Miss Jean Brodies bedste år

Miss Jean Brodies bedste år

Miss_Jean_Brodies_bedste_aar.indd 1

14/09/2026 12.11

Alphas klassikerserie Colette: Chéri Colette: Afsked med Chéri Marguerite Duras: At skrive Muriel Spark: Miss Jean Brodies bedste år

Miss_Jean_Brodies_bedste_aar.indd 2

14/09/2026 12.11

Muriel Spark

Miss Jean Brodies bedste år Oversat fra engelsk af Caroline Albertine Minor

Alpha

Miss_Jean_Brodies_bedste_aar.indd 3

14/09/2026 12.11

Miss Jean Brodies bedste år er oversat fra engelsk af Caroline Albertine Minor efter The Prime of Miss Jean Brodie © Copyright Administration Limited, 1961 Denne udgave: © Alpha / Gutkind Forlag A/S, København 1. udgave, 1. oplag, 2026 Omslagsdesign: Lonnie Hamborg/Imperiet Sats: LYMI DTP-Service Trykt hos Scandbook EU ISBN 978-87-7239-373-5

FSC English C021394 New MIX Paper Landscape BlackOnWhite

Denne bog er beskyttet af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder fx, at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst & Node.

Der er citeret fra følgende: “Til Efteråret” af John Keats oversat af Olaf Nedergaard i Verden og vi, 1917.

alpha er en del af gutkind forlag a/s

Læderstræde 9, 1. • DK-1201 København K gutkind.dk • f gutkindforlag • I gutkind_forlag info@gutkind.dk

Miss_Jean_Brodies_bedste_aar.indd 4

14/09/2026 12.11

Forord

En eftermiddag, mens vi sad og drak en øl i solen, spurgte min venindes fætter mig og sin kusine, om vi ville lære at folde et victoriansk kærestebrev, en såkaldt puzzle ­purse. Han havde lært at lave dem af en kvinde, han havde datet i et halvt års tid, og det gav ham en følelse af ro at sidde med papiret mellem hænderne og folde kanterne helt skarpt og lige, indtil det hele med et varsomt vrid kunne trækkes sammen mod midten og hæftes. Han så ikke længere den pågældende kvinde, men f­oldeteknikken havde han taget med sig. Mens jeg efter hans anvisninger foldede hjørne til hjørne, kant til modsat kant og lidt efter lidt så et komplekst, ligesom drejende geometrisk mønster af små og store trekanter opstå omkring rekt­ anglet i midten, kom jeg til at tænke på den skotske forfatter Muriel Spark, hvis sjette roman, The ­Prime of Miss Jean Brodie, jeg havde brugt sommeren på at oversætte. 5

Miss_Jean_Brodies_bedste_aar.indd 5

14/09/2026 12.11

De flade, tilsyneladende enkle papir­æskers på en gang mekaniske og blomsteragtige måde at folde sig sammen og ud på forekom mig at være et godt billede på Sparks prosa. For samtidig med at være enkle fortællinger – om for eksempel en karismatisk men/og ­ fascistisk skole­ frøken på en pigeskole i 3­ 0’ernes Edinburgh eller om en gruppe ældre mennesker, der på tur bliver ringet op af en stemme, som roligt minder dem om, at de snart skal dø (spoiler: Stemmen t­ilhører D ­ øden) – er hendes bøger også komplekse sproglige mønstre udgjort af refræner, modbilleder, gentagelser og små semantiske og syntaktiske forskydninger. De er kunstfærdigt udformede sproglige helheder, der jævnligt gør opmærksom på sig selv som både sproglige og hele. En roman af Spark vil ikke lade, som om den er en rude, gennem hvilken læseren selvforglemmende kan betragte en række karakterer udleve en bid af deres liv, den er et spejlkabinet, der kaster dig frem og tilbage i tid og ind i dig selv: Du ler og gisper og bliver på den måde mindet om din bløde, læsende krop (‘husk, du skal dø’). Sparks romaner ved, at de bliver skrevet, og de lader dig det også gerne vide. Det underlige og vidunderlige er, at denne medvidenhed ikke får karaktererne til at fremstå mindre troværdige eller gør det svært at føle noget for dem. Effekten er tværtimod den omvendte, at du selv føler dig lidt mindre virkelig, når bogen er slut, mere fortalt end fortæller, mere læst end læser. Det er vældig opkvikkende.

