Nasaræerløftet 4 Mosebog 6:1-21 1 Og Herren talede til Moses og sagde: 2 Tal til Israels børn og sig til dem: Når en mand eller en kvinde indvier sig for at aflægge et nasiræerløfte for at indvie sig til Herren, 3 Han skal holde sig fra vin og stærk drikke og må ikke drikke eddike af vin eller stærk drikke, og han må ikke drikke druesaft og heller ikke spise fugtige eller tørrede druer. 4 Alle sine dages afsoning må han intet spise, hvad der er lavet af vintræet, hverken kerner eller skaller. 5 Alle de dage, hvor hans afsoningsløfte varer, må der ikke komme ragekniv på hans hoved. Indtil de dage er til ende, i hvilke han har afsonet sig til Herren, skal han være hellig og lade sit hår gro. 6 Alle de dage, han har indviet sig til Herren, må han ikke komme hen til et lig. 7 Han må ikke gøre sig uren ved sin far eller sin mor, sin bror eller sin søster, når de dør, for hans Guds indvielse hviler på hans hoved. 8 Alle sin afsoningstid er han hellig for Herren. 9 Og hvis nogen dør meget pludselig i hans nærhed og besmitter sit indviede hoved, skal han rage sit hoved på sin renselsesdag, på den syvende dag skal han rage det. 10 Og på den ottende dag skal han bringe to turtelduer eller to unge duer til præsten, til indgangen til åbenbaringsteltet. 11 Og præsten skal ofre den ene som syndoffer og den anden som brændoffer og skaffe ham soning for den synd, han har begået ved den døde, og samme dag skal han hellige hans hoved. 12 Og han skal hellige sin afsonings dage til Herren og bringe et årsgamt lam som skyldoffer; men de foregående dage skal gå tabt, fordi hans afsoning blev uren. 13 Og dette er loven for nasiræeren: Når hans afsoningsdage er til ende, skal han føres til indgangen til åbenbaringsteltet. 14 Og han skal bringe sin offergave til Herren et årsgammelt hanlam uden lyde til brændoffer, et årsgammelt hunlam uden lyde til syndoffer og en lydefri vædder til takofre, 15 og en kurv med usyret brød, kager af fint mel blandet med olie og usyrede fladbrød smurt med olie, og deres afgrødeoffer og deres drikofre. 16 Og præsten skal bringe dem frem for Herren og ofre hans syndoffer og hans brændoffer. 17 Og han skal ofre vædderen som takoffer til Herren sammen med kurven med usyret brød. Præsten skal også ofre hans afgrødeoffer og hans drikoffer. 18 Og nasiræeren skal rage sit indviede hoved af ved indgangen til åbenbaringsteltet og tage sit indviede hovedhår og lægge det i ilden, som er under takofret.
1
Nasaræerløftet
19 Og præsten skal tage den kogte vædderskulder, en usyret kage fra kurven og en usyret fladbrød og lægge dem i nasaræerens hænder, efter at hans indvielseshår er barberet af. 20 Og præsten skal svinge dem som et svingoffer for Herrens åsyn. Det er helligt for præsten sammen med svingebrystet og offerskulderen. Derefter må nasiræeren drikke vin. 21 Dette er loven for nasiræeren, der har aflagt et løfte, og om hans offergave til Herren for sin indvielse, foruden hvad han selv skal få. I overensstemmelse med det løfte, han har aflagt, således skal han handle efter loven for sin indvielse.
