Sort sejl

Sort sejl.indd 2

20/02/2023 15.46

REBECKA A LD ÉN

Sort sejl På dansk ved Lisbet Kjær Johansen

Gutkind

Sort sejl.indd 3

20/02/2023 15.46

Sort sejl er oversat fra svensk af Lisbet Kjær Johansen efter Svarta segel © Rebecka Edgren Aldén 2022, by agreement with Grand Agency Denne udgave: © Rebecka Aldén og Gutkind Forlag A/S, København 2023 1. udgave, 1. oplag, 2023 Omslag: © Maria Sundberg & Rasmus Funder Sat med Sabon hos LYMI DTP-Service og trykt hos ScandBook EU ISBN 978-87-434-0447-7

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Til Svante – vi kommer aldrig til at glemme dig

Gutkind Forlag · Læderstræde 9, 1. · DK-1201 København K gutkind.dk · gutkindforlag · gutkind_forlag

Sort sejl.indd 4

20/02/2023 15.46

Prolog allerede på afstand kan Annika se, at noget er galt. En sejlbåd driver i vandet foran dem ud for Möja. Mørke skyer er trukket ind over himlen, men det er stadig lummert. Sveden får den røde redningsvest til at klistre på ryggen.

Luften er næsten elektrisk. Det er, som om himlen bare venter på at give los. I formiddagens vejrudsigt blev der varslet torden og nedbør. Bliver det nu endelig regn? Annika holder meget af varme, men den hede­bølge, der har hærget landet i flere uger, gør hende sløv og langsom. Hun kan ikke huske, hvornår det sidst har regnet, måske har naturen glemt, hvordan man gør.

Endnu en Omega, tænker hun, da hun får øje på den slanke båd.

Hvad er sandsynligheden for at støde på tre Omegaer så hurtigt efter hinanden? Denne her virker velholdt. Skroget er glinsende hvidt, og de blændende sejl ser ud til at være nye. Det store flag i gult og blåt vajer kækt i agterenden. Annika misser mod masten, men genkender ikke vimplens farver og kan ikke afgøre, hvor båden kommer fra. Men vimplen får hende alligevel til at ånde lettet op, for så hører båden nok til i en sejlklub. Det svarer til at opdage et halsbånd på en omstrejfende kat.

Hvis det ikke havde været for skødet til forseglet, som har revet sig løs og nu hænger, og for tovenden, der slæber efter båden i vandet, ville alt se normalt ud. Svage bump fra bommen, som vipper let i vinden.

Det slappe storsejl, der reagerer på den mindste vind med at blafre højlydt.

7

Sort sejl.indd 7

20/02/2023 15.46

Annika noterer sig i farten i den analoge logbog og kigger rundt. Ingen andre både i nærheden. Farvandet i skærgården er usædvanligt øde lige her. Få finder på at sejle ud i åbent hav, når der er varslet torden, for så er der risiko for, at lynet slår ned i masten.

Hun skæver tilbage til Nadia, der langsomt styrer deres åbne redningsbåd, Rescue Cecilia, nærmere. Mørke hårlokker har slidt sig fri fra kvasthuen, og hun stryger dem tilbage med den frie hånd. Nadia og hun har ikke været ude på opgaver sammen særlig mange gange. Annika tager som regel ud med redningsstationens chef, Gunnar. Hun kan ikke forklare, hvorfor det er blevet sådan, men de er kommet tæt på hinanden og supplerer hinanden godt. Annika ved med sig selv, at hun godt kan være lidt opfarende og lovlig hurtig på aftrækkeren. Gunnar er roen selv. Der er noget i hans stemme, som folk, de møder, falder for, måske er det, fordi den ligger en oktav under alle andres, måske er det den bløde dialekt, som han har med fra sin opvækst i Piteå, selvom han har levet det meste af sit liv herude i Stockholms skærgård. Hun har ofte været vidne til effekten, den har på folk, når de er ude på opgave sammen. Hendes handlekraft og hans betryggende ro har vist sig at være en god kombination.

Når hun tænker på Gunnar, strammer det i brystet. Han skal overleve, hun har brug for ham. Det vil ikke være det samme uden ham.

