Bæredygtighedsrapport 2024

Page 1


Bæredygtighedsrapport 2024

Forord

Hos JKS arbejder vi med mennesker. Det forpligter.

Derfor er socialt ansvar ikke et selvstændigt projekt ved siden af forretningen. Det er en integreret del af alt, hvad vi gør. Vores opgave er at få mennesker i arbejde, og det ansvar tager vi alvorligt. Hver eneste dag håndterer vi både vores egne kolleger og de mange tusinde personer, der gennem os løser opgaver hos virksomheder i hele landet. For os handler det om at sikre ordentlige vilkår, ægte arbejdsglæde og respekt for overenskomster og regler. Og det gælder uanset hvor eller hvordan man arbejder gennem os.

Som virksomhed har vi også valgt at tage et større ansvar i branchen. Både Søren Ingemann og jeg har formandsposter i henholdsvis vikarbranchen og servicesektoren i Dansk Industri. Det er roller, vi har påtaget os, fordi vi gerne vil være med til at sætte retning. Men det betyder også, at vi bliver fulgt tæt. Det er en del af ansvaret, og det står vi ved.

Gennem de sidste 30 år er vi vokset til at være Danmarks største bemandingsvirksomhed. Hvert år sender vi mellem 20.000 og 25.000 mennesker i arbejde gennem JKS. Nogle arbejder få dage. Andre i længere perioder. Uanset varighed spiller vi en vigtig rolle. For den enkelte, for virksomhederne og for samfundet.

Vi matcher mennesker med de opgaver, de passer til. Vi kigger på kompetencer og motivation, og ikke hvilken baggrund de kommer fra. Derfor er det også helt naturligt for os at hjælpe både unge, der er på vej ud i deres første job, og personer, der har nået pensionsalderen og ønsker at fortsætte. Vi hjælper også mange, der har en løs eller afbrudt tilknytning til arbejdsmarkedet. For eksempel gennem projekter som Solsikkesnoren, hvor man kan begynde i det små og gradvist komme i gang igen. Det gør en forskel. Et job kan være begyndelsen på noget nyt

I dag har omtrent hver tredje person, der arbejder i vikarbranchen, en udenlandsk baggrund. Det kræver noget af os. Vi screener grundigt, matcher individuelt og sikrer korrekt aflønning i et lønsystem, der rummer mange typer kunder, overenskomster og lokale aftaler. Det er en stor opgave, men en vigtig del af vores ansvar. Og det skal fungere. Hver gang.

På det sociale område er vi særligt stolte af vores rolle som brobygger. Vores kolleger er med til at aktivere arbejdskraft i alle hjørner af arbejdsmarkedet. De hjælper mennesker, der står uden for, med at få fodfæste. Måske tænker man ikke altid over det i en travl hverdag. Men det er netop det, de gør. Hver eneste dag. Vi har også ambitioner. Vi vil gerne hjælpe endnu flere virksomheder med at finde lærlinge. I 2024 etablerede vi 35 lærlinge- og elevforløb. Det er et skridt i den rigtige retning. Men behovet er stort, og vi vil gerne gøre mere. For vi ved, at Danmark mangler faglært arbejdskraft, og vi kan bidrage til løsningen. Socialt ansvar og forretning hænger uløseligt sammen. Vores resultater er et direkte udtryk for, hvordan vi behandler mennesker. Det gælder i hele kæden, fra kolleger til kandidater og kunder. Når vi gør tingene ordentligt, skaber vi tillid. Når vi leder med respekt, frihed og mod, skaber vi bevægelse. Det er den tilgang, vi tror på. Det er den kultur, vi bygger på.

Vi ønsker god læselyst til alle og ser frem til feedback fra kunder, medarbejdere og øvrige interessenter.

Med venlig hilsen

Jesper Busk, adm. direktør

Søren Ingemann, underdirektør

Hvad bæredygtighed betyder for os

Bæredygtighed handler for os om at tage ansvar, for mennesker, for samfundet og for de ressourcer, vi bruger. Det er både miljømæssigt, socialt og økonomisk. Hos JKS ser vi bæredygtighed som evnen til at drive forretning på en måde, der holder i længden. Hvor vi tager vare på medarbejdere og kandidater, samarbejder ordentligt med kunder og partnere, og bidrager til et arbejdsmarked med plads til alle. Bæredygtighed er ikke noget, vi siger. Det er noget, vi gør. Lidt bedre hver dag.

