RASMUS NIELSØN
Af samme forfatter Rygtet (2021) Trold (2022)
Rasmus Daugbjerg
RASMUS NIELSØN Roman
Gutkind
Slutningen af 1500-tallet
I R ASMUS NIELSØN
En dag i december gik fæstebonden Rasmus Nielsøn på sin mark ved Besser Rev på Samsø og bar et hjerte, der var kløvet af ulykkelig kærlighed. Han gik underligt foroverbøjet og forsøgte at forstå det halve hjerte som en gåde. Hvad var det, der var sket? Sneen lyste på marken og stranden, himlen over Stavns Fjord var hvid, der stod en iskold tåge ude over vandet, den lignede en mur. Rasmus lod fingrene glide gennem sit hår. Det var en hvid tid, en blændende verden derude. Ikke til at forstå. Rasmus Nielsøn gik på sin mark og tænkte på Lovisa. Minderne lå inde i ham som ituslåede spejle, han blev ved at træde på. Han samlede spejlskårene op og forsøgte at placere dem i en orden. Det meste var hendes skyld. Eller også var det hans. Hendes. Det var lige meget, men det blev ved. Lovisa. Tiden var gået siden dengang, årene, ugerne, dagene og timerne var gået. Men nu var der alligevel noget, som efter al den tid ikke ville forsvinde, uanset hvor meget han prøvede at glemme hende. Der var noget, som ikke kunne slides, ikke skures rent. 9
En rest, et savn. Savnet havde sin egen tid. Rasmus tænkte på det mekaniske ur, han havde set på muren i kirken i Ribe. Han fornemmede savnets tid på den måde, som en urskive, der lå under den egentlige tid, dags- og nattetiden. Og på savnets ur gik tiden så langsomt, at han var i tvivl, om det overhovedet havde slået en eneste gang. Viserne bevægede sig da, gjorde de ikke? Umuligt at se. Men det blev ved. Der gik en tråd fra Rasmus Nielsøns hjerte ud gennem brystet og ud i istågen. Han rørte ved den. Hvorhen, hvor var hun? På herregården udi Ringkøbing? Havde de solgt den? Rasmus Nielsøn kastede et blik på marken, som han stod på, og rystede på hovedet. Marken skuffede ham, selv nu om vinteren, hvor han kunne tænke, at det var naturligt eller rimeligt, at den ikke gav noget. Nej. Det var en skuffende mark, den havde vendt sig om på maven, fraværende, og Rasmus kiggede på dens ryg. Gold og stille. Mon marken havde et ansigt under jorden, et ansigt som blomstrede og elskede det liv, det havde dér. Godt det samme. Rasmus trådte den ene træsko lidt dybere ned i marken, vred den. Selv hvis marken sprøjtede korn op af sig i stride, gyldne stråler, og han høstede det, var der ingen, der inddrev 10
det. Ingen landgilde, intet hoveri. Ingen, der kom i tanker om ham. Han så til højre. Der lå stranden. Bag ham klitterne. Hytten. Der gik stadig sild i nettet nede på stranden. Det var godt, han skulle jo have noget at spise. Men en dag var han rejst fra herregården udi Ringkøbing. Eller hvordan det nu var. Tankerne skurrede. December. Den tolvte måned i et elendigt år. Først havde der været elleve måneder: elleve, elleve, elleve, elleve, elleve, elleve, elleve, elleve, elleve, elleve, elleve gange havde året strammet sig hårdere, som en kvælende knude, og nu et tolvte kvælertag. Det værste ved vinteren var, at den lå udstrakt foran Rasmus helt ind i endnu et år. Januar, februar. Kvælertag, kvælertag.
