Issuu

Caroline Wahl VINDSTYRKE 17

Roman

På dansk ved Henrik Andersen

Vindstyrke 17

er oversat fra tysk af Henrik Andersen efter Windstärke 17

Denne udgave: © Alpha / Gutkind Forlag A/S, København

1. udgave, 1. oplag 2026

Omslagsdesign: Designbüro Lübbeke, Naumann, Thoben på baggrund af originalillustration af Eileen Corse (dansk bearbejdning: Harvey Macaulay, Imperiet)

Sats: LYMI DTP-Service

Trykt hos ScandBook EU

ISBN 978-87-7239-343-8

Denne bog er beskyttet af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder fx, at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst & Node.

alpha er en del af gutkind forlag A/S Læderstræde 9, 1. • DK-1201 København K gutkind.dk • gutkindforlag • gutkind_forlag info@gutkind.dk

DEL 1

Med MacBooken i rygsækken, mit yndlingskluns i mors marineblå hardcase-kuffert, AirPods i ørerne og den sammenfoldede opsigelse i mavetasken træder jeg ud af huset i Fröhlichstraße 37, der ikke længere er mit hjem.

Kufferten ruller ikke ordentligt, håndtaget kan ikke trækkes ud, og det føles, som om jeg slæber en stor plastikklods efter mig. Den er for tung til at bære, og desuden har jeg stadig ondt i skulderen efter det med skabet. Jeg ville egentlig helst løbe og fortryder, at jeg ikke valgte den store svømmetaske, som jeg ellers plejer at bruge, når jeg er på farten. Men jeg var nødt til at tage en beslutning og fortryder alligevel altid de beslutninger, jeg tager.

Jeg overvejer, hvilke rejser det er, der har slidt så meget på kufferten. Jeg har aldrig set mor bruge den. Tilda var på bilferie med mor og sin far, da hun var omkring ti år gammel. Men det kan den jo ikke være blevet så medtaget af. Jeg tager telefonen ud af mavetasken.

Mig: Den marineblå kuffert

Mig: Havde mor den med til Frankrig dengang?

Tilda: ?

Jeg sender et billede.

Tilda: nej

Tilda: er du på vej?

Tilda: hvornår kommer du?

Tilda: for du kommer da, ida?

Tilda og hendes tusinde spørgsmål gør mig rasende.

Jeg stopper op, bøjer mig ned og ser nærmere på klodsen. Højre hjul er helt nedslidt. Der er mange kulørte skrammer på den hårde skal. Mor har aldrig sagt noget til mig om rejser. Jeg har heller ikke spurgt hende. Da jeg engang havde lavet ovnbagt fåreost, ville hun ikke have noget at spise, fordi hun som sædvanlig ikke havde nogen appetit og desuden havde hadet alt, der havde med får at gøre, siden dengang hun havde spist fårehoved. Jeg spurgte: Hvor? Hun svarede: I Norge. Jeg spurgte ikke: Hvornår?

Jeg forestiller mig, at mor, før hun blev mor, kommer løbende ned ad trapperne på banegården i Bergen for at nå toget til Oslo, måske i hælene på en Bjørn eller en Ragnar. Udslået hår, brune lokker ned over ansigtet, brune øjne, der dengang endnu lyser af livsglæde. Jeg forestiller mig, at hun råber, “Vent!”, mens hun slæber kufferten skramlende ned ad trappen, og Ragnar når lige præcis at hive hende ind i toget, hvorefter de står forpustede over for hinanden, hånd i hånd, og mor ler