Hun ville ikke være den samme uden ham.

Annika forsøger at lægge bekymringerne fra sig, nu er de på opgave, og Nadia er også en dygtig og erfaren befalingshavende. Hun er mindst tyve år ældre end Annika og har været søredder i mange år. Annika ved, at hun var den første kvinde på stationen. De muskuløse arme og den ranke holdning sladrer om, at hun til hverdag er fysioterapeut og personlig træner.

Annika vender sig, så hun ser i retning af sejlbåden igen. Det er formentlig en nybegynder, der er sejlet lidt for langt ud i skærgården, og som er blevet overrumplet af et vindstød. Det ser man nu og da. Folk, der overvurderer deres egne evner og undervurderer naturens kræfter.

Hvis vejret pludselig slår om, bliver man ikke reddet af smart mærkevaretøj fra Sandhamn eller hundedyrt udstyr.

8

Sort sejl.indd 8

20/02/2023 15.46

Nogle mennesker har for mange penge og for lidt tålmodighed og for lidt respekt for havet. Men samtidig tror hun ikke rigtig på sin teori om hårdt vejr. Det blæste ganske vist en del tidligere på dagen, men det var kortvarigt og ikke mere end ti sekundmeter, da det var værst. En fin båd som denne burde kunne klare det uden problemer. Og så langt ude ligger den heller ikke. Måske skete der noget i tågen i går aftes, hvor man nærmest ikke kunne se en hånd for sig?

Nu er de så tæt på, at Annika hører det svage knirk fra roret, der mangler sin kaptajn. Bortset fra det er der stille. Foruroligende stille.

“Hallo? Er der nogen?” råber hun, men får intet svar.

Hun går frem i stævnen for at kunne gå ombord. I hånden har hun allerede det korte reb. Hun vender sig om mod Nadia for at få klar­ signal og ser, hvordan hun ringer til alarmcentralen, og hun hører, hvordan hun forklarer, at båden tilsyneladende er ubemandet.

“Gå ombord, men lad være med at fortøje, hvis nu der er noget i vejen,” siger Nadia til hende på sit karakteristiske svenske. Hun betoner ligesom hver stavelse i alle ord.

“Ja, der kan jo være noget … nogen,” svarer Annika og synes, hun kan se et bekymret strejf glide forbi sin kollegas blik.

Det ved begge to, at de ikke aner, hvad der møder dem på båden.

Det kan dreje sig om forsikringssvindel. Nogen kan have hugget et hul i skroget, for at båden skal synke. Folk, der bevidst sænker deres båd, har hun været ude for før, og hun har hørt om det i mange varianter, men hvorfor lige her, midt i udsejlingen? Der kan findes en bombe gemt ombord, det har hun hørt kollager fra en anden redningsstation fortælle om for et stykke tid siden. Bare tanken om det får pulsen til at stige. Måske lader hun sin fantasi løbe af med sig, men hun forstår godt, hvorfor Nadia ikke vil fortøje båden, hvis der er noget helt galt.

Sikkerhed frem for alt. Hun hører Gunnars motto for sit indre øre.

“Tag walkie-talkien med, så vi kan holde kontakt,” siger Nadia.

“Selvfølgelig …” siger Annika.

“Jeg er lige her, så du kalder bare, hvis der er noget,” siger Nadia og nikker opmuntrende.

9

Sort sejl.indd 9

20/02/2023 15.46

Pulsen dunker stadig i tindingerne, da Annika gør sig klar til at gå ombord. Nadia vender Rescue Cecilia, så gummikanten på redningsbåden ligger op ad sejlbådens ræling, og Annika kan hoppe ombord med walkie-talkien fastgjort til redningsvesten og hænderne fri. Samtidig hører hun, at Nadia slår bak.

Da hun stiger ned i cockpittet, er det tomt. Der er ikke noget at se, det vil sige, her er mennesketomt. Men så bemærker hun en mørkebrun plet, over den der hvide kant. Hun bøjer sig frem. Kan det være … blod? Det løber hende koldt ned ad ryggen. Hvad er det, der er sket her?

