurgte til hvert eneste mærke, han havde på kroppen. Hun vidste bare, at det var en af dem, formentlig ham den unge, der altid stirrede på hende, som stod bag den seneste indberetning til kommunen. Det var noget lort, hun orkede ikke at flytte mere. Det var så anstrengende hele tiden at skulle finde et nyt sted at bo, pakke det hele ned og op igen, og alt det kaos gjorde børnene endnu mere kulrede og besværlige, end de var i forvejen.

Drengens skrig var nu så gennemtrængende, at Sascha flåede høre­ telefonerne ud af øret og råbte: “Lasse, for helvede. Tag nu og sæt Kean over i skuret, så vi får ro.”

Lasse brølede et eller andet arrigt tilbage, og drengen græd utrøste­ ligt. Så hørte hun terrassedøren gå og drengens gråd fortone sig.

Heldigvis. Lasse gjorde altid, hvad hun sagde, når hun først hævede stemmen. De havde været sammen, siden hun havde været højgravid med Kean og haft Gry på armen, og han havde stået med Kira i den ene hånd og Simone i den anden. Både hun og Lasse var blevet forladt af deres respektive partnere og havde været sultne efter noget nyt.

Sascha nød stilheden, nu kunne hun endelig koncentrere sig om mu­ sikken. Hun stoppede høretelefonerne i øret og slog taktfast hånden ned i madrassen, mens hun fulgte beatet. Hun følte næsten, at det var hende, der sang. Hun forestillede sig, at hun stod på en stor scene omgivet af hujende fans, badet i deres beundrende blikke med ryggen mod bandet, lutter lækre fyre, der, når hun fik øjenkontakt med dem, smilede støttende og opmuntrende til hende, hvorefter de knaldede hende i pauserne, og hun sang – højere og højere – mens hun trommede med hænderne …

“Hvad fanden laver du?”

Sascha blev brat revet ud af dagdrømmen og missede med øjnene 23

Blodspor.indd 23

31/07/18 12.28

mod det blålige solarielys, mens hun hev høretelefonerne ud igen. Las­ se stod i døråbningen og gloede på hende med en smøg vippende i mundvigen.

“Du kan sgu da ikke blive mere brun, end du allerede er i forvejen.

Du ligner jo en neger.”

Et lille smil lurede i hans mørke øjne, noget drilsk, og hun gad ikke svare ham.

“Hvor er Kean?” spurgte hun i stedet og rullede væk fra solariet, rakte ud efter smøgen. Lasse tog endnu et hvæs, inden han gav den til hende.

Hun sugede grådigt på cigaretten, trak røgen helt ned i lungerne og pustede den langsomt ud igen.

“Hvor er han?” gentog hun.

“I skuret, som du sagde.”

Hun nikkede. Tog atter et hiv af smøgen.

“Du er ikke gået amok, vel?” Hun sendte ham et anklagende blik, og han svarede ikke.

“Er du?”

Lasse trak ligegyldigt på skuldrene.

“Han skal nok ikke i vuggestue i morgen, hvis det er.”

“Lasse, for helvede …”

Hun sprang ud af sengen, og bevægelsen fik det til at gibbe i ham.

Skvat, tænkte hun, mens hun trak en T-shirt over hovedet. Hun skrid­ tede gennem køkkenet, trak skuffen ud og fandt en rulle Oreo, som hun tog med sig. Hun gik ud gennem den halvåbne terrassedør, græsset var vådt, det havde netop regnet. Hun så en dræbersnegl i græsset og trampede på den med hælen, mærkede dens slimede krop blive trykket flad under hendes vægt, på vej over til redskabsskuret. Lasse havde selv bygget det. Tanken var, at han skulle hygge sig derovre, mens han repa­ rerede deres forskellige ting. Der var ofte noget, der gik i stykker, med fire sammenbragte børn, men som altid når det var noget, Lasse skulle stå for, blev det aldrig gjort færdigt, og derfor stod skuret bare tomt og blev kun brugt som skammekrog. Det var mest knægten, der blev smidt derover. De andre børn kunne bedre aflæse signalerne og stoppe, før de gik over stregen.

