Page 1

 | november 2010

BRANCHE

| LIXEN

Lixen i Georgien:

at I er turister, som interesserer sig for Georgien, vil han sikkert tage pænt imod jeres spørgsmål.« Det afføder georgiske grin i det gullige mødelokale. Over for chefredaktøren sidder journalisten Dachi Grdzelishvili, der eftersigende er en meget populær mand i de georgiske medier. »Det var virkelig vanvittigt. Ingen kan forklare, hvorfor det skete,« siger han. »Men det er et kæmpe problem, at nogen kan bruge tv til at fremme egne ideer og hensigter efter godt befindende. Eksemplet her viser, at tv i Georgien er styret af regeringen.«

Foto: Jakob Balthazar Munk

En torn i pressefriheden Georgien bliver ofte fremhævet som en demokratisk frontløber blandt de tidligere Sovjetrepublikker. Men når det kommer til pressefrihed, løber landet baglæns op ad Kaukasusbjergene. Siden Roserevolutionen i 2003 har den provestlige præsident Saakashvili strammet grebet om tv-mikrofonerne, så Georgien nu er dumpet ned som nummer 99 på den internationale rangliste over pressefrihed – lige under Mozambique og Den Dominikanske Republik.

Jakob Balthazar Munk Andreas Dohn

TBILISI. De mørke øjne udstråler en insisterende fortælleglade, når Maka Machavariani taler om journalistikkens vilkår i hjemlandet. Hendes hænder flagrer flittigt og sætter engelske fraser på gled, der er langt mere fuldendte, end hun selv giver udtryk for. Hun er veltalende og veluddannet - som tv- og radiojournalist fra Tbilisi State University og Georgian Institute of Public Affairs. Men selvom det kun er få år siden,

at Maka Machavariani fik sin mastergrad, har hun foreløbigt pakket drømmekarrieren ned sammen med kameratasken. »Hvis jeg arbejdede som tv-journalist på et af de vigtigste nyhedsprogrammer, kunne jeg ikke udføre mit arbejde ordentligt,« forklarer hun, mens bussen, vi sidder i, bumler gennem Tbilisis gader. Her er vejstriber og lyskryds ofte en by i Vesteuropa. På et højdedrag i horisonten knejser præsidentpaladset, som blev indviet sidste år, med en kæmpe glaskuppel på taget. Den symbolske fortælling om gennemsigtighed hos statsmagten står i skarp kontrast til Maka Machavarianis historie fra det polstrede sæde i bussen.. »Jeg har lært, at man som journalist altid skal sige sandheden, tjekke informationer og fortælle fakta. Men som situationen er i øjeblikket i Georgien, hvor alle TV-stationer og nyhedsprogrammer er stærkt kontrolleret af regeringen, kan du ikke fortælle sandheden. Du er nødt til adlyde dine overordnede og fortælle den historie, som de gerne vil have. Du har valget mellem at gøre det eller ikke at have et job. Og jeg har valgt den anden vej. Det er derfor, jeg ikke arbejder som journalist,« fortæller Maka Machavariani, der i dag arbej-

BRANCHE

der med PR for en NGO. Hun trækker på skuldrene. »Når du laver dine tv-indslag, bliver de tjekket. Din tekst, dine citater bliver kontrolleret.« Hvordan? »Din producer kommer og tjekker det, før det bliver sendt. Før det færdige indslag bliver vist, kommer han og siger: ’Nej, vi har ikke brug for disse citater eller den tekst, du er nødt til at se, at det her ikke er den rette sammenhæng.« Pressefriheden visner For en nordeuropæer kan det lyde paradoksalt. Siden Roserevolutionen i 2003 har den provestlige præsident Mikhail Saakasjvili sat gang i reformer, der har moderniseret og liberaliseret den sydkaukasiske republik. I dag er korruptionen stort set afskaffet, og i vestlige avisspalter skinner Georgien ofte som en demokratisk stjerne blandt de tidligere sovjetrepublikker. Men når det kommer til pressefrihed, er der langt til solen og endnu længere til de gule stjerner på det blå Europaflag, som georgierne drømmer om. Roserevolutionens torne har tilsyneladende sat sig i det frie ord. På den seneste internationale rangliste over pressefrihed, som Re-