Vi matcher mennesker og virksomheder – helt lokalt

JKS er Danmarks mest lokale vikar- og rekrutteringsvirksomhed. Med over 40 afdelinger fordelt over hele landet er vi altid tæt på vores kunder. Det er vigtigt, fordi arbejdsmarkedet ikke er det samme i Næstved og Hirtshals, og den lokale forankring gør det muligt at besøge vores kunder og hele tiden være på forkant i forhold til deres behov. Det sikrer gode resultater for de virksomheder, vi samarbejder med og god arbejdslyst for vores vikarer.

JKS blev grundlagt i Ringkøbing i 1995, da der i forbindelse med nedlukningen af Johs. Kristensens Skibsbyggeri var ledige hænder, der skulle i arbejde. I dag er JKS Danmarks største vikar- og rekrutteringsbureau og sender hver dag mere end 3.000 vikarer på job.

Hovedkontoret ligger stadig i Ringkøbing og har fået selskab af 38 lokale kontorer fordelt i hele Danmark, samt 5 kontorer i Norge og Sverige og et enkelt i Rumænien. Vi har siden starten været på danske hænder og er fortsat 100 % danskejet.

JKS består i dag, udover mange tusinde vikarer, af flere end 190 dedikerede medarbejdere, der hver dag møder ind for at hjælpe jobsøgende i arbejde og styrke vores kunders konkurrencekraft gennem fleksible og effektive bemandingsløsninger.

Vores værdier

Hos JKS har vi tre kerneværdier, vi altid navigerer og arbejder efter.

Effektivitet

For os er effektivitet mere end at komme hurtigt fra A til B. Effektivitet er handlekraft og omtanke i ét.

I en stadig mere kompleks verden tror vi på, at nøglen til effektivitet og konkurrenceevne er at gøre dét, som er rigtigt - og som hjælper mennesker og virksomheder med at indfri deres uudnyttede potentiale.

Troværdighed

Vi holder hvad vi lover. Og vi siger tingene som de er - både når de er gode og knapt så gode.

Som en virksomhed, hvor mennesker er det allervigtigste aktiv, er vores kommunikation altid åben, ærlig, respektfuld og konstruktiv. Det gælder både mellem os selv og over for andre.

Engagement

Lysten og glæden ved at skabe positive forandringer, er det, som driver os hver dag.

Vi venter ikke på forandring.

Vi skaber den selv. Vi tager del - lokalt og globalt - og tror på, at vores menneskelige engagement gør en forskel for alle, vi samarbejder med hver eneste dag.

Sådan tager vi ansvar

Ansvarlighed har altid været en del af den måde, vi driver virksomhed på. Det ligger dybt i vores historie og vores måde at tænke forretning på.

Som familieejet virksomhed har vi mulighed for at tænke langsigtet og træffe beslutninger, der rækker ud over det næste regnskab. Hver eneste dag er vi med til at skabe arbejde for over 3.000 mennesker, de fleste i et par måneder ad gangen, og set over et år har vi direkte indflydelse på arbejdslivet for mere end 20.000 personer. Det forpligter.

Vores deltagelse i ESG-Klar Servicevirksomhed i Dansk Industri har været med til at give vores arbejde på området en tydeligere retning. Særligt på miljøområdet har det hjulpet os med at få strukturen på plads og modne organisationen. Samtidig oplever vi, at mange af initiativerne allerede er en naturlig del af vores hverdag, og vi har derfor fået ekstra kraft til noget, vi i forvejen prioriterer højt.

JKS bliver herudover omfattet af CSRD-direktivet fra 2027 og første rapport udgives i 2028.

ESG-organisation

Arbejdsgruppen er forankret i en tværgående arbejdsgruppe ledet af vores CFO. Gruppen inddrager relevante interne og eksterne interessenter og sikrer, at indsatsen er gennemsigtig og fokuseret på de væsentligste temaer. Den refererer til direktionen, som i dialog med bestyrelsen sætter retning og sikrer fremdrift.

