At blive den man er

Det er fortællingen om håndbold-ikonet Anja Andersens årelange kamp for at finde en måde at forvalte sig selv på. Om at være nationalhelt det ene øjeblik og skurk det næste. Om næsten at lade et nådesløst pres tage livet af sig. Om talrige sammenstød med trænere, dommere og spillere. Om professionel storhed og private fald. Om at opdage, at livet ikke handler om at vinde, men om en opgave større end sig selv. Om at vokse. At lukke kærlighed ind. At indgå venskaber for livet. Om tilgivelse. Og om at alt kan trænes for at blive mester i den vigtigste sport af alle – livet.

Endelig er det en historie om en kvindes rejse mod at lade sin egen måde at leve på afgøre, hvem hun er.

At blive den man er er bogen, hvor Anja for første gang ser sig selv og sin historie i øjnene. For hvordan kan hun vide, hvem hun er, før hun ved, hvem hun var?

POLITIKENS FORLAG W W W. P O L I T I K E N S F O R L A G . D K

Det er aldrig for sent at blive den man er

DANNI TRAVN (f. 1981) Selvstændig portræt- og kulturjournalist uddannet fra Syddansk Universitet og Goldsmiths, University of London. Har skrevet en stribe bøger om danske kulturpersonligheder – blandt andet anmelderroste bestsellere som Jesper Langbergs erindringsbog ‘Ikke et sekund spildt’ og ‘Bent Fabricius-Bjerre – en biografi’.

At blive den man er handler om en lille pige, der elskede at lege med en bold, men aldrig holdt sig inden for stregerne.

ANJA ANDERSEN

ANJA ANDERSEN (f. 1969) er tidligere professionel håndboldspiller og -træner. Sammen med det danske kvindelandshold har hun vundet både EM, VM og OL og er desuden blevet kåret til verdens bedste håndboldspiller. Som træner har Anja Andersen ført Slagelse til tre Champions League-titler. I dag arbejder Anja som rådgiver inden for strategisk ledelse.

ANJA

ANDERSEN

Det er aldrig for sent

AT BLIVE DEN MAN ER I samarbejde med Danni Travn

Jeg lukker øjnene.

Jeg lader mine tanker vandre derhen, hvor de vil. Jeg kan ikke stoppe det længere.

Jeg har hørt, at Søren Kierkegaard skrev, at livet forstås baglæns, men må leves forlæns. Min hjerne beder ikke længere høfligt, den slynger mig med magt tilbage i fortiden.

For hvordan kan jeg vide, hvem jeg er, før jeg ved, hvem jeg var?

Det er aldrig for sent

AT BLIVE DEN MAN ER ANJA ANDERSEN I samarbejde med Danni Travn

Politikens Forlag

2016028_At blive den man er_Indhold.indd 1

13/09/2016 13.47

Out beyond ideas of wrongdoing and rightdoing, there is a field. I will meet you there.

Rumi

2016028_At blive den man er_Indhold.indd 2

13/09/2016 13.47

Til Mathias & Andreas

2016028_At blive den man er_Indhold.indd 3

13/09/2016 13.47

2016028_At blive den man er_Indhold.indd 4

13/09/2016 13.47

Indhold PROLOG 7

FØRSTE DEL KAPITEL 1

Hallen 16

KAPITEL 2 Familiens håb 26 KAPITEL 3 Problembarnet 47 KAPITEL 4 Jeg kan lide dig, som du er 66 KAPITEL 5 Anja må ikke … Anja skal ikke … 77 KAPITEL 6 Guld 89 KAPITEL 7

Drømmeholdet 109

KAPITEL 8 Omkuld 120 KAPITEL 9 Store planer 129 KAPITEL 10 Begyndelser og slutninger 150

ANDEN DEL KAPITEL 11 En god barndom 158 KAPITEL 12 Hånden på hjertet 179

2016028_At blive den man er_Indhold.indd 5

13/09/2016 13.47

KAPITEL 13 Vi spiller mod os selv 209 KAPITEL 14 Moster 227 KAPITEL 15 Solopgang 240

2016028_At blive den man er_Indhold.indd 6

13/09/2016 13.47

Prolog Odense, december 2009 Klokken er kvart over otte om morgenen. Jeg ligger i min seng. Igen har jeg sovet dårligt. Sådan har det været længe. Mit hus ligger stille hen. En kæreste har jeg ikke længere, og jeg har sagt til min familie, at jeg ikke vil have besøg. Jeg har brug for at være alene. Det får jeg brug for, når jeg ikke har det godt.

Mine dage går med at køre frem og tilbage til København, hvor jeg er træner for FCK. Og så er der kampene. Jeg er altid så træt efter en kamp. Strømmen af højspændte følelser, der løber gennem mig på sidelinjen, tapper mig for kræfter. Når jeg ikke er til træning eller kampe, prøver jeg at lade op ved at gå ture med Happy, min golden retriever. Happy og Unhappy. Et par gange om ugen stikker jeg hovedet ind til min kinesiske nabo, fru Hong. Hun er en ældre dame og alternativ behandler med speciale i akupunktur. Jeg kan godt lide at komme i hendes klinik, bare ligge på briksen, blive taget hånd om og falde i søvn til afslappende musik. Det føles godt, mens det står på, og de efterfølgende timer har jeg det bedre, men jeg ryger hurtigt ned på bunden igen.