6

Miss_Jean_Brodies_bedste_aar.indd 6

14/09/2026 12.11

For Spark er skriften i udgangspunktet et magtfuldt redskab, der besidder evnen til at forklare og forvandle på den ene side og til at forvanske, fordreje og forfalske på den anden – i virkeligheden nok med slagside til sidstnævnte. Grundtonen i hendes romaner er ­paranoid, det vrimler med (især mandlige) snyltere og for­rædere, og indbrud, aflytninger, falskneri, mord og manipulation driver handlingen frem. Måske med god grund. Spark havde gennem det meste af sit liv en tendens til dels at tiltrække, dels at opsøge uhensigts­mæssige (mande)­typer. I 1937 forlovede hun sig med den tretten år ældre matematiker Sidney Oswald Spark, hvis ­initialer hun sidenhen tørt bemærkede burde have advaret hende, og fulgte med ham til den britiske koloni ­Rhodesia (i det nu­ værende Zimbabwe), hvor han havde fået ansættelse som lærer. Imidlertid viste Sidney sig at være psykisk ­ustabil og i besiddelse af en pistol, som han affyrede i retning af Spark, når han blev vred. Spark var ulykkelig i ægte­ skabet og begærede skilsmisse, kort tid efter hun havde fået sit første og eneste barn, sønnen Robin, som hun lod vokse op hos sine forældre i Edinburgh, mens hun selv rejste til London for at arbejde (og skrive). Hendes første ansættelse var ved den britiske efterretnings­tjeneste, hvor hun i krigens sidste år var med til at fabrikere og sprede løgne og demotiverende misinformationer, såkaldt ‘sort propaganda’, bag fjendens linjer (en erfaring med virkelighedens porøsitet, som hun trækker på igennem hele sit forfatterskab). I 1947 blev Spark ansat som redaktør 7

Miss_Jean_Brodies_bedste_aar.indd 7

14/09/2026 12.11

for tidsskriftet The Poetry ­Review, men hendes moderne smag og kontante facon gjorde hende upopulær blandt de ældre mandlige digtere, og hun blev fyret efter et år. Spark, der valgte at beholde sin eksmands klangfulde efter­navn til fordel for det mere jordbunde Camberg, giftede sig aldrig igen, men gennem sine tredivere havde hun et mudret og meget af tiden utilfredsstillende arbejds- og kærlighedsforhold til litteraten og platten­ slageren Derek Stanford, der fastholdt, at hun havde ­lavet sit bedste arbejde sammen med ham, og som, ­efter Spark blev en berømt forfatter, for­rådte hende ved at s­ælge hendes kærligheds­breve og skrive en fejl­behæftet ­biografi om hende. Spark tilgav ham aldrig nogen af delene, og Stanford danner forlæg for den talent­løse og smiskende Hector B ­ artlett, som i forlægger­romanen A Far Cry from Kensington (1988) konsekvent refereres til som en pisseur de copie – et menneske, der udsondrer store mængder dårlig skrift. Det er et af de sjoveste og mest grundigt udførte karaktermord, jeg kender til. Måske som følge af sit kuldsejlede ægteskab og sine oplevelser som en fattig, fraskilt ung kvinde i en mandsdomineret branche stolede Spark livet igennem på meget få mennesker og næsten ingen mænd. Hun er citeret for aldrig at have brudt sig om at gå foran en mand på en trappe, fordi hun ikke kunne slippe tanken om, at han ville skubbe hende ned, og det rammer meget godt en følelse, man kan få, mens man læser hendes bøger. Para­noiaen smitter, og du, læseren, bevæger dig ned ad 8

