Splinten

SPLINTEN.indd 6

05/04/23 2:37 PM

Splinten er oversat fra tysk af Ursula Baum Hansen efter Splitter © 2009 by Verlagsgruppe Droemer Knaur GmbH & Co. KG, Munich The work has been negotiated through AVA international GmbH, Germany (www.ava-international.de).

Denne udgave: © Sebastian Fitzek og Gutkind Forlag A/S, København 2023 Splinten er oprindeligt udkommet på dansk på Audioteket A/S, 2010 1. udgave, 1. oplag, 2023 Omslag: © Imperiet Sat med Utopia hos Geethik Technologies og trykt hos ScandBook EU ISBN 978-87-434-0504-7

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

www.sebastianfitzek.de

Gutkind Forlag · Læderstræde 9, 1. · DK-1201 København K gutkind.dk · f gutkindforlag · gutkind_forlag

SPLINTEN.indd 4

05/04/23 2:37 PM

SPLINTEN På dansk ved Ursula Baum Hansen

Gutkind

SPLINTEN.indd 3

05/04/23 2:37 PM

„Hvad synes du?” „Tja, jeg synes, den er lidt … lad os sige, man skal vænne sig til den, ikke?” „Man kan vist snarere kalde den tudegrim.” „Har du fået den foræret?” „Nej, købt den.” „Hør nu lige her. Har du betalt penge for den?” „Ja.” „For en lyseblå, batteridrevet natbordslampe, der forestiller en delfin, og som du selv synes er rædselsfuld?” „Tudegrim.” „Jamen, så giv mig lige en forklaring. Hvis det skal være kvinde­ logik, så forstår jeg den bare ikke.” „Kom her.” „Jeg ligger jo næsten allerede oven på dig.” „Jamen kom alligevel nærmere.” „Du har vel ikke tænkt dig, at lampen skal være en del af vo­ res kærlighedsliv?” „Skøre skid.” „Hør, hvad er der? Hvorfor kigger du pludselig sådan på mig?” „Vil du love mig …” „Hvad?” „Vil du love mig altid at have en lampe tændt?” „Jeg … er ikke rigtig med. Er du pludselig blevet mørkeræd?” „Nej, men …” „Men hvad?”

7

SPLINTEN.indd 7

05/04/23 2:37 PM

„Jo, ser du, jeg har tænkt på, hvor forfærdeligt det ville være, hvis der skete dig noget. Nej, vent, bliv nu liggende. Jeg vil have dig helt tæt ind til mig.” „Hvad er der … sig mig, græder du?” „Hør her, jeg ved godt, det kan lyde lidt skørt, men jeg vil have, at vi laver en aftale.” „Ja?” „Hvis en af os skulle gå hen og dø – vent, lad mig nu tale ud.

Så skal den, der er gået bort, give den anden et tegn.” „Og tænde lampen?” „Så vi ved, at vi trods alt ikke er alene. At vi tænker på hinan­ den, selv om vi ikke kan se hinanden.” „Jeg ved ikke, skat, om …” „Lover du mig det?” „Okay.” „Tak.” „Er det derfor, den er så grim?” „Tudegrim.” „Sandt nok, og set fra den vinkel er det godt valgt. Det mon­ strum ville vi aldrig finde på at tænde ved en fejltagelse.” „Så lover du mig det?” „Selvfølgelig, min pige.” „Tak.” „Men hvad i alverden skulle der ske os?”

SPLINTEN.indd 8

05/04/23 2:37 PM

SPLINTEN.indd 10

05/04/23 2:37 PM

SPLINTEN Det er enten virkelighed eller drøm Der er ingen mellemting „Twilight”, Electric Light Orchestra Hensigten helliger midlet Gammelt visdomsord

SPLINTEN.indd 9

05/04/23 2:37 PM

1.

I dag Marc Lucas tøvede. Han stod længe med den eneste uskadte finger på sin brækkede hånd anbragt på det gamle ringeapparats messingknap, inden han tog sig sammen til at trykke på den.

Han anede ikke, hvad klokken var. De seneste timers rædsel havde fået ham til helt at miste tidsfornemmelsen. Men herude, midt i skoven, virkede det, som om tiden kunne være ligegyldig.

Den iskolde novembervind og tøsneen i de sidste par timer havde lagt sig lidt, så selv månen dukkede op mellem det flossede skydække. Den var den eneste lyskilde i en nat, der virkede lige så kold, som den var mørk. Der var intet, der tydede på, at det vedbendbevoksede, toetages bjælkehus var beboet. Selv den alt for store skorsten på spidsen af gavltaget lod ikke til at være i gang. Marc kunne heller ikke mærke den typiske lugt af brænderøg, som samme formiddag havde vækket ham her i lægens hus – lidt over elleve, da de første gang havde ført ham herud i skoven til professoren.

