Mit løfte til dig
Af samme forfatter:
Villa Havbrise
Klubben for Lykkelige Slutninger
Vingården for Vilde Drømme
Sandheden om havets døtre Hvens hemmeligheder
hemmelighedernes ø-serien
Lad mig berette alt
Mit sidste ønske
Mit løfte til dig
Caroline Säfstrand
Mit løfte til dig
Oversat af Rikke Toft Kleemann
Mit løfte til dig er oversat fra svensk af Rikke Toft Kleemann efter Mitt löfte till dig
Copyright © 2025 Caroline Säfstrand by agreement with Enberg Agency
Denne udgave: © Alpha Forlag, København 1. udgave, 1. oplag 2026
Omslagsdesign: Imperiet/Lonnie Hamborg
Sats: LYMI DTP-Service
Trykt hos ScandBook AB
ISBN 978-87-7239-383-4
Printed in Sweden 2026
Denne bog er beskyttet af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder fx, at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst & Node.
Der er citeret fra Tove Jansson: Sommerbogen Oversat af Agnete Dorph Stjernfelt. Gyldendal 2014
Læderstræde 9,1 • DK-1201 København K alphaforlag.dk • @alphaforlag • kontakt@alphaforlag.dk
Til min mor – som elsker bøger lige så højt som mig
Optagelse 1
“Nu har jeg tændt for diktafonen, men du skal ikke tænke på den, bare tal, ligesom du plejer.”
“Okay …”
“Jeg blev så nysgerrig, da jeg hørte, at du også var fra Sverige.”
“Ja, men det er jo længe siden, jeg har talt svensk, så vi må se, hvordan det går.”
“Det skulle man ikke tro, du taler det da nærmest flydende.”
“Det skyldes måske, at jeg stadig drømmer på mit modersmål. Hvordan var det nu, du er journalist, ikke?”
“Jo, det er rigtigt. Men det her er ikke en arbejdsrejse, tværtimod er det en rejse væk fra arbejdet og alle pligterne. Jeg er gået ned med flaget og er blevet ordineret hvile, men det er så svært at slappe af derhjemme, så derfor rejste jeg hertil. Jeg vil prøve at give det en chance.”
“Så en indre rejse altså?”
“Det kan man godt sige.”
“Men … du pakkede diktafonen, til trods for at du er her for at slappe af?”
“Ja, jeg kunne ikke lade være. Og da jeg så dig sidde her alene og kigge ud over solsikkemarken, blev min journalistiske
nysgerrighed vækket, og jeg spekulerede på, hvad du sad og tænkte på.”
“Jeg kan bare godt lide at se, hvordan de unge blomster i løbet af dagen vrider deres hoveder fra øst til vest for at følge solen. For så, når solen er gået ned, at vende tilbage til udgangspunktet.”
“Hvor interessant. Hvorfor gør de det?”
“Fordi deres stilke vokser hurtigere i skyggen. Når blomsten er sprunget ud, holder de op med at bevæge sig, fordi opgaven er fuldført. Vidste du for resten, at det italienske ord for solsikke er girasole, hvilket faktisk betyder vender sig mod solen?”
“Nej, det vidste jeg ikke.”
“Og se på vidderne bag solsikkerne, hvordan landskabet bølger hen over de store bakker i det uendelige. Det er i den udsigt, man finder roen. Man skal bare give det lidt tid.”
“Ja, det er jo det der med tiden, som man aldrig synes at have nok af. Må jeg spørge, hvor længe du har været her?”
“Åh, det tør jeg knap nok tænke på. Jeg har været her ad flere omgange, men sidste gang jeg gik gennem porten, vidste jeg, at det var den sidste. Nu bliver jeg her, indtil det er slut.”
“Det lyder som en stor beslutning. Hvordan føles det?”
“Som en lettelse. Ser du, jeg har brændt så mange broer og er for gammel til at bygge nye. Min krop er slidt, min hjerne tungsindig. Det er bedre sådan her. Her er der ingen, der ser en og dømmer en.”
