Stations Tidende #15

April 2016 Nr. 15

Stationen fylder

30 ĂĽr Magasin for VonsbĂŚk Station og Satellitten

’Stations Tidende’ henvender sig primært til opholdsstedernes forældre, men samarbejdspartnere er velkomne til at læse med Billeder af børn og forældre forekommer kun hvis der udtrykkeligt er givet tilladelse.

Der kan forekomme modelfotos. ’Stations Tidende’ udkommer fire gange årligt.

Et opholdssted for unge Fjelstrupvej 129 6100 Haderslev Tlf. 74 56 75 22 lb@inst-stationen.dk www.inst-stationen.dk

Stationen bruger QR-koder QR koder bruges på nyere mobiltelefoner og fungerer som en stregkode.

Koden kan henvise til forskellige ting men hos Stationen viser den til vores hjemmeside.

Du kan hente et program til at læse QR-koder på din telefons markedsplads (fås til både iOS, android og windows). Søg efter QR reader.

Forsidefoto: Vonsbæk Station set fra luften

Heart Talk Kommunikation Godthåbsvej 262 2720 Vanløse

Ansv. redaktør: Flemming Nim Holm, Heart Talk Kommunikation Alt vedrørende tidskriftet sendes til Heart Talk Kommunikation.

www.hearttalk.dk htk@hearttalk.dk 2

INDHOLD i dette nummer:

Fra ledelsen: Stationen - 30 år....................................................4 Visionen med Stationen...............................................................5 Foreningen af store hjerter..........................................................8 Jeg bliver lidt rørt når jeg taler om Stationen.............................10 Christopher, Laura og Naja fortæller.........................................12 Hjælp er godt - især hvis man kan tage i mod den....................15 Kontrol, indblik og dialog...........................................................18 De står ikke stille og soler sig i roserne.....................................20 Ordentlighed er et andet ord for ledelse....................................22

Et magasin til forældre Lige nu læser du i ’Stations Tidende’, vores magasin, der primært henvender sig til de unges forældre. Mit håb er, at forældre, gennem bladet, kan få mere viden om Stationen. Men jeg håber også at der kommer mere viden om at være forældre til en ung, der bor på opholdssted. Alt om Stationen skriver vi selv, men den bredere del for forældre, skrives af en journalist fra Heart Talk Kommunikation.

Det er mit håb, at ’Stations Tidende’ vil være en del af både udvikling og afslapning for alle - men særligt for forældrene.

God fornøjelse med ’Stations Tidende’.

Fra ledelsen:

Stationen - 30 år Én generation. Så længe har Stationen eksisteret. Og selvom man siger, at en generation besidder nogle fællestræk i form af adfærd, holdninger og normer, så vil jeg nu alligevel vove den påstand, at disse træk har ændret sig markant, i de 30 år Stationen har eksisteret. Hvad der derimod ikke har ændret sig, er omsorgen overfor udsatte unge, og troen på at disse unge kan lykkedes og fortjener så gode rammer og vilkår til det, som overhovedet muligt.

Evnen til omsorg, er fortsat det der gør Stationen unik, samt evnen til at tage individuelle hensyn i respekt overfor den unge, på en rummelig og anerkendende måde. At tiden er en anden, end den var for 30 år siden, kan vi vist alle være enige om. Dengang havde man andre ideer og tanker om, hvordan man nåede målet, end man har i dag. Men jeg er ikke i tvivl om, at målet med at hjælpe unge i bedre trivsel, var præcis det samme som i dag.

Inde i bladet kan du læse 8 forskellige historier fra blandt andre nogle af de unge som har boet på Stationen i tidens løb, og hvad deres ophold på Stationen har betydet for dem. Du kan også læse om, hvordan Stationen startede og de udfordringer der har været i årenes løb.

En til er sikkert – det har ikke været et kedeligt sted at være.

4

Det hele begyndte med Erling:

Visionen med Stationen ”Jeg har ikke haft adfærdsvanskelige børn på Stationen, men derimod børn af adfærdsvanskelige forældre.” Sådan siger Erling Lundgaard, der grundlagde institutionen i 1986, og stadig har klare meninger om, hvordan man retter op, før man retter ind. Forresten, vidste du, at Bertel Haarder hjalp Erling med at få det hele til at ske..

5

Visionen med stationen

I dag er han på vej mod de 75 år, men i midten af 1980´erne var Erling Lundgaard en yngre mand med en knivskarp mission. Han ville hjælpe de unge, som ingen andre kunne klare. Med dels en pædagoguddannelse og dels en uddannelse fra den Sociale Højskole i København samt flere års praktisk joberfaring, gik Erling i gang med at finde stedet til sin drøm. Et sted, der kunne noget mere end alle de andre gode steder.

var meget motiverende.”

”Man kan sige, at min mission blev til en station. På mere end én måde. Vi købte jo den gamle stationsbygning i Vonsbæk – vi fik hele molevitten for 293.000 kr. Der havde ligget et alternativt produktionskollektiv på stedet, men de stak vist af, og så sprang vi til. Vi begyndte med at være en udvidet familiepleje, dvs to voksne til 4-5 børn, og idéen var, at vi skulle være et sted, hvor unge med udfordringer blev godt modtaget, og senere sendt ud i samfundet med ressourcer. Altså en station i livet, og dermed fokus på udvikling i stedet for passivt ophold uden klare mål,” fortæller Erling Lundgaard.

”Ja, vi have de unge, de andre institutioner ville af med.

Jeg var meget inspireret af William Glasser, den amerikanske psykolog, og hans koncept omkring realitetsterapi og personligt ansvar og ditto valg. I min oversættelse blev hans tanker f.eks. til princippet om, at vi skulle gi´ vores unge oplevelsen af, at de var værdsat fordi de kunne noget.”

Allerede dengang talte Erling om værdigrundlag som Stationens kompas for både pædagogik og medarbejderudvikling. Og gerne formuleret i et kort og præcist sprog, som alle kunne forstå. På spørgsmålet om der dengang var en rød tråd i diagnoserne for de unge på Stationen, lyder det også enkelt.

”Et andet billede på det vi gjorde – og som jeg tror Stationen stadig er gode til i dag – er at vi holder hånden under de unge, og fortæller dem, hvordan man svømmer.

