Skumring 41

Skumring 41

Skumring 41.indd 1

26/03/24 3:59 PM

Af samme forfatter på dansk: Dragerne over Helsingfors Det ulyksalige ved at være en Skrake Lang Der hvor vi gik engang Luftspejling 38 Den svovlgule himmel Tritonus

Skumring 41.indd 2

26/03/24 3:59 PM

KJELL WESTÖ

Skumring 41 Roman fra en krigstid På dansk ved Jesper Klint Kistorp

Gutkind

Skumring 41.indd 3

26/03/24 3:59 PM

Skumring 41 er oversat fra svensk af Jesper Klint Kistorp efter Skymning 41 © Kjell Westö, 2023 Published by agreement with Copenhagen Literary Agency ApS, Copenhagen Denne udgave: © Kjell Westö og Gutkind Forlag A/S, København 2024 1. udgave, 1. oplag, 2024 Omslagsdesign: © Sara R. Acedo Dansk versionering: Imperiet Sat med Adobe Caslon Pro hos Geethik Technologies og trykt hos ScandBook EU ISBN 978-87-434-0843-7

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Citatet fra William Shakespeares Hamlet (Gyldendal, 1997) er oversat af Niels Brunse. Bagerst i bogen findes en ordliste over de finske og russiske ord og vendinger, der optræder i teksten.

Denne oversættelse er støttet af FILI - Finnish Literature Exchange.

Gutkind Forlag · Læderstræde 9, 1. · DK-1201 København K gutkind.dk. · f gutkindforlag ·

Skumring 41.indd 4

gutkind_forlag

26/03/24 3:59 PM

I

MOLLY, VINTEREN

Skumring 41.indd 5

26/03/24 3:59 PM

Skumring 41.indd 6

26/03/24 3:59 PM

1 TOGET GLED UD fra stationen i Helsingfors tyve minutter før midnat en iskold torsdag i januar. Krigen havde stået på i halvtreds døgn, og Molly Timm bøjede sig frem og håbede på at se noget; mennesker som smilede til afsked, vinkende hænder, en stribe lys, hvad som helst. Men perronen var lige så mørk som byen omkring hende, og det eneste hun så, var ansigtet der blev genspejlet i vinduet, blegt og med øjne der stirrede så uroligt tilbage at Molly måtte tvinge sig selv til ikke at kigge væk. Hun snerpede munden sammen og gjorde øjnene smalle og udstyrede spejlbilledet med et nyt og anderledes blik. Udtrykket var spørgende og muntert ironisk, ligefrem spotsk, og så tilføjede hun et stænk mystik også, noget hemmelighedsfuldt og sårbart. I de gode år havde filmselskabets instruktører og reklamemænd talt om Timmblikket som fik al modstand til at smelte og forheksede både mænd og kvinder. Men nu forblev ansigtet nøgent og ængsteligt, som om det havde råbt på mere pudder og sminke, og modstanderen var formidabel og kendte hende ud og ind; hver gang hun skiftede udtryk, svarede den mørke dobbeltgænger bag glasset igen med samme mønt. Men Molly gav ikke op. Hun kastede først et stjålent blik over skulderen ind i kupéen: Der sad Asta Heikel med lukkede øjne og frakken knappet op til halsen, hun lod til at sove. Molly lænede sig frem igen, så tæt på at hendes læber strejfede det kolde vindue. Ruden duggede da hun hviskede ordene frem, men hun kunne se dobbeltgængerens læber bevæge sig: Jeg. Er. Molly. Timm.

I. Am. Undeniably. Molly. Timm.

Hun mødte blikket i ruden igen, det var blevet træt og hårdt. Så gentog hun ordene på både svensk og engelsk. Det var noget hun gjorde en gang imellem, sagde de der samme ord gang på gang.

7

Skumring 41.indd 7

26/03/24 3:59 PM

Fordi der var så mange som ikke hed hvad de udgav sig for at hedde.

Og ikke var hvad de udgav sig for at være.

Og til de sidstnævnte hørte hun selv, selvom hun ikke var meget for at indrømme det.

Hun rakte tunge ad dobbeltgængeren, trak så det sorte mørklægningsgardin for og mærkede hvordan lokomotivet stemte hjulene mod skinnerne, og hvordan den dunkende rytme fandt ind i hendes krop da toget kom op i fart mod Fredriksberg og Åggelby og videre nordpå.

