Af samme forfatter:
Vand til blomster
Tre Glemt på en søndag
Valérie Perrin Tata
På dansk ved Agnete Dorph Stjernfelt
Tata er oversat fra fransk af Agnete Dorph Stjernfelt efter Tata
Copyright © Éditions Albin Michel, 2024
Denne udgave: © Alpha / Gutkind Forlag A/S, København 2026
1. udgave, 1. oplag, 2026
Omslagsdesign: Imperiet / Harvey Macaulay
Omslagsfoto: Toni Frissell, Un baiser à sa mère – capturé à Berlin-Est. Tyskland, oktober 1961. Library of Congress, Prints & Photographs Division, Toni Frissell Photograph Collection, LC-F9-1961-10-21, frame #16.
Sats: LYMI DTP-Service
Trykt hos ScandBook EU ISBN 978-87-7239-322-3
Denne bog er beskyttet af gældende dansk lov om ophavsret.
Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven.
Det betyder fx, at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst & Node.
alpha er en del af gutkind forlag a/s Læderstræde 9, 1. • DK-1201 København K gutkind.dk • gutkindforlag • gutkind_forlag info@gutkind.dk
Til Claude Lelouch
Til min bror Yannick
Til de fraværende: Jérôme Chaussin og Jean-Paul Didierlaurent
2010. Samuel Paty, Simone Veil, Milos Forman og Elisabeth II var stadig iblandt os. Barack Obama var præsident i USA, og Vladimir Putin havde fået Anna Politskovskaja myrdet fire år tidligere. Det år blev erklæret for Frankrig-Rusland-året. Jeg ved ikke, hvad det egentlig skal betyde.
Taleban havde endnu ikke overtaget magten igen i Afghanistan.
Kathryn Bigelow modtog som den første kvinde en Oscar som bedste instruktør for The Hurt Locker.
Det var også året, hvor Meryl Streep for sekstende gang var nomineret i kategorien ‘Bedste kvindelige hovedrolle’. Verdens højeste skyskraber blev indviet i Dubai, verdens CO2-udslip steg med seks procent, og det var det varmeste år nogensinde registreret. Denne rekord er siden blevet overgået.
Nicolas Sarkozy var præsident i Frankrig.
TikTok fandtes ikke. Adele sang endnu ikke ‘Someone Like You’ og Clara Luciani endnu ikke ‘La Grenade’.
2010 er året for Damien Saez’ album J’accuse. 2010 er året, hvor min tante døde for anden gang.
Første del
21. oktober 2010
“Hallo.”
“Goddag, madame.”
“Goddag.”
“Er du Colette Septembres niece?”
“Ja.”
“Jeg ringer fra gendarmeriet. Gendarmeriet i Gueugnon. Jeg er kaptajn Cyril Rampin. Jeg ringer desværre for at overbringe en dårlig nyhed.”
“...”
“Din tante er død.”
“Min tante?”
“Colette Septembre. Jeg står her sammen med ambulanceredderne. Vi har lige fundet hendes lig i Rue des Fredins nummer 19. Hun er tilsyneladende gået bort, mens hun sov. Vi kører liget til Retsmedicinsk Institut til nærmere undersøgelse.”
“Min tante Colette har ligget på kirkegården i Gueugnon i tre år. Hun boede i Rue Pasteur.”
“Jeg står her med hendes id-kort. Det er Colette Septembre, født i Curdin den 7. februar 1946. Hun er lidt yngre på fotoet, men det ligner hende godt nok.”
“Der må være tale om en fejl. Formentlig en med samme navn.”
“I hendes pung har vi fundet en seddel med ordene: Nødkontakt: Min niece Agnès. Telefon: 01 42 21 77 47.”
“...”
“Der står også, at hun vil brændes. Og begraves sammen med Jean Septembre.”
“Jean?”
“Ja. Kender du ham?”
“Det var min far.”
“Hendes bror?”
“Ja. Men min tante Colette døde for tre år siden, siger jeg jo.”
“Hvor bor du?”
“I Paris.”
“Har hun andre nære familiemedlemmer?”
“Jeg ... er den sidste. Jeg er den eneste ... og min datter ... Men ...”
“Jeg kondolerer. Hvornår vil du kunne komme og identificere liget?”
I år 2000 forsvandt min tante i en uge oven på kampen imellem FC Gueugnon og Paris Saint-Germain. Det var første gang, et 2. divisionshold deltog i Liga Cup-finalen. Gueugnons hold gik under navnet ‘Les Forgerons’ – Grovsmedene – og min tante havde været en ivrig fan hele sit liv.
