Venus i kobber

VENUS I KOBBER.indd 2

13/04/23 9:21 PM

Venus i kobber er oversat fra engelsk af Elisabeth Ellekjær efter Venus in Cobber © 1991 by Lindsey Davis Published by agreement with A.M. Heath & Co, London and Licht & Burr Literary Agency, Copenhagen.

Denne udgave: © Lindsey Davis og Gutkind Forlag A/S, København 2023 Venus i kobber er oprindeligt udkommet på dansk på Forlaget Klim, 1999 1. udgave, 1. oplag Omslag:© Imperiet Sat med Minion hos Geethik Technologies og trykt hos ScandBook EU ISBN 978-87-434-0547-4 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Til mine forældre – velkommen til Kent!

I samme serie: SØLVGRISENE SKYGGER I BRONZE

Gutkind Forlag · Læderstræde 9,1. · 1201 København K gutkind.dk · f gutkindforlag · gutkind_forlag

VENUS I KOBBER.indd 4

13/04/23 9:21 PM

LINDSEY DAVIS

VENUS I KOBBER

På dansk ved Elisabeth Ellekjær

GUTKIND

VENUS I KOBBER.indd 3

13/04/23 9:21 PM

VENUS I KOBBER.indd 8

13/04/23 9:21 PM

ROM August-september år 71 “Jo større pighvarren og fadet er, desto større er skandalen, for ikke at tale om spild af penge …”

HORATS, SATIRER 2.2 “For mig er det ‘Nyd, hvad du har’, selv om jeg ikke kan give de mennesker, jeg forsørger, pighvar …”

PERSIUS, SATIRER 6 “Jeg har ikke tid til den luksus at tænke på pighvar, for en papegøje er ved at æde mit hus …”

FALCO, SATIRER 1.1

VENUS I KOBBER.indd 9

13/04/23 9:21 PM

HOVEDPERSONER VENNER, FJENDER OG FAMILIE

M. Didius Falco Meddeler; prøver at skaffe sig en ærlig indtægt i et decideret ringe job Helena Justina Hans højtstående veninde Falcos mor Så er der sagt tilstrækkeligt Maia og Junia To af Falcos søstre (vildkatten og den raffinerede) Famia og Gaius Hans svogre, som det er bedst ikke at sige noget Baebius om (eftersom der ikke er noget godt at sige) D. Camillus Verus & Helenas patricierforældre, der mener, at Falco Julia Justa har meget på sin samvittighed L. Petronius Longus Falcos loyale ven; kaptajn i Aventinergarden Smaractus Falcos vært, som han prøver at slippe for Lenia Ejer af Vaskeriet Ørnen; ude efter Falcos vært (eller efter Falcos værts penge) Rodan og Asiacus Falcos værts muskelmænd; de mest lurvede gladiatorer i Rom Titus Caesar Kejser Vespasians ældste søn og medarbejder; Falcos chef, når han kan få lov til det for: Anacrites Paladsets chefspion, ingen ven af vor unge mand Fodtudsen, Dværgen & Medlemmer af Anacrites’ stab Manden på Tønden En fængselsrotte Sandsynligvis ditto

10

VENUS I KOBBER.indd 10

13/04/23 9:21 PM

MISTÆNKTE OG VIDNER

Severina Zotica Professionel brud (en pige, der elsker sit hjem) Severus Moscus (Perlemageren) Hendes første mand (død) Eprius (Apotekeren) Hendes anden mand (død) Grittius Fronto (Rovdyrimportøren) Hendes tredje mand (død) Chloe Hendes feministiske papegøje Hortensius Novus Frigiven slave, nu stor forretningsmand; Severinas trolovede (holder han?)

Hortensius Felix & Forretningspartnere til Novus (naturligvis alle Hortensius Crepito venner) Sabina Pollia & Deres koner; der mener, at Hortensius Novus Hortensia Atilia burde være en bekymret mand (en interesse, nogen måske ville sige var bekymrende) Hyacinthus Stikirenddreng for Hortensierne Viridovix Gallisk køkkenchef, efter den almindelige mening en styrtet fyrste Anthea Tjenestepige Cossus Udlejningsagent, som Hyacinthus kender Minnius Leverandør af mistænkeligt lækre kager Lusius En prætors sekretær, som mistænker alle (en skrap type) Tyche Undvigende spåkvinde Thalia Danserinde, der gør mærkelige ting med slanger En mærkelig slange Scaurus Stenhugger (med masser af arbejde) Appius Priscillus Bolighaj (bare endnu en rotte) Gaius Cerinthus En eller anden, papegøjen kender; mistænkeligt fraværende fra scenen

11

VENUS I KOBBER.indd 11

13/04/23 9:21 PM

VENUS I KOBBER.indd 12

13/04/23 9:21 PM

I Rotter er altid større, end man regner med.