Da jeg vender mig i sengen, mærker jeg smerterne i min ryg. Jeg har spillet håndbold siden mit 5. år og gjort det på eliteplan siden mit 17. år. Det kan mærkes, når man er blevet 40. Min krop har lyst til at blive liggende i sengen. Den orker ikke at skulle stå op. Jeg lystrer min krop, bliver liggende og lader mine tanker vandre. De finder hurtigt vej til bruddet med min kæreste. Jeg ser hele vores |7|

2016028_At blive den man er_Indhold.indd 7

13/09/2016 13.47

liv passere forbi for mit indre blik. Det er mange år. År, jeg må sige farvel til. Alt det, vi havde bygget op sammen, er opløst. Det værste er, at jeg godt vidste, den var gal. Vi havde talt om det en del gange, hende og jeg. ”Hvornår bliver det anderledes?” spurgte hun. ”Hvornår vil du være mere hjemme? Du virker fraværende. Jeg kan ikke mærke dig.”

Min kæreste havde ret. Jeg trak mig væk, svigtede. Nu er hun flyttet ud af huset, og jeg er stadig vred. Især på mig selv. Min vrede glider over i en dyb følelse af ulykke, som holder mig vågen. Får jeg endelig sovet, vågner jeg i et tomt hus, hvor savnet bor overalt. Det tomme hus håner mig. Det fortæller mig, at jeg er en fiasko. Først som spiller og siden som træner har jeg mærket utallige menneskers foragt for mig vælte ned fra tilskuerpladserne. Et larmende kaos af pift og forbandelser rettet direkte mod mig. Jeg har aldrig troet, at noget kunne være mere intenst end en kogende håndboldhal. Men at ligge her og foragte sig selv i ensom stilhed er værre. ’Jeg må have noget morgenmad og ud at gå med Happy,’ tænker jeg og begynder at rejse mig.

Min krop værker. Den minder mig om, at der i mit venstre bryst sidder en ICD, som giver mig et stød, hvis min puls løber løbsk. Jeg har haft den siddende i ti år på grund af den hjertefejl, der førte til mit karrierestop. Karrierestop? Det lyder forkert. Jeg stoppede med at spille håndbold, men gik direkte videre til andre krævende opgaver inden for sporten. Opgaver med samme mål: at vinde, vinde, vinde. Jeg stoppede aldrig. Spurgte aldrig: ”Hvad vil du egentlig, Anja?”

Huset er så mørkt, at jeg må famle mig hen til vinduet. Jeg trækker mit rullegardin op, så det sparsomme morgenlys kan trænge ind. Jeg kigger ud gennem ruden. Rundt om huset ligger sne. Det minder mig om at være på en ø. |8|

2016028_At blive den man er_Indhold.indd 8

13/09/2016 13.47

’Mennesker kan måske også være en ø,’ tænker jeg.

Jeg går ud i køkkenet, mens jeg snakker højt for mig selv for at høre, hvad jeg tænker. Det er en gammel vane, jeg har. I håndbold er det helt almindeligt at tale med sig selv. Både før, under og efter kampen. Larmen i en håndboldhal kræver fuld koncentration.

I kampens hede råber spillerne, trænerne og tilskuerne, bander og diskuterer med hinanden eller deres andet jeg. For at kunne koncentrere mig er jeg nødt til at isolere mig fra omverdenen. Derfor taler jeg med mig selv. På en håndboldbane kan enhver distraktion skabe et vendepunkt.

Det samme gælder privat: Jeg bryder mig ikke om distraktioner og kan godt lide orden og renlighed. Det bærer mit hjem præg af.

Rod er forstyrrende. Men det sidste stykke tid har mit hjem været præget af uorden. Det gør mig endnu mere træt. Så træt, at mine parader begynder at sænke sig. Jeg går så meget i stå, at jeg for alvor dvæler ved mig selv og min tilstand. Det har jeg ikke haft tid til i årevis. Jeg indser det: Jeg har ondt af mig selv. Det føles godt at indrømme det. Jeg begynder at føle mig klar til at indrømme nederlaget. Nederlaget i mit privatliv, nederlaget i mit professionelle liv. Jeg tænker på Anja den uforudsigelige og Anja den rasende.

På den Anja, der ser sig selv som et offer for omstændigheder. De Anjaer må jeg gøre op med. For de er ikke den Anja, jeg ønsker at være.

