Bssj trekanten

Trekanten - en god hverdag 1

Trekanten - en god hverdag Udgiver:

BOLIGSELSKABET “SCT. JĂ˜RGENâ€?

HOLSTEBRO

7VZ[IV_ c 1LWWL :JOV\Z .HKL c /VSZ[LIYV c c IVSPN'IZZQ KR

Jeppe Schous Gade 11 7500 Holstebro Telefon: 9742 4844 Fax: 9742 0223 Email: bolig@bssj.dk

I samarbejde med

Ansvarshavende: Kurt Degnbol Tekst: Dagbladet Fotos: Dagbladet Layout/tryk: I B XPress og ATM, Ikast Oplag: 3.000 stk.

Udgives: TrekantsomrĂĽdet Holstebro

Alt fra Trekanten

Avisen rykkede en redaktion ud i Trekanten.

Her er resultatet.

Af Jesper Markussen, jema@bergske.dk Tirsdag den 25. juni 2013, 08:07 HOLSTEBRO

Redaktionen var bemandet dagligt med journalister og fotografer, der gennem hele ugen skulle levere reportager og historier til Dagbladet.

Efter at have skrevet om problemerne med blandt andet hashhandel, dummebøder og skyderi i Trekanten i små to uger, flyttede Dagbladet en redaktion ud i Trekanten.

»Vi har længe tumlet med en idé om at flytte ud i Trekanten i en periode for at opleve området indefra. Den idé har vi nu rykket frem på grund af aktualiteten,« siger redaktionschef Anette Lund Andersen.

Her lånte vi en lejlighed i Heimdalsparken 103, hvor Dagbladet lavede en midlertidig lokalredaktion, der skulle fortælle om livet i boligområdet set indefra.

3

Trekanten:

Udnyt de folk der kender området Opråb. Brug personer, der bor i Trekanten og kender kulturen, når problemerne skal løses, siger byrådspolitiker og beboer.

Af Mona Aaberg, moaa@bergske.dk Torsdag den 20. juni 2013, 12:08 HOLSTEBRO

For mange af kommunens medarbejdere har ikke stor nok viden om kulturen, og derfor sker der for mange unødvendige misforståelser.

Det mener Canan Dogan, der bor i Heimdalsparken, men også sidder i byrådet for socialdemokratiet og er medlem af Børn- og Ungeudvalget. »Kommunen vil gerne hjælpe, men der er mange herude, som er skræmte, når kommunens støtte- og kontaktpersoner kommer ud i hjemmene, især hvis de ikke har den kulturelle viden og forståelse, der skal til for at vinde familiernes tillid. Kulturforståelse er ikke noget, man bare kan læse sig til i bøger,« siger Canan Dogan og forklarer: »Beboerne herude tror, at de kommer for at tvangsfjerne barnet, og så sker der for mange misforståelser, når det er én udefra, som 4

kommer hjem til en familie, hvis kultur de ikke forstår. Selv om det er de samme ord, som kommer ud af munden, så opfattes de forskelligt.« Hun mener, problemet bunder i, at for mange forældre har svært ved at anerkende, at deres børn er involveret i kriminalitet og misbrug, kombineret med, at de ikke tør opsøge kommunen eller politiet om hjælp, fordi de er bange for at få tvangsfjernet deres barn. »Det er svært for nogle af forældrene at anerkende, at deres barn har et problem. Men de er nødt til at fortælle om det og søge hjælp, for hvis de ikke får det, så kommer deres børn aldrig ud af kriminaliteten,« siger Canan Dogan.

Udnyt områdets ressourcer

Derfor mener hun, at man i højere grad skal udnytte de ressourcestærke beboere i området og

lade dem fungere som mentorer og koordinatorer.

Ved at gøre det, vil forældrene søge om hjælp til deres barn, så de ad den vej kommer ud af en kriminel løbebane.

Men når der er otteårige involveret i hashhandel - har man så tid til at vente på, at forældrene vinder tilliden til folk fra kommunen? »Det er ikke svært at vinde forældrenes tillid. Jeg har hjulpet flere familier, så det handler om hvem og hvordan, man gør det – man skal ikke komme ind i hjemmet som en kommunalarbejder, men vise med hjertet, at man gerne vil hjælpe,« siger Canan Dogan.

Canan Dogan har boet i Danmark i 24 år. Hun bor i øjeblikket i Heimdalsparken, men har også tidligere boet i Asagården.

Trekanten:

Drømmer om at blive skrædder Egen butik. Muhamed Simo har boet i Danmark i to år.

Nu drømmer han om en lille skrædderbutik og om at tjene sine egne penge.

Af Mona Aaberg, moaa@bergske.dk Tirsdag den 25. juni 2013, 10:14 MINIPORTRÆT

I 27 år arbejdede Muhamed Simo som skrædder i Armenien. Men han måtte flygte fra sit hjemland, og i dag bor han i Asagården - og det er han glad for.

Efter blot to år i Danmark er hans accent stadig stærk. Men de tre ugentlige besøg på sprogskolen bærer tydeligvis frugt, for selv om han søger efter enkelte ord, så fortæller han let om sig selv.

Nu kommer han jævnligt i »Trivselshuset« - både for at træne i et lille træningslokale, så han kan holde sig i form, men også for at sy. For han håber, at han i engang i fremtiden kan åbne sin egen skrædderbutik, men vigtigst af alt - slippe ud af kontanthjælpssystemet og bidrage til samfundet.

Hvor længe har du boet i Trekanten? »Jeg har boet Asagården i to år. For otte måneder siden kom min kone og fire børn også hertil efter først at være kommet fra Armenien, flygtet til Syrien og så videre til Danmark.« Hvad er det bedste ved at bo her? »Jeg kan godt lide Asagården. Børnene kan spille bold i haverne, man kan komme her i Trivselshuset, hvor der er masser af aktiviteter, og hvor jeg blandt andet syr tøj til børn.

