På undersiden af dagen

PÅ UNDERSIDEN AF DAGEN

På undersiden af dagen © Emeli Bergman og Gutkind Forlag A/S, København 2021 1. udgave, 1. oplag, 2021 Omslag: © Kasper Vang Forsidefoto: © Jón Bjarni Hjartarson Sat med Minion Pro hos Kasper Vang og trykt hos ScandBook EU ISBN 978-87-434-0096-7 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Til Samuel Tak Elie. Tak Lea.

Gutkind Forlag Læderstræde 9, 1.

DK-1201 København K gutkind.dk : gutkindforlag : gutkind_forlag

Emeli Bergman PÅ UNDERSIDEN AF DAGEN

Roman

Gutkind

En babysitterdame spiser en stor is, da hun er færdig, lader hun tvillingerne slikke sine hænder rene. De ivrige dyremunde, de fire hænder krampagtigt sluttede omkring klapvognens stålstang, som skal holde dem tilbage.

I min notesbog tegner jeg en pige, der spiller tennis, det er svært at tegne hendes arme, de drejer forkert, bliver for lange og tynde. Det er nemmere med ponyerne. Jeg kender hestekroppen, fra jeg var meget ung. I går så jeg, at en af dem havde et sår, og jeg spurgte manden, der har dem, hvad der var sket. Intet, sagde han, kun et lille uheld. Jeg rørte ved såret og kom forsigtigt lidt blod på tegningen. Ponyen rystede på hovedet og prustede, fluer havde sat sig i øjnene og i såret. Manden sad på hug, lænet mod en træstamme, han fandt en dåse med fedt frem og begyndte at pudse sine sko, det var gammeldags fine sko med firkantet snude. Kun et lille uheld, gentog han distræt uden at se op på mig. Træernes skygger lå i pletter over ham og over ponyernes rygge, som på et gammelt maleri.

FREMME og jeg drømmer to gange

Her er sommerhusets Anastasia! råbte Aude. Hun havde beskrevet huset for mig i bilen, fortalt om den store terrasse, hvor børnene tilbragte det meste af deres tid nu, sommerferiens sidste uger.

Jeg var først og fremmest barnepige, det havde jeg sagt, men hendes børn var store. Sådan var det bare. To drenge, de kunne være tyve eller lidt over tyve, de var ældre end mig.

Deres kærester havde tykt pandehår, som de strøg væk fra øjnene, da de missede op mod mig. Så lange ben, så store øjne, føllenes allerførste dage: Væk med dig, store pandehår, væk!

Fire par solbrændte ben, mellem os og de fire store børn.

Anastasia var den hushjælp, de havde i Paris, min bedste veninde de sidste tre måneder, og det var hendes job, jeg skulle overtage. Jeg skulle bo her sammen med familien i to uger, inden jeg skulle fortsætte i Paris, eftersom Anastasia skulle begynde hos en yngre familie, der ventede barn.

Er du fra Ukraine? spurgte den blegeste kæreste. Jeg svarede, at det var jeg ikke. Det er jeg, sagde hun. Men hendes farfar var fransk, sagde Aude, hun præsenterede os. Det her er: Esther, Julia og mine drenge: Pierre og Jules. Helt umulige, men meget intelligente, man ved aldrig, hvor man 8

har dem, men sådan var jeg også som ung, helt umulig.

Esther fortsatte: Der er dejligt i Ukraine, jeg kommer fra kysten, du skulle tage derhen, hvis du ikke har været der.

Der er også mange, der leder efter hushjælp nu, det går godt derovre, men det er der ikke så mange, der ved, eller man tænker ikke over det.

Lyset filtreredes gennem de lange øjenvipper. Det var også der, man begyndte at tæmme heste, sagde Jules og kiggede på mig med et smil, der var venligt, måske intelligent, og overbærende. Alle de unge så undersøgende på mig, inden de begyndte at grine. Jeg smilede, jeg forstod ikke, om jeg skulle have vidst det med hestene, eller hvordan jeg havde afsløret, at jeg ikke vidste det. Jeg havde aldrig tænkt over, om jeg så ukrainsk ud, eller om strandene der var smukke.