Ude i mørket var det femogtyve minusgrader, kulden fandt ubønhørligt ind i den utætte kupé, og hun trak ulsteren tættere omkring sig.

Der havde været en tid hvor hun havde drømt om dagen hvor Molly Timm ville blive den nye Hanna Taina, og så ville den kedelige ulster blive forvandlet til en pels af chinchilla; det var i samme periode hun var begyndt at tage timer i engelsk hos mr. Theodor Kossloffsky, en ranglet amerikaner der var kommet til Helsingfors som jazzmusiker i tyverne og så var blevet hængende. Men Molly var næsten toogtredive nu, og der var ikke plads til dagdrømme længere. Hun kastede et nyt blik på Asta som havde skiftet stilling og slumrede med kinden mod væggen, den venstre ansigtshalvdel var trykket sammen, og der hang en spytstreng i mundvigen. Noget ved den sovende Asta, måske hænderne som trods søvnen var knyttede som beredt til kamp, fik Molly til at tænke på Henry, og det ville hun ikke, så hun trak gardinet lidt til side, og trods mørket skimtede hun konturerne af stationsbygningen da toget passerede Fredriksberg. Rastløsheden greb hende, og rygetrangen, de meldte sig samtidig, og hun rejste sig utålmodigt, åbnede kupédøren og trådte ud i gangen. Det krængede og dunkede og skramlede derude; hun var nødt til at hæve stemmen da hun hev døren til nabokupéen op.

Har du en smøg?

Walter Venho stod ved sin seng iført bukser og undertrøje og svarede tørt: Et Undskyld, jeg forstyrrer ville måske have været på sin plads? Bryder du dig selv om at folk braser ind hos dig uden at banke på når du står afklædt?

8

Skumring 41.indd 8

26/03/24 3:59 PM

Hvad sagde du? råbte Molly selvom hun havde hørt det hele, og da Venho gentog det han lige havde sagt, udslyngede hun et Åh, undskyld, men uden at lægge nogen anger i stemmen.

Hun blev stående ude i gangen da hun fortsatte: Det her er bare så dødkedeligt at jeg har brug for en cigaret. Nu! Dødkedeligt? sagde Venho og hævede et velplejet øjenbryn. Hvad er det du savner, et bombeangreb?

Molly fortrak munden til et surt smil og rystede på hovedet.

Jeg bliver også nødt til at fortrænge sulten. Jeg nåede ikke at få noget at spise hele dagen. Der var nu heller ikke noget i spisekammeret.

Og jeg har ingen cigaretter, sagde Venho hårdt. Jeg glemte at købe.

Den åbne kupédør svingede frem og tilbage i takt med krængningerne og skjulte af og til ansigterne, og Venhos sovekupé var lige så svagt oplyst som Mollys og Astas. Men Molly så at han havde løsnet livremmen, og at undertrøjen var trukket op som om han havde været på vej til at skifte til pyjamas. Muskelfelterne på maven stod aftegnet trods halvmørket, og Molly blev irriteret. Walter Venho var både skamløs og selvglad og havde råd til det, for han var efterspurgt. Ikke engang fyldt tredive, to år til stregen – hvis ellers den oplyste alder passede – og allerede lige så feteret som en Santeri Soihtu eller Kullervo Kalske. Allerede i efteråret, da den finske hær blev mobiliseret, havde han sunget og klovnet for de kommende frontsoldater i Viborg. Og for nylig var han vendt tilbage fra et gæstespil nær fronten, han havde sunget duetter for krigerne sammen med den nye stjerne Kirsti Pera. Teaterdirektør Takolander havde opdelt ensemblet i to halvdele: Den ene skulle drage østpå når der var mulighed for det, og underholde hvilende kompagnier fra de svensksprogede regimenter med narrestreger og sang, den anden skulle rejse omkring i Sverige og spille dramaer og indsamle penge til fordel for Finlands sag. Molly spurgte sig selv hvorfor Venho havde sluttet sig til Sverigestruppen selvom han allerede havde fået lov til at optræde derude østpå som en af de første. Måske havde Takolander rådført sig med en stabsofficer eller tjenestemand, og måske benyttede de Venho 9

Skumring 41.indd 9

26/03/24 3:59 PM

som en levende agn, en lokkemad der skulle få rige fruer og enker til at åbne pengepungen rundt omkring i Sverige.