Vi

arbejder

med at fremme FN’s Verdensmål

Hos JKS har vi ikke kun ansvar for vores egne medarbejdere, men også for de mange vikarer i hele Danmark, som vi sender på arbejde hver dag, og de virksomheder, de er tilknyttet. Derfor er vores arbejde med ansvarlighed også inspireret af FN’s 17 Verdensmål, og vi er særligt aktive inden for følgende 3 Verdensmål.

4 · Kvalitetsuddannelse

Vi har siden 2014 været hovedsponsor til SKILLS i Danmark for at vise støtte og opbakning til erhvervsuddannelserne. Vi hjælper lokale virksomheder med at finde lærlinge – og vi uddanner selv minimum seks elever på JKS-kontorerne hen over året.

8 · Anstændige jobs og økonomisk vækst

Vi er certificeret medlem af VikarBranchen i Dansk Industri, hvilket sikrer overholdelse af kollektive overenskomster og national lovgivning. Vi matcher altid den bedst egnede kandidat til jobbet uanset køn, alder, etnicitet mv. Endelig tilbyder vi praktikophold på de lokale kontorer til studerende under uddannelse.

12 · Ansvarligt forbrug og produktion

Vi har udviklet en miljøpolitik for alle vores afdelinger. Her har vi sat fokus på fem indsatsområder, der bl.a. bidrager til at fremme korrekt affaldssortering, reducere CO2-udledninger og energiforbrug og minimere papir- og plastikforbrug.

Ambassadør for ESG-Klar Servicevirksomhed

Som et led i vores engagement i bæredygtighed og samfundsansvar har JKS spillet en central rolle i udviklingen af ESG-Klar Servicevirksomhed – et projekt forankret i Dansk Industri, som sigter mod at hjælpe servicevirksomheder med at identificere og prioritere relevante emner og handle på dem.

Gennem dobbeltrettede væsentlighedsanalyser på tværs af branchen har vi samlet input fra en bred vifte af interessenter, herunder medarbejdere, kunder, leverandører, brancheforeninger, fagforeninger, interesseorganisationer, banker, revisorer, forsikringsselskaber og bestyrelser for at kortlægge de mest relevante ESG-emner for vikarbranchen som helhed.

Denne brede tilgang har givet os en detaljeret indsigt i, hvilke områder der er mest kritiske for vores branche, og hvordan vi bedst kan imødekomme kommende krav og forventninger. Som en af de virksomheder der er udpeget på tværs af hele servicesektoren til at bidrage til udviklingen af ESG-Klar Servicevirksomhed, har JKS ageret som fanebærer og påtaget sig ansvaret for at udbrede kendskabet til principperne i hele vikarbranchen gennem interessentkortlægning og interviews.

Vi har aktivt engageret vores interessenter i udarbejdelsen af den dobbeltrettede væsentlighedsanalyse, samtidig med at vi har bidraget med konkrete forslag til handlinger, som kan gavne vores egen virksomhed og løfte branchen som helhed.

Vores deltagelse i projektet har ikke blot styrket vores forretningsgrundlag, men har også bidraget til at skabe en mere bæredygtig og ansvarlig

branche. Vi har set, hvordan fokus på området kan drive innovation, forbedre vores omdømme og styrke vores relationer med interessenter på tværs af værdikæden. Gennem vores indsats som ambassadør for projektet har vi inspireret andre virksomheder til at tage lignende initiativer og har været med til at sætte en positiv dagsorden for fremtidens arbejde med bæredygtighed i serviceindustrien.

Den dobbeltrettede væsentlighedsanalyse for vikarbranchen

Som en del af projektet har vi haft mulighed for at dykke ned i vikarbranchens ESG-emner og få en bedre forståelse af, hvad der er vigtigt for vores interessenter. Helt konkret er der udviklet en dobbeltrettet væsentlighedsanalyse, som er relevant for hele vikarbranchen. Det er altså ikke kun JKS, som kan bruge analysen til at udvælge og prioritere ESG-indsatser. Idéen er, at hele branchen kan bruge analysen, så det ikke er nødvendigt, at hver eneste vikarvirksomhed starter helt fra bunden.

