KAPITEL 1
1Der boede en mand i Babylon ved navn Joacim:
2 Og han tog en Hustru, hvis Navn var Susanna, en Datter af Chelcias, en meget smuk Kvinde og en, som frygtede Herren.
3 Også hendes Forældre var retfærdige og lærte deres Datter efter Mose Lov.
4 Men Joacim var en stor rig Mand og havde en smuk Have, der sluttede sig til sit Hus, og Jøderne tog sig til ham; fordi han var mere hæderlig end alle andre.
5 Samme år blev to af folkets ældste udnævnt til at være dommere, sådan som Herren talte om, at ondskab kom fra Babylon fra gamle dommere, som syntes at regere folket.
6 Disse holdt meget i Joacims Hus, og alle, som havde nogen Svigersøg, kom til dem.
7 Men da folket gik bort ved middagstid, gik Susanna ind i sin mands have for at gå.
8 Og de to Ældste så hende gå ind hver Dag og gå; så deres lyst blev optændt mod hende.
9 Og de fordrejede deres eget Sind og vendte deres Øjne bort, for at de ikke skulde se til Himmelen og ikke huske retfærdige Domme.
10 Og skønt de begge blev såret af hendes kærlighed, torde dog ikke den ene vise den anden sin sorg.
11 Thi de skammede sig ved at forkynde deres Lyst, at de vilde have med hende at gøre.
12 Alligevel så de flittigt fra dag til dag for at se hende.
13 Og den ene sagde til den anden: Lad os nu gå hjem; thi det er middagstid.
14 Da de vare gaaet ud, skilte de den ene fra den anden, og vendte om igen, kom de til det samme Sted; og efter at de havde spurgt hinanden om årsagen, erkendte de deres lyst; så aftalte de en tid begge sammen, da de kunne finde hende alene.
15 Og det faldt ud, mens de så på en passende tid, gik hun ind som før med kun to tjenestepiger, og hun ville gerne vaske sig i haven; thi det var varmt.
16 Og der var intet Lig der uden de to Ældste, som havde skjult sig og holdt øje med hende.
17 Da sagde hun til sine Tjenestepiger: Bring mig Olie og Vaskekugler, og luk Havedørene, at jeg kan vaske mig.
18. Og de gjorde, som hun havde befalet dem, og lukkede Havedørene og gik selv ud ad Hemmelighedsdøre for at hente det, hun havde befalet dem; men de så de Ældste ikke, fordi de var skjulte.
19 Men da tjenestepigerne var gået ud, rejste de to ældste sig og løb hen til hende og sagde: 20 Se, havedørene er lukkede, så ingen kan se os, og vi er forelskede i dig; giv derfor samtykke til os og læg med os.
21 Hvis du ikke vil, vil vi vidne imod dig, at en ung mand var med dig, og derfor sendte du dine tjenestepiger bort fra dig.
22 Da sukkede Susanna og sagde: Jeg er trængt på alle Sider; thi dersom jeg gør dette, er det Døden for mig; og hvis jeg ikke gør det, kan jeg ikke undslippe dine Hænder.
23 Det er bedre for mig at falde i dine Hænder og ikke gøre det, end at synde i Herrens Øjne.
24 Og Susanna råbte med høj Røst, og de to Ældste raabte imod hende.
25 Så løb den ene og åbnede havedøren.
26 Og da Husets Tjenere hørte Skriget i Haven, styrtede de ind ad Hjelmdøren for at se, hvad der var sket med hende.
27 Men da de ældste havde forkyndt deres sag, skammede tjenerne sig meget;
28 Og det skete den næste Dag, da Folket var forsamlet til hendes Mand Joacim, at de to Ældste ogsaa kom fulde af ondskabsfuldt Forestilling imod Susanna for at dræbe hende;
29 Og han sagde for Folket: Send bud efter Susanna, Kelkias' Datter, Joacims Hustru. Og så sendte de.
30 Så kom hun med sin Fader og Moder, sine Børn og hele sin Slægt.
31 Nu var Susanna en meget sart kvinde og smuk at se.
32 Og disse ugudelige Mænd bød, at de skulde blotte hendes Ansigt, thi hun var tildækket, for at de skulde blive fyldt med hendes Skønhed.
