Roman om en forbrydelse

Roman om en forbrydelse

4k_bb1498_roman_om_en_forbrydelse_130x205mm.indd 1

23-11-2023 11:36:37

4k_bb1498_roman_om_en_forbrydelse_130x205mm.indd 2

23-11-2023 11:36:37

HELGE BIL L E

Roman om en forbrydelse

GU T K I ND

4k_bb1498_roman_om_en_forbrydelse_130x205mm.indd 3

23-11-2023 11:36:37

Roman om en forbrydelse © Helge Bille og Gutkind Forlag A/S, København 2024 1. udgave, 1. oplag, 2024 Omslag: © Thomas Joakim Winther Forside: Collage af Thomas Joakim Winther med foto af Krass Clement Sat med Baskerville hos Christensen Grafisk og trykt hos ScandBook EU ISBN 978-87-434-0739-3

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Gutkind Forlag · Læderstræde 9, 1. · DK-1201 København K gutkind.dk · f gutkindforlag · gutkind_forlag

4k_bb1498_roman_om_en_forbrydelse_130x205mm.indd 4

23-11-2023 11:36:37

Jeg har længe vægret mig mod at skrive denne historie, har udskudt det på ubestemt tid, jeg vidste, at det før eller siden måtte gøres, men bare tanken fyldte mig med kvalme, den gjorde mig tung, det føltes ubærligt, som om det var min egen historie, min egen forbrydelse, min egen livslange skam. Og det er det vel også, historien om Helge Bille, hans liv, som med tiden også er blevet mit, som hans forbrydelse på sæt og vis nu også er min, beviset, det er i mine hænder, bogstave­ ligt talt, en ikke længere rygende, men ikke desto mindre virkelig, kold, næsten et kilo tung pistol, jeg ikke længere kan bære, nu må det frem i lyset. Uanset hvor ubærligt, trist dette liv er, denne historie, hvor det altid synes at være vinter, gråt, koldt, men uden klar frost, bare denne evige dis af slud og tø, år efter år denne endeløse dæmring, der umærkeligt går over i skumringen, hvor døden hænger på de nøgne træers nøgne grene, så må historien fortælles.

I løbet af årene har jeg flere gange præsenteret ideen om at skrive bogen, ja, sågar skitser og mulige åbninger, for redaktører på forskellige forlag, og hver gang har de sagt, at den bog måtte jeg absolut skrive, som om det var mit livs bog, hvad det jo i en vis forstand også 5

4k_bb1498_roman_om_en_forbrydelse_130x205mm.indd 5

23-11-2023 11:36:37

er. Og hver gang har jeg undladt at gøre det og har i stedet kastet mig over og spildt min begrænsede tid på noget helt andet, forskellige småjobs, der muligvis kastede en slat penge af sig til dagen og vejen, men ikke som denne historie gjaldt livet. Årene gik, menneskene omkring mig blev ældre, begyndte en efter en at dø, den nærmede sig, Døden, det var høje tid, men i stedet for at tage mig sammen og endelig skrive min historie gav jeg op.

Sådan ser det i hvert fald ud. Det sidste notat og de sidste e-mails, der vidner om aktivitet og forsøg på at trænge dybere ned i den tabte tid, er fra det tidlige forår 2016. Det er nu adskillige år siden. I mellemtiden er de sidste vidner, jeg igennem årene har forsøgt at komme i kontakt med, og sikkert også flere af de mennesker, jeg har henvendt mig til i mine forsøg på at få kontakt med de sidste vidner, formodentlig døde, sporene viskes ud, tiden lukker sig bag mig og læger ingen sår.

Men nu er det igen ved at blive efterår, endnu et efterår, der muligvis bliver det sidste. Det tænker jeg hvert år, også nu, nu kommer mørket, langsomt, snigende, mørket og kulden, feberen og ensomheden, de smertende anspændte muskler og led, håbløsheden, der er ingen udvej, det er nu eller aldrig, hvis jeg skal fortælle min historie.

6

4k_bb1498_roman_om_en_forbrydelse_130x205mm.indd 6

23-11-2023 11:36:37

* I det sene efterår 2002 flyttede jeg ind i en lejlighed på tredje sal i en ejendom på Peblinge Dossering, Nørrebro i København. Jeg var på daværende tidspunkt endnu i trediverne og relativt nylig fraskilt.

På døren til lejligheden sad et gammelt dørskilt med falmet sortrød emalje og navnet Helge Bille. Bag døren havde der, fortalte ejendomsmægleren, de sidste mange år boet en gammel kvinde, som var død kort tid inden. – Og Helge Bille? sagde jeg. – Hvem? sagde ejendomsmægleren. – Der står Helge Bille på døren?

