Pigen på billedet

H EI DI A MSINCK

Pigen på billedet På dansk ved Anne Matthiesen

G U TKIND

Pigen på billedet er oversat fra engelsk af Anne Matthiesen efter The Girl in the Photo © Heidi Amsinck 2021 This translation of The Girl in the Photo is published by arrangement with Muswell Press Denne udgave: © Heidi Amsinck og Gutkind Forlag A/S, København 2023 1. udgave, 1. oplag, 2023 Omslag: © Lonnie Hamborg / Imperiet Sat med Bembo hos Christensen Grafisk og trykt hos ScandBook EU ISBN 978-87-434-0450-7

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Af samme forfatter: Mit navn er Jensen

Gutkind Forlag · Læderstræde 9, 1. · DK-1201 København K gutkind.dk · f gutkindforlag · gutkind_forlag

Marts

5

6

1

Mandag 11:23 Kriminalkommissær Henrik Jungersen stod under sin paraply og ventede på, at den uniformerede betjent, som var ankommet først til gerningsstedet, fik rejst sig op henne ved blomsterbedet. »Hvor?« sagde han, da manden var færdig med at spytte og tørre sin mund i ærmet. »Trappeafsatsen på første sal.« Henrik kiggede træt op på den røde villa med den perfekte plæne og de faconklippede fyrretræer foran.

Den var for stor, for stille.

Flere biler kom op ad den grusbelagte indkørsel med blå blink, som glimtvist oplyste de høje nåletræer, der afskærmede ejendommen fra vejen. Han havde givet kriminalteknikerne besked på at vente udenfor, så han kunne få et øjeblik alene med den døde, og havde allerede iført sig sin hvide heldragt med hætte, men han havde ikke lyst til at gå ind.

Ikke endnu.

Han gik over til schæferhunden, som lå sammenkrøbet ved siden af patruljevognen. Den havde tilhørt offeret og havde ifølge alle vidneudsagn været lukket ude i baghaven i dagevis.

Makkeren til den betjent, der lige havde fået et gensyn med sin 7

morgenmad, forsøgte at få hunden til at drikke af en plasticf laske. Ingen interesse. Masser af vandpytter, hvor den kunne have slukket tørsten, gættede Henrik.

Han strøg hunden bag ørerne og over den silkebløde gyldne plet i dens pande. Den klynkede uroligt. Undrede sig nok over, hvad der var sket med den hånd, der plejede at give den mad. »Hvor fandt du den?« »I baghaven,« sagde betjenten. »Lort over det hele. Det var dens gøen, der fik kvinden i nabohuset til at tilkalde politiet. Klagen blev vist ikke taget alvorligt til at begynde med.« »Hvilket nabohus?« sagde Henrik.

Betjenten pegede på ejendommen til højre for villaen. Da Henrik kiggede op, nåede han at se et gardin falde på plads.

Typisk for det velstillede Klampenborg, at en gardinlurer ringede til politiet, fordi en hund støjede. Der, hvor han kom fra, ville man have kigget over, taget en snak, prøvet at finde ud af tingene, før man involverede myndighederne.

Hvad som helst, før man involverede myndighederne. »Sagde hun noget?« »Kunne ikke få lukket munden på hende,« sagde betjenten og svingede pegefingeren rundt ved sin tinding for at vise naboens mentale tilstand. »Men ikke noget brugbart.« Tåbelige kvinde, tænkte Henrik og mærkede harmen stige op i halsen. Hvis hun bare var gået derover og havde ringet på, da hun fik mistanke om, at der var noget galt, var det måske ikke gået sådan her. Han ville af lægge hende et besøg bagefter, give hende en opsang.

Schæferen ville forhåbentlig komme sig. Henrik ville med glæde selv have taget den, indtil man fandt en ny ejer, men han havde tilstrækkelig stor respekt for dyr og deres behov til at vide, at hans liv ikke var noget for en hund.

Ikke som det havde været på det seneste.

Ikke siden Jensen var ramlet ind i hans liv igen.

8

Hvor var hun nu?

Det var en farlig tanke. Han prøvede at skubbe den væk. Af alle kvinder i København var Jensen den sidste, han skulle bekymre sig om.

Han sukkede, og hans ånde dampede i den kolde, fugtige luft.

Forbandede regn, der havde høvlet ned i f lere uger i træk. Gråt i gråt. Ligesom hans humør. Skulle foråret ikke begynde i marts?

Han slog sin paraply sammen, smed den ind på forsædet af sin bil og løb op ad trappen til villaen med følelsen af at have betjentenes øjne i nakken.

En dynge post sad fast under hoveddøren, mest reklamer. Han tog sine latexhandsker og mundbind på og bøjede sig ned for at samle et af de få rigtige breve op.