lykkeligt. Hun skulle bare vide, hvad hun har i vente. Men det ved hun ikke. Gudskelov. Jeg overvejer, hvad der er blevet af Ragnar. Han har formentlig børnebørn og lever med sin kone, Lagertha, i et af de der røde huse ved havet, der altid er afbildet på forsiden af norske krimier, måske ligefrem med en gyngesofa i haven. Kan han mon stadig huske den tyske kvinde, som han tilbragte en sommer med engang? Jeg tænker på, hvordan han ville reagere, hvis jeg fortalte ham, at den dengang 18-årige Andrea ikke længere findes. At hun er død. Han ville sikkert være ligeglad, for når man ikke har set hinanden i en evighed, bliver man ligeglad. Ligeglad med, at hun ikke længere findes. Røvhul. Ligeglad med, at Andreas datter, Ida, som han ikke kender og også er ligeglad med, nu flygter fra lejligheden med en gammel marineblå hardcase-kuffert, der ikke ruller ordentligt, og som han heller ikke kan huske, og bare efterlader alt. Jeg tænker på lejligheden, som jeg lægger bag mig, de grimme møbler, kassen med mine tegninger, mine bøger, mors klædeskab, hendes tøj, der lugter så livagtigt af hende. Jeg tænker på, at den kvinde, det tilhører, egentlig ikke burde være død, ikke kan være død, den sødlige parfume, den lette lugt af sved, sprutånden, det er der alt sammen endnu, som om hun bare havde gemt sig inde i skabet, og det hele var en joke. Der lugter så kraftigt af mor inde på hendes værelse, at jeg får lyst til at smadre alt.

Jeg er nødt til at få fjernet tingene før nøgleoverdragelsen. Det er om tre måneder, og jeg er også nødt til at fortælle Tilda, at jeg har sagt lejligheden op i dag.

Mens jeg går ned ad Fröhlichstraße, googler jeg, hvad “røvhul” hedder på norsk: drittsekk. Derefter googler jeg “rydning af lejlighed”, først og fremmest fordi jeg ikke vil konfronteres med blikkene i vinduerne. Blikkene fra alle drittsekkene, der sladrer om datteren til den afdøde alkoholiker fra det triste hus, hende, der går ude på gaden lige nu, alt for letpåklædt i en kort nederdel, pinkfarvet læderjakke og store sorte solbriller på trods af gråvejret, mens hun slæber en smadret marineblå kuffert efter sig og fumler med mobilen i stedet for at hilse pænt. De unge mennesker og deres mobiltelefoner. Det utaknemmelig pigebarn kom ikke engang til bisættelsen. Jeg læser: “Undgå stress og jag, og spar tid og penge. Professionel lejlighedsrydning. Diskret og hurtig rydning af husholdninger”, og lægger lortetelefonen ned i mavetasken igen. Husholdning. Rydning. Så vil alt, der er tilbage af hende, være ryddet væk. Så vil der ikke længere lugte af hende. Tilda og Viktor må tage sig af rydningen. De har jo prøvet det før. Jeg ser mig tilbage. Mit vindue. Vores grimme lejlighed i den grimme boligblok. Og indser: Jeg vil sandsynligvis aldrig nogensinde gå ind ad den dør igen.

Ved stoppestedet lægger jeg kuverten med opsigelsen i postkassen. Jeg skrev den på et stykke ternet papir i mor-

ges. Efter i nat stod det klart, at jeg ikke kan blive. At jeg vil dø, hvis jeg bliver. Og jeg ved ikke, om jeg vil dø.

Da sporvognen kører forbi svømmebadet, lukker jeg øjnene. Jeg vil ikke se det. Det er afsked nummer to, og det gør ondt. Men så indser jeg, at det er for evigt, og vender mig alligevel om og kigger på indgangspartiet. Og spandevis af iskoldt vand og skarpe isterninger bliver tømt ud over mig og skærer i mit hoved og mine skuldre. Jeg fokuserer på vejrtrækningen, 4-7-8, sådan som Viktor har lært mig, mens jeg ser mig selv følge efter Tilda gennem indgangen. Først lugten af klor og regn, derefter det øjeblik, hvor jeg får øje på bassinet, der ser anderledes ud hver gang. Dampen, der stiger op fra vandet, de små regndråber, der danser på overfladen og gennembryder den. Tilda åbner parasollen over vores bænk, vi lægger rygsækkene fra os og tager tøjet af, og jeg springer i og gennembryder overfladen ligesom regndråberne. Det bedste ved at dykke er i virkeligheden ikke at føle sig vægtløs som en fisk. Det bedste ved at dykke er Tilda. Var Tilda. Tilda, som jeg altid kunne ane ud af øjenkrogen, når hun svømmede sine baner og bagefter sad oppe på bænken. Den måde, hun bare var der på. Den måde, vi tog hjem sammen og spiste til aften på. Det er mærkeligt, at barndommen sommetider kan føles så fin, selv om den også er noget lort. Jeg føler mig både tom og fyldt til bristepunktet.