Jeg hørte den først: en ildevarslende lyd af en eller anden uindbuden tilstedeværelse, for tæt på til, at det var behageligt i en trang fængselscelle. Jeg løftede hovedet.

Mine øjne havde vænnet sig til halvmørket. Så snart den bevægede sig igen, så jeg den: et støvfarvet eksemplar af en han med lyserøde hænder, der foruroligende lignede et menneskebarns. Den var lige så stor som en hankanin. Jeg kunne tænke mig adskillige tilfældige spisesteder i Rom, hvor kokken ikke ville være alt for nøjeregnende med at plumpe denne fade renovationsarbejder ned i suppegryden. Give den godt med hvidløg, og hvem ville ane noget? I en fyrbøders spisehus i et usselt kvarter i nærheden af Circus Maximus ville ethvert ben med rigtigt kød tilføre suppen velkommen smag …

Elendigheden gjorde mig hundesulten; alt, hvad jeg havde at gnave på, var min vrede over at være her.

Rotten snusede overlegent rundt om noget affald i et hjørne, måneders efterladenskaber fra tidligere fanger, som jeg havde undgået som noget, der var for uappetitligt at undersøge. Det så ud til, at den bemærkede mig, da jeg så op, men den var ikke rigtig koncentreret. Jeg havde på fornemmelsen, at hvis jeg lå stille, ville den måske blive enig med sig selv om, at jeg var en stak gamle klude, der skulle undersøges.

Men hvis jeg defensivt flyttede mine ben, ville bevægelsen gøre den forskrækket.

I begge tilfælde ville rotten løbe hen over mine fødder.

13

VENUS I KOBBER.indd 13

13/04/23 9:21 PM

Jeg sad i Lautumiaefængslet sammen med forskellige småforbrydere, der ikke havde råd til en advokat, og alle Forums lommetyve, der gerne ville have en pause fra deres koner. Det kunne have været værre. Det kunne have været Mamertinerfængslet: det politiske korttidsvaretægtsfængsel med dets tolv fod dybe fangekælder, hvis eneste udgang for en mand uden indflydelse var direkte ned i Hades.

Her havde vi i det mindste stadig underholdning: uforbederlige forbrydere, der bandede og svovlede, og vilde anfald af skræmmende vanvid hos håbløse drankere. I Mamertinerfængslet er der intet, der bryder monotonien, før den offentlige bøddel kommer ind for at måle ens hals.

Der kan ikke være rotter i Mamertinerfængslet. Ingen fangevogter fodrer en mand, der er dømt til døden, så levninger til rotterne er sjældne. Sådan noget lærer rotter. Desuden skal alting holdes rent der, hvis en eller anden stræbsom senator med tåbelige venner, der har fornærmet kejseren, skulle få lyst til at kigge indenfor og berette om, hvad der sker på Forum. Kun her i Lautumiae blandt de sociale udskud kunne en fange nyde den intense spænding ved at vente på, at hans knurhårsudstyrede cellekammerat skulle vende sig om og sætte tænderne i hans skinneben …

Lautumiae var et vidtløftigt foretagende, bygget til at huse eskadroner af fanger fra de provinser, der var genstridige. At være fremmed var den almindelige kvalifikation. Men enhver torn i øjet på den forkerte bureaukrat kunne havne her, som det var sket for mig, se sine tånegle gro og tænke bitre tanker om systemet. Anklagen mod mig – for så vidt som den fyr, der lod mig fængsle, overhovedet havde en anklage – var typisk: Jeg havde begået den fundamentale fejl at gøre kejserens spionchef til grin. Det var en hævngerrig manipulator ved navn Anacrites. Tidligere på sommeren var han blevet sendt til Campania på en mission; da han klokkede i det, sendte Vespasian mig ned for at gøre jobbet færdigt, hvilket jeg gjorde godt. Anacrites reagerede på den sædvanlige måde for en middelmådig embedsmand, når en yngre udviser ihærdighed: Offentligt ønskede han mig held og lykke – og sparkede mig så ud ved først givne lejlighed.