Men det er også dejligt, at der er mange familier fra både Libanon, Tyrkiet og Danmark, som bor sammen. For vi snakker sammen uanset, hvilket land man oprindeligt kommer fra. Og så bor jeg også lige ved siden af en ældre dame, som jeg og mine børn altid hilser på.«

er godt, og jeg har ikke oplevet, at der skulle være problemer med hash eller narko.« Bor du her om 10 år? »Det ved jeg ikke. Måske flytter jeg, hvis jeg finder arbejde et andet sted, men ellers tror jeg, at jeg bliver. Men jeg vil gerne have min egen skrædderbutik - bare en lille en, for jeg vil ikke være på kontanthjælp.« Mohamed Simo har boet i Danmark i to år. Lige nu må han nøjes med at sy i Trivselshuset, men han håber at få sin egen skrædderbutik i fremtiden. Foto: Mona Aaberg

Er der noget, du gerne ville have var anderledes herude? »Nej, jeg synes egentlig, det hele

5

Trekantens historie:

Det helt store bolig-boom Lejligheder. 1960’erne var en gylden tid for ekspanderende boligselskaber i Holstebro.

Af Lars Rask Vendelbjerg, rask@bergske.dk Tirsdag den 25. juni 2013, 16:50 HISTORIE

I starten af 1960’erne stod det klart, at der var behov for en nøje planlægning af både byen Holstebros og især boligmarkedets udvikling.

Mange boliger var generelt i dårlig stand, og op gennem 50’erne var indvandringen fra land til by taget til. Der blev endvidere nedlagt en del boliger i centrum som led i gadesaneringer og udvidelse af handelslivet. Fra andre byer havde man set uheldige eksempler på spekulation i jordpriserne. Derfor lavede byrådet i samarbejde med samtlige boligselskaber en aftale om, at kommunen købte al den jord, der var planlagt til bebyggelse. Dermed kunne jordpriserne holdes på et fornuftigt niveau. Til gengæld lovede kommunen, at der altid skulle være byggejord klar. »Det viste sig at blive en succes og det direkte grundlag for de meget store byggerier i 1960’erne og 70’erne,« noterer medarbejder Inger Lærke Christensen, Lokalhistorisk arkiv i jubilæumsskriftet for Boligselskabet ””Sct. Jørgen”” Hol6

stebro 1949-1999.

Boligselskabet ”Sct. Jørgen” havde i 1958 fået tilladelse til at etablere ni blokke med 120 lejligheder på Døesvej.

Der var rejsegilde på første afsnit midt i 1959, og samme år kom tilladelsen til både anden og tredie etape. Den sidste indflytning fandt sted 1. juli 1961.

Samtidig søsatte ”Sct. Jørgen” et stort projekt langs Thorsvej med 180 lejligheder og 44 garager. Det blev en hektisk periode med mangel på både arbejdskraft og byggematerialer. Alligevel blev de sidste lejligheder klar til indflytning sommeren 1963.

Der var fortsat stort behov for nye boliger og i marts 1966 blev der taget hul på Holstebros største samlede boligprojekt: 19 blokke med ikke færre end 327 lejligheder i Tinggården bygget af Boligselskabet ”Sct. Jørgen”.

Fulgt op i september med første spadestik i Asa-Jættegården, hvor Boligselskabet Holstebro fordelt på tre afsnit opførte 444 lejligheder.

Arbejdernes Andelsboligforenings andel i det store fællesprojekt i Thorsvej-Døesvejområdet er syv blokke med 150 lejligheder (Jæt-

te-Midgården). Grunden blev købt i 1965, men byggeriet gik først i gang i august 1969.

Lidt senere, i 1974, opførte Lejerbo 150 lejligheder i Skjoldgården.

Midt i al byggeaktiviteten blev der indgået en samarbejdsaftale mellem de tre boligselskaber Holstebro. Arbejdernes Andels Boligforening og ”Sct. Jørgen” om fælles administration. Dels for at gøre det lettere for lejerne, der kunne henvende sig ét sted, Dels for lettere at koordinere projektering af nybyggeri og langtidsplanlægning. En ny fælles kontorbygning på Thorsvej 96 stod klar 1. august 1968. Samarbejdet fortsatte til i slutningen af 1987, da ”Sct. Jørgen” og Arbejdernes Andels Boligforening flyttede til centrum. »Behovet for byggeri af nye udlejningslejligheder faldt dramatisk i starten af 1970’erne. Alle boligselskaber fik tomme lejligheder.

Etagebyggeriet var blevet baseret på en prognose, der sagde, at 40 procent af befolkningen ønskede at bo i lejlighed. Men i den aktuelle periode var der kun 20 procent, der havde dette ønske,« fortæller Inger Lærke Christensen i jubilæumsskriftet.

Først i slutningen af 1970’erne var der behov for nyt etagebyggeri.

Nord for det område, der i dag betegnes Trekanten, gik ”Sct. Jørgen” i december 1980 i gang med Danagården med 132 lejligheder.

Kilder: Jubilæumsskriftet for Boligselskabet ”Sct. Jørgen” Holstebro 1949-1999.

Jubilæumsskriftet Boligselskabet »Holstebro« 1945-1970.

Jubilæumsskriftet Arbejdernes Andels-

boligforening 1940-1990.

Forretningsfører Ebbe Johansson, Boligselskabet Holstebro.

Direktør Kurt Degnbol, Boligselskabet ”Sct. Jørgen”.

Anderledes million-udsigt i Trekanten Beboelse. På grund af problemer med at udleje Heimdalsparkens bygninger laves de om til rækkehuse.

