Stak af fra træningslejre med pænt tøj under træningstøjet

Mange drømmer om en tilværelse som fuldtidsprofessionel fodboldspiller. Men det er ikke lykken for alle. Tidligere landsholdsspiller er ikke sikker på, at han ville gøre det om. Og en knæskadet 27-årig har også trukket stikket til fodbold.

Mange drømmer om en tilværelse som fuldtidsprofessionel fodboldspiller. Men det er ikke lykken for alle. Tidligere landsholdsspiller er ikke sikker på, at han ville gøre det om. Og en knæskadet 27-årig har også trukket stikket til fodbold.

- Jeg havde levet i et lukket fængsel i mange år. Jeg havde et kæmpe behov for at vriste mig fri af det hele. Den ultimative oplevelse af frihed var for mig at rejse jorden rundt, hvor jeg kunne gøre lige præcis, hvad jeg havde lyst til. Jeg kunne spise hvornår og hvad, jeg ville. Ingen skulle bestemme over mig, så derfor gik jeg fra den ene grøft til den anden.

Jan Bartram er 56 år, har været udlandsprofessionel i både Skotland og Tyskland og har spillet 32 kampe på det danske landshold. I dag er han konsulent i firmet Lead, der beskæftiger sig med leder- og organisationsudvikling. Da han traf beslutningen om at drible væk fra fodbold, var han på toppen af sin karriere som 28-29-årig.

Et andet sted i København sidder en ung mand i Danske Bank. Her er han risikoanalytiker. 27-årige Andreas Albech har analyseret sig frem til, at fodbolden skal sættes på pause. Han har været professionel i Norge og Island. Kan ikke prale af landskampe, men en bronzemedalje i den norske Tippeligaen. Og så et par alvorlige knæskader.

- Jeg har et virkelig godt job her i banken. Og nu har jeg fået øjnene op for, at lykken ikke kun er at være fodboldspiller. Engang, og det er ikke mange måneder siden, troede jeg, at jeg kun kunne være lykkelig, hvis mit liv handlede om fodbold, fortæller Andreas Albech.

EN PERSON ÆNDREDE BARTRAMS FODBOLDLIV Jan Bartram kæmpede en hård kamp for at få kampe på Danmarksserieholdet hjemme i Skive. Dog uden at kunne bide sig fast på førsteholdet. Da han tog til Aarhus for at studere på universitetet, var han indstillet på, at han

ved siden af studierne skulle spille fodbold i Skovbakken. Men han lod sig overtale til at skifte til AGF i stedet. Og her var målet for ham at komme til at træne sammen med legenden Henning Jensen blot én gang, for så ville lykken være gjort. Jan Bartram havde netop læst Henning Jensens biografi, og han var en stor karakter for den unge skibonit. Men det blev til mere end bare én træning.

- Da jeg kom til AGF, mødte jeg den person, som man nogle gange møder i sit liv. Den person, der gør en forskel og efterlader et kæmpe indtryk resten af livet. Jeg var virkelig nul og en skid, da jeg kom fra Skive. Efter få træninger kom træner Poul Erik Bech over til mig og sagde, at jeg ikke skulle ligge inde på midtbanen. Jeg havde en forestilling om, at jeg skulle være kongen af midtbanen. Men han sagde til mig, at jeg kunne tre ting. Du er kropsstærk, hurtig, og så kan du sparke til bolden i fuldt løb. Hvis du kan forfine det, kan du nå ufatteligt langt, sagde han til mig. Jeg stormede hjem fra træning og fandt den nærmeste telefonboks og ringede hjem til min familie i Skive og fortalte dem, at jeg nu blev sat ud på venstrekanten. Og nu ville jeg arbejde på lige præcis

de ting, som Poul Erik Bech havde sagt til mig, fortæller Jan Bartram.

Efter blot halvanden måned var han på AGF’s førstehold og efter halvandet år på landsholdet.

- Havde jeg ikke mødt Poul Erik Bech, havde jeg aldrig foldet mig ud. Det er helt vildt vigtigt at møde lige præcis den person i livet, der ser dig. For mig gjorde han forskellen på landsholdet og serie 2, understreger Jan Bartram.

TRÆNERE OPFØRTE SIG SOM DYR Herefter tog hans karriere fart med ophold i Brøndby og udlandet. I Skotland og i Tyskland. I Glasgow Rangers og i Bayer Uerdingen.