Miss_Jean_Brodies_bedste_aar.indd 8

14/09/2026 12.11

romanens smalle trin, lysende bevidst om Spark og hendes fortæller, der på kattepoter følger i hælene på dig. Nogle forfattere tilbyder plads til at trække vejret og se tingene fra flere sider, hos dem kan du i ro og mag bevæge dig omkring i fiktionens luftige sale og tyste værelser. Sådan en forfatter er Spark ikke. Hendes sætninger er hele tiden på pletten lige der, hvor læseren er, og ofte to skridt foran. Ingen steder i sin skrift er hun ikke. Forvaltet af en mindre genial og mindre modig bevidsthed ville en så hysterisk grad af kontrol blive udmattende at være i selskab med, men Spark skriver, sætning for sætning, så uhørt godt, at den samlede effekt er mere hypnotisk end klaustrofobisk. Du kan ikke komme ud, og det vil du heller ikke. Desuden er en bog af Spark, som det meste andet, der er rigtig dejligt, slut, før man får set sig om. Med undtagelse af The Mandelbaum Gate fra 1965 kan samtlige af Sparks i alt toogtyve romaner læses på en længere togtur. Sparks stil er (udover de evigt fristende elektriske metaforer) gennem tiden ofte blevet beskrevet med adjektiver, der også kunne bruges om våben eller om sten: krystallisk, hård, knivskarp, effektiv, brutal og tør, og de er egentlig alle sammen passende. En forfatter, der kan skrive sætninger som “He looked as if he would murder me and he did”, ved noget om grammatik og om verden, som ikke alle tør vide, og mens jeg oversatte The Prime of Miss Jean Brodie, tænkte jeg flere gange, at hun skriver 9

Miss_Jean_Brodies_bedste_aar.indd 9

14/09/2026 12.11

som en, der ikke har nogen naturlige fjender og heller ikke prøver at få nye venner. Det sidste er en sjælden kvalitet hos en forfatter (de fleste vil gerne elskes, også selvom de lader, som om eller tror de ikke vil), og et nutidigt eksempel kunne være den engelske Rachel Cusk, der i kunstnerromanen Second Place (2021), ligesom Spark i The Ballad of Peckham Rye (1960), lader selveste djævelen dukke op og spille en rolle. Men hvor Cusk, hvis bøger er kolde, bruger sit klarsyn i dissekeringens og fremmedgørelsens øjemed, er Spark, hvis bøger er varme, ‘omgivet af en svag lugt af svovl’ – altid mere interesseret i mystifikation­en end i opløsningen. Cusk blev opdraget i den katolske tro, men tog som voksen afstand fra den. I The Last Supper (2009) lader hun sit alterego beskrive, hvordan katolicismens ‘søndagsfølelse’ findes i hende som en rest fra barndommen, et blåt mærke på hendes hud, som hun ikke kan slippe af med. Spark valgte lige omvendt religionen til, den blev løsningen på en ødelæggende fornemmelse af formløshed. I 1954 konverterede hun efter et nervesammenbrud forårsaget af en kombination af udmattelse, fejlernæring og et misbrug af den amfetaminbaserede medicin Dexedrine som seksogtrediveårig til katolicismen og kort efter også fra lyrikken til prosaen, debuten The Comforters udkom i 1957, da hun var niogtredive år gammel. Og selvom det ville være en forsimpling at sige, at Spark skriver katolske romaner, ville det også være løgn at sige, at det ikke er det, hun gør. Hendes blik på verdens grumhed og absurditet, på 10