33 Derfor græd hendes venner og alle, som så hende.
34 Da rejste de to Ældste sig midt iblandt Folket og lagde deres Hænder på hendes Hoved.
35 Og hun saae grædende op mod Himmelen; thi hendes Hjerte stolede paa Herren.
36 Og de Ældste sagde: Mens vi gik alene i Haven, kom denne Kvinde ind med to Tjenestepiger og lukkede Havedørene og sendte Tjenerne bort.
37 Da kom en ung Mand, som der var skjult, til hende og laa hos hende.
38 Da vi, som stode i et Hjørne af Haven, saae denne Ondskab, løb vi til dem.
39 Og da vi så dem sammen, kunde vi ikke holde Manden; thi han var stærkere end vi, og aabnede Døren og sprang ud.
40 Men da vi havde taget denne Kvinde, spurgte vi, hvem den unge Mand var, men hun vilde ikke sige os det; dette vidne vi.
41 Da troede Menigheden på dem, som Folkets Ældste og Dommere, og de dømte hende til Døden.
42 Da raabte Susanna med høj Røst og sagde: O evige Gud, som kender Hemmeligheder og kender alt, førend de er til.
43 Du ved, at de har aflagt falsk vidnesbyrd imod mig, og se, jeg skal dø; hvorimod jeg aldrig har gjort sådanne ting, som disse mænd ondsindet har opfundet mod mig.
44 Og Herren hørte hendes Røst.
45 Da hun blev ført til døden, oprejste Herren den hellige ånd hos en ung ung, hvis navn var
Daniel:
46 som råbte med høj røst, jeg er klar af denne kvindes blod.
47 Da vendte alt Folket dem imod ham og sagde: Hvad betyder disse Ord, som du har talt?
48 Da han stod midt iblandt dem, sagde han: Er I saa Dårer, I Israels Børn, at I uden Undersøgelse eller Kundskab om Sandheden have dømt en Israels Datter?
49 Vend atter tilbage til Domsstedet; thi de have aflagt falsk Vidnesbyrd imod hende.
50 Derfor vendte alt Folket om i Hast, og de Ældste sagde til ham: Kom, sæt dig ned iblandt os og forkynd det os, thi Gud har givet dig Ældstens Ære.
51 Da sagde Daniel til dem: Læg disse to til side langt fra hinanden, så vil jeg undersøge dem.
52 Da de bleve adskilte fra hinanden, kaldte han en af dem og sagde til ham: O du, som er blevet gammel i Ondskab, nu er dine Synder, som du tidligere har begået, kommet frem i Lyset.
53 Thi du har afsagt falsk Dom og fordømt den uskyldige og ladet de skyldige gå fri; omend Herren siger: Den uskyldige og retfærdige skal du ikke slå ihjel.
54 Men dersom du har set hende, så sig mig: Under hvilket Træ har du set dem samle sig? Hvem svarede, Under et mastick træ.
55 Da sagde Daniel: Vel; du har løjet imod dit eget hoved; thi selv nu har Guds engel modtaget Guds dom om at skære dig i to.
56 Så lagde han ham til side og befalede at bringe den anden og sagde til ham: O du Kanaans Sæd og ikke Juda! Skønhed har forført dig, og Lyst har fordrejet dit Hjerte.
57 Saaledes handlede I med Israels Døtre, og de af Frygt gik med eder; men Judas Datter vilde ikke udholde eders Ondskab.
58 Sig mig derfor nu: Under hvilket Træ tog du dem sammen? Hvem svarede, Under et holmtræ.
59 Da sagde Daniel til ham: Vel; du har ogsaa løjet imod dit eget Hoved, thi Guds Engel venter med Sværdet for at hugge dig i to, for at han kan ødelægge dig.
60 Derom raabte hele Forsamlingen med høj Røst og priste Gud, som frelser dem, som stole paa ham.
61 Og de rejste sig imod de to Ældste, thi Daniel havde dømt dem for falsk Vidne ved deres egen Mund.
62 Og efter Mose Lov gjorde de mod dem, som de ondskabsfuldt agtede at gøre mod deres Næste, og de slog dem ihjel. Således blev det uskyldige blod reddet samme dag.
63 Derfor priste Chelcias og hans Hustru Gud for deres Datter Susanna, med Joacim, hendes Mand, og hele Slægten, fordi der ikke fandtes Uredelighed hos hende.
64 Fra den dag af havde Daniel et stort ry i folkets øjne.