– Hun har vel været hans enke, sagde han, Clara Bille.

Jeg underskrev kontrakten, men flyttede ikke straks ind. Lejligheden havde ifølge ejendomsmægleren ikke været renoveret siden begyndelsen af 1930’erne, hvor de tidligere beboere, altså Helge Bille og hans hustru Clara? tænkte jeg, var flyttet ind. Det, jeg overtog, var ikke nogle tomme rum, men resultatet af et helt liv. De første mange uger brugte jeg på at rive det hele ned.

Ethvert spor af det, der havde været, skulle fjernes, jeg ville helt ind til de nøgne vægge, lofter og gulvene, som de havde stået i 1886, blot elleve år efter H.C. Andersens død, da ejendommen ifølge kontrakten var rejst. Tabula rasa, jeg ville viske tavlen ren og begynde 7

4k_bb1498_roman_om_en_forbrydelse_130x205mm.indd 7

23-11-2023 11:36:37

et nyt liv uden spor af nogen historie. Med et simpelt brækjern løsnede jeg samtlige skabe, reoler og hylder fra væggene og trak dem ned, slog dem sønder med en tung lægtehammer og bar de flængede og splintrede rester, låger, håndtag og hængsler ned ad trapperne og kastede dem i en container på størrelse med ladet af en lastvogn, jeg havde lejet og fået opstillet på den asfalterede sti foran ejendommen. Med en såkaldt afdamper løsnede jeg tapeterne og trak dem af, syv lag i alt, tilsyneladende et for hvert årti af det liv, der var gået, og hver især typisk for hvert sit af det tyvende århundredes årtier. I stuen og værelset ud mod gården var de oprindelige, nu nedslidte trægulve dækket af falmede væg til væg-tæpper, og mellem vinduerne var de smukke oprindelige vægpaneler skjult bag billige spånplader, der var slået fast med søm, inden de var blevet dækket af tapeter. Igen måtte jeg have brækjernet i brug for at løsne spånpladerne og trække dem af. Et loft af gipsplader var blevet sat op under det oprindelige stukloft, og store stykker af stukkaturen fulgte med i skyer af gipsstøv, da jeg rev det ned. I køkkenet var det sænkede loft ikke af gips, men af tynde, næsten vægtløse flamingoplader malet over i en dueblå farve, der nu var næsten gulligt grå efter flere årtiers fedtede dampe og sikkert også cigaret-, cigareller cerutrøg. Trægulvet var dækket af linoleum, der engang havde forestillet et flisegulv af brunmønstrede italienske kakler, men nu flere steder var slidt helt ned 8

4k_bb1498_roman_om_en_forbrydelse_130x205mm.indd 8

23-11-2023 11:36:37

til det lag af lim og trådnet, der bandt det til plankerne.

Jeg trak det af, rullede resterne sammen og bar dem samme vej ned som væg til væg-tæppet, tapetresterne, de forrevne spånplader, stukkaturstøv, søm, skruer, hylder, bagbeklædninger, hængsler, låger og håndtag og kastede dem øverst i den udskridende dynge, der nu ikke bare fyldte, men ragede op over kanten af den store container.

Det eneste spor af det liv, der havde været, som lastvognen ikke havde med, da den et par uger efter med sin kran løftede containeren op og kørte ud til lossepladsen, var dørskiltet. Det lod jeg sidde. Hvorfor? Jeg kunne sige, at det var en pludselig indskydelse, en fiks idé. Men det menneskelige dyb er mørkt og uudgrundeligt, ikke mindst for mennesket selv. Faktum er, at jeg, indtil videre, lod det sidde. Jeg renoverede lejligheden så enkelt og nødtørftigt som muligt og flyttede derefter ind og begyndte at leve det, jeg troede skulle være et nyt liv. Men langsomt gik det op for mig, at det ikke var nok. Jeg var jo ikke flyttet, alene fordi jeg trængte til luftforandring eller ønskede en bedre udsigt. Jeg havde behov for at lægge fortiden bag mig. Men det var ikke gjort bare ved at flytte til et andet sted i verden eller byen, herregud, det var der jo millioner af mennesker, der havde gjort før mig, uden at de af den grund var blevet en anden. Uanset hvor langt bort jeg flyttede, uanset om jeg forlod min arbejdsplads og lagde mine 9

4k_bb1498_roman_om_en_forbrydelse_130x205mm.indd 9

23-11-2023 11:36:37

gamle vaner og venner bag mig og, som man siger, brændte alle broer, så ville det stadig være mig, der gjorde og derefter resten af livet havde gjort alt dette.