Fru Irene Valborg

Der var ikke noget poststempel på konvolutten. Hvornår var man holdt op med at bruge poststempler? Han åbnede brevet og så, at det var dateret for over to uger siden, en påmindelse fra tandlægen. Ikke noget godt tegn, som om stanken, der kom langt inde fra huset, ikke allerede havde fortalt ham alt, hvad han behøvede at vide.

På en varm dag i sine første år som politibetjent havde han sammen med en kollega slået døren ind til en lejlighed i Valby, efter at naboerne havde klaget over, at der lugtede ude på trappe­ opgangen. Han havde fundet beboeren, en mand i firserne, siddende i sofaen med vidt åbne øjne og aftensmaden på en bakke i skødet og et hylende tv.

Død i en måned.

Fluerne kravlede rundt på ham.

Siden da havde Henrik været på vagt over for dem, disse eneboere, der gik i opløsning som frugt, der lå og rådnede i en skål. Det var den egentlige grund til, at han havde bedt om et 9

øjeblik alene med den døde under påskud af at skulle danne sig et billede af gerningsstedet. Hvad han end ville finde, foretrak han, at der ikke var noget publikum.

Han havde set meget død gennem sine mange år i tjenesten.

Hvorfor syntes han, at disse lig i fremskredne stadier af for­rådnelse, disse afstødte menneskelige skaller, var så afskyelige og unaturlige? Det var uforklarligt, også for ham selv. Et lig var jo et lig.

Han havde lyst til at vende om og løbe ud igen, men det kunne han ikke.

Ikke nu.

Ikke når de alle sammen stod derude og kiggede.

Låsen i hoveddøren så ud til at være ny og af god kvalitet. Den var ikke brudt op, men det betød ingenting. Indbrudstyve havde deres metoder til at charme sig ind i ældre menneskers hjem. Der var også et avanceret udseende alarmsystem, men Henrik gættede på, at det havde været slået fra, da morderen var trængt ind i ejendommen, ellers ville Irene måske stadig have været i live.

Han tog et billede af klistermærket med navnet på alarm­ selskabet og noterede sig, at han skulle undersøge, hvornår systemet var blevet installeret.

Huset var pænt og ryddeligt, ingen tegn på indbrud. Det var fyldt med antikviteter, falmede gamle ting, som om tiden havde stået stille herinde i hundrede år. Der lå en adressebog med spiralryg ved siden af telefonen, mest håndværkere, hvis navne var kradset ned med blåt blæk. Ikke særlig meget familie eller mange venner, så vidt han kunne se.

Det så ikke ud, som om der manglede noget, men indbrudstyve gik efter kontanter eller værdigenstande, som var nemme at have med at gøre og hurtige at sælge. Et eller andet sted i det store, stille hus ville der være en håndtaske med en tom pung, et smykkeskrin, som var blevet f lået op og plyndret.

Da han gik hen mod trappen, fortalte en lav, summende lyd ham, at han nærmede sig de jordiske rester af det, der engang 10

havde været et talende, gående, åndende menneske. Han gik langsomt og modstræbende op ad trappen. Før han nåede afsatsen, standsede han og kiggede op, og i det samme mærkede han, at hans mund åbnede sig i en ufrivillig grimasse.

Irene lå på siden, lige inde bag et sikkerhedsgitter, som adskilte afsatsen fra værelserne på første sal. Det var delvist lukket. Havde den gamle kvinde forstået, hvad der foregik, og forsøgt at lukke skydegitteret bag sig, men var blevet overrumplet af indbrudstyven? Hun var en spinkel, lille størrelse, som en fugl med pindetynde lemmer, der så ud, som om de var ved at knække.

Hvorfor slå hende ihjel, når hun ville være så nem at skubbe af vejen? Det persiske tæppe på afsatsen havde opsuget hendes blod, som nu indgik i det snørklede mønster.

Han tvang sig selv til at tænke som en politimand. Skønt han væmmedes ved dem, vidste han, at de mange f luer og maddiker, der var opstået i det centralopvarmede hus, ville kunne hjælpe dem med at fastslå dødstidspunktet.

Ved siden af liget lå en bronzefigur af en elefant, stående på en marmorsokkel, og der sad rester af hår og hud på den. Det så ud, som om indbrudstyven havde handlet impulsivt og grebet den nærmeste genstand, han kunne finde. Måske var han gået i panik. Måske havde Irene skreget, og han ville lukke munden på hende. Det havde han nu ikke behøvet, eftersom hendes naboer bekymrede sig mere om gøende hunde end om menneskers vel­befindende.

Henrik bøjede sig langsomt ind over liget og mærkede en snurren i sine håndf lader. En del af Irenes kranium var væk.

Hendes gebis havde løsnet sig og var røget halvvejs ud af munden, som om det var en del af en udklædning.