Når man så kan se, at de svømmer, og ser deres glæde og stolthed over at kunne noget nyt på egen hånd, slipper man hånden, men lader dem blive i hjertet. Kan man gi´ unge mennesker den følelse, kan selv de hårdest belastede nå længere i livet, uanset om vi snakker 1986 eller 2016,” smiler Erling.

”Vi ville gerne tage imod flere unge på Stationen, og derfor være en selvejende institution. Så engang i efteråret 1985 tog jeg til et møde, hvor jeg vidste, at Bertel Haarder også var til stede – jeg havde en idé om at han delte vores tanker. Jeg talte med ham, og så sagde han, at jeg bare skulle sende alle ansøgningspapirerne til ham, så ville han tale med justitsminister Ninn Hansen om det. Allerede nogle måneder senere var vi en selvejende institution - med venlig hilsen fra Bertel Haarder, kan man sige.”

Opskrift på ledelse Som leder for medarbejderne på Stationen havde Erling også sine filosofier. Den vigtigste var, at forudsætningen for gode resultater med de unge, var gode medarbejdere, og helst de bedste. Og derfor udviklede Erling en særlig strategi for at udvikle og tiltrække netop dem, der kunne og ville noget mere.

”På det tidspunkt havde vi allerede ansat en lærer og fået godkendt et mindre produktionsværksted. Her reparerede vi Morris Mascot´er og Ferguson traktorer. Faktisk lavede vi lidt overskud på det, som de unge så fik. Det

6

”Faktisk var formlen meget enkel. Jeg gav dels medarbejderne indflydelse og dels ansvar. Det betød et enormt engagement. Og vi kunne dermed ”producere” en masse oplevelser for de unge, der gav de unge jubii-jeg-kan opdagelse, og på den anden side gav medarbejderne arbejdsglæde fordi de ku´ se en lige linie mellem indsats og resultat. Jeg tror også, det er sådan man forhindrer stress, men det er en anden snak.” ”Jeg har altid haft min mening om tingene og været tydelig. Jeg synes feks, det er lidt bekymrende med alle disse bogstavsdiagnoser til børn. ADHD f.eks. Nogle børn har bare mere energi end andre. Og man skal ikke behandle børn ens. Derfor skal dem med meget power, have flere og andre slags udfordringer. Det er et godt alternativ til medicin, der prøver at gøre børn ens og dermed nemmere at passe. Nogle siger jo, at ADHD står for Alle Drenge Har Det. Pædagoger har et meget vigtigt job, og det skal de anerkendes for.”

Omsorg fra hjertet For Erling har begrebet omsorg altid haft en særlig plads i måden at praktisere pædagogik. Men det skal være omsorg fra hjertet, og ikke den der står på et ark papir fra mandagsmødet i personalerummet. ”Jeg husker, at vi engang havde en ung pige, der sagde, hun gerne ville overnatte hos en veninde inde i byen, og at venindens mor og far ville være til stede. Jeg havde en fornemmelse af, at pigen i virkeligheden skulle i byen, hvilket jeg mente, hun var alt for ung til. Derfor fik hun nej, og blev selvfølgelig sur og rasende. Dagen efter kom hun hen til mig, gav mig et kram og sagde; tak fordi du holder så meget af mig, at du siger nej, hvis noget er for farligt for mig.”

”Der var også mange, der sagde at det var øv, at vi lå ude på landet. Men det havde faktisk en stor fordel, måske netop for dem, der sagde det. Sagen var jo, at med vores placering, nåede dem, der stak af for at komme ind til byen, at køle af og komme på bedre tanker inden de nåede frem. Og kom hjem.” ”Nogle gange sagde vi også til forældrene, at de ikke så deres barn i et stykke tid. Ikke fordi deres søn eller datter var for besværlig til at komme hjem. Men fordi forældrene var for besværlige til at modtage de unge. Vi sagde det selvfølgelig på en pæn måde,” smiler Erling.

Nutidens unge Selvfølgelig har en mand som Erling også en mening om de unge, han møder, læser og hører om i dag. Også om dem, der har brug for et sted som Stationen. ”Jeg synes, der bliver gjort en stor indsats mange steder.

Men der er også mange børn og unge, der bliver tabt i et skolesystem, der generaliserer de unge. Det er ikke fair.

Og det er ikke klogt. Børn og unge er individer, og skal ha´ individuelle udfordringer, mål og midler. Inklusion i folkeskolen duer kun, hvis ressourcerne følger med, og det gør de vist ikke altid.” ”Jeg er rigtig glad for at Stationen stadig findes, og at der stadig er den samme ånd. Når det gælder Stationens fremtid, så lad mig sige det kort: Jeg håber, at Stationen vil være der, så længe, der er brug for den. Og at der en dag ikke er brug for den længere. For hvis der en dag, ikke er unge mennesker der behøver Stationen, så er verden ret skøn. For alle.”

Foreningen af store hjerter Tidligere udsprang opholdssteder og andre private sociale tiltag fra private, der ønskede at gøre en indsats. Området er i en rivende udvikling fra private steder til professionelle institutioner, der stadigt brænder for opgaverne. LOS er opholdsstedernes interesseorganisation, og LOS-direktør Michael Graatang fortæller om områdets udfordringer før, nu og i fremtiden Af Flemming Nim Holm, journalist

blevet professionaliserede og sat i fastere og fastere rammer.

Oprindeligt hed det Landsforeningen af Opholdssteder i Danmark – Forkortet LOS. Men foreningen dækker meget mere end opholdssteder, så i dag hedder man LOS – De Private Sociale Tilbud, og har ca. 600 medlemmer.

Kvalitet, kvalitet, kvalitet Direktøren for LOS har mange års erfaring fra kommuner, og har i den forbindelse set mange institutioner.

”Der er en kæmpe-diversitet (forskellighed, red). Det er lige fra at modtage spædbørn, der af en eller anden grund ikke kan være hjemme hos mor og far, til mennesker med tunge, psykiske sygdomme.” Michael Graatang fortæller om den organisation, han er direktør for. Han minder også om, at der er omkring 145 skoler, der er medlem af LOS.

”De tilbud jeg ser hos os (LOS, red), matcher fint de offentlige tilbud. Der er ingen synderlig forskel,” fortæller han. ”Forskellen er måske, at de private har plads til de opgaver, der ikke passer ind i de større enheder, som de offentlige tilbud ofte er.”