Af Daniel Jørgensen, dajr@berlingskemedia.dk Tirsdag den 25. juni 2013, 19:17 HOLSTEBRO

Hvis man bor i Heimdalsparken, har man på flere måder en millionudsigt. For der kan man fra sit vindue se boligblokke, hvor mistede lejeindtægter årligt kan udgøre over en million kroner. Og snart kan beboerne også se ombygninger for millioner uden for deres vinduer.

For nu skal der gøres noget ved manglen på udlejere. Efterspørgslen på udlejningsmarkedet har ændret sig, og derfor vil Boligselskabet ”Sct. Jørgen” også ændre på udbuddet af lejemuligheder.

Toppen ryger

Derfor står to boligblokke nu helt tomme og forladte. Det har de gjort siden den 1. maj, for den 1. september begynder arbejdet med at tage de to øverste etager af bygningerne og lave stueetagen til rækkehuse.

»Der har de sidste tre år været en faldende efterspørgsel på lejlighederne,« fortæller Kurt Degnbol, der er direktør i Boligselskabet ”Sct. Jørgen”.

Dengang bygningerne blev bygget, var det billige boligmuligheder for arbejderfamilierne. Kurt Degnbol mener, at på grund af de mange nedlagte erhvervsarbejdspladser, mangler de ufaglærte arbejdere, der engang boede i lejligheder som dem i Heimdalsparken.

Men også familiers krav til boligforholdene har ændret sig. »Det er specielt familier med mor, far og to børn, der er blevet færre af i vores område. Engang startede mange unge familier i lejligheder og flyttede senere i hus. I dag starter mange familier med eget hus,« siger Kurt Degnbol.

blemet med manglende lejere det samme i flere af boligselskabets boligblokke, men disse bygninger i Heimdalsparken er endnu ikke blevet renoveret, og derfor er det dem, der kommer til at skulle gennemgå de omfattende ombygninger.

Når der fjernes lejligheder i to etager, skulle man umiddelbart tro, at de øvrige vil blive dyrere, men dette er ikke tilfældet. De nye rækkehuse vil ifølge Kurt Degnbol ikke blive meget dyrere at bo i end de lejligheder, som de erstatter. Ændrede måder at beregne vand, el og varme på kan dog gøre udgifterne for dette lidt dyrere.

I første omgang vil rækkehusene blive tilbudt de lejere, der allerede bor i boligblokkene i Heimdalsparken.

Egen indgang

Derfor laves de mange lejligheder nu om til rækkehuse for at tiltrække familier, der vil have terrasse, have og egen indgang. Egentlig er pro7

Trekanten:

Hvor skulle jeg ellers bo?

Hjem. Ritha Sørensen har boet i Trekanten de sidste 32 år, og kunne ikke forestille sig at bo andre steder med alle hendes figurer.

Også selv om der til tider kan være ballade.

Af Jesper Markussen, jema@bergske.dk Tirsdag den 25. juni 2013, 13:03 HOLSTEBRO

Det var en skilsmisse, der fik hende til at flytte fra Feldborg.

Men det var kærligheden, der fik hende til at flytte til Trekanten.

Her mødte Ritha Sørensen en ny mand, og selv om han nu er død, er Ritha blevet boende i stuelejligheden i Heimdalsparken 165, hvor hun har boet de sidste 32 år.

Uden for lejligheden har hun en lille have, der er plantet til med blomster; Der er nærmest ikke et stykke af jorden, hvor der ikke stikker en blomst op. »Jeg tror ikke, at jeg kunne have grøntsager i fred,« fortæller Ritha, mens hendes »nye« kæreste er i fuld gang med at klippe blomsterne til og holde orden i det seks-syv kvadratmeter store blomsterhav. »Jeg glad for at bo herude. Lejlighederne er billige, når man får boligsikring. Og generelt er det meget fredeligt og roligt. Folk er flinke og hilser på hinanden,« fortæller Ritha Sørensen.

8

Det er synd

Fra sin stuelejlighed på 88 kvadratmeter, der er proppet med nips og porcelænsfigurer fra gulvtæppe til loft, har hun kunnet følge med i områdets udvikling.

Fra det var boligkvarter til arbejderne - til det er blevet svært at leje lejlighederne ud. »Det er egentlig synd. Det er nogle glimrende lejligheder. Der er selvfølgelig ballade nogle steder. Det ved vi godt. Men det er vist mest derovre,« siger Ritha og peger i retning af Asagården.

Problemerne i opgangene i hendes del af boligområdet er af mere håndgribelig karakter.

De handler mest om mados og de dagligdagsproblemer, der kan opstå, når man bor lige ved siden af hinanden, ovenpå og under hinanden. »Jeg er ikke bekymret for at bo her.

Men det er der da nogle, der er.

Det ved jeg godt,« siger Ritha Sørensen, der er 69 år.

Hun kan til gengæld glæde sig over, at hun snart får en ny overbo, når hendes barnebarn flytter ind i en lejlighed i samme opgang. »Det bliver rart. Og så kan det jo heller ikke være helt skidt.«

Mekka for nips

Fra hendes lejlighed har hun udsigt til fire blokke, der alle skal have hevet de to øverste etager af for at blive omdannet til rækkehuse i ét plan med egne haver. »Jeg har fået lovning på, at de ikke

vil rive min blok ned. Det håber jeg heller ikke. Hvordan skulle jeg få pakket det hele ned,« siger hun og viser rundt i hendes lejlighed, der er et mekka for alle tilhængere af porcelænsfigurer og nips.

På alle borde, på alle hylder, på alle vægge - selv på badeværelset, er der fyldt op med nips.