“Nadia, det ligner blod,” siger hun i walkien.

“Okay, jeg ringer efter politiet,” siger Nadja. “Vær forsigtig.”

Politiet. Annika ser Jens for sig. Hun ved ikke, om hun gerne vil se ham eller helst er fri. Hun ryster tanken ud af hovedet. Nu må du fokusere, Annika, formaner hun sig selv.

“Hallo?” råber hun ned i kahytten.

Intet svar. Der kan ligge nogen dernede, syg eller tilskadekommet eller i værste fald død. Snart vil der været fuldt beredskab herude.

Måske burde de have afventet, men hun kan ikke få sig selv til at gå tilbage, nu hvor hun er så tæt på. Nogen kan have brug for hjælp.

Hun er også for nysgerrig.

“Nadia, det virker tomt, men jeg går ned for en sikkerheds skyld,” siger hun.

“Okay,” svarer Nadia.

Den stejle trapper knirker en smule, da hun stiger ned. Der lugter indelukket, som det ofte gør på en sejlbåd. En taske står pakket på sofaen i styrbordsside. Ovenpå ligger et gammelt hæfte og et tomt kameraetui. I køkkenvasken ruller et vandglas frem og tilbage i takt med bådens bevægelser. Selvom der er ståhøjde i kahytten, dukker hun sig, da hun forsigtigt bevæger sig frem mod stævnen. Mellem den og siddepladserne er der et toilet til den ene side og stuveplads til den anden. Benene er usikre, da hun kigger ind i køjerummet. Der er to liggepladser, som man skulle tro var for korte til fuldvoksne mennesker.

10

Sort sejl.indd 10

20/02/2023 15.46

Der er ingen.

Annika ånder lettet op og bakker ud igen. I salonen ser alt ud præcis som for et øjeblik siden. Hun ved, at der også findes et køjerum agter, og går derhen.

“Hallo?” hvisker hun.

Hun flytter på en taske, der står i vejen, før hun kan sno sig frem og ned, så hun også kan få et kig ind til køjerne i agter. Det første, hun får øje på derinde, er en tom sejlpose og en IKEA-pose med noget værktøj.

Hun kaster forsigtigt et blik til begge sider og spejder ind i det trange rum. Der er lavloftet og klaustrofobisk. Her er der heller ingen. Mærkeligt. Kan båden have slidt sig løs? Men sejlet er jo oppe. Hvor er den eller de, som satte det?

Hun vender hovedet væk med en hurtig bevægelse og kravler tilbage samme vej til siddepladserne. Så klatrer hun hurtigt op ad de knirkende trætrin. Pulsen falder til ro, da hun står i den friske havlugt igen. Hun trækker vejret dybt et par gange og ser sig om i cockpittet. Blikket er fæstnet på den mørke plet. Så mærker hun den første dråbe på panden.

Instinktivt vender hun ansigtet mod himlen og kan fornemme, hvordan de grå skyer deroppe bogstavelig talt giver slip.

“Nadia,” råber hun. “Der er ingen. Båden er tom.”

Sort sejl.indd 11

20/02/2023 15.46

Sort sejl.indd 12

20/02/2023 15.46

Fem dage tidligere

dag i: 18. juli

Sort sejl.indd 13

20/02/2023 15.46

Sort sejl.indd 14

20/02/2023 15.46

Joanna jeg stiller tasken fra mig på kajen og skygger for solen med hånden. Solen brænder på min lyse hud. Lydene omkring mig føles så velkendte, selvom det er mange år siden, jeg hørte dem sidst. Knirk. Kluk.

Mågernes skrig. Duften af saltvand og tang.

Ved gæstebroen ligger der flere både på rad, såvel sejlbåde som motorbåde. En skærgårdsfærge lægger til ved den store betonkaj. Bølgerne får pontonen til at gynge, og jeg gynger med.

Mit sorte tøj klæber til huden, mens solen glitrer i vandet. Det er så varmt, at selv vinden føles glohed. Jeg burde have stillet mig i skyggen i stedet for. Eller valgt tøj i en anden farve end sort. Måske burde jeg bare have holdt mig helt væk.