14

VENUS I KOBBER.indd 14

13/04/23 9:21 PM

Han havde grebet mig i en mindre regnskabsfejl: Han påstod, jeg stjal noget kejserligt bly – alt, hvad jeg gjorde, var at låne skidtet og bruge det som forklædning. Jeg havde været forberedt på at betale de penge tilbage, som jeg tog for metallet, hvis det nogen sinde skulle blive krævet. Anacrites gav mig aldrig chancen; jeg blev smidt i Lautumiae, og hidtil havde ingen gjort sig den ulejlighed at bestille en dommer til at høre mit forsvar. Det ville snart være september, hvor de fleste domstole holdt pause, og alle nye sager blev udsat til det nye år …

Det var løn som forskyldt. Engang havde jeg vidst bedre end at fuske med politik. Jeg havde været privat meddeler. I fem år foretog jeg mig ikke noget farligere end at opsøge utroskab og forretningssvindel. En lykkelig tid, hvor jeg slentrede rundt i solen og hjalp handelsmænd med deres skænderier med konen. Nogle af mine klienter var kvinder (og nogle af dem var ganske tiltrækkende). Private klienter betalte også deres regninger (til forskel fra Paladset, der kneb uden om selv den mest uskyldige udgift). Hvis det nogen sinde lykkedes mig at genvinde min frihed, var det blevet tiltrækkende at arbejde for mig selv igen.

Tre dage i fængsel havde lagt en dæmper på min ubekymrede natur.

Jeg kedede mig. Jeg blev gnaven. Jeg led også fysisk, for jeg havde et sværdstik i siden – et af disse ubetydelige kødsår, der vælger at blive betændt. Min mor sendte varm mad for at opmuntre mig, men fangevogteren pillede alt kødet fra til sig selv. To personer havde prøvet at få mig ud; begge uden held. Den ene var en venlig senator, der prøvede at gøre Vespasian opmærksom på min tilstand; han var blevet nægtet audiens takket være Anacrites’ hadefulde indflydelse. Den anden var min ven Petronius Longus. Petro, der var kaptajn i Aventinergarden, var kommet til fængslet med en vinkrukke under armen og prøvede nummeret med gamle venner på fangevogteren – kun for at blive smidt direkte ud på gaden med sin amfora, for Anacrites havde endog forgiftet vores normale, lokale loyalitet. Så takket være spionchefens jalousi så det nu ud til, at jeg måske aldrig blev en fri borger igen …

Døren gik op. En stemme raspede: “Didius Falco, der er trods alt en, der elsker dig! Let røven og kom herud med dine støvler –” Da jeg kæmpede mig på benene, løb rotten hen over min fod.

15

VENUS I KOBBER.indd 15

13/04/23 9:21 PM

II Mine kvaler var – delvis – ovre.

Da jeg kom snublende ud i det, der gik for at være modtagelsesområde, var fangevogteren ved at lukke en tung pose med dobbelt snoretræk med et bredt grin, som om det var hans fødselsdag. Selv hans beskidte håndlangere så ud til at være imponerede over størrelsen af bestikkelsen. Missende med øjnene i dagslyset fik jeg øje på en lille tynd, rank skikkelse, der hilste på mig med et snøft.

Rom er et retfærdigt samfund. Der er masser af provinser, hvor tiden er gået i stå, og hvor præfekterne holder deres forbrydere i lænker, klar til at blive torteret, når anden underholdning mister sin tiltrækning, men medmindre man begår en skrækkelig forbrydelse – eller ubegavet tilstår – har enhver mistænkt i Rom ret til at finde en garant til at kautionere.

“Davs, mor!” Det ville have været vrippent af mig at ønske mig tilbage i min celle sammen med rotten.

Hendes ansigtsudtryk anklagede mig for at være lige så degenereret som min far – skønt ikke engang min far (der stak af med en rødhåret og lod min stakkels mor sidde tilbage med syv børn) nogen sinde var havnet i fængsel … Heldigvis var min mor for loyal mod familien til at foretage denne sammenligning for øjnene af fremmede, så hun takkede i stedet fangevogteren for, at han havde taget sig af mig.

