
5 minute read
Det er ren nydelse at spise en hjemmebagt pizza på en sommeraften
Hjemmelavet pizzadej
Ingredienser
600 g god pizzamel
20 g gær (10 g hvis du lader dejen langtidshæve, - min. 8 timer på køl med gerne natten over)
4 dl lunken vand
2 spsk olivenolie
1 1/2 tsk salt
Sådan gør du
Opløs gæren i den lunkne vand og tilsæt derefter olie og salt.
Tilsæt mel lidt ad gangen og rør derefter dejen grundigt, gerne på maskine, til den samler sig og slipper kanterne, ca. 5-8 min.
HURTIG HÆVNING - MED 20 G GÆR
Dæk skålen med film og et klæde og lad dejen hæve et lunt sted i 30 min.
Del dejen i 4 lige store stykker, form dem til boller og lad dem efterhæve i 30 minutter under et klæde.
Rul eller mas dejen ud i cirkler på ca. 30 cm.
LANGTIDSHÆVET PÅ KØL - 10 G GÆR
Dæk skålen med film og et klæde og lad dejen hæve på køkkenbordet i ca. 30 min. Del dejen i 4 lige store stykker, tril hvert stykke til en bolle og læg dem på et spækbræt, på en bageplade beklædt med bagepapir eller en hævekasse.
*Bruges spækbræt eller bageplade beklæd dette løst med film så der ikke kommer luft ind til dejen. Stil det nu på køl i mindst 6-8 timer, - eller gerne natten over. Husk at drysse toppen med mel.
Tag spækbrættet ud af køleskabet, og lad dejen få lidt varme på køkkenbordet, stadig med film over, i minimum 20 min. inden de rulles/ mases ud i cirkler på ca. 30 cm.
Top pizzaerne som ønsket og bag dem i ca. 15 min. ved 250 grader.
Hjemmelavet pizzasauce
Ingredienser
1 ds polpa eller hakkede tomater
3 spsk tomatkoncentrat
1 skalotteløg, finthakket (eller 1/2 lille løg)
1-2 fed hvidløg, revet eller presset
1/2 tsk oregano
1/2 tsk basilikum
1 spsk olivenolie
Salt og peber
Sådan gør du
Varm olien i en lille gryde og svits løg og hvidløg af et par minutter ved middel varme, – uden det bruner.
Tilsæt tomatkoncentrat og de tørrede krydderier og varm igennem i yderligere 2-3 minutter.
Hæld polpa eller de hakkede tomater over, krydr med salt og peber og lad pizzasaucen små koge i minimum 10 minutter, – gerne en halv times tid. På mit komfur står den på 4 ud af 9.
Jeg foretrækker min pizzasauce glat, så har jeg kun hakkede eller hele tomater på dåse, blender jeg dem gerne inden jeg tilsætter dem saucen.
Smag pizzasaucen til med salt og peber, og lad den køle let af inden den toppes på pizzaerne, – eller sæt den på køl til den skal bruges.
Hvid pizza med kartoffel og rosmarin
Enkel og lækker kartoffelpizza med rosmarin og mozzarella, – skøn smag og vidunderlig klassiker fra det italienske køkken. 3 ingredienser, en pizzabund og lidt salt og peber – mere skal der ikke til, og smagen er helt igennem fantastisk.
Den går perfekt som frokost pizza, til aftensmaden eller som del af et tapasbord.
Ingredienser
1 portion pizzadej
3 friske mozzarella
4 mellemstore kartofler
Frisk rosmarin
Salt og peber
Sådan gør du
• Dræn mozzarellaerne for væde og mas så meget væde ud som muligt. Jeg krammer dem gerne i lidt køkkenrulle, – så de er helt tørre.
• Skær kartoflerne i ultra tynde skiver, evt. på mandolinjern, og dup dem tørre i et viskestykke.
• Del dejen i 4 og rul ud i tynde cirkler på ca. 30 cm i diameter.
• Fordel mozzarellaen på pizzaerne og top med kartoffelskiver og grene af frisk rosmarin.
• Krydr med salt og peber, og bag pizzaerne til de er sprøde og gyldne, – i en forvarmet ovn, ca. 12-15 min ved 250 grader. Hold øje, – ovne varmer forskelligt.
• Server med ekstra frisk rosmarin og evt. friskkværnet peber.
Pizza caprese – Pizza med friske tomater, mozzarella og basilikum

