Sort monsun

Sort_monsun.indd 2

14/04/2023 10.31

Christina Lund

Sort monsun Thriller

Gutkind

Sort_monsun.indd 3

14/04/2023 10.31

Sort monsun © Christina Lund og Gutkind Forlag A/S, København 2023 1. udgave, 1. oplag, 2023 Omslag: © Simon Lilholt, Imperiet Foto: © Lea Meilandt Sat med Palatino Linotype hos LYMI DTP-Service og trykt hos ScandBook EU ISBN 978-87-434-0582-5 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Til Kim. Tak for din kærlighed.

Uden dig, ingen bog.

Gutkind Forlag · Læderstræde 9, 1. · DK-1201 København K gutkind.dk · gutkindforlag · gutkind_forlag

Sort_monsun.indd 4

14/04/2023 10.31

PROLOG Lyset i Afghanistan var noget helt særligt. Det kunne næsten narre hjernen til at tro, at bjergene, hun kunne se i horisonten, var så tæt på, at hun kunne række ud efter dem. Cathrine drak en kop te på taget af huset, hvor hun havde overnattet. Herfra kunne hun se gennem den grønne dal og mod bjerge, hvis tinder var klædt i sne. Det var tidligt forår, og på træerne var lyse blomster begyndt at springe ud, og lyset reflekterede som fine krystaller i daggryets friske luft. Det var morgenerne, hun holdt allermest af i Afghanistan.

Hun havde svært ved at forstå, at dette land havde været i krig uafbrudt i 40 år. Indimellem var der dog små bevægelser mod noget håbefuldt. Sjældent på de store politiske linjer, men blandt de mennesker, der hver dag knoklede med deres liv som indsats, for at Afghanistan skulle blive et bedre sted at leve. Mennesker, som havde set håbet falme et utal af gange, men alligevel blev ved med at tro.

Cathrine holdt om tekoppen med begge hænder. Luften var kølig, og koppen afgav varme til hendes kolde

7

Sort_monsun.indd 7

14/04/2023 10.31

hænder. Hun drak sin te færdig og så mod den blå himmel. Hun kunne ikke se noget deroppe, men hun vidste, at førerløse dronefly ofte svævede over udvalgte dele af ­Afghanistan særligt på klare dage med blå himmel. Det var en del af at leve her, at både børn og voksne gik rundt i konstant bekymring over, hvad der kunne ramme fra himlen. Cathrine gik nedenunder for at hente Saeed, den tolk og fixer, hun arbejdede sammen med, når hun var på reportage­rejse i Afghanistan. Denne gang var de ind­ logeret hos et af hans fjerne familiemedlemmer. Blandt familiens børn havde særligt den yngste, en pige ved navn Maliha, formået at charmere sig ind på Cathrine.

Måske var det graviditeten, der gjorde Cathrine mere åben og nysgerrig over for børn, men Maliha var som et underfundigt cirkusnummer, der underholdt alle omkring sig, både fremmede og dem, hun kendte.

Familien sad på gulvet på tæpper og drak te og talte sammen, da Cathrine kom ind i rummet. Da Maliha fik øje på hende, sprang hun op og tog Cathrine i hånden og trak hende ned på tæppet til de andre. Pigen begyndte at fortælle en historie, som Saeed oversatte. Den handlede om en prinsesse, der var meget modig og kæmpede for sit folk.

“Vil du gerne være prinsesse?” fik Cathrine Saaed til at spørge.

Maliha svarede, oversatte Saeed, “at det ville hun kun, hvis hun kunne være Anna fra Frost, og ellers ville hun gerne være læge”.

Det slog Cathrine, at grunden til, at Maliha svarede, som hun gjorde, var noget af det hårde arbejde, Afghani­ stans kvinder havde gjort. Kvinder som Noria Seerat, som hun var på vej hen for at interviewe.

8

Sort_monsun.indd 8

14/04/2023 10.31

“Vi må snart afsted, Saeed. Vores aftale er om lidt”, sagde Cathrine.

Saeed rejste sig fra gulvet, og de gjorde klar til at tage afsted for at møde Afghanistans måske mest prominente kvinderettighedsforkæmper. Noria Seerat havde mod­ taget en pris og en stor portion penge fra den danske menneskerettighedsorganisation ‘Better Lives’ for sin kamp for flere rettigheder til Afghanistans kvinder.

Cathrine spurgte Saeed, om de skulle tage bilen. Han lo.

“Nej. Noria Seerats kontor er blot to huse herfra. Det tager under et halvt minut at gå derhen”.