Den dobbeltrettede væsentlighedsanalyse omfatter to typer påvirkning: Dels den måde virksomheden påvirker miljø og natur, samfund og mennesker, kaldet påvirkningsvæsentlighed, og dels den måde virksomheden bliver påvirket af ESG-emner, kaldet finansiel væsentlighed. Interessenterne er blevet bedt om at vurdere emnerne fra begge perspektiver.

I alt er 38 emner blevet udvalgt og rangeret i dialog med DI Service. Emnerne tager udgangspunkt i ESRS-standarderne, som er fundamentet for ESG-rapportering i henhold til CSRD-direktivet

Heraf er 18 emner rangeret højt i forhold til begge typer væsentlighed, se tabellen til højre.

Væsentlighedsanalysen viser tydeligt, at det særligt er det sociale område, som vikarbranchen skal prioritere. Det er der ikke noget overraskende i – vi arbejder med at udvikle menneskers kompetencer og sikre dem et godt arbejdsliv, og derfor er det naturligt, at der er fokus på arbejdsglæde, sundhed, ligestilling og balance mellem arbejde og fritid. Men de 18 emner er også en stor mundfuld, og vi har brugt 2024 på at blive klogere på, hvad de 18 emner betyder for os. Vi har på baggrund heraf udarbejdet en værdikædekortlægning for JKS. Herunder defineret påvirkninger, risici og muligheder (IRO). Vi kommer ikke til at kunne håndtere det hele på én gang, men analysen er et vigtigt udgangspunkt og vil hjælpe os med at prioritere vores arbejde i de kommende år – med henblik på at være klar til at rapportere i henhold til CSRD fra 2027.

For yderligere at sikre relevans har vi i 2024 analyseret vores største kunders CSRD-rapporter. Det har givet værdifuld indsigt i, hvilke temaer de prioriterer. Vi kan se en klar sammenhæng mellem deres fokusområder og de væsentlige emner, som vi har identificeret for JKS og vikarbranchen. Det understøtter, at vi arbejder med de rette temaer, både for vores egen forretning og for at understøtte vores kunders bæredygtighedsmål.

En af de vigtigste ting, vi har lært gennem forløbe, er betydningen af at lytte til vores interessenters behov og forventninger. Dette skaber ikke kun større tillid og troværdighed, men også mulighed for at skabe langsigtede og bæredygtige relationer.

Modarbejde kilmaforandringer

Sund og sikker arbejdsplads

Korruption og bestikkelse

Ret til at organisere sig Datasikkerhed for forbrugere Virksomhedskultur

Genbrug og genanvendelse af ressourcer

Tvangs- og børnearbejde i forsyningskæden

Balance mellem arbejde og fritid

Sikkerhed for brugere

Ligestilling og lige løn

Arbejdsvilkår for ansatte i forsyningskæden

Fair løn

Mangfoldighed og inklusion

Jobsikkerhed

Uddannelse og udvikling

Beskyttelse af whistleblowere

Håndtering af leverandører og betaling

Mod en grønnere fremtid

I 2024 har vi fået udarbejdet et klimaregnskab, som giver os et mere præcist billede af, hvor vores største CO₂-udledninger ligger – både internt og i vores værdikæde. Det styrker vores beslutningsgrundlag og hjælper os med at prioritere de indsatser, der har størst effekt.

Vores klimaregnskab viser, at vores samlede CO₂e-udledninger er steget en smule i takt med vores vækst, især inden for Scope 3, hvor transport af vikarer udgør en væsentlig andel. Det afspejler et stigende aktivitetsniveau og en højere volumen af udsendte medarbejdere.

På trods af dette formår vi at fastholde en positiv udvikling i vores klimaeffektivitet. CO₂e-udledning pr. mio. kr. i omsætning er faldet fra 2,00 i 2023 til 1,80 i 2024. Det viser, at vi lykkes med at begrænse udledningen pr. forretningsaktivitet, samtidig med at vi styrker vores datagrundlag og øger andelen af vedvarende energi fra 37 % til 55 %.

Denne indsigt giver os et stærkere afsæt for at prioritere de næste skridt i vores arbejde med at reducere JKS’ klimaaftryk.