Selv i akvariet er der fyldt om med porcelænsfigurer. »Skal jeg flytte, så må Kurt (Kurt Degnbol, direktør i boligselskabet ”Sct. Jørgen”. red.) komme og pakke alle tingene ned. Det kan jeg slet ikke overskue,« griner Ritha Sørensen.

Hvor mange figurer hun har, ved hun ikke. »Jeg tæller ikke. Men jeg er holdt op med at købe flere. Jeg har ikke plads til dem,« fortæller hun.

Til gengæld ved hun, at hun gerne vil blive boende. »Hvor skulle jeg ellers bo. Jeg har det godt her - og har haft det i alle 32 år.«

Trekanten:

En mors bekymringer Forælder. Sammenholdet omkring Trivselshuset er godt for familierne i Asagården.

Men Zeinab Hamad bekymrer sig stadig, om hun kan holde sine børn ude af problemer.

Af Daniel Jørgensen, dajr@berlingskemedia.dk Onsdag den 26. juni 2013, 14:04 MINIPORTRÆT

Zeinab Hamad synes, det er rart at sidde i solen foran Trivselshuset med sin familie. Her kommer alle familierne forbi for at tale sammen.

Her nedbryder de sprogbarrierer og taler om dagligdagen i Trekanten.

Men der kan også være udfordringer ved at være forælder med mange børn i Asagården.

Zeinab Hamad var 15 år gammel, da hun kom til Danmark fra Libanon sammen med sin familie i 1989. I dag er hun mor til fem, men bor stadig Asagården, der derfor altid har været hendes danske hjem.

Hvorfor valgte du at bo her? »Det var min familie, der bestemte, at vi skulle bo her, da vi kom til Danmark. Det er et godt og lyst sted, og folk bor tæt på hinanden.«

Hvad er det bedste ved at bo her? »Alle familierne har det rigtig godt sammen, og dem fra boligselskabet er rigtig søde. Vi har en stor familie på 47 familiemedlemmer, der alle bor her. Så der er meget sammenhold både i vores egen familie, men også med de andre familier.«

kan forsøge at lave regler for, hvornår de må være ude. Vores egne børn må være ude til klokken otte om aftenen om sommeren.« Hvor tror du, at du bor om 10 år? »Jeg tror, at jeg bor det samme sted. Det er svært at sige, men jeg vil rigtig gerne bo samme sted.«

Er der noget, der er dårligt ved at bo her? »Jeg synes, det er et rigtig godt sted at bo. Men det er slemt, når man begynder at høre om børn, der sælger og ryger hash. Sådan burde det ikke være. Jeg hører om det, men jeg har aldrig selv set det.« Hvad gør du for at forhindre, at dine egne børn bliver indblandet i det? »Jeg prøver at tale med dem om det og fortælle dem, hvad der er rigtigt og forkert. Det har også noget at gøre med, hvilke venner børnene får, og det er svært at styre. Man kan ikke lukke dem inde, men man

9

Trekanten:

Eriks ønskeliv blandt mange kulturer

Multikulturelt. Erik Lund flyttede for fem år siden fra Tåstrup til Trekanten, for den 80-årige holder af liv.

Af Jens Kirk Pedersen, jekk@bergske.dk Torsdag den 27. juni 2013, 13:41 HOLSTEBRO

Erik Lund har levet 55 år af sit liv omkring København, men som 75årig valgte han at flytte tilbage til Vestjylland, hvor han er vokset op som husmandssøn i Nr. Felding. »Det meste af min familie bor her omkring, og som pensionist var jeg på besøg 15-20 gange om året.

Derfor valgte jeg at flytte,« siger Erik Lund.

Først ønskede han en lejlighed på Sletten, men det var i Heimdalsparken, at der var en ledig bolig. »Jeg er godt tilfreds med at bo her.

Købmanden og vaskeri er tæt på,« siger han.

Erik Lund er socialrådgiver og er glad for at bo et sted med mange nationaliteter. »Jeg sidder tit på min bænk under tørrestativet, og der møder jeg mange. Jeg får altid et smil og 10

en kommentar, når folk går forbi,« siger Erik Lund, som også sætter pris på, at der er mange børn. »For mig er det hyggeligt, når jeg kan høre børn. Det kalder jeg ikke larm,« siger Erik Lund, der også kan hilse på folk fra sin høje stol ved køkkenvinduet.

Nærmeste nabo er en libanesisk familie, og sønnen mødes ofte med venner på et par bænke nær indgangen. »Det, synes jeg, er hyggeligt. Mange her kommer fra kulturer, hvor folk færdes og mødes meget mere i det fri,« siger Erik Lund.

Noget kan forbedres

Selv om han er glad for at bo i Trekanten, er der også ting, som kunne blive bedre: »De tre boligselskaber kunne godt være bedre til at samarbejde - og bedre til fælles at orientere beboerne om deres planer. Desuden ville det være fint med flere stier

på tværs af de forskellige boligafdelinger. Og med flere steder, hvor man må dyrke have,« mener han.

Som ung troede han, at han skulle være landmand. Efter militæret kom han på landbrugsskole og højskole. En betændelse i armene fik ham dog væk fra landbruget.

Efter forskelligt socialt arbejde, tog han som 35-årig en uddannelse som socialrådgiver. Han var i otte år konsulent for København Amt med anbringelse af børn. Før sin pension var han to år hos Flygtningehjælpen. »Det var en god afslutning,« siger Erik Lund, der ikke har kone og børn. Han regner med at blive boende i Heimdalsparken. »Jeg kan ikke forestille mig, at jeg frivilligt flytter, så længe jeg kan klare at bo her. Men jeg kan blive tvunget til at flytte, hvis de vil rive min bolig ned. Det håber jeg ikke, at de gør,« siger Erik Lund.