“Jeg troede, at Gud så alt.”
“Ja, men ved du hvad. Gud tager jeg mig slet ikke af. Han kan synes, hvad han vil.”
“Sig det ikke så højt, at nonnerne kan høre det …”
“De ved godt, hvad jeg synes og tror.”
Bea
Vinden rev og flåede i færgen, som om den forsøgte at få den ud af kurs, men M/S Uraniborg havde sejlet ruten mellem Skeppsbron i Landskrona og Bäckviken på Hven året rundt i over tyve år, så seksten meter i sekundet var ikke noget, der fik færgen til at vende rundt og blive i havn. Stædigt kløvede den sig igennem bølge efter bølge på vej til den lille ø i Øresund mellem Sverige og Danmark.
Bea sad ved det store vindue i salonen med blikket mod de stejle skrænter, som omkransede det sted, hun havde levet hele sit liv. Ved bordet ved siden af sad et midaldrende ægtepar, som vist for nylig var flyttet til øen, og et par sæder derfra sad Carina og så ud til at kæmpe med kvalmen. Hun havde overtaget sine bedsteforældres hus for mange år siden og havde på et tidspunkt sagt, at hun ikke vidste, hvad hun havde tænkt på, da hun flyttede ud på en ø, hende, der blev søsyg bare af at se på havets krusen inde fra land. Bea kendte også familien, som sad i den anden side af salonen, hvor forældrene forsøgte at holde de utålmodige børn beskæftiget med en iPad.
Da færgen igen krængede voldsomt, kastede alle stjålne blikke på hinanden, taknemmelige over det usynlige bånd af
tryghed, som forbandt dem. Øbo-båndet. Nogen turister om bord var der ikke på denne ustadige septemberfærgetur.
Nogle minutter forsinket steg de i land. Havneområdet, der i sommermånederne var fyldt med liv og glade dage, så ud, som om det var trukket i ly for den storm, som nyhederne hele dagen havde advaret om var på vej. Buschaufføren Kalle havde været sød at vente på færgen, men gestikulerede nu til passagererne, at de skulle sætte farten op. Bea satte sig på det forreste sæde, sådan som hun plejede. Bussen gik i gang med en fjern brummen og kørte langsomt op ad den stejle bakke. Da de var ud for cykeludlejningen med række efter række af gule cykler, øens mest kendte motiv, vendte Kalle sig om mod hende.
“Hvordan gik det så med Max?”
Hun havde fortalt ham, at hun skulle besøge sin far, da hun tog bussen til Bäckviken et par timer tidligere, og lænede sig nu frem for at svare.
“Ikke den store forandring. Det er vel godt, tænker jeg, men jeg ved det ikke …” En skuldertrækning afsluttede sætningen.
Han nikkede lige så stille. “Jeg husker ham så godt. Han hilste altid så venligt, og uanset vejret kunne man altid høre den tøffende lyd fra hans lille motorbåd ude på vandet.”
Bea tvang et smil frem og pressede neglene ned i håndfladerne for at holde tårerne, der bare ventede på en grund til at begynde at trille, tilbage. Det var sådan, hun også helst ville huske Max – på vej til og fra sin elskede båd, iført den sømandskasket, han havde fået af hende, da han fyldte tres.
Han hilste altid på alle, øboere som turister, ved at tage en hånd op til skyggen på sømandskasketten. En bevægelse, hun vidste havde ætset sig fast i hukommelsen hos mange. Hun kneb øjnene hårdt sammen, da billedet af den magre, blege og stille mand fra dagens besøg tonede frem for hendes indre blik.
Lidt efter gav det et ryk i bussen. Bea åbnede øjnene, hun havde glemt at trykke på stopknappen, men Kalle holdt alligevel ind ved hendes stop. “Tak,” sagde hun og smilede stift endnu en gang.
“Pas på dig selv,” sagde Kalle og lukkede døren efter hende og kørte videre hen ad Landsvägen.