24

Blodspor.indd 24

31/07/18 12.28

Der var placeret et vindue i gavlen på skuret, og hvis Sascha stod på tæer, kunne hun se derind. Hun strakte hals og fik øje på den lille skik­ kelse, der lå på gulvet. Den smalle ryg under T-shirten hævede sig hurtigt op og ned, han græd stadig. Hun gik over til døren, skød slåen til side og åbnede den. Drengen trak sig helt ind i hjørnet af skuret. Synet af hans forgrædte ansigt gjorde hende et kort øjeblik ilde til mode. Han så så lille ud, så skrøbelig, så ubeskyttet, og dybest inde kunne hun mærke sin beskyttertrang. Så tog hun en dyb indånding, kastede kiksepakken ind til ham, låste atter døren og gik tilbage mod huset med hastige skridt.

“Moar,” kunne hun høre ham kalde, “moaaaar.”

Hun blev ved med at gå. Han skulle ikke tro, at han kunne bestemme over hende. Det skulle ingen tro, heller ikke Lasse. Det var det allerbed­ ste ved at have sluppet sin egen rådne barndom og blive voksen, hvad end det så var. Ingen skulle nogensinde bestemme over hende igen.

Sascha pustede tungt og betragtede rækken af tomme, nybyggede et­ plansrækkehuse. De havde været heldige at få lov til at flytte ind, huset var spritnyt og moderne, det første der var klar til beboelse, og der ville gå flere måneder, før de øvrige boliger blev indflytningsklare. Ergo hav­ de de det hele for sig selv, og det passede dem godt.

Lasse lå på lædersofaen foran tv’et, da hun trådte indenfor. Hendes fødder satte våde aftryk på det lyse trægulv.

“Hvor er de andre henne?”

Lasse så ikke på hende, men gjorde et kast med hovedet i retning af børneværelset, som de tre yngste børn delte. Lasses ældste datter, Kira, havde kammeret. Det var lidt uretfærdigt, i betragtning af at hun boede størstedelen af tiden hos sin mor. Men de var nødt til at give pigen det bedste, for Kiras mor gik amok, hvis der bare var det mindste, hendes prinsesse var utilfreds med.

Sascha lod sig falde ned ved siden af ham i sofaen.

“Hvad ser du?”

Bruce Willis drønede hen over skærmen med blodig halvnøgen over­ krop og et hævet automatvåben – klar til at dræbe.

Die Hard. Lasse gad stadig ikke se på hende. Han vidste, at han var gået for vidt. Igen.

25

Blodspor.indd 25

31/07/18 12.28

“Nus mig.” Sascha lænede sig ind mod ham, men han var urokkelig, det vidste hun, de var lige stædige, når det kom til stykket, og medmin­ dre hun atter skruede bissen på, ville han ikke give sig, før hun havde gjort det godt igen.

Hun kunne høre latter og et par lavmælte hvin fra børneværelset.

Hun sukkede gnavent, rejste sig fra sofaen og gik ud i gangen. Hun var lige ved at snuble over en bil, der lå og flød på de beskidte klinker, og hun samlede den hidsigt op. Så smækkede hun døren til børneværelset op med et sådant brag, at det gibbede i børnene derinde. Hun betrag­ tede dem et øjeblik, inden hun kylede bilen gennem rummet, så den ramte væggen med et højt smæld få centimeter fra Grys ansigt.

“Har jeg ikke sagt, at legetøjet kun må være herinde, har jeg ikke?” brølede hun arrigt, mens tre blege børneansigter stirrede tavse på hende med mørke, opspærrede øjne. Hold kæft, hvor så de lamme ud, de lig­ nede Lasse, når han havde dummet sig, gjorde de – snotdumme.

“Har jeg ikke? Svar mig,” skreg hun endnu højere og mærkede raseriet strømme gennem kroppen. Hun kunne ikke styre det, det spredte sig, buldrede og bragede, og hun måtte bide tænderne sammen og knuge hænderne hårdt, som var hun i bøn, for ikke at give efter for vreden og slå.

“Det er far, der har glemt den,” udbrød Simone, Lasses næstældste.

Hun stirrede på Sascha med Lasses øjne. Sascha løftede sin ene knytte­ de hånd, men lod den falde ned igen. For helvede da også …

De tre børn stirrede på hende med tilbageholdt åndedræt, og hun rømmede sig og hvæsede: “Gå i seng nu.”