I nogle uger overvejede jeg at gøre, som Poul-Henrik Trampe, forfatteren til en af Danmarks og min barndoms uhyggeligste kriminalserier Stemmer der dræber, tilsyneladende havde gjort. En uskøn og sikkert regn­­­ mørk efterårsaften som denne gik han om bord på færgen til Oslo. Men i modsætning til de øvrige pas­­ sagerer gik han ikke i land næste morgen. Han var tilsyneladende sporløst forsvundet, ikke bare op i den blå luft, men i den sorte kolde nat over oceanet. Hans forsvinden tryllebandt danskerne i flere døgn, det var en gåde, der blev så meget desto mere mystisk, da der de følgende år igen og igen dukkede vidneudsagn op fra mennesker, der påstod at have set ham i endnu en ny by. Det var forbilledligt, følte jeg. Allerede dengang, som stor dreng, var jeg draget imod at gå i hans fodspor og leve mit liv, som var det en roman, en krimi, livet som gåde: Sprang han i havet, eller ...? Løsningen lå i dette »eller ...«, men da det netop var en gåde, var det meget svært at gentage.

Når man altså ikke som Poul-Henrik Trampe bare kunne forsvinde op i den sorte nat, så kunne man i det mindste, tænkte jeg, da jeg nu adskillige årtier senere en novemberaften efter en tur rundt i kvarteret steg op ad trappen og stod foran dørskiltet, skifte sit navn og ikke bare begynde på ny, men gøre det som en helt 10

4k_bb1498_roman_om_en_forbrydelse_130x205mm.indd 10

23-11-2023 11:36:37

anden, fremmed og ukendt, endda for mig selv. Hvorfor ikke bare lade dørskiltet sidde, tænkte jeg. Så var jeg også fri for problemet med at skulle vælge et nyt navn ud af den uoverskuelige mængde af mulige og umulige navne. Ikke at jeg er af den slags, der går til numerolog.

Jeg er realist. Jeg tror ikke på, at et navn i sig selv har en betydning og bærer på en fremtidig skæbne. Tværtimod, det, der giver et navn betydning, er alene det liv, den, der bærer navnet, har levet.

Næste morgen gik jeg gennem baggården og ud ad Korsgade til min lokale Hellig Kors Kirke og ind på kirkekontoret og spurgte, om det var muligt at foretage et, helst permanent, navneskifte. – Rent administrativt er det ikke nogen sag, sagde den venlige og mageligt runde kordegn, men på et højere plan, sagde han, er det en stor beslutning. Om jeg virkelig havde overvejet det helt til bunds? – Det er jo ikke blot og bare en sag mellem dig og Folkeregistret eller for den sags skyld det kirkelige samfund, det har jo så at sige eksistentielle konsekvenser, sagde han, Søren Kierkegaard ...

– Ja, sagde jeg. Jeg udfyldte de nødvendige papirer og underskrev, for sidste gang, med mit gamle navn, og gik ud i sludregnen. Et par uger efter kom brevet, der bekræftede, at jeg havde fået et nyt navn. Helge Bille.

Det var nu mig. Det stod i mit pas, på mit såkaldte sundhedskort, på mine hævekort og bankkonti og de kontrakter og formularer, jeg af og til skrev under på, og det var det navn, man tiltalte mig med, når 11

4k_bb1498_roman_om_en_forbrydelse_130x205mm.indd 11

23-11-2023 11:36:37

jeg trådte ind i min bank eller en sjælden gang blev standset af politiet. Men den historie og det liv, der knyttede sig til navnet, og som nu i en vis forstand var mit, min forhistorie, kendte jeg intet til. Eller så godt som intet.

I løbet af de uger, jeg brugte på at rive indmaden ud af lejligheden, fandt jeg, omhyggeligt pakket ind i syv sider af en Berlingske Tidende fra fredag 30. december 1949 og skjult syv forskellige steder i lejligheden – bag et panel, i hulrummet mellem væggen og bagbeklædningen på skabene i køkkenet, under et løst gulvbræt i stuen osv. – syv små, men forbløffende tunge dele af en metal­­genstand, der, da jeg satte de syv dele sammen, viste sig at være en Walther P38, tysk militærpistol fra 1943. Jeg har den stadig, det er selvfølgelig ulovligt, men jeg har ikke tænkt mig at give den fra mig, aldrig i livet, det er det eneste, Helge Bille har efterladt mig.