- Mens jeg spillede i AGF, havde jeg det fantastisk med fodbold. Jeg læste på universitetet, og fodbold og studier var den perfekte balance for mig. Det var en stor fest, og jeg var privilegeret. Jeg tjente gode penge, og så havde jeg universitetsverdenen, som var en helt anden verden end fodboldens. Den satte spor i mig, som jeg aldrig slap. Da det kun drejede sig om fodbold ene og alene, og jeg ovenikøbet fik et par trænere, som var kæmpe fjolser, og som opførte

sig som dyr, blev det for meget for mig, fortæller Jan Bartram.

I Glasgow fik han Liverpoollegenden Graeme Souness som træner. Og i Bayer Uerdingen Friedhelm ”Timo” Konietzka. Begge bindegale i Jan Bartrams øjne.

- Jeg så dem smadre tv-apparater i pausen, når det ikke lige gik, som de mente, det skulle. Timo Konietzka var vegetar, og han tvang os til at spise vegetarmad. Første dag med ham som træner var det pissekoldt, og det regnede. Vi kom ud i træningstøj og regnjakker. Da han så det, beordrede han os ind og til at komme ud i shorts. Han kaldte os tøsedrenge, fortæller Jan Bartram.

Friedhelm ”Timo” Konietzka fik sit kaldenavn Timo efter en russisk kommandør, fordi der både i væremåde og udseendemæssigt var en del lighedspunkter.

- Jeg kunne ikke med den der diktatoriske ledelsesstil. Kæft, trit og retning var ikke mig. Det var ensformigt ad helvede til. Vi tog på træningslejr nogle gange i tre dage for at lade op til en kamp på halvanden time. Det fungerede slet ikke for mig. I dag kan jeg godt afsløre, at vi var to, jeg fortæller ikke hvem den anden var, der flygtede fra de træningslejre for at få luft og for at se en anden verden. Vi havde træningstøj på, mens vi ventede på den taxa, som vi havde bestilt. Når vi kom frem til den bar eller det diskotek, hvor vi ville hen, smed vi træningstøjet. Indenunder havde vi pænt tøj på. Det blev gudskelov aldrig opdaget, men vi var et par stykker, der ellers ikke kunne overleve i det, siger Jan Bartram.

ANGST FOR BÆNKEN Og til sidst blev den tyske disciplin også for meget for ham. Han skulle væk. Helt væk. Han havde et enormt udlængselsbehov. Det er ikke helt samme behov, der gør sig gældende hos 27-årige Andreas Albech. Selv om det er ufrivilligt, at

han er stoppet med fodbold, havde han måske alligevel haft behov for at tage det træk. I vinter søgte han til Vendsyssel for at få spilletid. Efter en ellers fin tid i norske Sarpsborg, hvor han spillede mange kampe i sidste sæson, hvor det kulminerede med bronzemedaljer, røg han i efteråret ud i kulden i Norge.

- Kort efter, jeg var startet i Vendsyssel, fik jeg min anden korsbåndsskade. Og så vinkede jeg farvel til fodbolden. Jeg orkede ikke at bruge et år mere væk fra familien og vennerne på Sjælland. Så derfor vendte jeg hjem, trak stikket til fodbold og fik gang i min karriere i banken. Også for at få tankerne væk fra fodbold. Jeg nåede at blive uddannet bankrådgiver, inden jeg satsede på fodbolden, så jeg har hele tiden haft med i mit mind-set, at der er andet i livet end fodbold. Men fodbold betød i en periode alt for mig. Jeg blev suget ind i miljøet, og man bliver dybt afhængig af det. Men jeg oplevede, at de negative tanker

fyldte for meget hos mig. Fodbold kan på en måde være skræmmende, og man kan ikke bare sige til sig selv, at det jo kun er fodbold. Det er lettere sagt end gjort, for når man først står midt i det, brænder man så meget for det, at alt andet bliver ligegyldigt. Man vil det bare så meget. Men jeg oplevede til sidst, at jeg kun var rigtig glad, når jeg havde spillet en god kamp. Og så fik jeg også en slags angst for at havne på bænken. Det blev usundt mentalt for mig til sidst, fortæller Andreas Albech.

Alligevel er han parat til at genoptage fodbolden, når han er færdig med sin genoptræning. Hvis altså ellers kroppen vil.

- Men jeg vil ikke være fodboldspiller på fuld tid. Noget 2. eller 1. division i København-området, hvor jeg kan kombinere det med mit job i banken, kunne jeg godt tænke mig. Jeg synes alligevel, at det er lidt for tidligt at trække stikket totalt. Så bare lidt fodbold,

hvis det kan lade sig gøre. I mange af mine venners og families øjne er jeg stadig ham fodboldspilleren. Det er en stærk identitet, der hænger ved. Alle vil vide, hvordan det går med fodbolden. Der er knap så mange, der er interesserede i jobbet i banken. Og derfor forstår jeg godt dem, der står lidt på bar bund, hvis de har satset hele butikken på fodbold, og så tæppet pludselig bliver revet væk under dem på grund af en karrieretruende skade, siger Andreas Albech.