“Det ser ud til, at Anacrites har glemt dig, Falco!” vrængede han ad mig.

“Det var sikkert hans mening.”

“Han sagde ikke noget om løsladelse mod kaution inden retssagen –” “Han sagde heller ikke noget om en retssag,” snerrede jeg.

16

VENUS I KOBBER.indd 16

13/04/23 9:21 PM

“Det er lige så ulovligt at holde mig uden at lade mig komme for retten som at nægte løsladelse mod kaution!”

“Hvis han nu beslutter at fremskynde sagen –” “Så bare fløjt!” forsikrede jeg. “Jeg er tilbage i min celle med en uskyldig mine i løbet af to slag med en bakkantindes tamburin.”

“Er det sikkert, Falco?”

“Helt sikkert!” løj jeg elskværdigt.

Udenfor tog jeg en dyb indånding af frihed, hvilket jeg omgående fortrød.

Det var august måned. Vi stod lige over for Forum. Rundt om Rostrum var atmosfæren næsten lige så kvælende som i Lautumiaes indvolde. Det meste af aristokratiet var stukket af til deres luftige sommervillaer, men for os i den barske del af samfundet havde livet i Rom sat farten ned til et sløvt tempo. Enhver bevægelse i denne hede var ulidelig.

Min mor så undersøgende på sin tugthuskandidat uden at lade sig imponere.

“Bare en misforståelse, mor …” Jeg prøvede at forhindre mit ansigt i at afsløre, at for en meddeler med et skrapt ry var det at blive reddet af sin mor en beskæmmelse, der skulle undgås. “Hvem sørgede for de klækkelige løsepenge? Var det Helena?” spurgte jeg og henviste til den ualmindeligt højtstående veninde, det for seks måneder siden var lykkedes mig at få i stedet for min tidligere stribe af loppebefængte cirkusgøglere og blomsterpiger.

“Nej, jeg betalte kautionen; Helena har taget sig af din husleje –” Mit hjerte sank over denne strøm af hjælp fra kvinderne i mit liv. Jeg vidste, jeg ville komme til at betale for det, selv om det ikke blev i kontanter. “Skidt med pengene.” Min mors tonefald antydede, at med en søn som mig havde hun hele tiden sine sparepenge ved hånden. “Kom med hjem og få en god middag –” Hun måtte have planer om at holde mig i sin faste varetægt; jeg havde planer om at være mig selv.

“Jeg trænger til at se Helena, mor –” Normalt ville det være uklogt af en ungkarl – der lige var blevet løskøbt af sin lille, gamle mor – at foreslå, han ville stikke af til en kvinde.

17

VENUS I KOBBER.indd 17

13/04/23 9:21 PM

Men min mor nikkede. For det første var Helena Justina senatordatter, så det regnedes for et privilegium for sådan en som mig at besøge en så højt placeret dame, det var ikke den sædvanlige lastefuldhed, som mødre råbte op om. Desuden havde Helena, delvis på grund af et uheld på en trappe, lige aborteret og mistet vores barn. Alle vore kvindelige slægtninge betragtede mig stadig som en letsindig døgenigt, men for Helenas skyld ville de fleste være enige i, at det for øjeblikket var min pligt at besøge hende ved enhver lejlighed.

“Kom med!” ivrede jeg.

“Vær nu ikke dum!” afviste min mor. “Det er dig, Helena vil se!”

Den nyhed fyldte mig ikke med selvtillid.

Mor boede tæt ved floden bag Emporium. Vi krydsede langsomt Forum (for at understrege, hvor nedbøjet mor var over de bekymringer, jeg gav hende), så slap hun mig fri ved min yndlingsbadeanstalt, der lå bag Castortemplet. Der skyllede jeg fængselsstanken væk, skiftede til en reservetunika, jeg havde efterladt i gymnastiksalen til nødsituationer, og fandt en barber, der klarede at få mig til at se mere respektabel ud (under det blod, han fik til at flyde).