Efter at Tilda var rejst, trænede jeg kun i svømmehallen. Svømmebadet var forbudt land, det gjorde for ondt. På et tidspunkt – jeg må have været omkring femten – begyndte jeg så at komme der igen, men kun om aftenen, og kun når det regnede. Ikke fordi jeg stadig var en bangebuks, men fordi det ganske enkelt var bedst i regnvejr.

Så svømmede jeg et par baner og dykkede længere og længere – uden at tænke på konkurrencesvømning – og når jeg så en dygtig svømmer ud af øjenkrogen, forestillede jeg mig, at det var Tilda. Jeg åbner øjnene, himlen er grå, det kan begynde at regne når som helst.

Der er ikke andet end tøj i rullekufferten. Jeg har ikke taget en eneste bog med, og derfor sidder jeg nu i sporvognen og afspiller den ene TikTok-video efter den anden uden at ænse dem, kun for at undgå at glo på alt det, der glider forbi uden for vinduerne, indtil der popper en meddelelse op om, at jeg snart har opbrugt al min mobildata. Jeg lægger telefonen ned i mavetasken og lukker øjnene. Jeg fryser og har kvalme, det dunker i mit hoved, og jeg har ondt i maven. Så presser jeg øjnene endnu hårdere sammen, slapper af i arme og ben og forestiller mig, at jeg svømmer. Til et stævne. Jeg fokuserer på kroppen, musklerne, mine arme og ben, der skal blive hurtigere og stærkere, end de er. Giv alt, giv alt. Vandet og jeg er ét. Bruset i ørerne, målet for øje. Så: Til højre for mig en svømmer, som jeg skal hægte af. En sort hårtot stikker ud

under hendes røde badehætte. Hvem kan det være? Jeg kender det hår. Og lugten. Diors Hypnotic Poison, altid lidt for meget, og et strejf af spidskommen. Det kan kun være Samara. Men Samara svømmer ikke. Samara hader at svømme. Jeg prøvede at lære hende det i svømmehallen, da hun var tolv, og hun kunne ikke fordrage det. Vand var bare ikke hendes element, sagde hun. Hun var et typisk jordtegn, sagde hun altid. “Stjernetegn er fup og fidus,” svarede jeg.

Samara: Du er jo også tvilling. Tvillinger tror næsten aldrig på stjernetegn.

Jeg åbner øjnene og ser markerne uden for vinduet. Vi er for længst kørt igennem hendes kvarter. Samara og hendes familie bor i et grimt lejlighedskompleks. En treværelseslejlighed. Men et rart og varmt sted. Væggene er gule og orange, og lejlighedens hjerte, daglig- og spisestuen, er lille, men hyggelig. Den indbydende brune lædersofa med violette og blå puder, det røde persiske tæppe, det gamle glassofabord med forgyldte ben, sølvlysestagen, der altid er nye stearinlys i, og det massive egetræsspisebord med hvide polstrede stole. Vindueskarmen med orkidéer i forskellige potter i alle mulige farver. Ikke et eneste møbel matcher i denne kulørte, altid skinnende rene lejlighed, men helheden føles så harmonisk, at jeg ikke kan komme i tanke om ret mange steder, hvor jeg føler mig bedre tilpas. Og lugten: morens søde parfume, spidskommen, kanel,

orkidéer, vaniljeduftlys, piberøg. Jeg kom der meget, jeg elsker Samaras hjem og hendes forældre. Jeg savner dem. Det er to måneder siden, jeg har været der.