De private sociale tilbud arbejder mod en stigende professionalisering og LOS støtter medlemmerne i arbejdet mod højere kvalitet.

De private løser 17% af samfundets opgaver på det specialiserede, sociale område, og er på den måde en vigtig del af løsningen af nogle af udfordringerne i samfundet.

”Og det er godt på vej,” siger Michael Graatang. ”De mennesker, der har det svært, skal have det bedste. Der er ikke plads til fejl.”

Tog fart omkring 70’erne

Et af fokusområderne for både institutioner og de borgere, der bor på institutionerne, er uddannelse.

Uddannelse er vejen frem

Michael Graatang fortæller om en organisation, Livsværk, der driver institutioner og har gjort det siden 1898.

Det oprindelige udgangspunkt var et kristeligt ønske om at hjælpe samfundets svage. Og tilsvarende har området taget udgangspunkt i de behov, der var hos borgerne.

”Vores medarbejdere (på opholdsstederne, red) er veluddannede, men de skal være endnu mere uddannede. Uddannelse, uddannelse og atter uddannelse”.

Michael Graatang fortæller om en række uddannelsestiltag, som LOS er en del af. Blandt andet har man iværksat en diplomuddannelse for skolelederne, så skoletilbuddene kan blive få et skræddersyet tilbud, der passer til de små skoler.

LOS laver også kurser for medarbejderne på institutionerne. Der tilrettelægges et forløb, der passer til medarbejdernes behov på den enkelte institution. Det betyder, at de borgere, der bor på stedet bliver mødt af kvalificerede medarbejdere. Samtidigt kan kurset afvikles på

”Der var et behov, og nogen tog affære,” siger Michael Graatang. Medlemmerne hos LOS har ikke særlige tilhørsforhold til hverken religiøse eller andre grupperinger. Medlemmerne er relativt små institutioner (gennemsnitligt omkring 10 beboere), der kan være startet af en familie, der har opbygget et socialt tilbud ud fra de behov, de har set, og de kompetencer, de har haft.

Mange af disse institutioner startede fra 1970erne og fremefter, og gennem tiden er institutionerne langsomt 8

LOS udgiver magasinet Gi’LOS, der kan læses på foreningens hjemmeside

institutionen, så man ikke behøver bruge tid på transport, overnatning m.m.

LOS - De private sociale tilbud.

Efterværn ”Et af vores mærkesager er efterværn,” fortæller direktøren. ”Når den unge fylder 18, skal hele indsatsen ikke tabes på gulvet. Derfor er efterværnet så vigtigt.”

Michael Graatang fortæller om medlemmer, der ringer og er kede af, at en kontrakt med kommunen er blevet opsagt, uden at der er taget hånd om den unge. ”Nu har de fundet ud af, at han skel hen og bo på sit eget værelse,” gengiver Michael Graatang henvendelse. ”Men hvem skal hjælpe ham?”

Institutionerne er gode til at hjælpe, selvom kontrakten er blevet opsagt, og institutionerne laver derfor frivilligt arbejde, så den unge ikke står på gaden med en flyttekasse.

Det er Michael Graatangs indtryk, at institutionerne bliver mere og mere professionelle og uddannede, men de bevarer stadigt de store hjerter, der er udgangspunktet for de private, sociale tilbud.

Foreningen blev stiftet i 1992 under navnet Landsforeningen af Opholdssteder i Danmark.

Foreningen har ca. 600 medlemmer.

Foreningens formål er blandt andet, at arbejde på at forbedre vilkårene for anbragte børn, unge og voksne.

(Kilde: Michael Graatang og www.los.dk)

"Jeg bliver lidt rørt når jeg taler om Stationen - det er jo mit barndomshjem" Der kommer en særlig blød tone i stemmen, når Kim Langelund skal fortælle om sin tid på Stationen. I dag er han 40 år, kok, stilladsarbejder og rockmusiker. Og mener selv, at pligter og ansvar var det, der i sin tid fik ham på ret køl. Udover en masse ægte omsorg

”Stationen var én stor familie, og blev mit barndomshjem, som jeg er meget stolt af, og som gør mig varm og glad, når jeg tænker på det. Faktisk lidt rørt. Der var en meget åben tone. Man sagde tingene lige ud, og man bar ikke nag. Man var hurtigt videre med noget nyt. Det har jeg taget med mig i mit valg af jobs, tror jeg. Både i kokkefaget og blandt stilladsarbejdere er tonen kontant, men uden hængepartier bagefter.”

Allerede som 11-årig blev Kim sendt på institution, og fra han var 14 til 18 stod der Stationen på postkassen. Selv mener han, at det var den vigtigste tid i hans liv. Netop den periode på fire år, er nemlig lige dér, hvor det kan gå begge veje. ”Jeg kom fra en tilværelse, hvor det unormale var normalt. På Stationen skulle jeg lære noget helt andet.

Jeg skulle først og fremmest rettes op. Jeg var nemlig godt og grundigt på vej ned med et misbrug af både det ene og andet, og de vildeste ambitioner gik på, at jeg ku´ blive en god bistandsklient,” siger Kim Langelund.

”Men der var også pligter og konsekvenser på Stationen.

Og for mig var det nok meget godt. Jeg var meget grænsesøgende, og -overskridende, og havde klart brug for at se, hvor kanten er. Og jeg havde også godt af det med faste lave-mad-dage, og alle de små opgaver i det daglige, selv om det var irriterende når man er 15 år.

Men de voksne lærte mig at passe mine pligter ved at gøre tingene med mig. I stedet for at snakke om det.”

”I årene efter jeg blev taget væk fra mine forældre, ville jeg ikke hjælpes. Jeg ville såre mine forældre, vise dem, at jeg var mislykket, og at det var deres skyld. Men på Stationen brugte de en anden strategi med mig. Og strategi er i virkeligheden det helt forkerte ord. For der var tale om ægte omsorg som ikke står i et ringbind på kontoret. Min kontaktpædagog Per, var oprigtigt interesseret i, hvordan det gik mig, og gjorde alt det, en far gør. Kørte mig til sport, lærte mig alt muligt, var med til famliearrangementer og meget mere. Jeg tænker klart på Per som en far.”

”Man skal tænke på, at vi jo var den hårde kerne af unge, der var samlet på ét sted. Sådan er det med institutioner.