Det var David mod Goliat, men Grovsmedene endte med at vinde 2-0 i en kamp, hvis udfald ellers havde været betragtet som afgjort på forhånd. Kampen blev spillet på Stade de France og blev transmitteret på FR3. Gueugnons målmand var Richard Trivino. Anfører Amara Traoré. Træner Alex Dupont. Hjemme hos min tante hang der billeder af både Alex Dupont og af Émile Daniel. Hun havde fotografier af alle på holdet og tegnede røde cirkler omkring visse af ansigterne, ligesom mafiaen gjorde med folk, den var ude efter.
Det første mål blev scoret i det 65. minut af Trapasso. Det andet blev scoret af Flauto i tillægstiden. Paris Saint-Germain havde aldrig før tabt finalekampen, og der blev råbt og skreget og grædt, da sejren blev spillet dem af hænde. Snesevis af busser var kørt til Paris med FC Gueugnon-fans. (Min tante havde siddet alene allerforrest for at kunne se vejen.) Oppe fra tilskuerrækker-
ne skreg tusindvis af fans i Gueugnons gule og blå farver: “Først en, så to!”
Da de skulle køre hjem, søgte buschaufføren fra Colettes bus, en fyr, der hed Éric, efter hende overalt. Hun var der ikke. De ventede. De kaldte på hende. Men hun kom ikke. Man ringede til min mor, som var hendes eneste tilbageværende familiemedlem: “Din svigerinde er forduftet.” Min mor svarede, at de ikke skulle bekymre sig.
Colette dukkede først op igen tre dage senere, hvor hun atter sad i sit skomagerværksted, bøjet over et par hyttesko størrelse 42, hvis højre hæl udviste et betragteligt slid grundet ejermanden, en vis Christian Duclos’, halten, der skyldtes et cykelstyrt.
Vi fik aldrig at vide, hvor hun havde været. Ingen spurgte hende om det. Ingen spurgte hende om noget.
Den dag med fodboldkampen erfarede jeg for første gang fra min mor, at det hændte, at Colette forsvandt, men at hun altid kom tilbage. Hun talte om det, nærmest som man ville tale om en hund, der stak af, men altid kom hjem igen, når den blev sulten.
21. oktober 2010
Jeg har lyst til at ringe til ham. Jeg har brug for at tale med ham. Jeg forestiller mig, hvad jeg ville sige. Jeg forestiller mig, hvad han ville svare. Hans stemme.
‘Pierre?’
‘Ja.’
‘Er det dig, Pierre?’
‘Ja. Det er mig.’
Hans stemme, tonelejet, fortravlet, irriteret. Han har altid taget telefonen, som om han stod og var på vej ud ad døren. Som om han allerede havde frakken på. Som om han løb tilbage til apparatet for at tage den. Svare for at få det overstået.
‘Det er Agnès.’
Hvordan ville han reagere? Jeg ville ikke lade ham få tid til at sige ‘Agnès?’ eller ‘Agnès’. Eller ‘Hvorfor ringer du? Er der sket noget?’
“Tænk dig engang, gendarmeriet har lige ringet. Fra Gueugnon. Colette er død.”
Nej, jeg ville ikke sige ‘tænk dig engang’. Jeg ville sige:
‘Gendarmeriet i Gueugnon har lige ringet. De har fundet liget af en kvinde og hævder hårdnakket, at det drejer sig om Colette.’
Nej. Ikke hårdnakket. Jeg siger aldrig ‘hårdnakket’. Han ville
svare:
‘Hun er allerede død ... Har du drukket? Sig mig, har du drukket?’
Og så ville jeg replicere:
‘Ja, det kunne du lide, hva’? Så du og din lille luder kunne få forældremyndigheden over Ana.’
Og så ville jeg lægge på.
Jeg har aldrig brugt ordet ‘luder’. Når jeg er vred, råber jeg ‘dumme kælling’ eller ‘åndssvage gås’. Hvem af os ville lægge først på? Hvornår ville samtalen løbe af sporet?
Tre år uden at høre hans stemme i telefonen, men det her er et undtagelsestilfælde. Colette er gendød. Det ord findes ikke. At gendø findes ikke.
I begyndelsen (begyndelsen til enden) var det barnepigen Cornélia, der fulgte vores barn hen til ham, eller til dem. Og det var Cornélia, der fulgte vores barn hjem til mig igen. Barnet er nu femten år gammelt. Hun tager selv metroen eller en taxa, hvis klokken er mange.