Ud over navnet på døren, selvfølgelig, og, det er sandt, og sandheden skal frem. Der var en ting til. Et stort sort-hvidt fotografi.

Fotografiet lå rullet sammen om den aflange pakke med pistolløbet under det løse gulvbræt i stuen og knækkede, da jeg forsøgte at rulle det ud. Jeg lagde det sammen med pistolen i en skotøjsæske, jeg skubbede ind under min seng, men da jeg en skønne dag trak æsken frem af støvet, der altid samler sig under menneskenes drømme, var billedet væk. I løbet af de følgende år gennemsøgte jeg talløse gange, og hver 12

4k_bb1498_roman_om_en_forbrydelse_130x205mm.indd 12

23-11-2023 11:36:37

gang ved en pludselig indskydelse, alle mine skuffer og de mange flyttekasser, jeg stadig opbevarede en del af mine ting i, uden at finde det. Det eneste sted, jeg endnu håbede en i sandhed skøn dag at se det se dagens lys, var i en skuffe i et smukt lille gammelt sovekammermøbel, hvidt med forgyldte kanter og buede dåkidben og bare to små skuffer, den øverste, mindste med lås og en lille nøgle, jeg måtte have smidt væk ved en fejltagelse. Men jeg huskede endnu synet, det første, af billedet: I hvad der ligner en rådssal, en idrætshal eller måske snarere en rådhushal, står flere hundrede men­­­­nesker, mændene i kjole og hvidt, og kvinderne, formodentlig mændenes respektive hustruer, i aftenrober, alle vendt mod kameraet. Eller rettere, i retning af kameraet, men med blikket rettet forbi det, som om de alle, næsten andægtigt, som medlemmer af en loge, overværer en ceremoni eller i hvert fald noget højtideligt, en tale måske. Ingen smiler, taler eller ler, flere hundrede an­­­ sigter i højtidelig alvor.

Et sted i denne mængde af tilsyneladende ærværdige borgere fra, hvad jeg tænkte må være nitten fyrrernes København, står han formodentlig, mit andet jeg, Helge Bille.

Hvad skal en ærværdig borger i nitten fyrrernes København med en pistol, ovenikøbet en tysk militær­ pistol? Det er indlysende: Han har været frihedskæmper, som en del andre ærværdige og modige borgere under 13

4k_bb1498_roman_om_en_forbrydelse_130x205mm.indd 13

23-11-2023 11:36:37

den Anden Verdenskrig var også Helge Bille – i al hemme­­­lighed – aktiv i kampen mod den tyske besættelsesmagt. Det var selvfølgelig livsfarligt, ingen, måske ikke engang hans og altså i en vis forstand min hustru og senere enke, måtte vide noget, og derfor havde han været nødt til at skjule den pistol, han formodentlig havde skaffet sig under et natligt og yderst risikabelt indbrud i et tysk våbenlager, så omhyggeligt som muligt. Det er klart.

Men ... for der er lige et men: den Berlingske Tidende, som de syv dele af pistolen omhyggeligt blev pakket ind i, inden de blev skjult, er fra 1949. Hvorfor i al­­­ verden skulle en ærværdig københavnsk borger fire år efter krigen forsøge at skjule den pistol, der måtte være beviset på, at han havde været frihedskæmper og altså en nationalhelt, et forbillede for de kommende generationer? Det ville vel kun en forræder gøre. Efter krigen har det formodentlig været lige så livsfarligt at have været nazikollaboratør, som det under krigen var at være frihedskæmper. For hver dag der er gået, har Helge Bille fået stadig koldere fødder, indtil han en fredag aften i 1949 – efter fire år i konstant frygt for at blive afsløret, en frygt der efterhånden er blevet til en slags lammelse, en kronisk åndenød – besluttede at slette ethvert spor efter sin forræderiske fortid.

Men hvorfor så overhovedet gemme pistolen? Hvor­­ for omhyggeligt skille den ad og pakke de syv dele ind i avispapir og skjule dem rundtom i sin egen lejlighed?

14

4k_bb1498_roman_om_en_forbrydelse_130x205mm.indd 14

23-11-2023 11:36:37

Hvorfor ikke én gang for alle skille sig af med pistolen, kaste den i Peblingesøen, eller, for en sikkerheds skyld, ud på aftenen, da hustruen har lagt sig, gå en midnatstur, over den sneklædte Dronning Louises Bro og ind ad Frederiksborggade og videre ad Købmager­ gade, forbi Storkespringvandet og til venstre langs kanalen Ved Stranden, forbi Slotskirken, Christiansborg og Børsen og helt ud på Knippelsbro, stå der et øjeblik i den stille vinternat lænet mod rækværket og se sydover mod H.C. Ørsted Værket, de tre majestætiske skorstene, sorte silhuetter mod den klare dybblå himmel, som enhver mand på den tid og et sådant sted stikke hånden i inderlommen og trække den krøllede cigaretpakke frem, og i samme bevægelse glider pistolen med ud og falder ned i havnens dybsorte vand.