Vi havde alle erfaring med vold, druk og meget værre ting. Så vi havde et fællesskab omkring det unormale.

Jeg tænker tit på, hvor stor en opgave det er, at være

10

pædagog sådan et sted. Det er virkelig vigtigt arbejde, og fantastisk når det lykkes.”

Min mor blev min ven Kim fik ikke kun en ny hverdag med omsorg, pligter og skolegang på Stationen, men også et nyt og bedre forhold til sine forældre. ”Pædagogerne var rigtig dygtige, og tog mange af de der opgør med mig, som rigtige forældre også gør med deres børn. Men for mig betød det også, at netop fordi pædagogerne, og især Per, tog al slæbet med mig, gav det plads og luft til en ny relation med min mor. Vi blev i stedet hinandens nære venner, og har i dag et tæt og godt forhold, som betyder meget for mig. Det tror jeg ikke, vi havde haft, hvis ikke jeg på Stationen fik muligheden for at se det hele fra oven, i stedet for at være i konflikt med min mor. Og far, for ham ser jeg også i dag,” fortæller Kim. ”Da jeg begyndte at blive voksen, kunne jeg se, at pædagogerne - uden at sige det - i virkeligheden tænkte meget langt for mig. Som ung og vild, er man kortsigtet

og griber efter nærmeste, sjoveste eller groveste løsning på problemerne. De gode pædagoger tænker langsigtet, og på Stationen vidste de dels hvad jeg skulle kunne, og dels hvad jeg kunne lære. De såede nogle meget vigtige frø, som jeg stadig bærer, og som helt klart har holdt mig oprejst gennem alle årene efter.” ”Jeg synes selv, jeg har klaret mig godt, både jobmæssigt og på det menneskelige område, som måske betyder mest for mig. Jeg er et meget åbent og tolerant menneske. Jeg er meget social, jeg kan sætte ord på mine følelser, og er klar på mine behov, og hvor mine grænser går. Og jeg kan mange ting. Det lærte jeg også på Stationen - at være alsidig. Jeg kan lave god mad, jeg kan arbejde hårdt og længe og jeg kan synge og spille guitar på et niveau, der tilmed er penge i. Sjovt nok er det mig, der skaffer vores band de gode jobs - hvem havde regnet med, at det var mig, der fik dén rolle i en gruppe,” smiler Kim.

Christopher, 17 år, bor på Stationen:

Min drøm er nu i fuld gang med at blive til noget Jeg har boet på Stationen i halvandet år nu, og flytter ud om et halvt år. Så passer det med, at jeg har tjek på det sidste, der gør, at jeg kan flytte ud i min egen lejlighed, og kan gøre min uddannelse færdig.

Noget af det gode ved stedet her, er at de tror på én, og det betyder, at man får hjælp og tillid. At man får lov til at lave dét, man kan li´. Jeg har feks fået gang i at lave et værksted med én af mine venner her. Vi bygger scootere, og er i gang med at lave én af landets hurtigste – til banekørsel.

Til hverdag er jeg i praktik på et bilværksted inde i Haderslev. Jeg interesserer mig for biler, mekanik og elektronik. Og det er ikke altid, at jeg har sparet op til det, jeg godt ku´ tænke mig. Men så får jeg lov til at låne, og lærer dermed at betale tilbage på lån, og overholde betalingsfrister. Lige nu gælder det købet af en Playstation 4, og dér mangler jeg så lige 1000 kr.

Pædagogerne her er ret gode fordi, de tilpasser sig, hvad jeg har brug for. Jeg har ADHD, og nogle gange får jeg brug for at træne og være fysisk aktiv. Uanset hvad klokken er. Og så er det altså ret godt, at pædagogerne gir mig mulighed for at komme i fitnesscentret 24/7 – altså også midt om natten.

Når jeg er trist, og har det skidt, går jeg nedenunder til pædagogerne, og de reagerer altid præcis som de skal.

De lader mig finde ro i mit eget tempo. Det er så godt.

Man kan være åben overfor dem, og de viser mig tillid.

Det har betydet meget for mig.

Efter to år her, kan jeg flytte ud til sommer. Så har jeg helt tjek på tingene. Struktur på tingene, og kontrol over min økonomi. Måske flytter min kæreste og jeg sammen i den lejlighed. Når alle de ting er på plads, og jeg er blevet mekaniker, vil jeg rigtig gerne opleve USA, og især de fede bilers by: Detroit.

12

s D

Laura, 17 år, bor på Stationen:

Jeg har skrevet om det på Facebook – folk synes det er sejt - Jeg har egentlig ikke boet her så længe, men det føles som om, jeg har boet her i lang tid. Faktisk følte jeg mig hjemme allerede efter få dage. Jeg glemmer tit, at det er en institution.

Det virker mere som et kollektiv – med plads til at være den, man er.

- Jeg bor her, fordi jeg har brug for støtte til at komme i gang med de ting, jeg vil. Jeg har altid været meget sådan sort eller hvid i mit syn på tingene. Og omkring mig selv. Her lærer jeg, at det også er vigtigt, at se alle nuancerne, og at livet ikke er så firkantet og modsætningsfyldt.

- Noget af det gode ved Stationen er også, at her bliver tingene sagt direkte. Ikke noget indpakning og ironi. Men bare lige ud.

Det er meget nemmere på den måde. Og så kan jeg mærke på mine kontaktpædagoger, Jesper og Marianne, at deres job ikke handler om løn. At de faktisk er oprigtigt interesseret i, hvordan det går med mig, og hvordan de kan hjælpe mig med at nå mine målsætninger. Det er ret godt.

- Jeg har haft veninder på besøg her, og de synes faktisk også her er helt fint. I begyndelsen, syntes jeg det var lidt pinligt, at jeg boede på et bosted. Men ret hurtigt opdagede jeg, hvor fedt, her er. Så jeg begyndte at skrive på Facebook, at jeg var glad for at være her. Og jeg fik ret positiv respons – folk synes det var sejt, jeg skrev om det.

- Da jeg var til mit første møde her, fortalte Lasse, der er leder på stedet, at han mente, de kunne hjælpe mig. Jeg kunne føle, at han mente det, og at det ikke var noget, han bare sagde til alle.

Derfor var jeg allerede efter første møde, klar til at flytte ind. Vi havde møde en fredag, og om mandagen rykkede jeg ind.