Miss_Jean_Brodies_bedste_aar.indd 10

14/09/2026 12.11

menneskers banalitet og blindhed er et blik, der har det ene øje stift rettet mod evigheden. Der er i sidste ende altid en mening med galskaben, en orden i helheden, et mønster, der er større end summen af dets fortvivlende, ubehjælpsomme dele. En forfatter uden nogen naturlige fjender, måske lige bortset fra Gud, som er det (ham), der gør latteren mulig. Spark er – i modsætning til denne romans tragiske antiheltinde, skolefrøkenen, pebermøen, fristeren, forløseren og fascisten Jean Brodie – ikke romantiker, men satiriker. Hun har en dukkeførers usentimentale forhold til sine karakterer og deres skæbne, men ligesom i dukke­ teatret svækker det faktum, at vi kan se både snorene og de hænder, der trækker i dem, ikke den følelsesmæssige effekt af historien. Sparks over vandende svævende fortæller både opsluges af og intensiverer det drama, der foregår nede på scenen. Et drama, der i Miss Jean Brodies bedste år drives frem af de paradokser og modsætningsforhold, som Sparks roman stiller op. Sandy Stranger, der er Jean Brodies mest udvalgte af de udvalgte elever, og hvis blik på sin lærerinde romanens fortæller låner, er ikke let hverken at holde af eller identificere sig med. Hun er indbildsk og snu og temmelig tarvelig mod gruppens syndebuk, Mary Macgregor. Spark, der er glad for et epitet, beskriver konsekvent Sandy som havende små, griseagtige øjne; gennem disse ser hun med spionens mistænksomme blik på sine omgivelser, og når de keder hende, fortrækker hun ugenert til sin fantasis parallelunivers, 11

Miss_Jean_Brodies_bedste_aar.indd 11

14/09/2026 12.11

hvor hun er heltinden, hovedpersonen, den eneste, der forstår. Ikke desto mindre er Sandy den elev, som lytter til sin samvittighed og i sidste ende formår at “sætte en stopper for Miss Brodie”. Dette ‘ikke desto mindre’ (nevertheless, på skotsk udtalt niverthelace) indkapsler et princip, Spark i et essay om Edinburgh selv kalder grundlæggende for sin skrift. Det styrer hendes måde at forholde sig til både plot, komposition og karakterer på: Miss Brodie er en dygtig underviser, karismatisk, charmerende, inspirerende og original. Ikke desto mindre er hun også banal og “den fødte fascist”. Billedkunstlæreren mr. Lloyd begår, hvad der må betegnes som et overgreb, på en femtenårig pige. Ikke desto mindre indleder hun tre år senere over en sommer frivilligt et erotisk forhold til ham. Ved årets udgang har hun dog ganske mistet interessen for manden selv, men er dybt optaget af hans sind, af hvilket hun, som Spark skriver, udvinder hans religion “som en kerne blandt avnerne”. Senere bliver hun nonne. Selvmodsigelserne fortsætter ud i karakterernes replikker, der, med komisk effekt, over lange stræk består af indbyrdes modsatrettede udsagn. Spark serverer disse spændingsforhold for læseren uden at lade dem forsones i konklusioner eller kategoriseringer. Sandy er (med Sparks egne ord) en “nasty little bitch” og romanens moralske kompas. Miss Brodie er fascist, men det er (bemærker konvertitten Sandy) mange katolikker i øvrigt også. At gøre det rigtige er ikke ensbetydende med at være et forklaret menneske, ofte tværtimod. 12

Miss_Jean_Brodies_bedste_aar.indd 12

14/09/2026 12.11

Rent stilistisk er Miss Jean Brodies bedste år skrevet med den af Spark ofte anvendte alvidende tredjepersonsfortæller, hvis hyppige brug af prolepsis, spring frem i tiden, giver læseren en svimmel fornemmelse af, at alting allerede er overstået, samtidig med at det i romanens tid er i færd med at finde sted. Når hendes tidligere elev ­Sandy med rette anklager sin lærerinde for at tro, at ‘hun er Forsynet (…) Calvins gud, hun tror, hun ser begyndelsen og slutningen’, er det egentlig sig selv, forfatteren til romanen, som Spark lader Sandy beskrive. Spark er nemlig først og fremmest en uovertruffen manipulator af tid. I hendes hænder kan den strækkes lang i det ene afsnit, og i det næste svirpe linealdirrende sammen til et nu, der får dig til at rette ryggen og spidse ører. Som læser befinder du dig i Miss Jean Brodies bedste år på en og samme gang i en generel erindringens tid, omkranset af en diskret rammefortælling om en mands besøg hos en aldrende nonne, i konkrete præcist sansede scener og i et slags Efter, hvor det hele er overstået (som i sagens natur også er et Før, inden det overhovedet gik i gang). Jeg havde håbet, at jeg ved at oversætte Spark kunne komme tæt nok på til at lure hende kunsten af, men forfatterens tidslige behændighed er, selv på så nært hold og i et så langsomt tempo som oversættelse kræver, bedragerisk. Man blinker, og så er det igen for sent. Sandheden er, at jeg stadig ikke ved, hvordan Spark gør det, hun gør, kun at hun gør det bedre end de fleste andre.