Da de kom ud på gaden, viste det sig, at Noria Seerats kontor bogstavelig talt lå på den anden side af gaden.

Hun stod i døråbningen for at tage imod dem med en bevæbnet vagt på hver side af døren.

Cathrine vidste fra sin research, at Seerat var garant for stærke citater og en medrivende historie. Hun gik i billedrige detaljer om, hvordan hun blev giftet væk som 12-årig. Da hun var 16 år og stadig ikke var blevet gravid, havde hendes mand mistet interessen for hende. Hun blev i stedet hans tjenestepige, og det var først, da hendes far var død, at hendes familie fandt ud af, hvordan Noria Seerat var blevet behandlet. Hendes ældre bror sørgede for, at hun kom hjem til familien og fik lov til at gå i skole. Hun var næsten 17 år og analfabet, men hun var sulten efter viden, på samme måde som andre tørster efter rigdom og berømmelse. Hun lærte at læse og skrive på både pashto og engelsk, og hun fik undervisning i Afghanistans og andre landes historie. Det var i årene lige efter 11. september 2001 og amerikanernes krig mod terror.

Dengang havde fremtiden virket så lys for ­Afghanistans unge og kvinder. Nu så det helt anderledes ud.

9

Sort_monsun.indd 9

14/04/2023 10.31

Det var ikke længere kun Taleban, der huserede i Nangar­har. Islamisk Stat havde længe opereret i både Afghanistan og Pakistan. Og det uddannelsescenter udelukkende for kvinder, som Noria Seerat havde været med til at bygge op, var konstant i fare.

Normalt var det ikke den her slags historier, Cathrine dækkede, men da hun var blevet gravid, havde hun og Claus indgået en aftale: ingen krigszoner under graviditeten. Interviewet med Seerat var en relativt sikker opgave – hurtigt ind og hurtigt ud af Afghanistan, og der havde længe været stille i Nangarhar og de andre plagede provinser i landet.

Da interviewet var færdigt, blev Cathrine inviteret på endnu en kop te. Hun ville gerne tale videre med Noria Seerat og høre mere om, hvordan hun og de andre kvinder navigerede uden om truslerne fra både Taleban og IS. Efter frokost skulle Cathrine og Saeed køre til Kabul, og Saeed var nødt til at gå tilbage til huset, hvor de havde overnattet, og sikre sig, at chaufføren havde styr på afgangstidspunktet.

“Jeg bliver her lidt endnu. Vi ses om lidt”, sagde hun til Saeed.

Han så tøvende på hende og lignede én, der ikke kunne beslutte sig for, om han skulle blive eller gå.

“Saeed, jeg kan sagtens gå de få meter selv. Gå nu bare”, sagde hun blidt, men bestemt.

Saeed vidste, at hun ventede sig, og han havde været ualmindeligt omsorgsfuld over for hende på denne tur.

Da de havde drukket deres te færdig, placerede ­Cathrine højre hånd over sit hjerte og bukkede for at sige

10

Sort_monsun.indd 10

14/04/2023 10.31

farvel og tak for interviewet. Uden at hun vidste hvorfor, lagde hun flygtigt den samme hånd på sin mave bag­efter. Hun havde på det seneste mærket, at bukserne var begyndt at stramme, og at hun blev lettere forpustet, men hun havde ikke haft nogen gener under graviditeten. Faktisk havde hun mærket så lidt til den, at hvis ikke det var, fordi hendes menstruation var udeblevet i mere end fire måneder, så ville hun ikke have troet, at hun var gravid.

En gul autorickshaw susede larmende forbi hende, i det øjeblik hun trådte ud fra Noria Seerats kontor. Vagterne stod stadig på hver deres side af døren. Cathrine nikkede til dem og trak det sorte tørklæde med de indvævede guldtråde op over sit hår. Så hørte hun lyden. En ond hvislen fra himlen. Selvom hun aldrig havde hørt den lyd i virkeligheden før, var hun ikke i tvivl om, hvad det var, og at det havde kurs mod jorden, hvor hun stod.

Hun vidste, at det her kunne blive hendes død. Hendes egen, og det barns, hun bar på.