- Stationen hjælper mig med at få troen på, at jeg kan klare den. Jeg skal nemlig bruge støtte til at komme i gang. Nu kan jeg begynde på VUC, og derefter pædagoguddannelsen, som adgang til psykologistudiet på universitetet. Og jeg skal nok nå det. Ved siden af min skolegang, træner jeg et U12 hold i håndbold.

13

Naja, 18 år, bor på Stationen:

- Jeg føler mig heldig ved at være her - Jeg har boet her i 2 år nu, og jeg er rigtig glad for at være her. Fordi jeg her kan være mig selv. Her er ingen strenge forældre eller urimelige voksne. Jeg får plads og tid til at være alene, når jeg har brug for det, og vil jeg være social, går jeg bare ned i fællesrummene.

- Man hører jo, at de andre steder bruger magtanvendelse og den slags. Det gør de slet ikke her. På Stationen er pædagogerne mere vores støtter og hjælpere, og fortæller os hvorfor det er bedre at gøre sådan eller sådan. Som omsorgssvigtet barn, havde jeg aldrig tid til mig selv, og jeg fik aldrig lært de basale ting, der gør hverdagen nem, og giver overskud til at passe skolen. Det lærer jeg her – at betale mine regninger, at spare penge op, og få struktur på mit liv i det hele taget. Og det har fået mig videre med andre ting.

- Jeg er hjemme hos min plejefamilie hver anden weekend, og den ordning passer mig godt. I hverdagen på Stationen kommer jeg op til tiden, og afsted til skolen. Pædagogerne hjælper mig også med at holde mit fravær nede. Og så er de ret gode til at støtte op, når jeg vil gå til sport. For tiden dyrker jeg bueskydning sammen med min kæreste, og tidligere har jeg gået til karate.

- Jeg er nu i gang med min 10. klasse, og til sommer vil jeg på HF. Min drøm er at arbejde med mennesker, og derfor går jeg efter enten at blive pædagog eller måske noget med finans. Det lyder måske meget forskelligt, men begge dele er jo noget med at hjælpe med mennesker. Jeg tror, jeg vil være her indtil min HF kører godt, og så vil jeg flytte ud i min egen lejlighed.

14

14

Hjælp er godt - Især hvis man kan ta´ imod den Hvordan bliver man som voksen, når man har været ung på Stationen? Det er ét af de helt store spørgsmål, ikk´. Én af dem, der har et personligt bud på svaret er Stefan. Han ser sin fortid som en styrke, og er både blevet voksen og nybagt far, og ved lige præcis, hvad han fik med sig i livet

Hjælp er godt - Især hvis man kan ta´ imod den

Vi begynder i Tinglev, den lille by helt nede ved grænsen til Tyskland. Stefan var lige blevet teenager, men var allerede rutineret som både omsorgssvigtet og traumatiseret. Et liv på grænsen i mere end én betydning.

Stefan mener også, at dét at han blev fjernet fra hjemmet allerede som 13 årig, gjorde det lettere for ham og pædagogerne, at få ham på ret kurs. Jo yngre, man er, jo nemmere påvirkelig er man jo, mener Stefan.

”Jeg var godt i gang med en kriminel løbebane inklusiv stoffer og ret dårligt selskab. Jeg var ligeglad, og havde ikke nogen retning på noget som helst. Mine forældre duede ikke til at være forældre, og jeg var i en ond spiral, hvor tingene bare blev værre og værre,” fortæller Stefan Hansen, der i dag er 30 år, og bor i København med sin kæreste. Sammen har de lille Silas på 2 år.

”Jeg mødte mange voksne på Stationen. Sådan er det jo, når man bor på en institution. Jeg havde mange ”mødre” og ”fædre”. Og der var også de andre unge i løbet af de mere end 5 år, jeg boede der. Derfor fik jeg en hel masse input fra mange forskellige mennesker. Og det er nok grunden til, at jeg i dag er et meget alsidigt menneske med mange interesser, og mange kompetencer, som det hedder. Det er jeg glad for. Jeg lærte fra mange voksne, og ikke kun fra én mor og én far, som andre unge jo typisk gør.”

”Var jeg ikke kommet på Stationen dengang, er jeg sikker på, at jeg i dag havde været endnu længere ude. Dvs. stofmisbruger og i fængsel. Men Stationen kunne lige præcis dét, jeg havde brug for. De var skarpe til at se, hvad jeg havde brug for, det kan jo være svært at forklare når man kun er 13 år. For det andet, var jeg vel egentlig så langt ude, at jeg vidste, der måtte ske noget nyt. Jeg var åben for hjælp. Deres faglighed og omsorg kombineret med min erkendelse, blev redningen for mig.”

Verdensrejse og hjemlig hygge Med et lykkeligt parforhold, en lille søn, et par spændende små firmaer, oplevelser fra fem års rejse i den store verden med kæresten og som medlem af et band, er der på alle måder brudt med fortiden. Men det betyder ikke,

16

at Stefan har lukket kapitlet fra sin barndom. ”Jeg accepterer fuldt ud min fortid. Og derfor taler jeg åbent om det hele. Faktisk er jeg meget taknemmelig for alt det, jeg lærte og fik med mig i livet. Jeg har brugt det til at få et godt liv, sådan hele vejen rundt. Meget harmonisk nu, hvor vi har vores lille søn. Jeg har taget lang barsel, og nyder ham hver dag.

Jeg tror, jeg er en god far fordi jeg har tænkt rigtig meget over, hvordan jeg bliver det. Og jeg ved, at jeg i forhold til andre fædre, bliver god til at spotte, hvis han feks ikke trives, og har brug for mig. Så er jeg der straks.” ”Erfaringen fra dengang det hele var svært, og oplevelsen af, at jeg faktisk kunne rettes op, har givet mig en følelse af taknemmelighed. Og dermed har jeg også fået et behov for at gi´ tilbage på en eller anden måde. Det gør jeg blandt andet i Indien, hvor jeg sammen med en kammerat har startet to børnehjemsprojekter, med fundraising osv. Og herhjemme har jeg arbejdet med unge stofmisbrugere,

og gjort hvad jeg kunne for at hjælpe dem til en bedre hverdag. Det er vigtigt for mig at hjælpe dem, der bliver uretfærdigt behandlet, og det bliver mange børn og unge desværre.” ”Men det er også vigtigt at huske på, at alle kan få det bedre. Vi har som mennesker en kraft inden i os, et overlevelsesgear. Derfor tror jeg på, at hvis man som pædagog i Danmark eller børnearbejder i Indien kan tænde det lille lys, der nogle gange bare lige skal til, så kan selv de dårligst stillede trække sig selv op. Og bag det lille lys, ligger noget med begejstring, motivation og troen på én. Når man som barn først har mærket det, så rykker det. Tro mig, jeg har selv set det - og det varmer stadig.”

indblik & dialog Mie Andresen er chef for Socialtilsyn Hovedstaden, der varetager tilsyn med plejefamilier, opholdssteder, døgninstitutioner m.m. Tilsynet skal blandt andet sikre, at beboerne får den støtte, de har krav på Af Flemming Nim Holm, journalist

Den 1. januar 2014 trådte loven om Socialtilsyn i kraft.