I hans ungdom havde vold været dagligdag. Gadeslagsmål med knuste f lasker fredag aften, motorcykelbandernes evindelige småtrusler. En i hans gade var død af knivstik under et røveri. Ikke fordi der var grund til at idyllisere fortiden, men 11

efter hans vurdering var volden blevet hårdere og mere ekstrem i de senere år.

Irene Valborg så ud til at være godt oppe i firserne. Selv hvis gerningspersonen havde villet slå hende ihjel (hvilket virkede unødvendigt), hvorfor så gøre det med så voldsom kraft?

Henrik begyndte at få kvalme. Han havde den slags intense hovedpine, som gik forud for opkast. Han fik mundvand og trang til at spytte det ud.

Da han vendte sig om for at gå, blev hans opmærksomhed fanget af en lille bevægelse i Irene Valborgs ansigt. Paralyseret betragtede han en f lue, der adstadigt kravlede fra hendes mund og ind i hendes næse.

Han så hverken til højre eller venstre, da han løb ned ad trappen, to trin ad gangen, gennem den dunkle entre og ud i den fri luft.

For en gangs skyld var han glad for regnen, som gjorde, at ingen tøvede, da han havde givet tegn til, at de kunne gå ind i huset og påbegynde selve efterforskningen.

12

2

Mandag 13:47 »Jeg tager den,« sagde Jensen.

Da hun var kommet op ad spindeltrappen til lejlighedens mezzanin, var hun gået direkte hen til det regnvåde oven­ lysvindue. Udsigten over Vor Frelsers Kirke, som annoncen havde reklameret med, skuffede ikke. Dens brune og gyldne snoede spir stak op over de røde tegltage på Christianshavns gamle beboelses­ejendomme og lignede noget fra et eventyr.

Langt nede, i det lille, ujævne område mellem de tætstående røde og gule boligblokke, lå der en lille gård, som var fyldt med cykler og barnevogne og et havebord af træ, omkranset af buske i terrakottakrukker. »Er du sikker?« sagde udlejeren og lød overrasket.

Hun var en stærkt parfumeduftende kvinde, som, at dømme efter hendes hvæsende vejrtrækning, ikke burde rende op og ned ad trapper dagen lang. »Helt sikker,« sagde Jensen.

Der stod en kommode og en lille futon i skunken under tag­­ udhænget. Nedenunder stod en lillebitte sofa, et spisebord og to stole. »Den er måske nok ret lille, men den er helt perfekt til én 13

person. Hyggelig, ikke?« sagde udlejeren, mens Jensen så sig omkring.

Lille var en underdrivelse. Lejligheden var indrettet vertikalt, og de frigjorte egetræsbjælker sad de f leste steder for lavt, til at en voksen ville kunne stå oprejst. Men Jensen havde ledt i f lere uger, og det her var det eneste sted, hun kunne forestille sig at bo. Huslejen var rimelig, og udsigten til hendes yndlingskirke i København havde gjort udslaget.

Lejlighedens frimærkestørrelse og de skæve hjørner og kroge forklarede, hvorfor den havde været på markedet længere end de par timer, det plejede at tage lejelejligheder i København at blive revet væk.

Da hun havde af lyst sit f ly til London i januar, var containeren med hendes ting allerede nået halvvejs til England. I det skjulte følte hun sig lettet. De ejendele, hun havde samlet sammen gennem femten år som udenrigskorrespondent, ville have mindet hende om det liv, hun engang havde haft, før Margrethe besluttede sig for at lukke kontoret i London. Hun kunne ikke forestille sig bøgerne i lejligheden i København, dem, hun havde købt på lykkelige lørdagseftermiddage, hvor hun slentrede gennem West End, og samlingen af vittighedskrus.

Udlejeren kiggede nysgerrigt på hende med en tydelig undren over, hvordan et menneske i trediverne var havnet i en situation, hvor hun havde så få ejendele og var parat til at leje en lejlighed uden at se den ordentligt. »Må jeg spørge, hvad du arbejder med?« Det var et glimrende spørgsmål, og Jensen havde ikke noget svar på det. Hun var ikke længere ansat på Dagbladet, til trods for chefredaktør Margrethe Skovs kraftige antydninger om, at hun var villig til at lade fortid være fortid. »Hvis jeg kommer tilbage, skal det være som undersøgende journalist. Jeg vælger historierne, du tager mig ud af den daglige trædemølle,« havde Jensen overmodigt sagt.

14

»Meget morsomt, Jensen, men som du ved, er det en luksus, som Dagbladet ikke længere har råd til,« havde Margrethe svaret med oprigtig beklagelse i stemmen.

De var blevet enige om et kompromis: Hvis Jensen fandt en god historie, ville Margrethe købe hendes artikler på freelancebasis.