På gåturen med Happy tager jeg beslutningen om en pause fra håndbold, så jeg kan bruge tid på mig selv og få styr på mit liv. Langt om længe er jeg klar til at trække mig tilbage. Til at lære noget af det, som er sket, så jeg undgår at lave de samme fejl. Jeg tænker tilbage på den dag, lægerne fortalte mig, at jeg ganske enkelt ikke kunne spille længere. Dengang var jeg i chok. ’Det er bedre på den her måde,’ tænker jeg. ’At forlade noget på egne præmisser.’ |9|

2016028_At blive den man er_Indhold.indd 9

13/09/2016 13.47

Da jeg er tilbage i huset efter gåturen, ringer jeg til min gode ven Brian Mollerup. Jeg spørger, om han vil hjælpe mig med at skrive min opsigelse. Han spørger, om jeg er sikker. ”Ja,” svarer jeg. ”Jeg har besluttet mig.” ”Vi skal finde det rigtige tidspunkt at aflevere den på,” siger han. ”Brian, det skal være så hurtigt som muligt.”

Jeg kan pludselig ikke vente på at blive fri. Skabe plads til mig selv. Jeg hører ikke den tvivl, der hidtil har fulgt enhver personlig beslutning. Jeg har lyttet til et indre behov i stedet for tvivlen. Jeg er på vej.

Jeg spiser frokost. Finder en bog frem, jeg for nylig har fået af min veninde Bojana. Helbred dit liv af Louise L. Hay. Jeg sætter mig på en stol og bladrer lidt i den. Der står noget om, hvordan vi skaber vores egen virkelighed gennem de tanker, vi tænker om os selv. At vi ofte fanges i mønstre, hvor vi går rundt og har ondt af os selv. Ødelæggende mønstre som bitterhed, kritik og skyldfølelse ligger dybt i mange af os. Ved at blive bevidst om de bagvedliggende årsager til de negative tanker kan vi tage ansvar for vores liv og transformere os selv. Selverkendelse er nøglen til positiv forandring. Selverkendelse. Jeg bliver ved med at gentage ordet for bedre at kunne huske det. Selverkendelse. Selverkendelse. Ved at blive bevidst om de bagvedliggende årsager … ’Hvad betyder det?’

Jeg lægger bogen fra mig. Jeg tænker over, hvad det er, der gør, at jeg gang på gang havner i konflikter og situationer, hvor jeg føler mig magtesløs. Hvad er det, der gør, at jeg nogle gange fungerer rigtig godt under pres og andre gange mister fokus og ryger op i det røde felt og bliver det, man i Jylland kalder træls? Hvad er det, der gør, at kæden hopper af? Hvor kommer frygten, vreden og smerten fra? Hvorfor er mit parforhold krakeleret af præcis de samme årsager som tidligere forhold? Det er nyt for mig at tænke sådan. Jeg har en følelse af, at jeg er ved at skabe et kighul til mit eget indre. | 10 |

2016028_At blive den man er_Indhold.indd 10

13/09/2016 13.47

Det banker på min dør. Jeg går ud og åbner. Uden for står min mor og den ældste af mine to nevøer, Mathias på seks år. De vil høre, om jeg vil med ud og handle. ”Jeg har brug for at være lidt alene,” siger jeg.

Min mor smiler til mig, men hendes øjne røber, at hun er bekymret for mig. Jeg mærker uro i min krop, da jeg fornemmer det. Et behov for at berolige hende. Jeg har sagt til min familie og mine nærmeste, at jeg ikke vil have besøg, fordi jeg har brug for ro, men min mor ved godt, at når jeg vil være alene, så er der noget galt. ”Vi er lige her, hvis der er noget,” siger hun. ’Jeg elsker dig, mor,’ tænker jeg for mig selv og smiler til hende i et forsøg på at dække over min skrøbelighed. ”Jeg har det fint, jeg er okay,” siger jeg og smiler igen.

Det, jeg ikke taler om, findes ikke. Jeg kysser Mathias på kinden.

Mathias smiler. Er han også bekymret? Det kan jeg ikke se. Han minder for meget om mig på det punkt. Gemmer sig nogle gange bag smilet. Jeg lukker døren og lægger mig ind på sofaen. En ting er, at jeg selv er bekymret. Men at andre bekymrer sig om mig, bryder jeg mig ikke om. Jeg kan i det hele taget ikke så godt lide, når andre er kede af det. Igen mærker jeg, hvordan min krop bliver urolig. Gør modstand. Musklerne under mit venstre skulderblad begynder at trække sig sammen. ”Slap af,” siger jeg til mig selv. ’Det kan jeg ikke,’ tænker jeg. ”Slap af.”

Jeg mærker, hvordan det trækker sig endnu mere sammen. ”Giv slip, Anja. Giv så slip.”

Men det kan jeg ikke. Det er jo det, der er problemet, ikke? Jeg kan ikke give slip. Når jeg føler mig anspændt, søger jeg Happy, fordi hun altid er glad. Hun smiler til mig med øjnene. Jeg gengælder smilet. I samme øjeblik mærker jeg, at sammentrækningen slipper. | 11 |

2016028_At blive den man er_Indhold.indd 11

13/09/2016 13.47

Min krop slapper af. Der bliver stille i mit hoved. ’Det må være smilet,’ tænker jeg. ’Hvor er det rart at have en ven, som altid er i godt humør.’