Inden da havde kommunerne ført tilsyn med de tilbud, der lå i kommunen, men politikere m.fl. havde et ønske om, at tilsynet skulle gøres uvildigt. Det skulle være mere professionelt og ensartet.

Region Hovedstaden. På børne- og ungeområdet er der 160 institutioner og tilbud, der får tilsyn fra Socialtilsynet på Frederiksberg Rådhus.

Mie Andresen anslår, at de fleste tilsynsbesøg varer 6-8 timer.

I kælderen på Frederiksberg Rådhus har Socialtilsyn Hovedstaden kontorer, og det er her Mie Andresen fortæller om udviklingen på tilsynsområdet.

I dag er det ikke den enkelte kommune, der fører tilsynet.

I dag er landets tilsyn blevet fordelt på fem tilsyn, der hører under en kommune. Socialtilsyn Hovedstaden er en del af Frederiksberg Kommune.

”Men er tilsynet meget stort, kan det være, at man kommer dagen efter.”

Tilsynet inddrager flere ting, når et tilsyn skal vurderes.

På besøget ser man på de fysiske rammer og observerer hvordan tingene fungerer. Man taler med ledelse, medarbejdere, beboere og pårørende. Og man læser relevante papirer om stedet. Det kan være noget om økonomi, magtanvendelser, uddannelsesplaner m.m. Det munder ud i en generel vurdering af det sociale tilbud – Kan stedet godkendes?

”For at sikre uvildigheden, er det selvfølgelig sådan, at den kommune, der har tilsynet, ikke må føre tilsyn med sig selv,” fortæller chefen for Socialtilsyn Hovedstaden.

Hun forklarer, at de institutioner og tilbud, der ligger i Frederiksberg Kommune får tilsyn fra Socialtilsyn Syd, der er en del af Faaborg-Midtfyn Kommune.

Socialtilsynets ene ben er kontrol med stederne. Det andet ben er dialogen med stederne.

Tilsyn på to ben ”Dialogen skal understøtte og fastholde den kvalitet, ude i tilbud og plejefamilier,” fortæller Mie Andresen. ”Alle er enige om, at nogen kontrol, skal der til, men vi får rigtigt meget ud af, at have en dialog med det enkelte tilbud i forhold til, hvad det er for områder, de skal arbejde med.

Hvordan de udvikler sig.”

På Frederiksberg Rådhus er der kontorplads til Socialtilsynets ca. 65 ansatte. Tilsynet er opdelt efter hvilken type tilbud, der skal have tilsyn. Opdelingen har fire områder: Plejefamilier, børne- og ungeinstitutioner, voksen og handicap og psykiatri, herberg og misbrug.

Den største gruppe er de ca. 1000 plejefamilier, der er i

18

Whistleblower Socialtilsynet giver mulighed for at indgive en bekymring helt anonymt. Det kan ske per telefon eller ved at benytte en formular på tilsynets hjemmeside.

Henvendelserne er anonyme, og plejefamilier og tilbud får ikke at vide, at der er kommet en anonym bekymring.

Mie Andresen fortæller, at det er meget forskellige typer af henvendelser, der kommer ind til Socialtilsynet. ”Vi tager alle henvendelser seriøse, og laver altid en vurdering af, hvad henvendelsen skal afstedkomme.”

Henvendelserne kan resultere i et uanmeldt besøg, eller oplysningerne kan blive anvendt ved næste tilsynsbesøg.

Mie Andresen pointerer dog, at Socialtilsynet kommer på uanmeldte besøg hos alle tilbud, så et uanmeldt besøg er ikke noget farligt. Det er en del af de nye tilsyn.

Mie Andresen forklarer desuden, at tilsynet aldrig træffer afgørelser på baggrund af en henvendelse til whistleblower-funktionen. En afgørelse sker altid på baggrund af tilsynets egne undersøgelser.

Andre måder Et tilsyn kan også betyde, at en pårørende skal interviewes. Det sker enten på institutionen eller pr. telefon, og samtalen handler om, hvordan den pårørende oplever det sociale tilsyn.

Borgere, der bor på tilbuddet (for eksempel de unge), bliver også interviewet om deres oplevelser på stedet.

Disse samtaler foregår i respekt for beboeren, så hvis en

meget skrøbelig ung, ikke har lyst til at tale med tilsynet, lader man selvfølgelig være. ”Nogle gange eksperimenterer vi også med at gå på tilsyn. Hvis det er et børnetilbud, kan vi godt finde på at indgå i madlavningen en aften,” fortæller Mie Andresen. ”Vi har også eksempel på, at vi har spillet en fodboldkamp.” ”Det gør vi, fordi man får et indblik i børnenes hverdag på en anden måde.”

Tilbud i fremtiden Socialtilsynet har fungeret i to år, og det har været to år, hvor en ny lov er blevet taget i brug, hvor de nye tilsyn er blevet etableret og hvor alle sociale tilbud er blevet genvurderet fra bunden. Nu har man været alle de ting i gennem, og Socialtilsynet er nået til den almindelige drift.

Socialtilsynet har en kontrolfunktion, men dialogen med stederne, er et stort ønske fra lovgiverne. Mie Andresen håber, at Socialtilsynet har medvirket til, at få større viden om, hvad der virker, og at tilsynet har medvirket til at højne kvaliteten på de specialiserede, sociale tilbud. ”Det er et ambitiøst mål, men skal vi ikke også være ambitiøse?” spørger chefen for Socialtilsyn Hovedstaden, Mie Andresen.