Naturligvis havde Jensen fået andre henvendelser, efter at hendes artikel om Magstræde-mordet var røget på forsiden af Dagbladet, herunder fra DR Nyheder. »Du er lige den, vi leder efter,« havde redaktøren sagt.

Jensen havde sagt til hende, at hun havde brug for noget tid til at overveje det.

Margrethe ville betragte hende som en forræder, hvis hun sagde ja, navnlig fordi Jensen havde tilbragt de seneste to måneder i hendes gæsteværelse, mens Margrethe var taget på arbejde hver dag for at holde Dagbladet i gang. Jensen var kommet sig ret hurtigt over de fysiske skader, hun havde pådraget sig i Magstræde, men det havde varet længere, før hun havde kunnet sove om natten, og hun var stadig mere ængstelig, end hun brød sig om at indrømme, når hun forlod den trygge Østerbrolejlighed. Men på det seneste var hun begyndt at blive rastløs. De få ting, hun havde hos Margrethe, kunne være i en taxa; hun ville kunne f lytte ind og pakke ud på under en halv time. Gustav kunne give hende en hånd. »Jeg er journalist,« sagde hun til udlejeren og fulgte en regndråbe med fingeren ned ad Velux-ruden.

Uanset hvad der skete, var det i det mindste sandt. Hun nøjedes aldrig med at tale med andre mennesker, hun interviewede dem.

Var altid på jagt efter nyheder, ledte efter vinkler, skrev overskrifter inde i hovedet. »Hvem ejer stedet her?« spurgte hun. »Kristoffer Bro,« sagde udlejeren og tilføjede, da Jensen ikke viste tegn på genkendelse: »Han er entreprenør. IT. Meget succesrig, meget kendt.« 15

»Ikke af mig,« sagde Jensen. »Men jeg har også været væk i nogle år.« Udlejeren nikkede, som om det forklarede alt. »Hans kæreste er skuespiller – hun er tit i tv,« sagde hun og nævnte et navn, Jensen ikke kendte. »Virkelig smuk. Kristoffer bor sammen med hende i en stor lejlighed i Nordhavn nu.« Selvfølgelig gjorde han det. Hvem ville gide bo i en lejlighed på størrelse med et kosteskab, når de havde fået succes? Det her var et sted for drømmere.

Tabere. »Hvem arbejder du så for?« sagde udlejeren. »I øjeblikket for mig selv,« sagde Jensen og klappede hænderne fri for støv fra ruden, inden udlejeren kunne nå at stille det næste spørgsmål, der var ved at forme sig på hendes kirsebærrøde læber. »Hvornår kan jeg f lytte ind?« »Ja, lad mig se,« sagde udlejeren og smilede, mens hun fiskede en inhalator op af sin taske og tog et sug. Hendes læbestift efterlod et mørkt pink aftryk rundt om mundstykket. »Der er papirer, der skal underskrives. Jeg skal have to måneders leje i depositum. Og Kristoffer skal naturligvis godkende,« sagde hun.

Jensen nikkede og begyndte nedstigningen til stueplan, efterfulgt af udlejeren, hvis tunge skridt fik trappen til at knage faretruende.

Jensen gik hen til den lille væg med køkkenelementer i den ene ende af stuen og kiggede ud. I en lejlighed over gården sad en ung mand og spillede kontrabas med et dybt koncentreret udtryk. »Og jeg skal se et bevis på din indtægt,« sagde udlejeren. »Nå,« sagde Jensen, vendte sig om og lænede sig op ad vasken. »Det kan godt blive svært.« »Jaså,« sagde kvinden. »Men jeg lover dig, at jeg kan betale huslejen.« 16

Jensen smilede, men det faldt udlejeren ikke for. Hendes muntre udtryk forsvandt som dug for solen. »Så skal jeg bede om seks måneders husleje i depositum,« sagde hun.

Jensen tav lidt. I stilheden kunne hun høre regnens trommen på ruden, trafikken nede på gaden, de gamle træbjælker, der knagede. Hun kunne se sig selv i lejligheden, hun kunne lide den; det føltes så rigtigt, som det kunne komme til, og Christianshavns summen af liv gjorde hende tryg.

Desuden fik udlejerens spændte kæbemuskler hende til at føle, at kvinden ikke var typen, man kunne forhandle med. »Det er ikke noget problem,« sagde hun omsider. »Men så vil jeg f lytte ind i aften.« Solen oplyste atter kvindens ansigt. »Jeg skal se, hvad jeg kan gøre. Du har tydeligvis travlt,« sagde hun og lo.

Jensen tænkte efter. Havde hun det? »Travlt« indebar, at man havde en form for plan, hvilket hun ikke havde.

Alligevel mærkede hun utålmodigheden stige op i sig, da hun gik hen imod døren. Hun havde tøvet længe nok. »Når jeg har truffet en beslutning, bryder jeg mig ikke om at vente.«

17

368

369