Selv om jeg vil være alene, har jeg lyst til at ringe til en ven, som kan fortælle mig det, jeg ikke forstår om mig selv. Men de fleste mennesker, jeg kender, kan jeg ikke kontakte og fortælle, at jeg er ulykkelig. Vi har bare et professionelt forhold. Ikke andet end det.

Det går op for mig, at jeg ikke har nogen mennesker i min nærhed, som jeg kan dele mine inderste tanker og følelser med. Brian Mollerup, som jeg tidligere har arbejdet sammen med i Slagelse og kendt i ti år, betragter jeg som en god ven. Men alligevel føler jeg ikke, at jeg kan snakke med ham om det. Måske er jeg ikke i stand til at snakke med andre om mine følelser, fordi jeg er ude af stand til at indrømme så stor svaghed? Bekendte har jeg masser af. Jeg har spillet på mange hold, boet i flere lande og været involveret i en stribe projekter. Alt sammen med nye bekendtskaber til følge. Men der er ingen af dem, jeg føler, jeg kan gribe fat i, nu hvor det begynder at skride for mig. Inderst inde ved jeg godt, at det er min egen skyld.

Jeg har aldrig brugt tid på at investere i mine menneskelige relationer. I stedet har jeg stræbt efter at bevise mig selv. Men succes på hvilke præmisser? ’Ikke mine egne,’ tænker jeg.

Derfor har jeg hele tiden været i kamp med mig selv. Den Anja, der stræber efter at vinde, mod den Anja, der bare vil lege med en bold. Nu hvor jeg ligger på ryggen i min sofa med Happy ved min side, gør jeg det eneste, der er tilbage at gøre: stopper med at kæmpe.

Jeg kigger på Happy. Hun løfter hovedet og iagttager mig med sine brune øjne, med hovedet lidt på skrå og løftede ører. Som om hun vil indlede en samtale og ikke risikere at gå glip af et eneste af mine ord. Eller måske venter hun bare på, at jeg skal befri mig selv fra mit eget fængsel. | 12 |

2016028_At blive den man er_Indhold.indd 12

13/09/2016 13.47

Jeg lukker øjnene. Jeg lader mine tanker vandre derhen, hvor de vil. Jeg kan ikke stoppe det længere. Jeg har hørt, at Søren Kierkegaard skrev, at livet forstås baglæns, men må leves forlæns. Min hjerne beder ikke længere høfligt, den slynger mig med magt tilbage til fortiden. For hvordan kan jeg vide, hvem jeg er, før jeg ved, hvem jeg var?

| 13 |

2016028_At blive den man er_Indhold.indd 13

13/09/2016 13.47

2016028_At blive den man er_Indhold.indd 14

13/09/2016 13.47

FØRSTE DEL

2016028_At blive den man er_Indhold.indd 15

13/09/2016 13.47

KAPITEL 1

Hallen Jeg er ti år og leger i stuen med min to år ældre storesøster, Mia, og min to år yngre lillebror, Mark. Imens sidder min far og ser fjernsyn. Vi børn bliver uenige om et eller andet, pisker en stemning op, begynder at larme. Der er to ting, som gør min far rasende: Når mine søskende og jeg larmer, og når vi ikke gør, som han siger.

Min far rejser sig fra sofaen og råber højt. Vi bliver bange alle tre, men vores reaktioner er vidt forskellige. Min lillebror lister lige så stille væk. Min storesøster bliver skræmt. Hun bliver siddende og begynder at græde. Hun virker så forsvarsløs, som hun sidder der.

Min far mod min søster. Jeg synes, det er uretfærdigt. Han er meget større end hende. Min mor kommer til. Tager om min søster og forsøger at trøste hende. Det er, som om min far kan lide at plage mine søskende og mig. Men jeg synes altid, det går mest ud over min søster. Måske fordi hun tør vise, hvad råbene gør ved hende. Jeg græder ikke. Og et eller andet sted føler jeg, at min søster udleverer sig selv ved at vise sin sårbarhed. For mig er tårer ensbetydende med svaghed. ’Seje børn græder ikke,’ lyder det i mit hoved.

Ordene er min fars. Der er masser af hans ord i mit hoved. ”Det er på grund af dig og dine søskende, at mor og jeg skændes,” siger han også.

Jeg tror på ham. Skammer mig og føler mig skyldig.

Ofte smækker han døren ind til stuen og forsvinder ud i køkke| 16 |

2016028_At blive den man er_Indhold.indd 16

13/09/2016 13.47

net. Han kan gå i dagevis uden at sige et ord til os efter et raserianfald. Jeg spekulerer på, om der er noget galt med mine søskende og mig. Indimellem kan jeg ikke lade være med at tænke, om min far overhovedet havde lyst til at få børn, eller om det kun var min mors ønske. Jeg har spurgt min mor, om det er sandt. ”Er Mia, Mark og jeg et problem?” ”Nej, selvfølgelig ikke,” svarede hun, trak mig ind til sig og gav mig et knus.