Vores miljøpolitik, som blev opdateret i 2023, sætter fortsat retningen for vores arbejde med at mindske miljø- og ressourcepåvirkning i hverdagen. Politikken tager udgangspunkt i fem indsatsområder, som vi også i 2024 arbejder systematisk med at implementere og forankre:

• Vi fokuserer på genanvendelse og sortering i de rette affaldsfraktioner, så mindst muligt går til forbrænding.

• Vi arbejder målrettet på at nedbringe papirforbruget gennem digitalisering og forenkling af arbejdsgange. Flere blanketter er blevet justeret, og vi printer kun, når det er nødvendigt.

• Vi reducerer brugen af plastik og har udfaset alle plasticflasker og -poser.

• Vi hjælper medarbejdere med at etablere gode energivaner – fx ved at minimere standby-forbrug og slukke unødvendig belysning. Allerede i 2023 blev alle printere udskiftet til lavenergi-modeller, som samtidig giver os løbende indsigt i forbrug af både papir og strøm.

• På IT-området har vi et tæt samarbejde med Atea, som er certificeret med den højeste EcoVadis-rating. Sammen arbejder vi på at forlænge levetiden på vores IT-udstyr og tænke cirkulært i indkøb og anvendelse.

I forlængelse af miljøpolitikken blev der i 2023 også indført en ny indkøbspolitik med fokus på at reducere miljø- og klimaaftryk og sikre transparens og god governance i alle leverandøraftaler.

Derudover er følgende tiltag blevet videreført og styrket i 2024:

• Bilpolitikken, som blev revideret i 2023, indebærer, at nye firmabiler som udgangspunkt skal være eldrevne. Den eksisterende flåde vil blive udskiftet hen over de næste år.

• Ejendomspolitikken stiller krav om, at nye lejemål som minimum har energimærke B. Vi fører løbende dialog med vores udlejere om energioptimering og effektiv drift af vores kontorer.

Miljøpolitikken er blevet formidlet til alle medarbejdere som led i intern kompetenceudvikling og er fortsat en del af det fælles fundament for vores daglige arbejde med bæredygtighed.

Et arbejdsmarked i balance

De fleste vikarer, vi sender ud, har ingen særlige behov, og vi har altid fokus på at sikre det rigtige match mellem virksomhed og vikar. Samtidig er socialt engagement en vigtig del af vores arbejde. Vi skaber muligheder for mennesker med svag tilknytning til arbejdsmarkedet, for eksempel fleksjobbere og vikarer uden formelle kvalifikationer. Hvert år hjælper vi også en stor gruppe studerende og unge i gang med deres første joberfaringer. Vi oplever samtidig en stigning i antallet af ældre, der ønsker at blive på arbejdsmarkedet. Mange seniorer vælger vikararbejde som en fleksibel måde at fortsætte deres arbejdsliv på, og vi er glade for at kunne hjælpe dem i job.

Mange af vores vikarer har anden etnisk baggrund end dansk. Når vi rekrutterer udenlandsk arbejdskraft, foregår det via vores egne konsulenter, som taler det lokale sprog, og vi tager fuldt ansvar for ordentlige forhold.

Vi har en målsætning om, at hver afdeling årligt hjælper mindst én kunde med at finde en lærling eller elev. På den måde bidrager vi til rekrutteringen til især industrien. Vi er hovedsponsor for Skills i Danmark, fordi vi mener, at erhvervsuddannelserne er afgørende for samfundet. På vores egne kontorer har vi løbende elever og praktikanter, som ofte bliver en fast del af holdet. Vores mål er at have seks elever og 40 praktikanter i organisationen ad gangen. I 2024 har vi haft 48 interne praktikanter.

Hver dag sender vi over 3.000 vikarer i arbejde. Set over et år betyder det, at mere end 20.000 mennesker har deres gang gennem et af vores kontorer. Det gør os til en aktiv del af et arbejdsmarked i bevægelse og giver os mulighed for at bidrage til social mobilitet gennem ordentlige lønog ansættelsesforhold. Det er svært at sætte præcise tal på værdien af denne indsats, men den er en vigtig del af vores kultur og den måde, vi har drevet virksomhed på gennem årene.

For at følge op på tilfredsheden blandt både kunder og vikarer benytter vi Net Promoter Score, NPS. Hvert kvartal sender vi spørgeskemaer ud til tilfældigt udvalgte kunder og vikarer og beder dem vurdere deres tilfredshed og lyst til at anbefale JKS til andre. Skalaen går fra 1 til 10, og der er mulighed for at tilføje kommentarer.