Min sidste film var ikke den, der solgte flest billetter. Men det var den, der fik de bedste anmeldelser. Og som blev vist i flest lande i verden.
Hvorfor tænker jeg på det? Her var jeg lige så stille og roligt død og lavede ikke noget længere; min formue tillod mig at blive under dynen hver anden uge og leve af renterne. Og nu tvinger man mig til at genopstå, købe togbillet og bestille hotelværelse i en gudsforladt by i Bourgogne. For at identificere en gammel død kvinde, som jeg ikke kender.
Den sidste film, jeg lavede, var en kærlighedshistorie. Jeg var virkelig inspireret.
Gammeljomfru uden børn. Colette var min far, Jeans, søster. Hun sørgede dybt over ham, da han gik bort. Sorgen fyldte alting. Hele hendes indholdsløse tilværelse. Hendes lille magre krop og store mørke øjne, som fyldte hele ansigtet, hendes skomager værksted, hendes seng, den luft hun indåndede. Hun affandt sig aldrig med hans død, ‘for det er ikke noget at affinde sig med,’ sagde hun og slog affærdigende ud med hænderne.
Indtil jeg fyldte sytten, var min tante altid tavs over for mig. Det hændte, at hun udvekslede nogle ord med naboerne, de andre forretningsdrivende, kunderne eller fodboldspillerne, der tilbad hende, som italienerne tilbeder Jomfru Maria. Men ikke med mig. Sammen med mig var hun tavs som graven.
Som barn ville jeg have været nødt til at skjule mig bag døren ind til hendes skomagerværksted for at høre hendes stemme sige andet og mere end: ‘Har du sovet godt? Er du sulten? Er du tørstig? Skal du ikke spise op? Har du det for varmt? Godnat ...’ Ord, der blev udtalt i min retning på de samme tidspunkter hver dag.
Men jeg gjorde det aldrig. Hun interesserede mig ikke. Jeg tænkte, at hun ikke havde noget at sige, at hun ikke havde noget
at sige mig. Jeg hadede mine ferier, hendes hus, lugten i hendes hjem. Gulvet, møblerne, de smalle vinduer, mit værelse, der lugtede af mølkugler.
Som tiårig klippede jeg billeder ud af ugebladene og klistrede ind i kladdehæfter, fotos af unge piger, hvis frisurer, læber eller blå mohairsweatre jeg drømte om at få. Hvorfor skulle jeg interessere mig for en kvinde, der aldrig brugte makeup eller gik det mindste op i sit udseende? Hun var en af den slags kvinder, hvorom man sagde: ‘Hun kunne være så smuk, hvis hun gjorde lidt ud af sig selv.’ Hendes tøj var seks numre for stort. Det virkede, som om hun med vilje købte den forkerte størrelse, købte det for stort for at kunne forsvinde lidt i det.
For også at støtte butikkerne i Gueugnon udstyrede hun mig hvert år før skolestart med tre blankochecks, så jeg kunne købe et stykke tøj hos Shopping og et andet hos Causard. Den tredje check var til et par gode sko hos madame Bresciani. Ordentlig kvalitet, prisen underordnet. Læderskoene gnavede i mine fødder.
Det var den samme lidt upersonlige besked hvert år i slutningen af august: ‘Værsgo, så kan du gå ud og ekvipere dig inden skolestart.’
Alle mennesker har en historie
AGNÈS DUGAIN er en berømt filminstruktør, som efter en hård skilsmisse er flyttet tilbage til Paris med sin teenagedatter. Her er hun gået helt i stå og har trukket sig fra verden.
En dag får hun en overraskende opringning fra politiet, der overbringer den triste nyhed, at hendes tata – hendes kære faster Colette – er død. Denne oplysning ryster Agnès. Colette døde nemlig tre år tidligere og ligger begravet på kirkegården i Gueugnon, en lille by i Bourgogne. Som nærmeste slægtning er det Agnès, der må identificere den døde, og ved ligsynet er der ingen tvivl om, at det faktisk er hendes faster. Men hvem er det så, der ligger i graven? Og hvorfor har Colette foregivet at være død?
I det lille hus, hvor Colette de sidste år af sit liv har levet i skjul, har hun efterladt en kuffert fuld af kassettebånd, som Agnès begynder at lytte til for at afdække historien om hende og deres familie. Udadtil har Colette altid virket som en kvinde, der gik gennem livet uden at efterlade sig de store spor, men i sin søgen efter svar indser Agnès, at alle har en historie – og Colette har om nogen meget at fortælle.
