Ida har ikke andet med sig end sin mors oldgamle kuffert, lidt tøj og sin laptop, da hun rejser hjemmefra for formentlig aldrig at vende tilbage til den lille by, hvor hun har boet hele sit liv. Ida er rigtig dårlig til at tage afsked, hun mødte ikke engang op til sin mors begravelse for to måneder siden.
På stationen vælger hun det tog, der kører længst væk og havner på Rügen. Uden nogen plan, kun en masse vrede, sorg og skyld, der ligger tungt i maven, vandrer hun rundt på den lille ø i Østersøen. Indtil hun møder Knut, den lokale værtshusejer, og hans kone Marianne, der øjeblikkeligt tager Ida til sig. De spiser morgenmad sammen hver dag, Ida går ture med Marianne i skoven og spiller kort, og om aftenen arbejder hun sammen med Knut på værtshuset. Hvor hun omsider møder Leif, der også har ar på sjælen, men måske er det kun for godt, fordi kan de hjælpe hinanden. Med ét virker livet lidt lysere, mere udholdeligt. Men så finder Ida ud af, at Marianne er alvorligt syg, og smerten vender tilbage.
