Trold

Trold

Af samme forfatter: Rygtet (2021)

Titel

R ASM U S DAU G B JE RG

Trold roman

Gutkind

Trold  Rasmus Daugbjerg og Gutkind Forlag A/S, København 2022 1. udgave, 1. oplag, 2022 Omslag:  Kasper Vang Forsideillustration:  Frederik Exner Sat med Bembo hos Christensen Grafisk og trykt hos ScandBook EU ISBN 978-87-434-0379-1

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Tak til Statens Kunstfond

Gutkind Forlag · Læderstræde 9, 1. · DK-1201 København K gutkind.dk · f gutkindforlag · gutkind_forlag

Himlen er et hul. I hullet ligger solen. Den strækker sig ned mod skoven.

Lyset kommer, og trolden afskyer det.

Hun sidder på en træstub i skoven. Jorden er hård under hendes fødder. Skyggerne i skoven holder om den sidste sne, indtil solen snart æder den. Skovens kerne er kold lidt endnu, tænker trolden.

Ude i skovbrynet er træerne grønne. De er en skal om skovens kerne.

Uden for skovbrynet ligger menneskebyen.

Solen er et sår. Såret bløder knive. Knivene falder ned i menneskebyen, og så tør menneskene op. De går ud i lyset i gaderne med spyd og plove, med hakker og knive. De skærer i jorden og i dyrene.

Det er sårenes tid, tænker trolden.

Hun ser ræven, han er rød mellem træstammerne. En dråbe vand rammer trolden på hovedet. Hun kigger op i træerne, der drypper. De vugger rederne. De ryster deres grene.

“I ved, hvad der venter os, det er derfor, I vugger og græder,” siger trolden.

I menneskebyen står menneskene under solen og fryser.

De står i gaderne og sørger over deres børn. De kalder døden ved navn: “Trold.”

5

“Det er trolden, den har taget vores datter,” siger de.

“Trolden er ond,” siger de.

Mennesker, som forsøger at blive gravide, peger ind i skoven.

“Det er trolden, den har haft hånden oppe i mig,” siger de.

“Den har taget mine æg ud,” siger de.“Trolden malkede mig om natten, den har stjålet min sæd.”

Menneskene trænger ind i skoven med økser og save og knive, de skræller skallen af skoven, de vil ind i kernen.

Trolden hører menneskene gø, når de skærer.

For længe, længe siden levede trolden et ensomt liv. Det meste skræmte hende. Hun var bange for regnen, hun så den som småsten, der faldt fra himlen. Hun sad i ly under træerne, hun klagede, når en dråbe ramte hende. Hvis en fugl pludselig kom til syne på himlen over trækronerne, farede hun sammen. Nogle gange trådte et dyr på en gren et sted, andre gange følte hun, at et træ greb ud efter hende, og så hamrede hjertet.

Hun holdt sig fra dyrene. Deres øjne var blanke.

Hestene, harerne, okserne, vildsvinene, fuglene, bierne, alle deres øjne i skoven skræmte hende.

Hun var udmattet af at være skræmt. Hun sad ofte på jorden og hev efter vejret, mens hun græd.

Fra skoven så hun menneskene. De levede deres liv, boede i deres huse, tævede jorden og hev planter op af den. Menneskene rejste kors af træ, som de sømmede hinanden fast på.

Så kom den onde dag.

Menneskene trængte ind i skoven, de var en sværm 6

af kroppe, de fløj mellem træstammerne. Armene var tynde, i hænderne holdt de reb og knive.

Trolden gemte sig bag den røde busk.

Menneskene havde hår på hovederne. Ansigterne var afpillede. De var lavere end trolden, og deres hoveder var små. Deres munde var små.

Menneskene standsede i skoven.

En ro sænkede sig.

Menneskene begyndte at tale med hinanden. Der var noget venligt over deres munde, trolden blev varm, hun skulle til at rejse sig. Men mundene var fælder: de begyndte at råbe.