På afstand ser jeg båden nærme sig, vores barndoms Omega, som min far omdøbte til Tarantella i stedet for Petronella, som den tidligere ejer havde kaldt den. Petronella er da for fjollet, forklarede han og gik i gang med at male nye bogstaver hen over de gamle.

Zackarias står med siden til i cockpittet og vinker med store bevægelser. Jeg løfter nølende en hånd som hilsen.

Fingrene søger pillerne i lommen og falder til ro, da de mærker blisterarket.

For mit indre øre hører jeg Zack i telefonen forleden. Du kan ikke sidde indenfor i det her vejr. Vi har ikke set hinanden i et halvt år. I de to et halvt år, der er gået siden begravelsen, har vi stort set ikke set hinanden. Hver gang har det været anstrengende for os begge to. Vi har ikke vidst, hvad vi skulle sige.

15

Sort sejl.indd 15

20/02/2023 15.46

Han ser så naturlig og afslappet ud, og jeg forstår, at mens jeg har siddet bag lukkede døre i min lejlighed, har han været ude i virkeligheden og levet livet. Håret er blevet temmelig langt og flagrer i vinden.

Det er bleget af solen. Det slår mig, hvor forskellige vi er, og nu i højere grad end før.

Guldlok og Soja. Det var sådan min mor kaldte os, da vi var små.

Han lys. Jeg mørk. Hans øjne blå. Mine brune. Når jeg som voksen ser billeder af os som børn, kan jeg se, at jeg slet ikke var så mørkhåret, som jeg selv troede. Mit hår var snarere kommunefarvet og mine øjne melerede. Det var kun i sammenligning med ham, at jeg var mørk.

Alt ved mig blev sammenlignet med ham. Han var referencen. Udgangspunktet. Det sted jeg udgik fra. Han befandt sig i centrum. Jeg i periferien. Han var aldrig min bror, jeg var hans søster. Jeg blev altid spurgt: “Er det dig, der er Zacks søster?”

Ja, det var mig. Men hvem var jeg bortset fra det? I dag kan jeg knap nok huske det. Det føles som en evighed siden, at jeg var hende, jeg var engang. Livet er opdelt i et før og et efter. Hvem jeg er efter det, der skete, har jeg endnu ikke fundet ud af.

Mit hår er lige så sort som mit tøj. Jeg har farvet det så længe, at jeg har glemt, hvilken farve det naturligt er. Måske har jeg slet ikke nogen naturlig hårfarve mere. Underligt nok farver jeg det stadig. Hvorfor går jeg stadig op i mit hår, når alt andet rager mig?

Måske er mit sorte hår den eneste forbindelse mellem, hvem jeg var før og er nu?

Da båden nærmer sig kajen, ser jeg, hvordan Zack smidigt springer op på dækket og med sikre skridt går frem i stævnen. På vejen griber han fat i et reb, som er surret fast om den ene klampe. Han holder fast i faldet, mens han læner sig ud over vandet. Da båden lægger sig helt tæt til kajen, hopper han af og vender sig for at tage imod båden. Han surrer hurtigt rebet fast.

Det hedder ikke et reb, det hedder et tov. Jeg hører min far sige det i mit hoved.

Det er først på det tidspunkt, at jeg indser, jeg burde have hjulpet til og selv taget imod båden. Bedt ham kaste til mig. Men jeg bliver bare 16

Sort sejl.indd 16

20/02/2023 15.46

stående helt passiv med tasken mellem mine fødder. Jeg har en plasticpose med madvarer i hånden og en redningsvest dinglende over armen.

“Hej, Joanna,” siger han. “Dejligt at se, at du er kommet ud af hulen.” Han holder en pause som for at give mig mulighed for at svare, men jeg kan ikke få et ord frem. Han rynker panden og peger på mine hænder. “Har du ikke mere med end det dér?”

Han taler i en lysere tone, end han plejer. Han lægger en arm om mig for at give mig et kram. Den anden holder han stadig fast i båden med. Han lugter af deodorant og frisk sved. Hans underarme er solbrændte, det har været sommervejr i flere uger. Jeg ser ned ad mine egne blege ben og minder mig selv om, at jeg skal huske solcreme. Solens stråler reflekteres af vandet, og jeg har let ved at blive forbrændt.