Hun forlod rummet og smækkede døren hårdt i efter sig. Inde i stuen plaffede Bruce den ene gangster efter den anden ned. Sascha hentede en Red Bull i køleskabet, tog en slurk og fik pludselig lyst til, at der skulle ske noget. Hun stillede energidrikken fra sig på køkkenbordet, gik over til Lasse – stillede sig foran ham, skyggede for skærmen.

“Flyt dig.”

Han så ikke på hende, han var stadig vred. Hun kunne mærke kulden strømme fra ham. Hun blev, hvor hun var, med armene demonstrativt over kors.

“Jeg flytter mig ikke, før du ser mig i øjnene.”

26

Blodspor.indd 26

31/07/18 12.28

Nogle sekunder kæmpede de tavst om magten, så løftede han blikket fra skærmen og mødte hendes. Så lod hun sig dumpe ned foran ham.

Han fæstnede atter øjnene på skærmen, da hun knappede hans buk­ ser ned og tog ham i munden. Hans højlydte støn blandede sig med skudsalverne fra filmen, og hun lukkede øjnene, koncentrerede sig.

Langt borte syntes hun, at kunne høre knægten kalde på hende ude fra skuret, så hun rakte ud efter fjernkontrollen, skruede højere op for lyden, og akkompagneret af en endeløs skudsalve kom Lasse i munden på hende.

Blodspor.indd 27

31/07/18 12.28

148 mm

Foto © Steen Evald

94,25 mm

45 mm

94,25 mm

BLODSPOR ER SYVENDE SELVSTÆNDIGE BIND I SERIEN OM DEN DANSKE DRABSEFTERFORSKER REBEKKA HOLM.

JULI E H AST RUP er født i 1968 og

R O P S O D L B

arbejdede på TV2/Lorry og Danmarks Radio, efter sin uddannelse på Danmarks Journalisthøjskole. Hun er født i Ringkøbing og bor i dag i hjertet af København med sin familie. Hun har også boet i USA og i Frankrig.

226 mm

148 mm

Julie Hastrup har udgivet syv selvstændige bøger i den meget populære serie om drabsefterforsker REBEKKA HOL M. Bøgerne er udgivet i Tyskland, Spanien, Norge og Holland og trykt i over en million eksemplarer alene i Danmark. De fås alle som både papirbøger, lydbøger og e-bøger.

”Liv?“ Nanna stirrede over på vuggerne og gøs ved tanken om, at den lille måske lå nede i en af dem under plastikken, ude af stand til at få luft.

Hun fløj over til den første vugge og flåede plastikken af, dynen røg også med, men der lå ingen Liv på madrassen. Vuggen var tom.

Hvor var hendes baby henne?

Nanna begyndte at græde. Det kunne ikke passe, Liv måtte være her et sted, det skulle hun være.

Hulkende flåede hun plastikken af den næste vugge, men der lå datteren heller ikke, og den tredje var også tom.

– Uddrag fra bogen

Læs mere om Julie Hastrup og hendes bøger på www.juliehastrup.dk

Et postbud gør et makabert fund: I et parcelhus på en hyggelig villavej sidder fire mennesker rundt om et veldækket middagsbord – dræbt.

REBEKKA HOLMs

Drabsefterforsker kæreste ligger i koma i Stockholm efter et drabsforsøg, men hun må blive i København for at opklare, hvorfor en tilsyneladende helt almindelig familie skulle myrdes.

Det viser sig, at der findes en overlevende datter, og da hun forsvinder sporløst, kommer Rebekka og hendes kolleger på sporet af dybe, grusomme hemmeligheder, som har været godt gemt bag den pæne facade. Hvem har ønsket, at familien tog den sprængfarlige sandhed med sig i døden?

ISBN 978-87-400-2769-3

BLODSPOR

En torn i øjet Det blinde punkt Blodig genvej Portræt af døden Farlig fortid Mirakelmanden

EN

RE BEKKA HOL M -K RIMI POLITIKENS FORLAG Omslag og forsidefoto: henriettemork.dk

Blodspor_1 udg_omslag_SMUDS_og_LAK.indd 1

07/08/18 19:25