Bånd

”Alle par er en gåde for udenforstående, og ofte også for sig selv. Bånd handler også om det, om de uudtalte mysterier, der binder os, skubber os væk fra hinanden og bringer os tilbage igen. … den strammest komponerede, mest underspillede og følelsesmæssigt kraftfulde af Domenico Starnones romaner.”

The New York Times

Hans opbrud skaber voldsomme dønninger i hele det følsomme samspil, også mellem forældrene og deres to børn, Sandro og Anna. Ude af sig selv skriver den forladte hustru, Vanda, brev efter brev til sin forsvundne ægtefælle, mens han på sin side prøver at forstå og forsvare sine handlinger.

Mange år efter, da dramaet i hvert fald på overfladen har fortonet sig, dukker brevene op under uventede omstændigheder, der på ny kaster et afslørende lys over begivenhederne dengang og de følger, de fik.

BÅND er en raffineret og ubønhørligt ærlig fortælling

om uhåndgribelige størrelser som kærlighed, begær, ægteskab og familieliv – om de roller, vi spiller for hinanden, og de rammer, vi kan få en ubændig lyst til at ødelægge for at bryde fri.

C&K FORLAG

DOMENICO STARNONE BÅND

forelsket par sammen i et ægteskab og danner ledetrådene for en familie, brister, da den 34-årige Aldo beslutter sig for at forfølge sin stormende forelskelse i den unge Lidia.

FOTO @ A L A M Y

DOMENICO STARNONE BÅND

ALLE DE MANGE BÅND, der binder et engang

Domenico Starnone, født 1943 i Napoli, er en af Italiens mest anerkendte og prisbelønnede forfattere.

Han har skrevet en lang række romaner, hvoraf de to seneste, Lacci, 2014 (da. Bånd ) og Scherzetto, 2016 (da.

Drilleri ), er udkommet på dansk i 2018. Starnones romaner bliver i disse år oversat og udgivet på flere sprog til stadig større opmærksomhed og en voksende læserskare.

ROMAN

C&K

BÅND

Bånd.indd 1

14/08/2018 12.57

Domenico Starnone

BÅND

På dansk ved Nina Gross

C&K Forlag

Bånd.indd 3

14/08/2018 12.57

Første bog

Bånd.indd 5

14/08/2018 12.57

Første kapitel

1.

I tilfælde af at du har glemt det, Signore, så lad mig minde dig om det: Jeg er din hustru. Jeg ved at det engang gjorde dig glad, og at det nu lige pludselig generer dig. Jeg ved at du lader som om jeg ikke eksisterer, og at jeg aldrig har eksisteret, fordi du ikke vil gøre et dårligt indtryk på de højpandede mennesker du omgås. Jeg ved at et regelbundet liv, det altid at skulle hjem til aftensmaden, altid sove sammen med mig og ikke med en eller anden du har lyst til, får dig til at føle dig som en idiot. Jeg ved at du skammer dig over at sige: Tja, jeg blev gift den 11. oktober 1962 i en alder af toogtyve; jeg sagde “Ja” foran præsten i en kirke i Stella-kvarteret, og jeg gjorde det af kærlighed, ingen tvang mig til det; jeg har et ansvar, ser I, og hvis I ikke forstår hvad ansvar er, så er I en sølle forsamling. Jeg ved det, tro mig, jeg ved det. Men om du bryder dig om det eller ej, 7

Bånd.indd 7

14/08/2018 12.57

så er faktum stadig: Jeg er din hustru, og du er min mand. Vi har været gift i tolv år – tolv år til oktober – og vi har to børn: Sandro, født i 1965, og Anna, født i 1969. Er det nødvendigt at vise dig deres fødselsattester for at banke lidt fornuft ind i dig?

Nok om det, beklager, jeg overdriver. Jeg kender dig, jeg ved at du er et ordentligt menneske. Men vær sød at komme hjem så snart du læser dette brev.

