Hvad må der gøres? af Alain Badiou

Hvad må der gøres?

af Alain Badiou

KLIM, 2019 80 sider, 130 kr

Jakob Rosenkrands Uldall

Én verden, én kamp . - Alain Badiou

Alain Badious (1937-) bog om “Hvad der må gøres” er ikke lang. Den er ikke svær at læse eller forstå, tværtimod. Det er dog også pointen - et opråb til handling skal vel næppe være forståeligt kun af intellektuelle. Jeg vil ikke udførligt introducere Alain Badious filosofi, da dette vil tage synsvinklen væk fra bogens argumentation, og da der i forvejen findes bedre introduktioner end jeg kunne skrive (se kapitlet “Alain Badiou & den postmaioistiske dialektik” i antologien “Venstrefløjens Nye Tænkere”). Dog som en appetizer har Badiou, som en af de få nulevende og samtidige filosoffer, et begreb for sandhed - forfriskende hos nogen, yt hos andre. Jeg vil i stedet introducere Alain Badiou som en filosof, der insisterer på at tingene kunne være anderledes, og en insisteren der ikke bygger på akademiske termer (Badiou, 7:2019). Denne handlingsorienterede og “revolutionære” filosofi har såmænd også historiske spor:

Sand filosofi er ikke en abstrakt øvelse. Den har lige siden Platon sat sig op imod verdens uretfærdigheder (Badiou, 12:2018).

Filosofien (som den introduceres her, som praktisk og handlingsorienteret), og de ændringer man søger efter i efterstræbelse af lykke, kommer altså fra en

grundlæggende tanke om retfærdighed, fordi uretfærdighed skaber en affekt (Badiou, 167:2007). Denne uretfærdighed kalder nærmest på oprør, en affekt må i hvert fald kalde på et eller andet - denne bog er dette kald. Bogen indeholder to forelæsninger, Badiou holdt med cirka to ugers mellemrum: den ene forelæsning to dage efter Trump blev valgt som præsident, og den anden forelæsning 2 uger efter. For at forstå budskabet, der ligger i titlen, såvel som indholdet, så skal man forstå at spørgsmålet «hvad må der gøres?» selv har en historie . Vladimir Lenin stillede nemlig spørgsmålet i sit egen bog ”Hvad må der gøres?”, der er fra 1901. Spørgsmålet samt bogen spillede en afgørende rolle for arbejderklassens revolutionære i Rusland – bogen havde som formål, at diskutere hvordan arbejderne skulle organiseres og kæmpe for magten. Spørgsmålet er således et opråb til handling og en insisteren på, at det bestående ikke behøver at bestå. Spørgsmålets betydningsfuldhed skal på samme måde, hos Badiou, ses som et opfordrende ‘call to arms’ i vores tid. Den første forelæsning har en klar rystelse over sig, og føles egentlig meget som en reaktion de fleste kommentatorer kunne have haft dengang. Badiou starter ud med at sige, at valget af Trump skete i en:

… dyb nats rædsel (Badiou, 7:2019).

En umiddelbar reaktion de fleste i verden delte med Badiou. Dog går Badiou videre og siger, at vi ikke skal reagere ud fra følelser af affekt, vi skal i stedet forklare galskaben: Hvad er vores nutidige verden for en størrelse, siden dagen i går kunne forvandle sig til en sådan rædsel? På det spørgsmål er Badiou som altid klar i mælet: Den globale kapitalismes verdensomspændende sejr igennem 40 år har betydet, at en enorm ulighed har terroriseret på et globalt plan. I mellemtiden har denne sejr eksisteret uden nogen form for alternativ. De socialistiske stater (Rusland, Kina m.m.), der egentlig skulle være et alternativ og en iboende insisteren på en anderledes verden og visioner, er gået fallit. Historien, der går forud for de sidste 40 år, samt de døde visioner er simpel ifølge Badiou. Vi har på den ene side haft et liberalt valg, hvis rødder rækker helt tilbage til den yngre stenalder (Badiou, 11:2019). Dette liberale valg indebærer en organisering af rigdom og produktionsforholdene under den private ejendom, der er beskyttet af politiet og magt. På den anden side har vi lige siden den franske revolution haft et nyt, andet valg. Dette valg bygger på at afvise den private ejendomsret,

og derfra kollektivt organisere produktionsforholdene. For Badiou var dette andet valg ikke bare et lokalt forankret valg, det var et valg, der handlede om et generelt syn på mennesker og vores globale verden. I mellemtiden er der som sagt sket en masse, dette andet valg er gået fallit sammen med de stater og personer, der skulle indføre det:

I ca. fyrre år nu har den situation, vi står i, været kendetegnet ved fraværet af et sådant valg. Den dominerende opfattelse i dag er, at der ikke er noget globalt valg.

