3 minute read

Leder

En vigtig ressource

Vinteren er over os, og efter et hæsblæsende år er det måske meget godt med tid til refleksion over det seneste år. 2022 var året, hvor Hjemmeværnet rykkede længere frem i bevidstheden hos mange danskere. Vi var knap nok færdige med at skulle forholde os til restriktioner og håndsprit, før Putin angreb Ukraine og markant ændrede den sikkerhedspolitiske situation i Europa.

Den ændrede sikkerhedspolitiske situation har vist sig direkte hos os i form af stigende interesse for at blive en del af Hjemmeværnet. Samtidig har udskudte øvelser fra 2021 og nye opgaver i forbindelse med Host Nation Support trukket store veksler på rigtig mange af jer. Igennem længere tid har vi været en næsten utrættelig ressource, som har stillet op, når vi er blevet spurgt.

Det vil vi også gerne gøre i fremtiden, men vi må også prioritere vores kræfter, så vi fortsat kan være det ekstra batteri, som Danmark kan regne med.

Igennem det meste af året er der arbejdet på en række undersøgelser, som har skullet klarlægge, dels hvilke segmenter blandt danskerne som har potentiale til at blive frivillige hjemmeværnssoldater, dels hvad der ligger til grund for, at man enten forlader Hjemmeværnet helt eller vælger at gå i reserven. Arbejdet med at omsætte resultaterne af undersøgelserne er sat i gang og vil blive anvendt blandt andet i kommende rekrutteringskampagner, men også i det vigtige arbejde med at styrke fastholdelse af vores frivillige soldater i underafdelingerne.

Netop den daglige indsats i underafdelingerne er et fundament i Hjemmeværnet. Det er ofte underafdelingschefen, der sammen med sit nøglepersonel er afgørende for, om en enhed har en succes. Når vi indleder året med den traditionelle underafdelingschefsamling i januar, er det derfor også chefvirket, som er hovedtemaet. Vi håber, at drøftelserne sætter gang i mange gode refleksioner og udveksling af erfaringer til gavn for udviklingen og driften i Hjemmeværnet.

Vanen tro har efteråret været fyldt med gode aktiviteter i form af både øvelser, uddannelser og indsættelser. Hjemmeværnets kerneopgave, bevogtning, har været i centrum og udgjort et vigtigt fundament i forbindelse med de Host Nation Supportopgaver, mange af jer har løst på blandt andet Køge Havn, Esbjerg Havn og i Esbjerg Lufthavn. 22.000 timer alene til opgaverne på Esbjerg Havn og i lufthavnen vidner om den store indsats, I som frivillige soldater lægger i de opgaver. I kan læse mere om Host Nation Support-opgaverne set fra de tre værnsgrenes perspektiver i dette magasin.

Vi vil gerne takke for den store indsats, der er lagt i alle aktiviteterne. Takken gælder både deltagende soldater og jer, der har skabt rammerne for aktiviteterne og for deres vellykkede gennemførelse.

Sidst, men ikke mindst, vil vi ønske jer og jeres familier en rigtig glædelig jul og et lykkebringende nytår samt tak for indsatsen i det forgange år. Den er meget værdsat.

God læselyst.

Hjemmeværnsledelsen