Eller hvis du stadig ikke er parat, så skriv til mig, og forklar hvad der sker. Jeg lover at jeg vil prøve at forstå dig. Det står mig allerede klart at du har brug for mere frihed, og det er i orden, børnene og jeg vil gøre hvad vi kan for at belaste dig så lidt som muligt. Men du må give mig en detaljeret beskrivelse af hvad der foregår mellem dig og denne pige. Der er nu gået seks dage, og du ringer ikke, du skriver ikke, du dukker ikke op. Sandro spørger efter dig, Anna vil ikke vaske sit hår fordi hun siger at du er den eneste som kan tørre det rigtigt. Det er ikke nok at sværge at denne kvinde, eller pige, ikke interesserer dig, at du aldrig vil se hende igen, at hun ikke betyder noget for dig, og at det kun var eftervirkningen af en krise du havde kæmpet med et stykke tid. Fortæl mig hvor gammel hun er, hvad hun hedder, om hun studerer, om hun arbejder, om hun ikke laver noget. Jeg vil vædde på at det var hende der kyssede dig først. Jeg ved at du ikke er i stand til at tage det første skridt; du rører dig ikke ud af stedet medmindre de lokker 8

Bånd.indd 8

14/08/2018 12.57

dig. Og nu er du lammet, jeg så udtrykket i dit ansigt da du sagde til mig: “Jeg har været sammen med en anden.” Vil du vide hvad jeg tænker? Jeg tænker at det endnu ikke er gået op for dig hvad du har gjort imod mig. Det føles som om du har stukket din hånd langt ned i halsen på mig og trukket, trukket, trukket, indtil du fik mit hjerte flået ud, forstår du det?

2.

Når jeg læser det du skriver, virker det som om jeg er bøddelen, og du offeret. Det vil jeg ikke finde mig i. Jeg gør mit bedste, jeg behersker mig i en grad du ikke engang kan forestille dig, og så skulle du være offer? Hvorfor? Fordi jeg hævede stemmen lidt, fordi jeg smadrede vandkaraflen? Du må indrømme at jeg havde mine grunde. Du dukkede op uden varsel efter næsten en måneds fravær. Du virkede rolig, endda kærlig. Jeg tænkte: Gudskelov, han er blevet sig selv igen. Men så sagde du, som om intet var hændt, at den samme person som for fire uger siden overhovedet ikke interesserede dig – og jeg må lade dig at du besluttede det var på tide at give hende et navn, du kaldte hende Lidia – nu er så vigtig for dig at du ikke kan leve uden hende. Bortset fra det øjeblik du indrømmede hendes eksistens, talte du til mig som om det drejede sig om en offentlig ser-

Bånd.indd 9

14/08/2018 12.57

vicemeddelelse, og at jeg bare skulle sige: Fint, tak, så gå da med denne Lidia, jeg vil gøre mit bedste for ikke at plage dig mere. Og da jeg prøvede at argumentere, standsede du mig og gik over til at tale om familien i abstrakte vendinger: Familien i historisk perspektiv, familien i verden, din oprindelige familie, vores. Skulle jeg bare tie stille og være sød? Var det det du forventede? Somme tider er du latterlig, du tror det er nok at pifte generelle diskussioner op med et par personlige anekdoter for at sætte tingene på plads. Men jeg er træt af dine små julelege.

Du fortalte mig for 117’ende gang, men i et patetisk tonefald du ikke plejer at bruge, om hvordan dine forældres elendige ægteskab ødelagde din barndom.

Du brugte et meget virkningsfuldt billede: Du sagde at din far havde bundet pigtråd omkring din mor, og at du led frygteligt hver gang du så en skarp jernspids gennembore hendes kød. Så gik du videre til os. Du forklarede at du, fordi din far havde ødelagt jer alle sammen – og fordi denne ulykkelige mands genfærd som havde gjort jer alle ulykkelige og stadig hjemsøger dig – var bange for at ødelægge Sandro, Anna, og især mig. Se selv, gik jeg måske glip af et eneste ord? Du talte længe med pedantisk ro om de roller vi havde fængslet os i ved at blive gift – mand, kone, far, mor, børn – og du beskrev os – mig, dig, vores børn – som tandhjul i en meningsløs maskine, tvunget til altid at gentage de samme tåbelige be10