Rasmus Nielsøn havde stadig sin fornuft, syntes han. Han kunne se, at der faldt slud ude over vandet nu, og hvis han koncentrerede sig, mærkede han også, at vinden var kold. Mod panden. Som is. Og skægget var fugtigt, det var også koldt. Der lå en sten i sandet, hvor han stod. Den var grå. Rasmus Nielsøn måtte holde fast ved sig selv i den her vanvittige tid, han samlede stenen op og vejede den i hånden. Det kunne han også. Fint. Det var bare det, at der ligesom var to sole. Den sol som lige nu gemte sig et sted bag skyerne, der lignede en grå hinde, og så den anden sol, den sol som skinnede indeni, blottende og uforsigtigt. Den oplyste minderne – derinde. Herinde. Hele tiden. Han kaldte Lovisa sin kæreste. Du er min kæreste. Da Rasmus Nielsøn var nitten, tog han arbejde på herregården udi Ringkøbing. Herremanden hed Johannes Friis. Blandt de andre som arbejdede der, sladrede man om, at herregården skulle opkøbes af en rigere højadelig familie længere østpå. Det var morsomt, for så ville Johannes Friis ende som foged på en anden mands gods. 12
Rasmus Nielsøn hørte ikke rigtig efter. Han så bare hende. Lovisa Friis. Herremandens datter. Hun var ti år ældre end ham. Den kæreste. Men hverken dem som elsker, eller dem som ikke elsker, lever de liv, de bør. Og på et tidspunkt blev Rasmus Nielsøn dyster, og livet på herregården blev mærkeligt. Han kom i tanker om far, der faldt i vandet, da han var barn. Ned i hængedyndet, begge ben, snavs op ad strømperne. Det ville noget, dyndet, det gjorde far syg. Rasmus kom bare i tanker om det, han kunne ikke gøre for, at han blev dyster. Sludet faldt stadig. Det klirrede, når det ramte sandet. Umuligt, det vejr. Ude over fjorden skubbede og hev vinden i sludet i luften, voldsomt, frem og tilbage, som et barn, der blev rusket ved håret. Solen pressede sig på bag skyhinden. Et blegt lys kom til syne, men sludet ville ikke fortrænges. Havet var grønt og mørkt, Rasmus kunne godt se det.
De dage på Ringkøbinggården trøstede Rasmus Lovisa omme bag laden. Han sad op ad den, træet var lunt mod ryggen. Lovisa lå med hovedet i hans skød og forklarede, hvad hun var ked af. Det var altid det samme, Rasmus var blevet dyster, hun kunne ikke lide det. Han trøstede hende hver dag. Eller i hvert fald så ofte, at han en dag ikke rigtig gad mere. Han gjorde det alligevel, og derfor kedede han sig. Du er blevet dyster, sagde Lovisa. Hun sagde det, som om det også kedede hende. Ja, sagde han. Men du kan vel tage dig lidt sammen, sagde hun. Ja, sagde han. Det er bare noget, jeg er kommet i tanker om. Det skal du lade være med, sagde hun. Jeg kan ikke lide det. Men er jeg virkelig blevet dyster, sagde han. Ja. Hun gav en sørgelig lyd fra sig og gemte ansigtet i hænderne. Jeg ved ikke, hvad der er galt med mig, sagde han. Uanset hvad det er, sagde hun, er det værste ved det, at du tænker på det hele tiden. Ja. 14
Han aede hende over håret, hun var virkelig ked af det. Hun græd, som om mindet var hendes, men Rasmus havde ikke engang fortalt hende det. Om far. Og hængedyndet. Det, det gjorde ved far. Rasmus kunne ikke lide Lovisa, når han trøstede hende. Så. Så. Dagene gentog sig. Han arbejdede om dagen, og om aftenen lå han og Lovisa bag laden. Han var sikker på, hun også kedede sig, hun så ligeglad ud, kiggede ikke på ham. Doven og pligtskyldig som et spøgelse med sin døde lyd: Nu er du dyster igen. Ja, sagde han. Solen var der om aftenen, det var sikkert sommer, det var varmt med Lovisas hoved i skødet. Hun drejede et græsstrå mellem pege- og tommelfinger. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal opmuntre dig, sagde hun. Hvis det er det, du er ude efter. Rasmus var ikke ude efter noget. Han aede hende over håret og sagde: Jeg er ikke ude efter noget. Så trøst mig, sagde hun. Jeg ved jo ikke, hvad jeg skal gøre. Nej, sagde han og kedede sig. Han fjernede sin hånd fra hendes hår, hun vendte ansigtet op mod ham. Der var hendes øjne, to pytter. Rasmus mærkede på stemningen, kunne ikke afgøre den, så sagde han: 15
Dur du overhovedet til noget? Det lød hårdt, som en straf, en pris han tog for den trøst, hun havde fået, og det var det vel også. Det lød så hårdt og pludseligt, at de begge blev stille. Ventede hun på, at han ville sige noget mere? Der var ikke mere. Rasmus interesserede sig ikke for hendes svar, hun skulle bare føle sig dårlig. Hvad mener du med det, sagde hun. Han trak på skuldrene. Det gjorde hun også. Og så en dag, det kunne meget vel have været den samme dag, men det kunne også være, at det var senere, nogle uger, noget tid i hvert fald, senere, eller også var det samme dag, Johannes Friis kom til Rasmus Nielsøn og sagde: Nu er det nok. Rasmus måtte finde arbejde et andet sted. Det var det. Sådan. Han rejste fra herregården. Rasmus Nielsøn følte sig hverken mere eller mindre alene, end han altid havde gjort. Han gik på en sti uden for Ringkøbing og tænkte på far og dyndet. Og Lovisa. Himlen var blå. Han pustede luft ud af munden. Der er nogle mærkelige omvendte pladser inde i mig, tænkte han, aftryk af deres ansigter, far, og Lovisa allerede, itu, itu.
