2 minute read
Et festligt jubilæum
Der var flere grunde til, at der 19. august blev festet i DKKs lokaler: Dansk Kennel Klubs 125-års jubilæum. Formand Jørgen Hindses 45-års jubilæum som formand. Læg dertil, at samme formand fyldte 80 år.
Jørgen Hindse, DKKs formand i 45 år, og fylder 80 år i fineste form
Advertisement
Der var trængsel i DKKs lokaler på Parkvej i Solrød da Dansk Kennel Klub og Jørgen Hindse fortjent blev fejret. Mennesker fra nær og fjern var mødt; naturligvis fra hele Danmark, men også fra vores nabolande var gratulanter mødt frem. EN VELDREVET OG VELFUNGERENDE KLUB
Dansk Kennel Klub er kendt langt udenfor landets grænser for høj faglighed og stabilitet. Og for at være en organisation, der på allerbedste vis varetager danske hundeejeres mangfoldige og brogede buket af interesser.
Samme mand i formandsstolen i 45 år har betydet en værdifuld kontinuitet og stabilitet, som mange kennelklubber i andre lande misunder os.
Sammen med et yderst kompetent personale har Jørgen Hindse været med til at skabe en klub, som har et betydeligt antal “varer på hylderne”.
Forstkandidat Viggo Møller og godsejer H. Christiansen, som i slutningen af 1880erne (i regi af Dansk Jagtforening) “opfandt” Dansk Hundestambog, ville have vanskeligt ved at genkende deres “opfindelse”, men mon ikke de ville være både glade og stolte? ROSENDE ORD
Der var en lang række taler, som der slet ikke er plads til gengive her. Men nævnes skal flotte ord fra Norsk Kennel Klubs formand, Tom Øystein Martinsen; han refererede blandt andet til Jørgen Hindses markante og ledende indsat på internationalt niveau i FCI.
Især Jørgens forsøg på at udelukke Rusland fra FCI på grund af landets invasion af Ukraine blev fremhævet. Det handler ikke om love og regler, men om følelser, medmenneskelighed og empati, havde Jørgen udtalt fra talerstolen. Det fortæller alt om hans menneske- og samfundssyn.
Også Jørgens søn, Casper, holdt en flot tale. Det er vist ikke at gå nogen for nær, når det i disse linjer nævnes, at Jørgens enorme frivillige og ulønnede engagement i hundeverdenen med utallige møder og rejser i ind- og udland uundgåeligt også har betydet, at familien har måttet undvære ham i betragteligt mange af årets dage.
32 | JAGTHUNDEN NR. 05 | OKTOBER 2022 125
LOVER GODT FOR FREMTIDEN
Det var en god oplevelse at være en del af festen i DKK den 19. august. Der var massiv opbakning fra de mange gæster til både klub og formand.
DKK har nået en agtværdig alder på 125 år, men klubben er i høj grad livskraftig med et væld af visioner og nye tiltag. Senest med erhvervelsen af ejendommen i Ringsted (DKK Ringsted), som giver rige og spændende muligheder for medlemmernes aktiviteter.
Og netop i disse urolige og svære tider med inflation og krig i Europa er der brug for optimisme og fremsynethed.
Bak op om Dansk Kennel Klub. Som hundeejere har vi brug for den.
Der var underholdning med Elvis -coversanger. DKK formanden var i sine unge dage Elvis Presley fan