Bea kæmpede sig frem til sit hus i strid modvind. Lågen blev slynget op af vindens kræfter, og hun tvang den tilbage på plads for at kunne sætte haspen på.
I entreen stod kufferten åben, men var ikke pakket ud, på nær toilettasken. Hun var taget direkte over til Max på plejehjemmet, da hun vågnede i morges. Nu hængte hun sin frakke og sit sjal op, orkede heller ikke at pakke ud nu, gik bare direkte ud i køkkenet og satte kaffe over. Ikke fordi hun var særlig sulten, maven var stadig i oprør efter den gyngende overfart, men for at fylde huset med den beroligende duft af mørkristede arabicabønner.
Hun tændte for lampen i vinduet, skruede op for radiatoren for at varme den råkolde luft op og gik så ud i entreen igen. I kufferten, mellem noget tøj, lå kuverten. Hun tog den med ud i køkkenet, hældte kaffe op i den rakubrændte kop fra en af øens keramikere og satte sig ved spisebordet. Den sorte krakelering plejede at kunne optage hende i lang tid, men i dag havde hun ikke ro nok i kroppen til at følge de små streger i den blå glasur med blikket. Hun tog en tår med det samme. Det brændte på spidsen af tungen, og hun ventede på, at smerten aftog, inden hun åbnede kuverten og lod papirerne med løsrevne noter og vejbeskrivelser falde ned på bordet. Øverst havnede det slidte postkort, som var selve grunden til, at hun nu to gange var rejst til den italienske by Lucca, en halv time fra Pisa.
Postkortet var en puslespilsbrik i historien om hendes mor
Olivias forsvinden. Da Bea fyldte atten år, havde Olivia efterladt sig et brev, hvor der stod, at hun var nødt til at rejse bort, men snart ville komme tilbage. Men det havde hun aldrig gjort. Max havde til at starte med virket lige så chokeret og overrasket som Bea, men havde derefter klappet i som en østers, hver gang talen faldt på Olivia. Han sagde altid, at han ikke vidste, hvor hun var, men Bea kunne mærke, at han i hvert fald vidste lidt. Hver gang hun bragte sin mor på banen, så han nemlig væk, som om han var bange for at afsløre noget. Bea forstod, at Olivia holdt sig væk frivilligt, hvilket til sidst gjorde, at hun skubbede alle tanker om moren bort.
Det var nok klichéen om, at man på dødslejet ikke fortryder det, man har gjort, men kun det, man ikke fik gjort, der til sidst fik hende til at give efter for nysgerrigheden, som trods alt havde boet i hendes hjerte i otteogfyrre år: Hvor var hendes mor taget hen? Og hvorfor var hun aldrig kommet tilbage?
Det var efterhånden et år siden, hun fandt postkortet oppe på loftet. Hun havde ledt de gamle flyttekasser og papæsker igennem efter spor af Olivia og havde fundet tøj, fotografier, parfumeflasker og stikkende papillotter. Det brede hårbånd, fuld af margueritter, som Bea kunne huske, hendes mor tit havde haft på, vækkede de stærkeste minder. Da hun var lille, plejede moren at trække hårbåndet ned over sine øjne og gå rundt som i blinde. ‘Jeg behøver ikke øjne for at finde dig,’ plejede hun at sige med buldrende stemme. ‘Mit hjerte ved, hvor du er,’ og Bea havde skreget lige eksalteret, hver gang moren fangede hende. Naturligvis havde hun smugkigget ud under hårbåndet. Bea havde ikke haft lyst til at lægge det ned i kassen igen, så hun havde stukket det i lommen i stedet.
Efter flere timer oppe på loftet havde Bea konstateret, at tingene fra fortiden i højere grad førte til minder end svar, og
havde været tæt på at opgive. Men så havde hun endnu en gang åbnet den øverste skuffe i sin fars gamle kommode. Bunden var dækket af ternet vokspapir, sat fast med hæfteklammer, og en af de rustne hæfteklammer sad løs. Hun havde bemærket
det tidligere, men denne her gang skubbede hun til den, indtil papiret gik helt løs, og der, under papiret, lå det: postkortet med Luccas bymur som motiv. Ud fra poststemplet at dømme havde Olivia sendt det nogle uger efter, at hun var rejst sin vej. Bea havde fundet en ledetråd.