Samara kom med jævne mellemrum forbi med en pose fuld af fake Tupperware og hendes mors arabiske specialiteter samt et bjerg af udprintede uni-tekster. I øverste højre hjørne stod datoen og titlen på forelæsningen eller kurset. Jeg var dårlig til selv at få printet tingene ud, dengang jeg stadig kom på universitetet, men jeg endte alligevel med at læse et par stykker, fordi jeg fik dårlig samvittighed over for Samara. De litteraturantropologiske tekster om begyndelsen af 1900-tallet var ret cool.

Egentlig ville jeg slet ikke læse litteraturvidenskab, det var bare midlertidigt, indtil jeg blev optaget i Leipzig. Men alt i mit liv lader til at være midler tidigt. Samara er for god til mig. Hver eneste dag skriver hun godmorgen på WhatsApp, og godnat om aftenen. Altid på forskellige måder, nogle gange med en masse emojier, andre gange helt enkelt. Nogle gange på fransk eller engelsk. Jeg svarer næsten aldrig.

Jeg elsker Samara, hun er det bedste, der er sket for mig, og det siger jeg helt uden patos. Mindet om vores venskab og forestillingen om, at det kan blive sådan igen, at vi engang vil tage på weekendtur igen til en eller anden storby, for eksempel Basel, eller ud til havet ved Riga, er det eneste, der fra tid til anden afholder mig fra at gøre noget virkelig dumt.

Jeg tager den åndssvage mobil ud af mavetasken og åbner chatten.

Samara: Sammendrag af forelæsningen ‘Intermedialitet’ den 14/6

Samara: Fotografi af hendes pertentlige notater

Samara: Jeg har også sendt dem som PDF på mail

Samara: Godmorgen, Ida

Samara: Prof. Kuhn er et fjols

Samara: Mor spørger, om hun skal lave halva eller falafel til dig?

Samara: Jeg sagde halva

Samara: Du er jo mest til søde sager, ikke også?

Samara: Bonne nuit

Samara: Elsker dig

Sådan ser det ud hver dag, og jeg ville savne det, hvis hun holdt op. For første gang i lang tid skriver jeg et svar.

Mig: Hej Samara

Mig: Jeg er på vej væk

Samara: Hvorhen???

Mig: Formentlig op til Tilda

Samara: Formentlig???

Samara ringer. Jeg svarer ikke, lukker øjnene igen og svømmer.

På hovedbanegården studerer jeg informationstavlen. Der går et tog til Hamborg om et kvarter. Da jeg ringede til Tilda i nat, sendte hun en standardbillet til Hamborg

på WhatsApp. Jeg troede, jeg havde fået et hjerteanfald, og vidste ikke, hvem jeg ellers skulle ringe til. Klassisk panikanfald, sagde Viktor, og jeg synes faktisk, det var lidt uforskammet af ham at affærdige min nærdødsoplevelse på den måde. Panikanfald havde jeg kun hørt om på Instagram og TikTok.

Det ærgrer mig, at jeg i et svagt øjeblik tog kontakt til Tilda, men jeg troede virkelig, at jeg skulle dø. Nu tænker hun sikkert, at jeg har brug for hjælp, og kommer igen til at bombardere mig med gode råd. Jeg havde ikke ringet til hende en eneste gang siden opkaldet den nat, hvor mor døde. Det var altid hende, der ringede eller kom på besøg. Og mig, der ikke tog telefonen eller svarede med enstavelsesord, hvis det ikke lykkedes mig at undgå samtalen. Drop det, Tilda. Jeg har det fint. Jeg har ikke brug for dig her. Jeg ved ikke, hvorfor jeg skubbede hende væk på den måde; hvorfor jeg behandler hende så lortet. Men jeg har en klump af vrede i min mave, og den tager magten over mig og får mig til at snerre ad Tilda. Og jeg ved heller ikke, hvem eller hvad vreden er rettet imod, om den er rettet imod Tilda eller imod mig selv eller bare imod alt, og det gør mig så rasende, at jeg får lyst til at skære alle mine fingre af med en brødkniv enten langsomt eller med et snuptag.