Min hud er ikke vant til solen. Jeg er ikke vant til den.

“Jeg har købt lidt frisk frugt og grøntsager. Og så tog jeg også et par flasker vin med.”

Det sidste siger jeg lidt henkastet. For selvfølgelig drikker man lidt vin, når man holder ferie.

Noget pirker inden i mig. Flakser og kradser. Noget sort.

“Skal jeg give dig en hånd?” spørger Zack.

Et par måger skriger over os. Deres skygger falder over det næsten hvide vandspejl. Jeg forundres igen over, hvor velkendt omgivelserne føles. Selvom det er så mange år siden sidst. De lyse både, der ligger tæt. Fenderne, der puffer til hinanden. Den klonkende lyd, når faldet slår mod masten.

Bølgeskvulp mod stenene under træmolen, som knirkende bevæger sig frem og tilbage.

“Nej da, hvis du tager tasken og bæreposen, så kan jeg sagtens.”

Han tager imod bæreposen. Jeg løfter tasken, og den tager han også imod. Så trækker jeg hurtigt redningsvesten på og trækker mig over på båden. Den vipper, og jeg følger bevægelsen. Hvorfor sagde jeg dog ja til det her? Jeg ved jo godt med mig selv, at jeg har et had-kærlighedsforhold til havet. Jeg elsker jo i grunden skærgården og sejlerlivet, men samtidig ligger vandskrækken og lurer lige under overfladen. Så længe jeg kan huske, har jeg ikke brudt mig om at få hovedet under. Havet er 17

Sort sejl.indd 17

20/02/2023 15.46

for stort, for voldsomt, for dybt til, at jeg kan slappe af. Underligt nok når man tænker på, at jeg som barn tilbragte hver eneste sommer på båden eller i vores sommerhus i skærgården.

Jeg er lige ved at tabe den ene sandal og når at tænke, at jeg burde have taget gummisko på i stedet. De ligger i tasken. I sidste sekund får jeg fat i forsejlet og genvinder balancen.

Det hvide dæk er skinnende rent. Zack må have skuret det grundigt, før jeg kom. En motor går i tomgang et sted i nærheden. Jeg tager et par vaklende skridt, bukker mig ned og griber fat i gelændertovet, der går hele vejen rundt om båden.

Da jeg når hen til cockpittet, trækker jeg en af de løse hynder hen og sætter mig. Den er marineblå med hvide flæser. De fem hvide knapper er stofbeklædte. Den slags hynde, der findes på alle sejlbåde. Jeg sparker sandalerne af og smækker fødderne op, men trækker dem til mig, så snart fødderne rammer træet, der er blevet gloende hedt i solen.

Båden gynger, da Zack med faste skridt stiger ombord med min taske og indkøbspose. Han stiller begge dele ved siden af mig og sætter motoren i gang.

“Har du kastet los?”

“Ja, der var ikke nogen grund til at vente,” svarer han.

Jeg spejder mod kajen. Vi er allerede flere meter ude. Der er ingen vej tilbage nu. Nu må jeg bare følge med. Langsomt lyner jeg redningsvesten. Underligt nok føler jeg ingenting. Indeni er jeg helt tom. Jeg er bange for det, som jeg ved vil udfylde tomrummet.

Sort sejl.indd 18

20/02/2023 15.46

da zack slukker motoren, hoster og piber den i nogle sekunder.

Derefter spreder stilheden sig. Det dufter svagt at diesel. Det eneste, jeg hører, er havet, når bølgerne slikker op ad båden. Men snart træder flere lyde frem i stilheden. Mine sanser skærpes. Knirket når båden krænger. Blafren i sejlet før det spændes ud. Dumpe lyde inde fra båden, når tallerkener og kopper rutsjer sammen på hylderne. Vi sejler.

Jeg sidder ubevægelig med ansigtet mod solen. Det svier i huden.