Trekanten:

Vi skal følges ad - resten af livet

Studenter. De er de første studenter i familien, og efter sommerferien flytter de sammen til Aalborg for at læse.

Af Mona Aaberg, moaa@bergske.dk Onsdag den 26. juni 2013, 13:00 HOLSTEBRO

De er søstre, de blev studenter samme dag - vel at mærke, de første i hele familien til at sætte studenterhuen til rette på hovedet - de sluttede begge med et syvtal i historie, og efter sommerferien flytter de sammen til Aalborg for at læse videre. Dog skal Fadumo Mohamed læse medicin, mens Fawsiyo Mohamed skal læse erhvervsøkonomi. »Vi skal følges ad resten af livet,« griner Fadumo Mohamed om deres snarlige eventyr i Aalborg. Øjnene på de to søstre stråler om kap. Selv om Fadumo på 20 år er et år ældre end Fawsiyo, som fylder 19 i dag, har de to søstre altid fulgtes ad i skolen, og derfor var det også helt specielt, at de som familiens første studenter oven i købet kunne blive det samme dag. »Det er så vildt, og min mor græd af glæde, så det er rigtig dejligt, at vi kan fejre det med hinanden,« siger Fadumo Mohamed med et bredt smil.

Viser vejen

På fredag skal de fejre det med familien i en gildesal. Måske kommer

der 10. Måske kommer der 60. »Man ved aldrig helt, hvor mange der kommer, når man inviterer somaliere, men der kommer i al fald til at være mad nok,« griner Fawsiyo Mohamed.

På lørdag er det tid til at fejre det sammen med klassekammeraterne, når de skal på den traditionelle tur rundt til alle familier i klassen.

Familien Mohamed kom til Danmark fra Somalia i 1996 - og det er en stor en af slagsen, for de to piger har én storebror, fire yngre brødre og en lillesøster på et år.

Derfor er de også ekstra stolte over huerne, for de ved godt, at de er med til at vise vejen for deres yngre søskende. »Nu har vores brødre også noget at se op til,« siger Fadumo, inden Fawsiyo afbryder: »Det er rart, at vi kan vise vejen, for nu vil de andre børn også have en hue,« siger hun, inden søstrene begynder at diskutere, hvilken farve hue der er bedst, men når frem til, at det vigtigste ikke er farven, men at få en uddannelse. »Vi er heldige, for hvis vi stadig havde været i Somalia, så ville vi ikke have haft mulighed for at få så god en uddannelse - og så oven i købet gratis,« siger Fadumo og for-

tæller om, hvordan deres far altid har indprentet dem, at uddannelse er vejen frem.

For selv om det har været svært for forældrene at hjælpe med lektierne på grund af sprogbarrierer, så har der aldrig været mangel på opbakning. Nu har de yngre søskede til gengæld glæde af at have deres to storesøstre tilat hjælpe sig med lektierne.

Stå på egne ben

Med otte søskende, er begge piger flyttet hjemmefra i løbet af det seneste års tid, fordi det ellers ville blive for trængt i lejligheden i Heimdalsparken. Alligevel vækker tanken om at sige farvel til familiens og Holstebros trygge rammer og skifte det ud med Aalborg både glæde og nervøsitet. »Vi har været vant til, at vi bare kunne komme hjem og spise lidt aftensmad, men det kan vi jo ikke længere, når vi kommer til at bo helt i Aalborg,« siger Fadumo.

Alligvel er de ikke i tvivl. »Det bliver dejligt at komme til at stå på egne ben,« siger Fawsiyo Mohamed med overbevisning i stemmen.

11

Reportage fra Trekanten:

En ordinær onsdag Mangfoldighed. En studerende, der blev væk fra eksamen for at flytte, en voksen datter, der luger i sin gamle fars have og »den lille mand«, der bruger lyde og tegnsprog, når han handler. Det er blot tre af de mennesker man støder på en tilfældig formiddag I Trekanten.

Af Af Anette Lund Andersen, anet@bergske.dk Torsdag den 27. juni 2013, 11:11 HOLSTEBRO

Barnestolen bag på den mørkerøde Ideal damecykel er tom. Liam er afleveret i dagpleje ude i et af nordvestbyens pæne villakvarterer - totre kilometer fra den nye lejlighed i Heimdalsparken, hvor Liam er rykket ind sammen med sine forældre for at få 50 kvadratmeter mere og dermed plads til en lillebror- eller søster. »Min hverdag ville fungere bedre, hvis han gik i vuggestuen lige herovre. Men Maria (Liams mor, red.) ville ha’ ham i dagpleje. Hun mener, der er for mange børn i sådan en institution til, at pædagogerne kan 12

gøre deres arbejde ordentligt,« fortæller Jakob, der læser til ergoterapeut. Det går ikke alt for godt, går han uden at kny til bekendelse: »Jeg mødte ikke op til den ene af mine to eksamener. Vi har haft travlt med at flytte, så jeg kunne ikke nå at læse op til begge fag, og jeg ville ikke sidde dér og føle mig dum. Det ville være spild af min og deres tid.«

Tyskland lokker

Jakob er født i Stakroge, men er flyttet meget rundt. Senest boede han og kæresten i Billund. Her var der arbejde at få, hos Lego. De har talt om hus - men det bliver i Tyskland, hvis det står til Jakob: »Det er for dyrt at bo i Danmark med skat og moms,« siger han.

»Og han ved, at jeg bare følger med,« kommenterer Maria ud gennem 2. sals-vinduet og kaster et Visa Electron-kort ned. For anden gang på en uge stod han henne i supermarkedet med sine varer pakket i poser - uden penge. De har det med at få forputtet deres betalingskort.

