3 minute read

Detailhandel

Julen bragte fællesskab

Detailhandlen i alle byer formåede at skabe julestemning med julelys og kreative coronavenlige initiativer. Julemanden skulle vækkes, men ikke som normalt. I Gram og Haderslev rykkede julemandsvækningen online, og det var en stor succes. Der var på forhånd produceret en video i både Haderslev og Gram, hvor julemanden blev vækket, som blev delt på deres respektive Facebook-sider. I Gram var der hele 5.800 visninger. Efter julemanden vågnede, kørte han og hans hjælpere rundt i Gram, hvor flere hundrede havde taget plads på ruten for at hilse på. På turen blev der uddelt slikposer og man kunne deltage i konkurrencer om præmier fra Grams butikker.

Advertisement

Alt handel samlet HER

Gram Handel HER, Vojens Handel HER og Haderslev Butikker er nu alle samlet under et tag, efter Vojens Handels- og Erhvervsklub i november måned skrev under på en aftale med HER og dermed sagde ja til at blive et netværk under HER fra 2021. Det betyder, at man i fremtiden kan skabe et endnu bedre samspil i detailhandlen i Haderslev kommune.

Ejer af Haderslev Wellnesshus Mia Gade, så muligheden i at åbne flere butikker i byen – først med Frk. Helsekost og efterfølgende Fru:Møller. Hun fik hjælp og sparring fra Haderslev Butikker om butikslokaler og et advisory board gennem BEST.HER netværket til Haderslev Wellnesshus.

Fremgang på 13 butikker i coronakrisen

I alt fik Haderslev by 20 nye forretninger i 2020, mens 7 lukkede. Dette er sat op imod et forår, hvor mange spåede en stor butiksdød. I Vojens og Gram var der også tilgang i butikkerne til trods for de store udfordringer i branchen.

Lukket på grund af corona!

Sådan lød beskeden flere gange i butiksvinduerne i 2020, da corona ramte landet. Samfundssind blev årets ord, og i Haderslev kommune ved vi, hvorfor. Både borgere og lokale virksomheder støttede op om detailhandlen og restauranterne, da der var mest brug for det. Flere virksomheder købte eksempelvis gavekort til deres medarbejderne, som så kunne støtte de lokale butikker og restauranter rundt i kommunen.

Haderslevgaver.dk

For tredje år i træk gik Haderslevgaver.dk online, hvor alle virksomheder nemt kunne støtte den lokale detailhandel, ved julegavekøb til medarbejdere og samarbejdspartnere. Og med et rekordstort udvalg fra hele 40 forskellige lokale forretninger, var der masser af gaver at vælge imellem i de fire priskategorier. Omsætningen i 2020 blev næste firdoblet i forhold til året før, inklusiv en særlig coronagave, som Haderslev Kommune gav til deres medarbejdere. I alt gav Haderslevgaver.dk en omsætning på 1.703.750 kr. til lokale forretninger i Haderslev kommune. Selve konceptet omkring gaveportalen blev solgt til 6 andre handelsforeninger, og i 2021 forventes flere byer at tilkoble sig.

Fremtidens bycentrum

Det første BID-projekt (Business Improvement Districts) blev startet op i 2020. Et projekt, der handlede om at gøre Jomfrustien og Nørregade mere attraktiv for handelslivet. Et netværk med mange interessenter satte, på bagggrund af borgerinddragelse, gang i flere aktiviteter. Aktiviteter som bannere, julelys på bygninger, juletræer og skilte der opfordrede til lavere fart fra gennemkørende biler. Siden projektets start er der udlejet fire nye lejemål på Jomfrustien. Projektet er finansieret af Vejsgaard Ejendomme, Haderslev Butikker og HER, mens der er stor opbakning fra de lokale erhvervsdrivende. Projektet SmartCity blev også igangsat i 2020. Et projekt, som giver mulighed for at måle på, hvordan folk bevæger sig i centrum af Haderslev. Projektet er et samarbejde mellem Haderslev Butikker, HER og flere ejendomsudlejere i Haderslev. Målet er, at der gennem data, kan laves bedre aktiviteter, events og nudging til gavn for butikkerne i Haderslev midtby. Projektet kører i en prøveperiode i 2021 og 2022. Haderslev er de første med løsningen, og det forventes, at investeringen kommer til at give muligheder for både kommunen og andre aktører.

This article is from: