LEDER Forestillinger om fremtiden

af Ida Katinka Ploug & Johan Bolding Rasmussen

Når vi tænker på verdens fremtid, så mener vi altid det sted, hvor den vil være, hvis den går videre, som vi nu ser den gå: og vi tænker ikke på, at den ikke går lige ud, men bevæger sig i en kurve, og at dens retning konstant ændrer sig.

- Ludvig Wittgenstein

Som det formuleres hos Wittgenstein, så siger vores forestillinger om fremtiden oftest mere om vores erfaring af samtiden end om vores forventninger til fremtiden. Ikke desto mindre er fællesnævneren for de fleste forestillinger om fremtiden, at de alle tager udgangspunkt i genkendelige eller aktuelle tendenser og begivenheder, der ekstrapoleres og accelereres ud i fremtiden. Konsekvensen af denne acceleration bliver, at fremtiden tager sig ud som mangt og meget. I kataloget over fremtider findes således den kapitalistiske såvel som den kommunistiske, paradiset, krisen, den med de flyvende biler og den uden mennesker. Fremtiden bliver det perspektiv, hvorigennem vi kan se og erfare vores samtid og derfra både håbe og grue for, hvad der potentielt set venter os.

Når fremtiden er samtidens både indadvendte og fremadskuende blik, giver den os mulighederne for enten at forbedre eller forværre de vilkår, vi

lever under. Og det er i dette rum af erfaring af samtiden og forventninger til fremtiden, at det bliver idéhistorisk interessant at have fremtiden som objekt. Men er det kun muligt at tale om ‘fremtiden’ i bestemt ental, eller er det mere formålstjenstligt at benævne det ‘fremtid’, i ubestemt ental, og derfra kvalificere sine forudsigelser ved at tale om ‘fremtider’ i ubestemt flertal?

At idéhistorisere over fremtiden vil i sagens natur betyde, at fortidens forestillinger om fremtiden skal genbesøges. Det vil sige, at ideerne om fremtiden skal spores i historien og historien skal spores i ideerne om fremtiden. Heldigvis bugner arkiverne af fremtidsgenstande: spådomme, prognoser, religiøse festivaler, manifester, utopier, dystopier, femårsplaner, klimaangst og så videre. Tekster, praksisser og artefakter, som emmer af forventning, bekymring og fascination for det, der skal og kan komme.

I denne udgave af TINGEN finder vi alle disse genstande frem og undersøger de ideer, de er udtryk for. Det er redaktionens håb, at temaet vil anspore til forundring, fornøjelse og refleksion over fortidens forældede fremtider. Forhåbentligt vil det også styrke gejsten til at engagere sig med den fremtid, som er vores – idéhistoriens, menneskenes og verdens. God fornøjelse!