Tilbage ved kassebåndet. Jakob får betalt og cykler hjemad. Næste i køen er »den lille mand« - cirka 1,60 meter høj, iført blå klipklapper, en sort, fnulret buks, en brun fløjlsjakke og hvid tophue med rød kvast. Han tager højre pegefinger og langemand op foran munden og gør rygertegnet. Han får sine 40 cigaretter i rød hardboks og to lightere.

Mors dag-tusse

»Vi bruger tegnsprog og lyde. Forleden kom han herind og sagde noget i retning af: Gok-gok-gok. Først troede vi, det var kylling, han skulle have - men det var selvfølgelig æg,« fortæller Vivi Frederiksen. Hun har otte minutter til at bestille varer, inden hun skal ligge på kiropraktorens briks. For et år siden overtog hun og manden forretningen, og Vivi er nu nede på at arbejde 4550 timer om ugen. Hun er glad for sit liv - og sit vægttab på 55 kilo.

Belønningen var en »musemalet« tatovering på venstre fod og ben.

Hun har en god håndfuld tusser.

Den første fik hun på et gavekort af sine børn. Men den, der betyder mest, er kæden med korset, som hun fik lavet, da hun mistede min søster. »Jeg savner hende. Jeg kunne tale med hende om alt - og det gør jeg stadig.« Vups. Væk er den multitaskende købmandsfrue.

B & G platter og budda’er

Udenfor - lidt længere henne ad stien - popper han op igen - den lille mand. Han vinker, og døren med »M.D. og B.M. Goley«-skiltet åbnes på klem. Fra værelset, der vender ud mod vejen, kommer en endnu

mindre, ældet kvindeskikkelse til syne. Hun folder begge hænder i en elskværdig og imødekommende gestus. Lejlighedens indretning er spartansk og gemmer på et besynderligt miks af bhutansk kultur med billeder af blomster og buddha’er og danske Bing & Grøndahl mors dag platter, der kravler og og ned langs dørkarmene. Kvinden klatrer gesvindt op på et lille bord og peger på fotos af Amrita og de andre børnebørn. Ingen af dem taler dansk, men forsøger med fagter at fortælle historien om deres store familie, de bor sammen med.

Genbrug og hjemmebag

Udenfor igen. 53-årige Jodithe Jakobsen er på gåben - fra Danagården til banegården. Cyklen er flad.

Hun er på vej til samtale i Struer.

Om hvad? »Det rager ikke os.« Sandt nok. Til gengæld indvier hun os i hendes aktuelle drøm: En operation og et fleksjob, som ryggen kan forliges med. »Jeg vil gerne tjene penge. Jeg har 3000 kroner om måneden, så jeg køber mit tøj i genbrug, handler i Fakta og Rema og bager selv.« Et job - men på helt almindelige vilkår og fuld tid - er også det, Lisa Vestbjerg ønsker sig allermest. Hun har haft vikariat på vikariat - og låner sin søsters bil, når jobbet ligger

i Herning, Viborg - ja, indenfor den nye radius af 100 kilometer. »Som ledig bliver du nemt for inaktiv. Men det er vigtigt at komme ud og møde nogen, for det handler meget om netværk, hvis man skal have en fod indenfor,« fortæller hun - med hænderne nede i et par flittiglise blå gummihansker.

Hun har smidt sin mobil på sin fars rollator og luger mellem vedbend, buskbom og havenisser. Han kan ikke selv længere.

Hus og luksusliv

Ude på den anden side af buskene kommer en studenterhue hoppende. Under den gemmer Abdi Mohammed sig. Han er vokset op uden en far. Han døde i Somalia, da Mohammed var fem år: »Det er fint nok at bo her, men da jeg var yngre, havde jeg ingen venner udefra. Det ændrede sig, da jeg startede på HF.« Han er 19 år gammel og har en plan. Efter sommerferien hedder det suppleringsfag og dernæst farmaceutstudiet. »Jeg skal have en uddannelse, giftes og have hus og et luksusliv.« Om to minutter rinder onsdag formiddag ud. Blæsten rusker sommerfejt i de lave buske mellem blokkene. En politipatrulje passerer. Her er øde og stille. Kun en vicevært, der samler skrald, kan skimtes...

13

Trekanten:

»Jeg blev advaret - men her er roligt«

Lokegården. Inden Katrine Pedersen flyttede ind i Lokegården, var hun blevet advaret om problemer med kriminalitet.

Men hun har ikke oplevet noget, som har gjort hende utryg.

Af Mona Aaberg, moaa@bergske.dk Fredag den 28. juni 2013, 12:04 HOLSTEBRO

For et halvt år siden flyttede 26-årige Katrine Pedersen ind i en af ungdomsboligerne i Lokegården.

Det er små lejligheder, der omkranser et lukket gårdmiljø, omgivet af træer og grønne græsplæner. Hun kommer oprindeligt fra Skjern, men har også boet i Århus. Nu har hun læst til pædagog i Holstebro det seneste halvandet år.

Hvorfor valgte du at bo her? »Jeg manglede noget at bo i, og så var det lige her, der var noget ledigt, som jeg hurtigt kunne få. Men jeg var faktisk blevet advaret om at bo her, fordi der skulle være mange problemer med kriminalitet og indbrud, men jeg har ikke oplevet nogen problemer. Nu er der også 14

sat videoovervågning op, så måske har det hjulpet.« Hvad er det bedste ved at bo her? »Jeg kan godt lide udeområderne med græsset og alt det grønne, der er her omkring - i stedet for høje betonbygninger.« Er der noget, der er dårligt ved at bo her? »Der er nogle gange fester, hvor der er noget larm, men det er ikke noget, der giver nogen utryghed.