Klumpen i min mave vil ikke til Hamborg. En del af mig vil gerne til Hamborg. En del af mig kan ikke holde

ud at være alene længere og længes efter Tildas moderlige omsorg. Jeg tænker på Tilda, Viktor og de små. Jeg tænker på de arme riddere med vaniljesauce, som Tilda vil lave til mig. Og jeg tænker på de ting, hun vil sige igen og igen: “Det er ikke din skyld,” “Hun var færdig,” og på hendes spørgsmål: “Hvorfor har du sagt lejligheden op?”, “Hvad vil du nu?”, “Hvor har du tænkt dig at bo?”, “Har du droppet studiet?”, samtidig med at jeg åbner

Deutsche Bahn-appen og leder efter tog, der stopper i Hamborg og kører videre. Jeg finder et ICE-tog, der skal helt til Stralsund. Østersøen. Det lyder da fint. Men der er først afgang om to timer.

Siden jeg holdt op med at skrive, hader jeg at vente. Og nu er jeg nødt til at udfylde to timers ventetid med et eller andet. I en Rossmann køber jeg snacks og drikkevarer til turen. Selvbetjeningskasser er et hit. På grund af musikken i mine AirPods kan jeg desværre ikke høre bippene, så jeg kommer ved et uheld til kun at scanne halvdelen af varerne og putter en pakke Mamba-karameller, kokosog lakridsstænger, Cola Zero og et Kinderæg ned i rygsækken. I aviskiosken på banegården har de kun kitschede kærlighedsromaner og krimier, der koster ti euro, og bøger stjæler jeg af princip ikke. Jeg bladrer i et par sladderblade, Kardashians og deres rugemor, stjernernes saftkursvanvid, og går derefter ned til spor 8, sætter mig på en bænk og tænder en cigaret. En midaldrende mand

rømmer sig ved siden af mig. Han rømmer sig igen. Han kan lige vove på at sige noget til mig. Et skide borgerdyr er det sidste, jeg har brug for nu. Han rømmer sig igen.

Mand: Unge dame. Rygeområdet befinder sig dernede.

Jeg føler mig ikke ramt.

Manden rømmer sig på ny.

“Man må ikke ryge her,” siger han alt for højt og uvenligt.

Jeg vender mig langsomt om mod ham.

Mig: Sorry, what did you say?

Som forventet er manden ikke forberedt på et tjept sprogskifte, men så peger han ned mod rygeområdet, mens han fingerer, at han ryger, “Dér! Ryge!”, og jeg trækker på skuldrene, “Sorry, I don’t understand,” og kan næsten høre det værke inde i hans hoved. Han rejser sig, går rundt om bænken og sætter sig så langt væk fra mig som muligt, mens han mumler “skide yankeer.”

Røvhul. Jeg tænder en ny smøg, selv om jeg egentlig har kvalme.

Perronen er stopfyldt, fordi det forudgående ICE-tog til Hamborg var aflyst. Jeg maser mig ind i toget, jeg nægter at stå op, når jeg nu har en billet, men alle tomme pladser er reserverede. Så finder jeg alligevel to sæder, der er ledige, ved et bord med plads til fire og sætter mig ved vinduet, i håb om at min sidemand ikke vil være alt for irriterende. En ung mand i sort jakkesæt på omkring de

tredive sætter sig ved siden af mig. Ingen øjenkontakt, har tilsyneladende lige så lidt lyst til at snakke som mig. Han spørger ikke engang, om pladsen er ledig, men tager bare sin iPad frem og begynder at se anden sæson af Succession.

Jeg kan godt lide den serie og ser med. Han lægger mærke til det, et øjeblik mødes vores blikke, men han lader ikke til at have noget imod det. Jeg skal lige til at spørge, om jeg må sætte mine AirPods til hans iPad, da en kvinde med en lille pige slår sig ned ved vores bord, og min opmærksomhed skifter fra én creepy familie til en anden.

Moren: Så, Lia, vi skal sidde her.