Flere andre havde også hørt lyden, og der opstod kaos omkring hende i den menneskefyldte gade. Cathrine løb, så hurtigt hun kunne, hen mod en ung dreng, der stod og solgte frugt. På hans vogn lå granatæbler, vindruer og forskellige slags meloner. Hun rev fat i ham og smed sig under vognen sammen med ham. Hun mærkede en stikkende smerte i underlivet, og så kom braget og trykbølgen fra missilet. Murbrokker, glas, metal og træ faldt, hvad der forekom Cathrine som lydløst, mod jorden igen og lagde sig som et tykt tæppe af grå sne. Det var, som om nogen havde suget alt liv og lyd ud af verden. Med ét

11

Sort_monsun.indd 11

14/04/2023 10.31

skar et hult skrig gennem stilheden. Mænd kom løbende mellem murbrokkerne med glasskårene knasende under deres sandaler og med en mobiltelefon ved øret, som de råbte ned i.

Den unge frugtsælger kom først på benene. Han gav Cathrine en hånd, men i det øjeblik hun kom på benene, eksede de under hende. Instinktivt greb drengen ud efter hende, så hun ikke faldt.

Cathrine nåede ikke at takke ham, før han var væk i den støvede gade. Hun måtte ind i huset og finde ­Saeed. Hun forsøgte at rette på tørklædet, der skjulte det skulder­lange hår, og blev ramt af en smerte i panden.

Hun førte hånden op til hovedet og så derefter på den.

Den var fyldt med blod og støv. Smerten og blodet gjorde hende svimmel igen. Hun måtte hen til huset, inden hun be­svimede. Hun støttede sig til husmurene og forsøgte at styre uden om de støvdækkede skikkelser med store fortabte øjne, der kom gående mod hende. De få meter føltes som en kilometerlang vandring. Hendes hjerte hamrede voldsomt i brystet. Det var ikke længere hende selv, der styrede tankerne og kroppen. Instinktet havde taget over. Da hun nåede hen til huset og trådte ind i gårdhaven, fik hun øje på en støvdækket person, der sad på jorden og hulkede. Da hun kom længere hen mod ham, så hun et par fødder stikke ud under murbrokkerne. På den ene fod sad en lyseblå gummisandal med sølvglitter og et motiv fra tegnefilmen Frost.

Cathrine så, at manden var Malihas far. Han sad på knæene, og tårerne lavede sorte striber i hans støvede, forslåede ansigt. Han fik øje på Cathrine og nikkede til hende, men ingen af dem sagde noget. Sammen

12

Sort_monsun.indd 12

14/04/2023 10.31

begyndte de at grave den lille krop fri af murbrokkerne.

Da ­Cathrine så Malihas ansigt uden liv i øjnene, føltes det, som om al luft blev klemt ud af hende. Hun gispede efter vejret. Og så kom skriget.

Sort_monsun.indd 13

14/04/2023 10.31

Sort_monsun.indd 14

14/04/2023 10.31

DEL 1

Sort_monsun.indd 15

14/04/2023 10.31

Sort_monsun.indd 16

14/04/2023 10.31

Cathrine siger ikke noget. Hun jamrer ikke, hun skriger ikke.

Hun følger jordemoderens instrukser, og med et sidste pres og et dybt gisp er barnet ude. Det er ikke, fordi det ikke gør ondt, faktisk kommer det bag på hende, hvor smertefuldt det er at føde. Men hun vil ikke.

Hun sover ikke den nat, selvom hun er udmattet efter føds­ len. Kroppen føles øm som en stor hudafskrabning både udenpå og indeni. Hun ligger med barnet mod sin nøgne hud. Han laver små gryntelyde med sin lille blå og gule strikhue på, og ­Cathrine tænker, at hendes liv både begynder og slutter lige dér.

Luften på stuen er kølig, og der lugter fremmed af dansk ho­ spital. Claus sidder og blunder i stolen ved siden af hende. Hun betragter ham længe. Selv i søvnen kan hun se hans stolthed over at være blevet far. De vil kalde deres søn for Adam.

De får Adam med hjem, dagen efter han er blevet født. I et par uger er det bare de tre sammen i en slags symbiose. Hun og Claus er sammen om at være glade og trætte, sammen om at lære Adam at kende. Efter et par uger er Adam ikke længe­ re blot et barn for Cathrine. Han er et sted, hvor alt smelter sammen. Hendes fortid og fremtid. Alt det dårlige og alt det gode. Hun ved, at Adam er der, hvor hun altid vil kunne søge tilflugt. Duften af hans hår er duften af et hjem, hun aldrig har haft før nu.

17

Sort_monsun.indd 17

14/04/2023 10.31

Men efter nogle dage begynder hun også at tænke på Maliha.