Hun sukkede, pillede lidt ved postkortet, vendte det om og læste ordene for måske hundrede gang.
Til min elskede Bea.
Livet har taget mig på en rejse til denne lille by, hvor sorgen går hånd i hånd med glæden. Snart kommer jeg hjem til vores ø, hvor der kun findes glæde.
Kærlig hilsen mor
Hun vidste ikke, hvad der gjorde mest ondt: at hendes mor havde skrevet til hende, uden at hun vidste det, eller at hendes far havde gemt postkortet. Hendes søde, fine far, Max. Hun kunne ikke forstå, hvorfor han havde gjort det, og der var ingen god forklaring på, at postkortet lå nede under vokspapiret i hans gamle skuffe. Postkortet havde fået hende til at rejse til italienske Lucca den foregående vinter, men hun havde dårligt fået indlogeret sig dernede, før opkaldet fra sygehuset kom om, at hendes far havde fået endnu en blodprop. Der havde ikke været andet at gøre end at tage hjem igen med det samme.
Foråret og sommeren havde været fuld af bekymringer, men da hans tilstand efterhånden stabiliserede sig, havde hun bestilt
en ny rejse. Fordi hun havde brug for ferie, brug for at komme væk fra sygehuslugten og alle bekymringerne, men også for at gå i de gader, hvor hendes mor engang havde gået.
Mobiltelefonens ringen afbrød hendes tanker, og hun så på skærmen. Klas?
De var blevet venner for nogle år siden og var kommet endnu tættere på hinanden forrige år, da Klas’ mor, Marit, døde.
“Ciao, bella! Er du alene hjemme, eller tog du en flot italiener med dig hjem?”
“De flotte italienere overlader jeg til en anden,” smilede Bea.
Klas lo larmende. “Jeg er hjemme på øen! Det er et forbandet vejr, men der burde i det mindste være medvind ud til Backsvalan. Hvad siger du, skal vi blæse derud og tage en kop kaffe? Lucy har nok brug for nogle kunder en dag som i dag, og vi vil jo gerne begge to høre alt om din rejse.”
Mismodet, som havde bemægtiget sig Bea siden besøget hos Max, lettede.
“Jeg kan ikke forestille mig noget hyggeligere.”
“Så kommer jeg og henter dig om ti minutter.”
Bea kastede et sidste blik på postkortet, hældte resten af kaffen i koppen ud i vasken og gik ud i entreen. Hun tog sin vindjakke på, trak lynlåsen helt op under hagen, snørede sine gummisko og gik ud og stillede sig på vejen for at vente på Klas.
Hans lille hund, Pappi, kom løbende med sine sommerfugleagtige ører blafrende ud til siderne. Bea bøjede sig ned og forsøgte at klappe ham på hovedet, imens han løb rundt om sig selv og peb.
“Han har savnet dig!” råbte Klas for at overdøve vinden.
“Jeg har også savnet dig,” sagde hun og lo, da hunden forsøgte at springe op og slikke hende i ansigtet.
“Hvad med mig? Har du ikke savnet mig?” sagde Klas, da
han nåede frem. Hans øjne var rammet ind af smilerynker. Bea gav Pappi et sidste klap og bemærkede, at Klas’ normalt buskede skæg var velplejet, og så det ikke også ud, som om han havde smidt et par kilo? Tænk engang, hvad kærlighed kan føre med sig.