Varmen er dampet af, farten øges, og luften bliver køligere. Da vinden tager til, kommer der små krusninger på havoverfladen. Et vindpust tager fat i sejlet, så det giver et ryk, og vi vipper. Det suger i maven. Uden at tænke over det griber jeg fat i gelændertovet omkring båden, selvom jeg godt ved, at det ikke er farligt. Det blæser ikke særlig meget, båden er bygget til at kunne krænge betydeligt mere.

Zack betragter mig.

“Er det ubehageligt?”

Jeg ryster på hovedet. Jeg trækker den friske havluft ind gennem næseborene. Vi er stadig langt inde i skærgården og glider forbi fyrre­ træsklædte øer med rødmalede sommerhuse, der med deres hvide vinduesrammer og træudskæringer ligner, de er skudt op af jorden som paddehatte. Et par børn hviner ude fra vandet ved en klipperig strand.

Vandet forstærker deres stemmer, og vi kan nærmest høre hvert et ord, de siger til hinanden. Det er, som om de befinder sig lige op og ned ad os. Lyse, fnisende børnestemmer.

“Esther, nu passer du godt på de små.”

19

Sort sejl.indd 19

20/02/2023 15.46

En mors formanende stemme. Mit hjerte knuger sig sammen. Jeg ser ud over vandet i stedet for. Der er mange både ude. De fleste er motorbåde og suser forbi os under stort rabalder. Vores båd vipper i efterdønningerne, der forstyrrer roen.

“Skide motorbåde,” bander Zack.

Jeg smiler. Sådan husker jeg, at vores far også altid sagde. Han hadede motorbåde så meget, at han kun meget nødig brugte den motor, der sad på sejlbåden, når vi lagde til i en havn. Min mor syntes, han overdrev, men lod ham bande, som han havde lyst. På båden var hierarkiet ikke til at tage fejl af, og det stik modsatte end ellers. Ombord var det altid min far, der bestemte, ham, der var kaptajn. Jeg vidste, at min mor i hemmelighed drømte om en behagelig motorbåd med et ordentligt wc, brusebad og en vippe fra soldækket, hvor hun kunne sidde og nippe til rosé i skumringen. Men sådan blev det aldrig. Det bliver over mit lig, sagde han, så snart nogen bragte det på tale.

Zack ser på mig og skærer en grimasse. Måske forstår han, hvad jeg tænker.

“Synes du, at jeg begynder at ligne Sven?”

Han kaldte altid vores far for Sven. Selvom Sven i alle årene var som en far for ham. Han kan umuligt huske sin egen far, som forlod vores mor, allerede da Zack var spæd. Men alligevel kaldte han ham aldrig far. For ham var der mor og Sven.

“Navigare necesse est,” mumler jeg og er forbløffet over, at jeg stadig husker mottoet. Man er nødt til at sejle.

Han smiler stort til mig og smiler sit tandpastasmil.

“Jeg er glad, for at du sagde ja.”

Det er min mening at svare, men min hals snører sig sammen. Jeg har ikke sagt noget endnu, siden vi lagde fra.

“Vi behøver ikke at være ude så længe,” siger han. “Bare så længe, det føles godt.”

Jeg svarer ikke. Han trækker lidt i skødet, så sejlet strammes. Per automatik ser vi begge op samtidig mod pilen højest oppe i masten, som viser, hvor vinden kommer fra. Da han er klar, læner han sig til­ bage. Skæver til mig. Jeg ville ønske, jeg havde taget solbriller på.

20

Sort sejl.indd 20

20/02/2023 15.46

“Ja, jeg tænkte … Der er jo gået to et halvt år nu …”

Jeg vender ansigtet væk. Tid interesserer mig ikke. Tid presser og stresser mig. Hvorfor skal jeg gå op i, hvor lang tid der er gået? Der er stadig en uendelighed tilbage. En evighed som jeg knap nok kan holde ud at tænke på.

“Du kan jo ikke … ja, lukke dig inde for altid. Desuden er der en del, vi skal have snakket om,” siger han. “Hvad vi stiller op med det, der er tilbage. Sejlbåden her for eksempel.”

“Det er nok bedst, du beholder den,” siger jeg hurtigt. “Jeg kan jo ikke sejle.”

“Det kan du vel godt?” indvender han.