Augustsolen varmede min ryg og Audes, og vores skygger faldt over Pierre, Julia, Jules og Esthers halvt liggende kroppe. Bag os var poolen.

På vej herhen fra stationen havde Aude fortalt mig sin familiehistorie, hendes morfar var vokset op på et slot, selvom han var socialist. Det var en storslået familie, han havde været minister, en helt under krigen. Hun krydsede ind mellem bilerne på motorvejen og så ofte på mig, mens hun fortalte, gestikulerede vildt: vinmarker og flere vinmarker, høje bjerge, stor himmel, stort landskab. Hun var meget god til at køre bil. Hendes mor havde været utrolig smuk og var det stadig, selvom hun var meget gammel. Den samme aften ville Sander komme fra Hongkong, fortalte hun, han 9

kommer til at være meget træt, men i morgen vil han ikke være træt længere.

Kan du ride? spurgte Esther. Det gjorde de fire rastløse, at vi stadig stod der. Jules er næsten professionel. Og vi købte en ny hest til ham i foråret, sagde Aude. Jules betragtede mig og sin mor fra under kasketten, hans krop var glat og hvid som en dukkes.

Jeg svarede, at jeg kunne ride, og at jeg havde redet meget som barn, men at det var lang tid siden nu. Nååh, okay, sagde Aude og kiggede teatralsk overrasket på mig og så på børnene. Forresten kan Jules vise dig dit hus, fortsatte hun, ja, du får dit helt eget hus, vores anneks. Med en dobbeltseng. Jules trak kasketten ned over øjnene og udstødte en utilfreds lyd. Neej, jeg ligger så godt her, mor, sagde han.

Aude himlede med øjnene og slog ud med armene. Sagde jeg det ikke: umulige! Jeg mødte hendes blik, men kunne ikke svare med et smil eller lignende. For mig fremstod det ikke komisk, at han ikke gad rejse sig, og jeg syntes, at det at kalde sit barn umuligt eller for eksempel geni alene virkede som en undskyldning for ikke at lære det at kende.

Aude begyndte at gå mod et anneks i et hjørne af haven, og jeg fulgte efter hende. De andre var begyndt at snakke med hinanden igen.

Annekset havde brusebad og toilet og en stor og høj dobbeltseng. Mine forældre bor her, når de kommer, sagde Aude. Hun viste mig ind på badeværelset, det her er helt nyt, sagde hun. Hvis der kommer vand på gulvet, kan du 10

bruge denne her til at tørre det væk. Hun holdt en brusesvaber op foran mig. Okay, sagde jeg. Hvor dejligt med mit eget hus. Hendes firkantede lille ansigt lyste op som en sol, og hun strøg det lange, meget glatte hår om på ryggen med en hurtig bevægelse, hun stod lænet over sengen, og det var gledet frem foran hendes ansigt. Jeg har lige redt den med frisk og dejligt sengetøj, sagde hun. Det har tørret på tørresnoren her udenfor. I haven. Hun gik forbi mig ud ad døren.

Jules kommer med din taske, sagde hun, han henter den i bilen, nu kan du hvile dig lidt. I morgen behøver du ikke tænke på frokost, for der skal børnene ud at ride. Vi kan begynde med maden om en time. Hun vendte sig om på trappen: Det her er jo også ferie for dig!

Jeg lagde mig til rette på sengen og tænkte over mine muligheder, jeg kunne ikke gå uden for grunden, fordi der var en høj stenmur omkring den ene halvdel og en endnu højere hæk af tujaer og bambus om den anden. Jeg kunne ikke ringe hjem, eftersom jeg havde givet mine forældre skylden for min brors død og gjort dem klart, at jeg ikke ville have mere med dem at gøre. Jeg burde ikke tænke på det, meningen med det her var et nyt liv. Jeg kunne ikke læse, jeg havde ingen bøger med, jeg kunne gå i bad, men havde ikke lyst, fordi jeg følte mig ren. Der var en del mennesker, jeg havde besluttet mig for at glemme, alle dem havde jeg lyst til at ringe til. Hvert et ord Aude havde sendt i min retning, havde været glat, koldt, beskrivende, positionerende, jeg kunne ikke afgøre, om hun ville alliere sig med mig eller prøvede at lægge afstand. Måske ingen af delene.