Da havde han allerede følt sig syg. Dødssyg. Men ikke desto mindre var hans tilstand siden blevet forværret på dramatisk vis.

For få timer siden havde hans udvendige skader næsten ikke kunnet ses. Nu dryppede blodet fra næse og mund ned på hans beskidte kondisko, de brækkede ribben gned sig op 11

SPLINTEN.indd 11

05/04/23 2:37 PM

ad hinanden, når han trak vejret, og hans højre arm hang ned langs kroppen som en dårligt monteret reservedel.

Marc Lucas trykkede atter på messingknappen, men igen uden hverken at høre det ringe, summe eller klinge. Han gik et skridt tilbage og kiggede op mod balkonen med soveværelset bagved, hvorfra man om dagen havde en eventyrlig udsigt til den lille skovsø bag huset, hvis overflade var som en vinduesrude, når det var vindstille – en glat, mørk rude, der ville splintres i tusinde småstykker, så snart man kastede en sten i den.

Soveværelset blev ved med at være mørkt. Selv hunden, hvis navn han havde glemt, gøede ikke, der hørtes ingen andre lyde, som normalt ville opstå i et hus, hvis beboer bliver vækket midt om natten. Ingen bare fødder, der jokker ned ad trappen; ingen tøfler, der slubrer tværs over entréens gulv, mens husejeren nervøst rømmer sig og prøver at glatte sit forpjuskede hår med begge hænder og en klat spyt.

Men alligevel blev Marc ikke det mindste forbavset, da døren pludselig blev åbnet som af en spøgelseshånd. Han havde oplevet alt for mange uforklarlige ting i de seneste dage til, at han skænkede det en tanke, at psykiateren stod fuldt påklædt foran ham, iført habit og med korrekt bundet slips, som om han plejede at have konsultationstid midt om natten. Han havde måske også siddet og arbejdet i den bageste del af sit lille, labyrintiske hus, læst gamle patientjournaler eller studeret i en af de tykke bøger om neuropsykologi, skizofreni, hjernevask eller personlighedsspaltning, som lå og flød overalt, selv om han i de senere år kun fungerede som censor.

Marc spekulerede heller ikke over, hvorfor lyset fra kaminværelset først nu trængte ud mod ham. Et spejl over kommoden reflekterede lysstrålerne, så det et øjeblik så ud, som om professoren havde en glorie om hovedet. Så gik den gamle mand et skridt tilbage, og virkningen var væk.

12

SPLINTEN.indd 12

05/04/23 2:37 PM

Marc sukkede, lænede sig udmattet op ad dørkarmen med sin raske skulder og løftede sin smadrede hånd. „Åh …” sagde han bønfaldende. „De må fortælle mig det.”

Da han talte, kom hans tunge til at ramme nogle løstsiddende fortænder. Han hostede, og det fik en tynd stribe blod til at løsne sig i hans næse. „Jeg ved ikke, hvad det er, der sker med mig.”

Lægen nikkede langsomt, som om han havde svært ved at bevæge hovedet. Enhver anden ville chokeret være faret sammen ved synet af ham, ville bange have smækket døren i eller i det mindste omgående have prøvet at tilkalde lægehjælp. Men professor Niclas Haberland gjorde ingen af delene.

Han gik bare til side og sagde med sagte, melankolsk stemme: „Beklager, men De kommer for sent. Jeg kan ikke længere hjælpe Dem.” Marc nikkede. Han havde ventet dette svar. Og havde forberedt sig på det. „Jeg har desværre intet andet valg!” sagde han og trak pistolen op af sin iturevne læderjakke.

SPLINTEN.indd 13

05/04/23 2:37 PM

2.

Professoren gik foran ned ad gangen til dagligstuen. Marc holdt sig hele tiden lige bag ved ham, uophørligt med våbnet rettet mod Haberlands overkrop. Samtidig var han glad for, at den gamle mand ikke vendte sig om og derved blev klar over, at han var nær ved at besvime. Marc var næppe nået at træde indenfor, førend han blev svimmel. Hovedpinen, kvalmen, svedeturene … alle de symptomer, som de seneste timers fysiske smerter havde forstærket, var pludselig vendt tilbage. Nu havde han mest lyst til at klamre sig til Haberlands skuldre og blive trukket fremad af ham. Han var træt, så uudholdeligt træt, og korridoren virkede uendeligt meget længere end ved hans første besøg. „Hør her, jeg beklager,” gentog Haberland, da de trådte ind i dagligstuen, hvis mest iøjnefaldende genstand var kaminen, hvor en hendøende ild langsomt forvandledes til gløder. Hans stemme lød rolig, næsten medfølende. „Jeg ville virkelig ønske, at De var kommet noget før. Nu er der meget lidt tid tilbage.”

