LIVET I MUSIKKEN

Nanna Smalbro Musikterapeut

Et lille indlæg til årsskriftet. Jo, det vil jeg gerne. Men wow, hvordan får jeg sammenfattet de indtryk, oplevelser og erfaringer, som det første år i Strandbakkehuset har givet mig? Lad mig prøve... Med min ansættelse på Hospice Djursland forud for åbningen af Strandbakkehuset er det klart, at jeg har gjort mig tanker om, hvad jeg kan tage med mig fra palliation med voksne til palliation med børn/familier. Der er mange ting, som ikke er ens, og i det hele taget er det meget svært at lave en “copy-paste” i det palliative arbejde. Patienter og familier er vidt forskellige og kalder hver især på en “skræddersyet indsats”. Men alligevel. Grundessensen af at være musikterapeut inden for palliation kan godt “strækkes ud” og rumme alt helt fra 0-99 år. I musikken skabes et afgrænset rum. I det rum kan vi lege, udforske, udtrykke, mindes og erkende. Det kan se helt forskelligt ud, og det kræver ikke en forklaring og et facit, men meget ofte opstår der noget værdifuldt – noget stærkt og skrøbeligt på samme tid. Min rolle som musikterapeut, både på voksenhospice og på børnehospice, handler meget om at vove at træde ind på stuerne, stille mig til rådighed og fornemme muligheden for at facilitere det rum med musikken, som kan rumme så meget forskelligt på én gang; sorg, længsel, håbløshed, lindring, håb, liv, glæde. Metoderne er som sådan ikke så forskellige, men fleksibiliteten er vigtig; at metoderne bliver finjusteret og tilpasset situationen, med de mennesker jeg arbejder med. For at gøre det lidt mere konkret, vil jeg gerne fortælle om to meget forskellige forløb, som på hver sin måde har lært mig noget om at være musikterapeut i Strandbakkehuset. Det ene forløb var meget kortvarigt. Barnet på 6 år havde kort forinden været frisk og rask, og hele familiens livssituation var meget hurtigt vendt op og ned. Prognoserne var ikke gode. Alle i familien var glade for musik, og de ville gerne spille og synge. Vi sad i musiklokalet med forskellige instrumenter og spillede de sange, vi kom i tanke om. Familien kendte et hav af sange og fortalte om, hvordan de brugte musik derhjemme – gerne højlydt og dansende i stuen. Familien deltog også i morgensang i sansehaven, hvor vi sad i solskin med fuglesang og kig til havet, og sang fra højskolesangbogen. Jeg mødte i den korte uge, inden barnet døde, ofte min egen magtesløshed. Hvor ville jeg gerne gøre mere, og hvor kunne det føles nærmest malplaceret at hive gui-

taren eller klaveret frem, og “synge en sang”, når der var så meget der rev og sled i retning af et alt for kort liv, der skulle slutte. Der er ikke noget, vi i den situation kan gøre for at få det smertelige og lidelsesfulde til at gå væk. Men noget, vi kan og skal i den situation, er at tilbyde liv. Være med til at facilitere “åndehuller” hvor livet er. Den bevægelse og afspænding, der sker i vores nervesystem, når vi midt i det allersværeste, oplever social interaktion og “normalitet”, er med til at mindske traumatiseringen i krise-oplevelsen . Med denne familie var musikken et oplagt omdrejningspunkt for fællesskab, hvor det ukendte og uoverskuelige i små glimt kunne rummes eller gemmes i de genkendelige sange. Det andet forløb strakte sig over flere måneder. Barnet, på omkring 8 mdr., var i begyndelsen meget uroligt og grædende. Jeg prøvede mig frem; hvor meget kunne barnet interagere med mig og musikken, og var der efterhånden genkendelse af sangene, vi sang? I lang tid var det meget korte sessioner med udgangspunkt i sange, som gentog barnets navn igen og igen i langsomt tempo og blidt toneleje. Her mærkede jeg den udfordring, det kan være at møde barnet uden krav, uden at ville noget bestemt, samtidig med ønsket om at præsentere udvikling og potentiale vha. musikterapi ²). Et tilbagevendende og vigtigt tema i arbejdet på Strandbakkehuset, hvor børnene og familierne ofte har en lang række erfaringer med behandlingssystemet, som hele tiden vil noget med dem og er på udkig efter noget positivt – et udviklingspotentiale at holde fast i. Udgangspunktet for “de musikalske møder” var at skabe ro, både i barnet og i familien omkring barnet, og skabe et resonansrum, hvor barnet havde mulighed for at mærke og genkende sig selv i noget trygt og rart. Som det opsummeres i en bog om emnet (se fodnote ¹ ): “I’m here, I see you, I’m listening, I’m not going to be doing anything to you, I’m here for you as you are” (kap. 1 s.26). Det var helt tydeligt, at barnet efterhånden genkendte og faldt til ro ved de enkle navnesange. Og sangene blev sunget af alle, på alle tidspunkter, både af familien til barnet og sygeplejersker omkring barnet. På den måde blev der en genkendelighed, som alle kunne bruge, og som hjalp både barnet og dem omkring til at skabe ro og nærvær. Efterhånden som barnet blev ældre, var der, trods udvikling i sygdommen, også udvikling af barnets faktiske alder og dermed evne til at være i interaktion i længere tid og behov for udtryk og bevægelse. Her var det musikalske rum en oplagt ramme, hvor barnets behov kunne imødekommes. Sessionerne rummede efterhånden flere sange og instrumenter/rekvisitter, som gav barnet mulighed for i sit eget tempo at interagere og udtrykke sig. Jeg oplevede nogle meget stærke øjeblikke, hvor den interaktion, som man næsten troede var væk, blev kaldt frem og støttet i den musikalske ramme, og hvor fornemmelsen af, at barnet følte sig set og hørt, stod tydeligt frem. Således et lille dryp. Ikke som sådan en sammenfatning - jeg ved ikke om arbejdet i Strandbakkehuset lader sig sammenfatte? Men nogle små nedslag, som forhåbentlig giver et mærkbart indtryk af arbejdet som musikterapeut i Strandbakkehuset.

¹) Smerter hos børn – indsigt, mestring, lindring. Maiken Bjerg og Charlotte Jensen, Frydenlund 2014 ²) Music Therapy in Children and Young People’s Palliative Care. Red. Anna Ludwig, Jessica Kingsley Publishers 2019