Når jeg spørger min mor, hvorfor far kan være så led, siger hun, at far ikke ved bedre. At far har sin egen måde at gøre tingene på.

En meget mærkelig måde. Nogle gange ved han ikke, hvad han gør, og han er altid ked af det bagefter, siger hun. Jeg vil høre hende sige det. Indrømme, at hun ved, det ikke er okay, det, far gør. Hun fortæller mig, at det, far gør, ikke er okay. Men hun vil helst ikke tale om vores skænderier. Hun skubber dem til side. Det, man ikke taler om, findes jo ikke.

I stedet glatter hun ud. Hun gør alt, hvad hun kan, for at sikre, at alle har det godt. Hun stiller sig mellem mine søskende og min far, men siger også til os børn: ”Vi skal elske vores fjender, vores modstandere og dem, der sårer os. Det er ikke nemt. Men hvis vi gør det, vil vi se en stor forandring.

En kærlighed, der overvinder alt.” ”Tilgiv jeres far, selv om han er urimelig.” ”Vi må ikke glemme, at far bare vil det bedste for os alle sammen.”

Min mor er god til at huske os på alle de gode ting, min far gør. At han for eksempel altid kører os, når vi skal steder hen. At han elsker at lægge puslespil med mig. Han siger altid, at vi skal begynde med kanterne. Ofte er det det eneste, han siger, men jeg synes, det er rart at sidde der og pusle med min far. Og jeg kan godt lide, når min mor minder mig om det. | 17 |

2016028_At blive den man er_Indhold.indd 17

13/09/2016 13.47

Nogle gange fortæller min mor også historier om min far. Andre gange får hun ham til at huske tilbage og fortælle om sin barndom.

Hans historier kredser om, at min farfar altid hakkede på ham og slog ham og hans søskende. Indtil han en dag blev så stor, at han var stærkere end min farfar. ”Nu er det nok!” havde min far sagt til min farfar.

Jeg bryder mig ikke om min farfar. Når vi besøger min farmor og farfar, sidder han i sin lænestol i et hjørne og ryger og drikker. Fra sit hjørne plager han min far ved at sige de samme væmmelige ting, hver gang vi er sammen med ham. Hans tone er hård. Som små konstante knytnæveslag. Alt, han siger til min far, kan koges ned til: ”Du kan ikke finde ud af noget.”

Min far siger ikke noget. Det irriterer min mor. Hun synes, han er konfliktsky og siger, at han skal give min farfar igen. Min farfar kommanderer også med mig og mine søskende. Det er, som om han vil konkurrere med min mor om, hvem der bestemmer over os. Han er en uromager. Engang vi besøgte min farmor og farfar, skulle min farfar til at slå mig. Men i samme øjeblik trådte min mor ind i stuen. ”Det gør du ikke!” råbte hun.

Så tog hun mig i armen, pakkede vores ting sammen og sagde til min far: ”Vi kører nu.”

Min mor fortæller om den ene gang, de spurgte min farfar om hjælp. Min far spurgte, om de måtte låne 100 kroner. De manglede pengene, fordi min far var blevet udtaget til håndboldlandsholdet, men kun fik dækket det halve af sin løn, når han var væk fra sit job for at spille. Min farfar blev vred over, at min far spurgte om at låne penge, så han kørte hjem til min mor og begyndte at skælde hende ud. Min mor bad min farfar om at gå. Mine forældre klarede sig for 10 kroner resten af ugen. | 18 |

2016028_At blive den man er_Indhold.indd 18

13/09/2016 13.47

Men jeg har også gode minder om min farfar. Han lavede for eksempel altid fiskestænger til os, når vi var i sommerhuset. Og jeg ved, at han var en helt under besættelsen, hvor han blandt andet var chauffør på en af de hvide busser, som i krigens sidste dage kørte ned til de tyske koncentrationslejre for at hente danske fanger og bringe dem i sikkerhed.

Min farmor elsker jeg. Hun er altid venlig og imødekommende ligesom min mor. Og i min farmor og farfars sommerhus gør hun det altid sjovt at komme. Ekstra sjovt, når min fars bror og hans kone er der med mine tre kusiner. Det tager to minutter at gå over til stranden. En halv time frem og tilbage til kiosken, hvor vi henter is. Vi går ture med min mor og farmor hen til noget, vi kalder ”bjerget”. Vi elsker at klatre op ad bjerget, sidde på toppen og nyde den fantastiske udsigt og solnedgang.

Mark og jeg spiller håndbold eller fodbold i deres have. Når jeg bliver sur, går jeg altid ud i køkkenet til min farmor. Hun stryger mig over håret og forsøger altid at berolige mig ved at sige: ”Tab og vind med samme sind, Anja.”

Jeg forstår det ikke helt. Synes, det er noget mærkeligt noget at sige. ”Hvordan kan man være glad, når man taber?” spørger jeg min farmor.