11

Indefra lignede annekset en alpehytte, knasterne i trævæggene lignede dyre- eller menneskeansigter, hvis jeg kiggede koncentreret efter. Efter noget tid fik jeg hovedpine og kvalme, jeg tåler ikke halvmørke, og jeg besluttede mig for at sætte mig på trappen uden for annekset.

På begge sider af annekset voksede hibiscusbuske, relativt nyplantede, og kun en af dem bar blomst, en enkelt saftig og lyserød blomst, der var blevet blød i kanterne, fordi den snart skulle falde, jeg knækkede stilken af, rullede den mellem fingrene og lukkede øjnene, på afstand kunne jeg høre kæresterne tale om optagelsesprøver til diverse kunstskoler og karaktergennemsnit til universiteter. Nogle få hele sætninger nåede mig: Det føles, som om man er nødt til at vælge fremtiden eller kunsten, men samtidig er kunsten jo fremtiden … Hvis Pierre flytter til Cannes, så tager jeg også derned. Han vil ikke bo sammen. Men han vil gerne have, at vi bor i samme by. Hvis man ikke kommer ind, har man misset et år. Jeg så de to for mig, Esther og Julia, deres ansigter, store øjne, som jeg havde tænkt var mørke, men nu kom jeg i tvivl, var de ikke lyse? Blå eller grønne. Det var umuligt, at den ene havde mørke og den anden lyse øjne.

Jeg tænkte på, om Anastasia var kommet frem til sin nye familie, der havde været dårlig stemning mellem os de sidste dage, måske hele den sidste måned, og vi havde begge været lettede over ikke at skulle bo sammen længere. Hun skyldte mig penge for en måneds leje, og derfor havde jeg efterladt lejligheden beskidt og med gammelt tøj og værdiløse ting på gulvet i rummet, vi havde delt. Nu savnede jeg hende og 12

ville bede om tilgivelse, jeg havde ikke engang brug for pengene, eftersom jeg skulle bo med denne her familie længe og ville kunne spare op. Jeg pressede den ødelagte blomst ned i sprækken mellem to planker i trappen. Hun ville aldrig tilgive mig, det var jeg sikker på, det ville hun bare ikke.

Jeg gik ind for at ligge lidt på sengen, men kom hurtigt ud på trappen, til solen, igen. Aude kom gående mod mig over græsset. Var det godt at hvile? spurgte hun. Ja, sagde jeg.

Det var Anastasia, der havde lært mig altid at svare ja, hvis der ikke var virkelig god grund til andet. Ja var bedre end at tænke sig om, det var mistænkeligt, og det var bedre end nej, af åbenlyse grunde, havde hun sagt.

Så kan vi begynde med maden? sagde Aude. Ja, sagde jeg.

Køkkenet var lille og køligt og lidt mørkt med fliser på gulv og vægge. Derinde var der stille og lovende. Hun bad om kød og en gratin. Om en halv time skulle jeg stille gratinen ind i ovnen, tænkte jeg, og begynde at forberede kødet.

Køkkenet ville være varmt af ovnen til den tid. Og om et par timer ville det stadig være varmt, men lige så stille og rent som nu.

En gratin er udskårne grøntsager med fløde og ost, som puttes ind i ovnen ved middeltemperatur, indtil det hele er blevet blødt og er gledet ind i hinanden, jeg lyttede til Audes stemme, kunne ikke lade være med at se på hendes mund, når hun talte. Faren og drengene ville have kødet blodigt.