Og når det er unge mennesker, der bor her, så er det jo klart, at der ind imellem er larm - også selv om der faktisk er færre fester, end jeg havde regnet med.« Er der noget, du gerne ville have var anderledes? »Næ, det synes jeg ikke. Jeg ved ikke, om jeg decideret vil anbefale

andre folk at flytte hertil, men jeg vil bestemt heller ikke advare mod det. Jeg kommer ikke så meget i de andre gårde eller parker herovre, men er løbet igennem et par gange, men der har jeg heller ikke mærket noget, som har gjort mig utryg. En af gangene mødte jeg en betjent på cykel, så de gør da virkelig noget, for at man skal føle sig tryg.« Hvor tror du, at du bor om 10 år? »Jeg bor ikke her længere, og det kan også sagtens være, at jeg flytter helt væk fra Holstebro. Det kommer an på, hvor jeg får arbejde.« 26-årige Katrine Pedersen har boet i Lokegården siden januar. Det bedste ved området er de grønne udearealer.

Foto: Mona Aaberg.

Trekanten:

Fællessang og kram Generationer. For at skabe kontakt mellem generationer tog børn fra børne-værestedet Brumleby på besøg i plejeboligerne for at synge for de ældre.

Af Daniel Jørgensen, dajr@berlingskemedia.dk Fredag den 28. juni 2013, 12:08 HOLSTEBRO

Det var en flok spændte beboere fra plejeboligerne Birkehøj, der tog imod 12 mindst lige så spændte børn fra værestedet Brumleby. Flere af Brumlebys børn ville også have været med, men som ene pædagog mente Berit Fruerboel, at 12 børn var rigeligt at holde styr på.

Børnene var knap kommet ind ad døren, inden de på eget initiativ begyndte at gå rundt og give hånd og hilse på de ældre, der allerede var begyndt på kaffen ved langbordet. »Besøget er en måde at skabe kontakt mellem generationerne.

Mange af børnene har ikke bedsteforældre i Danmark,« siger Berit Fruerboel.

Ildsjælen tændes

Sang på plejehjemmet er en del af Holstebro Kommunes projekt »Tænd ildsjælen«, som gennem forskellige initiativer skal introducere børn og unge til frivillige indsatser i deres nærområde.

Børnene i Brumleby har flere gange været med ude på frivillige opgaver.

Tidligere år har de samlet affald for at gøre området omkring Brumleby renere, og ifølge Berit Fruerboel er de klar på sådanne opgaver igen i år. »Vi har også øvet os i mange år,« lyder det nede bagfra ved langbordet, der er dækket op med saftevand og hjemmebagte boller.

Brumleby er ikke en SFO, men et værested. Det betyder, at der ikke er nogen, der holder øje med, hvem der er i huset. Børnene kommer og går, som de har lyst til.

Alligevel mener hun, at børnene er gode til at komme til aftalerne, når der for eksempel skal øves sang.

Fællessang på Birkehøj

Efter at børnene, igen på eget initiativ, har ryddet saftevand- og kaffekopper af bordet, stiller de op på række med sanghæfterne.

Til de gamle sange som ”Går rundt om enebærbusk” og ”Puff” sang plejehjemsbeboerne lystigt med.

Men da børnene nåede til sangen fra årets børne-MGP, forstummede den sagte brummen fra beboerne. »Det er sundt for dem at være sammen med de ældre. Så det er også en måde at lære dem, hvordan de skal gebærde sig overfor dem,« siger Berit Fruerboel efter koncerten, hvor der igen blev givet håndtryk og kram til de ældre plejehjemsbeboere.

15

Trekanten:

Et center, som kan give tilflyttere svar p책 alt

16

Det kan godt være hårdt at flytte til et fremmed land, særlig når man ikke kender til sproget, og man må vinke farvel til familie og gode venner i hjemlandet.

Af Aase Baden Lauridsen, aaba@bergske.dk Fredag den 28. juni 2013, 12:09 HOLSTEBRO

Det kan godt være hårdt at flytte til et fremmed land, særlig når man ikke kender til sproget, og man må vinke farvel til familie og gode venner i hjemlandet.

Det indrømmer Zane Vizule-Jakobsena, som dog efter sin rimeligt korte tid i Danmark taler et omend tøvende så let forståeligt dansk, når hun da ikke slår over i engelsk.

Færdighederne i dansk har hun erhvervet sig på sprogskole. For hun vil gerne integreres i landet, og det gerne så hurtigt som muligt.

Nye kontakter i Danmark

Alligevel kan hun godt blive lidt vemodig, når hun tænker på det gode sociale liv, hun levede i Letland.

Hun savner at se sine venner, og »det tager tid at lære danskerne at kende«, har hun erfaret. Venskaber er noget, det kan tage år at etablere. Og som værende på barsel – lille Sara Rebeka er nu syv måneder – er hun en del bundet til hjemmet.

Vi taler om, at hun måske kan få nogle gode kontakter, når hun fra januar næste år begiver sig noget mere ud i det danske samfund.

39-årige Zane, som har andre talenter end den bildende kunst, har efter ni års klaverundervisning i Letland allerede (med særlig hurtigt

resultat!) bestået prøven til den præliminære organistuddannelse på Vestervig Kirkemusikskole, hvor hun til januar påbegynder den egentlige 3-årige organistuddannelse. En uddannelse der kan føre til ansættelse ved landets kirker. Det vil sikkert blive lettere for hende at finde et job som organist end inden for kunstens verden. Zane har allerede længe øvet sig på orgelet i Holstebro Valgmenighedskirke.

Mangler oplysninger

Med sin politiske baggrund og med bosted i Asagården, hvor der er mange tilflyttere, er Anders G. Jacobsen bestemt opmærksom på de problemer, tilflyttere kan have. Han har det jo tæt på sig, hans egen hustru mærker til det.