Selvfølgelig kan du sejle. Far der ryster på hovedet. Nej, ikke uden dig, far, tænker jeg.

“Nej, ikke som du kan. Jeg har ikke været ude siden …” Jeg regner efter og indser, at det er tyve år siden, jeg sejlede sidst. “… teenageårene,” slutter jeg sætningen, men undlader at sige det, som vi begge tænker.

“Så er det vel også på høje tid,” siger han. “Og i det her vejr. Det går ikke at blive i byen, når det er så varmt.”

Han har ret. Varmen i år sætter rekorder. I begyndelsen fulgte jeg med i nyhederne om det ekstreme sommervejr, som om det ikke havde noget med mig at gøre. Verden var fortsat ved at gå under. So what. For mig var den allerede gået under. Men varmen fik til sidst også has på mig, og så kunne jeg ikke længere ignorere den. Jeg kunne ikke længere gemme mig i lejligheden. Den var på kogepunktet, og selvom jeg lod alle vinduer stå på vid gab, kunne jeg næsten ikke trække vejret. Jeg forsøgte at bestille en ventilator, men de var udsolgt.

Zacks læber bevæger sig hviskende.

“Bavaria, Hallberg-Rassy, Arcona …”

Han mærker, at jeg ser på ham, og han smiler. Det er lige før, han rødmer. Peger mod en båd længere væk.

“Det dér er en Arcona.”

Han siger alle bådmærkerne højt. Præcis som far.

Det føles så hjemligt at sidde her sammen med Zack og samtidig 21

Sort sejl.indd 21

20/02/2023 15.46

helt uvant. Vi bevæger os forsigtigt rundt om hinanden, vores relation er skrøbelig som en æggeskal. Der er sket så meget. Så meget er ikke blevet sagt højt. Jeg spekulerer igen på, hvorfor jeg dog sagde ja til at tage med. Måske var det for min psykoterapeuts skyld? Jeg orkede ikke længere at se på hendes skuffede ansigt. Noget i mig ville bare gøre hende tilpas. Være en dygtig patient. Gøre fremskridt. I det mindste glæde hende.

Jeg har haft det elendigt alt for længe.

At sorg kan komme til udtryk på mange forskellige måder, har jeg måttet høre på til kvalmepunktet. Der findes ingen rigtige måder at sørge på. Men alligevel føles det, som om andre synes, jeg sørger på en forkert måde. Også min terapeut. Hun taler om at slippe ud. Give slip.

Tillade sig det. Græde, råbe, føle. Acceptere. Hun taler om ritualer, om at komme til en afslutning, tale med andre i samme situation.

At bure sig inde i sin egen lejlighed er ikke den rigtige måde at gøre det på. At tale i nutid og ikke datid er ikke okay.

Den sorte fugl skræpper inde i brystet.

“Måske skal jeg …” siger jeg og peger på tasken, som står ved siden af mig.

Jeg venter ikke på svar, men går ned i båden. Jeg holder godt fast i gelænderet og går baglæns ned, som jeg også gjorde som lille. Inden jeg ser mig om, skynder jeg mig at skylle en Oxascand ned med lidt vand for bedre at slappe af og kunne løfte blikket. Båden gynger, og træværket knirker, lydene herinde er som forstærkede. Det dufter svagt af teak og petroleum. Det ser ud, præcis som jeg husker det. Jeg kan se mor for mig bøjet over det rustplettede kogeblus. Far der finder olielampen i messing frem og tænder den, for at vi kan spare på batteriet. Teenageren Zack ligger på den ene sofa og spiller på sin Gameboy og spørger, hvornår vi er i havn. Jeg kan fornemme smagen af knækbrød med smør og Kalles Kaviar. Lugten af myggespray og fugtigt sengetøj. Kortspillet hvor hjerter fem er mærket, fordi Zack blev så rasende, at han bed i det, engang han tabte i Chicago.

Min og Zacks barndom. Nu er der kun os to tilbage.

Sort sejl.indd 22

20/02/2023 15.46

Sort sejl.indd 5

20/02/2023 15.46

Sort sejl.indd 6

20/02/2023 15.46