Det åbnede sig som et skrin en dag på Ringkøbinggården – se engang – Rasmus kom i tanker om noget, han havde glemt som barn. Far faldt i vandet. Rasmus havde ikke glemt det, som han havde glemt andet, minder der bare gled umærkeligt ud af deres huller. Dette minde havde han glemt, med vilje. Far faldt ned i hængedyndet. Far kunne ikke lide at lege, men den dag legede de ved mosen. Rasmus ville lege, at han var et dyr, som forsøgte at æde far. Det gik far med til, han syntes, det var en rimelig ide. Hvilket dyr skal jeg være? spurgte Rasmus. Far kiggede ud i luften, han tænkte sig om. Det var godt, hvis han gjorde sig umage, syntes Rasmus, så legen blev så god som muligt. En bi er nok for lille? sagde far. Rasmus rystede på hovedet, mens han sank. Nej, sagde han. En bi er god. Rasmus gav en summende lyd fra sig. Det overraskede ham, hvor kort tid det tog at finde ud af, hvordan han skulle forme munden for at lave den lyd. Lød fuldstændig som en bi. Men han gad ikke bruge armene som vinger. De hang ned langs siden. 17
Rasmus og far hoppede af sted ud på mosen, satte fødderne på græstuerne. Far gled ind i legen. Du må ikke æde mig, sagde han. Jo, sagde Rasmus. Legen gjorde dem modige, den gjorde dem glemsomme. Rasmus jagede far ud et sted, hvor man ikke måtte være. Jorden blev blødere, den gyngede under Rasmus, men far lignede en, der ikke vidste, hvor han var, han ville ikke ædes, det var det eneste, det handlede om nu, han var først og fremmest forfulgt af en bi. De løb ude på hængedyndet. Det gik hurtigt. Far sprang fra en græstue med den ene fod forrest og trådte igennem. Det var ikke dybt, men far var tæt på at falde, og Rasmus syntes, han så forskrækket ud. Han havde dynd op ad strømperne! Det var på ham. For fanden, sagde far. Han stod lidt i det, inden han mærkede forsigtigt med foden på en græstue og kom op. Det var ikke noget, sagde far. Han virkede for rolig. Det var ham, der havde sagt, at hængedyndet var usikkert, man måtte ikke bilde sig ind, at man kunne stole på det. Ét sted kunne man træde, det næste kunne man ikke bunde. Dyndet havde snydt dem, taget fat om fars ben og efterladt sit mærke der. Vi går hjem, sagde far. Nej, sagde Rasmus. Du har det jo på dig. Jo, jo, sagde far. 18
Han tørrede det ikke engang af, slog bare ud med armene og satte foden på en anden græstue. Rasmus fulgte ikke efter. Han stod og kiggede på hængedyndet. Det var tykt, det bevægede sig, grimt og slimet, stædige, langsomme krusninger. Vandet ville noget, det havde rørt ved far. Rasmus’ hænder blev kolde. Det var, som om det så på ham. Han kom til at hviske: Hvad har du gjort? Jeg er her ikke længere, svarede vandet. Og i et eneste øjeblik holdt krusningerne op. Hængedyndet stod stille, som om det var jord. Som om der ikke var sket noget, som om det var til at træde på. Rasmus gav sig til at løbe hjem. Græstue. Græstue. Og endnu en. Da han kom hjem, stod far i kålhaven, som om det var en almindelig dag, han var i gang med sit foroverbøjede arbejde. Rasmus stillede sig tæt på og kiggede på fars strømper. Stadig våde, sorte, mudrede. Rasmus stak hænderne ind i armhulerne. De var kolde som is, han sagde: Av. Hold op, sagde far, ikke mere nu. Rasmus ville ikke være bange, så han forsøgte at smile. Far havde en meget stor ryg. Han ville gerne sige det for at lette stemningen, men ordene kom ikke frem, han stod bare og kiggede på far, smilede så godt han kunne. Hvad er der galt med dig? sagde far. Rasmus trak på skuldrene. 19