Da jeg kom ud, følte jeg mig stadig grå i ansigtet efter at have været låst inde, men meget mere afslappet. Jeg var på vej mod Aventiner­højen og lod mine fingre løbe gennem mine fugtige krøller i et forgæves forsøg på at forvandle mig til en sorgløs ungkarl, der kunne vække en kvindes glød. Så slog katastrofen til. For sent bemærkede jeg et par store brød, som ikke havde noget godt ry på sig, posere foran en søjlegang, så de kunne vise deres muskler til alle, der kom forbi på deres side af gaden. De bar lændeklæde og havde læderstrimler bundet om deres knæ, håndled og ankler for at se seje ud. Deres arrogance var skrækkeligt velkendt. “Åh se – det er Falco!” “Åh, de knolde – Rodan og Asiacus!”

I næste øjeblik var en af dem bag mig med sine albuer presset sammen om mine overarme, mens den anden ucharmerende rystede min hånd – en proces, der medførte, at mit håndled blev trukket ud, til

18

VENUS I KOBBER.indd 18

13/04/23 9:21 PM

leddene var så spændte i deres skåle som bugliner, der kæmpede med deres koblinger på en galej i stormvejr. Lugten af gammel sved og nyligt indtaget hvidløg gav mig tårer i øjnene. “Hold bare op, Rodan; min rækkevidde er allerede lang nok.”

At kalde disse to ‘gladiatorer’ var en fornærmelse selv mod de udtjente skrog, der sædvanligvis optræder i det erhverv. Rodan og Asiacus trænede i en kaserne, der blev drevet af min vært, Smaractus, og når de ikke smækkede sig selv til idioter med øvelsessværd, sendte han dem ud for at gøre gaderne endnu farligere end normalt. De udrettede ikke meget i arenaen; deres rolle i det offentlige liv var at true de uheldige mennesker, der lejede deres hjem af ham. For mig havde der været én stor fordel ved at være i fængsel: Jeg undgik min vært og hans yndlingsslyngler.

Asiacus løftede mig op fra jorden og rystede mig. Jeg lod ham midlertidigt flytte rundt på mine tarme. Jeg ventede, til han begyndte at kede sig og satte mig tilbage på brolægningen – så fortsatte jeg nedad, trak ham ud af balance og smed ham over hovedet, så han landede for fødderne af Rodan.

“Olympus! Lærer Smaractus ikke jer to noget som helst?” Jeg sprang rask uden for deres rækkevidde. “I er bagefter; min husleje er betalt!”

“Så taler rygterne sandt!” smiskede Rodan. “Vi har hørt, du er en holdt mand nu!”

“Misundelse får dig til at skele grimt, Rodan! Din mor skulle have advaret dig, det jager pigerne væk!” Det er almindelig kendt, at gladiatorer tiltrækker masser af forblindede kvinder; Rodan og Asiacus må have været de eneste to i Rom, hvis forhutlede tilstand berøvede dem enhver tilhængerskare. Asiacus rejste sig op og tørrede sin næse. Jeg rystede på hovedet. “Åh undskyld, jeg glemte, at ingen af jer kunne vække interesse hos en halvtredsårig fiskerkone med to blinde øjne og uden diskretion –” Så sprang Asiacus på mig. Og de gik begge to i gang med at huske mig på, hvorfor jeg hadede Smaractus så inderligt.

“Det er for sidste gang, din husleje kom for sent!” gryntede Rodan, der havde en god hukommelse.

“Og det er for næste gang!” tilføjede Asiacus – en realistisk forudsigelse.

19

VENUS I KOBBER.indd 19

13/04/23 9:21 PM

Vi havde udført denne smertefulde dans så mange gange, at jeg snart snoede mig ud af deres greb. Jeg sendte endnu et par fornærmelser over skulderen og stak af op ad gaden. De var for dovne til at følge efter mig.

Jeg havde været fri en time. Jeg var allerede ramponeret og nedtrykt.

I Rom, værternes by, betyder frihed blandede fornøjelser.

20

VENUS I KOBBER.indd 20

13/04/23 9:21 PM

III Helena Justinas far, senator Camillus Verus, boede i nærheden af Porta Capena. Et attråværdigt sted lige ud for Via Appia, hvor den kommer ud fra den republikanske bymur. På vejen lykkedes det mig at finde en anden badeanstalt for at lindre de nye kvæstelser af min krop. Heldigvis slog Rodan og Asiacus altid offeret i brystkassen, så mit ansigt var uberørt; hvis jeg huskede ikke at ømme mig, var det ikke nødvendigt, at Helena fik noget at vide. En sygelig syrisk apoteker solgte mig en balsam til sværdstikket i siden, som jeg allerede havde taget mig af, selv om salven snart frembragte en blålig fedtplet på min tunika, som mug på en gipsvæg, der ikke var bestemt til at gøre indtryk på Porta Capenas fashionable beboere.

