Selma

Selma.indd 2

24/05/2023 13.29

Hannah Lutz

SELMA Roman

Af samme forfatter: Vildsvin – roman, 2016

Gutkind

Selma.indd 3

24/05/2023 13.29

Selma © Hannah Lutz og Gutkind Forlag A/S, København 2023 1. udgave, 1. oplag, 2023 Omslag: © Kasper Vang Ekstern redaktør: Maria Hesselager Sat med Adobe Garamond Pro hos Lymi og trykt hos ScandBook, Sverige ISBN 978-87-434-0126-1 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Der citeres fra: Ebba Lindqvist: Fiskläge, Albert Bonniers Förlag (1939).

Her i Hannah Lutz’ oversættelse Diana Bredenberg: Ur, Söderström & C:o Förlags AB (1993).

Her i Hannah Lutz’ oversættelse Tua Forsström: One Evening in October I Rowed Out on the Lake, Bloodaxe Books (2015), oversættelse: David McDuff Tak til Svenska Kulturfonden, Statens Kunstfond og Centret för Konstfrämjande for økonomisk støtte

Gutkind Forlag · Læderstræde 9, 1. · DK-1201 København K gutkind.dk · gutkindforlag · gutkind_forlag

Selma.indd 4

24/05/2023 13.29

FØDSELSDAG

Selma.indd 5

24/05/2023 13.29

Selma.indd 6

24/05/2023 13.29

Olga trækker de gule gardiner til side og åbner vinduet, det regner, jeg lukker øjnene igen, så hun kan synge for mig. Ja, må hon leva, ja, må hon leva … I hendes stemme kan jeg høre natten, at jeg er den første, hun snakker med i dag. Den ru kvalitet, modstanden i struben. Jeg misser med øjnene i det grå lys. Sætter mig op og tager imod bakken med begge hænder. Sort kaffe og lagkage. Jeg stikker skeen i kagen og fører den op til min mund. Hvad synes du? Olga sidder på sengekanten. Jeg lukker øjnene og tygger. Lækker, siger jeg.

Det er min seksogtresårs fødselsdag. Olga skal af sted igen, hun giver mig et venskabeligt kram hen over bakken, og i omfavnelsen fejer hendes lange hår over min kind. Det dufter af shampoo og af Olga, det ubestemmelige som er Olga, mit barn. Tillykke, hvisker hun og slipper mig igen. Nu må hun ud på cyklen. I døråbningen vender hun hovedet og vinker, vi ses senere, fødselsdagsbarn.

Olga har pakket en gave ind i silkepapir, den tager tid at åbne. Hvidt, grønt, lyserødt. Inderst ligger en fugl i træ. Til at hænge over sengen, har hun skrevet på kortet. Jeg holder fuglen i min hånd. Hun plejer at give mig bøger, men siden 7

Selma.indd 7

24/05/2023 13.29

jeg gik på pension, har jeg haft så svært ved at læse, at det er en lettelse at røre ved fuglen. Jeg lader min finger glide hen over træmaven, rund og glat. Det her er en gave til et barn, noget at berolige eller glæde et barn med. Se, hvordan den basker med vingerne! Jeg skænker kaffe fra termokanden, fylder koppen helt op, tager en skefuld kage. Kiwistykker ligger plantet i flødeskummet, de smager ikke af meget, men det er rart at mærke de små kerner mellem tænderne, en kontrast til alt det bløde og fede. Olga er stået tidligt op, hun har forberedt dagen. Ingen skal være alene på sin fødselsdag, det har vi sørget for op gennem årene, Olga, min søster Stella og jeg. Sammen med Stella planlægger jeg Olgas fødselsdag, og de to planlægger min, gaver og lagkage, nogle gange en middag. Stella bliver altid fejret godt i kollektivet, vi behøver ikke at komme derud, eller rettere, der er ikke plads til os rundt om sengen. De er så mange, og de bare vælter ind i rummet om morgenen, som hun plejer at sige. Før fanden får sko på! Hverken Stella eller Olga kan lide at bage, så det bliver købekage, en ny slags hvert år. De køber fra Mannströms og ikke fra Vanjas, så er overraskelsen større, siger de. Vanjas er for tæt på, du kan jo se kagerne fra dit vindue, Selma! Sidste år var det med blåbær og hvid chokolade, efter min mening mere elegant end denne her, men en anelse tør var den nu.