Ikke noget. Så sagde han det alligevel: Du har en stor ryg. Hvad skal det betyde? sagde far. Ingenting. Hvad er det? sagde far. Rasmus slog blikket ned. Sådan kunne far ikke spørge, det vidste ingen af dem vel. Hvad er det? Det kunne ikke ses endnu, bare anes. Noget var på vej, det var det, Rasmus ikke kunne lide. Der er da sket noget, sagde Rasmus. Hvad tror du – har det ikke … Han kludrede i det. Han gik ind i huset. Anes, ikke ses. Der var ikke andet for end at vente på det, som var på vej. Han skulle ikke hoste, men gjorde det alligevel, det kunne han lige så godt. Lod tiden gå. Han hostede med tungen lidt ude af munden. Det lød luftigt. Han stirrede op i røghullet. Der var ikke gang i ilden, der kom ingenting ud af hullet, kun noget ind, lys, himlen var blå i hullet. Rasmus kneb øjnene sammen, nød, at synet blev sløret. Sort og blåt. Far er ikke den samme som før, tænkte han. Og mens han tænkte det, kom far ind ad døren. Gå væk, sagde han. Men Rasmus stod ikke i vejen, hvor skulle han gå hen? 20
Han så spørgende på far, der kom ikke noget svar, far var hvid i hovedet, dyndet havde fat i ham. Rasmus tog et stort skridt bagud og slog baghovedet ind i væggen. Det gjorde ondt. Han trådte lidt væk fra væggen for at kunne gnide med hånden, men han stod åbenbart stadig i vejen, for far råbte: Gå nu væk, dreng, ud! Mens Rasmus gik, hørte han far sige en lyd, som om han skulle kaste op. Han ville ikke vende sig om og se det.
“Rasmus Daugbjergs debut er så levende en enhed af stemmer og sprog, kramper og bevægelser, snigende mørke og stinkende liljer, at jeg ikke kan vente med at se, hvad der opstår, næste gang Daugbjerg skriver en bog.”
♥♥♥♥♥ Politiken
“En både grum og poetisk klimakrise-gyser, hvor naturen tager til genmæle. Daugbjerg skriver blændende sorgfuldt om en desperat kamp for overlevelse.”
Ekstra Bladet
♥♥♥♥♥
Af havet dukker et væsen op. Ibrant, en havfrue. Hun kan se langt tilbage og langt frem i tiden, sådan er det at være sådan en som hende. Fremtiden er grum, krig og ødelæggelse forvoldt af den prins, som snart kommer til verden og senere bliver Christian den 4. Ibrant skal få Rasmus Nielsøn til at overbringe sit syn til kongen, hun skal vinde hans venskab, men hvordan? Et lysende møde mellem en fæstebonde og en havfrue udspiller sig i 1500-tallet på Samsø.
Politiken
“En vildt original roman.”
Jyllands-Posten “Med intensiv skönhet och våldsam kraft återställer Daugbjerg läsarens vana blick på sådant som hunger, lidande, liv och död.” Dagens Nyheter “Helt genial […] Daugbjerg skriver något ingen annan skrivit tidigare. Någonsin.” Sydsvenskan
9 788743 412311
RASMUS NIELSØN
Om Trold
En dag i december går fæstebonden Rasmus Nielsøn på sin mark ved Besser Rev på Samsø med et hjerte, der er kløvet af ulykkelig kærlighed. Han er blevet dyster, på grund af sin far og på grund af Lovisa, herremandens datter.
RASMUS NIELSØN Roman
foto: daniel hjorth
“Rasmus Daugbjerg debuterer med mareridtsagtig kraft.” Information
Rasmus Daugbjerg
Om Rygtet
Rasmus Daugbjerg, f. 1993, er uddannet fra den svenske forfatterskole Biskops Arnö og Forfatterskolen i København. Han debuterede i 2021 med romanen Rygtet og har siden udgivet den anmelderroste roman Trold, som er solgt til udgivelse i England, Sverige og Norge. Rasmus Daugbjerg har modtaget en række priser og legater, heriblandt det treårige arbejdslegat fra Statens Kunstfond.
Rasmus Daugbjerg Gutkind