Nivå Bugt Strandenge

NIVÅ BUGT STRANDENGE

1

Af samme forfatter Pura vida · roman, 2013 Velsignelser · noveller, 2017 Hummerens skjold · roman, 2020

2

CA ROLI NE A LBERTI NE MI NOR

Nivå Bugt Strandenge Digt e

Gutkind

3

Nivå Bugt Strandenge © Caroline Albertine Minor og Gutkind Forlag A/S, København 2024 1. udgave, 1. oplag, 2024 Omslag: © K Vang Sat med Minion hos Christensen grafisk og trykt hos ScandBook EU ISBN 978-87-434-0748-5

Følgende digte er tidligere publiceret: Alhambra – i Hvedekorn 2, 2014, og i antologien Flasher min tranebærmund, Ung poesi i Hvedekorn 2008-2018.

Storken – i Ny Trækfuglene, Asger Schnacks Forlag, 2014.

Ved kanalen – i Hvedekorn 1, 2018. Ø – i antologien Lyse nætter, Møllegades Boghandel, ark og LiteraturHaus.

Gå ikke – i Hvedekorn 2, 2013, og i antologien Flasher min tranebærmund, Ung poesi i Hvedekorn 2008-2018.

Optegnelse 7. oktober 2019 – i Hvedekorn 4, 2019.

Helioeides – i Hvedekorn 4, 2021.

All the Beauty and the Bloodshed – i Dobbeltportrætter, Gads Forlag 2023.

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Tak til Statens Kunstfond

Gutkind Forlag · Læderstræde 9, 1. · DK-1201 København K gutkind.dk · f gutkindforlag ·

gutkind_forlag

4

O know, sweet love, I always write of you, And you and love are still my argument – William Shakespeare, Sonnet nr. 76

Natsværmeren vil ind Men den vil ikke ind men den vil gerne men den vil ikke ind Sommerfuglen vil ud Men den vil ikke ud men den vil gerne men den vil ikke ud – Pia Juul, sagde jeg, siger jeg

5

6

Hurtig rød regn

7

8

Alhambra

Til Matias

Alhambra i gråvejr med dig, formiddagen og nogle halvt rådnede granatæbler jeg hele tiden holdt øje med og nu husker bedre end alt det, du havde glædet dig til at vise mig – noget jeg i virkeligheden hader, den måde din beundring også altid er en opfordring til mig om at beundre vi gik længe i regnen, men i sidste ende var det slet ikke muligt at tage et foto af de våde grønne hække.

Caféen vi valgte ledte tankerne effektivt hen på Wien som du men ikke jeg allerede har besøgt én gang i dette liv du spiste din mandeltærte mens jeg blundede i lænestolen og drømte om manden med rullekraven nogle borde derfra, fordi han så grundigt lignede en skuespiller.

9

Følgende gør mig nu dårlig af savn: den regn, mandeltærten og kagegaflen bagefter eller bare måden du kunne tage mit ansigt i begge dine hænder på er der ingenting der er helligt? er min søn ikke hellig?

Jeg kan ikke tro min søn ikke er hellig, så tving mig ikke til det ved at sidde der i din kørestol og være ødelagt.

10

To

Til Ivan

Inde i parken sidder snebærrene tæt og yderligt som fiskeæg på grenene.

Jeg skylder dig brødre og søstre vi kunne have været en flok larmet og sunget hele vejen, trampet stierne op, hjulpet hinanden.

Vi går til stationen gennem første juledag to er minimum vi er den mindste kæde mulig

11

når hånden der holder æblet bliver kold, må vi skifte.

Du fortæller om en drøm du har haft, hvisker som om det er sjofelt, at du var en krage der hoppede omkring på perronen og tiggede brød, at du klarede alt!

Jeg klarede alt, siger du, og ingenting er som før du kom. Hvordan skal jeg forklare dig, at de to cockerspaniels ikke er tvillinger, hvad et kuld er?

Moderen kendes på sin tavshed indeni falder tallene som hurtig rød regn hun arbejder med kærlighedens sindssyge matematik du blev lagt til.

12

Storken

Når jeg ikke sad i bussen til eller fra hospitalet sang jeg for min søn om storken.

Vi forestillede os de sirlige skridt gennem lavt vand mudderet når det hvirvler op og igen finder ro.

Men vi spurgte også os selv: Kender storken til sorgen?

Har den mistet, som vi har mistet?

En dag jeg sad og sang overhørte min mor os og sagde forsigtigt melodien er forkert, den sidste strofe; det er ikke sådan.

Hun sang den så vi forstod at storken var sorgen selv, og at alt man kan håbe på

13

er en dag at blive lys og tålmodighed.

14

Ved kanalen

I det langsomme vand ser de hurtige ud ællinger – der er seks af dem.

Den jævne flod fører sine genstande jævnt skodder, et strå her fremvises det tomme og opbrugte.

Jeg er ikke lykkelig fordi jeg er alene jeg er lykkelig og alene, på samme måde som et tog kører ind på en station og nogle folk der har ventet stiger på.

Det gode er ofte helt enkelt.

Min hånd der hele mit liv 15

har været min er i aften sin egen – et blad, så et stykke brød, lysende hvidt.

Jeg tænker på mit barn der sover i sin by langt væk og lykken er opløst i afstanden / opløser ikke afstanden, imens asfalten trykker dagen mod bagsiden af mine lår, at den var varm at den var lang.

16

Caroline Albertine Minor

I bussen læner jeg mig frem og trykker stop med den unge hustrus rappe selvsikkerhed, besidder i nogle sekunder hendes løfterige gestik.

Det er let at forveksle det enkle med det rene

Nivå Bugt Strandenge

når man sørger over tabet af det første, og det er sandt at jeg af og til sørger.

9 788743 407485

Nivå Bugt Strandenge digte af

Caroline Albertine Minor Gutkind

Caroline Albertine Minor (f. 1988) opnåede et internationalt gennembrud med novellesamlingen Velsignelser (2017), der blev tildelt adskillige priser og nomineret til Nordisk Råds litteraturpris. I 2020 udkom romanen Hummerens skjold, der, ligesom Velsignelser, er solgt til udgivelse i en række lande.

Foto: © Daniel Hjorth Omslag: © K Vang