Har du slet ingenting? forsøgte Molly sig igen. Hvad som helst duer, også hjemmedyrket.

Hun vidste at hun plagede, og at hun gjorde sin stemme endnu mørkere end den var fra naturens hånd. Som om hun var en surrogatsirene i uldtrøje og støvler. Men nød bryder alle love.

Nitjevo, sagde Venho. Jeg har absolut ingenting.

Molly holdt af at lege med russiske ord, men nu fik Venhos nitjevo hende til at bæve. Der var ikke kommet brev fra Henry i flere uger, hun vidste ikke hvor han befandt sig, eller hvorfor der var så tavst fra ham.

Uroen var kraftig og vedholdende, og det overraskede hende; hun anså sig selv som en ubændig natur, og efter de kaotiske år med Mitja Wendelin havde hun sværget at ingen ny mand skulle få lov til at blive vigtig i hendes liv. Men nu tænkte hun på Henry hver dag, og uvisheden tærede og gnavede. Hvor var han taget hen, levede han overhovedet længere?

Og hvordan havde han skaffet sig så dybt ind i hendes sjæl? Ved at tie om det meste og handle sådan at hun ikke rigtig vidste hvor hun havde ham? Var det så enkelt, var hun virkelig så let at fange?

Lige meget: Hun havde skrevet til ham om morgenen efter at hun havde pakket sine kufferter, og så var hun gået ud i den frostbidte og stille by for at sende brevet. Endnu et brev, selvom hun havde en gnavende fornemmelse af at Henrys feltpostadresse var holdt op med at fungere, at han befandt sig et andet sted nu. Hans sidste brev havde været kortfattet. Han havde skrevet at han håbede at Molly var sund og rask og ved godt mod, og han havde bedt hende hilse Irene og Lilly og allermest inderligt Asta. Nyheden om at Edwin Heikel var faldet, var nået frem til ham, og han ønskede Asta styrke til at bære sorgen.

Selvfølgelig var livet helt igennem uretfærdigt, havde han skrevet, og det måtte man acceptere, men den her gang skreg uretfærdigheden til himlen, Asta og Eddie nåede ikke at være gift i mere end tre måneder.

Selv befandt han sig på et roligt støttepunkt ”her et sted”, men julenat 10

Skumring 41.indd 10

26/03/24 3:59 PM

havde han tilbragt ”i brændpunktet” hvor det russiske bombardement havde stået på uafbrudt, en reaktion på den finske modoffensiv lillejuleaften. Og han skulle tilbage dertil, skrev han, han ville tæt på kampene igen, for det var dér mændene og historierne var.

Brevet var kommet lige inden nytår, og kort efter ophørte Henrys rapporter i avisen. Efter ti dages tavshed ringede Molly til redaktionen for at spørge om man vidste noget om ham. Ham der tog telefonen hed Forss og meddelte at avisen manglede oplysninger om hvor Henry befandt sig lige i øjeblikket. Molly fik en fornemmelse af at Forss løj, og efter samtalen begyndte mistanken om at Henry var død, at holde Molly vågen om natten. Hun havde sovet dårligt lige siden krigen begyndte, for synerne fra den første krigsdag hjemsøgte hende også ved nattetide. Når hun stod uden makeup foran spejlet, så hun at randene under øjnene var blevet stadig mørkere, og at hun havde tabt sig.

Alligevel lykkedes det hende heller ikke denne gang at forblive uberørt af Walter Venho, også mens krigen rasede, var han tiltrækkende i al sin utålelighed. Han var slank, men bredskuldret, på teatret holdt han af at stå halvpåklædt uden for sin garderobe og snakke med mandlige kolleger og lade som om han ikke så de kvinder der passerede forbi i den smalle gang. På scenen bevægede han sig smidigt som et kattedyr – hun havde læst i Hälsingforsjournalen at han havde været højdespringer, og at han var en lynhurtig fodboldspiller og en mester til spring og saltomortaler – og hans mørke hår var uregerligt på en fin måde, og ansigtstrækkene så skarpe og rene at det næsten var latterligt.

