Endnu en frelser skal genrejse Argentina” af MAGNUS KULMSEE HAGMANN

ENDNU EN FRELSER SKAL GENREJSE ARGENTINA

af MAGNUS KULMSEE HAGMANN

I Argentina er ekstremerne normalen, og pendulet svinger igen mod kaos efter valgsejren til Fernández & Kirchner. Den seneste udvikling rummer meget af det argentinske paradoks og er blot endnu et kapitel i en tumultarisk tilværelse for et ungt demokrati.

Når jeg talte med mange argentinere om det forestående valg, udbrød mange af dem halvt i bøn, halvt i konstatering: ”Cristina vender tilbage!”. Tidligere præsident og præsidentfrue, Cristina Fernandez de Kirchner, endte med at blive valgt som vicepræsident under Alberto Fernández. Dette lille udbrud indeholder en stor del af essensen af argentinsk politik: personificeringen og den evige søgen efter en frelserskikkelse, den tilbageskuende attitude og visheden om at det, der ses på overfladen, ikke altid er sandheden.

Jeg var praktikant på den danske ambassade i Buenos Aires i foråret 2019, og kan med rette sige, at jeg har boet i Argentina i en meget interessant periode. Det samme vil alle andre praktikanter igennem årene nok også sige. Argentinsk politik og økonomi er altid på vej videre i rekordfart, om det så er mod stagflation eller tocifrede vækstprocenter. Økonomer har beskæftiget sig med det paradoksale i, at Argentina altid ender i problemer, og jeg begynder at forstå deres frustration. Jo mere jeg lærer, des mere begynder jeg at tvivle på min egen politiske intuition og på de realiteter, jeg kan se med egne øjne. I sidste ende er sandheden nok, at symptomerne er synlige, diagnoserne kan stilles i overflod, men at ingen kur umiddelbart kan anvises. Adskillige af fortællingerne kan være sande på samme tid, og det netop overståede valg kan blot ses som en fortsættelse af den logik – eller mangel på samme – der har præget argentinsk politik efter militærdiktaturets fald i 1983. Ganske simpelt går logikken ud på, at argentinsk politik domineres af en destruktiv dialektik, hvor nye regeringers vigtigste projekt er at distancere sig fra deres forgængere og restaurere Argentina som den stormagt, det var for mere end 100 år siden. Den eneste kontinuitet bliver paradoksalt nok en konstant krisetilstand, et overdrevent fokus på politikernes person, en utålmodighed og længsel efter snuptagsløsninger, samt en dybt rodfæstet korruption. For at vurdere hvilken retning den nyindsatte præsident Fernández vil tage, må man først forstå økonomien, frelsertankegangen og den argentinske exceptionalisme.

FOTO: CRISTINA ELISABETH FERNÁNDEZ DE KIRCHNER

”IT’S THE ECONOMY, STUPID” I en tid, hvor Clintons gamle udsagn for længst er overhalet af værdipolitik i mange vestlige lande, lever det i bedste velgående i Argentina. Alle valg er økonomivalg, og med god grund. Det eneste værdipolitiske emne, der for alvor har fat i argentinerne, er den feministiske bevægelses stærke dagsorden, udkrystalliseret i spørgsmålet om fri abort. Dette udgør en markant skillelinje mellem typisk de ældre, konservative og rurale vælgere og de unge, progressive byboere. Derudover er de klassiske økonomiske emner som arbejdsløshed, fattigdom, vækst og inflation som oftest i fokus.

Økonomiens relevans er forståelig, når man ser på udviklingen siden militærdiktaturets fald i 1983. Alfonsín, den første demokratiske præsident efter diktaturet, måtte gå af i 1989 som følge af hyperinflation og enorm gæld. Hans efterfølger, Meném, havde i begyndelsen af sin valgperiode succes med liberaliseringsinitiativer, men igen mod slutningen af 1990’erne faldt landet tilbage i recession. Den store depression blev endnu værre under de la Rúa, og plyndringer og røverier kulminerede i erklæring af undtagelsestilstand i december 2001. I optøjerne den 19. og 20. december omkom næsten 40 mennesker, og præsidenten måtte flyves ud af præsidentpaladset i helikopter efter sin tilbagetrækning for at undgå de vrede menneskemængder. Denne periode er et sort kapitel i Argentinas demokratiske historie, hvor der i de efterfølgende dage var tre yderligere midlertidige præsidenter, inden Eduardo Duhalde kunne indsættes og annoncere verdenshistoriens største gældsmisligholdelse på 140 milliarder USD. I løbet af 00’erne vendte væksten tilbage, men ikke uden problemer. Mest bemærkelsesværdigt har været den generelt høje inflation, som i 2018 var på 47%, kun overgået af Venezuela i Latinamerika. Samme år måtte præsident Macri indgå en aftale med historisk upopulære IMF, som argentinerne viste sig at straffe hårdt ved dette års valg. ▶