Stella er til morgenmøde, men hun har allerede skrevet: Vi ses på badebroen! Længe leve Selma! Jeg strækker mig efter kaffen.

Da jeg i en rus for mange år siden foreslog et dyp i havet på min seksogtresårs fødselsdag, var det noget andet, jeg havde forestillet mig: fremtiden, en forårsdag med høj himmel over byen. Jeg ville stå nøgen og trodsig yderst på broen, stadig i live, og vinden ville gøre mig vild. Jeg ville råbe af mine 8

Selma.indd 8

24/05/2023 13.29

lungers fulde kraft, løfte armene og springe i. Stella og jeg skålede på min idé, jeg var høj på min forvandling, det var kun et par måneder efter operationen. I min nye form kunne Gud ikke kende mig. Jeg kunne blive seksogtres og ældre, hvem vidste hvor gammel, vi tømte glassene, Stella og jeg.

Men det er et koldt forår, en kold april. Der var is på vandet langt ind i marts.

Det regner, og jeg ligger godt her, skriver jeg.

Men Selma, du ville jo føle dig levende! skriver Stella. Det bliver en fest for cellerne!

Så levende behøver jeg ikke at føle mig.

Jeg lægger telefonen fra mig. Det er godt sådan her. Jeg er Selma i sengen. Selma som bliver liggende i sengen. Ikke Selma som springer ud fra badebroen fuld af mod, Selma som bliver hjemme, fordi hun kan, fordi sengen er varm. Jeg slikker lidt flødeskum af fingrene. Bare Olga var blevet. Jeg har kronisk lyst til at se hende, selvom vores samvær keder mig. Da Olga var barn, grublede jeg tit over dette mysterium – at jeg kunne elske hende så højt, og at det kunne være så kedeligt at lege med hende, at lytte til hendes historier. Nu er hun voksen, vi spiser frokost sammen, drikker kaffe, går tur i byen. Barckens Odde, Skitviken, Hagen, Ramsholmen – Högholmen, hvis vi føler os dristige, op ad de glatte grå klipper, duften af gamle siv og brakvand. De lave fyrretræer.

Skydækket over vigen. Jeg bliver tit ramt af en trang til at sige noget upassende, når vi er ude at gå. Vi gik en tur i lørdags, og det var en tung dag, vinden var kold, og mine gamle, venlige sko var begyndt at stramme over tæerne. På Smedsgatan 9

Selma.indd 9

24/05/2023 13.29

tog vinden fat i min frakke og blæste den åben, jeg så en barndomsven foran kirken, men hun kiggede væk. Eller var vi nogensinde venner? Var hun ikke mest Karins ven, når jeg tænker mig om? Men hun kunne da hilse, bare et lille nik.

Jeg følte mig utilpas. Olga, sagde jeg, jeg er så skidetræt! Kan du ikke holde om mig? Skal vi ikke bare smide os her i græsset lidt? Jeg mente det, men jeg vidste, at det ville være for meget, at hun ville skamme sig over mig, og det gjorde hun.

Hun kiggede sig over skulderen, og så hvæsede hun: Selma!

Hun bliver som en teenager, når hun skammer sig over mig.

Så kalder hun mig Selma. Hun synes, jeg er for meget. Hvis bare hun vidste, hvor meget jeg holder igen.