Og så spredte menneskene sig gennem skoven, de trådte tungt ned i jorden. De bandt dyrene med reb. De trak dyrene ud af skoven. Menneskene fik øje på trolden bag den røde busk, de pegede på hende, og hun skreg.

Mundene råbte.

Trolden løb sin vej, mens hun pissede.

Menneskene fældede træerne. De brød jorden op, snittede i den med deres knive.

Nede i et af de sår, menneskene havde snittet i skoven, begyndte noget at sy sig selv.

En dag kravlede en kjole op af såret, en kjole som selv var en tråd, der skulle binde menneskene og trolden sammen.

Kjolen skubbede sig frem over jorden. Den fandt trolden langt inde i skoven. Kjolen snurrede om sig selv, trolden skulle tage den på, den tilhørte hende. Hun nægtede, hun slog ud efter den, men kjolen slyngede sig om hende. Den blev tung.

Trolden mærkede, hvad det var: en bøddelkjole.

7

Bøddelkjolen var et øre, nu hørte hun menneskene. De gøede i hendes hoved. De gøede, når de skar træerne ned, de gøede, når de skar i dyrene, de gøede, når deres marker krøb ud over jorden. Inde i den gøen lå noget og hviskede til hende: “De er skyldige, du skal straffe dem.”

Trolden kunne ikke holde larmen i sit hoved ud.

Larmen var en pligt.

Hun satte sig på skovbunden.

Angsten voksede med menneskelydene i hovedet. Hun lukkede øjnene.

Hun flygtede indad, lod sig forstene.

Først blev hænderne tunge. Leddene blev stive. Krop­ pen blev kold og hård. Fra huden skød en væske, den hærdede om hende. Hun var en sten. Inde i stenen hørte trolden ikke menneskene. Der var noget fredfyldt over det.

Men straks sved fredens ro i hende: dette varer ikke evigt.

Hun vidste, at hun ikke kunne forblive en sten. Ligesom andre sten var hun et udmattende greb om sig selv, og det var blot et spørgsmål om tid, før kræfterne ville slippe op, og stenen ville løbe af hende som vand, ligesom hun havde set andre sten sukke pludseligt og blive til vandpytter.

Hvor længe hun sad sådan, ved hun ikke.

Tiderne gik, det blev sommer og vinter, hun kunne mærke det derude.

Hun tænkte ikke på andet end at forblive en sten så længe som muligt og holdt fast om sig selv, mens hun faldt ind i en lang og dyb søvn.

En dag vågnede hun.

Hun rystede, kræfterne var sluppet op, stenen kunne ikke holde sin hårdhed længere: stenen løb af hende som vand.

8

Hun lå på jorden og hev efter vejret.

Menneskene begyndte at gø i hendes hoved.

Solen skar hendes øjne op.

Lyset gjorde ondt.

Hun var ikke i skoven, hvor hun havde ladet sig forstene. Hun var midt i en verden af træhuse, hegn og veje af sten: hun var i menneskebyen.

Menneskene så den våde trold og råbte.

Hun hev sig op på benene og løb. Benene var tunge.

Hun løb gennem menneskebyen. Dyrene stod bag hegnene, menneskene snittede i dyrene og hev dem i yverne og drak af mælken, jorden var flad, der var ingen træer, buskene voksede bag hegn.

Menneskene kastede sten efter trolden i gaderne, hun løb ud over markerne og så træerne: det var skoven, den var svundet.

Inde i skoven sad harerne og hjortene fast i fælder.

Menneskene hev træerne ned og huggede dem i stykker til deres huse, til hegn og kister og kors.

Trolden løb længere ind i skoven og faldt om på vej op ad en bakke.

Menneskene gøede.

Trolden græd og spyttede. Hun gravede med hænderne ind i bakken. Jorden var hård og gjorde ondt under neglene.

Solen gik ned.

Hun havde gravet en hule.

Hun satte sig længst inde. Hulen var kold.

I bøddelkjolen gøede menneskene, det skreg i hendes hoved: “Skyldige! Skyldige! Du skal straffe dem!”