Frisk, sprød og mega lækker pizza a la caprese, –fyldt med mozzarella, friske tomater og masser af frisk basilikum. En skøn farverig sag med masser af dejlig smag.
Kan du få fat i tomater i forskellige farver tager de sig altså virkelig godt ud på denne sprøde pizzabund, – men ellers gør røde stilk tomater altså også et rigtig godt stykke arbejde. Det vigtigste er at du bruger nogle lækre tomater med masser af smag, – det er essentielt for et godt resultat.
Ingredienser
1 portion pizzadej
1 portion pizzasauce
400 g cheerrytomater, halveret
4 friske mozzarella
150 g revet mozzarella
2 potter basilikum
Salt og peber
Evt. olivenolie
Sådan gør du
• Dræn mozzarella ostene for væde og mas så meget væde ud som muligt. Jeg krammer dem gerne i lidt køkkenrulle, – så de er helt tørre.
• Del dejen i 4 og rul ud i tynde cirkler på ca. 30 cm i diameter.
• Smør bundene med pizzasauce, og fordel den revede mozzarella herover.
• *Du kan med fordel gemme en smule mozzarella, som du fordeler på pizzaerne lige efter bagning. Så smelter den en smule, men har stadig den cremede friske smag og konsistens.
• Riv to af de friske mozzarella i grove strimler og fordel også disse på pizzabundene, – krydr med salt og peber.
• Bag pizzaerne til de er sprøde og gyldne, – i ovn, ca. 12-15 min ved 250 grader. Hold øje, –ovne varmer forskelligt.
• Riv de sidste to mozzarella i grove strimler og fordel dem på de varme pizzabunde, –top med friske tomater og masser af frisk basilikum.
• Krydr med med friskkværnet peber, og giv evt. pizzaerne en smule god olivenolie på toppen inden servering.
Pizza med nduja, skinke og mozzarella

Lækker snasket pizza, sprød og saftig bund toppet med nduja, skinke og masser af mozzarella.
Nduja er en spicy italiensk smørbar salami, – den kan købes i italienske supermarkeder, i online pizza shops og lignende. Tilsæt efter temperament, – den spicer virkelig pizzaen op.
Top med masser af frisk basilikum og server, – enkelt og mega lækkert.
Ingredienser
1 portion pizzadej
1 portion pizzasauce
2 friske mozzarella
200 g revet mozzarella
250 g god italiensk skinke i skiver
100 g nduja - måske lidt mere 1 løg, skåret i ringe
Salt og peber
Frisk basilikum til servering
Sådan gør du
• Dræn mozzarellaerne for væde og mas så meget væde ud som muligt. Jeg krammer dem gerne i lidt køkkenrulle, – så de er helt tørre.
• Del dejen i 4 og rul ud i tynde cirkler på ca. 30 cm i diameter.
• Smør bundene med pizzasauce, og fordel ostene på bundene.
• Læg skiver af skinke over, krøl dem gerne lidt sammen, og top derefter med klatter af nduja og løgringe. *Nduja er en stærk smørbar salami, så brug den mængde som dine smagsløg foretrækker.
• Krydr med salt og peber, og bag dem til de er sprøde og gyldne, – i ovn, ca. 12 min ved 250 grader.
• Server pizzaerne med masser af frisk basilikum på toppen.

Termotæppe
Effektiv Og Prisvenlig Isolering

Termotæppet er et populært valg, når man vælger overdækning til poolen. Det er der primært en grund til: prisen. Termotæppet koster nemlig kun ca. 10% af, hvad de øvrige overdækninger til pools koster.
Kan man leve med udseendet, og er man kun interesseret i isolering af poolen, så den kan varmes op, så er termotæppet det oplagte valg. Ca. fire ud af fem nye poolejere vælger termotæppet.