Som et eksempel ville Zane gerne stifte bekendtskab med andre, lokale kunstnere, for måske at oprette et samarbejde eller i hvert fald få nogle lokale erfaringer. Men hun ved ikke, hvor hun kan henvende sig i den forbindelse.

lysninger, de har brug for. Måske man i Borgerservice på Rådhuset med fordel kunne etablere centret/ servicefunktionen. »Det skal være et sted, hvor tilflyttere kan få svar på alt. Hvor den person, du henvender dig til, vender tilbage til dig og giver et svar på de spørgsmål, du kan have som tilflytter. Et sted, hvor tilflytteren også kan byde ind med, hvad hun eller han kan bidrage med. »Oprettelsen af et sådant center vil måske ligefrem være et af dine programpunkter for det kommende kommunalvalg?« »Ja, det vil det,« siger byrådspolitikeren, som ud over det ovenfor nævnte naturligvis også brænder for flere andre mærkesager. »Jeg håber, jeg kan tage erfaringerne ved at bo et sted som her med i mit politiske arbejde,« tilføjer Anders G. Jacobsen.

»Ligeså kunne jeg tænke mig at lære at danse, måske hebræisk dans. Men hvordan finder jeg lige ud af, om der er sådan noget her i området. Anders kan sagtens give mig nogle oplysninger, men han har jo ikke kendskab til alt,« siger Zane.

En mærkesag

Anders G. Jacobsen har allerede taget spørgsmålet op og kunne forestille sig etableringen af et center, hvor tilflyttere kan søge alle de op-

17

Trekanten:

Med humor og indsigt på bagagebæreren

Relationer. Siden 2000 har nærbetjent Henning Bøtcher Jensen fra sin cykel forsøgt at udveksle respekt og forståelse.

Af Daniel Jørgensen, dajr@berlingskemedia.dk Fredag den 28. juni 2013, 12:57 HOLSTEBRO

rundt i byen om aftenen. Folk skal kunne gribe fat i dem i forbifarten, for det er relationerne, de kører rundt for at skabe.

Der går rygter om, at Henning Bøtcher Jensen kan køre 80 km/t på sin cykel. Han vil ikke selv be- eller afkræfte rygtet, men fortæller dog, at rygtet startede, da han begyndte at stoppe unge på ulovlige knallerter.

De syntes, det var pinligt at blive stoppet af en på cykel, så snart lød det, at betjenten kunne indhente en scooter og tage nøglen ud af tændingen.

»Det er ikke i krigstid, man skaber relationerne, men i fredstid,« siger Henning Bøtcher Jensen og retter på politi-cykelhjelmen.

Normalt går det ikke så stærk, når han og lederen på værestedet Brumleby, Steffen Andreasen, kører

18

Alle kender ham, når han kommer trillende på sin cykel. »Henning-betjent« eller »Cykel-Henning« kalder de ham med et smil på læben. Men det er også det, der er meningen - for Henning Bøtcher Jensen skal være nærværende og kendt i området. Han skal være en, man tager fat i, hvis der er noget, man vil spørge om. Og det gør folk. Hen-

ning Bøtcher Jensen ser sig selv som halvt social-arbejder og halvt politibetjent, når han kører rundt i Trekanten og uddeler »high fives« fra sin cykel. »På en varm sommeraften kan det tage to timer at køre derned, fordi folk vil hilse eller spørge om noget,« siger han og peger knap 300 meter ned ad stien, der går langs de store grønne områder.

Der går heller ikke lang tid, før en kvinde griber fat i betjenten og med et stort smil og fortæller, at hendes søn har fået topkarakter i kemi.

Politiet som menneske

Selv om Henning Bøtcher Jensen

primært henvender sig til børnene som en del af det kriminalpræventive arbejde, har han også fokus på forholdet til forældrene. »Nogle forældre kommer fra et sted, hvor politiet er nogle banditter, så det billede prøver vi at ændre. Nogle forældre er bange for kommunen, skolen og politiet, men det er skidt, hvis man er bange for de eneste, der kan hjælpe dig,« siger han.

To på tur

Ofte har betjenten Steffen Andreasen med på cykelturen. Mange af de unge i området har været i Brumleby og kender ham derfra, selv om de er for store til at komme der nu. »Det er sgu da Abdellah,« udbryder Steffen Andreasen med begejstring i stemmen, da han ser en gruppe unge drenge udenfor Trivselshuset.

De vil ikke fotograferes og beholder den rå tone, mens de taler med de to cyklister. Men efter at Henning og Steffen har stukket lidt til dem, krakelerer den rå facade, og de begynder at grine og pjatte. »De unge kender mig ikke som betjent, men som Henning. Men de ved også, at jeg også har den anden kasket,« siger Henning Bøtcher Jensen, mens han triller ned ad stierne.

For nogle gange er der ballade, og så slår betjenten hårdt ned på det.

Men så længe børn ser op til de større kriminelle drenge, tror han ikke, at man kan komme af med problemerne.

Han mener, at boligselskabet gør et godt stykke arbejde med at gøre rammerne i området gode for såvel børn som voksne. »Det er et fantastisk sted, men selvfølgelig er der nogle problemer.

Det vil der altid være, når der bor 4500 mennesker på én kvadratkilometer,« siger han og uddeler i farten endnu en »high five« til en forbigående.

19

Ă˜nskeliv - blandt mange kulturer

I samarbejde med

BOLIGSELSKABET “SCT. JĂ˜RGENâ€?

HOLSTEBRO

7VZ[IV_ c 1LWWL :JOV\Z .HKL c /VSZ[LIYV c c IVSPN'IZZQ KR