13

Miss_Jean_Brodies_bedste_aar.indd 13

14/09/2026 12.11

Miss Jean Brodies bedste år, der i 1961 udkom til udelt begejstring efter først at have været bragt i sin fulde længde i The New Yorker, er et godt sted at starte, hvis man vil finde ud af, om Spark er noget for en (og hvis hun er, kan man godt begynde at glæde sig). Den er hendes mindst underlige og mest berømte roman og den eneste, der foregår i Edinburgh, hvor hun voksede op. Ifølge Spark selv er det den bog, hun fandt det nemmest at skrive, fordi det er den, der er mest nært baseret på hendes egne erfaringer, nærmere bestemt årene på James Gillespie’s High School for Girls og mødet med den karismatiske og fritænkende lærerinde Christina Kay, der ligesom Jean Brodie ikke var bange for forskelsbehandling og alternative uddannelsesmetoder. I sin selvbiografi Curriculum Vitae (1992) beskriver Spark Kay som en ‘karakter på jagt efter sin forfatter’. Men Kay er selvfølgelig ikke i nogen enkel forstand Brodie, ligesom Spark ikke i nogen enkel forstand er hendes elev (og banemand) Sandy. Sproget sætter mønstre – mekaniske, blomsteragtige, mystiske – i bevægelse, og mellem livet og romanens skildring af det kiler der sig noget ind, som måske bedst kan opsummeres med titlen på den psykologiske afhandling om moral, som Spark lader konvertitten Sandy være forfatter til: Transfigurationen af det banale. En i øvrigt udmærket definition på kunst. Caroline Albertine Minor, oktober 2026

Miss_Jean_Brodies_bedste_aar.indd 14

14/09/2026 12.11

Kapitel 1

Mens de talte med pigerne fra Marcia Blaine-skolen, stod drengene på den anden side af deres cykler med hænderne på styret, hvilket etablerede et beskyttende hegn mellem de to køn og gav indtryk af, at drengene kunne finde på at stikke afsted, hvert øjeblik det skulle være. Pigerne kunne ikke tage deres panamahatte af, eftersom de ikke var langt fra skolens port, og hatteløshed var en forseelse. Der blev set igennem fingre med visse af­ vigelser fra den korrekte placering af hatten, når det drej­ ede sig om piger på tiende klasstrin og opefter, så længe den ikke blev sat på sned. Men der fandtes andre diskrete variationer over den gængse regel om at bære hatten med skyggen bukket op i nakken og ned i panden. De fem ­piger, som, på grund af drengene, stod meget tæt sammen, bar hver især hatten på en helt bestemt måde.