Samson Dommerne 13 1 Israelitterne gjorde igen, hvad der var ondt i Herrens øjne, og Herren gav dem i filistrenes hånd i fyrre år. 2 Der var en mand fra Zora, af danitternes slægt, hvis navn var Manoa; hans hustru var ufrugtbar og fødte ikke. 3 Da viste Herrens engel sig for kvinden og sagde til hende: "Se, du er ufrugtbar og føder ikke, men du skal blive gravid og føde en søn." 4 Vogt dig derfor nu, drik ikke vin eller stærk drik, og spis ikke noget urent. 5 For se, du skal blive gravid og føde en søn, og ingen ragekniv skal komme på hans hoved; for barnet skal være en nasiræer for Gud fra livmoderen, og han skal begynde at udfri Israel af filistrenes hånd. 6 Kvinden kom da og fortalte det til sin mand: "En Guds mand kom til mig, og hans ansigt var som en Guds engels ansigt, meget frygteligt; men jeg spurgte ham ikke, hvor han var fra, og han fortalte mig ikke sit navn." 7 Men han sagde til mig: Se, du skal blive gravid og føde en søn; drik nu ikke vin eller stærk drik, og spis ikke noget urent, for barnet skal være en nasiræer for Gud fra moders liv til sin dødsdag. 8 Da bad Manoa Herren og sagde: "Ak Herre, lad den Guds mand, som du sendte, komme tilbage til os og lære os, hvad vi skal gøre med det barn, der skal fødes." 9 Og Gud lyttede til Manoahs røst, og Guds engel kom igen til kvinden, mens hun sad på marken, men hendes mand Manoah var ikke med hende. 10 Kvinden skyndte sig og løb hen og fortalte det til sin mand og sagde til ham: "Se, den mand, som kom til mig forleden, har vist sig for mig." 11 Manoa stod op og gik efter sin hustru, og han kom til manden og sagde til ham: "Er du den mand, som talte med kvinden?" Han sagde: "Det er jeg." 12 Og Manoa sagde: "Lad nu dine ord gå i opfyldelse. Hvad skal vi pålægge drengen, og hvad skal vi gøre ved ham?" 13 Herrens engel sagde til Manoa: "Han skal vogte sig for alt, hvad jeg sagde til kvinden." 14 Hun må ikke spise noget, der kommer fra vinstokken, og hun må ikke drikke vin eller stærk drik, og hun må ikke spise noget urent. Alt, hvad jeg befalede hende, skal hun holde. 15 Og Manoa sagde til Herrens engel: "Lad os dog holde dig tilbage, indtil vi har lavet et gedekid til dig." 16 Herrens engel sagde til Manoa: "Selv om du holder mig tilbage, spiser jeg ikke af dit brød. Men hvis du vil ofre et brændoffer, skal du ofre det til Herren." Manoa vidste ikke, at det var Herrens engel. 17 Og Manoa sagde til Herrens engel: Hvad er dit navn, for at vi kan vise dig ære, når dine ord går i opfyldelse? 18 Og Herrens engel sagde til ham: Hvorfor spørger du således om mit navn, når det jo er hemmeligt? 19 Manoa tog da et gedekid med et afgrødeoffer og ofrede det på en klippe til Herren. Englen gjorde underfuldt, mens Manoa og hans hustru så på.
2
Nasaræerløftet
20 For da flammen fra alteret steg op mod himlen, steg Herrens engel op i alterets flamme. Manoa og hans hustru så det og faldt på deres ansigter til jorden. 21 Men Herrens engel viste sig ikke mere for Manoa og hans hustru. Da vidste Manoa, at det var Herrens engel. 22 Og Manoa sagde til sin hustru: Vi skal visselig dø, for vi har set Gud. 23 Men hans hustru sagde til ham: "Hvis Herren havde behaget at dræbe os, ville han ikke have taget imod brændoffer og afgrødeoffer fra os, og han ville ikke have vist os alt dette og ikke have fortalt os sådan noget som dette på dette tidspunkt." 24 Og kvinden fødte en søn og kaldte ham Samson; og barnet voksede op, og Herren velsignede ham. 25 Og Herrens Ånd begyndte at bevæge ham fra tid til anden i Dans lejr mellem Zora og Eshtaol. Dommerne 14 1 Samson gik ned til Timna og så en kvinde i Timna, en af filisternes døtre. 2 Så kom han op og fortalte det til sin far og mor og sagde: "Jeg har set en kvinde i Timna af filisternes døtre; så tag hende nu til mig til hustru." 