Hvis en kunde giver en score under 6, bliver den ansvarlige regionschef orienteret og tager kontakt for at få uddybet svaret. Vikarernes tilbagemeldinger samles og deles med de relevante afdelinger, så de kan følge med i, hvordan deres vikarer oplever samarbejdet.

Trivsel, udvikling og fælleskab

Hos JKS ser vi det som en afgørende opgave at sikre et sundt arbejdsmiljø og et stærkt fællesskab. Vi ved, at trivsel og arbejdsglæde er tæt forbundet med kvaliteten af det arbejde, vi leverer og med den måde, vi arbejder sammen på.

For at følge udviklingen i vores organisation gennemfører vi med jævne mellemrum en fuld arbejdspladsvurdering (APV). Seneste måling blev gennemført i 2023 og havde en svarprocent på 90 med en samlet score på 3,2 ud af 4. Det vurderer vi som meget tilfredsstillende. Der er ikke gennemført en APV i 2024, men vi har planlagt en ny trivselsmåling i 2025. Resultaterne bruges aktivt i arbejdsmiljøudvalget, som løbende følger op og prioriterer konkrete indsatser.

I løbet af året har vi haft særligt fokus på intern kompetenceudvikling og på at synliggøre karrieremulighederne i JKS. Den interne konsulentuddannelse er blevet styrket med undervisning i både salg, ledelse og

konsulentfaglighed. Uddannelsen skaber fælles faglige og kulturelle rammer og giver konkrete redskaber til den daglige opgaveløsning. Temaet i 2024 var mental styrke og robusthed. Alle medarbejdere deltager én gang om året.

Vi har også arbejdet målrettet med at styrke koblingen mellem karriere og tilknytning. Vores ledere har fået nye værktøjer til talentudvikling, herunder skabeloner til samtaler og struktureret opfølgning. Et formaliseret exitskema er nu en fast del af afgangsprocessen, så vi lærer af medarbejdernes erfaringer.

Samtidig er vores pensions- og sundhedspolitik blevet opdateret med øget fokus på forebyggelse, psykisk trivsel og arbejdsmiljø. Indholdet tilpasses løbende, så det matcher både vores organisatoriske behov og medarbejdernes ønsker. Vores samlede sygefravær vurderes fortsat som tilfredsstillende.

Et nyt digitalt HR-system er i 2024 blevet implementeret. Det skaber transparens, sikrer ensartet registrering og lever op til høj standard for datasikkerhed. Alle medarbejdere har adgang til relevante oplysninger om deres ansættelse.

I forhold til medarbejderomsætningen har vi i 2024 set et fald til 23,7 procent, hvilket er lavere end landsgennemsnittet på omkring 25 procent. Det er positivt – men vi arbejder fortsat målrettet for at skabe langsigtet tilknytning.

Derfor har vi i 2024 igangsat en række tiltag, som skal understøtte både fastholdelse og rekruttering. Det gælder blandt andet styrkelsen af den interne konsulentuddannelse, en tydeligere ramme for karriereudvikling og en forbedret pensions- og sundhedsordning. Vi har også introduceret en ny onboardingproces, som blandt andet omfatter en introduktionsdag på hovedkontoret i Ringkøbing. Det er alt sammen en del af vores arbejde med at være en attraktiv og ansvarlig arbejdsplads.

Hos JKS arbejder vi for at skabe inkluderende og rummelige arbejdspladser og serviceoplevelser. Som led i dette arbejde er vi i 2024 indtrådt i Solsikkeprogrammet – en international ordning, der hjælper mennesker med usynlige handicap til at blive mødt med mere forståelse, tålmodighed og støtte i hverdagen.

Usynlige handicap som fx ordblindhed, ADHD, autisme, psykiske lidelser og kroniske smerter kan være svære at få øje på, men de kan have stor betydning for menneskers daglige udfordringer. Solsikkesnoren fungerer som et frivilligt og diskret symbol, der gør det muligt for mennesker med usynlige handicap at signalere, at de kan have behov for lidt ekstra hjælp, tid eller hensyn.