Fra sin hule kiggede hun ned på skoven og dyrene, hun kiggede på menneskebyen.

9

Menneskene gøede.

Trolden græd over det, hun så.

Hun fik øje på ræven, han trykkede sig ned mod skovbunden. Nogle hjorte og harer flygtede fra skoven, andre sad fast i fælder eller lå på træbordene i menneskebyen og blev skåret i stykker. Hestene og køerne og grisene og fårene stod bag hegn. I deres øjne, som før havde skræmt trolden, så hun nu, hvor skræmte de selv var. Hendes tårer knyttede hende til dyrene og træerne og jorden: hun græd, fordi de led. Hun skulle beskytte dem.

10

Karoline sidder på en stol i sin have.

Solen skinner.

Hendes hånd er varm, den ryster. Hun tømmer et glas vand, maven føles kølig.

Vinden bringer noget med sig. Det er den tævende lyd af heste, der løber over jorden. Karoline kender lyden: det er kongens jægere. De kommer for at jage i skoven.

Det er ikke længe siden, Karoline sad i sit hus og klappede sig selv på kinden. Så bankede det på døren. Hun åbnede, det var to mænd. Mændene arbejdede for kongen.

De fortalte, at kongen var interesseret i hendes arbejde, at han var en beundrer af de historier, han havde hørt, og nu havde han sendt de to mænd med en mønt.

Karoline var ikke bare bonde, hun havde ikke bare en havremark. Hun havde også forsøgt sig med at gøre ting usynlige. Da hun havde købt gården, fandt hun nogle papirer i bunden af et skab, der beskrev, hvordan man kunne få knive, gafler, økser og andre redskaber til at gemme sig for øjet. Karolines plan havde været at gøre sin havre og halm usynlig netop for sådan nogle mænd, som stod foran hende nu og sædvanligvis indkrævede hendes mønter eller korn.

Den ene mand holdt mønten frem for Karoline.

“Kongen vil have, at du gør den usynlig,” sagde han.

11

Karoline viste mændene ind på et værelse. Manden med mønten lagde den på bordet.

Karoline hviskede til mønten.

Fra mønten piblede der røde dråber. Mønten blødte.

Blodet størknede. Mønten var rød.

Det var så langt, hun nogensinde var nået, også med halmen, en tyk rød væske havde piblet fra halmen, men usynlig var den aldrig blevet.

Mændene sukkede.

Så trak den ene af dem en kniv og stak den ind i låret på Karoline. Hun faldt ned på gulvet. Mændene tog den røde mønt med sig. Deres hoveder rystede, mens de gik.

Karolines lår blev vådt.

Hadet til kongen åbnede sig i hende, hun græd.

Hun rejste sig og mærkede, at de tårer, hun græd, ikke var for hendes egen skyld, at de ikke var over låret, som blødte og gjorde ondt. Hun græd for de bønder, hun kendte i byen. Hun græd over kongens hænder, som de skulle lægge mønter, korn, kød og træ i. Kongens hænder var knive. Det var de knive, bønderne arbejdede for. De stak i dem, bønderne sad på knæ på markerne og arbejdede, de var udmattede og sultne, og de blødte ned på markerne. Fra sårene løb deres liv. Og deres liv var elendige, og i skoven boede den, som åd af deres elendighed: trolden.

De hadede den for det.

Men Karoline mærkede, at hun også græd for trolden.

Kongen krævede skoven af bønderne, men skoven var troldens hjem, og hvad skulle den gøre andet end at ødelægge bøndernes liv, når de ødelagde dens?

12

Karoline græd sig selv tør. Såret på låret blev hårdt, og det samme gjorde øjnene.

Hadet til kongen blev et grimt og pinefuldt ar. Hun ville ikke længere lægge noget som helst i kongens hænder. Hun ville ikke have noget med ham at gøre.

Hun besluttede sig for at lade sin mark visne.