Takolander sagde at der er mindst tredive timer op til grænsen, sagde Molly for at tvinge tankerne væk fra både cigaretter og andet. Tror du at vi kan komme ud for molotovhøns på vejen?

De har nok vigtigere ting at tage sig til, sagde Venho med slæbende stemme. Hvis de da ikke tror vi er en troppetransport.

Er vi det? Er der soldater med på toget?

Det tror jeg ikke. Jeg så ingen på stationen.

11

Skumring 41.indd 11

26/03/24 3:59 PM

Venho fæstede blikket på et punkt skråt oven for Molly og begyndte at snakke om sig selv, det gjorde han ofte: Jeg gled på Henriksgatan i går. Landede på ryggen, og nu gør skulderen ondt. Når vi kommer til Sverige, opsøger jeg en massøse. Og så køber jeg Lucky Strike. Ti pakker. Og jeg vil drikke den bedste kaffe, mange kander. Og spise rejer og drikke vin!

Hvor pokker tror du at du kan finde rejer? spurgte Molly. Når fragtskibene fryser fast i Kattegat og folk ryster af kulde i snestorme helt ned til Italien?

Venho slog affærdigende ud med hånden.

Det her er en afgrundsvinter, men den skal ikke forhindre os i at få en smule luksus. Hvad er ellers idéen med at være på turné? Og det er uklædeligt når smukke kvinder bander, vær ikke så vulgær.

Hvor er du god til at rime, sagde Molly hånligt. Men jeg er ligeglad med om du synes jeg er klædelig eller ej.

Hun smækkede døren i og stod et stykke tid i den skramlende gang og stirrede ud i det sorte. Mens hun stod der, forekom det hende at en duft af cigaretrøg begyndte at sive ud fra kupéen. Men der var mørkt derinde, og hun modstod fristelsen til at flå døren op igen og afsløre ham. I stedet gik hun tilbage til sin egen kupé og sad et stykke tid på køjekanten inden hun lagde sig til at sove. Det kogte inde i hende, hun var irriteret på Walter Venho af så mange grunde. Han var fritaget for krigstjeneste, men ingen af de andre skuespillere vidste hvorfor. Den der vidste det, var Takolander, men da Molly havde spurgt ind til grunden, havde han set afvisende ud og henvist til sit ansvar som chef. Som frøken Timm sikkert ved, så har jeg tavshedspligt i den slags sager. Men hvorfor fik Venho lov til at sidde her i sin privatkupé, en indrømmelse til hans berømmelse, og snakke om amerikanske cigaretter og rejer og vin når han burde have været ved fronten og sat liv og helbred på spil som alle andre arbejdsføre mænd på hans alder? Eller som Henry, som allerede var treogfyrre, men ville være derude og skrive om soldaternes mod og fortrøstning i stedet for at gemme sig på redaktionen herhjemme.

12

Skumring 41.indd 12

26/03/24 3:59 PM

Mens Molly havde været væk, var Asta kravlet op i den øverste køje, hun jamrede sig lidt i søvne. Hun sov næsten hele tiden, sådan havde det været lige siden nytår; da de øvede på teatret i dagene mellem jul og helligtrekonger, havde Asta klaget over kraftesløshed og hovedpine og ofte trukket sig tilbage til sit garderoberum. Alle forstod hvorfor, der var ingen der bebrejdede hende det, derimod vakte det forundring da hun meddelte at hun ville tage med på turnéen trods alt. Astas sorg var lavmælt og vedholdende, den åd hende op indefra, hun græd ikke, og hun sagde ikke et ord om Edwin, ikke engang til Molly. Hun talte og reagerede næsten slet ikke, og Molly spurgte sig selv hvordan hun skulle klare en lang og krævende turné. Asta havde rådført sig længe med Takolander forud for rejsen, og inden hun trak sig ind i sin tavshed, havde hun sagt til Molly at også svigerforældrene, advokat Ture Heikel og hans hustru Amelie, havde rådet hende til at tage af sted.