MENS VI VENTER PÅ FRELSEREN Selvom økonomien er i fokus, har det dog ikke betydet, at politikken er mindre personificeret – tværtimod. Parallellen er her slående til argentinernes elskede fodboldlandshold. Landsholdet – og regeringen – er altid tynget af urealistiske forventninger til fremtiden. Typisk stiller holdet op med rigtig dygtige spillere uden den store plan. I stedet gives bolden til mirakelmageren Messi, der forventes at kunne bære det hele på sine smalle skuldre. Desværre for argentinerne ender det ofte i frustration, og den samme idé om en genial frelserskikkelse findes i politik. Især den tidligere præsident Perón og den altomfavnende peronisme, er uomgængelig i Argentina. Peronismen var oprindeligt en populistisk bevægelse, der forsøgte at finde en tredje vej mellem kapitalisme og socialisme, mens dens autoritære tendenser heller ikke kan benægtes. Den er dog svært definérbar og primært noget, der italesættes for at anerkende arven efter Perón, snarere end en egentlig politisk rettesnor. Det er ofte nødvendigt at iklæde sig peronismens spraglede dragt for at blive valgt til præsident i Argentina, og at den påkaldes vidt og bredt illustreres af at både liberale Meném og den isolationistiske arbejderklassepræsident Nestor Kirchner, og senere hans kone Cristina, har bekendt sig til peronismen. I de senere år har endnu en personbåret ideologi, kirchnerismen, videreudviklet peronismens grundlæggende ideer.

ARGENTINSK EXCEPTIONALISME OG DEN NATIONALE LIDELSESHISTORIE Udover personfikseringen, er argentinsk politik også fanget i en national dyrkelse af lidelseshistorien. Argentina var stormagten, verden aldrig fik, og det enorme potentiale fra 1920’erne med masseindvandring og boom, blev aldrig udviklet fuldt ud. Selvforståelsen er endnu i dag præget af denne fortælling, og man ser det som den fornemste politiske opgave at genskabe i det mindste noget af fordums storhed. Heri ligger måske også kimen til de nationalistiske og isolationistiske tendenser i nyere tid – Argentina vil selv og kan selv. Naturressourcerne og humankapitalen er da også rigelig, og argentinerne ved det. Derfor er kravene store og tålmodigheden lille, efter mange år med rutsjebaneture. Den manglende tålmodighed, kombineret med det relativt høje niveau af politisk engagement, kan sagtens være en af de helt afgørende grunde til, at argentinerne svinger mod ekstremerne igen og igen. Et inkrementalistisk projekt synes ikke at være tilstrækkeligt, hvis supertankeren skal vendes ud af de klippefyldte farvande. Paradoksalt nok bliver resultatet en evig cyklus af modreaktioner mod den forrige regering. Når man drejer roret på en supertanker, går der nogle kilometer før den reagerer, og hvis kaptajnen har nået at flå det frem og tilbage adskillige gange inden da, fortsætter den destruktive fremdrift stille og roligt.

Med økonomien, frelserfortællingen og den argentinske selvforståelse i mente, er det muligt at vurdere, hvordan kursen bliver sat for Argentina efter det netop overståede valg.

KIRCHNERISMEN VENDER TILBAGE Og hvad så med vicepræsident Kirchner? Som nævnt i citatet i indledningen, taler Argentina om, at Cristina vender tilbage. Folk ser uden tvivl Fernández som Kirchners håndlanger på positionen, og årsagerne til at Kirchner ikke selv stillede op som præsident, er muligvis det spor af skandaler, hun trækker bag sig. Det er en offentlig hemmelighed, at korruptionen var (særligt) omfattende i hendes regeringstid, og kun den parlamentariske immunitet har forhindret hende i at blive fængslet i en igangværende korruptionsefterforskning. Man kan undre sig over, at Kirchners popularitet endnu er så enorm, men det er primært et tegn på, at argentinerne betragter politikerne som korrupte og skrupelløse. Hvis det står uafgjort på korruption og svindel, kan man ligeså godt stemme efter den fremlagte politik, og her vinder Kirchner uden tvivl.

Hvis hun skulle blive dømt, vil det smitte af på Fernández’ præsidentskab, men de to har allerede iværksat en strategi, hvor Kirchner kommer med de vilde udsagn og Fernández efterfølgende korrigerer den officielle position.

I juli sammenlignede Kirchner situationen i Argentina med Venezuelas, hvorefter Fernández irettesatte hende. Paradoksalt nok var Venezuelas diktator, Nicolás Maduro, hurtig til at lykønske ”det heroiske argentinske folk” for deres valg af Fernández & Kirchner. Hvorvidt der her tegner sig en ny akse i latinamerikansk politik, er nok for tidligt at spå om, men lykønskninger fra Venezuelas Maduro bør for de fleste demokratisk sindede udgøre et godt politisk kompas for, i hvilken retning man ikke skal gå.

Nu går Argentina ind i en ny tid, som sandsynligvis vil indeholde en afstandtagen fra aftalen med IMF og en genrejsning af den venstrepopulistiske og semi-autoritære kombination, som tidligere har karakteriseret peronismen og kirchnerismen. Hvis min tese er korrekt, vil vi i løbet af de næste fire eller otte år se store økonomiske udsving og politiske skandaler, hvorefter de trætte og utålmodige vælgere vil vende sig skarpt i en anden retning for at finde den frelser, der en gang for alle skal genrejse det hårdt prøvede Argentina ●