Aude spurgte, hvor og hvordan jeg havde boet i Paris, og jeg fortalte, at jeg havde boet sammen med Anastasia, siden jeg kom for tre måneder siden. Hun spurgte, om jeg kunne lide 13

Paris, og jeg sagde, at det kunne jeg. Der var endnu smukkere, da jeg var ung, sagde hun. Hvordan det? spurgte jeg.

Hun sagde, at der havde været færre biler og mere grønt.

Jeg skrællede kartofler og lagde dem i en stor keramikskål, som hun havde stillet på køkkenbordet. I flere minutter stod Aude bare tavs ved siden af mig, til sidst sagde hun: Sidste år var vi på ferie i Filippinerne. Du ved, at Anastasia er fra Filippinerne? Ja, sagde jeg. Nu skal du høre, fortsatte hun, Jules er født med en mongolplet. Okay, sagde jeg. Så vores familie må have rødder i Asien eller Caribien. Og så er det bare trængt mere igennem hos ham. Det var, som om han var i sit rette element, da han gik rundt dernede i junglen. Og det er måske ikke så underligt. Det var ham, der viste os alle sammen rundt, som om han havde været der før.

Hun så opfordrende på mig. Så vendte hun sig om og åbnede heftigt flere af skabene og lukkede dem igen, hun fandt en krydderiblanding, som hun stillede foran mig. Men tror du virkelig, at det fungerer på den måde? spurgte jeg. Hun trak på skuldrene. Ja, sagde hun. Og hvor er det, du kommer fra?

Det er en ø, sagde jeg, virkelig fra landet faktisk, både på min mors og fars side. Jeg tegnede et kort i luften, øen ligger på den her side, den østlige side. Aude grinede lidt, som om det forklarede, hvorfor jeg kunne finde på at sige hende imod. Hun kiggede på mine hænder mellem kartoflerne og gjorde en bevægelse med hovedet: Du virker meget vant til at lave mad. Ja, sagde jeg forbavset, eftersom det var en af grundene til, at hun havde ansat mig, det havde hun sagt til vores korte ansættelsessamtale en uge tidligere i Paris. Passe 14

børn, gøre rent og lave mad, tålmodighed og grundighed.

Sådan noget har jeg ikke forstand på, sagde hun, jeg er ikke huslig. Mens jeg skar gulerødderne, forsvandt hun ud i haven. Jeg vidste ikke, hvad en mongolplet var.

Aude mindede mig stærkt om nogen. Jeg kom hurtigt i tanker om hvem, det var Katjas mor: Elisabeth. Katja havde været min bedste veninde i anden og tredje klasse. Familien var flyttet til øen for at komme tættere på naturen, og for at moren skulle få mulighed for at udvikle sit kunstneriske talent ved siden af sit rigtige arbejde som tandlæge. Faren arbejdede stadig som læge på et af de store hospitaler i Stockholm og var ligesom Audes mand sjældent hjemme.

Jeg havde aldrig set så gammel en far. Vi legede ofte hjemme hos hinanden, en eftermiddag var min mor kommet for at hente mig, og hun stod og talte med Elisabeth i døren til det store blå hus, de havde købt. Hun må have været mindst femten år yngre end hende og så op til hende, også fordi hun stod nogle trin længere nede ad trappen. Hun spurgte ind til Elisabeths baggrund og fremtidsplaner og fik nogle lange og udførlige svar, men ingen spørgsmål tilbage. Samtalen afsluttedes med, at min mor spurgte, om hun måtte se nogle af Elisabeths kunstværker. Elisabeth tøvede lidt, men så pegede hun over mod laden, som var blevet lavet om til atelier. Du kan gå ind dér, sagde hun, men rør ikke noget. Og ville du kunne tage mine cigaretter med tilbage?

Efter de var flyttet tilbage til Stockholm, fik jeg et brev fra Katja, som begyndte med ordene: Så er vi endelig på plads i den store, dejlige murstensvilla, som nu skal være vores hjem!

15

Mine forældre var blevet skilt den samme sommer, og min mor havde købt et sommerhus få kilometer fra deres tidligere blå hjem.