Olga – hun er på vej på arbejde nu, triller igennem byen, suser ned ad Raseborgsvägen og drejer af ved Flemingsgatan, kører ned ad bakken med regn i ansigtet, frakken er for tynd, men hun nyder det, hun føler sig let og frisk i den efter vinterens klamme lag af uld og plastik. Jeg tager endnu en skefuld kage, Olga står af cyklen, låser den, åbner den tunge glasdør og hilser på en elev, træder ind på lærerværelset, varmt af kaffe og dårlig ventilation, hun hænger jakken op og dupper regn af ansigtet, samler håret i en hestehale. Hendes hænder er våde og forfrosne, hun gnider dem med skummende sæbe og skyller efter. Finsklæreren tager en tår kaffe og rynker på næsen, perjantaikin tuli. Jeg skærer et stykke til af kagen, flytter det over på min tallerken. Vrikker med tæerne under dynen. Olga står foran eleverne, hej med jer, hun har røde kinder, vandfast mascara. Hun har måttet skynde sig lidt, men er kommet til tiden, som hun plejer, min datter. Hun er velforberedt, deler tuscher og karton ud, de skal tegne atmosfæren nu, de fire lag.

Selma.indd 10

24/05/2023 13.29

Klokken er 9.15, og musikken oppe hos Helmi tager til i styrke. Morgenens dybe toner, de dirrer i mit loft, ummm, ummm, ummm, ummm. Tempoet varierer hen over døgnets timer. En eftermiddag da bassen fik mine vinglas til at klirre, ringede jeg på hos hende. Det var mest en undskyldning for at møde hende, jeg så, da de kom med flyttebilen, men bag­efter stødte jeg aldrig på hende i baghaven, og hun har sin egen indgang, som leder direkte op til første sal. Hun reagerede ikke, da jeg ringede på døren, men jeg kunne høre, at hun var deroppe. Døren til trappeopgangen stod åben, jeg gik hele vejen op og kiggede ind. Og der stod hun i en plettet, hvid skjorte og løse, gule bukser. Hendes hår var tyndt, farvet i flere nuancer. Hun så syg ud, sexet på en overraskende måde, som unge, sjæleplagede forfattere fra det tidlige 20. århundrede. Jeg præsenterede mig selv og mit ærinde. Hun missede mod mig under pandehåret. Musikken omsluttede os. Hun nikkede, kløede sig på albuen. Så begyndte hun at tale, meget stille, jeg måtte læne mig lidt frem for at høre hende gennem musikken. Hendes nervesystem havde brug for rytmen, sagde hun, men hun ville gerne skrue ned for min skyld. Hun så på mig, venligt, uden at smile. Vi vendte 11

Selma.indd 11

24/05/2023 13.29

vores døgnrytmer og generelle mentale tilstande. Det lykkedes mig at rykke lidt ved hendes skema: Overgangen til de mere kaotiske kompositioner skulle være blidere og foretages en smule senere på aftenen. Mine eftermiddage er ofte præget af en uro og formløshed, der forstærkes af den slags uforudsigelige lyde. For hende er de en lindring; hun plages af en lignende uro, mellem cirka klokken 16 og 19, og kun et eksternt (men kontrolleret) kaos kan få hende til at slappe af. Ja, jeg forstod. Jeg citerede Ebba Lindqvist, kun hos den, hvis uro er større end min, har jeg ro. / Så giver havet mig ro ...

Hun nikkede, sagde: Okay så.

Selma.indd 12

24/05/2023 13.29

Skal du så ikke have en kæreste? sagde Olga i lørdags. En elsker? Nogen der kan – holde lidt om dig? Nej, sagde jeg.

Men jeg kan godt gå på udkig, sagde hun, jeg kender jo din type. Nej, sagde jeg, nej tak. Hun forstår det ikke, og jeg orker ikke at forklare mig endnu en gang. Det er ikke den slags omsorg, jeg trænger til. Ikke nogen kæreste der vil ligge hud mod hud, ingen der venter på mig derhjemme. Men hun er vidunderlig, min datter. Vi gik på Vanjas, som vi plejer. Olga bestilte doughnuts til os, med syltetøjshjerter indeni, og da jeg havde spist min, slikkede jeg tallerkenen ren for sukker.