De står ikke stille og soler sig i roserne Det kræver mod at udvikle sig, når man allerede er rigtig god til det man gør, mener Per Østergaard Jensen, tidligere lærer og pædagog på Stationen. Han følger stadig med i, hvordan det går, og har flere bud på hvorfor Stationen i år kan fejre 30 års jubilæum i ret god form

kassen.”

”Institutioner og anbringelsessteder er lavet for børn og unge. Af voksne. Derfor er de voksne chefen og skal per automatik vises respekt. Men sådan er det ikke på Stationen,” mener Per. ”Her har det altid ligget i kulturen, at det er op til de voksne at gøre sig fortjent til børnenes respekt. Den opstår ved at imødekomme de unge som de er, og samtidig bidrage med noget nyt.”

”På Stationen har de virkelig fokus på deres børn og unge. De tør nemlig, at udvikle sig som institution, selvom alle ved, at det allerede er et godt sted. Og det synes jeg er modigt, og enormt godt gået. Især fordi, de gør det på en måde, hvor både børn og medarbejdere kan følge med, og nikke ja til de nye tiltag. De står ikke stille og soler sig i den ros, de altid har fået fra omverdenen. Og det er altså både sejt og sjældent.”

”Stationen var et rigtig godt sted. Både for børn og os voksne. Og det er det også i dag. Det ved jeg, for jeg kan ikke lade være med at kigge forbi engang i mellem til en kop kaffe, og en snak om før og nu,” fortæller Per Østergaard Jensen, uddannet folkeskolelærer, og med 21 år på Stationen som vægt bag ordene.

At ville de unge Per har mange oplevelser med sig fra sin tid på Stationen, som strakte sig fra februar 1990 til januar 2011, da han efter 21 år fik lyst til at prøve noget nyt. Og det var en periode med store forandringer, mener han.

Fra sen-80-érnes mere faste principper om at tilpasse sig lugten i bageriet eller farvel, til vore dages langt mere individualiserede behandlingsplaner og løsningsprocesser.

”Ofte er det sådan blandt institutioner, at hvis de først har fået succes med en bestemt metode eller tankegang, så holder de fast i det for, at omverdenen ikke skal flakke i opfattelsen af deres profil. Der er rigtig mange institutioner i Danmark, og som de virksomheder, de jo også er, betyder en skarp profil, at man bliver bemærket, og dermed valgt af kommunerne. Det vil sige penge i

”Vi havde nogle af de hårdest belastede unge fra hele landet. Blandt andre dem, som ingen andre steder kunne klare. Èn af dem var Karookh, som kom til os, da han var 14 år. Idag er han voksen, og vi har stadig kontakt, så jeg ved, jeg gerne må fortælle historien. Karookh blev født i en flygtningelejr i Tyrkiet, og havde barske betingelser fra starten. Før han kom til os, var han meget voldsomt udadreagerende.

Og en dag på Stationen slog det pludselig klik for ham, og han blev voldsom. Men det lykkedes ham at forstå vores budskab til ham; at det var ok at være ked af det. Han følte sig for første gang set som han var.

Ulykkelig. Men at vi kunne hjælpe ham, og rumme ham.”

20

”Han havde bare aldrig haft nogen, der passede på ham, og forstod ham. Sorg bliver til vrede, og vrede bliver til vold. Vi fik det stoppet, og vendt. I dag er Karookh i øvrigt en særdeles velfungerende ung mand, der studerer på N. Zahles Seminarium i København.” ”Når jeg en gang i mellem snakker med de unge fra dengang i dag, så siger de det samme; at de ku´ mærke, vi voksne virkelig ville dem. At det var ægte ment, når vi sagde at vi ville passe på dem, og lære dem noget. De siger, at vi var nærværende. Jeg tror, det er det, der betød, at jeg var der i så mange år – at vi lykkedes med det, vi gjorde.” ”Stationen møder de unge, hvor de unge er. Og det at blive set og accepteret, som man er, burde være en menneskeret. På Stationen var – og er det – naturligt.

Når vi først fik de unge til at mærke, at de var helt ok, som de var, kunne vi sætte ind med den relevante støtte, individuelt tilpasset. Hertil kom indsatsen med børnenes forældre. Vi gjorde rigtig meget for at gøre dem bedre som forældre. Nærmest med samme metode – anerkendelse i øjenhøjde.”

Tid til spas Stationen var meget mere end en arbejdsplads for Per Østergaard Jensen.

Det var en hverdag med masser af oplevelser, et godt sammenhold, en befriende åbenhed, og et overskud til at ha´ det hyggeligt sammen. ”Stationen har altid været et sted med humor, og plads til spas. Det er simpelthen en del af stedets DNA, tror jeg, og netop humor kan så meget i forhold til at få hverdagen til at glide, løse op for ulmende konflikter, komme videre efter en ophedet situation og bare generelt skabe en fed

stemning.” ”En klassiker på stort set alle fisketure med børnene, har feks været at få dem til at lede efter en røgvender, når vi har siddet omkring bålet og tilberedt dagens fangst. Især på skiturene var der plads til rigtig meget sjov, og det betød et enormt overskud til hverdagen, når vi kom tilbage, og havde grinet sammen – at børnene f.eks. havde set os voksne, autoriteterne, miste balancen helt bogstaveligt.” ”Jeg håber for Stationen, at de altid bliver ved med at turde udvikle sig. Jeg kan mærke i dag, at personalet følger med tiden og ny viden rent fagligt, og derfor efteruddanner sig. De laver nye tiltag. Og de er måske især dygtige til at finde balancen mellem at holde fast i det, der fungerer og samtidig supplere med nye ting,” siger Per Østergaard Jensen, der i dag arbejder med udfordrede unge, og tilknyttet et projekt, der flytter de unge i uddannelse.

Ordentlighed er et andet ord for ledelse Forestil dig Michael Laudrup på håndboldlandsholdet eller Kevin Magnussen i en wimbledon-finale. Der er ligesom noget, der ikke passer.

Og så alligevel. Det handler om den rette mentalitet som den sidste marginale forskel, hvis man vil være blandt de bedste. Resten er jo bare træning. Stationens bestyrelsesformand gennem 18 år tog sig mest af økonomien, men var også ham med indspark fra sidelinien.