Jeg var begyndt at skrive digte om eftermiddagene, når jeg kom hjem fra skole, de bestod alle af en slags sætning i to led. Denne her husker jeg: Katten løb i skoven / Og en pige med mange tænder gik forbi. Senere på året anskaffede mor sig en tunika, der lignede dem, Elisabeth plejede at gå med, den havde et stort abstrakt mønster, indenunder havde hun sorte gamacher, selvom hun tidligere havde lært mig, at sort ikke er en god farve, når man er lys. Det var for hårdt. Alt det fyldte mig med vrede, Katjas glatte brev, og at mor havde lært mig noget forkert om den sorte farve. Nu, alene i det lille franske køkken, overvejede jeg, om det ikke burde være: Og en pige med mange tænder gik sagte forbi. Sagte var godt.

Aude kom tilbage til køkkenet med to fotografier i rammer.

Mange franske chansonstjerner talte om Rosalie som den smukkeste kvinde i Paris i tresserne, sagde hun. Det første billede viste Rosalie på en strand iklædt sommerdragt, hun var omkring tredive år. Det andet viste Rosalie og hendes mor med identiske beige pelse, de sad inde i en kirke smykket med hvide blomster, måske til et vinterbryllup. Hendes mor hed Aude som mig, sagde Aude. Jeg kiggede på billederne, de var meget tiltrækkende, man ønskede, at man havde haft lov til at være med dengang. Være Rosalie.

Aude sukkede. Jeg ville bare vise dig dem, jeg troede, at du måske ville være interesseret, men … Hun trak på 16

skuldrene. Sang hun så? skyndte jeg mig at spørge. Jeg mener, siden hun kendte de der chansonstjerner. Nej, nej, det var hendes bror, som var i de kredse, han var musikjournalist. Han skrev anmeldelser for et jazzmagasin. Hun har aldrig arbejdet! Aude vendte sig om og gik, hun holdt fotografierne op foran sig, mens hun gik over stuegulvet og hen til skabet, hvor de havde stået.

Jeg åbnede køleskabet og stod og så ind i det. Fennikel.

Granatæble. Mango … Samme slags grøntsager og frugt som i Elisabeths salater, som ikke mættede, men bare gjorde en mere sulten, gav lyst til mere og mere. Jeg mærkede lykke i blodet ved det syn. Gratinen begyndte at dufte af fløde fra ovnen, kødets tyngde i hånden. Køleskabets kulde. Jeg tænkte på, hvad Mateo fortalte om øvelseskroppe på lægeuddannelsen. At de tømmes for blod, men at eleverne alligevel nogle gange rammer en ophobning, så det kolde blod sprøjter. Var han en af dem, jeg ikke måtte ringe til? Ja. Sanders bil havde en jævn, tung lyd som en maskine på et hospital, en meget avanceret maskine, der kan få lægen til at bede en om at forlade rummet, når den skal bruges, ikke på grund af stråling, men fordi den kræver så stor koncentration. Man vil ikke skære den forkerte nerve over, det forkerte kar. Sander havde en skjorte på, der hang løst ned fra hans brede, knoglede skuldre, og han havde et blik, der elskede det ikke-levende, det ikke-tænkende. Han smilede hurtigt mod mig, som om jeg var en fremmed på gaden. Jeg gik rundt langs husets yderside og hørte Esther eller Julias 17

stemme: Hvor er han? Og en af drengene svare: På toilettet, hvad tror du? Begge sønnerne grinede.

Ved et tilfælde mødtes mit og Audes blik i køkkenet, lige i det sekund deres velkommen-hjem-kys varede, hun gav mig umiddelbart efter en instruks, inden hun fulgte efter Sander ud på terrassen til børnene. Aude og Sander ligner hinanden, de har samme hårfarve, den samme firkantede figur og samme ansigtsudtryk, fra neutral til nysgerrig, mistænksom, i kontrol, kærlig.

