Gensyn med Hvidstengruppen II

SKIBBY: Seniorbio i Skibby Kino giver den 3.-4. april klokken 13.30 et gensyn med ”Hvidstengruppen II –De efterladte”.

Anne-Grethe Bjarup Riis har instrueret filmen, og på rollelisten er blandt andre Marie Bach Hansen, Bodil Jørgensen, Laura Møller, Selma Sophia Høst, Alfrida Uhrenfeldt, Louise Bonde og Ellen Hillingsøe.

Denne film fra 2022 skildrer en dansk families ubærlige tab og totale splittelse, men derudover også den tro og det håb, der på mirakuløs vis giver dem styrke til ikke at give op.

Klummen er et fast indslag i Hornsherred Lokalavis, hvor vi har givet pennen fri til en gruppe mennesker, der har det til fælles, at de alle på den ene eller den anden måde er rodfæstet i Hornsherred. Det er avisens faste holdeplads for markante meninger og gode personhistorier, alle med udgangspunkt i ugens skribent, men først og fremmest med Horrensherred i centrum.

Søg, så skal I finde

Iår bliver det sandsynligvis sidste gang, at Store Bededag er det samme som en helligdag, og derfor er det heller ikke sikkert, at den forbliver med at være en gudstjenestedag. Det er beklageligt af flere grunde –noget der sagtens kunne fylde en hel klumme, men det bliver ikke denne gang. Men en af grundene til, at det er ærgerligt, er de tekster, som vi præster skal prædike over netop den dag. De er gode, og en af dem gav lige pludselig genklang i mit liv.

Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde. En sommerdag i 1982 i Taastrup gik en lille 7-årig pige ind på badeværelset i det hus, som hun boede i med en gammel cigarkasse i hænderne. Hun gik hen til sin mors smykkeskrin og fandt en fin guldhalskæde og et par øreringe, der passede til. Hun puttede dem forsigtigt ned i cigarkassen, gik ned af trappen og ud i haven, hvor hun gravede et fint hul og lagde cigarkassen derned og dækkede det til. Hun legede, at hun var en sørøverprinsesse, der havde fundet en kostbar skat, som hun nu havde gemt.

Tiden gik, og en dag lang, lang tid efter overhørte hun sin mor tale med en veninde om, at hun simpelthen ikke kunne finde en halskæde og et par øreringe. Pigen gik ud i haven og begyndte at grave efter sin gemte skat, men den var der ikke, og hun kunne lige pludselig slet ikke huske, hvor hun havde gravet den ned. I den følgende tid prøvede flere at finde den gemte skat, men uden held.

I 1996, da pigen var 21 år, døde hendes mor, og hun solgte huset og flyttede til København. Årene gik, og hun tænkte en gang imellem på den gemte skat, men mindre og mindre.

I 2023 tog den nu voksne kvinde sine to børn og mand med på kirkegården i Taastrup, og efterfølgende kørte de hen og så på huset. Det var til salg, og nu kom kvinden til at huske den gamle historie om den gemte skat, og efter hun havde fortalt den til børn og mand, tog manden sagen i egen hånd og ringede til både ejendomsmægler og sælger og fik lov til at søge i haven endnu engang. Senere samme måned skulle kvinden, der nu var blevet præst, begrave en ældre dame, og denne dames barnebarn var tilfældigvis en anerkendt amatør inden for metaldetektorsøgning.

Han tilbød med det samme at tage med og lede, og en søndag i marts mødtes de, og haven blev gennemsøgt med to metaldetektorer – dog uden held. Den gemte skat er stadig ikke fundet.

Det er min historie, og selv om det kunne have været sjovt at finde min mors smykker, så var det en meget fin og rørende dag, for på en helt særlig måde blev der bygget en lille bro mellem min barndom og mit voksenliv, fordi jeg for første gang stod med mine egne børn i det hus og i den have, hvor jeg er vokset op. Så nej, smykkerne fandt jeg ikke, men i min søgen fandt jeg noget helt andet, som jeg ikke have ventet.