3 Da sagde hans far og mor til ham: "Er der aldrig en kvinde blandt dine brødres døtre eller i hele mit folk, siden du går hen for at tage en hustru af de uomskårne filistæere?" Samson sagde til sin far: "Han skal du hente mig, for hun synes jeg godt om." 4 Men hans far og mor vidste ikke, at det var fra Herren, at han søgte anledning mod filistrene; for på den tid herskede filistrene over Israel. 5 Samson drog så ned til Timna, hans far og mor, og de kom til Timnas vingårde, og se, en ung løve brølte imod ham. 6 Da kom Herrens Ånd over ham, og han rev ham i stykker, som man ville rive et gedekid i stykker, og han havde intet i sin hånd; men han fortalte ikke sin far eller sin mor, hvad han havde gjort. 7 Så gik han ned og talte med kvinden, og hun behagede Samson. 8 Og efter nogen tid vendte han tilbage for at hente hende, og han gik hen for at se på løvens kadaver, og se, der var en sværm af bier og honning i løvens kadaver. 9 Og han tog det i sine hænder og spiste videre. Så kom han til sin far og mor og gav dem det, og de spiste; men han fortalte dem ikke, at han havde taget honningen ud af løvens ådsel. 10 Så gik hans far ned til kvinden, og Samson gjorde et festmåltid der; for sådan plejede de unge mænd at gøre. 11 Og da de så ham, bragte de tredive venner med sig for at være sammen med ham. 12 Samson sagde til dem: "Jeg vil give jer en gåde. Hvis I kan give mig den inden for de syv festdage og finde ud af den, så vil jeg give jer tredive sengetøj og tredive sæt klæder." 13 Men hvis I ikke kan sige det til mig, skal I give mig tredive linnedklæder og tredive sæt klæder. Og de sagde til ham: "Stig din gåde frem, så vi kan høre den." 14 Og han sagde til dem: "Fra den, der spiser, kom mad, og fra den, der er stærk, kom sødme." Og de kunne ikke i tre dage opklare gåden. 15 På den syvende dag sagde de til Samsons hustru: "Lok din mand, så han kan sige os gåden, for at vi ikke skal brænde dig og din fars hus op. Har I ikke kaldt på os for at tage, hvad vi har? Er det ikke sandt?" 16 Da græd Samsons hustru foran ham og sagde: "Du hader mig blot og elsker mig ikke. Du har fremsat en gåde for mit folk og ikke fortalt mig den." Da sagde han til hende: "Se, jeg har ikke fortalt den min far eller min mor, skal jeg så fortælle dig den?" 17 Og hun græd for ham i de syv dage, deres fest varede. Og på den syvende dag fortalte han hende gåden, fordi hun havde været såret af ham. Og hun fortalte gåden til sine folks børn. 18 Og byens mænd sagde til ham på den syvende dag, før solen gik ned: "Hvad er sødere end honning, og hvad er stærkere end en løve?" Og han sagde til dem: "Hvis I ikke havde pløjet med min kvie, havde I ikke fundet min gåde."
3
Nasaræerløftet
19 Da kom Herrens Ånd over ham, og han drog ned til Ashkelon og dræbte tredive af dem, tog byttet og gav dem, der havde opløst gåden, skiftetøj. Da blussede hans vrede op, og han drog op til sin fars hus. 20 Men Samsons hustru blev givet til hans ledsager, som han havde brugt som sin ven. Dommerne 15 1 Nogen tid efter, ved hvedehøstens tid, besøgte Samson sin kone med et gedekid og sagde: "Jeg vil gå ind til min kone i kammeret." Men hendes far tillod ham ikke at gå ind. 2 Og hendes far sagde: "Jeg troede sandelig, at du havde fuldstændig hadet hende; derfor gav jeg hende til din ledsager. Er hendes yngre søster ikke smukkere end hende? Tag hende i hendes sted!" 3 Og Samson sagde om dem: Nu vil jeg være mere uskyldig end filistrene, om jeg så gør dem ondt. 4 Samson gik hen og fangede tre hundrede ræve, tog ildfade og vendte hale mod hale og lagde en ildfade midt imellem de to haler. 