Den nat drømmer jeg tydeligt. Jeg drømmer, at Aude arrangerer det sådan, at sønnerne og hendes mand skal have sex med mig, den ene efter den anden. Den ældste, altså Sander, først, og mens de andre kigger på, jeg tænker, at det er, fordi han er den mest erfarne. Jeg gør ikke modstand, og jeg mærker heller ikke nogen smerte. Kæresterne er mere nærværende i drømmen, end de er i virkeligheden. I drømmen er det, som om jeg har kendt dem alle sammen længe.

Faren ligner drengene, men han er større end dem, meget større, det er ikke den Sander, jeg har mødt om aftenen, men en helt anden mand, alligevel er det ham. Intet ved akten er overraskende, vi rejser os op, og Aude kommenterer helt kort: Sådan, nu er det din lillebrors tur. Jeg forstår, at hun vil give mig som en gave til dem. Øjeblikket før jeg vågner, tænker jeg: Hvem er det her, som ikke elsker hvem?

Da det bankede på døren, havde jeg allerede været vågen i noget tid, jeg var sikker på, at det var Aude. Da jeg åbnede, 18

stod Julia på trappen, hendes øjne var brune, men så lyse, at man kunne skelne pupillerne. Esther bad mig sige, eller Aude bad Esther sige, og Esther bad mig sige til dig, at vi ikke skal ride alligevel, så du skal lave frokost, sagde hun.

Knasterne på væggene lignede allermest mynder, med runde øjne, lange hoveder og en sort snude længst nede.

Mine bedsteforældre havde en greyhound, da jeg var lille, som svævede frem, når den gik, man kunne ikke mærke den i snoren, det var som at holde i et bånd, som bare hang i luften, fremad og til siderne, den gik aldrig bagved, fordi den altid vidste lige, hvor man var på vej hen, også før man selv havde tænkt det.

Dagen passerede i et åndedrag. Næste formiddag gik Pierre og Julia rundt i haven, som om de ledte efter noget, og i køkkenvinduet kunne jeg skimte Audes hoved, jeg skyndte mig derind. Airconditionen var tændt i stuen, og Sander sad i den beige sofa foran fjernsynet. Aude talte med blød stemme, hun virkede meget træt. Han har givet sin træthed til hende, tænkte jeg. Hun stillede frem på køkkenbordet: torsk, avocado, rødløg, koriander, citron, lime, hvidløg og nektariner og forklarede mig langsomt, hvad ceviche var. Jules kom ind i køkkenet, hun kontrollerede, hvad han tog med fra køleskabet: en bakke hindbær, men ignorerede ham i øvrigt.

Aude stod lidt, tavs, og kiggede på varerne, og jeg tænkte på, om hun også syntes, at det så ud af lidt. Men hun sagde ikke noget, gik bare af sted, og jeg kiggede efter hendes ryg, den virkede allerede så velkendt, var allerede i mig. Det var hende, 19

jeg knyttede mig til. Marineret rå fisk og salat … avocado og nektarinstykker. Jeg ville beskytte hende mod Sander og de store dumme drenge, kæresterne. Esther stod pludselig i døråbningen, som ledte fra køkkenet ud til haven. Har du set en bilnøgle? spurgte hun. Vi ved ikke, hvor den er. Hun så plaget ud, et udtryk helt modsat det, hun havde haft, da hun havde spurgt, om jeg var fra Ukraine, for to døgn siden.

Nøglen til Sanders bil var blevet væk, efter at Jules og hun havde lånt den. Jeg skal kigge efter den, sagde jeg, holde øje.

Hun kiggede på mine hænder, grøntsagerne, fisken og kniven på skærebrættet. Hvad skal vi have til frokost forresten? spurgte hun. Ceviche, sagde jeg. Torsk.