Camillusdørvogteren kendte mig, men nægtede mig som sædvanlig adgang. Jeg tillod ikke denne lusepuster at sinke mig ret længe. Jeg gik rundt om hjørnet, lånte en hat af en vejarbejder og bankede igen på med ryggen til, så da dørvogteren tåbeligt nok lukkede op for, hvad han troede var en omrejsende lupinsælger, for jeg ind og sikrede mig, at min støvle ramte ham hårdt på anklen, da vore veje krydsedes.

“Til en afveksling skulle jeg lukke dig ude! Jeg er Falco, dit fårehoved!

Meld mig til Helena Justina, ellers kommer dine arvinger til at skændes om, hvem der skal have dine bedste sandaler, før du regner med det!”

Da jeg først var inde i huset, behandlede han mig med modvillig respekt. Det vil sige, at han gik tilbage til sit aflukke for at spise et æble færdigt, mens jeg selv ledte efter min prinsesse.

Helena sad i et modtagelsesværelse og så bleg og optaget ud med en rød pen i hånden. Hun var treogtyve – eller måske fireogtyve nu,

21

VENUS I KOBBER.indd 21

13/04/23 9:21 PM

eftersom jeg ikke havde nogen ide om, hvornår hun havde fødselsdag; selv efter at jeg havde været i seng med deres skat, blev jeg ikke inviteret med til familiefesterne i senatorens hus. De lod mig i det hele taget kun se hende, fordi de lå under for Helenas egenrådighed. Inden hun mødte mig, havde hun været gift, men havde selv valgt at blive skilt (af den excentriske grund, at hendes mand aldrig talte med hende), så hendes forældre havde allerede erkendt, at deres ældste afkom var en prøvelse.

Helena Justina var en høj, statelig skabning, hvis glatte, mørke hår var blevet torteret med varme krøllepinde, selv om det kæmpede godt imod.

Hun havde kønne brune øjne, som ingen kosmetik kunne forskønne, selv om hendes piger af princip trak dem op. Hjemme bar hun meget få smykker og så ikke ringere ud af den grund. I selskab med andre var hun genert; selv når hun var alene med en nær ven som mig, kunne hun gå for at være undselig, indtil hun kom frem med en mening – hvilket ville få et kobbel vilde hunde til at spredes og søge dækning.

Jeg mente, jeg kunne tumle hende, men jeg fristede aldrig skæbnen.

Jeg stillede mig i døråbningen med mit normale, respektløse smil.

Helenas søde, utvungne velkomstsmil var det bedste, jeg havde set i en uge. “Hvorfor sidder en smuk pige som du helt alene og grifler madopskrifter ned?”

“Jeg oversætter græsk historie,” erklærede Helena højtideligt. Jeg kiggede over hendes skulder. Det var en opskrift på fyldte figner.

Jeg bøjede mig ned og kyssede hende på kinden. Tabet af vores barn, som vi begge stadig følte, havde gjort os smerteligt formelle. Så fandt vore to højrehænder hinanden og greb hinanden med en varme, der kunne have fået os dømt af de opblæste gamle advokater i Basilica Julia.

“Hvor er jeg glad for at se dig!” sagde Helena lavmælt og heftigt.

“Der skal mere end fængselslåse til at holde mig væk.” Jeg rettede hendes hånd ud og lagde den mod min kind. Hendes fine fingre duftede af en excentrisk kombination af sjældne indiske salver og egegalæbleblæk – til forskel fra den stillestående lugt, der hang ved de duller, jeg havde kendt tidligere. “Unge dame, jeg elsker dig,” tilstod jeg (stadig båret oppe af euforien over min nylige løsladelse). “Og det er ikke kun, fordi jeg har fundet ud af, at du har betalt min husleje!”

22

VENUS I KOBBER.indd 22

13/04/23 9:21 PM

Hun gled ned fra sædet og knælede hos mig med hovedet gemt.