5 Og da han havde sat ild til brandene, lod han dem gå ind i filistrenes kornhold og brændte både kornholdige træer og oliventræer op. 6 Da sagde filistrene: "Hvem har gjort dette?" De svarede: "Samson, timnittens svigersøn, fordi han havde taget hans hustru og givet hende til sin veninde." Så drog filistrene op og brændte hende og hendes far. 7 Og Samson sagde til dem: "Selvom I har gjort dette, vil jeg dog hævne mig på jer, og derefter vil jeg holde op." 8 Og han slog dem i hofte og lår med et stort nederlag; og han drog ned og bosatte sig på toppen af Etams klippe. 9 Da drog filistrene op og slog lejr i Juda og spredte sig i Lehi. 10 Judas mænd sagde: "Hvorfor er I draget op imod os?" De svarede: "Vi er draget op for at binde Samson og gøre mod ham, som han har gjort mod os." 11 Da gik tre tusind mand fra Juda op på toppen af Etams klippe og sagde til Samson: "Ved du ikke, at filistrene hersker over os? Hvad er det, du har gjort mod os?" Og han sagde til dem: "Som de gjorde mod mig, sådan har jeg gjort mod dem." 12 Og de sagde til ham: "Vi er kommet ned for at binde dig og overgive dig i filistrenes hånd." Og Samson sagde til dem: "Sværg mig, at I ikke selv vil angribe mig." 13 Og de svarede ham og sagde: "Nej, vi vil binde dig fast og udlevere dig i deres hånd, men vi vil sandelig ikke slå dig ihjel." Og de bandt ham med to nye reb og førte ham op fra klippen. 14 Da han kom til Lehi, råbte filistrene imod ham. Herrens ånd kom over ham, og rebene, der var om hans arme, blev som hør, der var brændt i ild, og hans bånd løsnedes fra hans hænder. 15 Og han fandt en ny æselkæbe, rakte sin hånd ud og tog den og dræbte tusind mand med den. 16 Og Samson sagde: Med et æselkæbe, bunker på bunker, med et æselkæbe har jeg dræbt tusind mand. 17 Og det skete, da han var færdig med at tale, kastede han kæbebenet af sin hånd og kaldte dette sted Ramatlehi. 18 Og han blev såre tørstig og påkaldte Herren og sagde: Du har givet denne store frelse i din tjeners hånd; og nu skal jeg dø af tørst og falde i de uomskårnes hånd? 19 Men Gud skar en hulning i kæben, og der kom vand ud; og da han havde drukket, kom hans ånd tilbage, og han blev frisk. Derfor kaldte han stedet En-Hakkore, som det stadig er i Lehi. 20 Og han var dommer i Israel i tyve år i filistrenes dage. Dommerne 16 1 Samson gik så til Gaza og så der en skøge og gik ind til hende. 2 Da det blev meldt til Gaza-mændene: "Samson er kommet hertil," omringede de ham og lurte ham hele natten i byporten. De holdt sig stille hele natten og sagde: "I morgen, når det bliver dag, vil vi slå ham ihjel."
4
Nasaræerløftet
3 Samson lå der til midnat, men ved midnat stod han op og greb fat i byportens døre og de to stolper. Han tog dem med slå og alt, lagde dem på sine skuldre og bar dem op på toppen af en bakke over for Hebron. 4 Og det skete senere, at han elskede en kvinde i Sorekdalen, hvis navn var Dalila. 5 Da kom filisternes høvdinger op til hende og sagde til hende: "Lok ham og se, hvori hans store styrke ligger, og hvordan vi kan få overhånd over ham, så vi kan binde ham og plage ham; og vi vil give dig hver elleve hundrede sølvpenge." 6 Da sagde Dalila til Samson: "Sig mig, hvor din store styrke ligger, og hvormed du kan bindes for at plage dig." 7 Og Samson sagde til hende: "Hvis de binder mig med syv grønne læder, som aldrig er blevet tørre, så bliver jeg svag og som et andet menneske." 8 Da bragte filistrenes fyrster hende syv friske striber, som ikke var blevet tørre, og hun bandt ham med dem. 9 Der var mænd, der lå på lur hos hende i kammeret. Hun sagde til ham: "Filistrene er over dig, Samson!" Så brød han trådene, ligesom en blårtråd knækker, når den rører ilden. Så hans styrke var ukendt. 