CROSSET CHECK Efter sin jordomrejse genoptog Jan Bartram fodboldkarrieren i AGF. Han havde ikke rørt en bold i et år. Og ville bevise overfor sig selv, at han kunne komme tilbage. Det kunne han. Han blev også udtaget til landsholdet igen, men meldte alligevel fra.

- Det var sjovere at kravle op ad bjerget end at stå på toppen. Jeg kunne mærke, at jeg ikke for alvor ville tilbage i det miljø. I dag

undrer jeg mig stadig over, hvorfor de trænere, jeg havde i udlandet, var sådan. Jeg har altid selvtrænet meget; da jeg var ung, stod jeg op klokken seks om morgenen og trænede, inden jeg skulle i gymnasiet. Jeg var meget motiveret for at få meget ud af min fodbold, og derfor forstår jeg ikke den slags ledertyper, der ikke prøver at inddrage dig. Hvordan får vi det bedste ud af dig? Den dialog fik jeg aldrig med mine trænere i udlandet. I stedet gav de straftræning, delte bøder ud eller smadrede fjernsyn, når noget gik skævt. De råbte og skreg folk ind i hovedet og mandskabsmæssigt blev vi behandlet som én stor grød. Hvis nu de havde set mig som den person, jeg var, havde de fået langt mere ud af mig. Jeg vil vove den påstand, at de kunne have fået 25-30 procent mere ud af fodboldspilleren Jan Bartram, hvis de havde set personen Jan Bartram. Ebbe

Skovdahl i Brøndby var en fantastisk mand. Ham elskede jeg. Han satte sig ned i øjenhøjde med mig. Desværre spillede jeg for godt i Brøndby, så jeg kun fik halvandet år i klubben, inden udlandet hev i mig, fortæller Jan Bartram.

Han er stærkt i tvivl, om han ville gøre fodboldkarrieren om, hvis han fik muligheden for det. Som barn elskede han fodbold. Han kunne ikke få nok og spillede fodbold ved den mindste lejlighed. Men da han blev professionel og fik penge for det, blev det for meget.

- Det der med, at nogen betalte mig penge og forlangte en hel masse af mig og ville bestemme, hvor jeg skulle løbe hen, det dræbte legen i mig. Fodbold blev en sur pligt. Ikke da jeg havde kombinationen af fodbold og studier. Men da jeg kom til udlandet. Jeg kan huske, da jeg fik den første check efter min første landskamp. Der dumpede et brev ind ad døren med en crosset check med 15.000 kroner på, så det kun var mig, der kunne hæve dem. Jeg tænkte, at det her var fucking løgn. Jeg fik 2.000 kroner i SU, så 15.000 kroner var et ret vildt beløb. Og pengene vejede tungt, og derfor kunne jeg heller ikke sige nej til udlandet. Men om jeg ville gøre det om? Den er svær at svare på. Men jeg kan i hvert fald sige, at jeg ikke husker min karriere i udlandet som noget sindsoprivende fedt, understreger Jan Bartram.

GÅ EFTER DRØMMEN I dag kigger han også indad, når han retter kritik mod de trænere og den professionelle tilværelse, han oplevede i udlandet.

- Jeg var måske ikke professionel nok, for jeg kunne ikke bare lægge de ting på hylden og slå

hjernen fra og så gøre, som de sagde. Når de sagde, at jeg skulle løbe udenom hjørneflaget, løb jeg altid indenom. I ren og skær trods. Jeg er ikke en maskine, der kan træne i et lukket rum i halvanden time. Jeg er et menneske, der også skal have det rart for at blomstre, siger han.

Jan Bartram har i dag ingen tilknytning til fodbold. Og han er ikke typen, der sidder klistret til skærmen, når der er fodbold i fjernsynet. Indtil for kort tid siden trænede han dog sin datter og hendes U11-mandskab i HIK.

- Det har været en kæmpe fornøjelse at se legen, fællesskabet og glæden hos dem, når de scorer. Jeg siger bare, at der er nogen, der bliver overraskede, for der kommer nogle piger, der bare bliver bedre og bedre til fodbold. Bare vent og se, fortæller 56-årige Bartram.

Selv om hans forhold til fodbold er noget distanceret i dag, tager han ikke afstand fra det hele. Og han fraråder ikke unge talenter at gå fodboldvejen.