En senatordatter ville næppe risikere at lade en husslave finde hende grædende i en straffefanges skød – men jeg kærtegnede beroligende hendes nakke for alle eventualiteters skyld. Desuden var Helenas nakke en tiltrækkende mulighed for en ledig hånd.

“Jeg ved ikke, hvorfor du gider at have noget med mig at gøre,” bemærkede jeg efter en stund. “Jeg er et vrag. Jeg bor i et hul. Jeg har ingen penge. Selv rotten i min celle smilede hånligt, da den så mig.

Hver gang du har brug for mig, lader jeg dig i stikken –” “Lad nu være med alle de ophævelser, Falco!” fnøs Helena og så op med et mærke på kinden fra mit bæltespænde, men ellers sit gamle jeg.

“Jeg udfører et job, de fleste ikke ville røre,” fortsatte jeg dystert. “Min egen arbejdsgiver smider mig i fængsel og glemmer, at jeg eksisterer –” “Du blev løsladt –” “Ikke egentlig!” tilstod jeg.

Helena gjorde aldrig et stort nummer ud at ting, hun mente, jeg burde ordne selv. “Hvad vil du nu?”

“Arbejde for mig selv igen.” Hun sagde ingenting; der var ingen grund til at spørge, hvorfor jeg var ked af det. Min strålende plan rejste et stort problem: Som selvstændig ville jeg tjene meget mindre end mit teoretiske offentlige salær på trods af den kendsgerning, at Vespasians lønningskontorister holdt mig i måneders restance. “Tror du, det er dumt?”

“Nej, du har fuldstændig ret!” samtykkede Helena uden tøven, selv om hun måtte have indset, at freelancearbejde tilintetgjorde ethvert håb om, at jeg kunne få råd til at gifte mig ind i patricierklassen. “Du har risikeret dit liv for staten. Vespasian ansatte dig, fordi han vidste, hvad du var værd for ham. Men Marcus, du er for god til at finde dig i ringe vederlag fra en nærig arbejdsgiver og smålig Paladsmisundelse –” “Du ved, hvad det betyder –” “Jeg har sagt, jeg vil vente.”

“Jeg har sagt, jeg ikke vil lade dig vente.”

“Didius Falco, jeg tager mig aldrig af, hvad du siger.”

Jeg smilede bredt, så sad vi sammen i tavshed nogle minutter.

23

VENUS I KOBBER.indd 23

13/04/23 9:21 PM

Efter fængslet var dette værelse i hendes fars hus en havn af ro. Her havde vi kludetæpper og puder med kvaster at gøre os det bekvemt med. Tykt murværk dæmpede lydene fra gaden, mens lyset strømmede ind gennem høje vinduer ud mod haven og oplyste væggene, der var malet som imiteret marmor i en farve som moden hvede. Det virkede imødekommende – skønt lidt falmet. Helenas far var millionær (det var ikke godt detektivarbejde fra min side, bare minimumskravet for at komme i Senatet); alligevel betragtede også han sig som kæmpende i en by, hvor kun multimillionærer tiltrak stemmer.

Min egen position var langt værre. Jeg havde ingen penge og ingen status. For at løbe af med Helena under respektable vilkår skulle jeg finde fire hundrede tusind sesterts og så overtale kejseren til at indføje mig på den liste over ynkværdige ubetydeligheder, der udgør middelklassen. Selv hvis jeg nogen sinde klarede det, var jeg et ret anløbent valg for hende.

Hun læste mine tanker. “Marcus, jeg hørte, at din hest vandt sit løb i Circus Maximus.”

Livet har faktisk sine kompensationer: Den hest, der blev kaldt Lille Skat, havde været en heldig arv for mig. Jeg havde ikke råd til at opstalde den, men inden den kom på hesteauktion, havde jeg meldt den til bare et løb – som den vandt med forbløffende odds. “Helena, du har ret; jeg tjente nogle penge på det løb. Jeg kunne investere i en mere imponerende lejlighed for at tiltrække en bedre klasse af klienter.”

Hun nikkede bifaldende med hovedet ind mod mine knæ. Hendes hår var sat op med et pantheon af elfenbensnåle, alle med udskårne hoveder som strengt udseende gudinder. Mens jeg sad og grublede over min pengemangel, havde jeg trukket en ud; den stak jeg i mit bælte som en jagtkniv og begyndte drillende at erobre de andre. Helena vred sig lidt irriteret og rakte ud efter mine håndled. Til sidst stødte hun min håndfuld af nåle på gulvet; jeg lod hende kravle rundt og prøve at finde dem, mens jeg metodisk gik videre med min plan.