15

Miss_Jean_Brodies_bedste_aar.indd 15

14/09/2026 12.11

Disse piger udgjorde Brodie-slænget. Sådan var de blevet kaldt, allerede inden forstanderinden hånligt havde givet dem tilnavnet, da de som tolvårige rykkede videre fra mellemskolen. Dengang havde de været umiddelbart genkendelige som miss Brodies elever, idet de var uhyre velinformerede på en række områder, der, som forstanderinden sagde, var irrelevante for den autoriserede læreplan og ubrugelige for skolen som skole betragtet. Det blev opdaget, at disse piger havde kendskab til Buchmanitterne og Mussolini, de italienske renæssancemalere, fordelene ved at bruge rensecreme og tonic frem for godt gammeldags vand og sæbe og ordet ‘menarche’. Indretningen af forfatteren til Peter Plys’ hjem i London var blevet beskrevet for dem, lige så vel som Charlotte Brontës og miss Brodies eget kærlighedsliv. De kendte til eksistensen af Einstein og argumenterne fremført af de mennesker, der betragtede Bibelen som usand. De kunne gøre rede for elementær astrologi, men kendte ikke året for Slaget ved Flodden eller hovedstaden i Finland. Bortset fra en enkelt af dem regnede hele Brodie-­slænget på fingrene, ligesom miss Brodie selv havde gjort, og kom på den måde frem til mere eller mindre nøjagtige resultater. Selv som sekstenårige, hvor de gik i gymnasieskolen og stod og hang uden for porten og havde tilpasset sig det ortodokse regime, forblev de umiskendeligt Brodieske, og de var alle berømte i skolen, hvilket vil sige, at de var under mistanke og ikke særlig afholdte. De havde 16

Miss_Jean_Brodies_bedste_aar.indd 16

14/09/2026 12.11

ingen holdånd og meget lidt til fælles med hinanden ud over deres fortsatte venskab med Jean Brodie. Hun underviste stadig i under- og mellemskolen. Hun var under stærk mistanke. Marcia Blaine pigeskole var en institution, der i midten af det nittende århundrede var blevet gjort delvist til en legatskole af en rig enke efter en bogbinder fra Edinburgh. Hun havde været en beundrer af Garibaldi, før hun døde. Hendes mandhaftige portræt hang i foyer­en, og hvert år til stiftelsesfesten blev hun hyldet med hårdføre blomster såsom krysantemummer eller dahliaer. Disse blev placeret under portrættet i en vase på en læsepult, hvorpå der også lå en åben Bibel, skriftstedet “Hvo finder en duelig Hustru? hun er langt mere værd end Perler” var streget under med rødt blæk. Pigerne, der stod og hang under træet, skulder ved skulder, meget tæt på hinanden på grund af drengene, var alle sammen berømte for noget. Monica Douglas var nu, som sekstenårig, præfekt og mest af alt berømt for matematik, som hun kunne lave i hovedet, og for sin vrede, der, når den var livlig nok, fik hende til at uddele lussinger til højre og venstre. Hun havde en meget rød næse, både sommer og vinter, lange mørke fletninger og tykke, stolpeagtige ben. Siden hun fyldte seksten år, havde Monica gået med sin panamahat unormalt højt oppe på hovedet, placeret, som om den var for lille, og som om hun vidste, at hun under alle omstændigheder så grotesk ud. 17

Miss_Jean_Brodies_bedste_aar.indd 17

14/09/2026 12.11

På den traditionelle pigeskole Marcia Blaine i Edinburgh er miss Jean Brodie en skolelærerinde af en helt særlig slags. Hun er stolt, kultiveret og romantisk, men hendes indstilling til uddannelse er også radikal og til tider foruroligende. Da hun udvælger sig en gruppe piger for at forvandle dem til ‘crème de la crème’, bliver de hurtigt kendt som Brodie-­ slænget. Pigernes privilegerede status er åben­­lys, men prisen for at blive lukket ind i den dannede verden af voksne relationer og intriger er høj.

Et sublimt mirakel af vid og ordknaphed og en skotsk klassiker, der er et pragteksemplar udi kunsten at skrue en fortælling sammen og vide, at ‘less is more’. THE GUARDIAN

Sin generations mest talentfulde og nyskabende britiske romanforfatter. THE NEW YORK TIMES

Miss Jean Brodies bedste år

MISS JEAN BRODIES BEDSTE ÅR af den skotske forfatter Muriel Spark (1918-2006) blev oprindeligt udgivet i 1961 og foreligger nu for første gang på dansk oversat af Caroline Albertine Minor, som også har skrevet forord.

Muriel Spark

“Giv mig en pige i den påvirkelige alder, og hun er min for livet.”

Muriel Spark

Miss Jean Brodies bedste år ROMAN

Alpha

MURIEL SPARK_Miss Brodies bedste aar_OMSLAG.indd 1

09/09/2026 10.59