Lia sætter sig over for mig ved vinduet, og vi ser hinanden an. Hun er omkring fem år gammel, to lysblonde fletninger og store, nysgerrige brune øjne.

Moren: Vi skal kun rejse i fire timer.

Lia og jeg ser på moren, mens hun højtideligt pakker rygsækken ud, som om det var en performance.

Moren: Vi har mange punkter på programmet. Du må kun lave én ting ad gangen. Så tænk dig godt om.

Moren tager en madkasse af metal frem og stiller den på bordet.

Moren: Du kan spise.

Moren tager et tidsskrift frem og lægger det på bordet.

Moren: Bladre i GEOlino.

Moren tager en tablet frem.

Moren: Se et afsnit af Elefanten Benjamin.

Moren tager en bog frem. Little People, BIG DREAMS.

Frida Kahlo. Så børnene kan lære at have BIG DREAMS og alle blive til små Einstein’er, Lindgren’er og Kahlo’er. Bullshit, tænker jeg.

Moren: Eller kigge i en bog.

Moren: Hvad vil du først? Vil du måske hellere bare se ud ad vinduet til at begynde med?

Lia og jeg betragter bordet, der nu er fyldt med programpunkter. Jeg pakker også mine programpunkter ud: mobil, Kinderæg, Mamba, Cola Zero og kokosog lakridsstænger.

Lia ser på mit Kinderæg og siger: Elefanten Benjamin. Jeg siger ikke: “Jeg vil hellere bare se ud ad vinduet til at begynde med,” for det er jo ikke min mor. Mens vi kører forbi skove, bjerge og marker, og Lia ser et afsnit af Elefanten Benjamin, overvejer jeg, hvor Lia og hendes mor er på vej hen. Nok til hendes far eller bedsteforældre, gætter jeg på, eller måske på vej hjem.

Lia: Jeg gider ikke sidde her længere.

Jeg gider heller ikke sidde her længere, men det lykkes mig på en eller anden måde at få togturen til at gå. Indtil Hannover ser jeg Succession, sågar med lyd på. På et tidspunkt åbnede manden bluetooth-indstillingerne og så spørgende på mig. Jeg klikkede på “Idas AirPods”. Da han senere pakkede sin iPad sammen, nikkede han farvel til mig.

Nu fokuserer jeg på mit Kinderæg. Lia, der for øjeblikket er beskæftiget med programpunktet GEOlino, følger mig med blikket.

Hendes debut var årets bestseller, og med efterfølgeren rammer hun igen lige i hjertekulen.

Hvordan gør hun?

SÜDDEUTSCHE ZEITUNG

MED KUN LIDT TØJ OG EN LAPTOP I

BAGAGEN

ankommer Ida til Rügen i Østersøen. Uden nogen plan, kun en masse vrede, sorg og skyld oven på tabet af sin mor.

På den forblæste ø møder hun Knut, den lokale værtshusejer, og hans kone, Marianne, der øjeblikkeligt tager hende til sig. Men traumerne fra årene, efter at hendes storesøster, Tilda, flyttede hjemmefra (22 baner) og efterlod hende alene med deres alkoholiserede mor, hjemsøger hende hver nat.

Indtil hun støder ind i Leif, en fyr, hvis liv som feteret dj er ved at æde ham op. Kan de to vingeskudte sjæle hjælpe hinanden på fode igen? Med ét virker tilværelsen i hvert fald lidt lysere. Men mørket lurer stadig, da Marianne bliver alvorligt syg.

Caroline Wahl har skrevet en bog for alle, der ved, hvordan det føles, når der raser en orkan indeni.

STERN

VINDSTYRKE 17 er en generationsfortælling om kærlighed og tab fortalt i tidens ånd.

RHEINISCHE POST

VINDSTYRKE 17 er en selvstændig fortsættelse af 22 baner, som var en litterær sensation og kæmpe bestseller i Tyskland og også fik en flot modtagelse i Danmark. Vindstyrke 17 har lagt alen til den succes og sat streg under, at Caroline Wahl er det nye store stjerneskud i tysk litteratur.