Da jeg havde løst alt hendes hår op, havde Helena fundet alle sine nåle – selv om jeg bemærkede, at hun lod mig beholde den, der var stukket ned i mit bælte. Jeg har den stadig; Flora med en krone af roser,

24

VENUS I KOBBER.indd 24

13/04/23 9:21 PM

der giver hende høfeber; hun dukker somme tider op, når jeg roder efter bortkomne penne i min skriveæske.

Jeg bredte Helenas hår ud, sådan som jeg gerne ville have det. “Det var bedre! Nu ligner du mere en pige, der måske indvilger i at blive kysset – du ligner faktisk en, der endda kunne finde på at kysse mig af egen tilskyndelse …” Jeg rakte ned og trak hendes arme op om min hals.

Det blev et langt kys, inderligt påskønnet. Kun den kendsgerning, at jeg kendte Helena så godt, gjorde, at jeg bemærkede, at min egen lidenskab blev mødt med usædvanlig beherskelse fra hendes side.

“Hvad er det? Kan du ikke lide mig mere, sveske?”

“Marcus, jeg kan ikke –” Jeg forstod. Hendes abort havde rystet hende; hun var bange for at risikere en ny. Og hun var sikkert også bange for at miste mig. Vi kendte begge mere end en galant herre med romersk retlinethed, der automatisk ville droppe en ulykkelig veninde på et sådant tidspunkt.

“Jeg er ked af det –” Hun var forlegen og kæmpede for at undslippe.

Men hun var stadig min Helena. Hun ønskede næsten lige så meget, som jeg gjorde, at jeg skulle holde hende tilbage. Hun havde brug for at blive trøstet – selv om hun for en gangs skyld veg tilbage for at opmuntre mig.

“Min elskede, det er naturligt.” Jeg løsnede mit tag. “Alting ordner sig af sig selv …” Jeg vidste, jeg skulle være beroligende, så jeg prøvede at behandle hende blidt, selv om det var svært at klare en skuffelse, når den føltes så håndgribeligt. Jeg bandede, og Helena må have været klar over det.

Vi sad roligt og talte om familieanliggender (en dårlig ide som sædvanlig), og ikke længe efter sagde jeg så, at jeg skulle gå.

Helena fulgte mig ud til døren. Dørvogteren var nu helt for svundet, så jeg trak selv slåerne fra. Hun lagde armene om mig og begravede sit ansigt ved min hals. “Jeg går ud fra, du vil løbe efter andre kvinder!”

“Naturligvis!” Det lykkedes også mig at gøre det til en spøg.

Hendes store, ulykkelige øjne berørte mig dybt. Jeg kyssede hendes øjenlåg og pinte så mig selv, holdt hende tæt ind til mig, mens jeg løftede hende op fra gulvet. “Kom og bo sammen med mig!” bad jeg

25

VENUS I KOBBER.indd 25

13/04/23 9:21 PM

pludselig indtrængende. “Kun guderne ved, hvor lang tid det vil tage mig at tjene, hvad vi behøver for at blive respektable. Jeg er bange for at miste dig; jeg vil have dig hos mig. Hvis jeg lejer en større lejlighed –” “Marcus, jeg føler bare –” “Hav tillid til mig.”

Helena smilede og trak mig i øret, som om hun troede, det var den hurtigste måde at gøre vores vanskeligheder permanente på. Men hun lovede at tænke over, hvad jeg havde sagt.

Min gang blev lettere på vej hjem til Aventinerhøjen. Selv om min udkårne var utilbøjelig til at flytte sammen med mig, var der efter det, jeg vandt på Lille Skat, i hvert fald ikke noget, der kunne forhindre mig i at leje en bedre lejlighed … Jeg vidste, hvad jeg skulle hjem til, og tanken om at komme til at bo et andet sted kunne ikke andet end kvikke mig op.

Så huskede jeg, at mine uindløste spillemærker var blevet slugt af min treårige niece, inden jeg blev slæbt i fængsel.

26

VENUS I KOBBER.indd 26

13/04/23 9:21 PM

VENUS I KOBBER.indd 348

13/04/23 9:21 PM