Bånd.indd 10

14/08/2018 12.57

vægelser. Og sådan blev du ved, med lejlighedsvise citater fra en eller anden bog for at lukke munden på mig. Først troede jeg at du talte sådan fordi der var sket dig et eller andet forfærdeligt, og du ikke længere kunne huske hvem jeg var: Et menneske med følelser, tanker, en selvstændig stemme og ikke en dukke i det Pulcinella-stykke du var i gang med at opføre. Der gik temmelig lang tid før det gik op for mig at du prøvede at være hjælpsom. Du ville have mig til at forstå at du, ved at ødelægge det liv vi delte, i virkeligheden befriede mig og børnene, og at vi burde være taknemmelige for din generøsitet.

Ih, tak, hvor venligt af dig. Og så blev du fornærmet over at jeg smed dig ud.

Aldo, tænk dig dog om. Vi må tale alvorligt sammen; jeg har behov for at forstå hvad der sker med dig. I vores mange år sammen var du altid en kærlig mand, både over for mig og over for børnene. Du ligner ikke din far spor, det forsikrer jeg dig, og alt det du sagde om pigtråden, om tandhjulene og andet vrøvl, er aldrig faldet mig ind. Men jeg har dog fattet at et eller andet har ændret sig mellem os i de sidste år hvor du har set interesseret på andre kvinder. Jeg husker udmærket dengang på campingpladsen for to år siden. Du lå i skyggen og læste i timevis.

Du havde travlt, sagde du, du tog dig hverken af mig eller af børnene, du læste under pinjerne eller liggende i sandet, du skrev. Men når du så op, var det 11

Bånd.indd 11

14/08/2018 12.57

for at kigge på hende. Og din mund var halvåben som den altid er når du har en distraherende tanke i hovedet som du prøver at få styr på.

Dengang sagde jeg til mig selv at du ikke gjorde noget forkert. Pigen var smuk, man kan ikke kontrollere sine øjne, før eller senere bliver man afsløret af et blik. Og jeg led meget, især da du begyndte at tage opvasken, noget du ellers aldrig gjorde. Du styrtede hen til vasken så snart hun gik ud, og derhen igen når hun kom tilbage. Tror du jeg er så blind og ufølsom at jeg ikke lagde mærke til det? Tag det roligt, sagde jeg til mig selv, det betyder ikke noget. Det forekom mig utænkeligt at en anden kvinde kunne appellere til dig, for jeg var overbevist om at du, hvis du engang havde været tiltrukket af mig, ville være det for evigt. Jeg var overbevist om at ægte følelser aldrig ændrer sig, og slet ikke når man er gift. Det sker, sagde jeg til mig selv, men kun for overfladiske mennesker, og dem hører han ikke til. Så sagde jeg til mig selv at det var tider med forandringer, at selv du havde en teori om at vi måtte ruske op i tingene, at jeg måske havde været for optaget af husligt arbejde, af administreringen af vores penge og af børnenes behov. Jeg begyndte i al hemmelighed at se på mig selv i spejlet. Hvordan var jeg, hvad var jeg? De to graviditeter havde stort set ikke forandret mig, jeg var en effektiv hustru og mor. Men det var åbenbart ikke nok at være næsten den samme som 12

Bånd.indd 12

14/08/2018 12.57

dengang vi lærte hinanden at kende og forelskede os i hinanden, måske lå fejltagelsen netop der, jeg måtte forny mig, jeg måtte være mere end bare en god hustru og mor. Så jeg prøvede at ligne hende fra campingpladsen og de andre unge piger som uden tvivl sværmede omkring dig i Rom, og jeg anstrengte mig for at tage større del i dit liv uden for hjemmet. Og så begyndte en ny fase lige så langsomt, jeg håber du opdagede det. Eller gjorde du? Opdagede du det uden at det hjalp? Og hvorfor ikke? Gjorde jeg ikke nok? Sad jeg fast i vadestedet, lykkedes det mig ikke at leve op til de andre fordi jeg nu engang var som jeg var? Eller overdrev jeg? Var jeg blevet for ny, gjorde forandringen dig urolig? Skammede du dig over mig, genkendte du mig ikke længere?

