2 minute read

Rusmidler ................................................................................. s

Rusmidler

Alkohol

På Herlufsholm må elever i 10. klasse, STX og IB drikke alkohol ved særlige lejligheder. Nogle oplever vores alkoholregler som meget restriktive, mens andre finder dem for frie. Vi mener, at vi har fundet det rigtige niveau, hvor vi kan rumme den danske ungdomskultur og samtidig håndtere både dagligdag og fester.

Dagelever på Herlufsholm må ikke købe, opbevare eller indtage alkohol, når de er på skolen.

Kostelever på Herlufsholm må ikke købe, opbevare eller indtage alkohol; hverken når de er på skolen eller uden for skolens område. Dette generelle forbud gælder i perioden mellem rejseweekender samt under rejse til og fra Herlufsholm, og det er ikke tilladt at være påvirket af alkohol ved ankomst til skolen.

Enhver afvigelse herfra kræver skolens udtrykkelige tilladelse.

Den særlige tilladelse til at indtage alkohol gælder kun elever i 10. klasse, STX og IB – og vi forventer en rimelig og naturlig omgang med drikkevarerne: Ved skolens fester, caféaftener og andre arrangementer er det kun tilladt at drikke øl eller vin, som skolen udskænker eller sælger. • Ved arrangementer uden for skolens område giver skolen undertiden tilladelse til at indtage øl eller vin; det afhænger af arrangementets karakter og kræver en udtrykkelig aftale med skolen eller den ansvarlige lærer. • Elever må aldrig medbringe nogen form for alkohol på skolen – og heller ikke indtage alkohol, før de deltager i et arrangement på skolen. • Elever i 3.g kan få sovesalslærerens tilladelse til at indtage øl eller vin under besøg på restaurant eller pizzeria, fx i forbindelse med fødselsdag eller biograftur. Hjemkomsttidspunkt aftales med sovesalslæreren – dog senest kl. 22.15. Det er elevens ansvar at træffe individuel aftale med sin sovesalslærer, før han/hun tager i byen. Det er ikke tilladt at indtage alkohol uden forudgående personlig aftale med sovesalslæreren, og en sådan aftale giver ikke lov til at indtage alkohol på elevgårdene. • Grundskolens elever må aldrig indtage alkohol på skolen.

Skolen forbeholder sig ret til at teste for alkohol ved begrundet mistanke om overtrædelse af alkoholreglerne. Viser en test, at eleven har indtaget alkohol, kontaktes forældrene, hvorefter eleven får en skriftlig advarsel og fratages retten til at deltage i et kommende elevarrangement på skolen.

Nikotin

Efter gældende dansk lovgivning er Herlufsholm en røgfri skole. Derudover ser vi det som et vigtigt sundhedsaspekt at undgå nikotinafhængighed.

Forbuddet omfatter cigaretter og enhver form for nikotinprodukter, e-cigaretter og snus, og ingen af delene må medbringes eller opbevares på skolen.

Hvis en elev overtræder disse vilkår, medfører det i første omgang brev til hjemmet med mulighed for hjemsendelse, men takseres efterfølgende i overensstemmelse med skolens sanktionspolitik.

Skolen kan give tilladelse til anvendelse af nikotinpræparater, når de indgår i et afvænningsforløb.

Euforiserende stoffer

Mens man er indskrevet som elev på Herlufsholm, er påvirkning, indtagelse, opbevaring af eller handel med enhver form for euforiserende stoffer ikke tilladt – og betragtes som en overtrædelse af skolens ordensreglement.

Dette gælder også for indtagelse og forhandling af stoffer uden for skolen og skoletid, hvis dette har indflydelse på undervisningen eller elevers og medarbejderes arbejdsforhold eller på undervisningsmiljøet. Det er eksempelvis tilfældet, hvis handlingen er foretaget på skolens område eller i skoletiden eller er foregået umiddelbart forud for eller i forlængelse af skoletiden, samt hvis det sker sammen med en anden elev.

Skolen forbeholder sig ret til uden varsel at teste, om en elev har indtaget euforiserende stoffer.