Og en dag besluttede hun sig for ikke at spise igen. Det var sådan, hun ville overleve, for hun vidste, at trolden ikke kun tog slagterne og skovhuggerne og de bønder, som arbejdede i markerne på den frilagte jord, men også de folk, som spiste kødet fra slagterne og afgrøderne fra markerne.

Og den dag begyndte hendes hånd at ryste for første gang: fingrene trommede på låret.

Og nu, hvor kongens jægere kommer for at jage i skoven, trommer Karolines fingre igen.

Hun rejser sig, går ind gennem huset og ud ad hoveddøren. Hun står i gaden og kigger på alle de begejstrede bønder, som vælter ud af husene. De har net og kæppe i hænderne. De vil se jægerne på hestene, de vil se geværerne, de vil ud i skoven og jage med kongens mænd.

Begejstringen sidder i bøndernes ansigter, når de ser jægernes smukke kapper og de skinnende heste. De ser den storhed, de arbejder for, og i den storhed trøstes de.

Men med det samme gør trøsten ondt. For bønderne ved, at de slikker deres sår hos dem, der har stukket dem.

Karoline slutter sig til dem, de står og kigger ud over landskabet. Folk stryger deres børn over håret.

Jægerne kommer, de rider over bøndernes marker.

Hestene tager markerne med sig under hovene og ind i skoven. Karoline tørrer sig om munden.

13

Jægerne kommer langsomt ud af skoven med blodvåde piske. De er jagtrøde i hovederne, men de har jaget i en bytteløs skov.

De rider ind i byen og kigger på bønderne. Jagthundene lægger sig i gaderne. En jæger hoster.

“Hvor er hjortene henne?” spørger han. “Hvor er harerne henne?”

Bønderne er tavse: dyrene har forladt skoven.

Jægeren spytter. Så rider han væk med de andre jægere efter sig.

Karoline slipper dem ikke med øjnene. Hun kigger ud over landskabet. Det er sidste gang, hun ser kongens jægere, det ved hun. Nu er kongen ikke andet end sine hænder, der strækker sig ind i byen og kræver træ og møn­­­ter og kød og korn. Karoline synker ned i jorden.

Hun løfter fødderne og tramper. Hun kigger på bøn­­ derne, som er samlet. De sidder fast med blikkene ud over landskabet. De er uendeligt ensomme, trøsten har forladt dem. Selvom det er jægerne, der nu aldrig kommer tilbage igen, er det alle disse mennesker, som ikke længere findes.

De er efterladt med kongens hænder. Karoline følger blikkene ud mod landskabet. Landskabet er uoverståeligt.

Bønderne begynder at røre på sig, de går med korte og tunge ben mod kirken.

Karoline følger efter: hun vil trøste dem.

Hun går med højre hånd på låret og trommer. Hun går langsomt, hun er et lille orkester, som trommer for bønderne.

I kirken synger børnekoret.

Børnene står foran alteret. De synger: “Tænd et lys for håb.”

14

Karoline sidder på kirkebænken.

Forældrene sidder på kirkebænkene og græder. De seneste dage har børnene øvet sangen med præsten. De forstod den ikke. Børnene kendte ikke det håb, de sang om. Men nu, hvor de står på kirkegulvet og synger foran deres grædende forældre, ser de det: kongens hænder hænger i kirkeloftet.

Børnene synger lavere, indtil de bliver stumme. De går ned og sætter sig hos forældrene. De får våde kys.

Børnene græder, kinderne bliver tørret med lomme­ tørklæder, præsten snøfter, hele kirken græder.

Karolines øjne er tørre.

Kaj sidder ved siden af hende, han kigger på hende.

Hans øjne siger: “Lider du ikke, som vi andre gør?”

På den anden side af Kaj sidder hans søn. Han læner sig frem og kigger på Karoline. Han ser ned på hendes lår, på hånden med de rystende fingre, der slår mod låret. Han ser den lille grædetromme, han ser, hvor meget hun græder dernede på låret med fingrene: hun trøster kirken med sin tromme.

15