10 Da sagde Dalila til Samson: "Se, du har narret mig og løjet for mig; sig mig nu, hvormed du kan bindes!" 11 Og han sagde til hende: "Hvis de binder mig fast med nye reb, som aldrig har været brugt, så bliver jeg svag og som et andet menneske." 12 Da tog Dalila nye reb og bandt ham med dem og sagde til ham: "Filistrene er over dig, Samson!" Og der lå vagter i kammeret. Og han rev dem af sine arme som en tråd. 13 Da sagde Dalila til Samson: "Hidtil har du narret mig og løjet for mig; sig mig, hvormed du kan bindes." Og han sagde til hende: "Hvis du væver mine syv lokker sammen med spindelvævet." 14 Og hun fæstnede den med naglen og sagde til ham: "Filistrene er over dig, Samson!" Så vågnede han af sin søvn og gik bort med naglen og spindlen. 15 Og hun sagde til ham: "Hvordan kan du sige: Jeg elsker dig, når dit hjerte ikke er med mig? Du har hånet mig nu tre gange og ikke fortalt mig, hvori din store styrke ligger." 16 Og det skete, da hun dagligt pressede og trængte på ham med sine ord, så hans sjæl blev fortvivlet til døden, 17 Da fortalte han hende hele sit hjerte og sagde til hende: "Der er ikke kommet en ragekniv på mit hoved, for jeg har været en Guds nasiræer fra min mors liv. Hvis jeg bliver raget af, vil min styrke vige fra mig, og jeg vil blive svag og blive som alle andre mennesker." 18 Da Dalila så, at han havde fortalt hende hele sit hjerte, sendte hun bud efter filisternes fyrster og sagde: "Kom op denne gang, for han har fortalt mig hele sit hjerte." Da kom filisternes fyrster op til hende og bragte penge med sig. 19 Og hun lod ham sove på sine knæ; og hun kaldte på en mand, og hun lod ham barbere sine syv lokker af; og hun begyndte at plage ham, og hans styrke forsvandt fra ham. 20 Hun sagde: "Filistæerne er over dig, Samson!" Da han vågnede af sin søvn, sagde han: "Jeg vil gå ud som de andre gange og ryste mig." Men han vidste ikke, at Herren havde trukket sig fra ham. 21 Men filistrene greb ham og stak hans øjne ud og førte ham ned til Gaza og bandt ham med kobberlænker, og han malede korn i fængslet. 22 Men håret på hans hoved begyndte at vokse igen, efter at han var blevet barberet. 23 Da samledes filistrenes fyrster for at bringe et stort offer til deres gud Dagon og for at glæde sig; for de sagde: "Vores gud har givet Samson, vores fjende, i vores hånd." 24 Og da folket så ham, priste de deres gud, for de sagde: "Vor gud har givet vor fjende i vore hænder, ham der ødelagde vort land og dræbte mange af os." 25 Da de nu var blevet glade, sagde de: "Kald Samson, så han kan give os sjov." Så kaldte de på Samson fra fængslet, og han fik dem til at lege, og de satte ham mellem søjlerne.
5
Nasaræerløftet
26 Og Samson sagde til drengen, der holdt ham ved hånden: "Lad mig få lov til at føle på søjlerne, som huset står på, så jeg kan støtte mig til dem." 27 Huset var fuldt af mænd og kvinder, og alle filisternes fyrster var der, og på taget var der omkring tre tusind mænd og kvinder, som så til, mens Samson morede sig. 28 Da råbte Samson til Herren og sagde: "Herre, Herre, husk mig, og styrk mig, Gud, kun denne ene gang, så jeg straks kan hævne mig på filistrene for mine to øjne." 29 Og Samson greb fat i de to midterste søjler, som huset stod på, og som det var støttet på, den ene med sin højre hånd og den anden med sin venstre. 30 Da sagde Samson: "Lad mig dø sammen med filistrene!" Og han bøjede sig af al sin kraft, og huset styrtede sammen over stormændene og over alle de mennesker, der var der. Således var de døde, som han dræbte ved sin død, flere end dem, han dræbte i sit liv. 31 Da kom hans brødre og hele hans fars hus ned og tog ham og bragte ham op og begravede ham mellem Zora og Eshtaol i hans far Manoas grav. Og han dømte Israel i tyve år.