Haberlands øjne var helt udtryksløse. Hvis han var bange, var han lige så dygtig til at skjule det som den gamle hund, der lå og sov i en lille spånkurv ved vinduet. Den sandfarvede pelsbylt havde ikke så meget som løftet hovedet, da de var trådt ind. Marc gik hen til midten af værelset og så sig ubeslutsomt omkring. „Hvad mener De med, at der kun er lidt tid tilbage?” „Så kig da på Dem selv. Deres tilstand er værre end min bolig.”

14

SPLINTEN.indd 14

05/04/23 2:37 PM

Marc gengældte Haberlands smil, men selv dette gjorde ondt. Husets indretning var virkelig lige så ejendommelig som beliggenheden midt i skoven. Ingen af møblerne passede sammen. Der stod en stopfyldt Ikea-reol ved siden af en elegant biedermeierkommode. Der var tæpper på det meste af gulvet, men et af dem lignede mest af alt en bademåtte og passede hverken i stil eller farver til det håndknyttede, kinesiske silketæppe. Det var nærliggende at tænke på et pulterkammer, men alligevel var der ligesom ikke noget tilfældigt ved denne indretning. Hver eneste ting, lige fra grammofonen på rullebordet til lædersofaen, fra øreklapstolen til lærredsgardinerne, virkede som levn fra gamle dage. Som om professoren var bange for at miste mindet om en afgørende periode i sit liv, hvis han kasserede ét eneste møbel. De medicinske fagbøger og tidsskrifter, der ikke kun befandt sig i reolerne og på skrivebordet, men også i vindueskarmene, på gulvet og endda i brændekurven ved siden af kaminen, virkede som bindeled mellem al ragelset. „Sæt Dem dog ned,” sagde Haberland, som om Marc stadig var en velkommen gæst. Ligesom om formiddagen, da han bevidstløs var blevet anbragt i den komfortable sofa, hvis puder var lige til at drukne i. Men nu ville han helst have sat sig lige foran kaminilden. Han frøs; frøs som aldrig før i sit liv. „Skal jeg lægge lidt mere på?” spurgte Haberland, som om han kunne læse hans tanker.

Uden at vente på svar gik han hen til brændekurven, tog en brændeknude og smed den i kaminen. Det fik flammerne til at slå op og gav Marc en næsten ubetvingelig lyst til at stikke hænderne lige ind i ilden for endelig at blive af med kulden i sin krop. „Hvad er der sket med Dem?” 15

SPLINTEN.indd 15

05/04/23 2:37 PM

„Hvad behager?” Det varede lidt, inden han kunne tage blikket fra kaminen og igen koncentrere sig om Haberland.

Professoren målte ham oppefra og nedefter. „Deres sår. Hvordan er det sket?” „Det har jeg selv gjort.”

Til Marcs forbløffelse nøjedes den gamle psykiater med at nikke. „Det tænkte jeg nok.” „Hvordan det?” „Fordi De vil have at vide, om De overhovedet eksisterer.”

Det var, som om denne sandhed ligefrem fik Marc til at synke ned i sofaen. Haberland havde ret. Det var lige netop hans problem. Endnu samme formiddag var professoren kommet med antydninger, men nu ville Marc have klar besked.

Det var derfor, han endnu en gang sad i denne bløde sofa. „De vil have at vide, om De virkelig er til. Det er en af grundene til, at De selv har forvoldt Dem disse kvæstelser. De ville sikre Dem, at De endnu er i stand til at føle noget.” „Hvor ved De det fra?”

Haberland slog afværgende ud med hånden. „Erfaring. Jeg har selv engang været i en lignende situation som De.” Professoren kastede et blik på sit armbåndsur. Marc var ikke helt sikker, men han mente at have opdaget nogle ar omkring håndleddet, der mere kunne minde om brandsår end om knivstik. „Jeg er officielt holdt op med at praktisere, men derfor er mine analytiske evner langtfra forsvundet. Må jeg have lov at spørge, hvad De føler lige nu?” „Kulde.” „Ingen smerter?” „De er til at holde ud. Jeg tror stadig, jeg er for chokeret.” „Men tror De ikke, det var bedre, hvis De var henne på en skadestue end her? Jeg har ikke engang Aspirin i huset.”

16

SPLINTEN.indd 16

05/04/23 2:37 PM

Marc rystede på hovedet. „Jeg vil ikke have piller. Jeg vil bare have vished.”

Han lagde pistolen på sofabordet med mundingen rettet mod Haberland, som stadig stod foran ham. „Giv mig bevis på, at jeg virkelig er til.”

Professoren løftede hånden og kløede sig på den ølbrikstore, skaldede plet inde mellem hans grå hår. „Ved De, hvad man plejer at nævne som forskellen på mennesker og dyr?”