De havde fået udleveret Eddies jordiske rester og givet ham en enkel begravelse i Sandudds nye kapel, og det var ikke alle forundt: I krigens kaos var reglerne uklare, og det var kun Andet armekorps, hvor Eddie havde gjort tjeneste, som sørgede for at de faldne blev transporteret fra fronten og begravet der hvor de kom fra. Det eneste vigtige, havde Ture Heikel sagt til Asta, var at de havde fået mulighed for at tage afsked med Eddie på behørig vis. De juridiske formaliteter som stod tilbage, ville forældrene tage sig af, dem skulle Asta ikke bekymre sig om, og heller ikke om lejligheden på Minervagatan, for Ture og Amelie vidste at Eddie havde elsket hende, og at hun havde elsket ham, og de ville aldrig føre Asta bag lyset eller nægte hende noget, ikke nu i den sorteste sorg og heller ikke senere.

Molly lagde sig i den nederste køje. Den var ikke stort mere end en briks, hård og knoldet, og hun frygtede en søvnløs nat. Men hun faldt hurtigt i søvn og blev ikke hjemsøgt af mareridt, men havde en drøm hvor det var efterår, og Henry og hun boede i Max Espings sommerhus ude på Korsnäs igen. Hun gik i lange bukser på skovstien hen mod vendepladsen, hvor Henry skulle komme, himlen var høj og klar, og vinden 13

Skumring 41.indd 13

26/03/24 3:59 PM

frisk, løvtræerne gnistrede af gyldne oktober. I drømmen var det ikke krig længere, i virkeligheden havde der aldrig været nogen krig, krigen havde været en ond drøm, ikke andet; det var krigen som var uvirkelig, og ikke drømmen hun drømte, sådan følte hun til at begynde med da hun dansede hen over trærødderne og indsnusede lugten fra de fugtige blade og rådnende svampe og blomsterne som stod tæt i skoven. Men så begyndte en modvillig viden at melde sig gennem søvnen, den kom nærmere og nærmere, voksede fra en fornemmelse til mere og mere at fylde hendes bevidsthed. Du narrer dig selv, sagde denne viden, det er stien og den her efterårsdag og dine store forventninger som er uvirkelige, i den rigtige virkelighed er Henry død og borte. Hun forsøgte at holde stand mod indsigten, forsøgte at holde det kvalmende ved den borte, hun ville nå frem til skovbrynet og træde ud på vendepladsen, og dér ville Henry stå ved siden af deres lånte, grønne bil, og de ville mødes igen. Men det blev stadig sværere at opretholde illusionen, drømmens sekunder var lange som evigheder nu, men de var også tynde og skrøbelige, kunne blive til mørk og blytung krigstid hvad øjeblik det skulle være. Og da hun modvilligt vågnede, blegnede drømmen ganske rigtigt væk i løbet af ingen tid, kupéen var iskold, og til hendes overraskelse holdt toget stille.

Asta, sover du? spurgte hun ud i mørket, men fik kun tunge åndedrag som svar. Hun satte sig op i køjen og svingede benene ud over kanten så utålmodigt at hun væltede kufferten som stod på gulvet. Asta sov videre trods bumpet, og Molly satte sig rystende af kulde på knæ, famlede efter de ridsede låse og åbnede dem. Hun ledte i kufferten og tog et par uldsokker på og en grovstrikket trøje med store knapper, en julegave fra mor Irene. Så trak hun gardinet til side og lod månen skinne ind gennem det halvt tilisede vindue, det var klaret op i løbet af natten. Hun betragtede den sovende Asta, som lå på ryggen med et så trist udtryk i ansigtet at Molly fik et indfald og strøg hende på kinden. Men hun trak straks hånden til sig, forskrækket over sin dristighed, selvom Asta sov videre og kun sukkede lidt i søvne.

14

Skumring 41.indd 14

26/03/24 3:59 PM

I stedet for at kravle ned i køjen trykkede Molly kinden mod vinduet og så at de holdt på Toijala station. Stationsuret viste halv fem, og måneskinnet faldt så smukt over stationsbygningen at hun ikke kunne løsrive sig i flere minutter, hun følte sig patriotisk. Så lå hun under alle de tæpper hun havde samlet sammen, og forsøgte at falde i søvn igen, men kunne ikke. Hun frygtede at hun ville blive nødt til at glemme Henry, sådan som hun var blevet tvunget til at glemme Mitja, tvunget til at glemme den elskedes stemme og duften af hans hud og lyset i hans blik når han så på hende. Hun skød tanken fra sig og spurgte sig selv hvorfor de holdt stille så længe, og hvorfor kupéen var så frygtelig kold. Hun vidste at hun ville begynde at bløde om nogle dage, hun mærkede det som en murrende smerte i maven og som et gråt mismod; de måtte absolut nå frem til Norrköping inden da, for hun manglede bind, hun havde kun tøjstrimler som hun i al hast havde revet af et kasseret dynebetræk derhjemme, og midt i virvaret af tanker lød der en banken, og kupédøren blev åbnet, og der stod Takolander i sin sorte pels, han missede med øjnene ind i kupéen og teaterhviskede: Frøken Timm? Enkefru Heikel? Er I vågne?

