ET ESSAY OM TRØST IRMA LUKKER OG

HENRIK NORDBRANDT ER DØD, HVAD BLIVER DET NÆSTE, AT STORE BEDEDAG AFSKAFFES…

Da jeg vågnede i morges, var det med nyheden om, at et stort jordskælv i nat har ramt Tyrkiet og Syrien. Der er allerede tal på 1000 døde, og tallet vil med sikkerhed stige i løbet af dagen, hvor jeg sidder ved mit skrivebord på præstekontoret ”på Torpen” og har sat mig for at skrive om trøst til kirkebladet…

Det kan godt være, at overskriften for dette essay er lidt misvisende, for jeg har ikke til hensigt at bruge spalteplads på at diskutere lukning af Irma eller afskaffelse af Store Bededag. Det er ikke fordi, det ikke er væsentlige forhold, som vi kunne lave spændende sociologiske analyser af og som vi med stor vigtighed kunne diskutere betydningen af. Men jeg tænker, at der bag alt dette, er en grund og et grundvilkår for os mennesker, som jeg gerne vil opholde mig ved bare lidt…

Med jordskælvet i morges er det som om den ene krise blot afløses af en ny og potentielt set større og endnu farligere krise. Corona-krisen i 2020 medførte millioner af menneskers død, lukkede grænser og sendte mennesker i isolation. Og da det så ud til at lysne invaderede Ruslands præsident Ukraine, og imens kvinder og børn flygtede fra bombardementerne voksede frygten for en tredje verdenskrig og brugen af atomvåben.

I rækken af kriser har jeg endnu ikke nævnt klimaforandringer og trivselsundersøgelser, der viser, at flere unge mennesker kæmper med angst og depression. På den måde er lukningen af Irma og afskaffelsen af Store Bededag helt konkrete eksempler på, at vores verden er i forandring. At inflationen ændrer vores indkøbsvaner og medfører, at den ældste dagligvarekæde må lukke og at vores helligdag må veksles til mere militær er udtryk for, at der nedenunder og bagved disse konkrete forhold er store forandringer og kriser i spil både globalt og lokalt.

Og nyheden om jordskælvet i morges føjede altså endnu en krise og katastrofe til listen. At vi alle sammen bliver opmærksomme på livets skrøbelighed og menneskets forgængelighed hersker der vist ikke den store tvivl om, men hvor efterlader det os? I angst og desperation eller med et ukueligt håb om en bedre fremtid?

Har det kristne budskab og det religiøse sprog en betydning for os i den sammenhæng? Kan det religiøse sprog trøste mennesker – også selvom de ikke tror på Gud? Ja, skriver Michael Ignatieff i bogen Håb og handling i en kriseramt verden. Der er en global søgen efter trøst i denne tid. Før kunne trøst opleves som et gammeldags ord, der nærmest var forsvundet ud af sproget, men nu er talen om trøst blevet relevant for millioner af mennesker.

Michael Ignatieff, der bl.a. er en international anerkendt politisk tænker, historiker og forfatter, skal holde en forelæsning om retfærdighed og politik – men denne gang med udgangspunkt i Salmernes Bog i Det Gamle Testamente. Forelæsningen skulle nemlig indgå i en korfestival i Utrecht, hvor kor ville fremføre alle salmerne i Det Gamle Testamente.

Michael Ignatieff betegner sig selv som ikke-troende, men da han sidder sammen med sin kone til korfestivalen og hører korene synge salmerne, så opdager han, at han kom til korfestivalen for at tale om retfærdighed og politik, men han fandt trøst…

Musikken var smuk, ordene gav genklang, og oplevelsen havde en rensende effekt, som jeg har prøvet at forstå lige siden …

Salmerne indeholder uforglemmelige beskrivelser af frygt såvel som ophøjede visioner om håb. Det er grunden til, selv lige nu, at et menneske, et eller andet sted i verden, tager Bibelen op ad skuffen på et hotelværelse og læser salmerne…

I salmernes Bog findes et smukt billede af, hvordan Gud trøster og hjælper os. Her beskrives Gud som en hyrde, der leder os til gode steder. Han viser os vejen fremad, og selv når vi går i dybt mørke, så er Gud hos os:

Selv om jeg går i mørkets dal, frygter jeg intet ondt, for du er hos mig, din stok og din stav er min trøst.

Salme 23

Jeg tror ikke, at noget menneske kan leve uden trøst. Vi kan ikke leve uden mennesker, der er villige til at gå lidt ved siden af os, når vi lider eller som vil hjælpe med at lindre det tunge, som vi får at bære på. Trøst kan være som en støttestav, en stok, der kan hjælpe os med at holde os på benene, når livet blæser lidt rigeligt omkring os eller når benene vakler under os. Guds hjælp består ikke i at garantere os medgang, men i Guds medgang med os, altså at Gud går med os mennesker både i det gode og det svære i livets landskab…

Tròndur Patursson. Altertavle i Skørping Kirke. Fortolkning af påskeevangeliet med titlen Livets landskab.

Jesus møder trøstesløsheden i Getsemane have. Han kæmpede med lidelse og meningsløshed, da han gik ind i menneskelivets dybeste smerte og lidelse. Han har allerede været det hele igennem og han vidste, hvad det vil sige at trænge til trøst. Det er ikke altid, at en trøster skal sige så meget. Det sker, at der ikke er noget at sige. Ordene mangler, og det vi forsøger at finde frem, kan virke så meningsløst. Jeg tror ikke, at Jesus forventede af disciplene, at de skulle sige noget eller komme med gode forklaringer, da han bad dem om at holde sig vågen sammen med ham den nat i Getsemane have. Han ville bare, at de skulle være der, så han ikke skulle være alene…

Men disciplene faldt i søvn, så han må have følt sig fortabt - ensom og forladt. Det er den samme oplevelse af ensomhed og forladthed, der rammer os i Henrik Nordbrandt digt Aftensol…

Henrik Nordbrandt anså heller ikke sig selv som religiøs, men vedstod at forfatterskabet er påvirket af kristen tradition. Han havde det svært med at