Mens fisken trak, gik jeg tilbage til annekset og faldt i søvn på sengen. Jeg drømmer igen, jeg drømmer, at jeg er i poolen, kigger op mod annekset og ser mennesker bevæge sig derinde, og jeg forstår, at hele familien er der. Jeg svømmer ind til kanten og kigger op over den, prøver at se, hvad de laver, og samtidig være så usynlig som muligt. Så kommer de ud på række, Aude, Julia, Pierre, Sander, Jules … alle undtagen Esther. Måske var hun aldrig med.

Da jeg vågnede i annekset, føltes det helt forkert, som om jeg var blevet flyttet, mens jeg sov. Fordi Aude ønskede det, præsenterede jeg frokosten, forklarede, som hun havde forklaret mig, at det er en ret, der kommer fra Peru, men som nu er populær i hele Sydamerika, USA og Asien, fisken opvarmes ikke, men bliver tilberedt af syren i limen. Så gik jeg ud på trappen og spiste, mysli med sødmælk fra 20

en ny varm flaske, jeg havde fundet under køkkenbordet.

Solvarm smagte den, selvom den havde stået derinde under bordet. Aude havde sagt, at jeg bare kunne tage, hvad jeg ville. Den åbne flaske havnede i køleskabet ved siden af kyllingerne, jeg skulle lave til middag, kødet var lyst som i en lys citrusfrugt. Jeg skammede mig over at vide alt om, hvordan dyrene ser ud indeni.

Nøglen lå i hibiscussen til venstre for trappen, den hang fast i stammen længst nede, der hvor den deler sig allerførste gang, og lige præcis så højt oppe, at nøgleringens lille læderstykke ikke rørte ved jorden. Den måtte være faldet gennem bladene med en diskret flagrende lyd, ikke så underligt, at de ikke opdagede det, tænkte jeg. Hverken Jules eller Esther, ingen af dem. Jeg stak pegefingeren gennem nøgleringen og lod nøglen ligge lidt i hånden, egentlig var det ikke nogen rigtig nøgle, bare en sort kapsel i plastic med to knapper til at låse og låse op.

Min egen far kunne også lide biler. Han havde endda bygget en bil af forskellige gamle vrag. Jeg tænkte over, hvordan Sander ville reagere, når han fik nøglen tilbage, ville han blive glad, ville han blive lettet, jeg gik ud fra, at der fandtes flere nøgler. Ville han takke mig og advare Jules: Hvis den her nøgle bliver væk en gang til, så er det slut med at køre rundt i min bil …!

Jeg gav nøglen til Esther, da hun kom forbi køkkenet, hvor jeg stod og fyldte kyllingernes indre med urter og hvidløg, og sagde, at jeg havde fundet den i græsset. Hun 21

blev stående, som om hun ledte efter noget mere at sige end tak, en forklaring, en venskabelig eller professionel kommentar, hendes hænder lignede dem, vi har i vores familie, på min fars side, de er brede, meget bevægelige, med stor afstand mellem knoerne.

Nøglen lå ved siden af Sanders tallerken på den beige dækkeserviet, jeg kunne se den fra køkkenet. Han spiste kartoflerne i store mundfulde og tyggede og tyggede kyllingen, han var den, jeg nemmest kunne se, kun lidt dækket af Esthers nakke, hvor flere og flere hårlokker faldt ned i løbet af middagen. De maste salatbladene ind i munden, så vinaigrette løb ned ad deres kinder og hager. Jeg havde blandet den. Med mine hænder havde jeg forberedt kartoflerne, hældt kyllingernes væske over, båret det hele ind. Jeg blinkede, betragtede familien. De store drenge for hver sin bordende strakte ryg og lo, mens de snakkede. Kæresterne, der syntes enten at le eller tale. Jeg syntes allerede, at de var små, at de var mit ansvar. Køkkenets mørke omsluttede mig, og jeg lyttede til mine egne åndedrag, forestillede mig lungernes store huse med små bløde kamre. De rillede rør, der leder til dem, fra dem, deres, mine.

Bleg rosa-orange, lys grapefrugt Hvor er det, jeg har set sådan et kød før?

Nogen kalder forsigtigt: Anastasia. Så højere.

Anastasia!

Det er Sander.