Lad os tale om det, du kan ikke bare holde mig hen i det uvisse. Jeg må vide noget om denne Lidia.

Har hun sin egen lejlighed, sover du hos hende?

Har hun det du ledte efter, det jeg ikke har mere eller aldrig har haft? Du er stukket af og undgår på alle måder at tale med mig. Hvor er du? Adressen du efterlod, er i Rom, det er telefonnummeret også, men du svarer ikke når jeg skriver, og telefonen ringer forgæves. Hvad skal jeg gøre for at finde dig?

Ringe til en af dine venner, troppe op på universitetet? Give mig til at skrige foran dine kolleger og studenter? Lade alle vide hvor uansvarlig du er?

Jeg skal betale lys og gas. Og så er der huslejen.

13

Bånd.indd 13

14/08/2018 12.57

Og to børn. Kom straks tilbage. De har ret til forældre som tager sig af dem dag og nat, en far og mor som spiser morgenmad sammen med dem, som følger dem i skole og henter dem igen når skoledagen er slut. De har ret til en familie, en familie med et hjem hvor man spiser frokost sammen og leger og laver lektier og ser lidt fjernsyn og bagefter spiser aftensmad og ser lidt mere fjernsyn og så siger godnat.

Sig godnat til far, Sandro, også dig, Anna, sig godnat til jeres far uden brok. Ingen historie i dag, klokken er mange, hvis I vil have en historie, så skynd jer ud at børste tænder. Far fortæller jer en, men kun i et kvarter, for så er det i seng, ellers kommer I for sent i skole i morgen, og desuden skal jeres far med toget tidligt; hvis han kommer for sent på arbejde, bliver han skældt ud. Og børnene – har du glemt dem? – styrter ud for at børste tænder, og så kommer de ind til dig for at få læst en historie, hver aften, som det har været siden de blev født, som det burde være indtil de bliver store, indtil de flytter hjemmefra, og vi bliver gamle. Men måske er du ikke længere in­ ter­esseret i at blive gammel sammen med mig eller se dine børn vokse op. Er det det? Er det?

Jeg er bange. Ejendommen ligger afsides, du ved hvordan det er i Napoli, det er et skræmmende sted.

Om natten hører jeg støj og latter, jeg kan ikke sove, jeg er udmattet. Hvad hvis der kommer en tyv ind ad vinduet? Hvad hvis de stjæler fjernsynet, grammofo14

Bånd.indd 14

14/08/2018 12.57

nen? Hvad hvis nogen med et horn i siden på dig dræber os af hævnlyst mens vi sover? Fatter du virkelig ikke hvilken byrde du har lagt på mine skuldre?

Har du glemt at jeg ikke har noget job, at jeg ikke ved hvordan jeg skal klare mig? Lad mig ikke miste tålmodigheden, Aldo, jeg advarer dig. Hvis det sker, får du med mig at bestille.

3.

Jeg har set Lidia. Hun er meget ung, smuk og høflig. Hun lyttede meget mere opmærksomt til mig end du gør. Og hun sagde noget meget fornuftigt: Du må tale med ham, jeg har intet med forholdet mellem jeg to at gøre. Nej, hun har intet med sagen at gøre, og det var forkert af mig at opsøge hende.

Hvad kunne hun have fortalt mig? At du faldt for hende, at du var indtaget i hende, at du kunne lide hende, at du stadig kan lide hende? Nej, den eneste der kan forklare mig alt om denne situation, er dig.

Hun er nitten, hvad ved hun, hvad forstår hun? Du er fireogtredive, du er gift, du er veluddannet, du har et respektabelt job, du er meget værdsat. Det er dig der skal give mig en ordentlig forklaring, ikke Lidia.