porter Uden Grænser (RSF) fremlagde for nyligt, er Georgien dumpet 18 pladser tilbage - fra en placering som 81 sidste år til en delt 99. plads. »Det kan lyde mærkeligt, men i perioden før Roserevolutionen havde vi større pressefrihed end i dag. Efter regeringsskiftet er det blevet mere og mere vanskeligt at holde fast ved de journalistiske principper,« siger Maka Machavariani og forklarer hvorfor: »De politikere, som nu danner regering, var i opposition dengang. Oppositionen var stærk, veluddannet og europæisk-orienteret, og de udnyttede, at ytringsfriheden var i god stand. Ingen blandede sig så hårdhændet i det journalistiske arbejde, som det sker nu. Du kunne kritisere Shevardnadze (daværende præsident, red.), og hans politik. Det mest interessante er, at Sakashvillis politiske team kom til magten ved hjælp af tv-mediet. Uden medierne var Roserevolutionen ikke blevet til noget. De forstod virkelig, hvor stor magt tv-mediet har. Og det er derfor de bevarer kontrollen i dag,« siger Maka Machavariani. Ivan kommer, ulven kommer Kritikere hævder blandt andet, at præsidenten tidligere på året stod

bag et omdiskuteret tv-indslag på den regeringsvenlige kanal Imiedi. Forud for det georgiske lokalvalg oplevede skræmte seere en fiktiv dokumentar, hvor russiske tropper rykker ind i Georgien efter anklager om valgfusk fra landets pro-russiske opposition, der tabte valget til regeringspartiet. Indslaget skulle vise et worst case senario fra lokalvalget. Men det fremgik kun i udsendelsens op- og nedlæg, at der var tale om fiktion. Så de tv-seere, der pludselig zappede forbi russiske kampvogne - arkivbilleder fra krigen i 2008 havde ringe chancer for at opdage, at invasionen var pure opspind. Det fik folk til at strømme til hæveautomater, benzintanke og hylder med fødevarer, alt imens georgiske mobilnetværk bukkede under for paniske opkald til familie og venner. Imedi undskyldte efterfølgende indslaget, men afviser, at der var tale om bestillingsarbejde fra Saakasjvili. Men da vi spørger Geno Jokmidze, chefredaktør på den engelsksprogede avis Georgian Journal, hvad indslaget siger om mediebilledet i Georgien, lyder det kryptisk: »Jeg kan ikke svare på det spørgsmål, I burde hellere stille det til vores præsident. Han er glad for udlændinge, så hvis I forklarer ham,

Den trykte frihed? Inventaret er sparet her i mediehuset Kviris Palitra, der udgiver Georgien Journal og en række magasiner og aviser på georgisk. For som Geno Jokmidze forklarer, er der ikke råd til at spilde penge på store, flotte lokaler. Ifølge chefredaktøren er avisvirksomhed er langt fra nogen guldgrube i Georgien, hvor tv har magten og regeringens bevågenhed. Der er meget få georgiere, som læser avis til daglig. Og derfor virker statsmagten mindre ivrig efter at kontrollere aviserne end de landsdækkende tv-kanaler. »De trykte medier er mere frie end tv eller radio, men det betyder ikke, at de er helt frie. Her er også et vist pres, og journalisterne føler sig bestemt ikke som i Paradis,« siger chefredaktør Geno Jokmidze, en spinkel mand efter georgisk målestok. Ligesom Geno Jokmidze peger Dachi Grdzelishvili på adgang til offentlige informationer som det største problem for de skrivende journalister. »Det mest smertefulde for en journalist er stadig restriktioner i forhold til offentlige informationer. Der har været sager, hvor myndighederne har taget et kamera fra journalister, som, de mente, havde taget billeder af en demonstration. Selv direkte fysiske overgreb har fundet sted. Derfor frygter journalister nogle gang at skrive om problemer eller emner, som de (regeringen, red.) ikke bryder sig om,« siger Dachi Grdzelishvili. Rutinerede kildekritikere Han er overbevist om, at det ugennemsigtige mediebillede i Georgien tvinger borgerne til at være kritiske over for de oplysninger, de får gennem medierne. »Det ville ikke være en overdrivelse, hvis jeg sagde, at det georgiske folk er det mest prøvede inden for dette felt. I løbet af de seneste år har vi oplevet mange forskellige forandringer, og det har trænet seere, læsere og lyttere til at fokusere og tage stilling til, hvad der er pålidelig information,« siger Dachi Grdzelishvili. Journalisten kigger ned i bordet og lægger sin skæggede hage til rette i håndfladen, før han fortsætter med et tænkt eksempel: En demonstration, som bliver dækket af georgisk tv. »Én kanal vil sige, at protesterne var arrangeret af to personer, som protesterede mod alt og alle. En anden kanal ville fortælle, at der ikke