“Også dig, naturligvis,” sagde hun og hilste på ham med et kram og anstrengte sig for at holde tonen let. Hun var virkelig glad på hans vegne, det var godt for ham, at han havde mødt Peder fra København. Ligesom hun var glad for, at Lucy endelig var blevet gravid efter at have ønsket sig et barn i flere år. Det var bare det, at … de var de to mennesker, som stod hende nærmest, som altid var der, når andre kom og gik i hendes liv … og hun kunne mærke, hvordan de gled ned ad deres egne sideveje, mens hun blev alene tilbage.
De begav sig af sted arm i arm for ikke at miste balancen i blæsten. Landsvägen så anderledes ud uden alle cyklerne, der hjulede forbi, når vejret var godt. Øde ville de fleste nok beskrive den som, fornøjelig ville Bea sige. Hun syntes altid, at det føltes, som om øen efter en hektisk sommer ligesom lagde sig til rette igen. Det spillede ingen rolle, at vinden hev og flåede i de hvide buskroser og den røde hortensia, der stadig blomstrede i store klaser. Slutningen nærmede sig, og øen var parat og tilfreds med det.
“Sikke et vejr!” råbte Klas for at blive hørt.
“Himlen bliver bare mere og mere grå!” råbte Bea tilbage, ikke helt lige så begejstret over dette, som øen lod til at være.
Da de endelig nåede frem til Backsvalans gårdsplads, åndede de lettet op. Her var der i det mindste læ for vinden.
“Nå, hvordan føles det så at være hjemme igen?” spurgte Klas, da de gik forbi de tomme borde på vej hen til indgangen til caféen.
“Det føles godt, det var skønt at komme væk, men det er mindst lige så skønt at komme hjem igen.” Hun trak fingrene gennem håret, der var blevet helt uglet i blæsten.
“Men … gav det noget?”
“Jeg fik ikke noget specifikt at vide om Olivia, hvis det er det, du spørger om. Og det havde jeg vel heller ikke regnet med.”
De stoppede op lige uden for døren.
“Hvad vil du så gøre nu?” spurgte Klas.
Bekymringsrynken i hans pande fik hende til at lægge armen rundt om hans liv og give ham et skævt kram.
“Jeg ved det faktisk ikke, måske burde jeg bare blæse på det og komme videre?”
Han åbnede døren. “Kan du det? Når du ved, at hun sendte dig et postkort?”
Hun trak på skuldrene, idet bjælden ringlede hjemmevant.
Café Backsvalan var ikke bare et sted, man kunne drikke kaffe, men også en genbrugsbutik, hvor alt var til salg, selv stolen, man sad på, og nu kiggede Lucy op fra en kasse fuld af tallerkener, hun var i gang med at pakke ud, og slap forsigtigt det, hun havde i hænderne, og kom imod dem med åbne arme.
“Det er jer, der er solen!” udbrød hun og krammede dem begge to på en gang.
“Hvis bare det var så vel,” sagde Bea og strøg Lucys store lyse hår væk fra sit ansigt. “En mere grå dag skal man vist lede længe efter.”
Lucy slap dem leende og bad dem sætte sig i lokalet, der var tomt for gæster. De nåede ikke engang at tage jakkerne af, inden hun havde skænket te med en duft af jasmin og stillet et fad ingefærsmåkager frem, en opskrift hjemme fra Cornwall.
“Jeg lagde tarotkort i morges,” sagde hun og satte sig ned
med en kop til sig selv. “Og jeg fik kortet med solen, som betyder glæde. Siden har jeg haft sommerfugle i maven og spekuleret på, hvilke lykkepiller der ville dukke op. It was you!”
Bea tog en kage og kunne ikke lade være med at smile. Det var typisk Lucy, takket være et tarotkort, helt at overse det faktum, at det blæste en halv pelikan udenfor, og at caféen derfor var tom for kunder.
“Det er nok dig, der er lykkepillen,” lo Klas. “Du stråler over hele femøren.”
Lucy lænede sig frem på albuerne. “Ja, er det ikke mærkeligt? At man kan få gravid-glow, når det eneste, man har lavet de sidste seks måneder, er at kaste op?”
“Naturlig detox?” foreslog Klas.