Samuel 1 Samuel 1 1 Der var en mand fra Ramatajim-Zofim i Efraims bjergland, og hans navn var Elkana, søn af Jeroham, søn af Elihu, søn af Tohu, søn af Zuf, en efratit. 2 Og han havde to hustruer; den ene hed Hanna, og den anden Peninna; og Peninna havde børn, men Hanna havde ingen. 3 Og denne mand drog hvert år op fra sin by for at tilbede og ofre til Hærskarernes Herre i Silo. Og Elis to sønner, Hofni og Pinehas, Herrens præster, var dér. 4 Da den tid kom, hvor Elkana skulle ofre, gav han sin hustru Peninna og alle hendes sønner og døtre dele af offergaven. 5 Men Hanna gav han en værdig del, for han elskede Hanna, men Herren havde lukket hendes moderliv. 6 Og hendes Modstanderinde provokerede hende også voldsomt for at gøre hende rasende, fordi Herren havde lukket hendes Moderliv. 7 Og som han gjorde år efter år, når hun gik op til Herrens hus, således provokerede hun hende; derfor græd hun og spiste ikke. 8 Da sagde Elkana, hendes mand, til hende: "Hanna, hvorfor græder du? Hvorfor spiser du ikke? Hvorfor er dit hjerte såret? Er jeg ikke bedre for dig end ti sønner?" 9 Så stod Hanna op, efter at de havde spist og drukket i Silo. Præsten Eli sad på en stole ved en stolpe i Herrens tempel. 10 Og hun var bitter i sin sjæl og bad til Herren og græd højlydt. 11 Og hun aflagde et løfte og sagde: "Hærskarers HERRE, dersom du vil se til din tjenerindes nød og huske mig og ikke glemme din tjenerinde, men give din tjenerinde et drengebarn, så vil jeg give ham til HERREN alle hans livsdage, og ingen ragekniv skal komme på hans hoved." 12 Og det skete, mens hun vedblev at bede for Herrens åsyn, at Eli lagde mærke til hendes mund. 13 Hanna talte i sit hjerte; kun hendes læber bevægede sig, men hendes stemme kunne ikke høres. Derfor troede Eli, at hun havde været beruset. 14 Eli sagde til hende: "Hvor længe vil du være drukken? Sæt din vin fra dig!" 15 Hanna svarede: "Nej, herre, jeg er en kvinde med en bedrøvet ånd. Jeg har hverken drukket vin eller stærk drik, men har udøst min sjæl for Herrens åsyn." 16 Regn ikke din tjenestepige for en Belials datter, for af stor klage og sorg har jeg talt hidtil. 17 Eli svarede: "Gå i fred, og Israels Gud give dig den bøn, du har bedt ham om." 18 Og hun sagde: "Må din tjenestepige finde nåde for dine øjne!" Så gik kvinden sin vej og spiste, og hendes ansigt var ikke mere sørgmodigt.
6
Nasaræerløftet
19 Tidligt om morgenen stod de op og tilbad for Herrens åsyn og vendte tilbage og kom hjem til Rama. Elkana kendte sin hustru Hanna, og Herren huskede hende. 20 Da tiden kom, efter at Hanna var blevet gravid, fødte hun en søn og kaldte ham Samuel, idet hun sagde: "Fordi jeg har bedt Herren om ham." 21 Og manden Elkana drog op med hele hans hus for at ofre Herren det årlige offer og sit løfteoffer. 22 Men Hanna drog ikke op; hun sagde til sin mand: "Jeg går ikke op, før drengen er vænnet fra, og så vil jeg bringe ham, så han kan træde frem for Herren og blive der for evigt." 23 Da sagde Elkana, hendes mand, til hende: "Gør, hvad der synes dig godt; bliv, indtil du har vænnet ham fra; må Herren blot opfylde sit ord." Så blev kvinden og gav sin søn die, indtil hun vænnede ham fra. 24 Og da hun havde vænnet ham fra, tog hun ham med sig op med tre okser, en efa mel og en flaske vin og bragte ham til Herrens hus i Silo, og drengen var endnu lille. 25 Så slagtede de en okse og bragte barnet til Eli. 26 Og hun sagde: "Åh, min herre, så sandt din sjæl lever, min herre, jeg er den kvinde, som stod her hos dig og bad til Herren." 27 For dette barn bad jeg, og Herren gav mig den bøn, jeg bad ham om. 28 Derfor har jeg også lånt ham ud til Herren; så længe han lever, skal han være lånt ud til Herren. Og han tilbad Herren der.