Hun ser hendes ansigt med de døde øjne for sig, hver gang hun lægger Adam til brystet. Hvorfor overlevede hun og Adam, når Saeed og Maliha og 28 andre mennesker døde i angrebet den dag?

Dagene og nætterne med en nyfødt baby, der skal ammes og skiftes, fletter sig sammen med et mørke, der langsomt, men insisterende kryber ind i hver en fiber og vene i hendes krop.

Efter en måned vender Claus tilbage til sit job som nyheds­ chef på Nyhedskanalen. Hver morgen bøjer han sig ned over dem og kysser først Cathrine og så babyen, der ligger i dobbelt­ sengen, efter at han er blevet ammet.

Så snart Claus er gået, begynder Cathrine at græde.

“Det er bare hormoner. Det er bare hormoner”, siger hun til sig selv, men hun ved godt, at det ikke er sandt.

Sundhedsplejersken med den blide stemme og de plirrende øjne kommer på regelmæssige besøg for at måle og veje Adam.

“Hvordan har du det, Cathrine?” spørger hun.

“Jeg har det godt”, lyver Cathrine.

På et tidspunkt overvejer hun, om hun skal fortælle sund­ hedsplejersken, at hun løj til efterfødselsscreeningen. At gråden er taget til, og at hun har på fornemmelsen, at det mørke, der er ved at opsluge hende, ikke kan sameksistere med livet som mor og kærligheden til et nyt lille menneske.

Der er intet at mærke på Adam. Han sover godt og spiser, som han skal. Han græder sjældent. Det er Cathrine, der græder.

Når hun har fået bugseret Adam op på den prikkede amme­ pude, Claus har købt, og Adam har fået brystvorten i mun­ den, strømmer hendes tårer ned ad kinderne og drypper ned på drengens lille, dunede ansigt.

18

Sort_monsun.indd 18

14/04/2023 10.31

Mere end noget andet vil hun gerne give Adam tryghed. En følelse, hun ikke selv kan huske at have haft som barn. Men hun er bange. Bange for at være mor, bange for at fejle, bange for mareridtene og for, hvad der mon kunne komme fra luften.

Hendes intellekt ved godt, at hun ikke er i Afghanistan længe­ re, men det er, som om hendes nervesystem ikke har fundet ud af det endnu.

Sort_monsun.indd 19

14/04/2023 10.31

Sort_monsun.indd 20

14/04/2023 10.31

1 Det var de samme mareridt hver nat. Som en plade­ spiller, der var gået i hak. Den hvislende lyd af bomben, der faldt mod jorden. Braget. Stilheden. Blod, der blandede sig med hvidt støv. Mennesker, der opførte sig som vilde dyr med sorte øjne og kun kunne tænke på deres egen overlevelse. De døde så på hende med deres stive, kolde blikke. De levende så på hende med døde øjne. Et barn, der først så ud som Maliha, og så som Adam. Og så vågnede hun. Hun var lettet over at ligge i en lejlighed på Amager og ikke i en afghansk by under droneangreb, men lettelsen blev hurtigt afløst af skyldfølelse.

Hun rejste sig fra madrassen på gulvet. Hun havde ikke fået købt en sengeramme til den. Ligesom den nøgne pære, der hang fra loftet, stadig måtte undvære en skærm. Intet i lejligheden indikerede, at hun engang havde levet et andet liv, end man gjorde i en lille to­ værelses uden rigtige møbler og en masse uåbnet post og reklamer, der lå i en bunke foran døren. Men hun havde været en anden. Hun havde været sådan én, der holdt par­middage og indrettede et rækkehus på Margrethe­ holmen sammen med Claus. Hun havde været sådan én, der var mor til nogen og havde en familie.

21

Sort_monsun.indd 21

14/04/2023 10.31

Hovedet værkede, og kvalmen havde allerede indfundet sig, før hun nåede hen til køkkenvasken.

Hun førte hånden op til panden og lod fingerspidserne glide hen over arret. Det var fra den flænge, hun havde fået under angrebet i Afghanistan. Ud over den var hun sluppet med en lille hjernerystelse og et utal af blå mærker og skrammer, der for længst var væk. Ikke noget, der krævede behandling ud over den, hun havde fået på hospitalet i Kabul. Claus og chefen på udlandsredaktionen, Jørgen Malmkjær, var fløjet til Afghanistan for at hente hende. I flyet havde hun set tavst ud i luften, mens hun tænkte på Saeed og Maliha.