Ansvarlig virksomhedsdrift

JKS er en familieejet virksomhed og betaler skat i Danmark. Ejerskabet er delt mellem stifteren, Jan Stampe, som ejer 90 % af virksomheden, og Søren Ingemann, som ejer 10 %. Begge har fortsat ledende stillinger i virksomheden; Jan Stampe som medlem af bestyrelsen og Søren Ingemann som underdirektør.

JKS har en professionel bestyrelse med 5 medlemmer, 2 bestyrelsesmedlemmer modtager honorar, den øvrige bestyrelse er ulønnet. Bestyrelsen består af 1 kvinde og 4 mænd. Målet er 20 % for det underrepræsenterede køn. Virksomheden har desuden et advisory board, som er sparringspartner for ejerne og deltager i bestyrelsesmøder.

Kønsfordelingen blandt øvrige ledelseslag (direktion og chefgruppe) er 43 % mænd og 57 % kvinder. Målet er 50 % for det underrepræsenterede køn.

Medlemskaber og certificeringer

JKS er medlem af Dansk Industri, DI Service, og certificeret af vikarbranchen.

JKS er certificeret af EcoVadis.

JKS er certificeret af Sedex.

Risikostyring og cybersikkerhed

I 2023 opgraderede vi den finansielle risikostyring med implemente- ringen af et debitor risikooverblik, som hjælper os med at identificere, evaluere og prioritere risici forbundet med manglende betaling fra vores kunder. Proces for debitor risikostyring er styrket yderligere i 2024. Debitor risikooverblik indgår i den månedlige ledelsesrapportering til bestyrelse og direktion.

Vi er EcoVadis certificeret

Vi er især stolte af vores EcoVadis certificering. EcoVadis er en international anerkendt platform der evaluerer, hvordan vi som virksomhed integrerer bæredygtige principper i virksomhedsdriften.

Evalueringen af JKS sker indenfor fire områder; miljø, etik, menneskerettigheder og bæredygtigt indkøb.

Vi har forankret cybersikkerhedsindsatsen solidt i topledelsen, der aktivt udviser ansvar og ejerskab for området. Topledelsen prioriterer beskyttelsen af vores kunders, vikarers og medarbejderes data, samt vores egne data og systemer, meget højt. Dette kommer til udtryk gennem strategiske beslutninger, løbende trusselsvurderinger, risikovurderinger og investeringer i robuste sikkerhedsløsninger. Vores kontinuerlige arbejde med cybersikkerhed er dermed integreret i vores overordnede styring og risikohåndtering.

Relevante politikker

I JKS har vi en række politikker, som beskriver hvordan vi arbejder med ansvarlig virksomhedsdrift i alle dele af den daglige drift. Alle politikker bliver revideret med jævne mellemrum, og alle politikker skal godkendes af bestyrelsen.

Til højre herfor har vi samlet et overblik over politikker, som er relevante for vores ESG-arbejde.

Vores politikker om dataetik og privatlivspolitik er offentligt tilgængelige via vores hjemmeside.

Læs mere på www.jks.dk/om-jks/ansvarlighed

• Adfærdskodeks, code of conduct

• Anti-bestikkelsespolitik

• Anti-korruptionspolitik

• Arbejdsmiljøpolitik

• Bilpolitik

• Indkøbspolitik

• IT-sikkerhedspolitik

• Leverandørkodeks

• Miljøpolitik

• Personalehåndbog

• Politik for ejendomslejemål

• Politik om dataetik

• Privatlivspolitik

• Whistleblowerpolitik

ESG data *

* Nøgletalsoversigten er inspireret af vejledningen fra FSR - Danske Revisorer og vil som blive underbygget i de kommende år i takt med, at vi udvikler vores ESG-arbejde.

JKS

+45 70 15 07 50

Rødkløvervej 2 info@jks.dk

6950 Ringkøbing www.jks.dk

Hvis du har spørgsmål til denne rapport og vores ESG-arbejde generelt kan du kontakte:

Dorte Sejrup Hæsum CFO

Telefon: +45 40 56 10 01 Mail: esg@jks.dk

Denne rapport er skrevet, redigeret og designet af JKS.

Alle fotos: JKS

Turn static files into dynamic content formats.

Create a flipbook
Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.