Johannes Døberen Lukas 1 1 Efterdi mange har taget sig sammen at fremlægge en beretning om de ting, som vi med sikkerhed tror på, 2 ligesom de, som fra begyndelsen var øjenvidner og ordets tjenere, overgav dem til os, 3 Det besluttede også mig, efter at have haft fuld forståelse af alle ting fra først af, at skrive til dig i rækkefølge, mest ærede Theofilus, 4 for at du kan kende sandheden om de ting, hvori du er blevet undervist. 5 I Herodes', Judæas', Konges dage var der en præst ved navn Zakarias, af Abias skifte; hans hustru var af Arons døtre, og hendes navn var Elisabeth. 6 Og de var begge retfærdige for Gud og vandrede uangribeligt i alle Herrens bud og forordninger. 7 Og de havde intet barn, fordi Elisabeth var ufrugtbar, og de var begge allerede højt oppe i årene. 8 Og det skete, mens han udførte præstegerningen for Gud i sin skiftes rækkefølge, 9 Ifølge præsteembedets skik var det hans lod at brænde røgelse, når han gik ind i Herrens tempel. 10 Og hele folkeskaren bad udenfor, mens røgelseofringen blev afholdt. 11 Og en Herrens engel viste sig for ham, stående på højre side af røgelsesalteret. 12 Og da Zakarias så ham, blev han forfærdet, og frygt faldt over ham. 13 Men englen sagde til ham: "Frygt ikke, Zakarias, for din bøn er hørt, og din hustru Elisabeth skal føde dig en søn, og du skal give ham navnet Johannes." 14 Og du skal få glæde og fryd, og mange skal glæde sig over hans fødsel. 15 For han skal være stor for Herren og skal hverken drikke vin eller stærk drik, og han skal fyldes med Helligånden lige fra sin mors livmoder. 16 Og mange af Israels børn skal han vende om til Herren deres Gud. 17 Og han skal gå foran ham i Elias' ånd og kraft for at vende fædrenes hjerter til børnene og de ulydige til de retfærdiges visdom og berede Herren et veludrustet folk. 18 Og Zakarias sagde til englen: "Hvoraf skal jeg vide dette? Jeg er jo en gammel mand, og min hustru er højt oppe i årene." 19 Og englen svarede og sagde til ham: "Jeg er Gabriel, som står for Guds åsyn, og jeg er udsendt for at tale til dig og forkynde dig disse glade budskaber."
7
Nasaræerløftet
20 Og se, du skal være stum og ude af stand til at tale indtil den dag, da disse ting sker, fordi du ikke tror mine ord, som skal opfyldes til deres tid. 21 Og folket ventede på Zakarias og undrede sig over, at han blev så længe i templet. 22 Og da han kom ud, kunne han ikke tale til dem; og de forstod, at han havde set et syn i templet; for han vinkede til dem og forblev målløs. 23 Og det skete, at da hans tjenestedage var til ende, drog han hjem. 24 Og efter de dage blev hans hustru Elisabeth frugtsommelig og skjulte sig i fem måneder og sagde: 25 Således har Herren handlet med mig i de dage, hvor han så til mig for at borttage min skændsel blandt mennesker. 26 Og i den sjette måned blev englen Gabriel sendt fra Gud til en by i Galilæa, som hedder Nazareth, 27 Til en jomfru, der var trolovet med en mand ved navn Josef, af Davids hus; og jomfruens navn var Maria. 28 Og englen kom ind til hende og sagde: "Hil være dig, du benådede! Herren er med dig; velsignet er du blandt kvinder." 29 Og da hun så ham, blev hun forfærdet over hans ord og tænkte på, hvad slags hilsen denne skulle være. 30 Og englen sagde til hende: "Frygt ikke, Maria, for du har fundet nåde hos Gud." 31 Og se, du skal blive gravid og føde en søn, og du skal kalde ham Jesus. 32 Han skal blive stor og kaldes den Højestes Søn, og Gud Herren skal give ham hans fader Davids trone. 33 Og han skal regere over Jakobs hus for evigt, og der skal ikke være ende på hans rige. 34 Maria sagde da til englen: "Hvordan skal dette ske, når jeg jo ikke kender nogen mand?" 35 Og englen svarede og sagde til hende: "Helligånden skal komme over dig, og den Højestes kraft skal overskygge dig. Derfor skal også det hellige, som skal fødes af dig, kaldes Guds Søn." 36 Og se, din kusine Elisabeth, hun er også blevet undfanget med en søn i sin alderdom, og dette er den sjette måned for hende, som blev kaldt ufrugtbar. 