4 minute read

Militærfagligt: Dos and don'ts på en flyvestation

Når Flyvevåbnet har brug for støtte, er det Flyverhjemmeværnet, som stiller op. Det kræver, at de lyseblå soldater har styr på en række sikkerheds- og forholdsregler omkring fly. Her får du en indflyvning i nogle af de ting, du skal vide, hvis du skal løse en opgave på en flyvestation eller tæt på fly.

// Af Lærke Weensgaard / Illustration: Rasmus Meisler

1. SKÆRP DIN OPMÆRKSOMHED

Det vigtigste, du skal være opmærksom på, når du arbejder ved fly, er, at du er i et uvant miljø og bliver udsat for larm, støj og andre sanseindtryk, som du ikke møder til daglig.

Det betyder, at du skal være ekstra opmærksom på at fastholde dit fokus på den givne opgave. Det kan sammenlignes med at bakke i en bil: Det er intet problem for dig at bakke ud ad din egen indkørsel.

Men hvis du skal bakke ud ad en ny vej og samtidig skruer højt op for højtalerne, stiller det pludselig helt andre krav til dit fokus på opgaven. Det er faktisk også den primære årsag til, at soldater ikke bærer hovedbeklædning i nærheden af fly – en flyvsk baret afleder soldatens opmærksomhed.

2. FÅ STYR PÅ OMRÅDEINDDELING PÅ FLYVESTATIONEN

En flyvestation er inddelt i tre forskellige områder: kaserneområde, operativt område og flyfelt – også kaldet manøvreområde.

Hvert område har forskellige sikkerhedsregler, eksempelvis skal du have kontakt til kontroltårnet, hvis du er på flyfeltet. Som soldat er det derfor vigtigt, at du kender til de forskellige områder.

Flyverhjemmeværnet – Flyvevåbnets powerbank

• Flyverhjemmeværnet er mest kendt for at være hjemsted for Hjemmeværnets to Defender-fly. Størstedelen af Flyverhjemmeværnets frivillige soldater løser dog opgaver på jorden i forbindelse med støtte til Flyvevåbnet.

• I tilfælde af krise vil Flyverhjemmeværnet blive indsat på en af landets flyvestationer, og soldaternes træning er derfor primært målrettet mod at kunne agere bag hegnet på en flyvestation.

3 FORETAG DIN FOD (FOREIGN OBJECT DAMAGE)

FOD er en sikkerhedsprocedure, der skal gennemgås, inden du bevæger dig ud på et flyfelt, for at sikre, at du ikke tager såkaldte fremmedlegemer med. Med viden om indsugning i baghovedet er det bydende nødvendigt, at du ikke slæber løse genstande med ind på et flyfelt.

Du skal derfor foretage en ”top til tå”-undersøgelse af dig selv, hvor du kontrollerer for løse genstande, åbne lommer og sten under dine støvler. Er du kørende og skal ind på et flyfelt, så skal der også foretages FOD af køretøjet, hvor der skal kontrolleres for løse dele og sten i hjulene.

4 GÅ IKKE FOR TÆT PÅ BAGBLÆST OG INDSUGNING

Der er flere forskellige farer forbundet med kræfterne i en flymotor. En F-16 i tomgang blæser med omtrent 190 kilometer i timen. Til sammenligning er en orkan defineret ved en vindhastighed på mindst 117 kilometer i timen.

Derudover kan genstande og endda også mennesker risikere at blive suget ind i en flymotor. Bevidsthed om løse genstande og afstand til motorerne er derfor alfa og omega.

5 IGNORER IKKE DINE NÆSEBOR, HVIS EN F-16 LUGTER AF KO-TIS

F-16-kampfly har brændstoffet hydrazin om bord, som kan bruges i nødstilfælde. Hydrazin er stærkt kræftfremkaldende. Ved bevogtning af en sikkerhedslandet F-16 skal soldaterne derfor være opmærksomme på, at flyene ikke lækker hydrazin.

Et tydeligt tegn på lækning er hydrazins karakteristiske lugt af ammoniak – som også minder om ko-tis. Hvis hydrazin har været anvendt på flyet, er der en sikkerhedsafstand på minimum 100 meter i op til 24 timer.