2 minute read

Guide: Hvilket materiale skal dine havemøbler være fremstillet af?

‘Amaze’ serien i teak fra Cane-Line får os til at drømme om at ligge ved poolen på et luksushotel i syden. På billedet ser du seriens fine sofa med bølgende lameller.

Det Naturlige

Indenfor kategorien natur finder du havemøbler fremstillet af træ og græsarterne bambus og rattan. De fleste naturprodukter skal løbende vedligeholdes med oliebehandling for at fremstå flotte og forlænge produktets levetid. Husk at bruge en olie, der er egnet til det materiale dit møbel er fremstillet af, og vær opmærksom på, at nogle typer skal være tørre eller slibes inden behandling.

Naturprodukternes glød er med til at skabe en jordnær stemning i haven. Havemøbler i træ er en stor del af den skandinaviske tradition for havemøbler.

Teaktræ er meget olieholdigt og græsarten rattan er meget stærk og modstandsdygtigt, hvorfor det ikke er nødvendigt at behandle disse materialer med olie. Du skal dog være opmærksom på, at hvis du vælger at undlade at behandle havemøbler fremstillet af teak eller rattan, vil de med tiden miste deres glød og få en grålig patina.

Havemøbler fremstillet i træ kan risikere at blive angrebet af mug eller svamp. Hvis det skulle ske, er det vigtigt at rense produkterne med trærens.

'Fox' lænestol i rattan fra Sika Design

Metal

Havemøbler i metal kan være produceret af aluminium, stål eller jern. Fælles for havemøbler i metal er, at de er nemme at vedligeholde, da de kan nøjes med at rengøres med en svamp eller haveslange og efterfølgende tørres af med en tør klud.

Stellet på havemøbler i metal er ofte smallere end naturprodukternes, da materialet er stærkere. Det smalle stel får møblerne til at fremstå enkle og lette i indretningen. Flere brands har leget med form og farve, hvilket skaber et industrielt og moderne udtryk, der vil stå i kontrast til havens grønne omgivelser.

'Desert chair' fra Ferm Living

Syntetisk

Blandt havemøbler af syntetiske materialer finder man flere produkter fremstillet af plast. Afhængigt af hvilken plasttype producenterne bruger, kan den anvendes og formes på forskellig vis.

Plasthavemøbler er robuste og modstandsdygtige overfor vind og vejr, derfor kræver de, ligesom metalprodukterne, minimal vedligeholdelse.

'Hampsted' serie fra Cane-Line

Hvad kan du ellers gøre?

Udover at vedligeholde dine havemøbler med oliebehandling eller rengøring, er det bedst, hvis havemøblerne kan opbevares et tørt sted i løbet af vinteren. Det er også en god investering at købe overtræk til dine havemøbler og hyndeboks til opbevaring af hynderne, så holder de længst. Hvis du ikke har mulighed for at opmagasinere dine havemøbler om vinteren, kan du alternativt bruge et overtræk.

This article is from: