Skip to main content

Nogen der kender nogen

Page 1


Nogen der kender nogen

Af samme forfatter:

Cremasterrefleksen (2017)

Papirbryllup (2019)

Fødedygtig (2020)

Onduleret (2020)

Grundtvig er død (2021)

Rygerklubben (2022)

Umas bog (2023)

Kayas bog (2023)

Vægten af et hjerte (2023)

Viggas bog (2024)

Vics bog (2024)

Frisk luft (2024)

Efter kort tids sygdom (2025)

Laura Ringo Nogen der kender nogen

Nogen der kender nogen

Copyright © 2026 Laura Ringo

Denne udgave: © Alpha / Gutkind Forlag A/S, København 1. udgave, 1. oplag 2026

Omslagsdesign: Simon Lilholt og Nanna O. Mahnecke/Imperiet

Sats: LYMI DTP-Service

Trykt hos ScandBook EU

ISBN 9788772393452

Denne bog er beskyttet af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder fx, at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst & Node.

Kvadratmeterpriserne på s. 16 er trukket fra Finans Danmarks Boligmarkedsstatistik: https://rkr.statistikbank.dk/201

alpha er en del af gutkind forlag a/s Læderstræde 9, 1. • DK-1201 København K gutkind.dk • gutkindforlag • gutkind_forlag info@gutkind.dk

Jeg hader boligmarkedet

Jeg hader, at kvadratmeterpriserne i byerne stiger og stiger. At bankerne ikke vil låne penge til folk, der vil købe et hus på landet.

Jeg hader, at mine forældre bor på et nedlagt landbrug på Falster på 124 beboelsesgodkendte kvadratmeter plus det løse og lidt jord, som kan sælges til mindre end det beløb, jeg har givet for min andelslejlighed på Amager. På 42 kvadratmeter.

Jeg hader forældrekøb.

Jeg hader, at min lillesøster starter på studie i København 1. september, men stadig ikke har fundet et sted at bo flere måneder efter studiestart. Selvom hun er skrevet op på alle akutlister.

Jeg hader, at nogen kan låne penge af deres rige forældre og spare renterne, som andre skal betale for at låne til en bolig i en bank.

Jeg hader, at de fattiges børn må bo til leje. Til overpris. Og tit på tidsbestemte kontrakter. Maks. to år.

4.000 for 8 kvadratmeter i et kollektiv.

Den anden dag mødte jeg en udvekslingsstuderende fra Hongkong, der gav 7.000 kroner i husleje for et værelse på Frederiksberg. Welcome to fucking Copenhagen!

Jeg hader andelsforeninger, som giver venner og familie fortrinsret til at komme ind. Jeg hader, at penge under bordet er blevet normalt for at få en billig andels- eller lejelejlighed.

Jeg hader, når folk søger nogen at bytte lejlighed med, så de kan holde boligerne til rimelige priser i den samme inderkreds. KUN

SERIØSE HENVENDELSER, BOLIGEN KOMMER

IKKE TIL SALG! skriver de sidst i annoncerne på Facebook eller DBA.

Jeg hader, at byggerierne ikke følger med efterspørgslen.

Jeg hader, at ingen stoppede Blackstone i tide. Ingen stoppede finten med at måtte sætte huslejen himmelråbende meget op, bare fordi man har renoveret en ældre lejlighed, der egentlig ikke fejlede noget.

Jeg hader, at børn kan købe lejligheder af deres forældre til 15 procent under den offentlige vurdering, som længe var kunstigt lav.

Jeg hader, at sygeplejersker, pædagoger, skolelærere og politibetjente ikke tjener nok til at låne til en toværelses ejerlejlighed i Københavns Kommune.

Jeg hader, at man ikke betaler skat af gevinsten på en bolig, hvis bare man selv har boet i den.

Og jeg hader, at de unge og de boligløse kan læse i aviser og på sociale medier, at de er for kræsne og krævende, at de bare skal flytte til Ballerup eller Rødovre. For selv i Ballerup og Rødovre er priserne stukket af.

Jeg troede, jeg var vokset op i et land, hvor ens fremtid ikke var afhængig af ens forældres bopæl. Eller indkomst.

Jeg troede, at man kunne finde et hjem, hvor man ville, hvis man tog en uddannelse og fik et job. Og ville man flytte til en ny by, så gjorde man bare det. Man kunne jo altid flytte tilbage.

Avra for Laura, hvor var jeg naiv. Nu er boligmarkedet et kæmpe shitshow af en ulighedsskaber. Flere og flere vil bo i byerne, og ude på landet lukker skolerne.

Og jeg kunne blive ved. Så det har jeg tænkt mig at gøre de næste par hundrede sider.

Det her er en historie om, hvordan boligmarkedets udvikling har påvirket mit liv. Mine venners liv. Min families. Og sikkert også dit liv.

Jeg er født lige efter Murens fald. Min generation kender ikke til kold krig, i vores ungdom var der ingen frygt for russerne, det hele var bare vækst og Nik & Jay. I 1990 var jeg et spædbarn, og DDR var lige blevet opløst.

Man kan ikke eje en sandhed. Men man kan eje en bolig.

Hvis man har penge nok.

Søndermarksvej 28B, Vordingborg 15. juni 1990 til 1. juni 1991.

Husleje: 0 kroner.

Her boede mine forældre, da jeg blev født. Min mor var toogtyve, min far treogtyve. Det var en fribolig gennem mine forældres arbejde. Min mor var startet på HF nogle år inden, men droppet ud igen. Min far nåede at tage grundforløbet på elektrikeruddannelsen, inden han stoppede, fordi han ikke kunne finde en læreplads. Da jeg kom til verden, arbejdede de begge for Rosenfeldt Gods. Min far var i kostalden, min mor skyllede gulerødder.

Min mor er vokset op på Sydsjælland og er født i 1967. Min mormor og morfar fik hende, da de var henholdsvis atten og nitten. Det startede med en ikkeplanlagt graviditet, og min morfars mor insisterede på, at de skulle giftes. Min morfar var kun atten år og måtte have kongebrev. Dengang skulle mænd være enogtyve år for at blive gift. Min mormor arbejdede på

fabrik, indtil hun døde af brystkræft i 1993. Min morfar arbejdede det meste af sit liv som driftsleder på Rosenfeldt Gods. Jeg husker, at han havde en sort, todelt negl på pegefingeren. En arbejdsskade.

Min far voksede op på Falster, cirka tyve kilometer fra min mor. Han er den yngste af fire søskende. Min farmor og farfar mødte hinanden til folkedans, blev gift og købte et hus på

Barup Søvej for 3.500 kroner i 1950 med en erstatning, min farfar havde fået for en arbejdsskade.

Min farmor var kogekone, hun fik tilbudt job hos dronningen efter at have gået på husholdningsskole i København, men sagde nej, fordi hun skulle hjem til Falster og giftes med min farfar. Han var arbejdsmand, kunne lidt af det hele og var også engang ansat som pedel.

Mine forældre lærte hinanden at kende over walkie-talkier. De havde hver en på deres ungdomsværelse. Min fars walkienavn var Blackie, det samme som hans hund.

Roger over, og så inviterede min mor min far forbi et sommerhus på Møn, hvor hun var med sine veninder. I starten syntes hun, at min far var kikset. Han gik på jagt, men aldrig i byen. Han fiskede også, men åbenbart ikke efter komplimenter, for det var min farmor, der købte hans tøj.

De blev gift den 6. maj 1989. Min mormor og morfar og min farmor og farfar var sjovt nok også blevet gift den dato, så det kunne ikke være anderledes.

Mine forældre kendte ikke mit køn på forhånd. De ville ikke vide det. Heller ikke om jeg havde misdannelser.

På billederne fra slutningen af 80’erne og starten af 90’erne har min mor permanentet hår, let røgfarvede glas i brillerne

og skulderpuder i skjorten. Min far har lapper på albuerne på sweateren.

Jeg husker intet fra Søndermarksvej. Men jeg har set billeder af mine forældre, der kun lige har forladt teenageårene og går rundt med en baby, som er mig, mens de ryger indenfor. Det gjorde alle dengang.

Sørupvej 23, Eskilstrup

1. juni 1991 til 1. januar 1993.

Endnu en fribolig fra en arbejdsgiver, husleje: 0 kroner.

Nogle af mine første minder om rum stammer fra denne bolig. Et nøglehul i døren, som jeg var bange for. Huset lå tæt på en skov, hvor der var en sø, vi kaldte for krokodillesøen.

Huset var langt. Fuldt af stuer en suite. Min far arbejdede for den lokale landmand. En dag skulle min far fælde træer på sit arbejde. En stamme faldt forkert og knuste hans arm. Den brækkede flere steder, operationen varede mange timer, de måtte bruge skruer og metal, og i dag spiser han stadig med kniven i venstre hånd, selvom han er højrehåndet.

Han kunne ikke længere være karl, så han fik tilkendt revalidering og søgte ind på landbrugsteknikeruddannelsen. Den lå i Aarhus.

Hvis jeg var født i 50’erne, var jeg vokset op i 60’erne, og hvis jeg havde samme liderlighed som nu, var jeg sikkert blevet gravid ved et uheld i slutningen af 60’erne eller starten af 70’erne. Jeg ville lige præcis have misset den frie abort og været nødt til at gifte mig med den mand, som jeg tilfældigvis havde knaldet med, for hvis vi var gift, kunne vi få en lejlighed. Vi ville studere og etablere os og måske købe et hus på Amager eller i Brønshøj eller Hvidovre eller Risskov eller Skibhuskvarteret. Renten ville gå op og ned, og nogle gange ville det sikkert være stramt. Uanset hvad havde vi jo vores gode jobs i middelklassen, måske var vi lærere eller pædagoger, og en dag ville vi så beslutte at få et sommerhus, dér kunne vi få mange gode stunder med børnene. Og jeg siger børnene i flertal, fordi den frie abort stadig ikke rigtig nåede at være en mulighed for os, og fordi mange mener, at den bedste gave, man kan give et barn, er søskende.

Efter tredive år med afbetaling på vores lån ville vi være gældfri. Have lave faste udgifter til bolig, kun ejerudgift og

boligskat, og for hver måned der gik, ville vores hus stige mere i værdi, end vi kunne tjene på at arbejde.

Og dog. Hvem siger, at jeg var havnet i middelklassen? Måske havde jeg aldrig fået en uddannelse. Mange gange har min mor kigget på mig, særligt min måde at bevæge mig på, når jeg skøjter eller danser, som om hun genkendte noget. ‘Hvad er der?’ plejer jeg at sige, og igen og igen har hun fortalt, at jeg ligner hendes mor. Min mormor. Det er noget med kroppen, hvordan den er bygget. Noget med øjnene, min langsynethed og de medfølgende briller, der forstørrer øjnene.

Min mormor blev født i 1948, hun boede til leje hele sit liv, fik ikke en uddannelse, men elskede ugeblade og cigaretter. Sådan en skæbne kunne jeg også have fået.

Trige Parkvej 39, 8389 Trige 1. januar 1993 til 27. juni 1995. Lejebolig, husleje: mellem 3.300 og 4.900 kroner uden vand og varme. Mine forældre er ikke enige om beløbet.

En lejlighed i Trigeparken. Vi havde en hvid bil på parkeringspladsen. Høje, grå huse på rækker, en legeplads med en skildpadde så stor, at man kunne kravle igennem den. Vi boede på første sal. En lang entre, mine forældres soveværelse til venstre, køkkenet til højre. Ved siden af køkkenet mit værelse. Det var fyldt med bamser. I forlængelse af entreen lå stuen, og for enden af den var der måske en altan. Lejligheden var 75 kvadratmeter.

Min far gik på en landbrugsskole i Risskov, min mor gik derhjemme. Jeg gik i legestue, når jeg havde lyst.

På et lille torv lå Brugsen. Vi fodrede ænder ved gadekæret ved siden af.

Vi fik en computer. Installerede programmer med disket-

ter. Mine forældre spillede Wolfenstein. Jeg så på. Et skydespil, hvor man tog elevatoren rundt på forskellige etager og slog nazister ihjel.

Det var i Trigeparken, mine forældre opdagede, at jeg havde brug for briller. Jeg var klodset, gik ind i tingene. Øjenlægen lå inde i Aarhus. Min mor tog mig med i domkirken.

Mit yndlingskalkmaleri var Sankt Georg og dragen.

Da jeg var to år, spiste jeg en cigaret. Jeg røg på sygehuset og fik brækmiddel.

Min mormor døde, mens vi boede i Trige. Af brystkræft.

Jeg gik rundt sammen med min faster til begravelsen i Kastrup ved Vordingborg og forstod ikke, hvorfor alle var så kede af det. Jeg var tre år, det er mit første rigtige minde. Senere har jeg set billeder af mig selv som lille gå rundt med min mormors paryk.

Min far blev færdig som landbrugstekniker. Han fik en fjollet T-shirt, og der var en hveps i bilen.

Flyttebilen hentede vores møbler den dag, min mor havde termin med min lillesøster Susan. Det var den 25. juni 1995.

Når vi flytter os I 1980’erne udgjorde arbejderklassen i København 80 procent.

I 2020 var det 11 procent.

I 1992 var kvadratmeterprisen på en ejerlejlighed i Guldborgsund Kommune 3.934, for et parcelhus var den 2.865.

Samme tal for København er 6.015 for en ejerlejlighed, 5.658 for et parcelhus.

I 2023 var kvadratmeterprisen på en ejerlejlighed i Guldborgsund Kommune 11.454. 7.163 for et parcelhus.

Samme tal for København er henholdsvis 50.761 og 45.012. Keder du dig nu?

Er det derfor, vi aldrig får taget en stor diskussion om, hvad der foregår på boligmarkedet? Tallene er for kedelige. Det er for kedeligt, at dem, der købte de rigtige boliger på det rigtige tidspunkt, er blevet så rige i mursten, at de har kunnet lave forældrekøb med friværdien. Det er for kedeligt, at ingen gør noget ved, at så mange kollegieværelser koster mere om måneden, end hvad man får i SU.

Det er for kedeligt, at lejen for lejerne stiger, at kapitalfonde længe fik lov til at købe ejendomme og renovere dem så tilpas meget, at huslejen kunne fordobles. Det er for kedeligt, at andelsboligmarkedet er en nepotismefest. Er det for kedeligt, at de store byer udvikler sig til kun at være for de rige, og at landområderne bliver et sted, hvor de fattige bor?

Vil du hellere streame noget på Netflix? Scrolle på din telefon og opdage en spændende opskrift på noget med æg eller pistacie? Eller er det, fordi du går op i større problemer?

Kan du ikke engagere dig i boligkrisen, det ulighedsskabende monster, når klimaforandringerne får temperaturerne til at stige? Når der er krig i Ukraine og Palæstina?

Der er noget galt i Danmark, og det handler om boligmarkedet

Mine forældre boede i 30 år på et nedlagt landbrug på

Falster på 124 beboelsesgodkendte kvadratmeter plus det løse og lidt jord, som de solgte i 2025 for cirka samme beløb, som jeg har givet for min andelslejlighed på Amager. På 42 kvadratmeter.

Flere og flere vil bo i byerne, og ude på landet falder boligpriserne, mens skolerne lukker. De rige bliver rigere, og kontanthjælpsmodtagere er nu så fattige, at de ikke kan få en almen bolig i København, de kan betale. Og hvert år til studiestart har vi balladen, når en hel årgang nye studerende står uden tag over hovedet. Det gælder om at kende nogen, der kender nogen – medmindre ens forældre kan betale.

Det her er en historie om, hvordan boligmarkedets udvikling har påvirket mit liv. Mine venners liv. Min families. Og sikkert også dit.

Turn static files into dynamic content formats.

Create a flipbook
Nogen der kender nogen by Gutkind Forlag - Issuu