Andre gange spørger jeg min mor, hvad farmor mener. Hun svarer, at man også skal kunne tåle at tabe. At det er en styrke at bøje sig. Selv om jeg ikke altid forstår det, giver min mor sig tid til at forklare verden for mig. Hun siger, at vores opgave her i livet er at hjælpe andre. At det er det eneste, der har værdi og mening. Hun siger også, at jeg skal være venlig mod andre, for på en måde er andre mennesker en del af mig. At mange bekymringer og meget vrede forsvinder, hvis jeg påskønner andre. Hun er altid blid, altid medfølende. Modsat min far, der sætter hårdt mod hårdt. Jeg tænker tit, | 19 |

2016028_At blive den man er_Indhold.indd 19

13/09/2016 13.47

at jeg vil være som hende, når jeg bliver stor. Ligesom jeg tænker, at det er mærkeligt, at min far helt uretfærdigt plager mig og mine søskende, men samtidig reagerer på uretfærdigheder mod sig selv.

Det hænger ikke sammen. Han prædiker disciplin, men forstår selv at leve livet. Og over for andre er han altid så charmerende og åben og udadvendt, mens Mark, Mia, min mor og jeg bare får smækkende døre og råb. Selvmodsigelse på selvmodsigelse. Det forvirrer mig.

Når han fortæller om sin håndboldtid, går en sætning igen: ”Det var dommerne!”

Sådan er verden over for min far: forudindtaget. Han var ellers en god håndboldspiller. Han var topscorer i IF Stjernen og med landsholdet til OL i München i 1972, hvor han spillede alle fem kampe. Min mor spillede også, da jeg blev født. Mine søskende og jeg var altid med i hallen, når de trænede, og i weekenderne, når min far spillede kamp. Vi er så at sige vokset op i en håndboldhal. Og da min far stoppede sin aktive karriere, forblev håndbold familiens omdrejningspunkt.

Jeg blev født i Odense den 15. februar 1969. Senere rykkede vi først til Allested-Vejle på Midtfyn, derefter til Assens på Vestfyn, og nu her i sommeren 1979 er vi netop flyttet ind i en lejlighed i Arden, helt oppe i Nordjylland, fordi mine forældre har fået et fælles job: De skal bestyre byens sportshal. På den måde opfylder de en drøm: at arbejde inden for sportens verden.

Lejligheden består af en stue, tre værelser, et lille badeværelse og et køkken. Køkkenet er husets hjerte. Det støder direkte op til hallen, og derfor er det både vores samlingspunkt som familie og et sted, hvor en strøm af mennesker med tilknytning til hallen altid kommer og går. I køkkenet kan jeg fra tid til anden høre en lyd, jeg sjældent hører: min far, der ler. Køkkenet bliver brugt til at lave mad til hallens cafeteria, så der dufter altid af mad. I den ene side af køk| 20 |

2016028_At blive den man er_Indhold.indd 20

13/09/2016 13.47

kenet er der lyst på grund af vinduerne, og det er der, spisebordet står. Her, i lyset, lykkes det os indimellem at spise som familie. I den anden side af køkkenet er der mørkt på grund af de brune fliser på væggene. Nogle gange tænker jeg på, om det afhænger af min fars humør, om han sidder i den ene eller den anden side af køkkenet.

Det humør dikterer hele husets puls.

Men denne dag, hvor han har skældt mig og mine søskende ud, får han ikke lov til at rase i fred. Et eller andet krakelerer inde i mig, da jeg ser min søster sidde og græde på stuegulvet. En klump i halsen bevæger sig nedad mod brystet og sidder og trykker et stykke tid, så jeg ikke kan få vejret ordentligt. Pludselig mærker jeg et stik i brystkassen, klumpen forsvinder, jeg kan trække vejret normalt igen. I stedet tager raseriet over. Jeg er vred på min far, som skal beskytte mine søskende og mig, men i stedet skælder os ud. ’Det er uretfærdigt!’ tænker jeg.

Jeg bliver så vanvittig rasende, at jeg føler mig som en gryde, der er ved at koge over. Hvad fanden bilder min far sig egentlig ind?

Hvem har givet ham lov til at true min storesøster på den måde? Jeg bider tænderne hårdt sammen og afgiver et løfte. Jeg vil redde min søster. I det samme beslutter jeg mig – uden at have tænkt ordentligt over det, ja, faktisk uden at ville det – for at gøre som min far. Jeg gør oprør. Jeg råber tilbage. Gør alt det, min far har vist mig: Råber ad verden, når den går mig imod. Jeg vil have min far til at rette sin vrede mod mig. Jeg vil have ham til at lade min storesøster være i fred. Jeg prøver at vise ham, at jeg ikke er bange for ham. Selv om jeg i virkeligheden er bange. Jeg vil give ham vished om, at lige meget hvor vred han er på mig, er jeg mere vred på ham. På alt. Min far stirrer på mig med et så voldsomt raseri, at hans øjne borer huller i mig. Han tager et truende skridt frem mod mig. Jeg kan mærke mit hjerte slå lidt hårdere og lidt hurtigere, end det plejer at gøre. Jeg får en kuldegysning, og jeg forsøger at koncentrere mig. Jeg frygter | 21 |

2016028_At blive den man er_Indhold.indd 21

13/09/2016 13.47

hans reaktion. Jeg er bange for, at han vil slå mig. Men så standser han, kalder mig noget grimt og siger, at jeg skal forsvinde. Min mor kommer løbende for at hjælpe. Som altid stiller hun sig mellem os børn og far. Hun siger, at han skal holde op og tage den med ro. Giver ham igen. Ikke meget, men nok. Hele min krop ryster. Jeg gemmer mig i min mors arme. Hun stryger mig over håret.

