1 minute read

DANS & DRAMA

Bliv glad i låget i et sjovt og forpligtende fællesskab

Bliv glad i låget af at danse!

Hvorfor tage helt til Horsens eller Vejle for at danse, når du kan gå til moderne dans her i Hedensted? Lær de nyeste moves inden for den musik, der hitter lige nu. På vores to dansehold for hhv. de 8-12 årige og 12-16 årige er der rig mulighed for at skabe nye venskaber på tværs af alder og skole, samt mulighed for deltagelse i både dansestævner udenbys og interne arrangementer som Kulturskolefestivalen.

René (dramalærer) ”Gå til drama og få styrket både selvværd, din hukommelse, din fantasi og dine sociale kompetencer"

Drama – bliv en del af et sjovt og forpligtende fællesskab!

Kom med på et af vores to dramahold (2.-4. kl. eller 5. kl. og opefter) og få en god blanding af sjov, hyggeligt fællesskab på tværs af alder og skole, udfordrende øvelser samt intens øvning. Det ældste hold øver på en stor teaterforestilling hvert forår, mens både det ældste og det yngste hold fremviser øvelser og improvisationer løbende gennem hele sæsonen. Dramaholdene er også med til den store Kulturskolefestival i juni.

Forælder, Lisbeth Schou, der har hele 4 børn på dramahold fortæller bl.a.: "Vi er ikke i tvivl om at dramatimen har været god, når vores børn er kommet hjem. Med stor iver og entusiasme har de optrådt og vist, hvad de har lært, og ikke så få gange har vi været "tvangsindlagte" til at være med til at prøve øvelser af herhjemme. Særligt ”Martha-øvelsen” har været et hit."

Mariann (lærer) ”Gennem en legende tilgang til billedkunsten lærer vi om de forskellige teknikker. Så hvis du elsker at tegne og male, så er dette fællesskabet, du kan blomstre i.”

Har du en kunstnerspire gemt i maven?

Kreativitet, fordybelse og hyggeligt fællesskab er nøgleordene på billedkunstholdene, der er for alle skolebørn fra 1. til 9. kl. Holdsammensætningen kan spænde bredt, men da der kun er max. 12 børn på ét hold, er der afsat god tid til, at den enkelte elev kan imødekommes på sit niveau. Det tematiske indhold varierer, men der er altid plads til ”fri fortolkning” og elevernes egne ideer. Oftest afsluttes et forløb med en workshop eller fernisering for nærmeste familie.