2 minute read

IT i undervisningen............................................................. s

IT i undervisningen

Alle elever skal have adgang til en bærbar computer med dansk tastatur, der kan medbringes til undervisningen. Det er dog den enkelte lærer, der beslutter, om mobiltelefon eller computer/tablet må benyttes i timen. I givet fald må disse IT-redskaber naturligvis kun bruges til undervisningsrelaterede aktiviteter. Bemærk desuden, at man ikke kan regne med strømmuligheder i alle klasselokalerne.

Elevernes e-mail

Alle elever får deres egen e-mailadresse samt adgang til skolens netværk, intranet og Lectio. Postkassen ligger på O365, er på max 50 GB og bliver slettet, når eleven forlader Herlufsholm. Det er derfor vigtigt at tage backup af denne før skoleafslutning.

Vi forventer, at alle elever dagligt tjekker deres Herlufsholm-e-mail, bruger intranettets online-ressourcer og i øvrigt sætter sig ind i skolens IT-politik.

IT til eksamen

Til skriftlig eksamen i grundskolen og i STX skal eleverne bruge deres egen computer og evt. printer. Reglerne for brug af computer ved skriftlige eksamener udleveres til eleverne op til eksamensperioden, men vær opmærksom på, at eleven selv er ansvarlig for, at teknikken fungerer. Derfor skal man altid være forberedt på at kunne fortsætte en eksamen på traditionel vis med papir og blyant/kuglepen, hvis teknologien svigter.

Programmer m.m.

Herlufsholm anvender udelukkende Microsoft Office 2019-programmerne i forbindelse med undervisningen. Når elever afleverer opgaver, skal de derfor kunne åbnes med Microsoft Office 2019. Ønsker man at aflevere i et andet filformat, skal dette aftales med læreren på forhånd. Alle elever kan gratis downloade og benytte O365 (Microsoft Office 2019), så længe de er indskrevet på Herlufsholm. Skolen benytter Google Chrome som standardbrowser, og alle elever skal derfor installere og benytte Chrome på deres computere, uanset mærke.

Alle elever kan med fordel sørge for, at deres bærbare PC/Mac har mulighed for en HDMI-opkobling, da der i alle undervisningslokaler er denne opkobling til enten de aktive tavler eller tv-skærme.

I undervisningen eller til eksamen kan det ske, at en elev skal udveksle data med læreren via et USB-drev i elevens Mac/PC. Derfor er det vigtigt, at elever med maskiner uden USB-drev sørger for at have mulighed for adgang til dette; fx via en USB-converter.

IT hjælpemidler

Elever, som har fået konstateret specifikke læsevanskeligheder, har mulighed for at benytte Herlufsholms udbud af IT-programmer til at afhjælpe dem. Vurderingen af hvilke programmer, der har den bedste effekt, sker i samarbejde med skolens læsevejleder, som også vil hjælpe med introduktion til brugen af programmerne. For at bruge programmet AppWriter kræves O365 installeret på PC eller Mac.

Billedet viser det kabel, der kommer fra den Aktive Tavle/Tv-skærm, og som skal passe i din PC/Mac.

Netværk på skolen

Herlufsholms kablede netværk kan benyttes via elevcomputerne i skolens IT-centre og undervisningslokaler. Det er ikke tilladt at spille spil, når man er på skolens kablede netværk.

Alle elever skal benytte det trådløse netværk til deres egen computer, der som minimum skal have Windows 10 eller Mac version 10.11 ”El Capitan” for at kunne bruge Herlufsholms WIFI.

Når elever logger på det trådløse net, kræver det standard WIFI-bruger/ password, som IT-afdelingen oplyser (og som kan ændre sig fra skoleår til skoleår). Dernæst logger man ind med sit Herlufsholm-brugernavn og -password. Man kan logge på med både computer, tablet og mobil. Elever må gerne spille spil via det trådløse netværk, men må naturligvis ikke downloade på ulovlig vis. Dog kommer skolearbejde før spil eller streaming.