Penge contra værdier

I rigtig mange år hed bestyrelsesformanden for Stationen Johan Madsen. Han er landmand, møbelproducent, entreprenør og igangsætter. Og altså slet ikke pædagog.

Men det var heller ikke en pædagog mere, som Stationens grundlægger, Erling Lundgaard, havde brug for i 1986, da hans lille familiepleje blev til en selvejende institution og fik brug for en formand.

I dag er Johan Madsen midt i 60´erne, og har stadig mange aktiviteter omkring sig. Møbelproduktion og entreprenørvirksomhed i Polen, foruden det store landbrug udenfor Haderslev. Men selvom man har erfaringer fra mange forskellige erhvervssammenhænge, så skal man kende sin besøgelsestid, mener Johan Madsen.

”Jeg var med til at starte Stationen og kendte Erling fra lokalområdet. Herude på landet taler vi jo sammen.

Erling ville gerne have, at Stationen var forankret og kunne vokse som en del af nærområdet. Og så tror jeg også, at han spurgte mig – en landmand – fordi, vi i vores fag kan noget med budgettering og disponering af ressourcer. Jeg fik i hvert fald lov til at beskæftige mig en del med økonomien i alle årene,” siger Johan Madsen med et smil, og tænker her på en særlig episode fra ”dengang”.

”Jeg holdt mig fra det pædagogisk faglige, men ellers sagde jeg, hvad jeg mente, og kom med de indspark, jeg kunne se for mig i de forskellige udfordringer, og så måtte de jo ta´ det eller lade være. Positive diskussioner er så vigtige, så længe man har samme mål med tingene, midlerne for at nå målet kan man så tale om. Og man behøver ikke være skolet til alting. Uanset hvilken slags virksomhed, man driver, spiller de menneskelige forhold altid mest ind, og man skal i øvrigt altid sige til, hvis man har en god idé.”

”På et tidspunkt, tog hele holdet afsted på skiferie. Sådan var konceptet jo; at børnene og pædagogerne skulle ha´ fælles oplevelser. Der var bare lige ikke penge på kontoen til det på dét tidspunkt, hvor Erling havde lovet børnene, de skulle afsted. Så mens de alle sammen var taget afsted, var det mig, der tog mødet med banken og fik aftalt noget kredit, og bagefter var alle glade igen.”

Det er både som erhvervsmand og som ex-bestyrelsesformand, at Johan Madsen også har en kommentar til de aktuelle tendenser i institutionssektoren. Der er nemlig sket en uheldig sammenblanding af økonomi og børneomsorg, synes han. ”Stationen, og alle andre institutioner, er meget afhængige af de bevillinger, kommunerne sender med børnene.

Men i perioder har kommunerne lavvande i kassen, og hårde sparekrav på alle fronter, også det sociale område.

Det betyder desværre nogle gange, at man venter med at fjerne børn fra de belastede hjem. Når kommunerne så får penge til det, så kommer børnene endelig væk hjemmefra og på institution. I mellemtiden har børnene så fået det endnu værre, og dermed bliver opgaven for institutionen endnu sværere. Anbringelser af børn og unge må aldrig være styret af penge. Altid fokus på

”På den måde var vi et godt makkerpar, Stationens ledere gennem årene og så jeg. De koncentrerede sig om det pædagogiske arbejde, og jeg hjalp til med økonomien. Men fordi jeg ikke ”kun” er landmand, men også erhvervsmand med flere virksomheder, kunne jeg bidrage med inspiration udefra. F.eks. den med at ha´ orden og stabilitet i økonomien. På den måde er der mere ro og dermed fokus på stedets mission; børnene,” siger Johan Madsen, der var formand for Stationen fra 1986 til 2004, og derefter sad i bestyrelsen helt frem til sidste år.

22

mennesket.” ”Én af mine værdier som erhvervsmand er ordentlighed.

Det er så vigtigt for mig. At man behandler hinanden med respekt, og tager ansvar for det man gør. At man er ærlig, og står på mål, for både det man siger, og det man gør. Og så kan jeg godt li´, når folk har begge ben på jorden, og kalder en spade for en spade – siger tingene ligeud.” ”De principper har jeg selvfølgelig budt ind med i min tid på Stationen. Det med ordentlighed sådan hele vejen rundt i mellem mennesker. Og jeg ved, at det er noget, vi er enige om. Også ud ad til. For eksempel siger Stationen oprigtigt fra, hvis der er en ung, som en kommune, vil anbringe, men som Stationen ikke føler sig kvalificeret til eller har rammerne for at hjælpe. Den mentalitet kommer man længst med, og vinderen af dén tankegang, er den unge, og ikke hverken kommunen eller Stationen.” ”Hvis jeg skal gi´ Stationen ét godt råd for fremtiden?

Jamen, så skal det igen handle om børnene. Eller måske rettere, de unge. Efter alle de mange år på stedet, og efter alle de mange gode snakke med pædagoger og ledere, så er der ét sted i værdikæden, der kræver særlig fokus. Og det er det sidste led: Udslusningen.” ”Når de unge bliver 18 år, og skal ud på isen for første gang, er det rigtig svært. Mit håb er, at Stationen holder fast i princippet om, at hjælpe de unge godt på vej. Jeg ved, at de gør en stor indsats netop på det område. Og dén indsats er faktisk også rigtig meget værd. Både samfundsmæssigt og for individet.”

Stationen Fjelstrupvej 129 6100 Haderslev Tlf. 74 56 75 22 lb@inst-stationen.dk www.inst-stationen.dk

Vonsbæk Station er godkendt til 7 drenge og piger i alderen 12 – 18 år.

Vonsbæk Station har til huse i en mere end hundrede år gammel stationsbygning (deraf navnet ”Stationen”), som blev totalrenoveret og udbygget i 2002. Vonsbæk Station ligger i landlige omgivelser ca. 7 km øst fra Haderslev.

Satellitten er godkendt til 7 drenge og piger i alderen 12 – 18 år.

Satellitten har til huse i en hyggelig ældre villa, med nyere tilbygning.

Satellitten ligger i Fjelstrup – en lille by mellem Haderslev og Christiansfeld.

Stationens administration har til huse i en tidligere stationsbygning.

Huset benyttes ligeledes til akutindskrivninger samt hjemmeundervisning af enkelte elever.

Vi kan hjælpe unge, så deres fortid ikke bliver deres fremtid 24