Og er væk.

Hvorfor ikke, Helge? spørger jeg mig selv. Menneskets veje er uransagelige, ethvert liv, enhver historie er en verden i sig selv, hvor den mindste ting – et navn, en pistol, en avisside, et fotografi – åbner et fraktaldyb af mulige forbindelser, forbrydelser og frygt.

Et par år efter at jeg havde fået mit navn, besluttede jeg en dag, uden nogen særlig grund, bare en pludselig indskydelse, at finde ud af, hvem jeg egentlig var. Jeg åbnede computerens søgemaskine og indtastede mit navn: Helge Bille. Men det eneste, der dukkede op, var en kort notits, i to varianter på henholdsvis en dansk 15

4k_bb1498_roman_om_en_forbrydelse_130x205mm.indd 15

23-11-2023 11:36:37

og en svensk hjemmeside. I 1955 havde Helge Bille været »scenetekniker« eller på svensk »scentekniker« under optagelserne til instruktøren Carl Th. Dreyers film Ordet. ( Ja, der var et enkelt spor til, men slet ikke på samme måde vibrerende af historisk betydning: Helge Bille havde desuden samme år lavet »production design«, altså dekorationer, til en mig ubekendt og af eftertiden vel også glemt dansk film med titlen Gengæld). Det var det hele. Stort set intet, men nok til at åbne endnu en sugende afgrund af mulige forbindelser, historier og liv: Nogle år efter at have lagt sin fortid bag sig begyndte Helge Bille altså et helt nyt liv. I kunstens verden. Til en begyndelse i en mindre, men dog nævneværdig rolle, som »scenetekniker«. Og ikke på en hvilken som helst film. Sammen med Jeanne d’Arcs lidelse og død fra 1928 er Carl Th. Dreyers Ordet formodentlig mesterværket i dansk filmhistorie. Historien om den af troen besatte gårdejersøn Johannes, der i en af filmhistoriens mest berømte scener opvækker sin svigerinde, der er død i barselssengen, fra de døde, baseret, filmen, på et skuespil af præsten Kaj Munk, der i årene op mod og et stykke ind i Krigen sympatiserede med de idealer og den handlekraft og vitalisme, der drev Hitler og nazisterne ud i verden, og måske sågar, i hvert fald qua sine sympatier, samarbejdede med tyskerne, og ikke desto mindre, til sidst, en morgen i januar 1944, blev hentet i sin præstegård af fem tyske Gestapo-officerer, 16

4k_bb1498_roman_om_en_forbrydelse_130x205mm.indd 16

23-11-2023 11:36:37

ført ud i en nærliggende plantage og skudt. At tilfældet havde villet, at Helge Bille skulle medvirke i skabelsen af et filmhistorisk mesterværk, der forener alle de røde og sorte tråde i hans og dermed mit liv, fra Krigen over besættelsen til genopstandelsen og troen, kunne umuligt være et tilfælde. Tværtimod, tænkte jeg, Ordet kunne meget vel være nøglen til gåden om Helge Bille og hans liv og mulige forbrydelse.

I sig selv er livet meningsløst og kaotisk, men når man fortæller det, giver det pludselig mening. Det er det, der adskiller menneskene fra dyrene og får dem til at slå hinanden ihjel. Historien.

Det gælder om at glemme. Hvis man vil leve et an­­­ stændigt liv, uden nag, had eller fortvivlelse, som et menneske, der er i stand til at elske både sin næste og sig selv, må man kunne glemme.

Navnet, avisen, datoen, fotografiet, pistolen og Ordet.

Seks spor, seks veje, jeg kan følge. Den første, navnet, indeholder et helt liv, fra dåb til død. De fire næste er i en vis forstand bare fragmenter af tiden og ting, men hver på sin måde skæbnesvangre. Den sidste, Ordet, er en anden verden, en anden historie, jeg måske kan se mig selv i.

17

4k_bb1498_roman_om_en_forbrydelse_130x205mm.indd 17

23-11-2023 11:36:37

192

4k_bb1498_roman_om_en_forbrydelse_130x205mm.indd 192

23-11-2023 11:36:40