Hun så ned i bordet, men jeg kunne fornemme, at hun kæmpede med at undertrykke et smil, det var en lille triumf.

Selma.indd 13

24/05/2023 13.29

Det banker på døren. Makron smelter på min tunge, jeg bliver siddende. Måske kan jeg snyde dem, ingen hjemme her.

Men nej, de kan mærke det. De banker på igen. En lille pause, og så igen. Jeg vikler mig fri af dynen og synker, svinger benene ud over sengekanten, lader mine fødder finde hjemmeskoene. Jeg retter lidt på mit hår, idet jeg passerer spejlet.

Hurtigt får jeg gjort det rimeligt pænt, det er fordelen ved at have sådan et levende hår – når først man overgiver sig til hårets egen vilje, skal der ikke meget til for at sætte det.

Ude på trappen står et blomsterbud, en lille mand i en rød dunvest. Må jeg ønske Dem tillykke, siger han og rækker mig blomsterne med et lille buk, har vi at gøre med en rund fødselsdag? Hans svenske klinger finsk; melodisk, frisk. Det blødgør mig lidt – accenten, hans formelle stil. På en måde, siger jeg og smiler. Han nikker, det tænkte jeg nok. Godt, De var hjemme, jeg ville ikke efterlade sådan en smuk buket her på trappen.

Jeg står i entréen med buketten i armene. Den er stor og frodig, løvemund og krysantemum, et lille kort stukket ned mellem blomsterne. Jeg tager brillerne på og holder kortet 14

Selma.indd 14

24/05/2023 13.29

op i lyset: Vi ønsker dig en dag fuld af liv og uforglemmelige øjeblikke, står der trykt, meget småt. Kærlig hilsen fra Marre, Kirre og Lis. Kusinerne i Göteborg – de har aldrig glemt en fødselsdag, aldrig en navnedag. Da vi var unge, ville jeg være ligesom dem, have krøller og rejse alene mellem Stockholm og Åbo med Viking Line. De havde altid gaver med, slik de havde købt på færgen, og den nyeste jeansmodel fra Åhléns.

På deres side af familien var de alle sammen slanke og høje, og når de købte tøj til mig, glemte de, at jeg havde hofter og korte ben. Jeg klemte mig ned i bukserne og smøgede benene op. Kirre lånte mig sin deodorant, Speed Stick. Så kunne vi tage på sodavandsdiskotek og danse, som de gjorde i ungdomsklubberne i Göteborg, med vilde ben og armene modigt i vejret. Når jeg var sammen med kusinerne, var jeg ligeglad med, hvad folk tænkte.

Jeg finder telefonen frem, fotograferer mig selv der i entréen med buket og det hele, en hilsen til Göteborg.

Fra buketten hænger også en hård æske. Overfladen er glat, en blanding af plastik og karton, ingen synlige sprækker, hvor man kan stikke en finger ind og lukke den op. Der må en kniv til. På køkkenbordet får jeg stukket hul på den og hevet flasken ud – en sæbe. Den er metallisk skinnende. Jeg vil stadig være ligesom Marre, Kirre og Lis. Jeg vælger en vase til blomsterne og stiller dem på kommoden i soveværelset. Der står de pænt op mod den hvide væg, let fugtige, som kom de direkte fra en frodig have i Göteborg, plukket efter duggen var faldet, aftenen før min fødselsdag.

Jeg kravler ind under dynen og rækker ud efter telefonen.

15

Selma.indd 15

24/05/2023 13.29

Fire venner har skrevet nu. Hip hip! Og hør nu her! Med dejlig chokolade! Hjerte hjerte hjerte.

Oppe hos Helmi stiger tempoet. Og i skolen tegner Olgas elever troposfæren, stratosfæren, mesosfæren, termosfæren.

Og mellem dem, hvordan var det, tropopausen, stratopausen ... Olga tegner streger på tavlen og peger. Langsomt tynder atmosfæren ud, og så, et sted her, begynder rummet.

Selma.indd 16

24/05/2023 13.29