Ja, jeg er vågen, sagde Molly. Men De kunne jo have ventet på besked om den sag inden De åbnede døren, klokken er kun fem.

Hun sagde det sidste i et let tonefald for at mildne skarpheden i ordene.

Hun ville skjule for Takolander hvor træt hun var af ham, det tjente ikke noget formål at komme på kant med sin chef. Hans geskæftighed irriterede hende, men hans antikverede og sirlige væremåde var værre.

Som for eksempel at han var begyndt at kalde Asta enkefru, det var hovedløst, og det understregede det som alle andre forsøgte at glemme.

Det må De meget undskylde, frøken Timm, svarede Takolander og lød afmålt da han sagde det. Jeg ville bare fortælle at jeg har været i konduktørvognen og forhørt mig, og det er et sanitetstog med sårede vi venter på. Det passerer om et øjeblik, derefter er sporet vores. Åh, sagde Molly, jeg troede vi var løbet tør for brændsel.

15

Skumring 41.indd 15

26/03/24 3:59 PM

Skumring 41.indd 448

26/03/24 3:59 PM

W E E KE NDAVIS E N

“Skumring 41 er en af Kjell Westös bedste romaner til dato, og de spørgsmål, den stiller, er yderst relevante lige nu.”

“Kjell Westö er en gudsbenådet skildrer af Weltschmerz (…)

En forførende krigs- og kærlighedsroman (…) Westö ser mennesker for, hvad de er – og ikke for, hvad de burde være.”

DAG E NS NY H E TE R

“En dybt rørende roman om to mennesker, der vil leve videre efter endt læsning, som venskaber, der er blevet spredt for vinden.”

SKUMRING

JANUAR 1940. Den sovjetisk-finske krig, Vinterkrigen, har stået på i næsten to måneder. Molly er på turné i Sverige, hendes teaterkompagni rejser fra sted til sted, mens det langsomt går op for hende, at hendes skuespillerkarriere er ved at gå i stå. Hendes kæreste Henry er i felten, udsendt som journalist for at dække krigen. Her må han lære, at ikke alt kan fortælles – i krigen ofres sandheden for nationens ve og vel. I marts 1940 kommer freden, og Molly og Henry forsøger at lappe det, der er tilbage af deres forhold efter krigen.

Men freden varer ikke ved.

SKUMRING 41 er en kærlighedsroman om en tid ikke ulig vores, hvor alt er usikkert, alt er skrøbeligt i tusmørkets skær.

G E F L E DAG B L AD

”Den, der tvivler på fiktionens kraft, bør straks læse Kjell Westö.”

G ÖTE B O RG S - PO STE N

G U TK IND

SKUMRING

S VE NS KA DAG B L ADE T

HVAD GØR KRIG VED MENNESKET, VED LIVET, VED KÆRLIGHEDEN?

KJELL WESTÖ

“Fornem romankunst om krig og kærlighed.”

Roman fra en krigstid

KJELL WESTÖ G UT KIN D

KJELL WESTÖ (f. 1961 i Helsingfors) er en af Finlands mest læste og anerkendte forfattere. Han debuterede i 1986 med lyrik og har siden udgivet en række store romaner, bl.a. Luftspejling 38 (da. 2014) og senest Tritonus (da. 2020). Kjell Westös værker er oversat til mere end 20 sprog, og han har modtaget en række store nordiske priser, heriblandt Nordisk Råds Litteraturpris og Finlandia-prisen.

Jesper Klint Kistorp oversætter fra svensk og engelsk. Han har bl.a. oversat bøger af Lars Kepler, John Ajvide Lindqvist og Liza Marklund.

Forf a t t e rf ot o: © Th ron U l l be rg O m s l a g: © Sa ra R. Ace do. Ve rs i on e re t a f I m pe ri e t .dk