“Har du det stadig dårligt?” spurgte Bea.
“Ja, de sagde, at det ville gå over efter tre måneder, og nu er jeg inde i den femte … Men vi kan jo ikke sidde her og tale om min kvalme, når du kom hjem fra Italien i går. Fortæl, fortæl!”
“Rejsen gik godt, Lucca er en utrolig hyggelig by, virkelig autentisk. Jeg har gået og gået ad smalle gader og langs med bymuren og nydt den lækre mad og vin. Man burde rejse til udlandet noget oftere.”
“Og hvad med historien om din mor?” Lucys blik blev utålmodigt.
Bea trak på skuldrene. “Det er så længe siden, at postkortet blev sendt, men nu har jeg i hvert fald været der, hvor hun sendte postkortet fra. Og har holdt min hårdt tiltrængte ferie.
To fluer med et smæk.” Hun hørte, hvordan hun forsøgte at dække over alvoren med lystighed, men Lucy lod sig ikke narre.
“Føltes det underligt at være det samme sted?”
Bea nikkede.
“Og du forhørte dig rundtomkring?”
“Ja, jeg spurgte nogle restaurantejere, en katolsk præst og en ældre dame, som sad på en plasticstol uden for sin lejlighed og hilste på alle, der passerede, men ingen kunne huske nogen svensk kvinde ved navn Olivia, der var der for otteogfyrre år siden. Og det er vel på sin vis ikke så mærkeligt.”
“Nogen må da vide noget.” Lucy kneb munden sammen og spekulerede. “Fortalte du din far, at du skulle rejse dertil? Reagerede han slet ikke på navnet Lucca? Jeg tænker bare, om det forholder sig, som du tror: at han faktisk gemte postkortet.”
Præcis ligesom Lucy havde Bea håbet på en reaktion fra Max, da hun nævnte sin rejse til Lucca, men nej, han havde ikke reageret synderligt. Måske huskede han det ikke, eller også havde han efter alle årene med tavshed opbygget en uigennemtrængelig mur. Hun nippede til teen.
“Far er ikke sig selv efter den sidste blodprop, indimellem er det svært at vide, om han overhovedet lytter, når jeg siger noget.”
“Jeg forstår,” sagde Lucy og lagde hurtigt sin hånd på hendes.
“Det er okay,” sagde Bea. “Takket være postkortet fik jeg bekræftet, at Olivia i det mindste til at begynde med havde planer om at komme hjem igen. Det giver trods alt en form for fred i sjælen.”
Lucy og Klas udvekslede et blik.
“Hvad er det?” spurgte Bea og kunne ikke lade være med at smile ad deres alvorlige miner.
“Ingen af os synes, at du skal opgive at finde ud af mere, nu hvor du faktisk er kommet et stykke,” sagde Lucy.
“Men hvad skal jeg dog gøre nu?”
“Jeg ved det ikke, men tænk, hvis det bare kræver et spadestik mere, for at du graver en ny ledetråd op?”
“Og tænk, hvis ledetråden ligger så dybt begravet, at jeg al-
drig kommer til at finde den, og sløser min dyrebare tid væk på et umuligt forehavende?” modsagde Bea hende.
Klas trak vejret dybt ned i lungerne og pustede den højlydt ud. “Svært dilemma,” sagde han.
Bea lod blikket glide fra den ene til den anden. “Olivias historie får os bare til at bevæge os rundt og rundt i ubehagelige cirkler, så kan vi ikke tale om noget andet, noget lettere. Fortæl mig, hvordan I har haft det, mens jeg har været væk.”
Lucy hældte mere varm te op i krusene, og snart gled samtalen over på andre ting. Klas fortalte med store armbevægelser om den danske hygge på pubben neden for Peders lejlighed på Vesterbro, hvor folk smuttede ind en helt almindelig hverdagsaften for at drikke en øl og spille brætspil, og Lucy diskuterede fordele og ulemper ved at kende babyens køn i forvejen. Da teen var drukket, så hun på uret.