37 For for Gud er intet umuligt. 38 Og Maria sagde: "Se, jeg er Herrens tjenerinde; ske mig efter dit ord!" Og englen forlod hende. 39 Og Maria stod op i de dage og drog hastigt op i bjerglandet, til en by i Juda; 40 Og hun gik ind i Zakarias' hus og hilste Elisabeth. 41 Og det skete, da Elisabeth hørte Marias hilsen, sprang barnet i hendes livmoder, og Elisabeth blev fyldt med den Helligånd. 42 Og hun udbrød med høj røst og sagde: Velsignet er du blandt kvinder, og velsignet er dit livs frugt. 43 Og hvorfra kommer dette mig, at min Herres moder skulle komme til mig? 44 For se, så snart din hilsnende lyd lød i mine ører, sprang barnet af glæde i mit liv. 45 Og salig er hun, som troede; for de ting, som Herren sagde hende, skal opfyldes. 46 Og Maria sagde: "Min sjæl priser Herren, 47 Og min ånd har frydet sig i Gud, min frelser. 48 For han har set sin tjenestepiges ringe stilling; for se, fra nu af skal alle slægtled kalde mig salig. 49 For han, som er mægtig, har gjort store ting imod mig, og helligt er hans navn. 50 Og hans barmhjertighed varer fra slægt til slægt over dem, der frygter ham. 51 Han har vist styrke med sin arm, han har spredt de stolte i deres hjertes tanker. 52 Han har nedstødt de mægtige fra deres trone og ophøjet dem af lav rang. 53 Hungrige har han mættet med gode gaver, rige har han sendt tomhændede bort. 54 Han har hjulpet sin tjener Israel og husket på sin barmhjertighed; 55 ligesom han talte til vore fædre, til Abraham og hans afkom til evig tid. 56 Og Maria blev hos hende i omtrent tre måneder og vendte tilbage til sit hus. 57 Elisabets tid kom nu, hvor hun skulle føde, og hun fødte en søn. 58 Og hendes naboer og hendes kusiner hørte, hvor stor barmhjertighed Herren havde vist hende, og de glædede sig med hende.
8
Nasaræerløftet
59 Og det skete, at de på den ottende dag kom for at omskære barnet; og de kaldte ham Zakarias efter hans fars navn. 60 Og hans mor svarede og sagde: "Nej, men han skal kaldes Johannes." 61 Og de sagde til hende: "Der er ingen af din slægtning, som kaldes med dette navn." 62 Og de gjorde tegn til hans far om, hvordan han ville have ham kaldt. 63 Og han bad om et skrivebord og skrev: "Hans navn er Johannes." Og de undrede sig alle. 64 Og straks åbnedes hans mund, og hans tunge blev løsnet, og han talte og priste Gud. 65 Og frygt kom over alle, som boede omkring dem, og alle disse ord blev udbredt i hele Judæas bjergland. 66 Og alle, som hørte det, lagde det sig på hjerte og sagde: "Hvad skal dette barn blive til?" Og Herrens hånd var med ham. 67 Og hans fader Zakarias blev fyldt med Helligånden og profeterede og sagde: 68 Lovet være Herren, Israels Gud, for han har besøgt og forløst sit folk, 69 og har oprejst os et frelsens horn i sin tjener Davids hus; 70 således som han har talt ved sine hellige profeters mund, som har været fra verdens begyndelse: 71 så vi skal frelses fra vore fjender og fra alle dem, der hader os, 72 for at gøre den barmhjertighed, som han lovede vore fædre, og for at huske sin hellige pagt; 73 Den ed, som han svor vor fader Abraham, 74 at han ville give os, at vi, udfriet af vore fjenders hånd, kunne tjene ham uden frygt, 75 I hellighed og retfærdighed for ham, alle vore livsdage. 76 Og du, barn, skal kaldes den Højestes profet; thi du skal gå foran Herrens åsyn for at berede hans veje; 77 for at give sit folk kundskab om frelse ved deres synders forladelse, 78 Ved vor Guds inderlige barmhjertighed, hvorved daggryet fra det høje har besøgt os, 79 for at lyse over dem, der sidder i mørke og dødens skygge, for at lede vore fødder på fredens vej. 80 Og barnet voksede og blev stærkt i ånden, og han var i ørkenerne indtil den dag, han skulle åbenbares for Israel.
9