Og alt hvad du har fortalt mig efter to måneder, er at du ikke længere kan bo sammen med os. Nå? Og hvad er begrundelsen? Med mig – svor du – var der 15

Bånd.indd 15

14/08/2018 12.57

ikke noget problem. Børnene var der ingen grund til at diskutere: Det er dine børn, de har det godt sammen med dig og du sammen med dem, som du siger. Hvad er der så galt? Intet svar. Du fremstammer bare: Jeg ved det ikke, det skete bare. Og når jeg spørger dig om du har fundet et nyt sted at bo, nye bøger, dine egne ting, svarer du nej, jeg har ingenting, jeg har det skidt. Og hvis jeg siger til dig: Du bor sammen med Lidia, I sover sammen, I spiser sammen, så glider du af og mumler: Nej, selvfølgelig gør jeg ikke det, vi ses bare, det er det hele. Jeg advarer dig, Aldo.

Bliv ikke ved på den måde, jeg holder ikke til det.

Alle vores samtaler klinger falsk i mine ører. Eller for at sige det bedre: Jeg gør mig de største anstrengelser som nedbryder mig, mens du hele tiden lyver, og ved at lyve gør du det klart at du ikke har nogen respekt for mig mere, at du afviser mig.

Jeg bliver mere og mere bange. Jeg frygter at du vil overføre den foragt du har for mig, til børnene, til vores venner, til alle. Du vil isolere mig, du vil udelukke mig fra alt. Og det allerværste: Du vil undgå alle forsøg på at tage vores forhold op til revi­sion. Det gør mig vanvittig. Jeg har, til forskel fra dig, behov for at vide, det er magtpåliggende for mig at du fortæller, punkt for punkt, hvorfor du forlod mig. Hvis du stadig regner mig for et menneskeligt væsen og ikke et dyr man kan genne væk med en stok, skylder du mig en forklaring, og den må hellere være troværdig.

16

Bånd.indd 16

14/08/2018 12.57

”Alle par er en gåde for udenforstående, og ofte også for sig selv. Bånd handler også om det, om de uudtalte mysterier, der binder os, skubber os væk fra hinanden og bringer os tilbage igen. … den strammest komponerede, mest underspillede og følelsesmæssigt kraftfulde af Domenico Starnones romaner.”

The New York Times

Hans opbrud skaber voldsomme dønninger i hele det følsomme samspil, også mellem forældrene og deres to børn, Sandro og Anna. Ude af sig selv skriver den forladte hustru, Vanda, brev efter brev til sin forsvundne ægtefælle, mens han på sin side prøver at forstå og forsvare sine handlinger.

Mange år efter, da dramaet i hvert fald på overfladen har fortonet sig, dukker brevene op under uventede omstændigheder, der på ny kaster et afslørende lys over begivenhederne dengang og de følger, de fik.

BÅND er en raffineret og ubønhørligt ærlig fortælling

om uhåndgribelige størrelser som kærlighed, begær, ægteskab og familieliv – om de roller, vi spiller for hinanden, og de rammer, vi kan få en ubændig lyst til at ødelægge for at bryde fri.

C&K FORLAG

DOMENICO STARNONE BÅND

forelsket par sammen i et ægteskab og danner ledetrådene for en familie, brister, da den 34-årige Aldo beslutter sig for at forfølge sin stormende forelskelse i den unge Lidia.

FOTO @ A L A M Y

DOMENICO STARNONE BÅND

ALLE DE MANGE BÅND, der binder et engang

Domenico Starnone, født 1943 i Napoli, er en af Italiens mest anerkendte og prisbelønnede forfattere.

Han har skrevet en lang række romaner, hvoraf de to seneste, Lacci, 2014 (da. Bånd ) og Scherzetto, 2016 (da.

Drilleri ), er udkommet på dansk i 2018. Starnones romaner bliver i disse år oversat og udgivet på flere sprog til stadig større opmærksomhed og en voksende læserskare.

ROMAN

C&K