Hvad må der gøres, hvis der er et fravær af et reelt alternativ til den globale kapitalisme (eller som han kalder “monsteret”), der gang på gang skaber rædsel og frustration for verden? Hvordan skaber man en verden, der ikke bygger på en enorm ulighed og rædsel, men det modsatte? Disse spørgsmål svarer Badiou mere udførligt på i anden forelæsning. I anden forelæsning svarer Badiou egentlig bedre, som filosof, på det forrige også. Dog vil jeg gerne vise, at Badious hensigt med dette er en umiddelbar forståelse for at verden og verdenssituationen kræver noget nyt, noget umiddelbart - denne hensigt er til stede ved den første forelæsning og mindre ved den anden. Vi har nu lært fra Badiou, at verdenssituationen er grim. Dette har den altså været i 40 år (ikke mindre?!). Der kræves altså noget nyt. Dette nye kalder Badiou for en “idé”. Badiou og hans opråb for en ny idé er ikke ny, det florerer rundt omkring i hans øvrige forfatterskab - eksempelvis i “Logics of Worlds”, der er opfølgeren til hans hovedværk “Being and Event”. Alligevel skal det forklares her, fordi det er nemlig denne idé, der er brug for, noget nyt og forfriskende, der kan vifte kapitalismen væk som et kors mod djævelen. Denne nye idé skal være bygget på handling mellem nationer og forskellige positioner, der arbejder i en fælles bevægelse for det samme projekt (Badiou, 53:2019). Badiou har 4 principper for denne idé, der skal sikre idéens varighed og storhed - disse 4 principper er i øvrigt kommunismens principper. De 4 principper er:

1. Det første princip er det ældgamle kommunistiske princip: den sociale organisering skal ikke være baseret på ulighed og privat ejendom – produktionsforholdene skal være kollektive, da produktionsforholdene har med det kollektive at gøre.

2. Andet princip går ud på at fylde hullet mellem intellektuelt arbejde og manuelt arbejde - for at være forenet i denne kamp må man forene menneskeheden på alle niveauer.

3. Det tredje er et ”call to arms” mod grænser. Det handler især om nationale, racemæssige, religiøse og seksuelle grænser. Forskelle skal ikke være en hindring for den globale lighed. Grænser er ikke naturlove.

4. Det fjerde, og dermed sidste, princip handler om en afmontering af statens magt og beføjelser. Det der har med mennesker at gøre kan med fordel diskuteres og besluttes blandt menneskene selv.

Disse 4 principper, simple som de er, skal agere som dommer for enhver ny idé, eller politisk udspil. Er idéen god? Kan idéen være en modsætning til den bestående kapitalistiske rædsel? Det handler for Badiou om, at disse principper skal nemt og effektivt kunne vælge en fordelagtig idé, eller kassere dårlige og onde idéer . Dette er kampen for Badiou og de, der læser bogen. Kampen for en idé, som verdens befolkning kan forenes under. Om projektet holder eller ej, kan jeg ikke vurdere. Det vil under alle omstændigheder give en masse nye idéer, der kan idéhistoriseres. Slutteligt vil jeg proklamere, at foruden den revolutionære “call to arms” som de to forelæsninger gør bedst, føles det alt i alt som en appetizer på Badious øvrige forfatterskab.

Referencer

Badiou, Alain (2007): Grundrids af metapolitikken, Aarhus: Slagmark

Badiou, Alain (2018): Lykke, Aarhus: Klim

Badiou, Alain (2019): Hvad må der gøres?, Aarhus: Klim

Badiou, Alain (2008): Logics of Worlds, London: Continuum

Lenin, Vladimir (1979): Udvalgte værker 2, København: Forlaget Tiden