Han pegede på den lille kurv med hunden, der stønnede uroligt i sin søvn. „Det er bevidstheden. Mens vi ustandselig spekulerer på, hvorfor vi er til, hvornår vi skal dø, og hvad der sker efter døden, skænker et dyr det overhovedet ikke en tanke, om det eksisterer eller ej.”

Haberland var gået hen til sin hund, mens han talte. Nu lagde han sig på knæ ved siden af den og lagde kærligt begge hænder om dens forpjuskede hoved. „Tarzan her kan ikke engang kende sig selv i spejlet.”

Marc tørrede lidt blod af det ene øjenbryn og kastede så et blik ud ad vinduet. Han mente i et kort øjeblik at have set et lys i mørket derude, men så opdagede han, at det bare var kaminilden, der blev genspejlet i ruden. Det måtte være begyndt at regne igen, for der sad små regndråber på vinduet. Lidt efter fik han øje på sit eget spejlbillede langt ude i mørket over søen. „Bevares, jeg kan stadig se mig selv, men hvordan kan jeg vide, om spejlet ikke lyver?” „Hvad har dog fået Dem til at tro, at De lider af vrangforestillinger?” lød det fra Haberland som et modspørgsmål.

Marc koncentrerede sig igen om regndråberne på vinduet.

Hans spejlbillede var ved at gå i opløsning.

Tja, hvad siger De for eksempel til højhuse, der forsvinder i den blå luft, kort efter at jeg er gået ud af dem? Eller til men­ nesker, der bliver holdt fanget i min kælder, og som giver mig 17

SPLINTEN.indd 17

05/04/23 2:37 PM

nogle bøger, hvis indhold fortæller, hvad der vil ske med mig i løbet af nogle sekunder? Åh, ja, og så er der også lige de døde, der pludselig genopstår. „Fordi der ikke findes nogen logisk forklaring på alt det, jeg har været ude for i dag,” svarede han sagte. „Jo, det gør der.”

Marc drejede omkring. „Hvilken? Fortæl mig lige det.” „Jeg er bange for, at vi ikke har tid til det.” Haberland kiggede atter på sit ur. „Der varer ikke længe, førend De definitivt må væk herfra.” „Hvad mener De?” spurgte Marc, rakte ud efter sit våben på sofabordet og rejste sig. „Er De måske en af dem? Er De med i dette her?” Han rettede pistolen mod psykiaterens hoved.

Haberland rakte afværgende begge hænder ud mod ham. „Det er ikke, som De tror.” „Nå, ikke – og hvor ved De det fra?”

Professoren rystede medfølende på hovedet. „Kom så med det!” Marc råbte så højt, at årerne sprang frem på hans hals. „Hvad er det, De ved om mig?”

Svaret fik ham til at hive efter vejret. „Alt.” Ilden flammede op. Marc måtte kigge væk, hans øjne kunne lige pludselig ikke længere tage det skarpe lys. „Jeg ved alt, Marc. Og det er De også klar over. De vil bare ikke indrømme det.” „Jamen, så, så …” Marc begyndte at få tårer i øjnene … „så vær venlig at fortælle mig det. Hvad er det, der sker med mig?” „Nej, nej, nej.” Haberland foldede besværgende hænderne som til bøn. „Sådan fungerer det ikke. Tro mig. Enhver indsigt er værdiløs, hvis den ikke kommer indefra.” „Sikke noget lort!” udbrød Marc rasende og lukkede øjnene for bedre at kunne koncentrere sig om smerterne i skulderen.

18

SPLINTEN.indd 18

05/04/23 2:37 PM

Inden han fortsatte, kom han til at synke det blod, der havde samlet sig i hans mund. „Fortæl mig omgående, hvad det er, her foregår, eller jeg sværger ved Gud på, at jeg slår Dem ihjel.”

Nu sigtede han ikke længere på professorens hoved, men på hans lever. Selv om han ikke ramte så nøje, ville kuglen ødelægge livsvigtige organer, og herude ville enhver hjælp komme for sent.

Haberland fortrak ikke en mine. „Javel,” sagde han lidt efter, mens de stumt havde stirret på hinanden. „De vil altså høre sandheden?” „Ja.” Professoren satte sig langsomt i øreklapstolen og bøjede hovedet hen mod kaminen, hvor flammerne steg stadig højere op. Hans stemme blev til en næsten lydløs hvisken. „Har De nogen sinde hørt en historie og bagefter ønsket, at De aldrig fik slutningen at vide?”

Han vendte sig om mod Marc og så medfølende på ham. „Kom ikke og sig, at jeg ikke advarede Dem.”

SPLINTEN.indd 19

05/04/23 2:37 PM