Iran 1977. Darya er en ung kvinde på tærsklen til voksenlivet. Hun bor i Mellemøstens Paris, Teheran, og går på universitetet. Hun spiller volleyball på højt niveau, kører motorcykel og drømmer om et liv med sport, frihed og eventyr. Men Iran er under forandring, og langsomt bliver de drømme begrænset for hende, hendes veninder og kvinder generelt.
Rundtom i Teherans gader bliver der protesteret mod Shahen. De politiske spændinger deler også familien i Daryas hjem, og mørke hemmeligheder dukker op til overfladen. Darya søger svar og møder mennesker, der udfordrer hendes mod og vækker både kærlighed, tvivl og håb. Men pludselig skal hun passe på, hvad hun siger, og hvem hun ses sammen med. For det er farligt at finde sin egen stemme i en verden, der forsøger at tie én ihjel.