“Åh, jeg må nok hellere komme videre med at pakke varer ud, hvis jeg skal nå hjem i nogenlunde tid og få babyen herinde til at sætte tempoet lidt ned.”
Klas og Bea tog deres betalingskort op samtidig, men Lucy rystede på hovedet.
“Jeg vil ingen penge have, I kom jo og lyste min dag op.”
“Det er faktisk dig, som lyser vores dage op med dit fantastiske humør,” sagde Bea. “Det burde du tage dig ekstra betalt for.”
Lucy lo, gav hende et kram og hviskede samtidig: “Jeg synes vitterlig ikke, at du skal opgive din søgen. Svaret er et sted derude.”
Bea vidste, at hun havde ret. Det ville have været skønt bare at være glad for at vide, at Olivia var rejst til Lucca, men den ledetråd førte naturligvis til et nyt spørgsmål: Hvorfor var hun rejst lige præcis dertil?
På vejen hjem løb Pappi et stykke foran dem. Bea gik langsomt, hun havde ikke travlt med at komme hjem til ensomheden og alle de ubesvarede spørgsmål, som befandt sig mellem linjerne i postkortet på bordet i køkkenet.
“Okay så,” sagde Klas, da de til sidst stoppede op uden for hendes hus.
“Okay så,” svarede hun og klappede Pappi. Hun ville ønske, at han kom over om aftenen, sådan som han plejede at gøre førhen, men nu hvor han for en gangs skyld var hjemme på øen, ville hun ikke være for anmassende.
Han kastede hundens tennisbold op i luften og greb den igen. “Er du træt efter rejsen og vil bare gerne være alene, eller skal vi tage en omgang flipperspil i aften?”
Bea kunne ikke skjule sin lettelse over spørgsmålet, og ordene snublede over hinanden, da hun svarede: “Jeg har virkelig ikke lyst til at være alene, så meget gerne flipperspil, og så laver jeg noget nem mad inden. Spise skal vi jo alligevel begge to.”
“Så kommer jeg ved syvtiden, hvis det passer?” sagde han og kastede bolden, som Pappi straks drønede efter.
“Passer perfekt,” sagde Bea og så op på himlen, hvor en lille stribe sol havde fået held med at trænge igennem det grå skydække. Præcis ligesom Lucys tarotkort havde spået.
Til min elskede Bea.
Livet har taget mig på en rejse til denne lille by, hvor sorgen går hånd i hånd med glæden. Snart kommer jeg hjem til vores ø, hvor der kun findes glæde.
Kærlig hilsen mor
Bea var kun atten år, da hendes mor, Olivia, rejste ud for aldrig at vende hjem . I årtier har hun grublet over, hvad der egentlig skete med hende. Et mysterium, der ikke bliver mindre, da Bea i sin fars gamle kommode falder over et postkort fra moren poststemplet kun få uger efter hendes afrejse. Olivia havde tydeligvis planer om at vende tilbage, men noget må være kommet i vejen. Skal Bea forsøge at finde svaret nu, før det er for sent, eller er det bedre at lade fortiden hvile?
Den unge frisør Julia står også ved en skillevej i sit liv. Hun er endnu en gang blevet fyret fra sit job, og det føles, som om hun ikke passer ind nogen steder. Rodløs og fortabt beslutter hun sig for at vende tilbage til et sted, som hun har lykkelige barndomsminder fra: øen Hven. Måske fører hendes minder hende dog slet ikke på rette spor, men ned ad den forkerte vej. Og måske er hendes barndomsminder fra øen ikke så lykkelige, som hun går og bilder sig ind.
En stormfuld aften fører skæbnen de to kvinder sammen på en af øens stejle bakkeskråninger, og det bliver startskuddet til et nyt liv for dem begge.
Mit løfte til dig byder på et kært gensyn med flere øboere fra trilogiens første to bind, Lad mig berette alt og Mit sidste ønske. De tre bøger kan læses uafhængigt af hinanden.