LIXEN | november 2010 |  var to, men totusinde mennesker til demonstrationen, at regering var meget nervøs for situationen, og at 500 mand blev arresteret af politiet. Så hvis en borger ser begge indslag, hvordan kan han så skabe sig et troværdigt billede af, hvad der har foregået?« spørger Dachi Grdzelishvili. »I virkeligheden var der måske 100 mennesker til demonstrationen og ganske lidt konfrontation mellem politi og borgere. Det er umuligt at skaffe rigtig information gennem tv. Du bliver nødt til selv at finde ud af, hvad der er sket. Og for at det kan lade sig gøre, skal du kende et par folk, som har deltaget i aktionen, og så selv vurdere hvorvidt de overdriver, lyver eller taler sandt. Den endelige beslutning er op til dig selv.«

Lommejournalistik I bussen er Maka Machavariani ikke mindre hård i sin dom: »Alle ved, at medierne er kontrolleret. Hvis du fortæller manden på gaden, at det, medierne fortæller, ikke er sandt, vil han svare: ’Ja, det er rigtig, sådan er det’. Alle ved det. Men selvom folk ikke stoler på medierne, ser de det alligevel,« siger hun. Maka Machavariani har forsøgt at holde den journalistiske fane højt, men hun forstår udmærket de georgiske journalister, der affinder sig med situationen og bedriver, hvad hun kalder lommejournalistik: »Her i landet har vi en meget høj arbejdsløshed, og de her mennesker har et job, som de ikke bare kan forlade. Jeg kan sagtens forstå dem. Nogle gange tænker jeg, at hvis jeg selv havde familie og børn, ville jeg sandsynligvis … jeg ved ikke, hvad jeg ville gøre, men jeg ville nok tænke mere over det.« Vi nærmer os det centrale Tbilisi, hvor endnu en ny konstruktion skyder op mellem gamle kirker og træbalkoner. Peace Bridge hedder fodgængerbroen, der bøjer sig over Mtkvari floden i glas og stål. Ved den officielle indvielse i april talte Mikhail Saakashvili om symbolet på Georgiens vej til en bedre fremtid: »Vi former vores bygninger, derefter former de os,« lød det med Winston Churchills ord. Men præsidenten gav ingen tidsfrist for transformeringen. Og indtil videre svæver paradokset om den demokratiske frontløber, der løber panden mod pressefriheden, et sted mellem bropillerne og smoggen fra Tbilisis utæmmelige trafik. Maka Machavariani øjner håb, måske forenden af gangbroen, i den næste generation af georgiske journalister, som ikke har stukket sig på Roserevolutionens mindre demokratiske torne. »De er mere målrettede end min generation for eksempel. Jeg gav bare op. Det var det, jeg gjorde. Men de giver ikke så hurtigt op, de kæmper mere. Og det er jeg meget glad for,« siger hun, før bussen standser ved Avlabari metrostation. Her stiger vi af. Mens stridighederne om pressefriheden ruller videre. jamun09@student.sdu.dk andoh09@student.sdu.dk

Hverdag i en flygtningelejr uden for Tbilisi

Byggerod i Tbilisis centrum

En flok børn spiller fodbold på en gammel legeplads midt i Tbilisi. Fotos: Jakob Balthazar Munk


En torn i pressefriheden  

En artikel om den manglende pressefrihed i Georgien

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you