Hun tænkte, at hun burde være død i angrebet i ­Afghanistan. Men hun levede og havde dengang endnu et liv i sig. Efter hjemkomsten, og indtil hun fik de første veer, havde hun arbejdet i døgndrift på at afdække, hvordan 90 procent af de droneangreb, amerikanerne udførte, dræbte og sårede mennesker, der ikke havde været målet. Claus, Malmkjær og hendes øvrige kollegaer bad hende holde en pause, lade sig sygemelde, “passe på dig selv og den lille i maven”, som de udtrykte det. Men hun kunne ikke gå hjem. Det var ikke en mulighed. Arbejdet var det eneste, der holdt de vågne mareridt på afstand.

Cathrine havde indledt et samarbejde med et amerikansk whistleblower-medie, som forsynede hende med oplysninger om, at det blandt andet var danske efterretninger, der var grundlaget for nogle af amerikanernes dronemissioner i Afghanistan. Og det var i direkte modstrid med, hvad den danske udenrigsminister tidligere havde sagt.

I ugevis kogte historien i alle medier, og samme dag Cathrine havde født Adam, blev tæppet trukket væk 22

Sort_monsun.indd 22

14/04/2023 10.31

under regeringen, og der blev udskrevet valg på grund af Cathrines dækning. Hun lå på en stue på barselsgangen med en lille bordlampe tændt ved siden af sig. Hun havde Adam liggende i den ene arm, og i den anden havde hun telefonen, hvor hun scrollede gennem sagens seneste udvikling. Der var gule bjælker og breaking news over det hele, og selvom hun burde have haft en vis form for stolthed over sin indsats, så huskede hun ikke at have følt noget som helst.

På køkkenbordet stod en bunke fedtede pizzabakker og en klynge tomme øl- og vinflasker. Det så ud, som om hun havde holdt fest, men hun kunne ikke huske, hvornår hun sidst havde talt med et menneske, der ikke var hendes sagsbehandler, psykolog eller læge. Når Malmkjær ringede, tog hun den heller ikke længere.

Hun skød en Treo ned i et glas vand, og som en lille torpedo brusede den hidsigt mod overfladen. Hun vidste, at få minutter efter tabletten var opløst og glassets indhold drukket, var hun i stand til at gå i bad, klæde sig på, tage sin medicin og en taxa ind til sin psykolog. Efter udskrivningen fra psykiatrisk afdeling havde Cathrine været til konsultation en gang om ugen. Jette var ravkæde og hørjakke. Jette var tør permanent og fornuftige sko. Jette var rolig stemmeføring og god til at holde lange pauser med øjenkontakt. Hun lignede måske nok en gennemsnitlig psykolog, men hun var en af de førende behandlere inden for traumer som Cathrines. Og vigtigst af alt syntes Jette ikke, at det var synd for Cathrine. Det var nok dét, Cathrine bedst kunne lide ved Jette. Hun var træt af hoveder på skrå, der havde ondt af hende. Det var noget af det allerværste, hun vidste.

23

Sort_monsun.indd 23

14/04/2023 10.31

Cathrines liv var blevet en tåget vandring, hvor Jette undtagelsesvist kunne hjælpe hende til at få øje på det lys, der kunne få hende guidet et bedre sted hen. Det var kortvarigt, men så længe det varede, kunne hun se klart.

Og vigtigst af alt kunne hun se Adam. Måske ikke fysisk, men hun mærkede ham. At han fandtes i verden, og hvor vigtig han var for hende. Han ville snart blive et år. Hans første ord havde været “far”, og Cathrine vidste godt, at han ikke kom til at sige mor. Ikke foreløbig. Måske aldrig. Hendes søn kendte hende ikke. Han huskede ikke hendes bryst, og han kendte ikke hendes duft. Det var hendes skyld. Den skulle hun bære resten af livet, selvom det nogle gange føltes umuligt. Medicinen hjalp hende.

Det gjorde alkoholen også, men sjældent i lang tid. Og så hjalp samtalerne med Jette, selvom Cathrine ikke var meget for at indrømme det.

Hun betalte taxaen, tog en dyb indånding og begyndte at gå fra Nørreport mod Hauser Plads, da hun mærkede telefonen brumme i tasken. Hun tog den op og så Malmkjærs navn på skærmen. Det var det tredje opkald bare i dag. Hun afviste det og fik øjeblikkeligt dårlig samvittighed. Ingen havde hjulpet hende som Malmkjær. Hun stod i gæld til ham. I al fald så meget, at hun burde tage telefonen og fortælle ham, hvordan hun havde det.