Så gør jeg, som min far bad mig om: forsvinder. Jeg går ind på mit værelse. Jeg kan ikke længere holde min søsters tårer eller mit eget raseri ud. Det føles fremmed. Inde på mit værelse er jeg alene med min frygt for min far, med min smerte over at se min søster ked af det og med mit chok over pludselig at have mistet grebet og råbt tilbage. Gråden presser sig på. Men jeg holder mine tårer tilbage. Jeg vil ikke lade mine forældre vide, at jeg er ked af det, for jeg vil ikke have dem til at opfatte mig som et problem. Jeg hører ordene igen: ’Seje børn græder ikke.’

Og jeg husker på min mors ord: ”Det kan ikke betale sig at være ked af det.”

Jeg tager min håndbold og går ud af mit værelse. To veje kan føre mig ind i hallen. Den ene er gennem køkkenet, og den anden er gennem gangen. Jeg vælger at gå gennem gangen, for min far er i køkkenet. Mens jeg går ind i hallen, taler jeg til mig selv. Jeg siger: ”Det er lige meget. Det betyder ingenting. Det er lige meget.”

Hallen i Arden er hurtigt blevet der, jeg søger hen, når jeg er ked af det. Her er jeg alene. Bare mig og bolden. Herinde tillader jeg mig at føle alt det, jeg ellers skjuler. Og i dette øjeblik er jeg vred på alt.

Mig selv, verden, min far. Jeg føler også vrede mod det menneske, jeg elsker mest i hele verden: min mor. Den altopofrende hustru, som sjældent køber noget til sig selv; hun bruger pengene på andre.

Min mor fortæller altid, hvor fattige hendes forældre var. Når hun fik penge af dem til at tage sporvognen, gik hun. Pengene gemte hun, hvis de senere skulle komme i pengenød. | 22 |

2016028_At blive den man er_Indhold.indd 22

13/09/2016 13.47

Min mor passede sin familie, da hun voksede op. Det var hende, der tog sig af min mormor, der ofte var syg. Senere blev hendes forældre skilt. Nu forsøger min mor at holde sammen på sin egen familie. Jeg forstår ikke den kærlighed, fordi den ikke beder om noget til gengæld. Det virker urealistisk. Og min vrede mod den kærlighed bliver straks mødt af skyldfølelse: ’Hvordan kan jeg være vred på nogen, der kun giver mig kærlighed?’ tænker jeg forvirret.

Men i hallen findes en udvej. Den dufter af frihed. Der er højt til loftet. Ingen grænser. Jeg har en bold i hånden. Den giver mig en følelse af fred og sindsro. I brystet mærker jeg en velkendt følelse: Det er, som om mit hjerte banker sammen med bolden. Sammen med bolden kan jeg være den, jeg er. Den forsøger aldrig at lave om på mig. En bold er ikke kun en bold. Bolden er den, som holder bolden.

Jeg går ind i en dvalelignende tilstand med åbne øjne. I hallen er der altid noget, der venter på at blive fundet. Og jeg elsker at opdage nye ting. Jeg er tingfinder. Ved at gå på opdagelse finder jeg nye måder at drible på og nye måder at få bolden til at bevæge sig på, når jeg skyder på mål.

Jeg går i gang med at finde på en ny finte. Gør et forsøg. Nå, den gik ikke. Hvordan kan jeg så gøre? Jeg prøver på en anden måde. Jeg er tålmodig. Fra det øjeblik, jeg beslutter at forandre noget, fortsætter jeg, indtil jeg oplever det demonstreret. Svinger mellem det gamle og det nye. Jeg befinder mig i en fantastisk verden. En, hvor jeg lærer gennem opdagelse. Jeg øver og øver og øver. Taber bolden.

Prøver igen. Lykkes. Husker, hvad der fungerer. Prøver igen. Lykkes. Lærer hver eneste gang. Jeg lægger alle mine følelser i øvelserne med bolden, og lidt efter lidt svinder min vrede ind. ’Okay, sådan!’

Jeg kan mærke, når den er der. Når jeg mærker, hvad der virker, fokuserer jeg på det. Fastholder den bevægelse, jeg mærker i krop| 23 |

2016028_At blive den man er_Indhold.indd 23

13/09/2016 13.47

pen. Følelsen. Så gør jeg det igen og igen. Det er gentagelserne, der får kroppen til at huske det. Finten bliver intuitiv. Til sidst behøver jeg ikke længere være opmærksom på, hvad jeg gør. Kroppen gør det af sig selv.