Cathrine vidste, at hun på et tidspunkt var nødt til at finde ud af, om hun nogensinde blev i stand til at arbejde igen, eller om hun skulle vige pladsen og lade en af de sultne, unge udlandsreportere overtage. En af dem, der læste arabisk om aftenen og kunne FN’s Verdenserklæring om Menneskerettigheder og folkeretten udenad. Der var nok frugter at plukke, så meget vidste hun. Malmkjær 24

Sort_monsun.indd 24

14/04/2023 10.31

vidste det også. Og det var udsigten til at skulle have den samtale med ham og træffe et valg, der gjorde, at hun ikke besvarede hans opkald og ikke havde gjort det længe.

“Tag plads”, sagde Jette og pegede på den sorte lænestol i kunstlæder, hvor Cathrine havde siddet så mange gange før.

“Vand?” spurgte hun, og Cathrine takkede som altid ja. Vandet fra kanden var aldrig rigtig koldt, og der var de samme skygger af kalk på glasset, som hun havde siddet og nærstuderet hundredvis af gange. Hos Jette var alt altid, som det plejede. Men i dag kunne Cathrine mærke, at der var en anden dagsorden. Jette så tavst på hende med smilende øjne. Hun var så satans god til ikke at sige noget.

“Hvad så, Jette, skal vi i gang, eller hvad? Du må sgu undskylde, jeg kom for sent”, sagde Cathrine.

“Hvordan har du det, Cathrine?”

“Som jeg plejer, tror jeg. Jeg drikker for meget og spiser for lidt, men jeg tager min medicin, og jeg overholder alle aftaler i forhold til Adam, når jeg altså får lov til at se ham”.

“Cathrine, jeg er blevet ringet op af din chef. Han stillede mig nogle spørgsmål om dig og dit velbefindende. Jeg understregede for ham, at jeg naturligvis er underlagt en tavshedspligt, og at jeg på ingen måde kan diskutere din sag med andre end dig”.

Satans til Malmkjær, tænkte hun. Hvad var det, han ville, siden han både kimede hende ned og kontaktede hendes psykolog? Det virkede desperat og meget ­ukarakteristisk for Malmkjær.

“Jeg må hellere ringe til ham”, sagde hun til Jette.

25

Sort_monsun.indd 25

14/04/2023 10.31

“Jeg tænkte, at vi to måske kunne tage udgangspunkt i noget, han spurgte mig om. For han spurgte, om jeg troede, du var klar til at komme i gang igen”.

Cathrine rystede på hovedet. Hvad fanden havde Malmkjær gang i?

“Hvornår ved jeg, at jeg er klar?” spurgte hun.

Jette smilede.

“Det svar tror jeg kun, du kender, Cathrine. Men lad mig spørge dig på denne måde – savner du dit job?”

Om hun savnede det. Hun savnede det så meget, at tanken om at sætte sig på et fly og rejse afsted for at dække en historie føltes som tusindvis af stære, der letter fra en mark. Som frihed.

Da hendes tid hos Jette var gået, og hun kom ned på gaden, ringede hun til Malmkjær.

“Nå, så passer det damen at ringe tilbage”, sagde han påtaget vranten. Hun kunne høre på ham, at han var glad for, at hun ringede.

“Var du bekymret for mig, gamle jas?”

“Ikke det mindste. Jeg er markant mere bekymret for den fyreseddel, jeg snart modtager, hvis ikke jeg ‘af­ klarer’ dig, som det hedder på HR-sprog”.

“Uha, det lyder slemt. Lad os få mig afklaret så. Er jeg ude, eller hvad?”

“Ikke endnu. Men vi skal meget snart have fundet på en opgave, hvor du er synlig på skærmen. Ellers er jeg sikker på, at de høje herrer og damer fra chefredaktionen begynder at få gode ideer om din fremtid på kanalen. Og det, at du ikke længere er samboende med nyheds­chefen, gør måske nok, at de ikke tager det

26

Sort_monsun.indd 26

14/04/2023 10.31

samme hensyn længere. Men jeg har en ide, hvis du føler dig klar?”

“Jeg er helt klar”, sagde hun og kunne igen mærke stærene i hjertet røre på sig. Hun var på vej ud i verden igen. Hun var på vej mod sit gamle liv.

Sort_monsun.indd 27

14/04/2023 10.31

Sort_monsun.indd 303

14/04/2023 10.31

Sort_monsun.indd 304

14/04/2023 10.31

Sort_monsun.indd 5

14/04/2023 10.31