På et tidspunkt bøvler jeg lidt med min nye finte. Jeg mærker, at jo mere jeg vil have noget bestemt til at ske, desto vanskeligere bliver det. Ved minutiøst at kontrollere, hvad jeg skal gøre, står jeg i vejen for intuitionen. Okay, jeg kan ikke komme videre lige nu. Så skifter jeg øvelse. Fjerner fokus fra det, der ikke fungerer. Begynder at bygge mig selv op ved at gøre noget andet. I stedet begynder jeg at øve mig i at hoppe, mens jeg skyder.

Min far kan finde på at sige, at kvindehåndbold er noget lort. At kvinder ikke kan spille håndbold. Min far siger også, at kvinder ikke kan leve af at spille håndbold. Samtidig pacer han mig og mine søskende til at blive bedre og bedre og viser anerkendelse over for dem, der er gode til sport. Det forvirrer mig: Hvad ønsker han af mig? I mit hoved bliver det til en test: Jeg skal vise ham, at jeg kan blive verdens bedste og leve af håndbolden. Den perfekte håndboldspiller.

Men mit forhold til spillet er dobbelt. Jeg elsker håndbold. Elsker legen og elsker følelsen af at være en del af et hold, hvor alle spiller for hinanden. Jeg hader også håndbold. Jeg hader håndbold af hele mit hjerte, når det handler om cifre på måltavlen, om at vinde. Om systemer og stringens. Nogle dage hader jeg det så meget, at jeg vil stoppe. ’Stop nu bare, Anja. Det er okay,’ tænker jeg.

Bare ikke i dag. Der er så meget at udforske. Jeg fortsætter med at øve mig, til jeg er segnefærdig. Nu er jeg så træt, at jeg ikke længere mærker vreden. Da den er væk, står jeg alene og tavs med min bold i hånden og oplever, at tiden står stille. I de otte år, jeg bor i | 24 |

2016028_At blive den man er_Indhold.indd 24

13/09/2016 13.47

Arden, bliver tiden alene i hallen mit frirum. At jeg har et sted at gå hen, når alt bliver for meget, bliver en gave. For andre ligner det en flugt. Sådan opfatter jeg det ikke. Jeg elsker virkelig den hal. Og jeg mærker, at jeg efterhånden smelter helt sammen med bolden.

| 25 |

2016028_At blive den man er_Indhold.indd 25

13/09/2016 13.47

Det er fortællingen om håndbold-ikonet Anja Andersens årelange kamp for at finde en måde at forvalte sig selv på. Om at være nationalhelt det ene øjeblik og skurk det næste. Om næsten at lade et nådesløst pres tage livet af sig. Om talrige sammenstød med trænere, dommere og spillere. Om professionel storhed og private fald. Om at opdage, at livet ikke handler om at vinde, men om en opgave større end sig selv. Om at vokse. At lukke kærlighed ind. At indgå venskaber for livet. Om tilgivelse. Og om at alt kan trænes for at blive mester i den vigtigste sport af alle – livet.

Endelig er det en historie om en kvindes rejse mod at lade sin egen måde at leve på afgøre, hvem hun er.

At blive den man er er bogen, hvor Anja for første gang ser sig selv og sin historie i øjnene. For hvordan kan hun vide, hvem hun er, før hun ved, hvem hun var?

POLITIKENS FORLAG W W W. P O L I T I K E N S F O R L A G . D K

Det er aldrig for sent at blive den man er

DANNI TRAVN (f. 1981) Selvstændig portræt- og kulturjournalist uddannet fra Syddansk Universitet og Goldsmiths, University of London. Har skrevet en stribe bøger om danske kulturpersonligheder – blandt andet anmelderroste bestsellere som Jesper Langbergs erindringsbog ‘Ikke et sekund spildt’ og ‘Bent Fabricius-Bjerre – en biografi’.

At blive den man er handler om en lille pige, der elskede at lege med en bold, men aldrig holdt sig inden for stregerne.

ANJA ANDERSEN

ANJA ANDERSEN (f. 1969) er tidligere professionel håndboldspiller og -træner. Sammen med det danske kvindelandshold har hun vundet både EM, VM og OL og er desuden blevet kåret til verdens bedste håndboldspiller. Som træner har Anja Andersen ført Slagelse til tre Champions League-titler. I dag arbejder Anja som rådgiver inden for strategisk ledelse.

ANJA

ANDERSEN

Det er aldrig for sent

AT BLIVE DEN MAN ER I samarbejde med Danni Travn

Jeg lukker øjnene.

Jeg lader mine tanker vandre derhen, hvor de vil. Jeg kan ikke stoppe det længere.

Jeg har hørt, at Søren Kierkegaard skrev, at livet forstås baglæns, men må leves forlæns. Min hjerne beder ikke længere høfligt, den slynger mig med magt tilbage i fortiden.

For hvordan kan jeg vide, hvem jeg er, før jeg ved, hvem jeg var?